Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023-2304
Den 20. marts 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 195 (MOF alm. del) stillet 24. februar 2023 efter ønske
fra Zenia Stampe (RV).
Spørgsmål nr. 195
”Vil ministeren oplyse, hvad værdien af nyttiggørelsen af det olieholdige spildevand dækker over, og
herunder hvordan man værdisætter omkostningerne for miljøet?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Miljøstyrelsen, som oplyser at:
”Miljøstyrelsen har i notatet af 18. august 2022 redegjort for styrelsens vurdering af de økonomiske
betragtninger for importen af olieholdigt spildevand for to importtilladelser til RGS Nordic.
Miljøstyrelsen forstår spørgsmålet således, at det er rettet mod den økonomiske vurdering, styrelsen
har foretaget i ovennævnte notat samt indsigelsesmuligheden i Transportforordningens artikel 12, stk.
1, litra g.
I forhold til indsigelsesmuligheden i Transportforordningens artikel 12, stk. 1, litra g, er det
Miljøstyrelsens forståelse, at det er den skønnede værdi af de materialer, der nyttiggøres endeligt, som
skal inddrages. Derfor er det styrelsens vurdering, at den skønnede værdi skal beregnes på det sted i
værdikæden for nyttiggørelse af affaldet, hvor der er tale om endelig nyttiggjort olie. Af den grund
inddrages værdiforøgelse og omkostningerne dertil hos den oparbejdningsvirksomhed, som RGS
Nordic overdrager det forarbejdede affald til. I beregningen differentieres der mellem råolie og
olieemulsioner, da der er forskel på hvilken værdi, som de kan oparbejdes til. De nærmere beregninger
fremgår af styrelsens notat.
I notatet ses de nærmere miljømæssige forhold, som styrelsen har inddraget i vurderingen af, om der i
de to sager kunne gøres indsigelse på baggrund af miljømæssige betragtninger. Det kan hertil
bemærkes, at det i forhold til de to sager var styrelsens vurdering, at den gældende udformning af
indsigelsesmuligheden i Transportforordningens artikel 12, stk. 1, litra g, kun giver mulighed for at
vurdere selve affaldsbehandlingen, og altså ikke øvrige omkostninger for miljøet generelt.”
Jeg kan herudover oplyse, at Miljøministeriet er i dialog med Kommissionen om fortolkning af
indsigelsesmulighederne i Transportforordningens artikel 12.
Magnus Heunicke
/
Janne Birk Nielsen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K