Kulturudvalget 2022-23 (2. samling)
KUU Alm.del
Offentligt
Kulturministeren
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf
: 33 92 33 70
Web
: www.kum.dk
2. oktober 2023
Folketingets Kulturudvalg har den 4. september 2023 stillet mig følgende spørgsmål nr.
128 (alm. del), som jeg hermed besvarer.
Spørgsmål:
Vil ministeren på baggrund af KUU alm. del
–
bilag 132 og 136 redegøre for mulighe-
derne for at frede en bygnings udvendige skal, men ikke bygningens indre og oplyse i
hvor høj grad bygninger fredes på denne måde?
Svar:
Jeg har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Slots- og Kulturstyrelsen,
som oplyser følgende:
”Ifølge bygningsfredningsloven kan kulturministeren frede bygninger af væsentlig arki-
tektonisk eller kulturhistorisk værdi. Det klare udgangspunkt for loven er således, at
bygninger fredes som en helhed, dvs. både i dets indre og dets ydre. Når en bygning fre-
des, udarbejdes der en beskrivelse af bygningens fredningsværdier, som danner ud-
gangspunkt for Slots- og Kulturstyrelsens fremtidige administration af fredningen. I
bygningsfredningslovens § 7a er der en undtagelse for bygninger, hvis fredningsværdier
primært knytter sig til det ydre og til hovedstrukturen, og som kun har begrænsede
fredningsværdier i det indre. Her er det tilladt, at ejeren udfører en række indvendige
bygningsarbejder uden tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen. Ca. 600 bygninger er i
dag omfattet af § 7a-ordningen, og alle bygninger, der udpeges til at være omfattet, er
bygninger, der i forvejen er fredet. Bestemmelsen blev indført, da den landsdækkende
fredningsgennemgang viste, at nogle bygninger, som havde fredningsværdier i det ydre
og i hovedstrukturen, havde været ombygget indvendigt i et omfang, så det ikke læn-
gere forekom proportionalt at opretholde en fuld beskyttelse af den pågældende byg-
ning, for så vidt angår kravet om tilladelse til bygningsarbejder i det indre.
Det bemærkes, at en bygning også kan være udpeget som bevaringsværdig. En udpeg-
ning af en bygning som bevaringsværdig omhandler alene bygningens ydre. Ansvaret
for udpegning af bevaringsværdige bygninger ligger først og fremmest hos kommu-
nerne. Kulturministeren (uddelegeret til Slots- og Kulturstyrelsen) kan også udpege be-
varingsværdige bygninger, jf. bygningsfredningslovens §§ 19 og 19a, men har kun gjort
det i ca. 70 tilfælde. Varetagelsen af alle bevaringsværdige bygninger ligger hos kom-
munerne.”
Jeg kan henholde mig til Slots- og Kulturstyrelsens udtalelse.
Med venlig hilsen
Jakob Engel-Schmidt