Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023-1457
Den 9. marts 2023
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 173 (Alm. del), som Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
har stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri den 9. februar 2023. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Carl Valentin (SF).
Spørgsmål nr. 173 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”Har der været fastsat en kvote for fiskeri af hjertemuslinger i Limfjorden siden DTU Aquas notat? Og
er det dokumenteret, at fiskeri efter hjertemuslinger er foregået i overensstemmelse med den gældende
muslingepolitik, som kræver, at alt muslingefiskeri foregår bæredygtigt.”
Svar
DTU Aqua har udarbejdet notater, der præsenterer DTU Aquas vurderinger i forhold til at fastlægge
kvoter i hjertemuslingefiskeriet i Limfjorden. Disse vurderinger har ikke været benyttet til at fastsætte
en kvote.
Hjertemuslingefiskeriet forvaltes ikke som et selvstændigt fiskeri. Fiskeri efter hjertemuslinger forvaltes
som et bifangstfiskeri i blåmuslingefiskeriet på Limjorden, hvor der tillades op til 49 procent bifangst af
hjertemuslinger uden for Natura 2000-områder og 10 procent bifangst inden for Natura 2000-områder.
Blåmuslingefiskeriet udøves i overensstemmelse med Muslinge- og Østerspolitikken, og der er bl.a.
monteret et såkaldt ”Black Box”-monitoreringssystem på muslingefartøjerne i Limfjorden. Dette system
dokumenterer udøvelsen af fiskeriet, herunder bundpåvirkningen.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har ikke fået foretaget undersøgelser af, hvordan hjerte-
muslingefiskeriet de seneste to sæsoner har påvirket hjertemuslingebestanden.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri arbejder på et forslag til en ny forvaltningsmodel for
fiskeriet efter hjertemuslinger i Limfjorden. Arbejdet er desværre blevet forsinket. Jeg vil lægge op til,
at en ny forvaltningsmodel for hjertemuslingefiskeriet i Limfjorden sikrer, at fiskeriet sker inden for den
videnskabelige rådgivning.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri står over for at skulle evaluere
Muslinge- og Østerspolitikken.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Holbergsgade 6 • 1057 København K