UUI, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 21: Lovudkast: Forslag om lov om ændring af udlændingeloven, hjemrejseloven, straffeloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union uden en aftale (Opfølgning på EU-lovgivning, ophævelse af Brexit-borgerloven m.v.)

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2022-23 (2. samling)
UUI Alm.del Bilag 21
Offentligt

UDKAST

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2022-23 (2. samling)

UUI Alm.del - Bilag 21

Offentligt

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven, hjemrejseloven, straffeloven og

forskellige andre love og om ophævelse af lov om videreførelse af ret-

tigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den

Europæiske Union uden en aftale

(Opfølgning på EU-lovgivning, ophævelse af Brexit-borgerloven m.v.)

§1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1205 af 25. august 2022, som

ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 og senest ved § 10 i lov

nr. 893 af 21. juni 2022, foretages følgende ændringer:

§ 2 a, stk. 2, 2. pkt.,

ændres »Bulgarien, Cypern, Kroatien og Rumænien«

til: »Bulgarien, Cypern og Rumænien« og i

3. pkt.,

ændres »Cypern og Kro-

atien« til: »Cypern«.

§ 2 a, stk. 10,

ophæves, og i stedet indsættes:

Stk. 10.

Ved SIS forstås i denne lov Schengeninformationssystemet.

Stk. 11.

Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om

oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og udrejseop-

lysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende tredjelands-

statsborgere, der passerer Den Europæiske Unions medlemsstaters ydre

grænser, og om fastlæggelse af betingelserne for adgang til ind- og udrejse-

systemet til retshåndhævelsesformål (EES-forordningen) med senere æn-

dringer gælder her i landet.

Stk. 12.

Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om

oprettelse af et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilla-

delse (ETIAS-forordningen) med senere ændringer gælder her i landet.

Stk. 13.

Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om

fastsættelse af en ramme for interoperabilitet mellem EU-informationssy-

stemer vedrørende grænser og visum og de dele, som vedrører SIS, i forord-

ning om fastsættelse af en ramme for interoperabilitet mellem EU-informa-

tionssystemer vedrørende politisamarbejde og retligt samarbejde, asyl og

migration (interoperabilitetsforordningerne) med senere ændringer gælder

her i landet.«

UUI, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 21: Lovudkast: Forslag om lov om ændring af udlændingeloven, hjemrejseloven, straffeloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union uden en aftale (Opfølgning på EU-lovgivning, ophævelse af Brexit-borgerloven m.v.)

UDKAST

§ 37, stk. 8, 1. pkt.,

ændres »6 måneder« til: »3 måneder for udlændinge,

der er omfattet af EU-reglerne, og 6 måneder for andre udlændinge«.

§ 37, stk. 8, 2. pkt.,

ændres »12 måneder« til: »6 måneder for udlæn-

dinge, der er omfattet af EU-reglerne, og 12 måneder for andre udlæn-

dinge«.

§ 37, stk. 9, 3. pkt.,

indsættes efter »må frihedsberøvelse«: »efter hjem-

rejselovens § 16, stk. 5,«.

§ 37, stk. 9, 4. pkt.,

ændres

»Frihedsberøvelsen«

til: »Frihedsberøvelse

efter § 36, stk. 1, 1. pkt., og hjemrejselovens § 16, stk. 5,«.

§ 48, stk. 3, 2. pkt.,

ændres »stk. 10« til: »stk. 9«.

overskriften

til kapitel 8 a indsættes efter »VIS-forordningen«: », inter-

operabilitetsforordningerne«.

§ 58 d, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter »visumkodeksen,«: »interoperabi-

litetsforordningerne,«.

10.

§ 58 d

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

Justitsministeren kan fastsætte regler om politiets adgang til og

anvendelse af det fælles identitetsregister i overensstemmelse med interope-

rabilitetsforordningerne.«

§2

I lov nr. 721 af 27. april 2021 om ændring af udlændingeloven og lov om

Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen foretages følgende ændrin-

ger:

§ 1, nr. 8-9,

ophæves.

§3

I hjemrejseloven, lov nr. 982 af 26. maj 2021, som ændret bl.a. ved § 12 i

lov nr. 452 af 20. april 2022 og senest ved § 3 i lov nr. 919 af 21. juni 2022,

foretages følgende ændringer:

Efter § 7 indsættes:

UDKAST

»§

7 a.

Der kan ydes hjælp til hjemrejsen til en udlænding, der er registreret

som asylansøger efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og er meddelt afslag

på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændingestyrelsen el-

ler Flygtningenævnet, og som medvirker til sin udrejse uden ugrundet op-

hold. Hjælp til hjemrejsen kan ikke ydes til en udlænding omfattet af 1. pkt.,

hvis udlændingen er omfattet af § 8, stk. 3 og 4.«

§ 8, stk. 3, nr. 5,

indsættes efter: »der er«: »omfattet af stk. 2, nr. 1, 5

eller 6, og er«.

§ 8, stk. 6,

indsættes efter »støttebeløb m.v.«: », og hjælp til hjemrejsen,

herunder om betingelser for opnåelse af hjælpen, hjælpens form, den be-

løbsmæssige størrelse m.v.«

§ 16, stk. 5,

udgår: »eller medvirken«.

§ 22, stk. 3,

indsættes efter »§

7,«: »§ 7 a«.

§4

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1360 af 28. september 2022, som

senest ændret ved lov nr. 897 af 21. juni 2022, foretages følgende ændringer:

§ 124, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »udlændingelovens § 35 eller er frihedsbe-

røvet efter udlændingelovens § 36.« til: »hjemrejselovens § 14 eller er fri-

hedsberøvet efter udlændingelovens § 36 eller hjemrejselovens § 16.«

§5

I lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1656 af 23. december

2022, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 1,

indsættes efter »stk. 2«: »og 4«, og i

§ 1, stk. 3,

indsættes

efter »dansk indfødsret«: », jf. dog stk. 4«.

§ 1

indsættes som

stk. 4:

»Stk.

Konstateres det, at forholdet, som lå til grund for et barns erhver-

velse af dansk indfødsret efter stk. 1 eller 3, § 2 eller § 2 A, stk. 1 og 3, ikke

UDKAST

længere foreligger, skal barnet anses for aldrig at have erhvervet dansk ind-

fødsret, medmindre barnet derved bliver statsløst, eller hvis konstateringen

sker efter, at vedkommende er fyldt 18 år.«.

§6

I lov nr. 249 af 20. marts 2017 om ændring af udlændingeloven foretages

følgende ændring:

§ 3

ophæves.

§7

I lov nr. 1191 af 8. juni 2021 om ændring af udlændingeloven og hjemrej-

seloven (Indførelse af mulighed for overførsel af asylansøgere til asylsags-

behandling og eventuel efterfølgende beskyttelse i tredjelande), som ændret

ved § 15 i lov nr. 452 af 20. april 2022 og § 12 i lov nr. 893 af 21. juni 2022,

foretages følgende ændring:

§ 3, stk. 2,

ophæves.

§8

I lov nr. 452 af 20. april 2022 om ændring af udlændingeloven, straffeloven,

lov om aktiv socialpolitik, repatrieringsloven og forskellige andre love (Ini-

tiativer til beskyttelse af børn imod vold og negativ social kontrol, indførelse

af regler om fleksibel udbetaling af hjælp til repatriering og hjemrejsestøtte

m.v.) foretages følgende ændring:

§ 16, stk. 8,

ophæves.

§9

I lov nr. 893 af 21. juni 2022 om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf

m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på

flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje af

fængselspladser i udlandet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstatio-

nering til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.) foretages

følgende ændring:

§ 13, stk. 4,

ophæves.

Stk. 5-8 bliver herefter stk. 4-7.

UDKAST

§ 10

Lov nr. 264 af 25. marts 2019 om videreførelse af visse rettigheder i forbin-

delse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union

uden en aftale, ophæves.

§ 11

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 15. maj 2023.

Stk. 2.

Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for

ikrafttrædelse af § 1, nr. 2, 8, 9 og 10, og § 2. Ministeren kan herunder fast-

sætte, at bestemmelserne træder i kraft på forskellige tidspunkter.

Stk. 3.

§ 1, stk. 4 i lov om dansk indfødsret, som affattet ved denne lovs

§ 5, nr. 2, har virkning for forhold, der er konstateret efter den 24. juli 2002.

§ 12

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 1-3 og 5-9 kan ved

kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland

med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold

tilsiger. Loven kan endvidere sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Interoperabilitetsforordningerne

2.1.1. Danmarks stilling

2.1.2. Gældende ret

2.1.3. Interoperabilitetsforordningernes opbygning og indhold

2.1.4. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den foreslå-

ede ordning

2.2. Varigheden af frihedsberøvelse med henblik på udsendelse

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den foreslå-

ede ordning

2.3. Hjælp til hjemrejse

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den foreslå-

ede ordning

2.4. Adgang til hjemrejsestøtte for udlændinge, hvis opholdstilladelse er

nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller §

19, stk. 1, og er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den foreslå-

ede ordning

2.5. Betydningen af at grundlaget for erhvervelse af statsborgerskab ikke

foreligger

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den foreslå-

ede ordning

2.5.3. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser

2.5.3.1. Grundloven

2.5.3.2. Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret

(statsborgerretskonventionen)

2.6. Revision af reglerne om obligatorisk kursus i dansk familieret og folke-

styre for religiøse forkyndere m.fl. og løfteerklæring om overholdelse af

dansk lovgivning

UDKAST

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den foreslå-

ede ordning

2.7. Ophævelse af revisionsbestemmelse

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den foreslå-

ede ordning

2.8. Ophævelse af lov om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse

med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union uden en

aftale

2.8.1. Gældende ret

2.8.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den foreslå-

ede ordning

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det of-

fentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Klima- og miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

9. Sammenfattende skema

UDKAST

1. Indledning

Lovforslaget indeholder en række forslag til ændringer og præciseringer af

regler i udlændingeloven, hjemrejseloven, straffeloven og forskellige andre

love samt ophævelse af Brexit-borgerloven.

Lovforslaget indeholder konsekvensændringer som følge af Kroatiens fulde

optag i Schengensamarbejdet.

Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 1.

Derudover indeholder lovforslaget de nødvendige ændringer i udlændinge-

loven som følge af forordningerne (EU) 2019/817 af 20. maj 2019 om fast-

sættelse af en ramme for interoperabilitet mellem EU-informationssystemer

vedrørende grænser og visum og (EU) 2019/818 af 20. maj 2019 om fast-

sættelse af en ramme for interoperabilitet mellem EU-informationssystemer

vedrørende politisamarbejde og retligt samarbejde, asyl og migration (inter-

operabilitetsforordningerne). Forordningerne giver mulighed for at sikre, at

de it-komponenter, der udvikles i medfør af interoperabilitetsforordnin-

gerne, muliggør udveksling af data og deling af information og giver auto-

riserede myndigheder adgang til hurtig og systematisk information vedrø-

rende personer, der rejser ind i Schengenområdet.

Lovforslaget gennemfører interoperabilitetsforordningerne i dansk ret.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.

Lovforslaget indeholder endvidere lovgivningsmæssig opfølgning med hen-

blik på at bringe dansk ret i overensstemmelse med EU-retten, jf. C-718/19,

Ordre des barreaux francophones et germanophone af 22. juni 2021. Der er

alene tale om en ændring af grænsen for, hvor længe udlændinge, der er

omfattet af EU-reglerne, må frihedsberøves med henblik på udsendelse.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.2.

Lovforslaget indeholder derudover forslag om at indføre nye regler om

hjælp til hjemrejse. Hjælp til hjemrejse vil kunne være et effektivt motiva-

tionsfremmende middel i forhold til at fremme visse udlændinges samar-

bejde med myndighederne om hjemrejsen. Samtidig vil en mindre startka-

pital kunne gøre en tilbagevenden til hjemlandet lidt mere attraktivt for ud-

lændinge og fremme lysten til selv at træffe beslutningen om at udrejse.

UDKAST

Lovforslaget indeholder endvidere en række mindre, tekniske justeringer,

herunder i bestemmelserne om administrativ frihedsberøvelse og varetægts-

fængsling i hjemrejseloven, udlændingeloven og straffeloven.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.3.

Lovforslaget indeholder desuden forslag om at ændre de gældende regler

om hjemrejsestøtte, så personkredsen kan modtage hjemrejsestøtte i over-

ensstemmelse med de oprindelige intentioner. Forslaget indebærer, at ud-

lændinge, som er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab, under visse be-

tingelser vil kunne modtage hjemrejsestøtte, hvis deres opholdstilladelse

nægtes forlænget eller inddrages.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.4.

Lovforslaget indeholder videre et forslag om ændring af lov om dansk ind-

fødsret. Lovforslaget har til formål at implementere artikel 7, stk. 1, litra f,

i Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret (statsbor-

gerretskonventionen), hvoraf det følger, at et barn automatisk kan fortabe

statsborgerskab, når det fastslås i løbet af et barns mindreårighed, at betin-

gelserne for barnets automatiske erhvervelse af det pågældende statsborger-

skab ikke længere er opfyldt. Det følger videre af statsborgerretskonventio-

nens artikel 7, stk. 3, at statsborgerskabet ikke kan fortabes, hvis den pågæl-

dende person derved ville blive statsløs.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.5.

Lovforslaget indeholder desuden revision af reglerne om obligatorisk kursus

i dansk familieret og folkestyre for religiøse forkyndere m.fl. og løfteerklæ-

ring om overholdelse af dansk lovgivning.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.6.

Endvidere indeholder lovforslaget en revision af lov nr. 1191 af 8. juni 2021,

der indeholder det overordnede lovgivningsmæssige grundlag for, at Dan-

mark vil kunne overføre asylansøgere, der søger om asyl i Danmark, til et

tredjeland med henblik på asylsagsbehandling og eventuel efterfølgende be-

skyttelse i et tredjeland under overholdelse af Danmarks internationale for-

pligtelser. Det følger af denne lov, at udlændinge- og integrationsministeren

fremsætter forslag om revision af loven, hvis loven ikke inden udgangen af

2022 er trådt i kraft.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.7.

UDKAST

Med lovforslaget lægges der endelig op til at ophæve lov nr. 264 af 25. marts

2019 om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med Det Forenede

Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union uden en aftale. Loven er

ikke blevet sat i kraft, idet ”Aftale om Det Forenede Kongerige Storbritan-

nien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske

Atomenergifællesskab” (herefter ”udtrædelsesaftalen”), der trådte i kraft

den 1. februar 2020, nu sikrer de rettigheder, som loven omfatter, herunder

opholdsgrundlaget for den relevante persongruppe.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.8.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Interoperabilitetsforordningerne

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 20. maj 2019 forordningen (EU)

2019/817 om fastsættelse af en ramme for interoperabilitet mellem EU-in-

formationssystemer vedrørende grænser og visum og om ændring af Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2008, (EU) 2016/399,

(EU) 2017/2226, (EU) 2018/1240, (EU) 2018/1726 og (EU) 2018/1861, Rå-

dets beslutning 2004/512/EF og Rådets afgørelse 2008/633/RIA (EU-Ti-

dende 2019, nr. L 135 af 22. maj 2019, s. 27–84) og forordningen (EU)

2019/818 om fastsættelse af en ramme for interoperabilitet mellem EU-in-

formationssystemer vedrørende politisamarbejde og retligt samarbejde, asyl

og migration og om ændring af forordning (EU) 2018/1726, (EU)

2018/1862 og (EU) 2019/816 (EU-Tidende 2019, nr. L 135 af 22. maj 2019,

s. 85–135).

Forordningerne har til formål at forbedre effektiviteten af kontrollen ved de

ydre Schengengrænser, bidrage til at forebygge og bekæmpe ulovlig ind-

vandring og bidrage til et højt sikkerhedsniveau inden for Schengenområdet.

Med forordningerne fastsættes en ramme, der skal sikre interoperabilitet

mellem EU-informationssystemer på området for sikkerhed og grænse- og

migrationsforvaltning, navnlig ind- og udrejsesystemet (EES), visuminfor-

mationssystemet (VIS), det europæiske system vedrørende rejseinformation

og rejsetilladelse (ETIAS), Eurodac, Schengeninformationssystemet (SIS)

og det europæiske informationssystem til udveksling af oplysninger fra

strafferegistre vedrørende tredjelandsstatsborgere (ECRIS-TCN), så oplys-

ninger i disse EU-informationssystemer supplerer hinanden. Der ændres

UDKAST

ikke ved EU-informationssystemernes formål eller autoriserede brugeres

adgang til data.

Med henblik på at sikre interoperabilitet mellem EU-informationssyste-

merne og dermed bidrage til korrekt identifikation af personer, hvis oplys-

ninger fremgår af disse systemer, oprettes i medfør af interoperabilitetsfor-

ordningerne en række centrale it-komponenter, herunder en europæisk sø-

geportal (ESP), en fælles biometrisk matchtjeneste (fælles BMS), et fælles

identitetsregister (CIR), en multiidentitetsdetektor (MID) og et centralt re-

gister for rapportering og statistik (CRRS).

2.1.1. Danmarks stilling

Interoperabilitetsforordningen om grænser og visum er vedtaget med hjem-

mel i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF), særlig

artikel 16, stk. 2, artikel 74, og artikel 77, stk. 2, litra a, b, d og e.

Interoperabilitetsforordningen om politisamarbejde og retligt samarbejde,

asyl og migration er vedtaget med hjemmel i TEUF, særlig artikel 16, stk.

2, artikel 74, artikel 78, stk. 2, litra e, artikel 79, stk. 2, litra c, artikel 82, stk.

1, litra d, artikel 85, stk. 1, artikel 87, stk. 2, litra a, og artikel 88, stk. 2.

Forordningerne er således vedtaget med hjemmel i artikel 16 samt tredje del,

afsnit V, i TEUF og er dermed omfattet af det danske forbehold vedrørende

retlige og indre anliggende (retsforbeholdet). Danmark deltog derfor ikke i

Rådets vedtagelse af forordningerne, ligesom forordningerne ikke er bin-

dende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. artikel 1, 2 og 7 i protokol

nr. 22 om Danmark stilling.

Det følger imidlertid af præambelbetragtning 77 til interoperabilitetsforord-

ningen om grænser og visum, at denne udgør en udbygning af Schengen-

reglerne og af præambelbetragtning 73 til interoperabilitetsforordningen om

politisamarbejde og retligt samarbejde, at dele af denne udgør en udbygning

af Schengenreglerne. Danmark skulle således i henhold til artikel 4, stk. 1,

1. pkt., i protokol nr. 22 om Danmarks stilling (protokollen) inden seks må-

neder efter Rådets vedtagelse af forordningerne træffe afgørelse om, hvor-

vidt Danmark ville gennemføre forordningerne i sin nationale lovgivning.

