UUI, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 7: Oversendelse til Folketinget af EU-Domstolens dom af 22. december 2022 i sagen C-279/21, X mod Udlændingenævnet, fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2022-23 (2. samling)
UUI Alm.del Bilag 7
Offentligt

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

22. december 2022

»Præjudiciel forelæggelse – associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – artikel 9 –

afgørelse nr. 1/80 – artikel 10, stk. 1 – artikel 13 – stand still-klausulen –

familiesammenføring – national lovgivning, der indfører nye mere restriktive

betingelser for så vidt angår familiesammenføring for ægtefæller til tyrkiske

statsborgere, der har en tidsubegrænset opholdstilladelse i den pågældende

medlemsstat – krav om, at den tyrkiske arbejdstager skal bestå en prøve, der

godtgør, at vedkommende har et vist kendskab til denne medlemsstats officielle

sprog – begrundelse – formål, der består i at sikre en vellykket integration«

I sag C-279/21,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF,

indgivet af Østre Landsret ved afgørelse af 15. marts 2021, indgået til Domstolen

den 28. april 2021, i sagen

mod

Udlændingenævnet,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Prechal, Domstolens præsident, K.

Lenaerts, som fungerende dommer i Anden Afdeling, og dommerne F. Biltgen

(refererende dommer), N. Wahl og J. Passer,

generaladvokat: G. Pitruzzella,

justitssekretær: fuldmægtig C. Strömholm,

* Processprog: dansk.

UUI, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 7: Oversendelse til Folketinget af EU-Domstolens dom af 22. december 2022 i sagen C-279/21, X mod Udlændingenævnet, fra udlændinge- og integrationsministeren

OM AF

22.12.2022 –

SAG

C-279/21

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 18. maj 2022,

efter at der er afgivet indlæg af:

– X ved advokat E.O.R. Khawaja,

– den danske regering ved V. Pasternak Jørgensen og M. Søndahl Wolff, som

befuldmægtigede, bistået af advokat R. Holdgaard,

– Europa-Kommissionen ved L. Grønfeldt og D. Martin, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 8.

september 2022,

afsagt følgende

Dom

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 9 i

aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske

Fællesskab og Tyrkiet, som blev undertegnet den 12. september 1963 i Ankara

dels af Republikken Tyrkiet, dels af EØF’s medlemsstater og Fællesskabet, og

som blev indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets

afgørelse 64/732/EØF af 23. december 1963 (EFT 1964, 217, s. 3685, herefter

»associeringsaftalen«), samt af artikel 10, stk. 1, og artikel 13 i afgørelse nr. 1/80

af 19. september 1980 fra Associeringsrådet, der blev nedsat ved

associeringsaftalen, om udvikling af associeringen mellem Det Europæiske

Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet (herefter »afgørelse nr. 1/80«).

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem X, som er en

tyrkisk statsborger, og Udlændingenævnet (Danmark) vedrørende afslaget på en

ansøgning om opholdstilladelse i Danmark i

forbindelse med

familiesammenføring.

Retsforskrifter

EU-retten

Associeringsaftalen

Det fremgår af associeringsaftalens artikel 2, stk. 1, at denne har til formål at

fremme en stadig og afbalanceret styrkelse af de økonomiske og handelsmæssige

forbindelser mellem de kontraherende parter under fuldt hensyn til

nødvendigheden af at sikre en hurtigere udvikling af Tyrkiets økonomi og en

højnelse af beskæftigelsesniveauet og livsvilkårene for det tyrkiske folk.

DLÆNDINGENÆVNET

PROGPRØVE

DER PÅLÆGGES UDLÆNDINGE

)

Associeringsaftalens artikel 9 har følgende ordlyd:

»De kontraherende parter erkender, at inden for denne aftales anvendelsesområde

og med forbehold af de særlige bestemmelser, som kan indføres i medfør af artikel

8, er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt i

henhold til det i artikel 7 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske

Fællesskab anførte princip.«

Afgørelse nr. 1/80

Som det fremgår af tredje betragtning til afgørelse nr. 1/80, har denne afgørelse til

formål på det sociale område at forbedre den ordning, som skal gælde for tyrkiske

arbejdstagere og deres familiemedlemmer, i forhold til den ordning, der blev

indført ved Associeringsrådets afgørelse nr. 2/76 af 20. december 1976.

