Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2673810_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 1876
Den 9. marts 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 176 (MOF alm. del) stillet 10. februar efter ønske fra
Mette Abildgaard (K).
Spørgsmål nr. 176
”Vil ministeren redegøre for, hvorfor kun ca. en fjerdedel af lodsejere med et boringsnært
beskyttelsesområde med indsatsbehov er blevet kontaktet med et tilbud”
Svar
Vandforsyningerne vil typisk først tilbyde aftaler til lodsejerne, når et boringsnært beskyttelsesområde
(herefter BNBO) er gennemgået og det vurderes at, der er behov for beskyttelse. Kommunerne har haft
perioden 2020 til og med 2022 til at gennemgå BNBO.
-
-
-
I oktober 2020 havde kommunerne gennemgået 1.925 ud af de 4.783 BNBO (udpeget i 2020).
I oktober 2021 havde kommunerne gennemgået 3.827 ud af de 4.855 BNBO (udpeget i 2021).
I oktober 2022 havde kommunerne gennemgået 5.558 ud af de 5.607 BNBO (udpeget i 2022).
Som det fremgår af ovenstående tal er der mange BNBO, der først er gennemgået af kommunerne i
2021 og 2022. Ovenstående tal viser yderligere, at der for hvert år er sket en stigning i antallet af
udpegede BNBO, hvor der særligt ses en stor stigning i antallet af BNBO fra 2021 til 2022. Dette
skyldes at der ikke tidligere har været udpeget BNBO, hvis kommunerne ikke har fornyet
indvindingstilladelsen. Denne praksis blev ændret i 2021.
Kommunerne har frem til oktober 2022 gennemgået og indberettet status for 99 pct. af alle BNBO. De
resterende 1 % af BNBO er fordelt på syv kommuner. Tre af de syv kommuner har ikke indberettet
status for et eneste af deres BNBO. Det har desværre vist sig, at det går langsommere med at få tilbudt
og indgået frivillige aftaler med lodsejere om restriktioner i anvendelsen af sprøjtemidler inden for
BNBO end forventet. Dette har der være flere årsager til. Først og fremmest at kommunerne har
gennemgået BNBO helt frem til 2022. Derudover har det vist sig at forhandlingsprocesserne har været
mere komplekse end først antaget, hvilket yderligere er blevet vanskeliggjort af COVID-19-nedlukning,
der i perioder forhindrede fysiske forhandlinger. Der har desuden været uklarhed om vejledningerne
og opgavefordelingen mellem vandforsyninger og kommuner.
Der er sket en betydelig fremdrift i tilbudte og indgåede aftaler i 2022. Det er Miljøministeriets
vurdering, at kommuner og vandværker fortsat arbejder for at sikre tilstrækkelig beskyttelse af BNBO
gennem frivillige aftaler med lodsejere. Det vurderes, at fremgangen bl.a. skyldes forbedrede
vejledninger, genåbning af samfundet efter COVID-19-nedlukning, tilskyndelser fra politisk niveau og
rundringninger fra Danske Vandværker, DANVA og KL til deres respektive medlemmer. Mange har
desuden afventet overtaksationsafgørelsen fra Egedal kommune, der blev afgjort i sommeren 2021.
Ligeledes kan de første indgåede aftaler bevirke, at det fremadrettet bliver lettere at indgå aftaler.
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 176: Spm. om, hvorfor kun ca. en fjerdedel af lodsejere med et boringsnært beskyttelsesområde med indsatsbehov er blevet kontaktet med et tilbud
Magnus Heunicke
/
Lea Frimann Hansen
2