Danmark tilkendegav ved brev af 23. oktober 2019 til Rådet og EU-Kom-

missionen, at Danmark vil gennemføre interoperabilitetsforordningerne i

dansk ret.

UDKAST

Det følger af artikel 4, stk. 1, 2. pkt., i protokollen, at i tilfælde, hvor Dan-

mark beslutter sig for at gennemføre rådsforanstaltninger, vil beslutningen

skabe en folkeretlig forpligtelse på mellemstatsligt grundlag mellem Dan-

mark og de øvrige medlemsstater. Danmark har således ved brevet af 23.

oktober 2019 på et folkeretligt grundlag forpligtet sig til at gennemføre for-

ordningerne i dansk ret.

I tilfælde, hvor Danmark beslutter ikke at gennemføre en rådsforanstaltning,

overvejer de medlemsstater, der er bundet af foranstaltningen, og Danmark,

hvilke passende foranstaltninger der skal træffes, jf. artikel 4, stk. 2, i pro-

tokollen. Det kan ikke på forhånd nærmere afgrænses, hvilke foranstaltnin-

ger der vil skulle træffes, og det må forventes at afhænge af de konkrete

forhold. Det kan principielt ikke udelukkes, at Danmark i yderste konse-

kvens af en manglende gennemførelse må udtræde af Schengensamarbejdet.

Der er ikke eksempler på, at Danmark har undladt at tilslutte sig nye Schen-

genforordninger.

På tidspunktet for meddelelsen til Rådet og EU-Kommissionen om, at Dan-

mark ville gennemføre interoperabilitetsforordningerne i dansk ret var det

Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering bl.a., at forslagene ikke

havde lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Som følge

heraf blev der forud for meddelelsen om, at Danmark ville gennemføre for-

ordningerne i dansk ret, ikke indhentet et samtykke fra Folketinget i medfør

af grundlovens § 19, stk. 1.

Det har imidlertid i forbindelse med gennemførelsen af forordningerne i

Danmark vist sig, at gennemførelsen forudsætter lovændringer og har stats-

finansielle konsekvenser. Udlændinge- og Integrationsministeriet har orien-

teret Folketingets Europaudvalg forud for rådsmødet (retlige og indre anlig-

gender) den 13.-14. oktober 2022.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har desuden ved brev af 23. januar

2023 orienteret Folketingets Udvalg for Forretningsordenen og Folketingets

Europaudvalg om, at Udlændinge- og Integrationsministeriet, som følge af

den oprindelige vurdering, hvorefter forslagene ikke havde lovgivnings-

mæssige eller statsfinansielle konsekvenser, beklageligvis ikke havde ind-

hentet et samtykke fra Folketinget i medfør af grundlovens § 19, stk. 1, forud

for meddelelsen til Rådet og EU-Kommissionen om, at Danmark ville gen-

nemføre forordningerne i dansk ret.

Med lovforslaget sikres det lovmæssige grundlag for at gennemføre forord-

ningerne i dansk ret.

UDKAST

Implementeringen af interoperabilitetsforordningerne i Danmark, herunder

it-udviklingen og tilpasningen af de nationale it-løsninger, der er nødven-

dige for at kunne anvende de centrale tekniske komponenter, der etableres i

medfør af forordningerne, er i Danmark forankret i et tværministerielt ar-

bejde. Implementeringen sker i tæt samarbejde med de øvrige lande, der

gennemfører forordningerne samt EU-Kommissionen, Den Europæiske

Unions Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-systemer in-

den for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed (eu-LISA) og Det

Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex). Blandt an-

det i forbindelse med dette arbejde har Udlændinge- og Integrationsministe-

riet vurderet, at en gennemførelse af forordningerne vil kræve en ændring

af udlændingeloven.

Interoperabilitetsforordningerne relaterer sig også til Europol-samarbejdet.

I den forbindelse gør det sig særligt gældende for Danmark, at Europa-Par-

lamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 af 11. maj 2016 om Den

Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og

om erstatning og ophævelse af Rådets afgørelse 2009/371/RIA,

2009/934/RIA, 2009/935/RIA, 2009/936/RIA og 2009/968/RIA (EUT L

135 af 24.5.2016) (Europol-forordningen) er omfattet af Danmarks retsfor-

behold og finder således ikke anvendelse for Danmark. Folketinget vedtog

den 27. april 2017 lov nr. 411 om Den Europæiske Unions Agentur for Rets-

håndhævelsessamarbejde (Europol). Den daværende regering (Lars Løkke

Rasmussen III) indgik på den baggrund den 29. april 2017 en aftale med

Europol om operativt og strategisk samarbejde (Europol-aftalen).

Europol-aftalen, der trådte i kraft den 30. april 2017, har til formål at oprette

samarbejdsrelationer mellem Danmark og Europol for at støtte og styrke

samarbejdet mellem de øvrige EU-medlemslande og Danmarks kompetente

nationale myndigheder og deres fælles indsats for at forebygge og bekæmpe

alvorlig og organiseret kriminalitet, der berører to eller flere EU-medlems-

lande, terrorisme og andre former for kriminalitet, der berører en fælles in-

teresse, som er omfattet af EU-samarbejdet.

Endvidere er Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/816 af

17. april 2019 om oprettelse af et centralt system til bestemmelse af, hvilke

medlemsstater der har oplysninger om straffedomme afsagt over tredje-

landsstatsborgere og statsløse personer (ECRIS-TCN) og om ændring af

forordning (EU) 1077/2011, omfattet af Danmarks retsforbehold og finder

således ikke anvendelse for Danmark.

UDKAST

Danmarks retsforbehold kan i forhold til interoperabilitetsforordningerne

bl.a. få betydning for danske myndigheders søgninger i den europæiske sø-

geportal (ESP) i forhold til Europol-oplysningerne og oplysninger i ECRIS-

TCN i medfør af forordningernes artikel 7 samt forespørgsler i medfør af

forordningernes artikel 9. Endvidere kan retsforbeholdet på tilsvarende vis

få betydning for danske myndigheders forespørgsler i det fælles identitets-

ordningerne ikke udvider adgangen til data, men oplysninger, der måtte

komme fra Europol eller ECRIS-TCN, vil ikke være tilgængelige for Dan-

mark.

2.1.2. Gældende ret

Der eksisterer allerede en række EU-informationssystemer, ligesom der i

løbet af de kommende år idriftsættes yderligere EU-informationssystemer.

EU-informationssystemerne udgør hver for sig et kildesystem, men syste-

merne supplerer ikke nødvendigvis hinanden eller kommunikerer på tværs.

Det manglende samspil medfører, at der i dag skal foretages opslag i en

række forskellige systemer samt foretages eventuel manuel sammenligning

af data fra systemerne med henblik på eksempelvis at sikre korrekt identifi-

kation af tredjelandsstatsborgere.

I det følgende gennemgås de EU-informationssystemer, som interoperabili-

tetsforordningerne finder anvendelse for. ECRIS-TCN og Europol-oplys-

ninger gennemgås dog ikke, da danske myndigheder ikke har adgang hertil.

Der henvises til punkt 2.1.1.

2.1.2.1. Schengeninformationssystemet (SIS)

Den 19. december 1996 undertegnede Danmark sammen med Schengenlan-

dene en aftale, hvorved Danmark tiltrådte Schengenkonventionen. Folketin-

get bemyndigede ved lov nr. 418 af 10. juni 1997 (tiltrædelsesloven) rege-

ringen til at ratificere tiltrædelsesaftalen på Danmarks vegne (jf. Folketings-

tidende 1996-97, forhandlingerne, sp. 5812, 7580 og 8283, tillæg A, sp.

4694 og 4755, tillæg B, sp. 1057 og 1346, og tillæg C, sp. 764). Ratifikati-

onen fandt sted den 23. september 1997.

Udover at bemyndige regeringen til at ratificere den danske tiltrædelsesaf-

tale indeholder loven bestemmelser, der vedrører gennemførelsen af Schen-

genkonventionen i dansk ret, herunder bestemmelserne om SIS.

Tiltrædelsesloven er siden ændret ved lov nr. 227 af 2. april 2003 om æn-

dring af reglerne om grænseoverskridende observation, lov nr. 448 af 9. juni

UDKAST

2004 om indførelse af nye funktioner i SIS, herunder i forbindelse med ter-

rorismebekæmpelse, og lov nr. 521 af 6. juni 2007 om gennemførelse af

rådsafgørelse og forordning om oprettelse, drift og brug af anden generation

af SIS (SIS II).

Ved lov nr. 721 af 27. april 2021 om bl.a. oprettelse, drift og brug af SIS på

områderne for henholdsvis ind- og udrejsekontrol og politisamarbejde og

strafferetligt samarbejde og om brug af SIS i forbindelse med tilbagesen-

delse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold blev tiltrædelsesloven

endvidere ændret. Disse ændringer er endnu ikke trådt i kraft, og træder i

kraft ved udlændinge- og integrationsministerens beslutning herom.

SIS giver ved hjælp af elektronisk søgning de kompetente myndigheder ad-

gang til elektronisk at indlæse og søge i indberetninger om personer og gen-

stande til brug for grænsekontrollen og for anden politi- og toldkontrol i

medlemsstaterne samt for administrationen af udlændingelovgivningen.

I Danmark er anvendelsen af SIS reguleret i bl.a. udlændingeloven, udlæn-

dingebekendtgørelsen og visumbekendtgørelsen.

Det følger af udlændingeloven, at en udlænding kan afvises ved indrejsen

fra et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, at der ikke kan gives

opholdstilladelse, og at en opholdstilladelse altid kan inddrages, hvis en ud-

lænding er indberettet i SIS, jf. § 28, stk. 1, nr. 6, § 10, stk. 2, nr. 4, og § 19,

stk. 4. Det følger af visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 6, at der meddeles

afslag på en ansøgning om Schengenvisum, hvis udlændingen er indberettet

i SIS.

Udlændingelovens §§ 40 a og 40 b regulerer optagelse af fingeraftryk og

personfotografier, registrering af fingeraftryk og personfotografier i et edb-

bestemmelser i retsplejeloven samt en række andre forhold. Efter udlændin-

gelovens § 40 a, stk. 2, nr. 5, og § 40 b, stk. 2, nr. 4, kan der optages finger-

aftryk og personfotografi af en udlænding, der er omfattet af udlændingelo-

vens § 58 g, dvs. en udlænding, som indberettes som uønsket i SIS.

Det følger endvidere af udlændingelovens § 58 g, stk. 1, at udlændingemyn-

dighederne i en række oplistede tilfælde indberetter en udlænding, der ikke

er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet EU, som uøn-

sket i SIS. Bestemmelsen omfatter bl.a. udviste tredjelandsstatsborgere eller

tredjelandsstatsborgere, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstil-

ladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1 eller 2, nr. 1 eller 2, eller som

UDKAST

har fået inddraget en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19,

stk. 2, nr. 2 eller 3.

2.1.2.2. Visuminformationssystemet (VIS)

Visuminformationssystemet (VIS) er oprettet ved Rådets beslutning (EF)

512/2004 af 8. juni 2004 om indførelse af visuminformationssystemet

(VIS), og dets formål, funktioner og ansvarsområder er fastsat i forordning

(EF) nr. 767/2008 af 9. juli 2008 om visuminformationssystemet (VIS) og

udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om visa til kortvarigt

ophold (VIS-forordningen).

I Rådets afgørelse nr. 633/2008 af 23. juni 2008 fastlægges betingelserne

for, at de udpegede myndigheder i medlemsstaterne og Europol kan få ad-

gang til at søge i VIS med henblik på forebyggelse, afsløring og efterforsk-

ning af terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlinger.

Ved opslag i VIS kan grænse- og udlændingemyndigheder kontrollere de

nødvendige oplysninger om tredjelandsstatsborgere, der skal være i besid-

delse af et visum i forbindelse med indrejse- og ophold i EU. Systemet ud-

fører biometrisk sammenligning, primært af fingeraftryk, til identifikation

og verifikation.

Anvendelsen af VIS i Danmark er bl.a. reguleret i udlændingeloven.

I udlændingelovens § 2 a, stk. 6 og 7, om VIS, er der henvist til den gæl-

dende VIS-forordning samt Rådets afgørelse om adgang til søgning i VIS

for de udpegede myndigheder i medlemsstaterne og for Europol med hen-

blik på forebyggelse, afsløring og efterforskning af terrorhandlinger og an-

dre alvorlige strafbare handlinger gælder her i landet. Endvidere er der i ud-

lændingelovens § 2 a, stk. 4, henvist til Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning (EF) nr. 810/2009 af 13. juli 2009 om en fællesskabskodeks for visa

(visumkodeks) med senere ændringer.

Efter udlændingelovens § 40 g kan der optages fingeraftryk og personfoto-

grafi af en udlænding, som indgiver ansøgning om visum til Danmark, i

overensstemmelse med visumkodeksen.

2.1.2.3. Eurodac

Eurodac-systemet er oprettet ved Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 af

11. december 2000 om oprettelse af ”Eurodac” til sammenligning af finger-

aftryk med henblik på en effektiv anvendelse af Dublinkonventionen.

UDKAST

Eurodac-forordning er gennemført i dansk ret ved lov nr. 323 af 18. maj

2005 om ændring af udlændingeloven (Tilknytning til Eurodac-forordnin-

gen og Dublinforordningen på mellemstatsligt grundlag mv.).

Eurodac er et EU-informationssystem til lagring og sammenligning af asyl-

ansøgeres fingeraftryk.

Eurodac-systemet har til formål at gøre det nemmere for EU-landene at af-

gøre, hvem der har ansvaret for at undersøge en asylansøgning samt give

retshåndhævende myndigheder mulighed for at konsultere Eurodac i forbin-

delse med efterforskning, opdagelse eller forebyggelse af terrorhandlinger

eller andre alvorlige lovovertrædelser.

I udlændingelovens § 58 b, defineres Eurodac-forordningen og det centrale

Eurodac-system.

Bestemmelserne i udlændingelovens §§ 58 c, 58 i og 58 j indeholder de

nærmere regler om videregivelse af oplysninger mv. i forhold til Eurodac-

systemet.

2.1.2.4. Ind- og udrejsesystemet (EES)

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 30. november 2017 forordning

(EU) nr. 2017/2226 om oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering

af ind- og udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse ved-

rørende tredjelandsstatsborgere, der passerer medlemsstaternes ydre græn-

ser, om fastlæggelse af betingelserne for adgang til ind- og udrejsesystemet

til retshåndhævelsesformål og om ændring af konventionen om gennemfø-

relse af Schengenaftalen og forordning (EF) nr. 767/2008 og (EU) nr.

1077/2011 (EES-forordningen).

Med henblik på at forbedre kvaliteten og effektiviteten af grænsekontrollen,

og for at kontrollere overholdelsen af bestemmelserne om det tilladte ophold

på medlemsstaternes område, bidrage til identifikation af tredjelandsstats-

borgere, bekæmpe identitetssvig og misbrug af rejsedokumenter og bidrage

til forebyggelse, afsløring og efterforskning af terrorhandlinger og andre al-

vorlige strafbare handlinger, oprettes der med EES-forordningen et ind- og

udrejsesystem, som erstatter stempling af rejsedokumenter ved ind- og ud-

rejse for tredjelandsstatsborgere, der har tilladelse til et kortvarigt ophold,

med elektronisk registrering af ind- og udrejse direkte i ind- og udrejsesy-

stemet.

Anvendelsen af ind- og udrejsesystemet i Danmark vil, når ind- og udrejse-

systemet idriftsættes, bl.a. være reguleret i udlændingeloven. Ved lov nr.

UDKAST

721 af 27. april 2021 om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks

tiltrædelse af Schengenkonventionen gennemføres EES-forordningen i

dansk lovgivning. Disse ændringer er endnu ikke trådt i kraft, og træder i

kraft ved udlændinge- og integrationsministerens beslutning herom.

2.1.2.5. ETIAS

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 12. september 2018 forordning

(EU) 2018/1240 om oprettelse af et europæisk system vedrørende rejsein-

formation og rejsetilladelse (ETIAS) og om ændring af forordning (EU) nr.

1077/2011, (EU) nr. 515/2014, (EU) nr. 2016/399, (EU) nr. 2016/1624 og

(EU) nr. 2017/2226 (ETIAS-forordningen).

Med henblik på at sikre et højt sikkerhedsniveau i Schengenområdet, for-

hindre ulovlig indvandring, beskytte folkesundheden og mindske forsinkel-

ser ved grænserne ved at identificere personer, som kan udgøre en risiko,

inden de rejser til Schengenområdet, opretter ETIAS-forordningen et euro-

pæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse for tredjelands-

statsborgere, der er fritaget for kravet om at være i besiddelse af visum, når

de passerer de ydre grænser. ETIAS skal anvendes til at vurdere, hvorvidt

den nævnte persongruppe opfylder betingelserne for at indrejse i Schengen-

området, allerede inden ankomsten til Schengenområdets ydre grænser. En

gyldig rejsetilladelse er dog ikke en garanti for, at indehaveren kan indrejse

i Schengenområdet, idet de grundlæggende betingelser for at indrejse skal

være opfyldt.

Anvendelsen af ETIAS i Danmark vil, når ETIAS idriftsættes, bl.a. være

reguleret i udlændingeloven. Ved lov nr. 721 af 27. april 2021 om ændring

af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventi-

onen gennemføres ETIAS-forordningen i dansk lovgivning. Disse ændrin-

ger er endnu ikke trådt i kraft, og træder i kraft ved udlændinge- og integra-

tionsministerens beslutning herom.

2.1.2.6. Udlændingelovens regler om videregivelse af oplysninger

Udlændingelovens kapitel 8 a indeholder regler om videregivelse af oplys-

ninger i medfør af reglerne i Dublinforordningen, Schengenkonventionen,

VIS-forordningen og Eurodac-forordningen mv.

2.1.2.7. Databeskyttelsesforordningens, databeskyttelseslovens, retshån-

dhævelsesdirektivets og retshåndhævelseslovens regler om behandling, op-

bevaring og videregivelse af oplysninger

UDKAST

Behandlingen af personoplysninger i Danmark er primært reguleret af be-

stemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af

27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behand-

ling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og

om ophævelse af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordningen). Databe-

skyttelsesforordningen suppleres af lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supple-

rende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i for-

bindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af så-

danne oplysninger (databeskyttelsesloven), som ved sin vedtagelse gennem-

førte databeskyttelsesforordningen i dansk ret og har samme anvendelses-

område.

Retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger er dog

efter omstændighederne omfattet af bestemmelser i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske

personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af person-

oplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsfor-

følge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri

udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgø-

relse 2008/977/RIA (retshåndhævelsesdirektivet).

Retshåndhævelsesdirektivet blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 410 af

27. april 2017 om retshåndhævende myndigheders behandling af personop-

lysninger (retshåndhævelsesloven), som gælder for politiets, anklagemyn-

dighedens, herunder den militære anklagemyndigheds, kriminalforsorgens,

Den Uafhængige Politiklagemyndigheds og domstolenes behandling af per-

sonoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk data-

behandling, og for anden ikke-automatisk behandling af personoplysninger,

der er eller vil blive indeholdt i et register, når behandlingen foretages med

henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare

handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder for at beskytte

mod eller forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed.

2.1.2.8. Sanktioner for overtrædelse af databeskyttelsesreglerne

Af databeskyttelsesforordningens artikel 83 fremgår de generelle betingel-

ser, der skal være opfyldt, for at pålægge administrative bøder for overtræ-

delse af forordningen.

I databeskyttelsesforordningens artikel 83, stk. 2, er der beskrevet en række

momenter, som skal indgå, når der skal træffes afgørelse om sanktions-

spørgsmålet for overtrædelser af forordningen, herunder om hvorvidt der

UDKAST

skal pålægges en administrativ bøde og om den administrative bødes stør-

relse. Det fremgår af databeskyttelseslovens § 41, stk. 3, at databeskyttel-

sesforordningens artikel 83, stk. 2, skal følges ved pålæggelse af straf efter

databeskyttelseslovens § 41, stk. 1 og 2.

Ifølge databeskyttelsesforordningens artikel 83, stk. 9, kan artikel 83, hvis

en medlemsstats retssystem ikke giver mulighed for at pålægge administra-

tive bøder, anvendes på en sådan måde, at den kompetente tilsynsmyndig-

hed tager skridt til bøder, og de kompetente nationale domstole pålægger

dem, idet det sikres, at disse retsmidler er effektive, og at deres virkning

svarer til virkningen af administrative bøder, som pålægges af tilsynsmyn-

dighederne. I Danmark skal strafsanktionering ske inden for denne ramme.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 84, stk. 1, at medlems-

staterne skal fastsætte regler om andre sanktioner for overtrædelse af for-

ordningen, særligt for overtrædelser som ikke er underlagt administrative

bøder efter forordningens artikel 83. Medlemsstaterne skal herudover træffe

alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sanktionerne anvendes.

Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen

og have afskrækkende virkning.

Overtrædelse af en række af databeskyttelsesforordningens og databeskyt-

telseslovens bestemmelser er strafbelagt med bøde eller fængsel indtil 6 må-

neder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, jf.

databeskyttelseslovens § 41.

Ifølge retshåndhævelsesdirektivets artikel 57 skal medlemsstaterne fast-

sætte regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af

de bestemmelser, der vedtages i henhold til direktivet, og træffe alle nød-

vendige foranstaltninger for at sikre, at de anvendes. Sanktionerne skal være

effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende

virkning.

Det følger af retshåndhævelseslovens § 42, at tilsynsmyndighederne over

for den dataansvarlige og databehandleren kan give påbud om at bringe be-

handlingsaktiviteter i overensstemmelse med denne lov eller midlertidigt el-

ler definitivt begrænse, herunder forbyde, behandling af personoplysninger.

Ifølge retshåndhævelseslovens § 50, stk. 2, straffes dataansvarlige, der und-

lader at efterkomme et påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til lovens

§ 42, med bøde.

UDKAST

I straffelovens kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste fremgår de

sanktioner, som efter omstændighederne kan pålægges for øvrige forbrydel-

ser i offentlig tjeneste eller hverv uden for databeskyttelsesforordningen,

databeskyttelseslovens og retshåndhævelseslovens område.

Det fremgår af databeskyttelseslovens § 41, stk. 6, 2. pkt., at offentlige myn-

digheder og institutioner mv., som er omfattet af forvaltningslovens § 1, stk.

1 eller 2, uanset straffelovens § 27, stk. 2, også kan straffes i anledning af

overtrædelser af loven, der begås ved udøvelse af virksomhed, der ikke sva-

rer til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private.

2.1.2.9. Erstatningsansvar for skade som følge af overtrædelse af databe-

skyttelsesreglerne

Ifølge databeskyttelsesforordningens artikel 82, stk. 1, har enhver, som har

lidt materiel eller immateriel skade som følge af en overtrædelse af databe-

skyttelsesforordningen, ret til erstatning for den forvoldte skade fra den da-

taansvarlige eller databehandleren.

Det følger af databeskyttelseslovens § 40, at enhver person, som har lidt

materiel eller immateriel skade som følge af en ulovlig behandlingsaktivitet

eller enhver anden behandling i strid med databeskyttelsesforordningen, har

ret til erstatning efter databeskyttelsesforordningens artikel 82.

Ifølge retshåndhævelsesdirektivets artikel 56 skal medlemsstaterne fast-

sætte bestemmelser om, at enhver person, som har lidt materiel eller imma-

teriel skade som følge af en ulovlig behandlingsaktivitet eller enhver anden

handling, der overtræder de nationale bestemmelser, der vedtages i henhold

til direktivet, har ret til erstatning for den forvoldte skade fra den dataan-

svarlige eller en anden myndighed, der er kompetent i henhold til medlems-

staternes nationale ret.

Ifølge retshåndhævelseslovens § 49 har enhver person, som har lidt materiel

eller immateriel skade som følge af en ulovlig behandlingsaktivitet eller en-

hver anden behandling i strid med denne lov, ret til erstatning fra den data-

ansvarlige i overensstemmelse med det almindelige EU-retlige erstatnings-

ansvar.

2.1.2.10. Tilsynsmyndighed

Det følger af databeskyttelseslovens § 27, stk. 1, og retshåndhævelseslovens

§ 37, stk. 1, at Datatilsynet er udpeget som den ansvarlige myndighed i Dan-

mark, der skal føre tilsyn i forhold til at reglerne for databeskyttelse bliver

overholdt.

UDKAST

2.1.3. Interoperabilitetsforordningernes indhold og opbygning

Interoperabilitetsforordningerne har bl.a. til formål at forbedre effektiviteten

og formålstjenligheden af ind- og udrejsekontrollen ved de ydre Schengen-

grænser, at bidrage til forebyggelsen og bekæmpelsen af ulovlig indvan-

dring, at bidrage til et højt sikkerhedsniveau og til forebyggelse, afsløring

og efterforskning af terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlin-

ger. Med forordningerne etableres en række komponenter, som skaber in-

teroperabilitet mellem eksisterende og kommende EU-informationssyste-

mer, dvs. muliggør udveksling af data og deling af information. Der ændres

ikke ved EU-informationssystemernes formål eller autoriserede brugeres

adgang til data.

Interoperabilitetskomponenterne omfatter en europæisk søgeportal (ESP),

en fælles biometrisk matchtjeneste (fælles BMS), et fælles identitetsregister

(CIR) og en multiidentitetsdetektor (MID). Forordningerne fastsætter end-

videre bestemmelser om datakvalitetskrav, et universelt meddelelsesformat

(UMF) og et centralt register for rapportering og statistik (CRRS).

Interoperabilitetsforordningerne består af en forordning på området grænser

og visum ((EU) 2019/817), og en forordning på området politisamarbejde

og retligt samarbejde, asyl og migration ((EU) 2019/818). De to forordnin-

ger er opbygget på samme måde.

I det følgende gennemgås interoperabilitetsforordningernes opbygning og

enkelte bestemmelser. Grundet forordningernes næsten identiske opbyg-

ning, gennemgås de som udgangspunkt samlet. Hvor forordningerne adskil-

ler sig, er bestemmelserne gennemgået særskilt i relevant omfang. Bestem-

melser af rent teknisk karakter og dele vedrørende ECRIS-TCN, som Dan-

mark ikke har adgang til, gennemgås ikke.

2.1.3.1. Formål og anvendelsesområde (Interoperabilitetsforordningernes

kapitel 1)

Det følger af forordningernes artikel 1, at der med forordningerne fastsættes

en ramme, der skal sikre interoperabilitet mellem ind- og udrejsesystemet,

visuminformationssystemet (VIS), EU-systemet vedrørende rejseinforma-

tion og rejsetilladelse (ETIAS), Eurodac, Schengeninformationssystemet

(SIS) og det europæiske informationssystem til udveksling af oplysninger

fra strafferegistre vedrørende tredjelandsstatsborgere (ECRIS-TCN).

Ifølge forordningernes artikel 1, stk. 2, omfatter interoperabilitetskompo-

nenterne en europæisk søgeportal, en fælles biometrisk matchtjeneste, et

UDKAST

fælles identitetsregister, og en multiidentitetsdetektor. I forordningerne kal-

des komponenterne henholdsvis ESP, fælles BMS, CIR og MID.

Det følger af forordningernes artikel 1, stk. 3, at der endvidere fastsættes

bestemmelser om datakvalitetskrav, om et universelt meddelelsesformat,

om et centralt register for rapportering og statistik og om ansvarsområderne

for medlemsstaterne og eu-LISA med hensyn til udformningen, udviklingen

og driften af interoperabilitetskomponenterne. I forordningerne kaldes det

universelle meddelelsesformat UMF, mens det centrale register for rappor-

tering og statistik kaldes CRRS.

Forordningerne tilpasser også procedurer og betingelser for adgangen for de

udpegede myndigheder og Den Europæiske Unions Agentur for Retshån-

dhævelsessamarbejde (Europol) til ind- og udrejsesystemet, VIS, ETIAS og

Eurodac med henblik på forebyggelse, afsløring og efterforskning af terror-

handlinger og andre alvorlige strafbare handlinger.

Ifølge forordningernes artikel 1, stk. 5, fastsættes endelig en ramme for ve-

rifikation af personers identitet og for identifikation af personer.

Ved at sikre interoperabilitet har forordningerne til formål at forbedre effek-

tiviteten og formålstjenligheden ved ind- og udrejsekontrollen ved de ydre

grænser, at bidrage til forebyggelsen og bekæmpelsen af ulovlig indvan-

dring, at bidrage til et højt sikkerhedsniveau, at forbedre gennemførelsen af

den fælles visumpolitik, at bistå ved gennemgangen af ansøgninger om in-

ternational beskyttelse, at bidrage til forebyggelse, afsløring og efterforsk-

ning af terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlinger og at lette

identifikationen af ukendte personer, jf. forordningernes artikel 2.

Ifølge artikel 3 i forordningen på området for grænser og visum gælder for-

ordningen for ind- og udrejsesystemet, VIS, ETIAS, SIS, og for personer,

hvis personoplysninger kan behandles i de nævnte EU-informationssyste-

mer.

Ifølge artikel 3 i forordningen på området for politisamarbejde og retligt

samarbejde, asyl og migration gælder forordningen for EU-informationssy-

stemerne Eurodac, SIS, ECRIS-TCN, Europoloplysninger (i det omfang det

er muligt at forespørge i dem) og for personer, hvis personoplysninger kan

behandles i de nævnte EU-informationssystemer.

Forordningens artikel 4 indeholder en række definitioner, herunder bl.a. de-

finitionen af forskellige myndigheder. En udpeget myndighed er således de-

UDKAST

fineret som en myndighed, der i henhold til de i bestemmelsen nævnte for-

ordninger er udpeget som ansvarlig for forebyggelse, afsløring eller efter-

forskning af terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger.

Forordningernes artikel 5 indeholder et forbud mod forskelsbehandling og

foreskriver, at der skal tages særligt hensyn til bl.a. børn.

2.1.3.2. Bestemmelser om den europæiske søgeportal (ESP) (Interoperabi-

litetsforordningernes kapitel 2)

Det følger af forordningernes artikel 6, at der oprettes en europæisk søge-

portal med henblik på at lette hurtig, problemfri, effektiv, systematisk og

kontrolleret adgang for nationale myndigheder og EU-agenturer til EU-in-

formationssystemer, til Europoloplysningerne og til INTERPOL-databa-

serne i forbindelse med udførelsen af deres opgaver og i overensstemmelse

med deres adgangsret og målene for og formålene med de omfattede EU-

informationssystemer.

Den europæiske søgeportal består af en central infrastruktur, herunder en

søgeportal, der muliggør samtidige forespørgsler i ind- og udrejsesystemet,

VIS, ETIAS, Eurodac, SIS, ECRIS-TCN samt Europoloplysningerne og IN-

TERPOL-databaserne.

Den europæiske søgeportal består endvidere af en sikker kommunikations-

kanal mellem søgeportalen og de medlemsstater og EU-agenturer, der har

ret til at bruge søgeportalen.

Endelig består den europæiske søgeportal af en sikker kommunikationsin-

frastruktur mellem søgeportalen og ind- og udrejsesystemet, VIS, ETIAS,

Eurodac, det centrale SIS, ECRIS-TCN, Europoloplysningerne og INTER-

POL-databaserne samt mellem søgeportalen og de centrale infrastrukturer i

det fælles identitetsregister (CIR) og multiidentitetsdetektoren (MID).

Det er eu-LISA, der udvikler den europæiske søgeportal og sørger for sy-

stemets tekniske forvaltning, jf. forordningernes artikel 6, stk. 3.

Det fremgår af forordningernes artikler 7-9, hvordan brugen af den europæ-

iske søgeportal skal ske. Det følger heraf bl.a., at de nationale myndigheder

kan bruge den europæiske søgeportal til at søge efter oplysninger om perso-

ner eller deres rejsedokumenter i de centrale EU-informationssystemer. I

samarbejde med medlemsstaterne vil eu-LISA oprette forskellige bruger-

profiler med dertil svarende adgangsrettigheder. De kategorier af oplysnin-

ger, der anvendes til at iværksætte en forespørgsel via den europæiske sø-

UDKAST

geportal, svarer til de kategorier af oplysninger vedrørende personer og rej-

sedokumenter, der kan anvendes til at foretage forespørgsler i de forskellige

EU-informationssystemer, Europoloplysningerne og INTERPOL-databa-

serne.

Den europæiske søgeportal giver ingen oplysninger vedrørende oplysninger

i EU-informationssystemer, Europoloplysninger eller de INTERPOL-data-

baser, som brugeren ikke har adgang til i henhold til EU-ret eller national

ret.

Det følger af forordningernes artikel 10, at eu-LISA fører logfiler over alle

databehandlingsaktiviteter i den europæiske søgeportal. De nationale myn-

digheder skal endvidere logge alle myndighedens forespørgsler i den euro-

pæiske søgeportal. Logfilerne slettes efter et år. Er logfilerne imidlertid nød-

vendige for overvågningsprocedurer, som allerede er indledt, slettes de, når

de ikke længere er nødvendige for overvågningsprocedurerne.

I tilfælde, hvor det teknisk er umuligt at anvende den europæiske søgeportal

til at foretage forespørgsler i et eller flere EU-informationssystemer eller i

det fælles identitetsregister på grund af en fejl i den europæiske søgeportal,

underretter eu-LISA automatisk brugerne herom. Tilsvarende forpligtes

medlemsstaterne til at underrette eu-LISA og EU-Kommissionen, såfremt

det skyldes en fejl på den nationale infrastruktur. Indtil den tekniske fejl er

rettet, skal medlemsstaterne tilgå EU-informationssystemerne og det fælles

identitetsregister direkte, hvor det er krævet i henhold til EU-ret eller natio-

nal ret, jf. forordningernes artikel 11.

2.1.3.3. Bestemmelser om den fælles biometriske matchtjeneste (fælles

BMS) (Interoperabilitetsforordningernes kapitel 3)

Det følger af forordningernes artikel 12, at der oprettes en fælles biometrisk

matchtjeneste, der lagrer biometriske skabeloner indhentet fra bestemte EU-

informationssystemer, som er lagret i det fælles identitetsregister og i SIS.

Den fælles biometriske matchtjeneste gør det muligt at foretage forespørgs-

ler med biometriske oplysninger på tværs af flere EU-informationssystemer.

Biometriske skabeloner er defineret ved at være en matematisk gengivelse

opnået ved at udlede træk fra biometriske oplysninger i form af ansigtsbil-

lede, fingeraftryksoplysninger eller begge, begrænset til de karakteristika,

som er nødvendige for at foretage identifikation eller verifikation.

Den fælles biometriske matchtjeneste består af en central infrastruktur, der

erstatter de centrale systemer i henholdsvis ind- og udrejsesystemet, VIS,

UDKAST

SIS, Eurodac og ECRIS-TCN i den udstrækning, at den lagrer biometriske

skabeloner og giver mulighed for at søge med biometriske oplysninger. Den

fælles biometriske matchtjeneste består endvidere af en sikker kommunika-

tionsinfrastruktur mellem den fælles biometriske matchtjeneste og det cen-

trale SIS og det fælles identitetsregister.

Det er eu-LISA, der udvikler den fælles biometriske matchtjeneste og sørger

for systemets tekniske forvaltning, jf. artikel 12, stk. 3.

Forordningernes artikel 13 beskriver processen for lagringen af biometriske

skabeloner i den fælles biometriske matchtjeneste og hvorfra de biometriske

oplysninger indhentes. Afhængig af forordningernes anvendelsesområde

indhentes de biometriske oplysninger bl.a. fra ind- og udrejsesystemet, VIS,

SIS og ECRIS-TCN.

Forespørgsler med biometriske oplysninger skal finde sted i overensstem-

melse med de formål, der er fastsat i interoperabilitetsforordningerne og i

de forordninger, som implementerer de EU-informationssystemer, hvorfra

de biometriske oplysninger indhentes, jf. forordningernes artikel 14.

Oplysningerne i den fælles biometriske matchtjeneste lagres kun så længe

de pågældende biometriske oplysninger lagres i det fælles identitetsregister

eller SIS, jf. forordningernes artikel 15. Oplysningerne slettes automatisk.

Det følger af forordningernes artikel 16, at eu-LISA fører logfiler over alle

databehandlingsaktiviteter i den fælles biometriske matchtjeneste. De nati-

onale myndigheder skal endvidere logge alle myndighedens forespørgsler i

den fælles biometriske matchtjeneste. Logfilerne slettes efter et år. Er logfi-

lerne imidlertid nødvendige for overvågningsprocedurer, som allerede er

indledt, slettes de, når de ikke længere er nødvendige for overvågningspro-

cedurerne.

