KIU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om Kirkeministeriets retlige vurdering og andet relevant materiale vedrørende udvælgelsen af Store Bededag til eventuel afskaffelse, til kirkeministeren

Kirkeudvalget 2022-23 (2. samling)
KIU Alm.del
Offentligt

Kirkeministeriet

Justitsministeriet

Notat om afskaffelse af store bededag som helligdag

31. januar 2023

Til brug for besvarelsen af samrådsspørgsmål A og spørgsmål 1-5 af 12. januar 2023

fra Folketingets Kirkeudvalg (Alm. del) er udarbejdet følgende notat om afskaffelse

af store bededag som helligdag.

Grundlovens § 4 har følgende ordlyd:

”§

Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes

som sådan af staten.”

Bestemmelsen, der har indgået uændret i grundloven siden 1849, består af to led.

Første led angiver, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og

andet led pålægger staten at understøtte folkekirken.

Der henvises vedrørende Justitsministeriets vurdering af en mulig afskaffelse eller

flytning af en eller flere helligdage til besvarelsen af 11. juli 2012 af spørgsmål nr.

837 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Af besvarelsen fremgår følgende:

”Som

nævnt fremgår det af grundlovens § 4, 1. led, at den evangelisk-lutherske

kirke er den danske folkekirke. Det indebærer, at lovgivningsmagten skal re-

spektere den evangelisk-lutherske lære, således at der blandt andet ikke lovgives

eller administreres i modstrid hermed, jf. bl.a. Hans Gammeltoft-Hansen, Dan-

marks Riges Grundlov med kommentarer, red. af Henrik Zahle, 2. udgave

(2006), side 137.

Efter Justitsministeriets opfattelse må det antages, at en eller flere af folkekir-

kens helligdage kan afskaffes eller flyttes, hvis en sådan afskaffelse eller flytning

ikke strider mod den evangelisk-lutherske lære. Det tilkommer ikke Justitsmini-

steriet at vurdere, om en afskaffelse eller flytning af en eller flere helligdage stri-

der mod den evangelisk-lutherske lære. En sådan vurdering henhører under Mi-

nisteriet for Ligestilling og Kirke.”

[…]

”Som

det fremgår af det ovenfor anførte, har grundlovens § 4, 2. led, gennem

tiden givet anledning til nogen tvivl, men den gængse opfattelse i statsretlig og

kirkeretlig litteratur er dog, at udtrykket

”understøttelse” skal

forstås i vid for-

stand, dvs. som en forpligtelse for staten til at yde både økonomisk og moralsk

støtte. Bestemmelsen er også blevet forstået sådan i praksis.

Efter Justitsministeriets opfattelse må bestemmelsen i grundlovens § 4, 2. led,

antages at indebære en forpligtelse for staten til at yde en vis ikke-økonomisk

støtte til folkekirken. Efter Justitsministeriets opfattelse må det samtidig anta-

ges, at understøttelsens art og omfang er overladt til lovgiver.

Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at en mulig afskaffelse eller flytning

af en eller flere helligdage ikke i sig selv kan rejse spørgsmål i forhold til grund-

lovens § 4, 2. led. Det er i den forbindelse Justitsministeriets opfattelse, at en

ordning, der ikke som sådan indebærer en afskaffelse eller flytning af helligdage,

men f.eks. at en eller flere af folkekirkens helligdage medregnes i den almindelige

KIU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om Kirkeministeriets retlige vurdering og andet relevant materiale vedrørende udvælgelsen af Store Bededag til eventuel afskaffelse, til kirkeministeren

Side 2 af 7

arbejdstid, heller ikke kan antages at rejse spørgsmål i forhold til grundlovens §

4, 2. led.”

Det bemærkes, at regeringens forslag går ud på, at store bededag afskaffes som

helligdag, hvorimod der ikke lægges op til en ordning, hvor helligdagen bevares,

samtidig med at dagen medregnes i arbejdstiden.

Til brug for kirkeministerens overvejelser om forholdet mellem en afskaffelse af

store bededag som helligdag og grundloven, har kirkeministeren ved brev af 24.

januar 2023 anmodet Københavns biskop, der traditionelt er kirkeministerens teo-

logiske rådgiver, om biskoppens vurdering af, om en afskaffelse af store bededag

som helligdag den 4. fredag efter påske isoleret set vil være i strid med folkekir-

kens bekendelsesgrundlag.

