BUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 162: Spm. om talepapir fra det åbne samråd om at mange børn og unge diagnosticeret med ADHD ikke tilbydes den fagligt set bedste behandling og hjælp, og hvilke initiativer regeringen agter at sætte i værk, så børn og unge diagnosticeret med ADHD får bedre hjælp

Børne- og Undervisningsudvalget 2022-23 (2. samling)
BUU Alm.del
Offentligt

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theils

talepapir

Anledning

BUU alm del samrådsspørgsmål J, K

og L.

1. juni.

Børne- og Undervisningsudvalget

10 min.

Dato / tid

Sted

Talens varighed

Samrådsspørgsmål J, K og L stillet af Charlotte Broman

Mølbæk (SF) og Mette Thiesen (DF).

Spørgsmål J: ”Hvad er regeringens holdning til, at mange børn og unge

diagnosticeret ADHD ikke tilbydes den fagligt set bedste behandling og

hjælp, fordi medicin bliver førstevalget frem for pædagogiske og

psykologiske tiltag til barnet og familien, hvilket bl.a. ses ved

eksplosionen i antallet af børn og unge, der får ADHD medicin?”

Spørgsmål K: ”Hvilke initiativer agter regeringen at sætte i værk, så

børn og unge diagnosticeret med ADHD får bedre hjælp end i dag, og

vil regeringen herunder sikre en plan for ikkefarmakologiske

behandlingstilbud for børn og unge med ADHD?”

Spørgsmål L: ”Hvordan vil regeringen understøtte forebyggende

indsatser i dagtilbud og skoler, så færre børn får diagnoser, men bliver

grebet langt tidligere, når de mistrives?”

Det talte ord gælder

Tak for det, og for også at indkalde os alle tre. Det er

fuldstændig rigtigt. Det er sådan en Bermuda-trekant,

familierne bliver trukket ind i, som dækker præcist de her

områder. Og nu har jeg siddet nogle år, også som

undervisningsminister. Og der er ingen tvivl om, at uanset

hvilken en af de her tre ministerposter, man sidder på, så

kommer man i kontakt med et og samme problem, nemlig

det, som det her samråd handler om. Så tak for det.

BUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 162: Spm. om talepapir fra det åbne samråd om at mange børn og unge diagnosticeret med ADHD ikke tilbydes den fagligt set bedste behandling og hjælp, og hvilke initiativer regeringen agter at sætte i værk, så børn og unge diagnosticeret med ADHD får bedre hjælp

Nu, jeg sidder som socialminister, så er jeg misunderlig på

undervisningsministerens meget klare lovgivning. For det er

fuldstændigt krystalklart, at der skal tilbydes

sygeundervisning. Det skal der efter 15 dage med hjemmel i

§ 23 i folkeskoleloven og den vejledning, der hører til der.

Når man er socialminister, hvor lovgivningen ikke er lige så

tydelig, så bliver man misundelig på så klart et lovgrundlag.

Det ændrer bare ikke på virkeligheden. Og det er jo præcist

derfor, går jeg ud fra, at der er indkaldt til det her samråd.

For selv der, hvor der er tydelighed i lovgivningen, så

lykkedes vi ikke med at løfte denne her opgave.

For de familier, det handler om. Nu skal vi passe på med at

være anekdotiske. Så er den største opgave, man har, som

forælder til et barn med handicap som fx ADHD, det er

slagsmålet med systemet. Altså det at finde rundt i systemet,

det er den største opgave, man har. Og faktisk en større

opgave end det at være forælder til et barn med handicap.

Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Derfor har vi også fra regeringens side lagt op til, at vi skal

tage fat i borgere med handicap. Jeg tror faktisk, at det er

første gang, at borgere med handicap har fyldt så meget,

som tilfældet er, i et regeringsgrundlag. Det er jeg rigtig glad

for. Og det håber jeg, vi kan komme videre med, for det er

meget svært at løse.

Jeg tror, at en af de ting, vi skal starte med, det er at få skilt

ad, hvad der er psykiske lidelser og hvad der er psykiske

handicaps. Det er to fuldstændig forskellige ting og det skal

gribes fuldstændig forskelligt an. Nogle gange taler vi om

mistrivsel, som om det er sådan en hat, hvor al ting er ens.

Og det gør vi, på trods af, at der i dag er kommet tal fra

undervisningsministeren, der viser, at hver 10. barn går hjem

til en fuld forælder. Det er alt andet lige et lidt anderledes

problem, og en anden årsag til, at barnet mistrives, end der,

hvor man har ADHD, og ingen har formået at hjælpe

familien. Det er jo to fuldstændig forskellige ting. I begge

familier mistrives barnet, men det er totalt forskellige årsager

og totalt forskellige ting, der skal til.

