Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2022-23 (2. samling)
KEF Alm.del
Offentligt
2719333_0001.png
Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
Dato
1.juni 2023
J nr.
2023 - 2727
Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget har i brev af 8. maj 2023 stillet mig følgende
spørgsmål 215 alm. del, som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålene er stillet
efter ønske fra Morten Messerschmidt (DF).
Spørgsmål 215
Forbrugerorganisationer, erhvervsorganisationer og grønne interesseorganisationer
har de seneste år kritiseret handlen med statsstøttede oprindelsesgarantier, da
udstedelsen af statsstøttede oprindelsesgarantier kan underminere tilliden til
systemet og hæmme private investeringer i ny grøn energiproduktion. Deler
ministeren denne bekymring? Og agter ministeren i så fald at håndhæve dette på
bekendtgørelsesniveau?
Svar
Med ”statsstøttede oprindelsesgarantier” antager jeg, at der menes
oprindelsesgarantier udstedt for vedvarende energiproduktion omfattet af en
finansiel støtteordning.
Oprindelsesgarantier har kun til formål at påvise, at en given andel eller mængde af
energi er produceret fra vedvarende energikilder, og de kan fx bruges i forbindelse
med markedsføring af energi fra vedvarende energikilder.
Oprindelsesgarantierne sikrer, at der et sted produceres grøn energi, som svarer til
den mængde, som forbruges af en slutkunde et andet sted. Oprindelsesgarantier
bygger på et samtidighedsprincip, hvorefter oprindelsesgarantier kan handles i op
til 12 måneder efter den kalendermåned, hvori produktionen af den omhandlede
energi har fundet sted. Oprindelsesgarantier kan herefter i yderligere 6 måneder
anvendes til annullering med henblik på at deklarere over for en slutkunde, at en
given mængde energi er fremstillet med vedvarende energikilder. Uanset hvor
mange gange en garanti bliver solgt, er det kun den aktør, der er i besiddelse af
garantien, når garantien bliver annulleret, der kan bevise, at der er forbrugt en vis
mængde grøn energi.
På hver oprindelsesgaranti skal fremgå en række oplysninger om energikilden,
herunder bl.a. teknologi, anlæg og hvorvidt anlægget har modtaget støtte eller ej.
Det giver virksomheder og andre aftagere mulighed for at købe grøn energi, som er
Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T: +45 3392 2800
E: [email protected]
Side 1/2
www.kefm.dk
KEF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 215: Spm., om handlen med statsstøttede oprindelsesgarantier m.v.
produceret på en bestemt teknologi eller uden statsstøtte, hvis man fx ønsker at
fremme ustøttet og additionel VE. De specifikke oprindelsesgarantier muliggør, at
prisen på oprindelsesgarantier for ustøttet produktion kan være højere end prisen
på oprindelsesgarantier for støttet produktion.
Det er ikke entydigt, hvordan muligheden for at udstede oprindelsesgarantier for
VE-produktion, der er omfattet af en finansiel støtteordning, påvirker den generelle
investeringslyst i vedvarende energiproduktion. For eksisterende, støttede VE-
anlæg kan oprindelsesgarantierne først og fremmest bidrage til at sænke
støttebehovet, hvilket fx via overkompensationsregulering kan give anledning til at
nedsætte støtten og dermed nedbringe de statslige udgifter til støtte af vedvarende
energi. For nye støtteordninger forventes støtten i vidt omfang at blive tildelt
gennem udbud. Her forventes den forventede indtægt fra salg af
oprindelsesgarantier at blive indregnet i budprisen af de VE-producenter, der byder
i udbuddet. Dermed kan oprindelsesgarantierne bidrage til at sænke støttebehovet.
Dermed kan der opnås mere vedvarende energi og større klimaeffekt for en given
pulje af støttemidler.
For så vidt gælder spørgsmålet om håndhævelse på bekendtgørelsesniveau, så er
der med lovforslaget L 81, som blev vedtaget i Folketinget d. 23. maj 2023, ikke
lagt op til praksisændring, men blot en tydeliggørelse af eksisterende praksis, hvor
også statsstøttede VE-producenter kan få udstedt oprindelsesgarantier, som kan
sælges og sikre en vis indtjening for producenten. Formålet er, at relevante
myndigheder sikrer, at markedsværdien af oprindelsesgarantien tages i betragtning
i den finansielle støtte. For nærmere gennemgang af bemyndigelsesbestemmelsen
henvises til vedlagte svar på L 81, spm. 6.
Med venlig hilsen
Lars Aagaard
Side 2/2