Kirkeministeriet har i den forbindelse anført, at folkekirkens bekendelsesgrundlag

i dansk sammenhæng er fastlagt i Danske Lov 2-1-1

og består af ”Den hellige Bi-

belske Skrift, det Apostoliske, Nicæniske og Athanasii Symbol, den uforandrede

Aar 1530 overgivne Augsburgske Bekendelse samt Luthers lille Katekismus.”

Kirkeministeriet har endvidere anført, at disse bekendelsesskrifter ikke regulerer,

hvilke helligdage en evangelisk-luthersk kirke skal have, og at store bededag, der

først er indført senere, ikke omtales i bekendelsesgrundlaget.

Kirkeministeriet har desuden anført, at ministeriets foreløbige vurdering på den

baggrund er, at en afskaffelse eller flytning af store bededag som helligdag ikke er i

strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Kirkeministeriet har endelig anført, at denne vurdering finder støtte i det forhold,

at store bededag kun kendes i Danmark, hvor dagen blev indført som helligdag

ved kgl. forordning i 1686. Med samme kgl. forordning blev dagen indført i Norge

og på Island. På Island blev dagen afskaffet som helligdag i 1893, mens man i

Norge har ændret dagens placering flere gange

–

senest i 1950

–

så dagen nu er

placeret sidste søndag i oktober. Kirkeministeriet har ikke kendskab til, at bededag

findes som helligdag i andre evangelisk-lutherske kirker på verdensplan.

Københavns biskop har ved brev af 27. januar 2023 til kirkeministeren fremsendt

sin vurdering af, om en afskaffelse af store bededag (Bededag) som helligdag den 4.

fredag efter påske isoleret set vil være i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Københavns biskop anfører bl.a. følgende:

”Læren om de

to regimenter, det verdslige og det gejstlige, er central i evangelisk-

luthersk tænkning, og derfor konstateres det med forundring, at ministeren ved

anvendelsen af den kongelige resolution griber ind i folkekirkens indre anliggen-

der, idet afskaffelsen af en helligdag også er et indgreb i Ritual- og Alterbogen.

Dette indgreb er i uoverensstemmelse med den evangelisk-luthersk lære, som

det udtrykkes i Den Augsburgske Bekendelses artikel 28.

Siden grundlovens indførelse i 1849 har der været udvist forståelse for, at Rege-

ring og Folketing har hørt folkekirkens parter, når der blev lovgivet om

Side 3 af 7

folkekirkens ydre anliggender og ved kongelig resolution fastsat regler for de

indre anliggender.

[…]

Man kan

[…]

ikke hævde, at bededagen er nødvendig for kirken, og at en kirke

uden en bededag ikke kan betragtes som evangelisk-luthersk.

[…]

Jeg er ikke i tvivl om, at processen omkring indgrebet i Ritual- og Alterbog ikke

er i overensstemmelse med hverken evangelisk-luthersk lære, eller med den dan-

ske tradition siden grundlovens indførelse i Danmark mht. lovgivning på det

kirkelige område.

Der er heller ingen tvivl om, at naturligvis kan man være en evangelisk-luthersk

kirke uden at have de samme riter og ceremonier som andre kirker af samme

konfessionelle familie, har.”

Københavns biskops svar må forstås således, at det ikke er i strid med den evange-

lisk-lutherske lære, at store bededag ikke længere måtte udgøre en helligdag i Dan-

mark. Selve afskaffelsen af helligdagen rejser derfor ikke spørgsmål i relation til

grundlovens § 4.

Samtidig må biskoppens brev dog mest nærliggende forstås således, at det er bi-

skoppens opfattelse, at den procedure, som hidtil er fulgt og foreslås fulgt, er i strid

med dels evangelisk-luthersk lære, herunder særligt den lutherske toregimentelære

som den udtrykkes i Den Augsburgske Bekendelses artikel 28, dels den danske tra-

dition siden grundlovens indførelse, fordi der gribes ind i folkekirkens indre anlig-

gender, uden at folkekirken inddrages, idet afskaffelsen af en helligdag efter biskop-

pens opfattelse også er et indgreb i ritual- og alterbog,.

For så vidt angår fortolkningen af grundlovens § 4 og § 66 i denne henseende har

Justitsministeriet oplyst følgende:

Højesteret tog ved dom af 23. marts 2017 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2017,

side 1795) stilling til et søgsmål om gyldigheden af den af kirkeministeren udstedte

kgl. resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af

samme køn samt af lov nr. 532 af 12. juni 2012 om ændring af bl.a. ægteskabsloven

(ægteskab mellem to personer af samme køn).

