Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2671337_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 1688
Den 6. marts 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 155 (MOF alm. del) stillet den 6. februar 2023
efter ønske fra Marianne Bigum (SF).
Spørgsmål nr. 155
”I regeringsgrundlaget står der, at råstofplanen skal sikre, at vi har tilstrækkelige råstoffer til
energiøerne og byggeriet, uden at regeringen vil sætte naturen og havnaturen over styr. Men
hvilken vækst for byggeriet forventer regeringen at basere sin råstofplan på? Og er det
realistisk, at det vil være muligt at sikre nok råstoffer til den projekterede vækst i byggeriet,
uden at naturen og havnaturen sættes over styr?”
Svar
Balancen mellem på den ene side at sikre råstofforsyningen, og på den anden side at sikre, at
naturen og havnaturen ikke sættes over styr, vil være et centralt udgangspunkt for en
kommende råstofplan.
Forbruget af råstoffer forventes at stige i takt med omstillingen til en mere vedvarende
energiproduktion, mens også efterspørgslen på råstoffer til fx anlæg af veje og bygninger er
stigende. Råstoffer er dog ikke nogen fornybar ressource, og derfor skal vi udnytte vores
ressourcer bedre. Først og fremmest skal vi have fokus på at anvende de ressourcer, vi har, på
en klogere og mere ansvarlig måde. Her er genbrug og genanvendelse af byggematerialer et
vigtigt greb.
Derfor står det også eksplicit fremhævet i regeringsgrundlaget, at en national råstofplan skal
understøtte mere genanvendelse af byggematerialer. Det er vigtigt, at vi genbruger og
genanvender flere af vores byggematerialer, eller nyttiggør allerede opgravede materialer, for
at reducere efterspørgslen på jomfruelige råstoffer. Formår vi at erstatte jomfruelige råstoffer
med genanvendte byggematerialer, vil det bidrage til at reducere presset på naturen og sikre
forsyningen af råstoffer på længere sigt.
Regeringen er derfor også i gang med at undersøge, hvordan man kan blive bedre til at
genanvende og genbruge byggematerialer. Fx arbejder regeringen på at implementere krav fra
den politiske aftale om Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi fra 2020 om
selektiv nedrivning af bygninger. Selektiv nedrivning betyder, at et byggeri nedtages på en
sådan måde, at byggematerialerne sorteres undervejs, frem for efter byggeriet er revet ned.
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 155: Spm. om råstoffer til den projekterede vækst i byggeriet, uden at naturen og havnaturen sættes over styr
Det indebærer, at de nedrevne byggematerialer kan genanvendes i en højere kvalitet end ved
konventionel nedrivning.
Ligeledes afventer regeringen afslutningen af arbejdet med den Nationale Strategi for
Bæredygtigt Byggeri, der sætter fokus på at skabe et vidensgrundlag for, hvornår det er
hensigtsmæssigt at genbruge og genanvende materialer i byggeriet, herunder i forhold til
anvendelse af jomfruelige råstoffer som sand og grus.
Det er forventningen, at initiativer som dette kan bidrage til at reducere efterspørgslen på
indvinding af jomfruelige råstoffer for netop at mindske presset på naturen samtidigt med at
sikre den fremtidige råstofforsyning til bl.a. byggeriet og energiøerne.
Magnus Heunicke
/
Kristian Hovgaard Juul-Larsen
2