2.1.3.4. Bestemmelser om det fælles identitetsregister (CIR) (Interoperabi-

litetsforordningernes kapitel 4)

Der oprettes et fælles identitetsregister med en individuel mappe for hver

person, der er registreret i ind- og udrejsesystemet, VIS, Eurodac eller

ECRIS-TCN med henblik på at lette og bistå med korrekt identifikation af

personer, der er registreret i de nævnte EU-informationssystemer, jf. forord-

ningernes artikel 17. Det fælles identitetsregister skal endvidere støtte drif-

ten af multiidentitetsdetektoren og lette og effektivisere myndigheders og

UDKAST

Europols adgang til de nævnte EU-informationssystemer, nå det er nødven-

digt for at forebygge, afsløre eller efterforske terrorhandlinger og andre al-

vorlige strafbare handlinger.

Det fælles identitetsregister består af en central infrastruktur, en sikker kom-

munikationskanal og en sikker kommunikationsinfrastruktur.

Det er eu-LISA, der udvikler det fælles identitetsregister og sørger for sy-

stemets tekniske forvaltning, jf. forordningernes artikel 17, stk. 3.

Forordningernes artikel 18 beskriver, hvilke personoplysninger der lagres i

det fælles identitetsregister, og hvilket EU-informationssystem oplysnin-

gerne hidrører fra. Afhængig af forordningernes anvendelsesområde ind-

hentes de biometriske oplysninger fra ind- og udrejsesystemet, VIS, ETIAS,

Eurodac eller ECRIS-TCN.

Det følger af forordningernes artikel 19, at hvor der tilføjes, ændres eller

slettes oplysninger i ind- og udrejsesystemet, VIS, ETIAS, Eurodac eller

ECRIS-TCN, tilføjes, ændres eller slettes oplysningerne, som er lagret i de

individuelle mapper i det fælles identitetsregister, automatisk på tilsvarende

vis.

Forordningernes artikel 20 oplister under hvilke betingelser politimyndig-

heder må anvende det fælles identitetsregister med henblik på identifikation

af en person på en hit/no hit-basis.

Ifølge forordningernes artikel 20, stk. 1, må politimyndigheder søge med

alfanumeriske identitetsoplysninger (oplysninger angivet med bogstaver, tal

mv.) direkte i det fælles identitetsregister i følgende tilfælde; hvor en politi-

myndighed er ude af stand til at identificere en person på grund af fraværet

af et rejsedokument eller et andet troværdigt dokument, der beviser den på-

gældendes identitet, hvor der er tvivl om de identitetsoplysninger, som en

person har fremlagt, hvor der er tvivl om ægtheden af rejsedokumentet eller

et andet troværdigt dokument, som en person har fremlagt, hvor der er tvivl

om identiteten af indehaveren af et rejsedokument eller af et andet trovær-

digt dokument, eller hvor en person er ude af stand til eller nægter at sam-

arbejde.

Der må som udgangspunkt ikke søges på mindreårige personer under 12 år,

medmindre det er i overensstemmelse med barnets tarv.

Ifølge artikel 20, stk. 2, kan en politimyndighed i tilfælde, hvor en af de i

artikel 20, stk. 1, nævnte omstændigheder opstår, og hvor politimyndighe-

UDKAST

den har beføjelse hertil i medfør af nationale lovgivningsmæssige foranstalt-

ninger, foretage en forespørgsel i det fælles identitetsregister med den på-

gældendes biometriske oplysninger, som er udtaget på stedet ved en identi-

tetskontrol, forudsat at proceduren blev indledt under tilstedeværelse af den

pågældende person. Dette kan udelukkende ske med henblik på at identifi-

cere en person.

Såfremt en forespørgsel viser, at den pågældende person er registreret i det

fælles identitetsregister har politimyndigheden adgang til at konsultere de

oplysninger, som er lagret i det fælles identitetsregister, jf. artikel 20, stk. 3.

Ifølge artikel 20, stk. 4, kan en politimyndighed, hvor politimyndigheden

har beføjelse hertil i medfør af nationale lovgivningsmæssige foranstaltnin-

ger, i tilfælde af en naturkatastrofe, en ulykke eller et terrorangreb og alene

med henblik på at identificere ukendte personer, som er ude af stand til at

legitimere sig, eller uidentificerede menneskelige rester foretage en fore-

spørgsel i det fælles identitetsregister med de pågældende personers biome-

triske oplysninger.

Det følger af artikel 20, stk. 5, at de medlemsstater, som ønsker at gøre brug

af muligheden for at foretage forespørgsler i det fælles identitetsregister ef-

ter artikel 20, stk. 2, skal vedtage lovgivningsmæssige foranstaltninger, som

skal specificere de præcise formål med identifikationen, udpege kompetente

politimyndigheder og fastsætte procedurer, betingelser og kriterier for en

sådan kontrol.

Det følger af artikel 20, stk. 6, at de medlemsstater, som ønsker at gøre brug

af muligheden for at foretage forespørgsler i det fælles identitetsregister ef-

ter artikel 20, stk. 4, skal vedtage lovgivningsmæssige foranstaltninger til

fastsættelse af procedurer, betingelser og kriterier.

Kun de myndigheder, som har adgangsrettigheder til et bestemt EU-infor-

mationssystem, har adgang til oplysningerne i det fælles identitetsregister,

hvis en forespørgsel i det fælles identitetsregister resulterer i et gult eller

rødt link, jf. forordningernes artikel 21.

De forskellige links beskrives nærmere under punkt 2.1.3.5.

Det følger af forordningernes artikel 22, at i særlige tilfælde, hvor der er

rimelig grund til at antage, at konsultation af EU-informationssystemerne

vil bidrage til forebyggelse, afsløring eller efterforskning af terrorhandlinger

eller andre alvorlige strafbare handlinger, kan de udpegede myndigheder og

Europol konsultere det fælles identitetsregister for at indhente oplysninger

UDKAST

om, hvorvidt der findes oplysninger om en bestemt person i EU-informati-

onssystemerne. Det gælder navnlig, hvor den mistænkte for, gerningsman-

den til eller offeret for en terrorhandling eller anden alvorlig kriminel hand-

ling er en person, hvis oplysninger er lagret i ind- og udrejsesystemet, VIS,

ETIAS eller Eurodac, afhængigt af forordningernes anvendelsesområde.

I det tilfælde, hvor det fælles identitetsregister indikerer et eller flere match,

anmoder myndigheden om fuld adgang til mindst ét af de EU-informations-

systemer, hvor der var et match. Hvor der undtagelsesvis ikke anmodes om

en sådan fuld adgang, registrerer de udpegede myndigheder begrundelsen

for ikke at indgive anmodning.

Det følger af artikel 22, stk. 3, at fuld adgang til oplysningerne i ind- og

udrejsesystemet, VIS eller ETIAS med henblik på at forebygge, afsløre og

efterforske terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger fortsat

er underlagt betingelserne og procedurerne i de respektive retlige instrumen-

ter, der regulerer denne adgang.

Oplysningerne slettes automatisk fra det fælles identitetsregister i overens-

stemmelse med de retlige instrumenter, der regulerer kildesystemerne, jf.

forordningernes artikel 23. Oplysningerne lagres kun i det fælles identitets-

informationssystemer, hvis oplysninger er indeholdt i det fælles identitets-

Det følger af forordningernes artikel 24, at eu-LISA fører logfiler over alle

databehandlingsaktiviteter i det fælles identitetsregister. De nationale myn-

digheder skal endvidere logge alle myndighedens forespørgsler i det fælles

identitetsregister. Logfilerne slettes efter et år. Er logfilerne imidlertid nød-

vendige for overvågningsprocedurer, som allerede er indledt, slettes de, når

de ikke længere er nødvendige for overvågningsprocedurerne.

2.1.3.5. Bestemmelser om multiidentitetsdetektor (MID) (Interoperabilitets-

forordningernes kapitel 5)

Det følger af forordningernes artikel 25, at der oprettes en multiidentitets-

detektor, der muliggør påvisning af flere identiteter med det formål at lette

identitetskontrol og bekæmpe identitetssvig, med henblik på at støtte funk-

tionerne i det fælles identitetsregister og målene for ind- og udrejsesystemet,

VIS, ETIAS, Eurodac, SIS og ECRIS-TCN.

UDKAST

Multiidentitetsdetektoren består af en central infrastruktur, der lagrer links

og henvisninger til EU-informationssystemer, og en sikker kommunikati-

onsinfrastruktur til at forbinde multiidentitetsdetektoren med Schengenin-

formationssystemet og de centrale infrastrukturer i den europæiske søgepor-

tal og det fælles identitetsregister.

Det er eu-LISA, der udvikler multiidentitetsdetektoren og sørger for syste-

mets tekniske forvaltning, jf. artikel 25, stk. 3.

Adgangen til multiidentitetsdetektoren beskrives i forordningernes artikel

26, hvorefter kun de myndigheder, der har adgang til de respektive EU-in-

formationssystemer, vil have adgang til multiidentitetsdetektoren.

I forhold til forordningen på området for grænser og visum følger det af

artikel 26, stk. 1, at der for kompetente myndigheder udpeget i overensstem-

melse med artikel 9, stk. 2, i forordning (EU) 2017/2226 (EES-forordnin-

gen), ved oprettelse eller ajourføring af en individuel mappe i ind- og udrej-

sesystemet i overensstemmelse med artikel 14 i den nævnte forordning, gi-

ves adgang til multiidentitetsdetektoren. For visummyndighederne, der er

omhandlet i artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 2008/767 (VIS-forordnin-

gen), gives adgang til multiidentitetsdetektoren ved udarbejdelse eller ajour-

føring af et ansøgningsdossier i VIS i overensstemmelse med den nævnte

forordning. Herudover gives der adgang til den centrale ETIAS-enhed og de

nationale ETIAS-enheder, når de foretager den behandling, der er omhand-

let i artikel 22 og 26 i forordning (EU) 2018/1240 (ETIAS-forordningen).

Der gives endvidere adgang til multiidentitetsdetektoren til SIRENE-konto-

ret i den medlemsstat, der opretter eller ajourfører en indberetning til SIS i

overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1860 (SIS-tilbagesendelses-

forordningen) og (EU) 2018/1861 (SIS-grænseforvaltningsforordningen).

I forhold til forordningen på området for politisamarbejde og retligt samar-

bejde, asyl og migration følger det af artikel 26, stk. 1, at der bl.a. gives

adgang til multiidentitetsdetektoren til SIRENE-kontoret i den medlemsstat,

der opretter eller ajourfører en indberetning til SIS i overensstemmelse med

forordning (EU) 2018/1862 (SIS-retshåndhævelsesforordningen).

Multiidentitetsdetektoren opretter og lagrer identitetsbekræftelsesmapper,

hvori der bl.a. opbevares resultater af påvisningen af flere identiteter i form

af links mellem oplysninger fra to eller flere EU-informationssystemer. Så-

fremt der indsamles oplysninger om en person, og nogle af disse oplysninger

allerede findes i andre EU-informationssystemer, genereres der et match,

UDKAST

hvorefter der oprettes links mellem de pågældende EU-informationssyste-

mer. De forskellige links klassificeres som enten gule, grønne, hvide eller

røde, jf. forordningernes artikel 30-33.

Det følger af interoperabilitetsforordningernes artikel 26, stk. 2, at såfremt

en myndighed har adgang til mindst ét EU-informationssystem, der indgår i

det fælles identitetsregister, eller til SIS, får myndigheden adgang til oplys-

ninger vedrørende eventuelle røde links, der er omhandlet i artikel 32.

Myndigheden får endvidere adgang til de i artikel 33 omhandlede hvide

links, hvor de har adgang til de to EU-informationssystemer, der indeholder

oplysninger, hvorimellem det hvide link blev oprettet, jf. artikel 26, stk. 3.

Myndigheden får endelig adgang til de i artikel 31 omhandlede grønne links,

hvis den har adgang til de to EU-informationssystemer, der indeholder op-

lysninger, hvorimellem det grønne link blev oprettet, og en forespørgsel i

dette EU-informationssystemer har vist et match i forhold til de to sæt sam-

menkædede oplysninger, jf. artikel 26, stk. 4.

I forordningernes artikel 27 beskrives det, hvornår der sker påvisning af

flere identiteter i det fælles identitetsregister og SIS.

Det følger af forordningernes artikel 27, at der påvises forskellige identite-

ter, når der oprettes eller ajourføres en individuel mappe i ind- og udrejse-

systemet, når der oprettes eller ajourføres en ansøgningsdossier i VIS, når

der oprettes eller ajourføres en ansøgningsmappe i ETIAS og når der opret-

tes en indberetning om en person i SIS. Hvordan multiidentitetsdetektoren

påviser forskellige identiteter afhænger dog af, om der er tale om området

for grænser og visum eller området for politisamarbejde og retligt samar-

bejde, asyl og migration.

Hvor oplysninger indeholder biometriske oplysninger, anvender det fælles

identitetsregister og det centrale SIS den fælles biometriske matchtjeneste

til at udføre påvisningen af flere identiteter. Herudover anvender det fælles

identitetsregister og det centrale SIS den europæiske søgeportal til at søge

efter oplysninger i det fælles identitetsregister og det centrale SIS ud fra bl.a.

navn, fødselsdato, nationalitet m.m. Den europæiske søgeportal anvendes

også til at søge efter oplysninger lagret i henholdsvis det fælles identitetsre-

gister og det centrale SIS ved hjælp af rejsedokumentoplysninger. Påvisning

af flere identiteter kan kun iværksættes for at sammenligne oplysninger i ét

EU-informationssystem med oplysninger i andre EU-informationssystemer.

UDKAST

I forordningernes artikel 28 beskrives det, hvordan eventuelle match gem-

mes. Giver forespørgslen ikke et match, fortsætter de i artikel 27, stk. 1,

omhandlede procedurer i overensstemmelse med de retlige instrumenter,

der regulerer dem, jf. artikel 28, stk. 1.

Rapporterer forespørgslen ét eller flere match, opretter det fælles identitets-

anvendt til at foretage forespørgslen, og de oplysninger, der udløste et

match, jf. artikel 28, stk. 2.

Hvis der optræder flere match, oprettes et link mellem alle de oplysninger,

der udløste matchet. Hvor der allerede er et link til oplysningerne, udvides

det eksisterende link til de oplysninger, der blev anvendt til at foretage fo-

respørgslen.

I overensstemmelse med artikel 33 oprettes et hvidt link, hvor forespørgslen

giver et eller flere match, og de tilknyttede mappers identitetsoplysninger er

identiske eller ensartede, jf. artikel 28, stk. 3.

I overensstemmelse med artikel 30 oprettes et gult link, hvor forespørgslen

giver et eller flere match mellem oplysninger fra to eller flere EU-informa-

tionssystemer, og de tilknyttede mappers identitetsoplysninger ikke kan be-

tragtes som værende ensartede, jf. artikel 28, stk. 4.

I forordningernes artikel 29 defineres det, hvilken myndighed der er ansvar-

lig for den manuelle verifikation af forskellige identiteter. Ansvarsfordelin-

gen afhænger af, om verifikationen sker efter forordningen på området for

grænser og visum eller forordningen på området for politisamarbejde og ret-

ligt samarbejde, asyl og migration.

Det følger af forordningernes artikel 29, at den kompetente myndighed, der

er udpeget i overensstemmelse med EES-forordningens artikel 9, stk. 2, er

ansvarlig for match, der forekommer ved oprettelse eller ajourføring af en

individuel mappe i ind- og udrejsesystemet. Visummyndighederne omhand-

let i artikel 6, stk. 1, i VIS-forordningen er ansvarlig for match, der fore-

kommer ved oprettelse eller ajourføring af et visumansøgningsdossier. Den

centrale og den nationale ETIAS-enhed er ansvarlig for match, der forekom-

mer ved oprettelse eller ajourføring af en ansøgningsmappe i overensstem-

melse med ETIAS-forordningen. SIRENE-kontoret er ansvarlig for match,

der forekommer ved oprettelse eller ajourføring af en SIS-indberetning i

overensstemmelse med SIS-tilbagesendelsesforordningen og SIS-grænse-

forvaltningsforordningen.

UDKAST

Multiidentitetsdetektoren angiver, hvilken myndighed der er ansvarlig for

den manuelle verifikation af forskellige identiteter i identitetsbekræftelses-

mappen.

Det følger endvidere af artikel 29, stk. 2, at SIRENE-kontoret i den med-

lemsstat, som oprettede indberetningen i SIS, er ansvarlig for den manuelle

verifikation af de forskellige identiteter i identitetsbekræftelsesmappen,

hvor et link er etableret til oplysninger i en indberetning om personer, som

begæres anholdt med henblik på overgivelse eller udlevering, om savnede

eller sårbare personer, om personer, der eftersøges med henblik på at yde

bistand i forbindelse med retsforfølgning, eller om personer, der er genstand

for diskret kontrol, undersøgelseskontrol eller målrettet kontrol.

Den myndighed, der er ansvarlig for den manuelle verifikation af forskellige

identiteter, får adgang til de sammenkædede oplysninger, der er indeholdt i

de relevante identitetsbekræftelsesmapper, og til de sammenkædede oplys-

ninger i det fælles identitetsregister, og, hvor det er relevant, i SIS. Den an-

svarlige myndighed skal straks vurdere de forskellige identiteter og ajour-

føre den i linket i overensstemmelse med artiklerne 31, 32 og 33, og føje det

til identitetsbekræftelsesmappen, jf. artikel 29, stk. 3.

Forordningernes artikler 30-33 beskriver, hvordan de forskellige links klas-

sificeres.

Det følger af forordningernes artikel 30, at hvor manuel verifikation af for-

skellige identiteter endnu ikke har fundet sted, klassificeres et link mellem

oplysninger fra to eller flere EU-informationssystemer som gult, hvis de

sammenkædede oplysninger har samme biometriske oplysninger, men har

ensartede eller forskellige identitetsoplysninger, eller hvis de sammenkæ-

dede oplysninger har forskellige identitetsoplysninger, men har samme rej-

sedokumentsoplysninger, og mindst ét af EU-informationssystemerne ikke

indeholder nogen biometriske oplysninger om den berørte person.