Kapitel II i afgørelse nr. 1/80 med overskriften »Bestemmelser på det sociale

område« indeholder et afsnit 1 med overskriften »Beskæftigelsesforhold og

arbejdskraftens frie bevægelighed«, hvori denne afgørelses artikel 6-16 er

indeholdt.

Den nævnte afgørelses artikel 6 bestemmer:

»1. Med forbehold af artikel 7 vedrørende familiemedlemmers frie adgang til

beskæftigelse har tyrkiske arbejdstagere med tilknytning til det lovlige

arbejdsmarked i en bestemt medlemsstat:

– efter at have haft lovlig beskæftigelse i et år, ret til fornyelse af deres

arbejdstilladelser i denne medlemsstat hos samme arbejdsgiver, såfremt der er

beskæftigelse

– efter at have haft lovlig beskæftigelse i tre år, ret til i denne medlemsstat med

forbehold af den fortrinsstilling, som arbejdstagere fra Fællesskabets

medlemsstater har, at modtage tilbud om anden beskæftigelse hos en anden

arbejdsgiver efter eget valg, såfremt dette tilbud er afgivet under normale vilkår

registreret

ved

den

pågældende

medlemsstats

arbejdsmarkedsmyndigheder

– efter at have haft lovlig beskæftigelse i fire år i den pågældende medlemsstat fri

adgang til enhver form for lønnet arbejde efter eget valg.

[...]

Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1 og 2 fastsættes ved nationale

bestemmelser.«

Afgørelsens artikel 10, stk. 1, fastsætter:

OM AF

22.12.2022 –

SAG

C-279/21

»Fællesskabets medlemsstater opretter for tyrkiske arbejdstagere med tilknytning

til deres lovlige arbejdsmarked en ordning, hvorunder der ikke finder nogen i

nationalitet begrundet i forskelsbehandling sted i forhold til Fællesskabets

arbejdstagere for så vidt angår aflønning og de øvrige arbejdsvilkår.«

Artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 bestemmer:

»Fællesskabets medlemsstater og Tyrkiet må ikke indføre nye begrænsninger for

så vidt angår vilkårene for adgang til beskæftigelse for arbejdstagere og deres

familiemedlemmer, der på nævnte landes områder har opnået opholds- og

arbejdstilladelse i henhold til gældende lovgivning.«

Afgørelsens artikel 14, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse med forbehold af begrænsninger

begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den

offentlige sundhed.«

I overensstemmelse med den nævnte afgørelses artikel 16 finder bestemmelserne i

dennes afsnit 1 i kapitel II anvendelse fra den 1. december 1980.

Dansk ret

§ 9 i udlændingeloven i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske

omstændigheder i hovedsagen (herefter »udlændingeloven«), har følgende ordlyd:

»1.

Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til

en udlænding over 24 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i

fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende

person over 24 år, der

[...]

12. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, litra d, kan, medmindre ganske særlige

grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, kun gives, såfremt

den herboende person

[...]

har bestået Prøve i Dansk 1, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til

voksne udlændinge m.fl., eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere

niveau og,

har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de

sidste 3 år,

DLÆNDINGENÆVNET

PROGPRØVE

DER PÅLÆGGES UDLÆNDINGE

)

[...]«

Kravet om at have bestået »Prøve i Dansk 1« eller en danskprøve på tilsvarende

eller højere niveau, der er fastsat i udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 5, blev

indført ved lov nr. 572 af 18. juni 2012 om ændring af udlændingeloven, som

trådte i kraft den 1. juli 2012.

De faktiske omstændigheder i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

X indrejste på dansk område den 14. august 2015 og indgav den 21. oktober 2015

en ansøgning til Udlændingestyrelsen om opholdstilladelse i Danmark med

henblik på familiesammenføring med sin ægtefælle Y, der er tyrkisk statsborger,

som siden den 27. september 1979 har haft bopæl i denne medlemsstat, og som fik

tidsubegrænset opholdstilladelse i denne medlemsstat i 1985.

