Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 1814
Den 9. marts 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 171 (MOF alm. del) stillet 9. februar 2023 efter ønske fra
Hans Kristian Skibby (DD).
Spørgsmål nr. 171
”Vil ministeren redegøre for, hvorvidt kommunerne har de rette kompetencer til at behandle sager,
som er så komplicerede som sagen om import af olieholdigt spildevand fra Norge?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser at:
”Import af olieholdigt spildevand skal efter forordning om overførsel af affald (Transportforordningen)
meldes til Miljøstyrelsen gennem en såkaldt anmeldelse. Dette indebærer, at der kræves forudgående
skriftligt samtykke/tilladelse fra den kompetente myndighed i alle de berørte lande, inden affaldet kan
importeres til Danmark.
I de tilfælde, hvor kommunen er tilsynsmyndighed i relation til det pågældende modtageanlægs
miljøgodkendelse, beder Miljøstyrelsen kommunen vurdere konkrete oplysninger om det beskrevne
affald i anmeldelsen i forhold til miljøgodkendelsen. Dette følger af import-/eksportbekendtgørelsens
§ 14.
Miljøstyrelsen sender således sagen til kommunen for kommentering. Kommunen har kendskab til
anlæggets tekniske indretning, lokale miljømæssige forhold, miljøgodkendelsen mv., og deres
vurdering indgår derfor og sammenholdes med Miljøstyrelsens tekniske vurdering. Miljøstyrelsen
giver ikke sit samtykke i en sag, førend kommunen har fremsendt sin vurdering af sagen.
Såfremt kommunen har behov for yderligere oplysninger i sin vurdering af sagen, ud over de
oplysninger Miljøstyrelsen har indhentet i sin sagsbehandling, kan kommunen bede Miljøstyrelsens
sagsbehandlere om at indhente yderligere oplysninger fra anmelder.”
Magnus Heunicke
/
Janne Birk Nielsen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K