Et link klassificeres endvidere som gult, hvor manuel verifikation af forskel-

lige identiteter endnu ikke har fundet sted, hvis de sammenkædede oplys-

ninger har samme identitetsoplysninger, men har forskellige biometriske

oplysninger, eller hvis de sammenkædede oplysninger har ensartede eller

forskellige identitetsoplysninger og har samme rejsedokumentoplysninger,

men har forskellige biometriske oplysninger.

Det følger af forordningernes artikel 31, at et link mellem oplysninger fra to

eller flere EU-informationssystemer klassificeres som grønt, hvor de sam-

menkædede oplysninger har forskellige biometriske oplysninger, men har

UDKAST

samme identitetsoplysninger, og den myndighed, der er ansvarlig for den

manuelle verifikation af forskellige identiteter, har konkluderet, at de sam-

menkædede oplysninger henviser til to forskellige personer.

Et link klassificeres endvidere som grønt, hvor de sammenkædede oplys-

ninger har forskellige biometriske oplysninger, har ensartede eller forskel-

lige identitetsoplysninger, har samme rejsedokumentoplysninger, og den

myndighed, der er ansvarlig for den manuelle verifikation af forskellige

identiteter, har konkluderet, at de sammenkædede oplysninger henviser til

to forskellige personer.

Endelig klassificeres et link som grønt, hvor de sammenkædede oplysninger

har forskellige identitetsoplysninger, men har samme rejsedokumentoplys-

ninger, mindst ét af EU-informationssystemerne indeholder ikke biometri-

ske oplysninger om den berørte person, og den myndighed, der er ansvarlig

for den manuelle verifikation af forskellige identiteter, har konkluderet, at

de sammenkædede oplysninger henviser til to forskellige personer.

Hvor der forespørges i det fælles identitetsregister eller SIS, og hvor der

findes et grønt link mellem oplysninger i to eller flere EU-informationssy-

stemer, angiver multiidentitetsdetektoren, at identitetsoplysningerne for de

sammenkædede oplysninger ikke svarer til den samme person, jf. artikel 31,

stk. 2.

Hvis en myndighed har dokumentation, der tyder på, at et grønt link er ble-

vet fejlagtigt registreret i multiidentitetsdetektoren, at et grønt link er foræl-

det, eller at oplysninger er blevet behandlet i multiidentitetsdetektoren eller

EU-informationssystemerne i strid med forordningerne om interoperabilitet,

kontrollerer myndigheden de relevante oplysninger, der er lagret i det fælles

identitetsregister og SIS, og berigtiger eller sletter om nødvendigt straks lin-

ket fra multiidentitetsdetektoren. Den pågældende myndighed informerer

straks den medlemsstat, der er ansvarlig for den manuelle verifikation af

forskellige identiteter, jf. artikel 31, stk. 3.

Det følger af forordningernes artikel 32, at et link mellem oplysninger fra to

eller flere EU-informationssystemer klassificeres som rødt, hvor de sam-

menkædede oplysninger har samme biometriske oplysninger, men har ens-

artede eller forskellige identitetsoplysninger, og den myndighed, der er an-

svarlig for den manuelle verifikation af forskellige identiteter, har konklu-

deret, at de sammenkædede oplysninger henviser til den samme person på

en uberettiget måde.

UDKAST

Et link klassificeres også som rødt, hvor de sammenkædede oplysninger har

samme, ensartede eller forskellige identitetsoplysninger og samme rejsedo-

kumentoplysninger, men forskellige biometriske oplysninger, og den myn-

dighed, der er ansvarlig for den manuelle verifikation af forskellige identi-

teter, har konkluderet, at de sammenkædede oplysninger henviser til to for-

skellige personer, hvoraf mindst én benytter det samme rejsedokument på

en uberettiget måde.

Endvidere klassificeres et link som rødt, hvor de sammenkædede oplysnin-

ger har samme identitetsoplysninger, men forskellige biometriske oplysnin-

ger og forskellige eller ingen rejsedokumentoplysninger, og den myndighed,

der er ansvarlig for den manuelle verifikation af forskellige identiteter, har

konkluderet, at de sammenkædede oplysninger henviser til to forskellige

personer på en uberettiget måde.

Endelig klassificeres et link som rødt, hvor de sammenkædede oplysninger

har forskellige identitetsoplysninger, men har samme rejsedokumentoplys-

ninger, mindst ét af EU-informationssystemerne indeholder ikke biometri-

ske oplysninger om den berørte person, og den myndighed, der er ansvarlig

for den manuelle verifikation af forskellige identiteter, har konkluderet, at

de sammenkædede oplysninger henviser til den samme person på en uberet-

tiget måde.

Det følger af artikel 32, stk. 2, at hvor der forespørges i det fælles identitets-

eller flere af EU-informationssystemerne, angiver multiidentitetsdetektoren

de oplysninger, som fremgår af identitetsbekræftelsesmappen, jf. artikel 34.

Opfølgning på et rødt link finder sted i overensstemmelse med EU-retten og

national ret med eventuelle retlige konsekvenser for den berørte person kun

baseret på de relevante oplysninger om denne person. Det følger endvidere

af artikel 32, stk. 2, at der ikke må være retlige konsekvenser for den berørte

person udelukkende på grundlag af eksistensen af et rødt link.

Hvor der oprettes et rødt link mellem oplysninger fra ind- og udrejsesyste-

met, VIS, ETIAS, Eurodac eller ECRIS-TCN, ajourføres den individuelle

mappe, der er lagret i det fælles identitetsregister, i overensstemmelse med

forordningernes artikel 19, stk. 2.

Det følger af artikel 32, stk. 4, at den myndighed, der er ansvarlig for den

manuelle verifikation af forskellige identiteter, hvor der oprettes et rødt link,

underretter den pågældende person om, at der er flere ulovlige identitetsop-

UDKAST

lysninger, og giver personen det identifikationsnummer som beskrevet i ar-

tikel 34, litra c, en henvisning til den myndighed, der er ansvarlig for den

manuelle verifikation af de forskellige identiteter som beskrevet i artikel 34,

litra d, og webadressen på den webportal, der er oprettet i overensstemmelse

med forordningernes artikel 49.

Oplysningerne skal gives skriftligt i form af en standardformular af den

myndighed, der er ansvarlig for den manuelle verifikation, jf. artikel 32, stk.

Hvor der oprettes et rødt link, underretter multiidentitetsdetektoren automa-

tisk de myndigheder, der er ansvarlige for de sammenkædede oplysninger,

jf. artikel 32, stk. 6.

Hvis en myndighed eller et EU-agentur, der har adgang til det fælles identi-

tetsregister eller SIS, har dokumentation, der tyder på, at et rødt link er ble-

vet fejlagtigt registreret i multiidentitetsdetektoren, eller at oplysninger er

blevet behandlet i multiidentitetsdetektoren, det fælles identitetsregister el-

ler SIS i strid med forordningerne om interoperabilitet, kontrollerer denne

myndighed eller dette agentur de relevante oplysninger, der er lagret i det

fælles identitetsregister og SIS, og skal, hvor linket vedrører en af de i artikel

29, stk. 2, omhandlede SIS-indberetninger, omgående underrette det rele-

vante SIRENE-kontor i den medlemsstat, der oprettede SIS-indberetningen.

I alle andre tilfælde skal myndigheden eller agenturet omgående enten be-

rigtige eller slette linket fra multiidentitetsdetektoren, jf. artikel 32, stk. 7.

Det følger endvidere af artikel 32, stk. 2, at hvor et SIRENE-kontor under-

rettes, skal SIRENE-kontoret kontrollere den dokumentation, der er frem-

lagt af en myndighed eller af EU-agenturet, og, hvor det er relevant, omgå-

ende berigtige eller slette linket fra multiidentitetsdetektoren.

Den myndighed, der modtager dokumentationen, skal straks underrette

myndigheden i den medlemsstat, der er ansvarlig for den manuelle verifika-

tion af forskellige identiteter, om enhver relevant berigtigelse eller sletning

af et rødt link.

Det følger af forordningernes artikel 33, at et link mellem oplysninger fra to

eller flere EU-informationssystemer klassificeres som hvidt, hvor de sam-

menkædede oplysninger har samme biometriske oplysninger og de samme

eller ensartede identitetsoplysninger, eller hvor de sammenkædede oplys-

ninger har samme eller ensartede identitetsoplysninger, samme rejsedoku-

mentoplysninger og mindst ét af EU-informationssystemerne har ingen bio-

metriske oplysninger om den pågældende person.

UDKAST

Endvidere klassificeres et link som hvidt, hvor de sammenkædede oplysnin-

ger har samme biometriske oplysninger, samme rejsedokumentoplysninger

og ensartede identitetsoplysninger.

Endelig klassificeres et link som hvidt, hvor de sammenkædede oplysninger

har samme biometriske oplysninger men har ensartede eller forskellige

identitetsoplysninger, og den myndighed, der er ansvarlig for den manuelle

verifikation af forskellige identiteter, har konkluderet, at de sammenkædede

oplysninger henviser til den samme person på en berettiget måde.

Det følger af artikel 33, stk. 2, at hvor der forespørges i det fælles identitets-

eller flere af EU-informationssystemerne, angiver multiidentitetsdetektoren,

at identitetsoplysningerne for de sammenkædede oplysninger svarer til den

samme person.

I svaret fra de forespurgte EU-informationssystemer angives, hvor det er

relevant, alle de sammenkædede oplysninger for den pågældende person,

hvilket giver et match i forhold til de oplysninger, som er sammenkædet af

det hvide link, hvis den myndighed, der iværksætter forespørgslen, har ad-

gang til de sammenkædede oplysninger i henhold til EU-retten eller national

ret.

Hvor der oprettes et hvidt link mellem oplysninger fra ind- og udrejsesyste-

met, VIS, ETIAS, Eurodac eller ECRIS-TCN, ajourføres den individuelle

mappe, der er lagret i det fælles identitetsregister, i overensstemmelse med

artikel 19, stk. 2.

Det følger af artikel 33, stk. 4, at den myndighed, der er ansvarlig for den

manuelle verifikation af forskellige identiteter, hvor der oprettes et hvidt

link, underretter den pågældende person om, at der er flere ensartede eller

forskellige identitetsoplysninger, og giver personen det identifikationsnum-

mer som beskrevet i artikel 34, litra c, en henvisning til den myndighed, der

er ansvarlig for den manuelle verifikation af de forskellige identiteter som

beskrevet i artikel 34, litra d, og webadressen på den webportal, der er op-

rettet i overensstemmelse med forordningernes artikel 49.

Oplysningerne skal gives skriftligt i form af en standardformular af den

myndighed, der er ansvarlig for den manuelle verifikation, jf. artikel 33, stk.

UDKAST

Hvis en myndighed, der har adgang til det fælles identitetsregister eller SIS,

har dokumentation, der tyder på, at et hvidt link er blevet fejlagtigt registre-

ret i multiidentitetsdetektoren, eller at oplysninger er blevet behandlet i mul-

tiidentitetsdetektoren, det fælles identitetsregister eller SIS i strid med for-

ordningerne om interoperabilitet, kontrollerer denne myndighed de rele-

vante oplysninger, der er lagret i det fælles identitetsregister og SIS, og be-

rigtiger eller sletter linket fra multiidentitetsdetektoren. Den pågældende

myndighed informerer straks den medlemsstat, der er ansvarlig for den ma-

nuelle verifikation af forskellige identiteter, jf. artikel 33, stk. 5.

Det følger af forordningernes artikel 34, at identitetsbekræftelsesmappen

skal indeholde oplysninger om de i artikel 30-33 omhandlede links, en hen-

visning til de EU-informationssystemer, hvor de sammenkædede oplysnin-

ger opbevares, et enkelt identifikationsnummer, som gør det muligt at hente

de sammenkædede oplysninger fra det tilsvarende EU-informationssystem,

oplysninger om den myndighed, der er ansvarlig for den manuelle verifika-

tion af forskellige identiteter samt datoen for oprettelse af linket eller for

eventuel ajourføring heraf.

Identitetsbekræftelsesmapperne og oplysningerne deri lagres kun i multi-

identitetsdetektoren, så længe de sammenkædede oplysninger er lagret i to

eller flere EU-informationssystemer. De slettes automatisk fra multiidenti-

tetsdetektoren, jf. forordningernes artikel 35.

Det følger af forordningernes artikel 36, at eu-LISA fører logfiler over alle

databehandlingsaktiviteter i multiidentitetsdetektoren. De nationale myn-

digheder skal endvidere logge alle myndighedens forespørgsler i multiiden-

titetsdetektoren. Logfilerne slettes efter et år. Er logfilerne imidlertid nød-

vendige for overvågningsprocedurer, som allerede er indledt, slettes de, når

de ikke længere er nødvendige for overvågningsprocedurerne.

2.1.3.6. Bestemmelser om foranstaltninger til støtte for interoperabilitet (In-

teroperabilitetsforordningernes kapitel 6)

Ifølge forordningernes artikel 37 forpligtes eu-LISA til at indføre automati-

ske mekanismer og procedurer for datakvalitetskontrol af de oplysninger,

som er lagret i ind- og udrejsesystemet, VIS, ETIAS, SIS, den fælles bio-

metriske matchtjeneste og det fælles identitetsregister.

Kun oplysninger, der opfylder minimumsstandarderne, må registreres i EU-

informationssystemerne, jf. artikel 37, stk. 2.

UDKAST

Det følger af forordningernes artikel 38, at der indføres en standard for det

universelle meddelelsesformat (UMF), der fastsætter standarder for visse

indholdsmæssige elementer af den grænseoverskridende informationsud-

veksling mellem informationssystemer, myndigheder og organisationer in-

den for retlige og indre anliggender. Det universelle meddelelsesformat skal

anvendes i forbindelse med udviklingen af EU-informationssystemer og in-

teroperabilitetskomponenterne.

Med forordningernes artikel 39 oprettes et centralt register for rapportering

og statistik (CRRS). Formålet hermed er bl.a. at tilvejebringe statistiske op-

lysninger og analytisk rapportering på tværs af systemerne til politiske, ope-

rationelle og datakvalitetsmæssige formål. Det er eu-LISA, der opretter,

gennemfører og hoster det centrale register for rapportering og statistik, li-

gesom eu-LISA anonymiserer oplysningerne og registrerer disse anonymi-

serede oplysninger i det centrale register for rapportering og statistik, så en-

keltpersoner ikke kan identificeres.

Det centrale register for rapportering og statistik består af de nødvendige

værktøjer til anonymisering, en central infrastruktur bestående af et datare-

gister med anonymiserede oplysninger, og en sikker kommunikationsinfra-

struktur, der forbinder det centrale register for rapportering og statistik med

EU-informationssystemerne samt de centrale infrastrukturer i den fælles

biometriske matchtjeneste, det fælles identitetsregister og multiidentitetsde-

tektoren.

2.1.3.7. Bestemmelser om databeskyttelse (Interoperabilitetsforordninger-

nes kapitel 7)

Det følger af præamblerne 53 og 54, at databeskyttelsesforordningen finder

anvendelse på de nationale myndigheders behandling af personoplysninger

med henblik på interoperabilitet i henhold til interoperabilitetsforordnin-

gerne, medmindre en sådan behandling foretages af de udpegede myndig-

heder eller centrale adgangspunkter i medlemsstaterne med henblik på fore-

byggelse, afsløring eller efterforskning af terrorhandlinger eller andre alvor-

lige strafbare handlinger. Hvor medlemsstaternes behandling af personop-

lysninger med henblik på interoperabilitet i henhold til interoperabilitetsfor-

ordningerne foretages af de kompetente myndigheder med det formål at fo-

rebygge, afsløre eller efterforske terrorhandlinger eller andre alvorlige straf-

bare handlinger, finder retshåndhævelsesdirektivet anvendelse.

Forordningernes artikler 40-53 indeholder regler om databeskyttelse.

UDKAST

I forordningernes artikel 40 beskrives reglerne for dataansvar. Det fremgår

af bestemmelsen, at for så vidt angår behandlingen af oplysninger i den fæl-

les biometriske matchtjeneste er de nationale myndigheder, der er dataan-

svarlige for henholdsvis ind- og udrejsesystemet, VIS, Eurodac, SIS og

ECRIS-TCN, dataansvarlige i overensstemmelse med databeskyttelsesfor-

ordningen og retshåndhævelsesdirektivet for de biometriske skabeloner fra

de oplysninger, som de indlæser i de underliggende systemer, og de er an-

svarlige for behandlingen af biometriske skabeloner i den fælles biometriske

matchtjeneste.

I forhold til det fælles identitetsregister er det de nationale myndigheder, der

er dataansvarlige for henholdsvis ind- og udrejsesystemet, VIS, ETIAS, Eu-

rodac og ECRIS-TCN, dataansvarlige i overensstemmelse med databeskyt-

telsesforordningens artikel 4, stk. 7, eller retshåndhævelsesdirektivets arti-

kel 3, stk. 8, for de oplysninger, som de indlæser i de underliggende syste-

mer, og de er ansvarlige for behandlingen af de pågældende personoplys-

ninger i det fælles identitetsregister. Definitionen på en dataansvarlig frem-

går af databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 7, og retshåndhævelses-

direktivets artikel 3, stk. 8.

I forhold til multiidentitetsdetektoren er Det Europæiske Agentur for

Grænse- og Kystbevogtning (Frontex) dataansvarlig for den behandling af

personoplysninger, der foretages af den centrale ETIAS-enhed. De myndig-

heder, der tilføjer eller ændrer oplysninger i identitetsbekræftelsesmappen

er dataansvarlige, og de er ansvarlige for behandlingen er personoplysninger

i multiidentitetsdetektoren.

Forordningernes artikel 41 fastlægger eu-LISAs ansvar som databehandler

for så vidt angår behandlingen af personoplysninger i den fælles biometriske

matchtjeneste, det fælles identitetsregister og multiidentitetsdetektoren.

Forordningernes artikel 42 indeholder regler vedrørende databehandlings-

sikkerhed. eu-LISA, den centrale ETIAS-enhed, Europol og de nationale

myndigheder skal sørge for sikkerheden i forbindelse med behandlingen af

personoplysninger i henhold til forordningerne og samarbejder om datasik-

kerhedsrelaterede opgaver, jf. artikel 42, stk. 1. Det følger endvidere af ar-

tikel 42, stk. 2 og 3, at eu-LISA træffer de nødvendige foranstaltninger, her-

under en plan for sikkerhed og en plan for forretningskontinuitet og kata-

strofeberedskab, med henblik på bl.a. fysisk beskyttelse af oplysninger og

forhindring af uautoriseret adgang samt sikring af kontrol. Medlemsstaterne,

Europol og den centrale ETIAS-enhed skal træffe tilsvarende sikkerheds-

foranstaltninger for den behandling af personoplysninger, der udføres af

UDKAST

myndigheder med adgangsret til en hvilken som helst af interoperabilitets-

komponenterne, jf. artikel 42, stk. 4.