I ansøgningen var det anført, at Y havde afsluttet en uddannelse på dansk, der bl.a.

omfattede faglig regning, afmærkning ved vejarbejde, tegningsforståelse,

brancheintroduktion og arbejdsteknik, og at Y – som tyrkisk arbejdstager, der

havde udøvet erhvervsmæssig beskæftigelse i Danmark siden 1980, dvs. i mere

end 36 år, bl.a. som maskintekniker, servicemedarbejder, butiksansvarlig og

lageransvarlig – ikke skulle opfylde kravet om bestået danskprøve, der var fastsat

i udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 5. Det var ligeledes anført, at Y’s fire voksne

børn, hans mor og alle hans søskende boede i Danmark.

Ved afgørelse af 1. marts 2016 afslog Udlændingestyrelsen på grundlag af

udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 5, denne ansøgning med den begrundelse, at Y

ikke havde godtgjort, at han havde opfyldt kravet fastsat i denne bestemmelse, og

at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde en fravigelse i denne

henseende. Udlændingestyrelsen tilføjede, at denne afgørelse ikke blev draget i

tvivl af standstill-klausulerne som fortolket af Domstolen i dom af 10. juli 2014,

Dogan (C-138/13, EU:C:2014:2066).

X påklagede den del af afgørelsen af 1. marts 2016, der vedrørte vurderingen efter

Associeringsaftalen og de dertil knyttede instrumenter, herunder stand still-

klausulerne, til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, nu Udlændinge-

og Integrationsministeriet. I stævningen anmodede X om, at der blev foretaget en

fornyet vurdering af denne afgørelses forenelighed med dom af 10. juli 2014,

Dogan (C-138/13, EU:C:2014:2066), og af 12. april 2016, Genc (C-561/14,

EU:C:2016:247).

Den 25. april 2016 meddelte Styrelsen for International Rekruttering og

Integration X opholdstilladelse i Danmark på grundlag af beskæftigelse, som efter

at være blevet forlænget udløb den 13. september 2021.

Den 27. august 2018 anlagde X retssag ved Københavns Byret med påstand om

annullation og hjemvisning til fornyet behandling af Udlændinge- og

Integrationsministeriets afgørelse af 6. december 2017, for så vidt som denne

OM AF

22.12.2022 –

SAG

C-279/21

afgørelse stadfæstede, at standstill-klausulerne ikke var til hinder for afslaget på

X’ ansøgning om familiesammenføring efter den relevante nationale lovgivning.

Udlændingenævnet er indtrådt som sagsøgt i hovedsagen i stedet for Udlændinge-

og Integrationsministeriet som følge af en kompetenceoverførsel.

Ved kendelse af 22. november 2019 henviste Københavns Byret sagen til den

forelæggende ret, Østre Landsret, der tiltrådte, at sagen skulle behandles af

landsretten som første instans.

Den forelæggende ret ønsker for det første oplyst, om en national lovgivning som

den i hovedsagen omhandlede, der gør opnåelsen af opholdstilladelse med henblik

på familiesammenføring for ægtefællen til en tyrkisk statsborger, der lovligt

opholder sig og arbejder i værtsmedlemsstaten, betinget af en bestået prøve

vedrørende kendskabet til denne medlemsstats sprog, udgør en »ny[…]

begrænsnin[g]« som omhandlet i stand still-klausulen i artikel 13 i afgørelse

nr. 1/80, og i bekræftende fald om en sådan begrænsning kan begrundes i

hensynet til at sikre denne ægtefælles vellykkede integration.

Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at det fremgår af en righoldig

praksis fra Domstolen vedrørende artikel 13 i afgørelse nr. 1/80, at standstill-

klausulen i denne bestemmelse er til hinder for, at en medlemsstat kan indføre nye

begrænsninger for familiesammenføring med en ægtefælle eller børn med

oprindelse i Tyrkiet, medmindre en sådan begrænsning er begrundet i et tvingende

alment hensyn, er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål

og ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå formålet (dom af

10.7.2019, A, C-89/18, EU:C:2019:580).