Hos barnet, der kommer fra en familie med

alkoholproblemer, der kan nogle af udslagene hos barnet

være angst eller depression eller stress. For det er den

måde, man som menneske kan reagere på de

hjemmeforhold. Der er jo ikke tale om et handicap. Der er

tale om nogle massive, sociale problemer, som den familie

skal have en helt anden type hjælp med og hvor barnet skal

have en helt anden type hjælp, end det, vi taler om, når vi

taler om et barn med handicap.

Bare for at sige, at jeg synes, en af de vigtigste ting i det her

er, at vi er enormt dårlige til at få skilt

mistrivselsdagsordenen ad, og få talt om den i de

delelementer, den består af.

Den næste ting, jeg ikke synes, vi er gode nok til, det er, at

der sker sådan en siloopdeling. At der er nogle ting, der

foregår på sundhedsområdet og noget, der foregår på

undervisningsområdet og noget, der foregår på

socialområdet. Derfor har jeg været stærkt optimistisk på 10-

års planen i psykiatrien, fordi den formåede både at få lagt et

fagligt grundlag, men det formåede også politisk at få bundet

ministerierne på tværs af siloen op på hinanden både i

forhandlingerne og i forbindelse med udmøntningen, og i

forbindelse med de værtøjer, man tager fat på.

Punkt 1 i den aftale, der blev indgået før valget med bredt

flertal i folketinget, er, at man vil etablere et lavtærskeltilbud.

Det ligger ikke på mit ressort, men jeg vil gerne sige, at set

med mit ressorts briller er det det, jeg har størst forhåbninger

til, fordi jeg tror, det vil bringe os rigtig langt. Det var noget af

det, jeg var optaget af, da jeg sad som

undervisningsminister. Så jeg synes, at der sker nogle ryk i

forhold til forståelsen af, hvor vigtigt det er, at den

silonedbrydning sker.

Så vil jeg prøve at sige lidt om de her konkrete ting. Altså

hvad er det for værktøjer, man har på serviceloven.

Først og fremmest har kommunerne jo et ansvar for at

tilbyde både familien og barnet rådgivning. Og det vil sige

støtte dem i forhold til de problemstillinger, der er. Det kan

jeg allerede på forhånd sige, at det kender jeg eksempler på,

hvor det ikke har været sådan. Jeg kender også omvendt

eksempler på, at det har været sådan. Og det vil sige, nu er

der tidligere nogle, der har brugt begrebet postnummerlotteri.

Og bare for at sige, at ja, der er den type af historier, hvor

man tænker, er det her overhovedet et velfærdssamfund?

Og så er der det omvendte, hvor der er familier, der i den

grad har stødt på kompetente sagsbehandlere, gode

sagsgange og rigtig gode både skoletilbud og sociale tilbud.

Så bare for at sige, at det findes i begge afarter. Jeg synes,

vi har svært ved at leve med, at forskellene er så store, som

de er. Det er en af årsagerne til, at vi fra regeringens side

har skrevet specialeplanlægning ind i regeringsgrundlaget.

Det var noget af det, der også blev arbejdet med hen over de

sidste fire år. Og når vi har været optaget af

specialeplanlægning, så er det jo netop fordi, at det er der,

man kan komme med nogle faglige beskrivelser. Med den

viden, vi har, hvordan forestiller man sig, at et godt

sammensat kvalitetsforløb kan være for barnet eller den

unge. Og for familien til barnet eller den unge. Så

specialeplanlægningen er noget af det. Jeg ved, at det er et

lang, sejt træk. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre sådan her

med en tryllestav, så virker det hele. Det kan vi ikke. Men jeg

mener, at specialeplanlægning bringer os derhen ad.

Så er det vigtigt, at man får lavet en forebyggende indsats, at

man fx har samtaler eller netværksdannelser, det er

selvfølgelig fordi, at rigtig mange familier får rigtig meget ud

af at tale med andre familier i en lignende situation og kan

lære af deres erfaringer

Så har kommunen selvfølgelig ansvaret for at tilbyde hjælp

efter de handicapkompenserende bestemmelser. Det er

også derfor, at det er vigtigt for mig at lave den der

adskillelse mellem, hvornår taler vi om psykisk sygdom og

hvornår taler vi om handicap. Og når vi taler om ADHD, så

taler vi om handicap.

Derfor kan der også være tilfælde, hvor barnets behov som

følge af deres ADHD, den er så indgribende, at forældrene

har brug for støtte. Og det kan gives i form af aflastning til

forældrene, der passer et barn med handicap i hjemmet eller

som merudgifter til dækning af de merudgifter, der følger af

et handicap.

Og i den forbindelse er det vigtigt for mig at sige, for det er

en punisk krig, siger jeg bare. Spørgsmålet om merudgifter,

det er muligvis det værste, der findes på handicapområdet.