Det følger af forordningernes artikel 43, stk. 1, at enhver hændelse, der har

eller kan have indvirkning på interoperabilitetskomponenternes sikkerhed

og/eller kan forårsage skade på eller tab af oplysninger, som er lagret deri,

anses for at være en sikkerhedshændelse, navnlig hvor der er sket uautori-

seret adgang til oplysninger, eller hvor tilgængeligheden, integriteten og for-

troligheden af oplysninger er eller kan være blevet bragt i fare. I henhold til

forordningernes artikel 43, stk. 2, håndteres sikkerhedshændelser således, at

en hurtig, effektiv og passende reaktion sikres. Artikel 43, stk. 3, indeholder

nærmere regler om de forskellige aktørers underretning i tilfælde af sikker-

hedshændelser.

I tilfælde af en sikkerhedshændelse, der vedrører interoperabilitetskompo-

nenternes centrale infrastruktur, underretter eu-LISA straks EU-Kommissi-

onen og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse. Det fremgår

derudover af artikel 43, stk. 4, at oplysninger vedrørende en sikkerhedshæn-

delse, der har eller kan have indvirkning på interoperabilitetskomponenter-

nes drift eller på oplysningernes tilgængelighed, integritet og fortrolighed,

straks meddeles medlemsstaterne, den centrale ETIAS-enhed og Europol.

Sådanne hændelser indberettes i overensstemmelse med den hændelses-

håndteringsplan, der leveres af eu-LISA. Det følger endelig af artikel 43,

stk. 5, at medlemsstaterne, den centrale ETIAS-enhed, Europol og eu-LISA

samarbejder i tilfælde af en sikkerhedshændelse.

Medlemsstaterne og de relevante EU-agenturer skal sikre, at hver enkelt

myndighed, der har ret til adgang til interoperabilitetskomponenterne, træf-

fer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre overholdelsen af for-

ordningerne om interoperabilitet, og samarbejder i nødvendigt omfang med

den nationale tilsynsmyndighed, jf. forordningernes artikel 44.

Ifølge forordningernes artikel 45 skal medlemsstaterne sikre, at enhver form

for misbrug af oplysninger, databehandling eller udveksling af oplysninger

i strid med forordningerne kan straffes med sanktioner, der er effektive, står

i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning.

Det følger af forordningernes artikel 46, at personer eller medlemsstater, der

har lidt materiel eller immateriel skade som følge af en ulovlig behandling

af personoplysninger eller enhver anden handling, der er i strid med forord-

ningerne, som udgangspunkt har ret til erstatning fra den medlemsstat, der

er ansvarlig for den lidte skade. Erstatningskrav mod en medlemsstat for

UDKAST

skade er ifølge artikel 46, stk. 3, underlagt national lovgivning i den med-

lemsstat, som er indklaget.

Personer, hvorom oplysninger lagres i den fælles biometriske matchtjeneste,

det fælles identitetsregister og multiidentitetsdetektoren, skal af den myn-

dighed, der indsamler personoplysningerne, underrettes om en række oplys-

ninger i forbindelse med indsamlingen, jf. forordningernes artikel 47. Arti-

kel 47 beskriver endvidere, hvornår personer, hvis oplysninger registreres i

ind- og udrejsesystemet, VIS eller ETIAS, skal underrettes om behandlin-

gen af personoplysninger med henblik på forordningerne om interoperabili-

tet.

Anmodninger fra personer om indsigt og berigtigelse og sletning af person-

oplysninger samt begrænsning af behandlingen af oplysningerne kan efter

forordningernes artikel 48 rettes til den kompetente myndighed i enhver

medlemsstat. Den ansvarlige medlemsstat eller medlemsstaten, som anmod-

ningen er fremsat til, har en frist på 45 dage efter modtagelse af anmodnin-

gen til at besvare den. Denne periode kan om nødvendigt forlænges med

yderligere 15 dage under hensyntagen til anmodningernes kompleksitet og

antal. Den registrerede skal i så fald underrettes.

Er en anmodning om berigtigelse eller sletning af personoplysninger indgi-

vet til en anden medlemsstat end den medlemsstat, der er ansvarlig for den

manuelle verifikation af forskellige identiteter, skal den medlemsstat, der er

ansvarlig for den manuelle verifikation af forskellige identiteter, kontrolle-

rer oplysningernes nøjagtighed og lovligheden af databehandlingen uden

unødigt ophold og under alle omstændigheder inden for 30 dage efter en

sådan kontakt fra en anden medlemsstat. Denne periode kan om nødvendigt

forlænges med yderligere 15 dage under hensyntagen til anmodningernes

kompleksitet og antal. Den registrerede person skal i så fald underrettes.

Såfremt de oplysninger, der er lagret i multiidentitetsdetektoren, er ukor-

rekte eller er blevet registreret ulovligt, berigtiger eller sletter den ansvarlige

medlemsstat eller i givet fald den medlemsstat, der har fået anmodningen,

oplysningerne. Den registrerede skal underrettes skriftligt om, at vedkom-

mendes oplysninger er blevet berigtiget eller slettet. Der følger endvidere en

række procedurer, som medlemsstaterne skal overholde, herunder i tilfælde

af, at den ansvarlige medlemsstat eller medlemsstaten, der har modtaget an-

modningen, ikke er enig i ændringen af oplysningerne.

Det følger af forordningernes artikel 49, at der oprettes en webportal med

det formål at lette udøvelsen af retten til adgang til, berigtigelse af, sletning

UDKAST

af og begrænsning af behandlingen af personoplysninger. eu-LISA udvikler

webportalen og sørger for den tekniske forvaltning.

Personoplysninger, der er lagret i, behandles af eller tilgås af interoperabili-

tetskomponenterne, må ikke overføres til eller stilles til rådighed for tredje-

lande, internationale organisationer eller private, jf. forordningernes artikel

50.

Hver medlemsstat skal sikre, at den tilsynsmyndighed, der er ansvarlig for

at føre tilsyn efter databeskyttelsesforordningen, uafhængigt overvåger lov-

ligheden af den pågældende medlemsstats behandling af personoplysninger,

jf. forordningernes artikel 51. Tilsynsmyndigheden skal bl.a. sikre, at der

foretages en revision af de ansvarlige myndigheders behandling af person-

oplysninger i forbindelse med forordningerne om interoperabilitet.

Ifølge forordningernes artikel 53, stk. 1, samarbejder de nationale tilsyns-

myndigheder og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, der

hver især handler inden for deres respektive beføjelser, aktivt inden for ram-

merne af deres respektive ansvarsområder. De sikrer et samordnet tilsyn

med anvendelsen af interoperabilitetskomponenterne.

2.1.3.8. Bestemmelser om ansvarsområder (Interoperabilitetsforordninger-

nes kapitel 8)

Det følger af forordningernes artikel 54, at eu-LISA skal sikre, at de centrale

infrastrukturer i interoperabilitetskomponenterne drives i henhold til forord-

ningerne om interoperabilitet, og at eu-LISA er ansvarlig for udviklingen af

interoperabilitetskomponenterne og eventuelle tilpasninger, der kræves for

at skabe interoperabilitet mellem EU-informationssystemerne.

Efter idriftsættelsen af hver interoperabilitetskomponent er eu-LISA ansvar-

lig for den tekniske forvaltning af interoperabilitetskomponenternes centrale

infrastruktur, herunder vedligeholdelse og teknologiske udviklinger, jf. for-

ordningernes artikel 55.

Forordningernes artikel 56 beskriver medlemsstaternes opgaver i forbin-

delse med den tekniske udvikling og idriftsættelse af interoperabilitetskom-

ponenterne. Hver medlemsstat er ansvarlig for forbindelsen til kommunika-

tionsinfrastrukturen i den europæiske søgeportal og det fælles identitetsre-

gister samt integrationen af de eksisterende nationale systemer og infra-

strukturer med den europæiske søgeportal og det fælles identitetsregister og

multiidentitetsdetektoren. Hver medlemsstat er endvidere ansvarlig for den

UDKAST

nationale infrastruktur og dens forbindelse til interoperabilitetskomponen-

terne samt forvaltning af adgangsretten for de kompetente nationale myn-

digheder til den europæiske søgeportal og det fælles identitetsregister og

multiidentitetsdetektoren. For at politimyndigheder kan få adgang til det

fælles identitetsregister i identifikationsøjemed, er hver medlemsstat ansvar-

lig for de i artikel 20, stk. 5 og 6, omhandlede lovgivningsmæssige foran-

staltninger, ligesom de udpegede myndigheder i medfør af artikel 20, stk. 5

og 6, skal forbindes til det fælles identitetsregister. Endelig er hver med-

lemsstat ansvarlig for den i artikel 29 omhandlede manuelle verifikation af

forskellige identiteter, for overholdelse af både datakvalitetskrav og EU-in-

formationernes regler vedrørende personoplysningers sikkerhed og integri-

tet, samt for afhjælpning af eventuelle mangler, der konstateres i EU-Kom-

missionens evalueringsrapport om datakvalitet.

I artikel 57 i interoperabilitetsforordningen på området for grænser og visum

beskrives den centrale ETIAS-enheds ansvar, som omfatter den manuelle

verifikation af forskellige identiteter i overensstemmelse med artikel 29

samt udførelse af påvisning af flere identiteter blandt de oplysninger, der er

lagret i ind- og udrejsesystemet, VIS, Eurodac og SIS som omhandlet i arti-

kel 59.

I interoperabilitetsforordningen på området for politisamarbejde og retligt

samarbejde, asyl og migration er bestemmelsen om den centrale ETIAS-

enheds ansvar placeret i artikel 58, mens artikel 57 vedrører Europols an-

svarsområder.

2.1.3.9. Ændringer af andre EU-retsakter (Interoperabilitetsforordninger-

nes kapitel 9)

Forordningernes kapitel 9 indeholder de konsekvensændringer af andre EU-

retsakter, som interoperabilitetskomponenterne medfører. De to forordnin-

ger ændrer i forskellige EU-retsakter, hvorfor det følgende beskrives sær-

skilt for henholdsvis forordningen på området for grænser og visum og for-

ordningen på området for politisamarbejde og retligt samarbejde, asyl og

migration.

Det bemærkes, at der er foretaget efterfølgende justeringer af interoperabi-

litetsforordningerne i andre forordninger, heriblandt Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) 2021/1133 af 7. juli 2021, forordning (EU)

2021/1134 af 7. juli 2021, forordning (EU) 2021/1150 af 7. juli 2021, for-

ordning (EU) 2021/1151 af 7. juli 2021 og forordning (EU) 2021/1152 af 7.

UDKAST

juli 2021. Da der er tale om tekniske ændringer med henblik på at opnå in-

teroperabilitet mellem EU-informationssystemerne, gennemgås de ikke

yderligere.

2.1.3.9.1. Interoperabilitetsforordningen på området for grænser og visum

Artiklerne 58-65 i interoperabilitetsforordningen på området for grænser og

visum indeholder de konsekvensændringer af andre EU-retsakter, som in-

teroperabilitetskomponenterne medfører.

Det følger af forordningens artikel 59, at der foretages en ændring af artikel

8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts

2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænseko-

deks), hvorefter grænsevagten, hvor konsultationen af de relevante databa-

ser i forbindelse med ind- eller udrejse resulterer i et gult link eller registre-

rer et rødt link, skal konsultere det fælles identitetsregister og/eller SIS for

at vurdere forskellene i de sammenkædede identitetsoplysninger eller rejse-

oplysninger. Grænsevagten foretager eventuelt yderligere verifikation for at

træffe en beslutning om status af og farven på linket.

Det følger af forordningens artikel 60, at der foretages ændringer af en

række artikler i EES-forordningen vedrørende lagring af oplysninger fra

ind- og udrejsesystemet i det fælles identitetsregister. Der tilføjes bl.a. et nyt

stykke i artikel 23, hvorefter grænsemyndigheden med henblik på verifika-

tion skal foretage en forespørgsel ved hjælp af den europæiske søgeportal

for at sammenligne oplysninger om tredjelandsstatsborgeren med de rele-

vante oplysninger i ind- og udrejsesystemet og VIS. Endvidere indsættes

nye stykker i artikel 32 og 33, hvorefter henholdsvis de udpegede myndig-

heder eller Europol, der har iværksat en forespørgsel i det fælles identitets-

tion, hvor det modtagne svar viser, at der er lagret oplysninger i ind- og

udrejsesystemet.

Af forordningens artikel 61 fremgår en række ændringer af ETIAS-forord-

ningen vedrørende lagring af oplysninger fra ETIAS-systemet i det fælles

identitetsregister og adgang hertil. Der ændres bl.a. i ETIAS-forordningens

artikel 20, hvorefter det centrale ETIAS-system skal iværksætte en fore-

spørgsel ved brug af den europæiske søgeportal til sammenligning af rele-

vante oplysninger i forbindelse med den automatiserede behandling. Endvi-

dere indsættes nye stykker i artikel 52 og 53, hvorefter henholdsvis de ud-

pegede myndigheder eller Europol, der har iværksat en forespørgsel i det

UDKAST

fælles identitetsregister, kan få adgang til ansøgningsmapperne i ETIAS-sy-

stemet med henblik på konsultation, hvor det modtagne svar viser, at der er

lagret oplysninger i ETIAS-systemet.

Efter forordningens artikel 62 foretages ændringer i forordning (EU)

2018/1726 af 14. november 2018 om Den Europæiske Unions Agentur for

den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med

Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed (eu-LISA), artikel 12, vedrørende bl.a.

eu-LISAs datakvalitetskontrol samt oprettelse af et centralt register for rap-

portering og statistik (CRRS).

Forordningens artikel 63 indeholder de ændringer, der foretages i SIS-græn-

seforvaltningsforordningen. Der foretages bl.a. en konsekvensændring,

hvorefter en sikker kommunikationsinfrastruktur mellem CS-SIS og den eu-

ropæiske søgeportal, den fælles biometriske matchtjeneste og multiidenti-

tetsdetektoren tilføjes SIS’ tekniske arkitektur. Der indsættes endvidere et

nyt stykke i SIS-grænseforvaltningsforordningens artikel 4, hvorefter der

kan søges efter SIS-oplysninger via den europæiske søgeportal, ligesom der

kan overføres oplysninger via den sikre kommunikationsinfrastruktur. I ar-

tikel 7 indsættes også et nyt stykke, hvorefter SIRENE-kontorerne skal sikre

den manuelle verifikation af forskellige identiteter i overensstemmelse med

forordningen om interoperabilitet på området for grænser og visum. Der til-

føjes endvidere et nyt punkt i artikel 34, stk. 1, hvorefter nationale kompe-

tente myndigheder får adgang til oplysninger, der er indlæst i SIS, og ret til

at søge direkte i disse oplysninger med henblik på verifikation af forskellige

identiteter og bekæmpelse af identitetssvig i overensstemmelse med kapitel

5 i forordningen om interoperabilitet på området for grænser og visum.

Efter forordningens artikel 64 foretages ændringer i Rådets beslutning (EF)

2004/512 af 8. juni 2004 om indførelse af visuminformationssystemet

(VIS). Konsekvensændringerne består i, at der i VIS skabes en centraliseret

arkitektur, som bl.a. består af det fælles identitetsregisters og den europæi-

ske søgeportals centrale infrastruktur.

Det følger af forordningens artikel 65, at der foretages ændring af artikel 5

og 7 i Rådets afgørelse (RIA) 2018/633, hvorefter henholdsvis de udpegede

myndigheder og Europol, der har iværksat en forespørgsel i det fælles iden-

titetsregister, kan få adgang til at konsultere VIS, hvor det modtagne svar

viser, at der er lagret oplysninger i VIS.

2.1.3.9.2. Interoperabilitetsforordningen på området for politisamarbejde

og retligt samarbejde, asyl og migration

UDKAST

Artiklerne 59-61 i interoperabilitetsforordningen på området for politisam-

arbejde og retligt samarbejde, asyl og migration indeholder de konsekvens-

ændringer af andre EU-retsakter, som interoperabilitetskomponenterne

medfører.

Efter forordningens artikel 59 foretages ændringer i artikel 12 i forordning

(EU) 2018/1726 om eu-LISA. Ændringerne vedrører bl.a. eu-LISAs data-

kvalitetskontrol samt oprettelse af et centralt register for rapportering og sta-

tistik (CRRS).

Det følger af forordningens artikel 60, at der foretages ændringer i SIS-rets-

håndhævelsesforordningen. Der foretages bl.a. en konsekvensændring,

hvorefter en sikker kommunikationsinfrastruktur mellem CS-SIS og den eu-

ropæiske søgeportal, den fælles biometriske matchtjeneste og multiidenti-

tetsdetektoren tilføjes SIS’ tekniske arkitektur. Der indsættes endvidere et

nyt stykke i SIS-retshåndhævelsesforordningens artikel 4, hvorefter der kan

søges efter SIS-oplysninger via den europæiske søgeportal, ligesom der kan

overføres oplysninger via den sikre kommunikationsinfrastruktur. I artikel

7 indsættes også et nyt stykke, hvorefter SIRENE-kontorerne skal sikre den

manuelle verifikation af forskellige identiteter i overensstemmelse med for-

ordningen om interoperabilitet på området for politisamarbejde og retligt

samarbejde, asyl og migration. Der tilføjes herudover et nyt punkt i artikel

44, stk. 1, hvorefter nationale kompetente myndigheder får adgang til op-

lysninger, der er indlæst i SIS, og ret til at søge direkte i disse oplysninger

med henblik på verifikation af forskellige identiteter og bekæmpelse af iden-

titetssvig i overensstemmelse med kapitel 5 i forordningen om interoperabi-

litet på området for politisamarbejde og retligt samarbejde, asyl og migra-

tion.

I forordningens artikel 61 beskrives de konsekvensændringer, der foretages

i forordning (EU) 2019/816 om oprettelse af ECRIS-TCN.

2.1.3.10. Forordningernes afsluttende bestemmelser (Interoperabilitetsfor-

ordningernes kapitel 10)

Artiklerne 62-75 i forordningen på området for politisamarbejde og retligt

samarbejde, asyl og migration og artiklerne 66-79 i forordningen på området

for grænser og visum indeholder en række afsluttende bestemmelser.

