Boligudvalget 2022-23 (2. samling)
BOU Alm.del
Offentligt
Folketingets Boligudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 3509
Doknr.
697113
Dato
12-05-2023
Folketingets Boligudvalg har d. 17. april 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 65
(alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Pelle Dragsted (EL).
Spørgsmål nr. 65:
”Lejernes Landsorganisation advarer i mediet Byrummonitor den 28. marts
2023 (https:// byrummonitor.dk/Nyheder/art9273677/Blackstone -indgreb-har-
slet-ikke-hjulpet-nok) om, at mængden af sager med gennemgribende
renoveringer efter lejelovens paragraf 19, stk. 2, (tidligere
boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2) i deres øjne stadig er alt for stor, hvis
man vil bremse tendensen, hvor lejeboliger stiger markant i husleje. Mener
ministeren, at indgrebet den 30. januar 2020
(https://www.trm.dk/nyheder/2020/ny-aftalesikrer-effektivt-opgoer-med-
kortsigtede-boligspekulanter/) har hjulpet tilstrækkeligt? Og vil ministeren se på
indgrebet igen for at vurdere, om det virker efter hensigten?”
Svar:
I aftalen om initiativet mod kortsigtede investeringer i private udlejningsboliger
fra januar 2020 var formålet ikke at begrænse muligheden for at foretage
gennemgribende forbedringer generelt, men at stoppe kortsigtede investeringer
i private udlejningsboliger ved at indskrænke udlejerens mulighed for at
foretage gennemgribende forbedringer de første 5 år efter et kontrolskifte , og
derved komme den utilsigtede adfærd til livs, som fulgte med de kortsigtede
investeringer. Det er min opfattelse, at det er lykkedes.
Det var forventeligt, at der ville ske et fald i antallet af årlige gennemgribende
moderniseringer som følge af indgrebet, men det var altså ikke et mål med
aftalen at forhindre dem.
Jeg finder derfor, at formålet med aftalen er blevet opfyldt.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1