Af Højesterets dom fremgår følgende om grundlovens § 4:

”Kompetencen til at regulere folkekirkens forhold tilkommer lovgivnings-

magten og regeringen, der har et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke græn-

ser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for en sådan regule-

ring.

[…]

Lovgivningsmagten og regeringen har ikke pligt til forud for regulering af

folkekirkens forhold at høre nogen kirkelig instans. Uanset dette skete der

forud for den gennemførte ordning bl.a. inddragelse af landets biskopper.”

Side 4 af 7

Af Højesterets dom fremgår følgende om grundlovens § 66:

”Der

følger ikke af grundlovens § 66 nogen begrænsning i lovgivningsmagtens

kompetence, og der er ikke grundlag for at antage, at der skulle foreligge en rets-

sædvane, som begrænser lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at

regulere dele af folkekirkens forhold.”

Om reguleringen af folkekirkens indre anliggender og forholdet til grundlovens be-

stemmelser om regulering af folkekirkens forhold fremgår det bl.a. af betænkning

1544/2014 om Folkekirkens styre, side 215f.:

”Traditionelt anses ritualer, gudstjenesteordningen, bibeloversættelse og sal-

mebøger for at høre til det, der ofte betegnes som folkekirkens indre anlig-

gender.

[…]

I gældende ret har der ikke traditionelt været sondret mellem folkekirkens

indre og ydre anliggender. Det skal bl.a. forstås således, at det i almindelighed

har været antaget, at folkekirkens indre anliggender ikke er unddraget lovgiv-

ningsmagtens kompetence. Folketinget og regeringen er således folkekirkens

øverste beslutningsorgan og fastlægger de retlige rammer for folkekirkens

virksomhed.

Folketingets adgang til at vedtage love om kirkelige anliggender er dog be-

grænset af den udtrykkelige og normative bestemmelse i Grundlovens § 4.

[…]

Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse, dvs.

om de skal udlægges bogstaveligt eller ud fra en friere fortolkning. Henset til

bekendelsesskrifternes historiske karakter sker den nærmere fortolkning på

baggrund af såvel en (rummelig) kirkelig og teologisk tradition som den ak-

tuelle kontekst.

Af grundlovens § 66 fremgår:

“§

66.

Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.”

I sammenhæng med indførelsen af religionsfriheden var det under forbere-

delserne af grundloven af 1849 tanken at indføre en vis frihed for folkekirken

i forhold til statsmyndighederne. Dette skulle ske ved en kirkeforfatning, hvor

folkekirken skulle etableres med et vist niveau af repræsentativt selvstyre an-

gående folkekirkens egne forhold.

Grundlovens § 66 er imidlertid ikke blevet udmøntet i en samlet forfatning

for folkekirken, men der er lovgivet på en række områder. I dag har bestem-

melsen næppe andet retligt indhold end et krav om, at folkekirkens styrelses-

forhold skal reguleres ved lov.”

Der kan endvidere henvises til Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med Kom-

mentarer (2015), side 98, hvor følgende anføres om grundlovens § 4:

Side 5 af 7

”Folkekirken

må betragtes som en særlig forgrening af den offentlige forvalt-

ning bestemt ved sit genstandsområde. Folkekirken har længe henhørt til Kir-

keministeriets ressort og er reguleret ved en række forskellige love og admi-

nistrative bestemmelser. Lovgivningen har udstyret folkekirken med et vist

selvstyre i forhold til den almindelige statsforvaltning, jf. navnlig reglerne om

–

valg af

–

menighedsråd, provstiudvalg og biskopper. Der kan ved lov ind-

føres et øget selvstyre

–

og selveje

–

i forhold til de almindelige forvaltnings-

myndigheder, jf. herved grundlovens § 66 om en folkekirkelig forfatning. En

udskillelse af folkekirken fra de statslige myndigheder, der indebærer en be-

grænsning af lovgivningsmagtens kompetence, kan dog kun gennemføres ved

en grundlovsændring, jf. Poul Andersen 1954 s. 631.”