Efter artikel 62 i forordningen på området for politisamarbejde og retligt

samarbejde, asyl og migration og artikel 66 i forordningen på området for

grænser og visum har medarbejdere hos medlemsstaternes kompetente myn-

UDKAST

digheder, EU-Kommissionen og eu-LISA adgang til at søge efter oplysnin-

ger om bl.a. antal søgninger foretaget med eller uden biometri, personens

nationalitet, køn, fødselsår og rejsedokumenttype udelukkende med henblik

på rapportering og statistik.

Det følger af artikel 63 i forordningen på området for politisamarbejde og

retligt samarbejde, asyl og migration og artikel 67 i forordningen på området

for grænser og visum, at der for brug af den europæiske søgeportal vil være

en overgangsperiode på to år fra den dato, hvor driften påbegyndes. I denne

periode vil de forpligtelser, der er omhandlet i forordningernes artikel 7, stk.

2 og 4, ikke finde anvendelse, og det er frivilligt at anvende den europæiske

søgeportal. EU-Kommissionen kan forlænge perioden med højst ét år.

Efter artikel 64 i forordningen på området for politisamarbejde og retligt

samarbejde, asyl og migration og artikel 68 i forordningen på området for

grænser og visum vil der være en overgangsperiode for bestemmelserne om

adgang til det fælles identitetsregister med henblik på at forebygge, afsløre

eller efterforske terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger.

Det følger af artikel 65 i forordningen på området for politisamarbejde og

retligt samarbejde, asyl og migration og artikel 69 i forordningen på området

for grænser og visum, at den centrale ETIAS-enhed er ansvarlig for at påvise

flere identiteter ved brug af de oplysninger, der er lagret i ind- og udrejse-

systemet, VIS, Eurodac og SIS i en periode på et år, efter at eu-LISA har

underrettet om, at den afsluttende test er afsluttet på tilfredsstillende vis. På-

visning af biometriske oplysninger foretages udelukkende ved hjælp af bio-

metriske oplysninger. Medlemsstaterne skal om nødvendigt bistå den cen-

trale ETIAS-enhed med at udføre påvisningen af flere identiteter.

Efter artikel 67 i forordningen på området for politisamarbejde og retligt

samarbejde, asyl og migration og artikel 71 i forordningen på området for

grænser og visum skal medlemsstaterne underrette eu-LISA om de myndig-

heder, som kan benytte eller få adgang til den europæiske søgeportal, det

fælles identitetsregister og multiidentitetsdetektoren.

EU-Kommissionen fastsætter, efter at en række betingelser er opfyldt, den

dato hvor henholdsvis den europæiske søgeportal, den fælles biometriske

matchtjeneste, det fælles identitetsregister, multiidentitetsdetektoren og det

centrale register for rapportering og statistik sættes i kraft, jf. artikel 68 i

forordningen på området for politisamarbejde, asyl og migration og artikel

72 i forordningen på området for grænser og visum.

UDKAST

Efter artikel 74 i forordningen på området for politisamarbejde og retligt

samarbejde, asyl og migration og artikel 78 i forordningen på området for

grænser og visum sikrer eu-LISA, at der er indført procedurer til at følge

udviklingen af interoperabilitetskomponenterne i lyset af planlægnings- og

omkostningsmålene og med henblik på at følge komponenternes funktion i

lyset af målene for tekniske resultater, omkostningseffektivitet, sikkerhed

og tjenestens kvalitet. Derudover skal EU-Kommissionen fire år efter idrift-

sættelsen af de enkelte interoperabilitetskomponenter og derefter hvert

fjerde år udarbejde en rapport om, hvordan interoperabilitetskomponenterne

teknisk fungerer, herunder deres sikkerhed.

Efter artikel 75 i forordningen på området for politisamarbejde og retligt

samarbejde, asyl og migration træder forordningen i kraft på tyvendedagen

efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Forordningen

finder med visse undtagelser anvendelse fra den dato, der fastsættes af EU-

Kommissionen i overensstemmelse med forordningens artikel 68, stk. 1-6,

om idriftsættelse.

Det følger af artikel 79 i forordningen på området for grænser og visum, at

forordningen træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den

Europæiske Unions Tidende. Forordningen finder med visse undtagelser an-

vendelse fra den dato, der fastsættes af EU-Kommissionen i overensstem-

melse med forordningens artikel 72, stk. 1-6, om idriftsættelse.

2.1.4. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og

den foreslåede ordning

De sikkerheds- og migrationsudfordringer, som EU står over for, nødven-

diggør effektiv kontrol af, hvem der rejser ind og opholder sig i Schengen-

området samt effektive redskaber til at forebygge og efterforske grænse-

overskridende kriminalitet.

Der er allerede taget en række initiativer til at forbedre grænseforvaltningen

og styrke den interne sikkerhed i Schengenområdet, herunder ændring af

Schengeninformationssystemet (SIS), ligesom et ind- og udrejsesystem

(EES) og et EU-system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse

(ETIAS) er vedtaget og under udvikling.

Interoperabilitetsforordningerne styrker grænseforvaltningen ved de ydre

grænser og den interne sikkerhed i Schengenområdet ved at etablere en

række komponenter, der skaber interoperabilitet mellem eksisterende og

kommende EU-informationssystemer, og som derved muliggør, at disse sy-

stemer supplerer hinanden.

UDKAST

Med interoperabilitetsforordningerne effektiviseres brugen af EU-informa-

tionssystemer, som er en afgørende forudsætning for, at Schengensamarbej-

det kan fungere. Interoperabilitetsforordningerne opretter en række inter-

operabilitetskomponenter, som bl.a. skal lette korrekt identifikation af per-

soner, herunder af personer, der er ude af stand til at legitimere sig, og bi-

drage til at bekæmpe identitetssvig. Derudover skal interoperabilitetsforord-

ningerne bidrage til bekæmpelse af ulovlig indvandring og til bekæmpelse

af terrorisme og andre alvorlige forbrydelser.

Det er afgørende for bl.a. at skabe et højt sikkerhedsniveau i Schengenom-

rådet, at der sikres korrekt identifikation af personer, som indrejser og op-

holder sig i Schengenområdet, og at effektiviteten ved ind- og udrejsekon-

trollen ved de ydre grænser øges.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at interoperabili-

tetsforordningerne kan medvirke til dette og sikre, at bl.a. udlændingemyn-

digheder, grænsemyndigheder og politi råder over de nødvendige oplysnin-

ger.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder derfor, at det er af væsentlig

betydning, at interoperabilitetsforordningerne implementeres i Danmark, og

at de nødvendige ændringer af udlændingelovens i den forbindelse foreta-

ges.

Idet interoperabilitetsforordningerne udgør en samlet ramme for interopera-

biliteten mellem EU’s eksisterende og kommende informationssystemer for

sikkerhed og grænse- og migrationsforvaltning, er det hensigtsmæssigt, at

forordningerne gennemføres i dansk ret ved at indsætte en bestemmelse i

udlændingeloven om, at forordningerne gælder her i landet.

Det foreslås, at interoperabilitetsforordningerne gennemføres i dansk ret ved

en henvisning til forordningerne, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, om indsættelse

af stk. 13 i udlændingelovens § 2 a. Det foreslås, at senere ændringer af

forordningerne ligeledes gælder i Danmark. Herved tages der højde for

eventuelle fremtidige ændringer af forordningerne i det omfang, der er tale

om tekniske ændringer, som ikke kræver ændring af andre bestemmelser i

udlændingeloven.

Det foreslås i den forbindelse, at udlændinge- og integrationsministeren be-

myndiges til at fastsætte nærmere regler for interoperabilitetsforordninger-

nes gennemførelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

UDKAST

På den baggrund indeholder lovforslaget de nødvendige ændringer af ud-

lændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1205 af 25. august 2022 (ændret

bl.a. ved § 1 i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 og senest ved § 10 i lov nr. 893 af

21. juni 2022).

2.1.4.1. Adgang til og anvendelse af det fælles identitetsregister med henblik

på identifikation

Som anført under punkt 2.1.3.4 skal de medlemsstater, som ønsker at gøre

brug af politiets mulighed for at foretage forespørgsler i det fælles identi-

tetsregister (CIR) vedtage nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger,

som skal specificere de præcise formål med identifikationen, udpege kom-

petente politimyndigheder samt fastsætte procedurer og kriterier for en så-

dan kontrol, jf. forordningernes artikel 20, stk. 4 og 6.

Der skal således vedtages nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger,

hvor medlemsstaterne ønsker at gøre brug af politiets mulighed for at fore-

tage forespørgsel i det fælles identitetsregister (CIR) med henblik på identi-

fikation af en person ud fra den pågældende persons biometriske oplysnin-

ger, som er udtaget på stedet ved identitetskontrol, forudsat at proceduren

blev indledt under tilstedeværelse af den pågældende person, jf. forordnin-

gernes artikel 20, stk. 2 og 5. Der skal endvidere vedtages nationale lovgiv-

ningsmæssige foranstaltninger, hvor medlemsstaterne ønsker at gøre brug at

muligheden for at foretage forespørgsel i det fælles identitetsregister (CIR)

med biometriske oplysninger i tilfælde af en naturkatastrofe, en ulykke eller

et terrorangreb og alene med henblik på at identificere ukendte personer,

som er ude af stand til at legitimere sig, eller uidentificerede menneskelige

rester, jf. forordningernes artikel 20, stk. 4 og 6.

Endvidere kan de udpegede myndigheder efter forordningernes artikel 22 i

særlige tilfælde, hvor der er rimelig grund til at antage, at konsultation af

EU-informationssystemerne vil bidrage til forebyggelse, afsløring eller ef-

terforskning af terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger,

konsultere det fælles identitetsregister for at indhente oplysninger om, hvor-

vidt der findes oplysninger om en bestemt person i ind- og udrejsesystemet,

VIS eller ETIAS. Det gælder navnlig, hvor der er mistanke om, at den mis-

tænkte for, gerningsmanden til eller offeret for en terrorhandling eller anden

alvorlig kriminel handling er en person, hvis oplysninger er lagret i ind- og

udrejsesystemet, VIS eller ETIAS.

På den baggrund lægges der med lovforslaget op til, at justitsministeren be-

myndiges til at fastsætte regler om politiets adgang til og anvendelse af det

UDKAST

fælles identitetsregister, herunder fastsættelse af procedurer, betingelser og

kriterier for en sådan kontrol, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

2.1.4.2. Sanktioner for overtrædelse af interoperabilitetsforordningernes

bestemmelser

Som anført under punkt 2.1.2.7 finder henholdsvis databeskyttelsesforord-

ningen og retshåndhævelsesdirektivet anvendelse på de nationale myndig-

heders behandling af personoplysninger med henblik på interoperabilitet i

henhold til interoperabilitetsforordningerne. Medlemsstaterne skal ifølge

forordningernes artikel 45 sikre passende sanktioner mod enhver form for

misbrug af oplysninger, databehandling eller udveksling af oplysninger i

strid med forordningerne.

De bestemmelser i interoperabilitetsforordningerne, hvor en overtrædelse

skal føre til, at der pålægges sanktioner, knytter sig til den behandling af

personoplysninger, som foretages af myndighederne i forbindelse med an-

vendelse af interoperabilitetskomponenterne, herunder registreringer, ajour-

føringer og sletning af oplysninger i interoperabilitetskomponenterne.

Behandling af personoplysninger i Danmark er primært reguleret af bestem-

melser i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger er dog

efter omstændighederne omfattet af bestemmelser i retshåndhævelsesdirek-

tivet og retshåndhævelsesloven.

Som det fremgår af punkt 2.1.2.8 indeholder databeskyttelsesloven, retshån-

dhævelsesloven og straffeloven en række bestemmelser, som fastsætter

sanktioner for overtrædelse af databeskyttelsesreglerne.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at de generelle

regler om databeskyttelse, som vil finde anvendelse for de danske myndig-

heders behandling af personoplysninger i forbindelse med anvendelse af in-

teroperabilitetskomponenterne, indeholder sådanne strafbestemmelser, som

vil udgøre passende sanktioner for overtrædelse af reglerne om databeskyt-

telse i interoperabilitetsforordningerne.

2.1.4.3. Erstatningsansvar

Som anført under punkt 2.1.3.7 følger det af forordningernes artikel 46, stk.

litra a, at personer eller medlemsstater, der har lidt materiel eller immateriel

skade som følge af en ulovlig behandling af personoplysninger eller enhver

UDKAST

anden handling, der er i strid med forordningerne, har ret til erstatning fra

den pågældende medlemsstat.

Det følger af forordningernes artikel 46, stk. 3, at erstatningskrav mod en

medlemsstat for skade er underlagt national lovgivning i den pågældende

medlemsstat.

De bestemmelser i interoperabilitetsforordningerne, hvor en overtrædelse

skal føre til, at der er ret til erstatning, knytter sig til den behandling af per-

sonoplysninger, som foretages af myndighederne i forbindelse med anven-

delse af interoperabilitetskomponenterne, herunder registreringer, ajourfø-

ringer og sletning af oplysninger i interoperabilitetskomponenterne.

Det bemærkes, at interoperabilitetsforordningerne er i overensstemmelse

med de generelle EU-retlige regler om databeskyttelse, dvs. databeskyttel-

sesforordningen og retshåndhævelsesdirektivet, som begge er gældende i

Danmark. Der er med lovforslaget således ikke tiltænkt en indskrænkning

af de rettigheder mv., der følger heraf, i forbindelse med behandlingen af

personoplysninger efter interoperabilitetsforordningerne.

Som det fremgår af punkt 2.1.2.9 indeholder databeskyttelsesloven og rets-

håndhævelsesloven en række bestemmelser, som fastsætter retten til erstat-

ning for behandlingsaktivitet eller anden behandling i strid med lovgivnin-

gen.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at de generelle

regler om databeskyttelse, som vil finde anvendelse for de danske myndig-

heders behandling af personoplysninger i forbindelse med anvendelse af in-

teroperabilitetskomponenterne, indeholder sådanne erstatningsbestemmel-

ser, der sikrer ret til erstatning for personer, som har lidt materiel eller im-

materiel skade som følge af ulovlig behandlingsaktivitet eller enhver anden

behandling i strid med interoperabilitetsforordningerne.

2.1.4.4. Tilsynsmyndighed

Som anført under punkt 2.1.3.7 følger det af forordningernes artikel 51, at

hver medlemsstat skal sikre, at den tilsynsmyndighed, der er ansvarlig for

at føre tilsyn efter databeskyttelsesforordningen, uafhængigt overvåger lov-

ligheden af den pågældende medlemsstats behandling af personoplysninger

i henhold til interoperabilitetsforordningerne, herunder overførsel af person-

oplysninger til og fra interoperabilitetskomponenterne.

UDKAST

Som det fremgår af punkt 2.1.2.10 er Datatilsynet tilsynsmyndighed i for-

hold til at reglerne for databeskyttelse bliver overholdt. Datatilsynet vil der-

for også skulle overvåge lovligheden af danske myndigheders behandling af

personoplysninger i henhold til interoperabilitetsforordningerne og deltage

i det i artikel 53 omhandlende samarbejde mellem tilsynsmyndigheder og

den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse.

2.2. Varigheden af frihedsberøvelse med henblik på udsendelse

2.2.1. Gældende ret

Det følger af udlændingelovens § 37, stk. 8, at frihedsberøvelse med henblik

på udsendelse efter § 36 og hjemrejselovens § 16 ikke må finde sted i et

tidsrum, der overstiger 6 måneder. Retten kan dog forlænge dette tidsrum i

op til yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder

eller såfremt udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan

forventes at tage længere tid.

Der er således en absolut grænse for frihedsberøvelsens udstrækning på i alt

18 måneder. Frihedsberøvelsen skal være af så kort varighed som muligt og

må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gen-

nemføres med omhu.

De særlige omstændigheder, der skal til for at forlænge frihedsberøvelsen,

kan blandt andet være, hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimelige be-

stræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens

manglende medvirken til udsendelsen, eller hvis der er forsinkelser i forbin-

delse med fremskaffelse af nødvendig rejselegitimation og visum, jf. Folke-

tingstidende 2010-11, Tillæg A, L 107 som fremsat, side 44.

Reglerne i udlændingelovens § 37, stk. 8, gælder generelt uanset udlændin-

gens oprindelsesland, jf. Folketingstidende 2010-11, Tillæg A, L 107 som

fremsat, side 45. Bestemmelsen gælder således uanset om den pågældende

er omfattet af EU-reglerne eller ej.

EU-Domstolen har ved dom af 22. juni 2021, C-718/19, Ordre des barreaux

francophones et germanophone, taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt

medlemsstaterne over for unionsborgere og deres familiemedlemmer (uan-

set nationalitet) kan anvende nationale regler om håndhævelse af udvis-

ningsafgørelser, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden eller

UDKAST

sikkerhed, der indholdsmæssigt svarer til eller er identiske med de regler,

der anvendes i forhold til andre udlændinge.

EU-Domstolen fastslog, at EU-retten er til hinder for en sådan lovgivning,

hvorefter unionsborgere og deres familiemedlemmer kan frihedsberøves i et

tidsrum, der er af tilsvarende varighed som frihedsberøvelse af andre udlæn-

dinge, der ikke har efterkommet en afgørelse om tilbagesendelse i henhold

til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december

2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesen-

delse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (herefter tilbagesendel-

sesdirektivet). EU-Domstolen begrundede afgørelsen med, at varigheden af

frihedsberøvelsen skal stå i et rimeligt forhold til det formål, der forfølges

med den nationale lovgivning, som består i at sikre en effektiv politik for

udsendelse af unionsborgere og deres familiemedlemmer. Hertil udtalte EU-

Domstolen, at unionsborgere og deres familiemedlemmer ikke befinder sig

i en situation, der er sammenlignelig med situationen for andre udlændinge,

idet samarbejdet mellem medlemslandene om udsendelse af unionsborgere

og deres familiemedlemmer, ikke bør give anledning til vanskeligheder af

samme art som dem, der kan opstå i forbindelse med samarbejdet mellem

medlemsstaterne og tredjelande.

2.2.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og

den foreslåede ordning

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at udlændingelo-

vens § 37, stk. 8, ikke stemmer overens med EU-retten, og at der er behov

for en ændring af bestemmelsen for så vidt angår varigheden af frihedsbe-

røvelsen i forbindelse med udsendelse af unionsborgere og deres familie-

medlemmer. Det er således udelukkende det tidsmæssige aspekt af bestem-

melsen, som skal ændres.

