Erhvervsudvalget 2022-23 (2. samling)
ERU Alm.del
Offentligt
Folketingets Erhvervsudvalg
ERHVERVSMINISTEREN
14. juni 2023
Besvarelse af spørgsmål 156 alm. del stillet af udvalget den 19. maj
2023.
Spørgsmål:
Vil ministeren redegøre for, hvilke konkrete datapunkter virksomheder kan
komme til at skulle indberette til to eller flere forskellige myndigheder
inden for og på tværs af ressortområder?
Svar:
De nærmere krav til virksomhedernes bæredygtighedsrapportering skal
fastsættes i de kommende bæredygtighedsstandarder. Disse standarder
vedtages af Europa-Kommissionen som delegerede retsakter. Den første
retsakt skal vedtages senest den 30. juni 2023.
Kommissionen har endnu ikke fremsat et forslag til en delegeret retsakt for
det første sæt af standarder, hvorfor antal og indhold af oplysningskravene,
herunder datapunkter, er ukendt. Det er forventningen, at Kommissionen
vil sende forslaget til den første retsakt i høring inden for kort tid.
Rapporteringen skal placeres i virksomhedernes ledelsesberetning i
årsrapporten. Virksomhederne vil derfor ikke som sådan skulle indberette
data til myndigheder ifølge direktivet om virksomheders
bæredygtighedsrapportering.
For at bæredygtighedsrapporteringen kan blive en succes og skabe de
nødvendige gevinster for den grønne omstilling, er det afgørende, at
standarderne kan implementeres af virksomhederne i praksis. Derfor er det
regeringens holdning, at rapporteringskravene bør være proportionale, så
virksomhederne ikke pålægges unødigt store byrder i arbejdet med deres
bæredygtighedsrapportering.
Derfor har jeg også på mødet i Rådet for Konkurrenceevne den 22. maj
fremhævet behovet for en forenkling af rapporteringsstandarderne samt
behovet for støttende tiltag, der kan hjælpe virksomheder med at
digitalisere, standardisere og automatisere deres rapportering. For
eksempel ved at strukturere data på standardiserede dataformater eller ved
at sikre en europæisk åben dataudvekslingsinfrastruktur.
Med venlig hilsen
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.
33 92 33 50
Fax.
33 12 37 78
CVR-nr. 10092485
EAN nr. 5798000026001
www.em.dk