Grønlandsudvalget 2022-23 (2. samling)
GRU Alm.del
Offentligt
2725295_0001.png
Folketingets Grønlandsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 4835
Doknr.
719870
Dato
19-06-2023
Folketingets Grønlandsudvalg har d. 1. juni 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
53 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Aaja Chemnitz (IA).
Spørgsmål nr. 53:
”Mange udsatte grønlændere oplever sprogbarrierer i mødet med offentlige
myndigheder. Forvaltningsmyndigheder skal i fornødent omfang sikre
tolkebistand til herboende grønlændere, men det opleves alt for ofte, at denne
bistand ikke bliver stillet til rådighed på trods af behov for det, eller at bistanden
er mangelfuld. Dette kan bl.a. medføre urigtige afgørelser af indgribende
karakter og mangelfuld vejledning. Vil ministeren redegøre for den nuværende
praksis for vurdering af behovet for tolkebistand og hvordan vil ministeren sikre,
at der i nødvendigt omfang tilbydes tolkebistand samt at bistanden, der
tilbydes, er tilstrækkelig?”
Svar:
Det fremgår af vejledningen til forvaltningsloven, at det må antages at følge af
bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 1, om vejledningspligten og den
almindelige forvaltningsretlige grundsætning om forvaltningens
undersøgelsespligt, at forvaltningsmyndighederne i almindelighed må sikre sig,
at de er i stand til at forstå og blive forstået af borgere, der retter henvendelse
til myndighederne om sager, der skal tages under behandling af
myndighederne. Efter omstændighederne må myndighederne således om
fornødent stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed for den pågældende.
Med andre ord skal en myndighed allerede i dag, hvis der er behov for det,
stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed, når en borger henvender sig til
myndigheden om sin sociale sag. Den forpligtelse forventer jeg, at
myndighederne følger.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet har ikke kendskab til data, som kan
kortlægge behovet for tolkebistand.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1