Domstolen har ganske vist allerede anerkendt, at formålet om at sikre en vellykket

integration kan udgøre et tvingende alment hensyn (dom af 12.4.2016, Genc, C-

561/14, EU:C:2016:247, præmis 55 og 56, og af 10.7.2019, A, C-89/18,

EU:C:2019:580, præmis 34). Domstolen har imidlertid for det første endnu ikke

taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt et krav om bestået sprogprøve kan

pålægges – ikke det familiemedlem, der ansøger om familiesammenføring med

den tyrkiske arbejdstager, der har bopæl i den pågældende medlemsstat – men

denne arbejdstager. For det andet har Domstolen fastslået, at et krav, der pålagde

ægtefællen til en tyrkisk arbejdstager, der opholder sig i den pågældende

medlemsstat, som ansøger om tilladelse til at indrejse på denne medlemsstats

område med henblik på familiesammenføring, på forhånd at godtgøre at have

erhvervet et elementært kendskab til den nævnte medlemsstats officielle sprog,

gik videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det forfulgte mål, med den

begrundelse, at manglende godtgørelse af at have erhvervet tilstrækkelige

sprogkundskaber automatisk medførte afslag på ansøgningen om

familiesammenføring, uden at der blev taget hensyn til de konkrete

omstændigheder i det enkelte tilfælde (dom af 10.7.2014, Dogan, C-138/13,

EU:C:2014:2066, præmis 38).

DLÆNDINGENÆVNET

PROGPRØVE

DER PÅLÆGGES UDLÆNDINGE

)

Den forelæggende ret har i denne henseende præciseret, at Justitsministeriet

(Danmark) efter afsigelsen af den nævnte dom vurderede, at der ikke var grundlag

for at ændre betingelserne for familiesammenføring, der er fastsat i

udlændingeloven, eftersom betingelserne kan fraviges, hvis der foreligger ganske

særlige grunde, hvis tilstedeværelse vurderes under hensyntagen til de konkrete

omstændigheder i det enkelte tilfælde.

Den forelæggende ret ønsker for det andet oplyst, om princippet om forbud mod

forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i artikel 10, stk. 1, i afgørelse

nr. 1/80 er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen

omhandlede, for så vidt som den hverken finder anvendelse på danske

statsborgere eller statsborgere i EU’s eller Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområdes (EØS) medlemsstater. Den forelæggende ret har i denne

henseende anført, at denne bestemmelse ifølge sin ordlyd angår aflønning og de

øvrige arbejdsvilkår, hvilket er områder, som den i hovedsagen omhandlede

nationale lovgivning ikke synes at være omfattet af.

Såfremt Domstolen måtte finde, at artikel 10, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 ikke

finder anvendelse i den foreliggende sag, ønsker den forelæggende ret for det

tredje oplyst, om det generelle princip om forbud mod forskelsbehandling, der er

fastsat i artikel 9 i associeringsaftalen, kan finde anvendelse, og i bekræftende

fald, om denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning som den i

hovedsagen omhandlede.

For det fjerde og sidste ønsker den forelæggende ret oplyst, om den nævnte

bestemmelse har direkte virkning og således kan påberåbes direkte af borgerne

ved de nationale domstole.

På denne baggrund har Østre Landsret besluttet at udsætte sagen og forelægge

Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Er »stand still«-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 til hinder for

indførelsen og anvendelsen af en national regel, hvorefter der som betingelse

for ægtefællesammenføring – medmindre der i det konkrete tilfælde

foreligger ganske særlige omstændigheder – stilles et krav om bestået

sprogprøve

værtsmedlemsstatens

officielle

sprog

til

den

ægtefælle/samlever, der som tyrkisk arbejdstager i den pågældende EU-

medlemsstat er omfattet af associeringsaftalen og afgørelse nr. 1/80, i en

situation som i hovedsagen, hvor den tyrkiske arbejdstager har opnået ret til

tidsubegrænset ophold i den pågældende EU-medlemsstat efter tidligere

gældende regler, der ikke indeholdt krav om bestået prøve i den pågældende

medlemsstats sprog for opnåelse heraf?

Omfatter det specifikke diskriminationsforbud i artikel 10, stk. 1, i afgørelse

nr. 1/80 en national regel, hvorefter der som betingelse for

ægtefællesammenføring – medmindre der i det konkrete tilfælde foreligger

ganske særlige omstændigheder – stilles et krav om bestået sprogprøve i

OM AF

22.12.2022 –

SAG

C-279/21

værtsmedlemsstatens officielle sprog til den ægtefælle/samlever, der som

tyrkisk arbejdstager i den pågældende EU-medlemsstat er omfattet af

associeringsaftalen og afgørelse nr. 1/80, i en situation som i hovedsagen,

hvor den tyrkiske arbejdstager har opnået ret til tidsubegrænset ophold i den

pågældende EU-medlemsstat efter tidligere gældende regler, der ikke

indeholdt krav om bestået prøve i den pågældende medlemsstats sprog for

opnåelse heraf?