Om grundlovens § 66 anfører Jens Peter Christensen m.fl., a.st., side 406:

”Folkekirken, hvis forhold er reguleret ved en lang række love og administra-

tive bestemmelser, har som forvaltningsområde længe henhørt under Kirke-

ministeriets ressort. Lovgivningen indeholder dog flere bestemmelser, der

sikrer folkekirken et vist repræsentativt selvstyre i forhold til statsforvaltnin-

gen, jf. bl.a. reglerne om valg af menighedsråd, provstiudvalg og biskopper.

En lov om en forfatning for folkekirken kan etablere et øget selvstyre og

selveje i forhold til de almindelige forvaltningsmyndigheder. En begrænsning

af lovgivningsmagtens kompetence kan dog kun gennemføres ved en grund-

lovsændring, jf. Poul Andersen 1954 s. 631.”

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt en afskaffelse af store bededag som

helligdag i sig selv griber ind i folkekirkens ritual- og alterbog, og hvorvidt folkekir-

ken inddrages heri, bemærker Kirkeministeriet:

Den danske Alterbog er autoriseret ved kgl. resolution af 12. juni 1992. Alterbogen

fastlægger ikke, hvilke dage der er helligdage, men fastlægger højmesseordningen

og de kollekter og bibelske læsninger, der skal anvendes ved de faste gudstjenester

de enkelte søndage og helligdage samt juleaften. Alterbogen indeholder dermed

også bønner og bibelske tekster for store bededag.

Ritualbogen udgives af biskopperne og er ikke som alterbogen autoriseret i sin hel-

hed ved kgl. resolution. Ritualbogen fastlægger heller ikke, hvilke dage der er hellig-

dage, men indeholder et optryk af den autoriserede højmesseordning samt autori-

serede ritualer for dåb, nadver i hjemmet, skriftemål, vielse, kirkelig velsignelse af

borgerligt indgået ægteskab, jordpåkastelse m.v.

Ændringer i kirkens ritual- og alterbøger er traditionelt sket med inddragelse af en

eller flere biskopper samt evt. andre sagkyndige, herunder i tilfælde hvor initiativet

til ændringer er sket på lovgivningsmagtens eller regeringens initiativ.

Af bemærkningerne til lovforslag nr. L 13 om konsekvenser ved afskaffelsen af

store bededag som helligdag”

fremgår:

”Afskaffelsen af store bededag som helligdag vil ske ved kgl. resolution efter

indstilling fra kirkeministeren. Vedtages lovforslaget, vil der blive udfærdiget en

kgl. resolution, der får virkning fra 1. januar 2024, hvor loven træder i kraft.”

Side 6 af 7

Det er ikke en forudsætning for den kgl. resolution om afskaffelse af store bededag

som helligdag, at der samtidig sker autorisation af en ændret alterbog.

Samtidig med beskæftigelsesministerens fremsættelse af lovforslag nr. L 13, har kir-

keministeren i brev af 24. januar 2023 anmodet Københavns biskop om sammen

med de øvrige biskopper at vurdere, om og i givet fald hvilken betydning afskaffel-

sen af store bededag kan få for alterbogen, og om hvem der i givet fald bør inddra-

ges i arbejdet med alterbogen.

Ved en afskaffelse af store bededag som helligdag vil der ikke være pligt til at holde

gudstjenester den pågældende dag. Kollekterne og de bibelske læsninger i alterbo-

gen til store bededag vil dog

–

hvis alterbogen ikke ændres

–

kunne anvendes af

præster ved eventuelle gudstjenester den pågældende dag.

For så vidt angår spørgsmålet om den lutherske toregimentelære som udtrykt i

Den Augsburgske Bekendelse artikel 28, bemærker Kirkeministeriet:

Artikel 28 i Den Augsburgske Bekendelse omhandler

”den kirkelige myndighed”,

herunder afgrænsningen af den kirkelige (gejstlige) myndighed over for den borger-

lige (verdslige) myndighed. Afgrænsningen omfatter dels en positiv afgrænsning,

dels en negativ afgrænsning:

Den positive afgrænsning af den kirkelige myndighed fremgår af formuleringer

som:

“Således mener de [dvs. de lutherske] da, at nøglemagten eller biskoppernes magt

i følge evangeliet er en magt eller en bemyndigelse fra Gud til at prædike evan-

geliet, forlade og fastholde synder og forvalte sakramenterne. […] Denne magt

udøves kun ved at lære eller prædike evangeliet og meddele sakramenterne enten

til flere eller til enkelte efter ens kald, fordi her ikke skænkes legemlige, men evige

ting, evig retfærdighed, helligånden og evigt liv.”

