Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling)
BEU Alm.del
Offentligt
Borger & Arbejdsmarked
Jobcenter
Exnersgade 33, 6700 Esbjerg
Dato
Sagsid
13. april 2023
23/9708
Notat
4-dages arbejdsuge i Jobcenter Esbjerg
Fra 1. november 2020 fik medarbejderne i Jobcenter Esbjerg mulighed
for at vælge, om de vil arbejde 4 eller 5 dage om ugen. Ordningen er et
forsøg, hvor målet er at øge trivsel og arbejdsmiljø på arbejdspladsen og
samtidig forbedre kompetenceudvikling og produktivitet.
Ordningen med en 4-dages arbejdsuge består i, at medarbejderne
arbejder 35 timer om ugen og har to fordybelsestimer (ved fuld tid), som
medarbejderen kan planlægge på alle ugens dage. De 35 ordinære timer
skal placeres fra mandag til torsdag. Man skal som medarbejder selv
administrere fordybelsestimerne, men man kan finde inspiration i et
fordybelseskatalog på kommunens intranet.
Medarbejdere med 5-dages arbejdsuge har ikke fordybelsestimer.
Det er frivilligt, hvilken arbejdsuge medarbejderne vælger. Man kan godt
skifte ordning, men det er ikke muligt at skifte frem og tilbage løbende.
Da de fleste af jobcentrets medarbejdere har valgt 4-dages arbejdsuge,
er kun én af jobcentrets adresser åben om fredagen. Flere medarbejdere
skal derfor arbejde fra en anden adresse om fredagen.
Forsøget løber til udgangen af 2023.
Udbredelse
Aktuelt har ca. 87 % valgt en 4-dages arbejdsuge.
Evaluering
Forsøget evalueres af VIVE. Evalueringen finansieres af Esbjerg
Kommune.
I evalueringen undersøges arbejdsmiljøet for medarbejdere med
henholdsvis 4- og 5-dages arbejdsuge, og hvordan det har udviklet sig
siden forsøgets start. Der ses på den generelle trivsel, arbejdstempo,
samarbejde og ledelse, fastholdelse og rekruttering, kompetenceudvikling
samt fleksibilitet.
Telefon
76 16 73 00
www.esbjerg.dk