Indenrigsudvalget 2022-23 (2. samling)
INU Alm.del
Offentligt
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Indenrigsudvalg
Dato: 15-02-2023
Enhed: FVJUR
Sagsbeh.: MAJB
Sagsnr.: 2023-641
Dok. nr.: 588487
Indenrigsudvalget har den 2. februar 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 4 (Alm. del)
til indenrigs- og sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Kim Edberg Andersen (NB).
Spørgsmål nr. 4:
”Vil
ministeren kommentere på artiklen »Ny afsløring: Aalborg Kommune betalte
over 300.000 til TV2 Nords dækning af landsstævnet« fra Nordjyske.dk den 29.
februar 2023?”
Svar:
Jeg kan generelt oplyse, at tilsynet med kommunerne varetages af Ankestyrelsen i
første instans med Indenrigs- og Sundhedsministeriet som overordnet tilsynsmyndig-
hed.
Ankestyrelsens tilsyn er et retligt tilsyn. Det betyder, at Ankestyrelsen fører tilsyn
med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige
myndigheder.
Tilsynet kan ikke tage stilling til, om en kommune har handlet rimeligt eller hensigts-
mæssigt. Det samme gælder spørgsmål om overholdelse af god forvaltningskik.
Ankestyrelsen beslutter selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsyns-
sag.
Ankestyrelsen har oplyst Indenrigs- og Sundhedsministeriet om, at styrelsen sender
en høring til Aalborg Kommune om den konkrete sag, der er omtalt i artiklen.
Da den pågældende sag potentielt kan blive en tilsynssag i Ankestyrelsen, som jeg ef-
terfølgende vil kunne tage stilling til som øverste tilsynsmyndighed, finder jeg det al-
lerede af den grund rigtigst at afholde mig fra at kommentere den konkrete sag.
Jeg har bedt Ankestyrelsen om at orientere Indenrigs- og Sundhedsministeriet, når
Ankestyrelsen har besluttet, om der skal rejses en tilsynssag.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde