Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023-1451
Den 20. februar 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 132 (MOF alm. del) stillet 31. januar efter ønske fra Mai
Villadsen (EL).
Spørgsmål nr. 132
”Kan ministeren redegøre for, hvilket aktuelt relevant datagrundlag der eksisterer for vurdering af, om
havområdet, hvortil RGS Nordic udleder, ikke allerede har koncentrationer af de miljøfarlige stoffer,
der udledes, over gældende miljøkvalitetskrav i vand, sediment og biota?”
Svar
Jeg har forelagt Miljøstyrelsen spørgsmålet, som oplyser at:
"Vandområdernes tilstand vurderes ud fra overvågningsresultaterne af det nationale
overvågningsprogram, NOVANA. I vandområdet Smålandsfarvandet, åbne del, som RGS Nordic
udleder til, er der fem overvågningsstationer, der indgår i vurderingen af kemisk tilstand.
I tilstandsvurderingen af det konkrete vandområde til vandområdeplan 2021-2027 har indgået
analyseresultater for biotaprøver for stofferne cadmium, bly, kviksølv, flouranthen, benz(a)pyren,
naphthalen, antracen, sum af BDE, perfluoroctansyre (PFOS), hexachlorbenzen, HBCDD og sum af
dioxiner samt analyseresultater for sedimentprøver for stofferne cadmium, bly, nonylphenoler,
naphthalen, octylphenoler og antracen. I udgangspunktet er anvendt data fra perioden 2014-2019. For
bly, cadmium og kviksølv er miljøkvalitetskravet i biota overskredet og dermed årsag til manglende
målopfyldelse i vandområdet. For de øvrige stoffer har Miljøstyrelsen ikke konstateret overskridelser.
De relevante data er tilgængelige på vandplandata.dk.
Af de miljøfarlige forurenende stoffer, som RGS i henhold til deres gældende miljøgodkendelse fra
2008 udleder, findes der analyseresultater for bly, cadmium, kviksølv, flouranthen, benz(a)pyren og
PFOS i vandområdet."
Magnus Heunicke
/
Katrine Rafn
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K