Indenrigsudvalget 2022-23 (2. samling)
INU Alm.del
Offentligt
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Indenrigsudvalg
Dato: 05-09-2023
Enhed: Forvaltningsjura
Sagsbeh.: LWN
Sagsnr.: 2023-2041
Dok. nr.: 611333
Folketingets Indenrigsudvalg har den 11. august 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
29 (Alm. del) til indenrigs- og sundhedsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Signe Munk (SF).
Spørgsmål nr. 29:
”Hvilke
ændringer af kommunalfuldmagten og skrevne retsregler vil det kræve at
sikre kommuner mulighed for at finansiere skovrejsning uden for egen kommune?
Og hvad vurderes implikationerne af sådan en lovændring at være?”
Svar:
Jeg kan generelt oplyse, at der ikke på Indenrigs- og Sundhedsministeriets
ressortområde findes regler om kommuners adgang til at rejse skov.
Reglerne om skovrejsning hører under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
samt Miljøministeriet.
Det følger af det kommunalretlige almennyttekriterium, at en kommunes
foranstaltninger skal have et generelt sigte og være rettet til borgerne i
almindelighed og imødekomme relevante behov hos det fællesskab af borgere, som
kommunen udgør.
Lokalitetsprincippet medfører, at kommunen inden for rammerne af
kommunalfuldmagten som udgangspunkt kun kan påtage sig opgaver, der i
geografisk og i saglig henseende er afgrænset til den pågældende kommunes
geografiske område og opgavevaretagelse. Det følger således af det kommunalretlige
lokalitetsprincip, at kommuner som udgangspunkt ikke kan udføre opgaver for andre
offentlige myndigheder, medmindre der foreligger lovhjemmel til det.
Kommunalfuldmagtsregler er en samlet betegnelse for de uskrevne regler
(grundsætninger) om kommunernes ulovbestemte opgaver. Hvis en kommunal
opgavevaretagelse er reguleret i den skrevne lovgivning, skal opgavevaretagelsen
ikke også vurderes i forhold til kommunalfuldmagtsreglerne. Kommunal-
fuldmagtsreglerne viger således for den skrevne lovgivning.
Ministeriet for Fødevarer, landbrug og fiskeri har oplyst følgende om tilskuds-
ordningen for privat skovrejsning:
”Kommuner
kan søge tilskud til skovrejsning på landbrugsjord hos
Landbrugsstyrelsen. Tilskudsreglerne er ikke til hinder for, at en kommune søger
tilskud til skovrejsning på et landbrugsareal, som den ansøgende kommune ejer i en
anden kommune. Dog er det et krav, at den kommune, der gennemfører
skovrejsning-sprojektet, ejer den jord, hvor projektet gennemføres.”