Såfremt [det andet spørgsmål] besvares benægtende, er det generelle

diskriminationsforbud i artikel 9 i associeringsaftalen da til hinder for en

national regel som den nævnte i en situation som i hovedsagen, hvor den

tyrkiske arbejdstager har opnået ret til tidsubegrænset ophold i den

pågældende EU-medlemsstat efter tidligere gældende regler, der ikke

indeholdt krav om bestået sprogprøve i værtsmedlemsstatens officielle sprog

for opnåelse heraf, når et sådant krav ikke stilles til statsborgere i den

pågældende nordiske medlemsstat (konkret Danmark) og i de andre nordiske

lande samt andre, som er statsborgere i et EU-land (og dermed ikke til

EU/EØS-statsborgere)?

Såfremt [det tredje spørgsmål] besvares bekræftende, spørges, om det

generelle diskriminationsforbud i artikel 9 i associeringsaftalen kan

påberåbes direkte ved nationale domstole?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første spørgsmål

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst,

om artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 skal fortolkes således, at en national lovgivning,

der er indført efter denne afgørelses ikrafttræden i den pågældende medlemsstat –

hvorefter det er en betingelse for familiesammenføring mellem en tyrkisk

arbejdstager, som opholder sig lovligt i denne medlemsstat, og dennes ægtefælle,

at den nævnte arbejdstager består en prøve, der godtgør et vist kendskab til den

nævnte medlemsstats officielle sprog – udgør en »ny begrænsning« i denne

bestemmelses forstand, og i bekræftende fald, om en sådan ny begrænsning kan

begrundes i formålet om at sikre en vellykket integration af den nævnte ægtefælle.

Det skal bemærkes, at standstill-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 generelt

forbyder indførelse af enhver ny foranstaltning, som har til formål eller følge, at

en tyrkisk statsborgers udøvelse af arbejdskraftens frie bevægelighed på den

pågældende medlemsstats område underkastes betingelser, som er mere restriktive

end dem, der fandt anvendelse på den pågældende, da denne afgørelse trådte i

kraft på denne medlemsstats område (dom af 2.9.2021, Udlændingenævnet, C-

379/20, EU:C:2021:660, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

DLÆNDINGENÆVNET

PROGPRØVE

DER PÅLÆGGES UDLÆNDINGE

)

Navnlig har Domstolen gentagne gange fastslået, at en national lovgivning, der

skærper betingelserne for familiesammenføring med tyrkiske arbejdstagere, som

er lovligt bosiddende i den pågældende medlemsstat, i forhold til de betingelser,

der fandt anvendelse, da afgørelse nr. 1/80 trådte i kraft, udgør en »ny[...]

begrænsnin[g]« som omhandlet i afgørelsens artikel 13 for de nævnte tyrkiske

arbejdstageres udøvelse af arbejdskraftens frie bevægelighed i denne medlemsstat

(jf. i denne retning dom af 10.7.2019, A, C-89/18, EU:C:2019:580, præmis 28, og

af 2.9.2021, Udlændingenævnet, C-379/20, EU:C:2021:660, præmis 20).

Det forholder sig således, idet en tyrkisk statsborgers beslutning om at rejse til en

medlemsstat for varigt at udøve lønnet beskæftigelse dér kan påvirkes negativt,

hvis denne medlemsstats lovgivning vanskeliggør eller umuliggør

familiesammenføring, således at denne statsborger i givet fald kan se sig nødsaget

til at vælge mellem sin beskæftigelse i den nævnte medlemsstat og sit familieliv i

Tyrkiet (dom af 10.7.2019, A, C-89/18, EU:C:2019:580, præmis 29 og den deri

nævnte retspraksis).

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelseskendelsen, at den i

hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, dvs. udlændingelovens § 9, stk. 12,

nr. 5 – hvorved familiesammenføring mellem den tyrkiske arbejdstager, som

opholder sig lovligt i Danmark, og dennes ægtefælles betinges af, at denne

arbejdstager har bestået en prøve, der godtgør et vist kendskab til det officielle

sprog i denne medlemsstat – blev indført efter den dato, hvor afgørelse nr. 1/80

trådte i kraft i Danmark, og at den nævnte lovgivning på

familiesammenføringsområdet medfører en skærpelse af de betingelser, der

regulerer indrejsen på dansk område for ægtefæller til tyrkiske arbejdstagere med

lovligt ophold i den nævnte medlemsstat, i forhold til de betingelser, der fandt

anvendelse, før denne afgørelse trådte i kraft.

