Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
Den 25. februar 2023
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 122 (Alm. del), som Folketingets Miljø- og Fødevare-
udvalg har stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri den 30. januar 2023. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 122 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”Vil ministeren oplyse, hvad der efter udløb af Handlingsplan for bedre dyrevelfærd for svin (2014-
2020) er gjort for at forbedre forholdene for grise på de mange punkter, hvor handlingsplanens
mål ikke blev indfriet og dyrevelfærden dermed ikke er forbedret, sådan som det er beskrevet i
Dyrenes Beskyttelses evaluering af handlingsplanen? Der henvises til pressemeddelelsen ”Indsat-
sen for bedre svinevelfærd dumper”, Dyrenes Beskyttelse, den 3. juni 2022.”
Svar
Efter udløb af Svinehandlingsplanen (2014-2020) har der ikke været igangsat politiske initiativer
i forhold til de punkter, hvor handlingsplanens mål ikke blev indfriet. Jeg er dog bekendt med, at
erhvervet blandt andet på baggrund af den manglende målopfyldelse har iværksat flere tiltag, her-
under i forhold til at sænke pattegrisedødeligheden med nye avlsmål og sikre efterlevelse af bran-
chekravet om lokalbedøvelse af pattegrise forud for kastration, ligesom der er blevet arbejdet med
konkrete tiltag på en række andre områder.
Det skal bemærkes, at jeg ser med stor alvor på, at flere af målsætningerne i Svinehandlingsplanen
ikke er indfriet, og at udviklingen på nogle områder er gået den forkerte vej. Jeg mener derfor, at
der generelt er behov for at se nærmere på dyrevelfærdsområdet. Jeg har dog ikke lagt mig fast på
konkrete løsningsforslag endnu, da Folketingets partier samt en række relevante interessenter og
aktører på området først får mulighed for at fremføre deres holdninger og viden på området. I de
kommende måneder vil jeg indsamle disse bidrag, som vil indgå i de videre overvejelser med hen-
blik på at præsentere konkrete tiltag på dyrevelfærdsområdet.
Jacob Jensen
/
Paolo Drostby
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Holbergsgade 6 • 1057 København K