Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-5398
Den 20. marts 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 256 (MOF alm. del) stillet 2. marts 2023 efter ønske fra
udvalget.
Spørgsmål nr. 256
”
Vil ministeren kommentere henvendelsen af 2/3-23 fra Dansk Industri, Dansk
Erhverv og Landbrug om den kommende emballageforordning, jf. MOF alm. del -
bilag 181?”
Svar
Jeg hilser forslaget til ny emballageforordning velkommen. Forslaget sætter det rette fokus på at
nedbringe de stigende mængder af emballageaffald og fremme genbrug, genanvendelse og brug af
genanvendt plastik i nye plastemballager. Samtidig understøtter det også investeringer i sektoren og et
mere velfungerende indre marked med harmoniserede krav til emballage.
Miljøministeriet er i gang med at gennemgå og effektvurdere de enkelte dele af Kommissionens
forslag. I dette arbejde inddrages også viden og synspunkter fra interessenter, andre medlemslande og
Kommissionen.
Fsv. de synspunkter, som fremgår af brevet fra Dansk Industri, Dansk Erhverv og Landbrug &
Fødevarer, kan følgende indledningsvist bemærkes.
Et af formålene med forslaget til ny forordning er at harmonisere reglerne for emballage, herunder
mærkningskrav til emballager. Forordningen indeholder krav om, at alle emballager skal påføres 1) et
sorteringsmærke (affaldspiktogram) samt 2) et materialesammensætningsmærke. Derudover foreslås
mærkningskrav til genbrugsemballager, samt mulighed for at påføre emballager mærker med
information om indhold af genanvendt materiale. Udformningen af disse mærker foreslås
harmoniseret.
Som det fremhæves i henvendelsen fra Dansk Industri, Dansk Erhverv og Landbrug & Fødevarer
indeholder forslaget også mulighed for at påføre emballager, der indgår i udvidede
producentansvarsordninger for emballage, et mærke, der indikerer, at emballagen er tilmeldt disse
ordninger. Miljøministeriet er i dialog med Kommissionen om, hvorvidt denne mulighed skal forstås
sådan, at medlemsstater må fastsætte nationale mærkningskrav eller om det blot er en mulighed for
producenter, hvis de fx ønsker at oplyse forbrugerne om, at de er tilmeldt en
producentansvarsordning.
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K