Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2022-23 (2. samling)
KEF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 5360
Den 12. juni 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 225 (KEF alm. del) stillet 15. maj efter ønske fra Lise
Bech (DD).
Spørgsmål nr. 225
”Vil ministeren være med til at fjerne de barrierer, som Central Eftersortering Fyn nævner i artiklen
”Dansk affaldssortering er "oldnordisk" – I Norge har de fundet på noget helt andet” på
nyheder.tv2.dk den 8. maj?”
Svar
Det blev med Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi fra juni 2020 (Klimaplanen)
besluttet at stille krav om særskilt indsamling af 10 typer affald ved husholdningerne. Kravet blev
vurderet som nødvendigt for at kunne opnå EU's genanvendelsesmål for husholdningsaffald på 55 pct.
i 2025 og 60 pct. i 2030.
På tidspunktet hvor Klimaplanen blev indgået, vurderede Miljøstyrelsen, at teknologierne for sortering
af det genanvendelige affald fra restaffald ikke var tilstrækkeligt udviklede til at opnå den
genanvendelseskvalitet, som ville kunne opnås ved særskilt indsamling. Klimaplanen gav dog
mulighed for ”at etablere en teknologisk løsning, hvis det kan sikre sammenlignelig kvalitet i
genanvendelsen og samme lave grad af spild, som særskilt indsamling medfører”. Det er
implementeret i affaldsbekendtgørelsen, hvor der gives mulighed for, at kommuner kan anmode om
undtagelse fra særskilt indsamling gennem en ændring af affaldsbekendtgørelsen.
Miljøstyrelsen har modtaget en anmodning fra de fynske kommuner om, at reglerne i
affaldsbekendtgørelsen ændres, så plastaffald samt mad- og drikkekartonaffald kan indsamles
sammen med restaffald. Miljøstyrelsen har foretaget en foreløbig vurdering af anmodningen i efteråret
2022. Miljøstyrelsen er aktuelt ved at udbygge denne vurdering i lyset af ny og kommende EU-
regulering.
Magnus Heunicke
/
Janne Birk Nielsen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K