Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling)
BEU Alm.del
Offentligt
2715976_0001.png
Notat om 4-dages arbejdsuge og fleksible arbejdsrammer
HR & Innovation, Gentofte Kommune
18. april 2023
4-dages arbejdsuge og fleksible arbejdsrammer i Gentofte kommune
I Gentofte kommune er fleksibilitet i arbejdslivet noget, vi vil tilbyde alle vores medarbejdere. Uanset
hvilken arbejdsplads, man arbejder på. På dagstilbudsområdet er en 4-dages arbejdsuge en realitet. Det er
en gennemprøvet mulighed, der nu skal udbredes på flere af kommunens arbejdspladser.
Ud over en 4-dages arbejdsuge, arbejdes med flere andre tiltag, der skal styrke de fleksible arbejdsrammer.
Fx er der arbejdspladser på døgnområdet, der har indført færre, men længere vagter i weekenderne. Og pt.
er der forsøg i gang med fleksibel møde- og gåtid for social- og sundhedshjælpere og -assistenter på
ældreområdet, ligesom at en af kommunens skoler er ved at udforske, hvordan fleksible arbejdsrammer
kan se ud og sættes i værk.
De forskellige muligheder for fleksibilitet appellerer til forskellige typer af medarbejdere, matchende deres
livssituation. Erfaringerne indtil nu tyder på, at initiativerne giver de ansatte en oplevelse af tilfredshed og
fleksibilitet i arbejdslivet samt en øget balance mellem privat- og arbejdsliv.
I det følgende beskrives, hvordan vi gik fra et forsøg med 4-dages arbejdsuge i et dagtilbud til at have
erfaringer, som vi ønsker at skalere til andre arbejdspladser.
Baggrund for forsøget med 4-dages arbejdsuge i Trekløveren
Dagtilbuddet Trekløveren i Vangede arbejdede i forbindelse med partssamarbejdet
’En
fremtid med
Fuldtid’ med, hvad det gode arbejdsliv er for institutionens pædagoger. Som en del af projektet drøftede
medarbejdergruppen på personalemøder, hvilke barrierer og gevinster, de kunne få øje på i det
eksisterende arbejdsskema og, hvad længere arbejdstid og ændrede arbejdsrammer ville kunne ændre i
deres arbejdsliv.
Pædagogerne kom frem til, at de savnede fleksibilitet for den enkelte medarbejder og kontinuitet imellem
medarbejdere og børnene i dagligdagen. De ønskede at styrke forældresamarbejdet, og de ønskede øget
fokus på tid til udviklingen af gode pædagogiske aktiviteter. Tidligere var det eksempelvis ikke den samme
medarbejder, der modtog barnet om morgenen, og som var til stede ved afhentning om eftermiddagen. En
af udfordringerne var bl.a. at omtrent 50% af medarbejdergruppen var på deltid (mellem 30-35 timer om
ugen).
For at kunne indfri de ønsker pædagogerne havde, foreslog de selv at afprøve to ting: En 4-dages
arbejdsuge med længere dage og dermed den ønskede kontinuitet for børnene, men også en ekstra fridag
pr. uge. Det andet der blev afprøvet, var en hjemmearbejdsdag for nogle pædagoger med ugentligt
”blok”tid.
Det krævede dog, at pædagogerne kom på fuldtid, da det ellers ikke ville være muligt at sikre
sammenhængen i vagtplanen. Det har været frivilligt at deltage i forsøget. Ca. halvdelen af pædagogerne i
Trekløveren meldte sig til at deltage i forsøget med anderledes arbejdsdage, hvilket også betød, at flere
samtidigt valgte at gå fra deltid til fuldtid, da det var en forudsætning for at kunne deltage i forsøget.
Pædagogernes nye vagtplan tager udgangspunkt i en 10 ugers norm med 4 dages arbejdsrul.
’Fridagen’
ruller alle ugens 5 dage. Ligeledes kan hjemmearbejdsdagen også rulle på forskellige ugedage.
Erfaringerne fra forsøget
Generelt er erfaringerne positive og medarbejderne, både dem der deltager i 4-dagsuge/har bloktid og
hjemmearbejdsdag og de kolleger,
der har bibeholdt det ’gamle’ skema,
er glade for den fleksibilitet, de
oplever med de mere fleksible arbejdstider og rammer. Institutionen oplever et bedre flow i hverdagen og
en øget kvalitet i det pædagogiske arbejde bl.a. i middagsstunden, som typisk er det tidspunkt, hvor der
afholdes stuemøder, afvikles frokostpauser mm., og derfor oftest er få medarbejdere på legepladsen med
1
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 171: MFU spm. om hvilke kommuner der har igangsat eller som har planer om at igangsætte en forsøgsordning med en 4-dages arbejdsuge
Notat om 4-dages arbejdsuge og fleksible arbejdsrammer
HR & Innovation, Gentofte Kommune
18. april 2023
børnene. Det ser ud til, at der er mindre sygefravær og en øget trivsel blandt medarbejderne samt et
styrket arbejdsmiljø i arbejdsfællesskabet. Med de medarbejdere, der er på 4-dages arbejdsuge og har
hjemmearbejdsdag og bloktid er der 75%, der er på fuldtid i Trekløveren.
Nuværende plan for skalering – også udenfor dagtilbud
Erfaringerne med 4-dages arbejdsuge er så positive, at Gentofte kommune ønsker, at tilbuddet skal komme
flere medarbejde til gode. Derfor ønsker vi, at erfaringerne bliver udbredt til flere arbejdspladser i
kommunen. Både indenfor dagtilbudsområdet, hvor skaleringen vil kunne ske 1:1 og på andre områder.
På de øvrige områder, hvor der vil være behov for tilpasninger til de enkelte områder/ arbejdspladser fx
plejecentre, døgntilbud, tandpleje mv., vil skaleringen formentlig kræve konsulentunderstøttelse, da
processen med tilpasning vil kræve en opmærksomhed på særlige forhold fx arbejdsgange,
arbejdstidsaftaler mv., der må tages hensyn til. I nogle tilfælde vil der givetvis også være behov for
udarbejdelse af en ny lokal arbejdstidsaftale for at kunne tilbyde en 4-dages arbejdsuge.
Konkret består skaleringen og udbredelsen af erfaringerne fra Trekløveren dels i, at institutionslederen har
fået dedikeret noget af sin arbejdstid til at hjælpe øvrige arbejdspladser på tværs af hele kommunen.
Herudover bistår HR & Innovationsafdelingen arbejdet med understøttelse på lokale arbejdspladser, samt
flere initiativer i pipeline, der kan understøtte både skalering og arbejdet med fleksible arbejdsrammer.
Eksempler på kommende initiativer er et skaleringskit til 4-dages
arbejdsuge, udvikling og afvikling af ”kom i
gang workshops” og ”samtalesaloner”,
hvor kommunens arbejdspladser og ledere kan lade sig inspirere af
og komme i gang med arbejdet med fleksible arbejdsrammer. Endelig arbejdes der på
kompetenceudviklingstiltag, der skal gøre både ledere og medarbejdere i stand til at arbejde med
dagsordenen såvel som til at gentænke måden, hvorpå vi leder og organisere arbejdet.
Arbejdet med 4-dages arbejdsuge, fleksible arbejdsrammer og de understøttende initiativer har til formål
at fastholde og rekruttere ledere og medarbejdere, således at Gentofte Kommune kan være en attraktiv
kommune at bo, leve og arbejde i
både nu og i fremtiden.
2