Og det er fordi, at vi har i en eller anden, jeg ved ikke,

hvordan vi egentlig har fundet på noget så vanvittigt, men vi

har i vores klogskab på Christiansborg fundet på, at man

skal afregne regning for regning. Og det vil sige, at rigtig

meget af den skæld ud, kommunerne får, handler faktisk slet

ikke om kommunerne, men om, at vi i al vores visdom har

fundet på, at hvis man har brugt 23,75 på et eller andet, så

skal man kunne dokumentere det over for kommunen, der

efter følgende skal kunne godkende det. Når man så dagen

efter bruger 202,50 ører, så skal man kunne dokumentere

det, og det skal man så have godkendt i kommunen.

Og så kan man j godt regne ud, når der fx er 60.000, jeg tror,

der er i omegnen af 60.000, I må ikke hænge mig op på

tallet, ting, man kan få merudgiftsydelser for. Hvis man så

har et barn med handicap, så bliver det alligevel et antal

gange, man kommer hen over den øvelse. Og det gør det jo

også for kommunen. Der er nul mennesker, der vinder på

ideen om, at man skal hoppe fra regning til regning.

Og derfor har vi i forbindelse med den økonomiaftale, der

lige er blevet indgået med kommunerne, taget efter min

mening et af de allervigtigste skridt, vi kan i forhold til

forældre til børn med handicap og i forhold til voksne med

handicap. Nemlig at sørge for, at de ikke skal hoppe fra

regning til regning. Vi skal finde en anderledes model, sådan

at det ikke er det, man skal bruge alle sine kræfter på. Men

at man bruger sine kræfter på det barn, man har derhjemme,

og som har ret til lige så mange kram som alle andre børn.

Så tiden ikke skal bruges på al det der bureaukrati.

Så bare for at sige, der findes faktisk rigtig mange

forpligtelser i lovgivningen, både til støtte og hjælp, der

findes forpligtelser til forebyggelse, der findes de almindelige

handicapkompenserende regler. Og det kan man godt liste

op og det ser rigtig fint ud, men summa summarum er, at vi

er simpelthen ikke gode nok på handicapområdet. Det er vi

ikke, og det går ud over familier. Og det går ud over forældre

til børn med handicap, og derfor er det en ekstrem stor

belastning.

Jeg synes, at der er lagt nogle rigtig gode snore ud for,

hvordan vi kan gøre det bedre. Men jeg vil gerne slutte af

med at sige, at sundhedsområdet og uddannelsesområdet

blev etableret umiddelbart efter vikingetiden, og det er ikke

en joke, det er rigtigt. Spanien og England, de ligger og slås

med hinanden om, hvem der etablerede det første

universitet. På det universitet, der var der jura, teologi og så

selvfølgelig medicin. Og i tusinde år har man så brugt på at

forfine og forældre i den vestlige verden de to

velfærdsområder.

Og det vil sige, at på de to andre velfærdsområder, der har vi

en systematik, som vil sige, at vi faktisk er rigtig gode til

diagnosticering. Som gør, at lovgrundlaget selvfølgelig er

klar. Og på socialområdet, og det er jo der, en borger med

handicap primært hører hjemme. Altså jeg skal snart give en

officiel undskyldning fra statens vegne for den måde, vi greb

handicapområdet an på fra 1933 til 1980. Altså bare for at

sige, at vi har at gøre med et fuldstændigt umodent område.

Og derfor, hvis man som borger har en oplevelse af, at der

måske er lidt lang vej igen, før man kan genkende det

velfærdssamfund, man normalt støder på, på

sundhedsområdet og på skoleområdet, så har man helt ret.

Vi er ufatteligt umodne i vores velfærdssamfunds tilgang til

borgere, der har nogle problematikker, der lapper ind over

socialområdet eller har sin rod i socialområdet. Det er så,

hvad enten vi taler om psykiatriske diagnoser, hvor vi er

rigtig gode til diagnosticering, men den del, der ligger inden

for servicelovens rammer og den hjælp og støtte, der skal til,

det kan vi altså ikke endnu.

Og det gælder så desværre også for den specialiserede del,

når vi taler om alle de dele af livets faktorer. Når det gælder

fx skole og arbejdsområdet. Så bare for at sige, at jeg

mener, at der er utrolig lang vej igen, jeg håber ikke, at vi er

tusind år om at gøre det her område modent, det vil jeg

synes er lidt langhåret.

Så jeg håber, vi kan rykke lidt hurtigere ud over isen. Bare

for at give en ide om, at der er dybe problemer med at få

grebet folk ordentligt. Det er jeg uendeligt ked af. Og jeg ville

ønske at jeg havde en tryllestav, der kunne gøre, at vi gjorde

det anderledes fra i morgen af.

Tak for ordet.