Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2679744_0001.png
Cirkulær Økonomi & Affald
Ref. MIKCL
2023 - 12933
Den 10. marts 2023
Referat fra møde mellem Miljødirektoratet og Miljøstyrelsen
om rammerne for fremtidig importsager af olieholdigt
spildevand til bortskaffelse og nyttiggørelse i Danmark
Den 3. marts 2023 afholdte Miljødirektoratet og Miljøstyrelsen møde om importsager af olieholdigt
spildevand til bortskaffelse og nyttiggørelse i Danmark.
På mødet deltog:
Marit Kjeldby, avdelingsdirektør, miljøgift- og tilsynsavdelingen, Miljødirektoratet
Jone Rivrud Rygg, seksjonsleder, seksjon for sirkulær avfallshåndtering, Miljødirektoratet
Ina Osdal Saure, seniorrådgiver, seksjon for sirkulær avfallshåndtering, Miljødirektoratet
Jon Erik Aamdal Lundgaard, seniorrådgiver, juridisk seksjon forurensning, Miljødirektoratet
Christian Bruhn Rieper, vicedirektør, Miljøstyrelsen
Niels Grønfeldt Martiny, kontorchef, Cirkulær Økonomi & Affald, Miljøstyrelsen
Mikkel Clausen, specialkonsulent, Cirkulær Økonomi & Affald, Miljøstyrelsen
Mødet havde følgende dagsordenspunkter:
1. Generel orientering om debat i Danmark vedr. import af olieholdigt spildevand
2. Administration i forhold til import af olieholdigt spildevand til bortskaffelse
3. Administration i forhold til import af olieholdigt spildevand til nyttiggørelse
4. Planer for udbygning af behandlingskapacitet i Norge
Nedenfor opsummeres hovedpunkterne fra hvert dagsordenspunkt
1. Generel orientering om debat i Danmark vedr. import af olieholdigt spildevand
Miljøstyrelsen orienterede om, at der i Danmark er en debat omkring import af olieholdigt spildevand
fra norsk olieindustri til behandling på virksomheden RGS Nordic. Miljøstyrelsen har udarbejdet en
skriftlig gennemgang af sagen og givet en orientering til miljøordførerne i Folketinget. Der har
ligeledes været flere samråd med miljøministeren om import af olieholdigt spildevand til RGS Nordic.
2. Administration i forhold til import af olieholdigt spildevand til bortskaffelse
Miljøstyrelsen orienterede om Danmarks generelle forbud mod import af affald til bortskaffelse. En af
undtagelserne til forbuddet er, hvis der i afsenderlandet ikke er behandlingskapacitet
(bortskaffelsesmuligheder) og affaldet fremstilles i så begrænsede mængder, at oprettelsen af nye,
specialiserede bortskaffelsesanlæg inden for dette land vil være uøkonomisk.
Miljøstyrelsen orienterede om, at styrelsen er i færd med at se nærmere på, hvorledes denne
undtagelsesbestemmelses anden led bør administreres fremadrettet. Det er pt. styrelsens forventning,
at dette vil lede til en stramning af nuværende praksis.
Miljøstyrelsen • Tolderlundsvej 5 • 5000 Odense C
Tlf. 72 54 40 00 • CVR 25798376 • EAN 5798000860810 • [email protected] • www.mst.dk
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 198: Spm. om Norge ikke efter 25 års dansk import af norsk giftvand har opbygget en kapacitet til selv at håndtere det
2679744_0002.png
Miljødirektoratet tilkendegav, at de vil videreformidle Miljøstyrelsens stramning af administrationen
af reglerne til det norske erhvervsliv.
3. Administration i forhold til import af olieholdigt spildevand til nyttiggørelse
Miljøstyrelsen orienterede Miljødirektoratet om den rådgivning, som Miljøstyrelsen har fået fra den
danske kammeradvokat vedrørende vurderingen af, hvorvidt en given affaldsoperation er nyttiggørelse
eller bortskaffelse. Miljøstyrelsen orienterede om de af Kammeradvokaten seks udledte kriterier, som
kan bruges til afklaring i forbindelse med ovenstående vurdering. Disse kriterier indgår i
Miljøstyrelsens sagsbehandling af anmeldelser til nyttiggørelse. Miljøstyrelsen vil dele kriterierne med
Miljødirektoratet.
Miljøstyrelsen tilkendegav ligeledes, at miljøminister Magnus Heunicke arbejder for, at der i regi af
den pågående revision af transportforordningen bliver bedre muligheder for at gøre indsigelser til
overførsel til nyttiggørelse, når det eksempelvis er spildevand med et meget lavt olieindhold.
Miljødirektoratet vil dele dette signal om stramning af Danmarks tilgang til overførsler til nyttiggørelse
med det norske erhvervsliv.
4. Planer for udbygning af behandlingskapacitet i Norge
Miljødirektoratet gav en kort baggrund for planer for udbygning af kapacitet. I forhold til kapacitet på
nuværende tidspunkt er det i praksis svært at have et fuldstændigt overblik over kapacitet, da det kan
afhænge af hvilken specifik form for spildevand der er tale om og der kan være store periodemæssige
udsving i spildevandsmængderne. Det er Miljødirektoratets vurdering, at sæsonudsving vil betyde, at
der er behov for at eksportere spildevand fra Norge.
Miljødirektoratet fortalte, at der er forskellige norske projekter om udbygning af kapacitet, men
projekterne er i den tidlige fase. Derfor forventes der ikke umiddelbart, at der sker udbygning af den
norske kapacitet de næste år. Miljødirektoratet siger, at baseret på deres erfaring og indsigt er det
grund til at tro at de danske stramninger vil give det norske erhvervsliv udfordringer på kort sigt.
2