Grønlandsudvalget 2022-23 (2. samling)
GRU Alm.del
Offentligt
Folketingets Grønlandsudvalg
Christiansborg
7. marts 2023
Svar på Grønlandsudvalgets spørgsmål nr. 24 (Alm. del) af 7.
februar 2023 stillet efter ønske fra Aaja Chemnitz (IA)
Spørgsmål
Tjenestemandspensionssatserne i Grønland er anderledes end satserne for
tjenestemandspension i Danmark. Således modtager nogle tjenestemænd dobbelt
så høj pension ved flytning til Danmark på trods af, at de har optjent deres
anciennitet på arbejdsmarkedet i Grønland. Det skaber et økonomisk incitament
til, at nogle flytter fra deres fødeland. Hvad er årsagen til, at satserne for
tjenestemandspension er højere i Danmark end i Grønland? I den forbindelse
ønskes det afklaret, hvor ofte satserne i Danmark reguleres og ud fra hvilke
kriterier.
Svar
Lov om pension til statens tjenestemænd i Grønland fastlægger regler om pension
til statens tjenestemænd i Grønland. Det er i denne lov fastlagt, at pensionerede
statstjenestemænd, der flytter til Danmark, får omberegnet tjenestemandspensio-
nen til danske satser.
Grundlaget for beregning af en tjenestemandspension er den pensionsgivende løn
i den stilling, som tjenestemanden pensioneres fra. Det gælder både for beregning
af pension efter den grønlandske tjenestemandspensionslov og efter den danske
tjenestemandspensionslov. Endvidere er det i begge tjenestemandspensionslove
fastsat, at tjenestemandspensioner følger de generelle reguleringer af tjeneste-
mandslønninger i henholdsvis Grønland og Danmark.
Forskellene i pensionssatserne afspejler således forskellene i tjenestemandslønnin-
ger i Grønland og Danmark. Det kan dog ikke forekomme, at en pension med
danske satser kan blive dobbelt så stor som den grønlandske, hvis den er beregnet
fra samme tjenestemandsstilling.
Hertil kommer, at en lovændring i 1993 ændrede den danske tjenestemandspensi-
onsberegning, hvilket indebar stigninger i pensionssatserne for de højere lønnede
tjenestemænd.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K