Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling)
BEU Alm.del
Offentligt
22. februar 2023
Udbetaling Danmarks bidrag til besvarelse af spørgsmål nr. 105 fra Beskæftigelsesudvalget
STAR har den 2. februar 2023 anmodet Udbetaling Danmark om et bidrag til besvarelse af spørgsmål alm.
del nr. 105 fra Beskæftigelsesudvalget vedrørende det pensionsretlige begreb ”indtægt ved personligt
arbejde”.
Til brug for besvarelsen har STAR også anmodet om en liste, der opremser de indkomsttyper, som efter
nuværende praksis betragtes som ”indtægt ved personligt arbejde”.
Det kan oplyses, at social pension som udgangspunkt i løbet af kalenderåret beregnes og udbetales på
baggrund af forskudsopgørelsen, og at pensionen senere efterreguleres på baggrund af årsopgørelsen.
Udbetaling Danmark har derfor i bilag til denne besvarelse vedhæftet en liste over de indkomster på den
skattemæssige forskuds- og årsopgørelse, der ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget til
pensionsberegningen henføres til indtægt ved personligt arbejde.
Generelt kan Udbetaling Danmark oplyse, at begrebet ”indtægt ved personligt arbejde” anvendes i
lovgivningen til at fastsætte, hvilke indtægter som skal indgå ved opgørelsen af indkomstgrundlaget til brug
for beregningen af folkepensionens grundbeløb og anvendelse af bundfradrag ved beregningen af
folkepensionens pensionstillæg.
Pr. 1. januar 2023 anvendes begrebet også ved opgørelsen af indkomstgrundlaget i relation til en
ægtefælles/samlevers indkomster, da der skal ses bort fra disse ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget.
Det gælder både i relation til beregningen af folkepension, førtidspension (ny og gammel ordning) og
seniorpension.
Indtægt ved personligt arbejde er skattemæssigt en del af den personlige indkomst. Men der er også
indkomster, som skattemæssigt betragtes som personlig indkomst, men ikke omfattes af begrebet ”indtægt
ved personligt arbejde”.
Udbetaling Danmark bemærker også indledningsvist, at begrebet ”indtægt ved personligt arbejde” ikke er
klart fastlagt og afgrænset i lovgivningen. Det beror således på en vurdering, hvilke indkomster som
omfattes heraf.
Nedenstående beskrivelse af Udbetaling Danmarks praksis tager således udgangspunkt i en fortolkning af
lovgivningen under inddragelse af relevante fortolkningsbidrag fra lovgivningen, pensionsvejledningen og
praksis fra Ankestyrelsen og domstolene. Det betyder dog også, at praksis løbende kan ændre sig, hvis fx
Ankestyrelsen senere måtte være uenig i Udbetaling Danmarks fortolkning.
Overordnet beskrivelse af indtægt ved personligt arbejde
Overordnet set er det Udbetaling Danmarks vurdering, at alle dele af en lønpakke, som udgangspunkt må
betegnes som lønindkomst. Det vil sige selve lønindkomsten, bonusser, overarbejdsbetaling,
fratrædelsesgodtgørelse, feriepenge og skattepligtige personalegoder, herunder værdien af fr i bil, fri bolig
mv. Indskud på arbejdsgiveradministreret alderspension, gruppeliv m.v., som fratrækkes i lønnen,
betragtes også som lønindkomst. Det afgørende er, om der er tale om en indkomst, som direkte kan
relateres til en konkret aktiv arbejdsindsats.
1