Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2679042_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-5398
Den 20. marts 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 187 (MOF alm. del) stillet 22. februar 2023 efter ønske
fra Hans Kristian Skibby (DD).
Spørgsmål nr. 187
”I anledning af, at EU-Kommissionen har fremlagt et forslag til forordning om emballage, har
Bryggeriforeningen den 7. februar sendt en kopi af et brev til miljøministeren til Folketingets Miljø- og
Fødevareudvalg, jf. MOF alm. del – bilag 126, hvad agter ministeren at gøre for at imødekomme den
bekymring, som de nordiske bryggeriforeninger giver udtryk for i deres fælles brev?”
Svar
Jeg hilser forslaget til ny emballageforordning velkommen. Forslaget sætter det rette fokus på at
nedbringe de stigende mængder af emballageaffald og fremme genbrug, genanvendelse og brug af
genanvendt plastik i nye plastemballager. Samtidig understøtter det også investeringer i sektoren og et
mere velfungerende indre marked med harmoniserede krav til emballage.
Miljøministeriet er i gang med at gennemgå og effektvurdere de enkelte dele af Kommissionens
forslag. I dette arbejde inddrages også viden og synspunkter fra interessenter, andre medlemslande og
Kommissionen. Det gælder også ift. Bryggeriforeningens synspunkter.
Fsv. de synspunkter, som fremgår af brevet fra de nordiske bryggeriforeninger, kan følgende
indledningsvist bemærkes.
I forslaget fra Kommissionen stilles der krav til, at alle EU-medlemsstater skal oprette et pant- og
retursystem for visse drikkevareemballager, som vi allerede kender det i Danmark. Hertil følger en
række minimumskrav, som systemerne skal leve op til. Det danske pant- og retursystem vurderes
allerede at opfylde størstedelen af de foreslåede minimumskrav. Regeringen bakker op om kravet om,
at drikkevareemballager skal indgå i et pant- og retursystem for at understøtte genanvendelse af høj
kvalitet.
I forslaget til emballageforordningen indgår også forslag om minimumskrav til, hvor meget
genanvendt plastik som nye plastik-emballager skal indeholde. Et lignende EU-krav specifikt til
drikkevareflasker af plastik findes i dag i engangsplastdirektivet. Bryggeriforeningerne udtrykker
ønske om at få en forkøbsret til det indsamlede plastik fra pant- og retursystemerne fremadrettet mhp.
at opfylde disse krav. En model herfor vil dog skulle undersøges nærmere, så den ikke strider imod
EU-regler for det indre marked. Ministeriet vil gå videre med spørgsmålet til Kommissionen. Det
vurderes, at den foreslåede model ikke vil kunne rummes inden for de gældende regler for det danske
pant- og retursystem.
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 187: Spm. om bekymringer fra de nordiske bryggeriforeninger til EU-Kommissionens forslag til forordning om emballage
Bryggeriforeningerne udtrykker bekymring for, at genbrugskrav til drikkevareemballager kan få store
økonomiske konsekvenser for mikro-bryggerier, fordi indsamling af genbrugsemballager i dag løftes
individuelt af det enkelte bryggeri. Af forslaget fremgår, at for de drikkevareemballager, som i dag
indgår i et pantsystem, skal hhv. 10 pct. være genpåfyldelige i 2030 og 25 pct. i 2040. Disse krav
opfyldes allerede i mange europæiske lande. I Danmark udgør genbrugelige drikkevareemballager ca.
10 pct. af markedet. Forslaget indeholder undtagelsesmuligheder, som vil betyde, at mange mikro-
bryggerier umiddelbart vil være undtaget fra disse krav.
Magnus Heunicke
/
Janne Birk Nielsen
2