På denne baggrund skal det fastslås, at en national lovgivning som den i

hovedsagen omhandlede udgør en »ny[...] begrænsnin[g]« som omhandlet i artikel

13 i afgørelse nr. 1/80.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt en sådan lovgivning kan begrundes,

skal der mindes om, at en »ny[...] begrænsnin[g]« som omhandlet i artikel 13 i

afgørelse nr. 1/80 er forbudt, medmindre den henhører under de begrænsninger,

der er fastsat i denne afgørelses artikel 14, eller hvis den er begrundet i et

tvingende alment hensyn og er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte

lovlige formål og ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå formålet

(dom af 2.9.2021, Udlændingenævnet, C-379/20, EU:C:2021:660, præmis 23 og

den deri nævnte retspraksis).

I denne henseende er det ubestridt, at den i hovedsagen omhandlede nationale

lovgivning ikke er begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige

sikkerhed eller den offentlige sundhed, der er fastsat i artikel 14 i afgørelse

nr. 1/80.

OM AF

22.12.2022 –

SAG

C-279/21

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at det formål, der forfølges med denne

lovgivning, består i at sikre en vellykket integration af det familiemedlem, der

ansøger om opholdstilladelse i den pågældende medlemsstat med henblik på

familiesammenføring.

Domstolen har ganske vist allerede fastslået, at et sådant formål kan udgøre et

tvingende alment hensyn med henblik på afgørelse nr. 1/80 (dom af 12.4.2016,

Genc, C-561/14, EU:C:2016:247, præmis 56, og af 2.9.2021, Udlændingenævnet,

C-379/20, EU:C:2021:660, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

Ikke desto mindre skal det efterprøves, om en national lovgivning som den i

hovedsagen omhandlede er egnet til at sikre virkeliggørelsen af dette formål og

ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå formålet.

I denne henseende fremgår det af forelæggelseskendelsen og af de oplysninger,

som den danske regering har fremlagt, at en sådan lovgivning har til formål at

sikre en vellykket integration af familiemedlemmet til en tyrkisk arbejdstager, der

opholder sig lovligt i Danmark, som ansøger om opholdstilladelse i denne

medlemsstat med henblik på familiesammenføring, ved at sikre, at denne

arbejdstager godtgør et vist kendskab til dansk og af denne grund er i stand til at

bevise, at vedkommende er velintegreret i den nævnte medlemsstat, og at

vedkommende kan hjælpe det pågældende familiemedlem med at lære dette sprog

og ligeledes med at integrere sig i denne medlemsstat.

Den omstændighed, at en tyrkisk arbejdstager, der opholder sig på en

medlemsstats område, råder over et tilstrækkeligt kendskab til denne medlemsstats

officielle sprog, som godtgøres ved at bestå en prøve som den, der er fastsat i den i

hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, kan ganske vist gøre det muligt for

denne arbejdstager at hjælpe det familiemedlem, der ansøger om opholdstilladelse

med henblik på familiesammenføring med den nævnte arbejdstager i den nævnte

medlemsstat, i forbindelse med det nævnte familiemedlems integrationsproces i

denne medlemsstat.

Ikke desto mindre skal det for det første bemærkes, at selv om det formål, der

forfølges med en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, er en

vellykket integration af det familiemedlem, der ansøger om familiesammenføring,

gør en sådan lovgivning det på ingen måde muligt at tage hensyn til det

pågældende familiemedlems egen integrationsegnethed, men hviler udelukkende

på den forudsætning, at den vellykkede integration af familiemedlemmet ikke er

tilstrækkelig sikret, hvis den tyrkiske arbejdstager, der er berørt af denne

ansøgning om familiesammenføring, ikke opfylder kravet om en bestået prøve i

det officielle sprog i den pågældende medlemsstat.