Den negative afgrænsning af den kirkelige myndighed over for den borgerlig myn-

dighed fremgår blandt andet af formuleringer som:

”Altså må

den kirkelige og den borgerlige magt ikke sammenblandes. Den kir-

kelige har sin bemyndigelse til at lære evangeliet og forvalte sakramenterne; den

må ikke bryde ind på noget andet embedsområde, ikke overdrage verdensriger

fra den ene til den anden, ikke afskaffe øvrighedernes love, ikke ophæve den

lovmæssige lydighed, ikke lægge hindringer i vejen for retslige undersøgelser an-

gående nogen borgerlig ordning eller overenskomst og ikke foreskrive øvrighe-

derne love om indretningen af statens forfatning […]

Såfremt biskopperne har noget af sværdets magt [dvs. borgerlig myndighed], da

har de den ikke i kraft af bemyndigelse fra evangeliets side, men i kraft af den

menneskelige ret som skænket af konger og kejsere til den borgerlige styrelse af

deres besiddelser. Dette er imidlertid en ganske anden bestilling end evangeliets

betjening.”

Om kirkeskikke som for eksempel antal og helligholdelse af helligdage indeholder

artikel 28 i Den Augsburgske Bekendelse herudover en diskussion af, ”om

bisperne

Side 7 af 7

eller præsterne har ret til at indføre kirkeskikke i menigheden og til at give love om

spiser, helligdage, kirketjeneres grader eller ordener osv.”,

og af hvad man skal

“mene om søndagen og lignende kirkeskikke?”

Denne diskussion må ikke mindst ses i den historiske kontekst, herunder ved at

indeholde et opgør med de hidtidige katolske kirkeskikke på grundlag af den luther-

ske afstandtagen fra gerningsretfærdighed og understregning af retfærdiggørelse

gennem tro alene. Det ses blandt andet af formuleringer som:

”Men angående

dette spørgsmål lærer vore [dvs. de lutherske] således, at biskop-

perne ikke har magt til at beslutte noget imod evangeliet, som ovenfor er vist.

[…] Endvidere er det imod skriften at fastslå overleveringer, for at vi ved at

iagttage dem skal gøre fyldest for vore synder eller fortjene at blive retfærdig-

gjorte. […] Men det er en kendsgerning, at overleveringerne voksede næsten til

det uendelige på grund af denne antagelse i kirken, medens læren om troen og

troens retfærdighed imidlertid blev holdt nede, fordi der efterhånden blev ind-

ført flere helligdage, påbudt faster og indstiftet nye kirkeskikke og nye kirkeord-

ninger, idet ophavsmændene til sligt mente, at de ved disse gerninger fortjente

nåden. Således øgedes forhen bodsreglerne, af hvilke vi endnu ser spor i de fyl-

destgørende gerninger.“

Historisk er fastlæggelsen af helligdage i Danmark efter reformationen sket ved

statsmagten (kongen), både før og under enevælden. Det skete første gang i Kirke-

ordinansen, der var en lov udstedt af Christian 3. på latin i 1537 og på dansk i 1539,

og som altså er samtidig med Den Augsburgske Bekendelse. Kirkeordinansen son-

drede tilsvarende mellem “læren”, som blandt andet omfatter forkyndelsen og sa-

kramenternes forvaltning, og “ceremonierne og den ydre kirketjeneste”, som blandt

andet omfatter antallet og placeringen af helligdage. Om “ceremonierne og den ydre

kirketjeneste” hedder det i ordinansens indledning: “Det er sådanne skikke i kir-

kerne, som i almindelighed er antaget for en god ordens skyld, uden at det dog har

noget

at gøre med retfærdighed og nødvendighed.”

Den Augsburgske Bekendelse ses i øvrigt ikke at indeholde forskrifter om, hvilken

procedure der skal anlægges ved fastlæggelsen af kirkeskikke som for eksempel an-

tallet og placeringen af helligdage.

Den Augsburgske Bekendelse må således som bekendelsesskrift i en luthersk kirke

læses historisk, herunder ikke mindst ved at formulere de lutherske reformatoriske

synspunkter i forhold til datidens katolske kirkeskikke, men også ved at være for-

muleret inden fastlæggelsen af de nugældende officielle helligdage i Danmark og

inden fastlæggelsen af de gældende kompetencer og procedurer til fastlæggelse og

ændring heraf.