Denne konstatering understøttes af den omstændighed, at den danske regering i

retsmødet for Domstolen medgav, at selv om det i det foreliggende tilfælde måtte

vise sig, at en sådan arbejdstagers ægtefælle talte flydende dansk, ville

vedkommendes ansøgning om opholdstilladelse i Danmark med henblik på

DLÆNDINGENÆVNET

PROGPRØVE

DER PÅLÆGGES UDLÆNDINGE

)

familiesammenføring alligevel blive afslået, eftersom

arbejdstager ikke opfyldte kravet om en bestået danskprøve.

den

pågældende

Det skal for det andet bemærkes, således som generaladvokaten i det væsentlige

har anført i punkt 34-40 i forslaget til afgørelse, at en national lovgivning som den

i hovedsagen omhandlede heller ikke gør det muligt for de kompetente

myndigheder med henblik på vurderingen af muligheden for at fravige det krav

om bestået sprogprøve, som følger af denne lovgivning, at tage hensyn til faktorer,

der kan godtgøre, at den tyrkiske arbejdstager, der er berørt af ansøgningen om

familiesammenføring, faktisk er integreret, og dermed til den omstændighed, at

denne arbejdstager, hvis det er nødvendigt, kan bidrage til familiemedlemmets

integration i denne medlemsstat, selv om arbejdstageren ikke har bestået denne

prøve.

Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse fremgår det navnlig af de

sagsakter, som Domstolen råder over, at muligheden for at fravige forpligtelsen til

at bestå danskprøven af ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens

enhed, kun finder anvendelse i de begrænsede tilfælde, der er nævnt i punkt 39 i

generaladvokatens forslag til afgørelse, og uden at tillade, at der i forbindelse med

en individuel vurdering tages hensyn til, om det familiemedlem, der ansøger om

familiesammenføring, selv er integrationsegnet, og til den faktiske integration af

den tyrkiske arbejdstager, der er berørt af denne ansøgning.

Det skal således fastslås, at en national lovgivning som den i hovedsagen

omhandlede går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det formål, der

forfølges.

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares

med, at artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 skal fortolkes således, at en national

lovgivning, der er indført efter denne afgørelses ikrafttræden i den pågældende

medlemsstat – hvorefter det er en betingelse for familiesammenføring mellem en

tyrkisk arbejdstager, som opholder sig lovligt i denne medlemsstat, og dennes

ægtefælle, at denne arbejdstager består en prøve, der godtgør et vist kendskab til

den nævnte medlemsstats officielle sprog – udgør en »ny[...] begrænsnin[g]« i

denne bestemmelses forstand. En sådan begrænsning kan ikke begrundes i

formålet om at sikre en vellykket integration af den nævnte ægtefælle, idet denne

lovgivning hverken gør det muligt for de kompetente myndigheder at tage hensyn

til sidstnævntes egen integrationsegnethed eller til andre faktorer – andre end

beståelse af en sådan prøve – der godtgør, at den nævnte arbejdstager faktisk er

integreret i den pågældende medlemsstat, og dermed vedkommendes mulighed for

at hjælpe sin ægtefælle med at integrere sig i denne medlemsstat.

Det andet til det fjerde spørgsmål

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det

andet til det fjerde spørgsmål.

OM AF

22.12.2022 –

SAG

C-279/21

Sagsomkostninger

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der

verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om

sagens omkostninger. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som

er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om

udvikling af associeringen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

og Tyrkiet

skal fortolkes således, at

en national lovgivning, der er indført efter denne afgørelses ikrafttræden i

den pågældende medlemsstat – hvorefter det er en betingelse for

familiesammenføring mellem en tyrkisk arbejdstager, som opholder sig

lovligt i denne medlemsstat, og dennes ægtefælle, at denne arbejdstager

består en prøve, der godtgør et vist kendskab til den nævnte medlemsstats

officielle sprog – udgør en »ny[...] begrænsnin[g]« i denne bestemmelses

forstand. En sådan begrænsning kan ikke begrundes i formålet om at sikre

en vellykket integration af den nævnte ægtefælle, idet denne lovgivning

hverken gør det muligt for de kompetente myndigheder at tage hensyn til

sidstnævntes egen integrationsegnethed eller til andre faktorer – andre end

beståelse af en sådan prøve – der godtgør, at den nævnte arbejdstager faktisk

er integreret i den pågældende medlemsstat, og dermed vedkommendes

mulighed for at hjælpe sin ægtefælle med at integrere sig i denne

medlemsstat.

Underskrifter