EU-Domstolen fastslår i C-718/19, Ordre des barreaux francophones et ger-

manophone af 22. juni 2021, at EU-reglerne om fri bevægelighed er til hin-

der for, at der med henblik på udsendelse unionsborgere og deres familie-

medlemmer sker frihedsberøvelse af en varighed, der er identisk med den,

der finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, da unionsborgere og deres

familiemedlemmer ikke befinder sig i en situation, der er sammenlignelig

med situationen for andre udlændinge. Samarbejdet mellem medlemslan-

dene om udsendelse af unionsborgere og deres familiemedlemmer bør såle-

des ikke give anledning til vanskeligheder af samme art som dem, der kan

UDKAST

opstå i forbindelse med samarbejdet mellem medlemsstaterne og tredje-

lande. Det følger af tilbagesendelsesdirektivet, at frihedsberøvelsens varig-

hed maksimalt må udgøre 18 måneder, hvorfor længden af frihedsberøvel-

sen, for unionsborgere og deres familiemedlemmer, skal være kortere end

dette.

Hjemrejsestyrelsen har oplyst, at styrelsen fra den 1. august 2020 til den 22.

august 2022 har håndteret frihedsberøvelse af 90-100 unionsborgere i med-

før af udlændingelovens § 36 eller hjemrejselovens § 16 med henblik på at

effektuere en tilbagesendelsesafgørelse. Varigheden af frihedsberøvelsen

spænder fra 1 dag til 46 dage. Danmark har således i praksis ikke været i

nærheden af de maksimale 18 måneder.

På baggrund heraf vurderes det, at det tidsmæssige aspekt i forbindelse med

frihedsberøvelse af unionsborgere og deres familiemedlemmer, kan halve-

res, så der tydeligt sondres mellem dem og andre udlændinge.

Udlændinge – og Integrationsministeriet foreslår, at udlændingelovens § 37,

stk. 8, 2. pkt., ændres, således at der tydeligt sondres mellem unionsborgere

samt deres familiemedlemmer, og andre udlændinge i udsendelsesposition i

relation til varigheden af frihedsberøvelsen.

Det foreslås, at varigheden af frihedsberøvelse med henblik på udsendelse

af unionsborgere og deres familiemedlemmer, ændres, således at disse ikke

må frihedsberøves længere end 3 måneder, dog med mulighed for forlæn-

gelse i op til yderligere 6 måneder.

Varigheden af frihedsberøvelse af andre udlændinge i forbindelse med ud-

sendelse ændres således ikke.

Ved gennemførelse af lovforslaget, vurderes det, at udlændingelovens § 37,

stk. 8, bringes i overensstemmelse med EU-retten

2.3. Hjælp til hjemrejse

2.3.1. Gældende ret

Udlændingelovens § 43 a, der blev ophævet ved lov nr. 982 af 26. maj 2021

(hjemrejseloven), indeholdt regler om, at der kunne ydes hjælp til en udlæn-

dings tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

UDKAST

Det fulgte af den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 43 a, stk. 2, at

der til en udlænding, der opholder sig her i landet, og som er registreret som

asylansøger efter § 48 e, stk. 2, og er meddelt afslag på opholdstilladelse

efter § 7 af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, kunne ydes hjælp

til tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, hvis udlæn-

dingen medvirkede til at udrejse uden ugrundet ophold, jf. dog stk. 3 og 4.

Det følger af bemærkningerne til den tidligere bestemmelse i udlændinge-

lovens § 43 a, stk. 2, at der kunne ydes hjælp til tilbagevenden til hjemlandet

eller det tidligere opholdsland, men at der ikke efter den foreslåede bestem-

melse kunne ydes hjælp til rejse til et tredjeland, da en sådan hjælp eventuelt

kunne ydes efter § 43 a, stk. 1, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side

3952 ff. Hjælpen blev i praksis udbetalt til f.eks. udlændinge, der var om-

fattet af et reintegrationsprogram. Hjælpen kunne f.eks. anvendes til småan-

skaffelser, og til at udlændingen kunne etablere sig i sit hjemland eller det

tidligere opholdsland, men reglerne var ikke til hinder for, at hjælpen blev

anvendt til andre omkostninger.

Det fulgte af den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 43 a, stk. 3, at

der ikke kunne ydes hjælp efter stk. 1 og 2 til

1) udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet,

2) udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lande,

3) udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet Den Europæiske

Union, og

4) udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde.

Det fulgte derudover af den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 43

a, stk. 4, at der endvidere ikke kunne ydes hjælp efter stk. 2 til

1) udlændinge, som er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilla-

delse efter § 7 af Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 b, stk. 1, og

2) udlændinge, der er omfattet af § 10.

Det fulgte endvidere af den tidligere bestemmelse i udlændingeloven § 43

a, stk. 6, at hjælpen efter stk. 2 udgjorde 3.000 kr. pr. person over 18 år og

1.500 kr. pr. person under 18 år.

Det fremgik herudover af den tidligere bestemmelse i udlændingelovens §

43 a, stk. 7, at en udlænding kun kunne modtage hjælp efter stk. 1 og 2 én

gang.

UDKAST

Da den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 43 a som nævnt ovenfor

blev ophævet ved lov nr. 982 af 26. maj 2021, indeholder lovgivningen i

dag ikke regler om hjælp til hjemrejse ved en udlændinges tilbagevenden til

hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

Det fremgår af hjemrejselovens § 8, stk. 3, at der ikke kan gives hjemrejse-

støtte efter stk. 1 til

1) udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet,

2) udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lande,

3) udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet den Europæiske

Union,

4) udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde,

5) udlændinge, der er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab, og

6) udlændinge, der er statsborgere i et land, hvorfra ind‐ rejse med biome-

triske pas kan ske.

Det fremgår derudover af hjemrejselovens § 8, stk. 4, at der endvidere ikke

kan gives hjemrejsestøtte efter stk. 1 til

1) udlændinge, der af Udlændingestyrelsen er meddelt afslag på en ansøg-

ning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i medfør af ud-

lændingelovens § 53 b, stk. 1,

2) udlændinge, hvis ansøgning om opholdstilladelse er afvist efter udlæn-

dingelovens § 29 b, fordi udlændingen allerede har opnået beskyttelse i

et andet land omfattet af udlændingelovens § 29 a, stk. 1,

3) udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25,

4) udlændinge, der er udelukket efter udlændingelovens § 10, stk. 1 eller 5,

5) udlændinge, der er dømt efter straffelovens kapitel 12 eller 13,

6) udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter

udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og

7) udlændinge, der er udelukket efter § 4, stk. 1, nr. 1 eller 2, i lov om

midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået

danske myndigheder m.v.

Det følger af hjemrejselovens § 8, stk. 6, at udlændinge- og integrationsmi-

nisteren kan fastsætte nærmere regler om hjemrejsestøtte, herunder om be-

tingelser for opnåelse af hjemrejsestøtte, hjemrejsestøttens form, støttebeløb

m.v.

UDKAST

Bemyndigelsesbestemmelsen i hjemrejselovens § 8, stk. 6, er udmøntet ved

bekendtgørelse nr. 1861 af 23. september 2021 om hjemrejsestøtte, som æn-

dret ved bekendtgørelse nr. 1083 af 19. juni 2022 (hjemrejsestøttebekendt-

gørelsen).

Det fremgår endvidere af hjemrejselovens § 22, stk. 1, at

Hjemrejsestyrel-

sens afgørelser efter hjemrejseloven kan påklages til Udlændingenævnet,

jf. dog stk. 3, stk. 4, 2. pkt., og stk. 8.

Det fremgår derudover af hjemrejselovens § 22, stk. 3, at Hjemrejsestyrel-

sens afgørelser efter §§ 3 og 4, § 5, stk. 3, § 7, § 8, stk. 2, nr. 1 og 6, § 9,

stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 1, 2 og 4, ikke kan påklages.

2.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og

den foreslåede ordning

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriet opfattelse, at udlændinge, der

er registreret som asylansøgere efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og er

meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlæn-

dingestyrelsen eller Flygtningenævnet, og som medvirker til sin udrejse

uden ugrundet ophold, igen skal have mulighed for at få hjælp til hjemrejsen

ved tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

Det er herudover Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at mu-

ligheden for at modtage hjælp til hjemrejse kan være et effektivt motivati-

onsfremmende middel i forhold til at fremme udlændingens samarbejde

med myndighederne om hjemrejsen, og at en mindre startkapital udbetalt

kontant vil gøre en tilbagevenden til hjemlandet lidt mere attraktivt og

fremme lysten til selv at træffe beslutningen om at udrejse.

Derudover er det Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at det,

hvis udlændingen opfylder betingelser herfor, vil være muligt at yde både

hjælp til hjemrejsen og hjemrejsestøtte til udlændingen, og at hjælp til hjem-

rejsen kun skal kunne ydes én gang. Dette var praksis efter den nu ophævede

bestemmelse i udlændingeloven § 42 a, stk. 2.

Muligheden for at modtage hjælp til hjemrejse bør gives til udlændinge fra

tredjelande, som er meddelt afslag på asyl i landet. Udlændinge fra de nor-

diske lande, EU-landene og EØS-landene, og udlændinge fra visumfri

UDKAST

lande, får som udgangspunkt deres asylansøgninger behandlet efter den så-

kaldte åbenbart grundløs-haster procedure, da der allerede på grundlag af

ansøgerens nationalitet er en forhåndsformodning for, at ansøgeren ikke op‐

fylder betingelserne for at opnå asyl eller beskyttelsesstatus i Danmark. Des-

uden vurderes det, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland at have

adgang til relevante støttetilbud, og de bør derfor ikke have mulighed for at

modtage hjælp til hjemrejse. Disse udlændinge er i dag heller ikke omfattet

af personkredsen af udlændinge, der kan modtage hjemrejsestøtte.

Endvidere bør udlændinge, der er udvist ved dom for kriminalitet omfattet

af straffelovens kapitel 12 og 13 (terror mv.), udlændinge, der er til fare for

statens sikkerhed, og udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er

bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, være udelukket fra at kunne

få hjælp til hjemrejse.

Det er tillige Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at der –

som det var tilfældet i den nu ophævede bestemmelse i udlændingelovens §

43 a, stk. 2 – ikke skal være klageadgang for så vidt angår Hjemrejsestyrel-

sens afgørelse om, at en udlænding ikke kan modtage hjælp til hjemrejsen.

Dette er begrundet i, at det forhold, om en udlænding medvirker til sin ud-

rejse uden ugrundet ophold, er en afgørelse, der vil være truffet på baggrund

af objektive konstaterbare kriterier, jf. hjemrejselovens § 3.

Endelig er det Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at betin-

gelser for opnåelse af hjælpen, hjælpens form, den beløbsmæssige størrelse

m.v., bør fastsættes nærmere i hjemrejsestøttebekendtgørelsen.

Det foreslås, at der kan ydes hjælp til hjemrejsen til en udlænding, der er

registreret som asylansøger efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og er med-

delt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændinge-

styrelsen eller Flygtningenævnet, og som medvirker til sin udrejse uden

ugrundet ophold.

Forslaget indebærer, at en udlænding, der er registret som asylansøger efter

udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og er meddelt afslag på opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 7, og som medvirker til sin udrejse uden ugrundet

ophold, vil kunne gives hjælp til hjemrejsen. En udlændings medvirken skal

ses i sammenhæng med hjemrejselovens § 3 om medvirken.

UDKAST

Forslaget vil kun gælde for en udlænding, hvis asylsag behandles efter den

såkaldte normalprocedure og får afslag på asyl herefter, hvilket også følger

af hjemrejselovens § 8, stk. 4.

En udlænding, der opfylder betingelserne for at kunne ydes hjælp til hjem-

rejse, vil ikke være udelukket fra at kunne ydes hjemrejsestøtte, hvis udlæn-

dingen opfylder betingelserne herfor. Hjælp til hjemrejse vil kunne bruges

til f.eks. at leje et værelse i hjemlandet ved ankomsten eller til småanskaf-

felser, der er nødvendige for, at udlændingen vil kunne begynde tilværelsen

i sit hjemland eller det tidligere opholdsland.

Udlændinge, der er omfattet af enten hjemrejselovens § 8, stk. 3 eller 4, som

regulerer, hvilke udlændinge der ikke kan modtage hjemrejsestøtte, vil hel-

ler ikke kunne modtage hjælp til hjemrejse i medfør af den foreslåede be-

stemmelse.

Det foreslås endvidere, at bemyndigelsen i hjemrejselovens § 8, stk. 6, ud-

vides, således at udlændinge- og integrationsministeren skal kunne fastsætte

nærmere regler om hjælp til hjemrejsen, herunder om betingelser for opnå-

else af hjælpen, hjælpens form, den beløbsmæssige størrelse m.v.

Der vil på den baggrund være mulighed for, at der med den fornødne hur-

tighed administrativt kan foretages ændringer i hjælpen, såfremt der viser

sig et konkret behov herfor. Det er endvidere hensigten at fastsætte nærmere

regler om hjælpens form og beløbsmæssige størrelse, for på den måde at

kunne sikre fleksibilitet i den hjælp, der kan ydes.

De nærmere regler forventes at blive fastsat i hjemrejsestøttebekendtgørel-

sen.

Det foreslås derudover, at der ikke skal være adgang til at klage over en

afgørelse om hjælp til tilbagevenden.

Det svarer til, hvad der gjaldt efter den nu ophævede bestemmelse i udlæn-

dingelovens § 43 a, stk. 2, og skal ses i sammenhæng med, at en afgørelse

om at medvirke til sin udrejse vil være truffet på baggrund af objektive kon-

staterbare kriterier.

UDKAST

2.4. Adgang til hjemrejsestøtte for udlændinge, hvis opholdstilladelse er

nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, el-

ler § 19, stk. 1, og er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab

2.4.1. Gældende ret

Det følger af hjemrejselovens § 8, stk. 1, at der kan gives hjemrejsestøtte til

en udlænding, der, jf. § 3, stk. 2, medvirker til sin udrejse, jf. dog § 8, stk. 3

og 4, og at hvis en udlænding medvirker til sin hjemrejse efter § 3, stk. 3,

kan der alene gives reduceret hjemrejsestøtte.

Efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2, kan der ydes hjemrejsestøtte til en

udlænding, der opholder sig her i landet, og som har fået sin opholdstilla-

delse efter udlændingelovens §§ 7, 8, 9 b eller 9 c, hvor denne var meddelt

efter en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7 eller 9 e, nægtet forlænget

eller inddraget efter § 11, stk. 2, og § 19, stk. 1.

Efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 3, kan der ydes hjemrejsestøtte til en

udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 9 eller 9 c, stk.

1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af hjem-

rejselovens § 8, stk. 2, nr. 2, er nægtet forlænget eller inddraget efter udlæn-

dingelovens § 11, stk. 2, og § 19, stk. 1.

Efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 4, kan der ydes hjemrejsestøtte til en

udlænding, der har haft opholdstilladelse i mindst 5 år, og som har fået sin

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af

en familiemæssig tilknytning til en person, der ikke er omfattet af nr. 2 eller

udlændingelovens §§ 9 m eller 9 n, inddraget eller nægtet forlænget efter

udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1.

Det følger af hjemrejselovens § 8, stk. 3, at der ikke kan gives hjemrejse-

støtte efter stk. 1 til udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet, ud-

lændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lande, udlændinge, der er

statsborgere i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, udlændinge,

der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsom-

råde, udlændinge, der er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab, og ud-

lændinge, der er statsborgere i et land, hvorfra indrejse med biometrisk pas

kan ske.

2.4.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og

den foreslåede ordning

UDKAST

Udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7,

8, 9 b eller 9 c, efter en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7 eller 9 e,

og hvis opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget efter § 11, stk.

2, eller § 19, stk. 1, var før hjemrejselovens ikrafttræden den 1. juni 2021

omfattet af repatrieringsloven og kunne modtage hjælp til repatriering og

reintegrationsbistand, hvis de opfyldte de nærmere betingelser herfor.

Det samme gjaldt udlændinge, hvis opholdstilladelse efter udlændingelo-

vens § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en

person, der er meddelt opholdstilladelse efter §§ 7 eller 9 e, og hvis opholds-

tilladelse er nægtet forlænget eller inddraget efter § 11, stk. 2, eller § 19, stk.

Det samme gjaldt også udlændinge, der har haft opholdstilladelse i mindst

5 år, og som har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller

§ 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person, der

ikke er omfattet af nr. 2 eller udlændingelovens §§ 9 m eller 9 n, og hvis

opholdstilladelse er inddraget eller nægtet forlænget efter udlændingelovens

§ 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1.

Disse udlændinge kunne før hjemrejselovens ikrafttræden modtage hjælp til

repatriering og reintegrationsbistand, hvis de opfyldte betingelserne herfor,

selvom de i kraft af deres statsborgerskab var visumfrie.

Disse udlændinge kan imidlertid ikke efter hjemrejseloven modtage hjem-

rejsestøtte og hjemrejsebistand, da alle udlændinge, der er visumfrie i kraft

af deres statsborgerskab, er afskåret fra at kunne modtage hjemrejsestøtte

og hjemrejsebistand.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at disse udlæn-

dinge ikke skal afskæres fra at modtage hjemrejsestøtte og hjemrejsebistand,

da de fortsat bør nyde samme adgang til den støtte, som de havde adgang til

efter repatrieringsloven (jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 203 som

fremsat).

Det foreslås, at udlændinge, der er omfattet af hjemrejselovens § 8, stk. 2,

nr. 2-4, og som er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab, fremover ikke

skal være undtaget fra at kunne ydes hjemrejsestøtte efter stk. 1.

UDKAST

Baggrunden for forslaget er, at udlændinge, der opholder sig her i landet, og

som har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, 8, 9 b eller

9 c, hvor denne var meddelt efter en ansøgning om opholdstilladelse efter

§§ 7 eller 9 e, nægtet forlænget eller inddraget efter § 11, stk. 2, eller § 19,

stk. 1, og udlændinge, hvis opholdstilladelse efter § 9 eller § 9 c, stk. 1, som

følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af hjemrejselo-

vens § 8, stk. 2, nr. 2, er nægtet forlænget eller inddraget efter udlændinge-

lovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, efter de nugældende regler ikke kan

ydes hjemrejsestøtte, hvis de i kraft af deres statsborgerskab er visumfrie.

Det samme gælder også for udlændinge, der har haft opholdstilladelse i

mindst 5 år, og som har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens §

9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person,

der ikke er omfattet af nr. 2 eller udlændingelovens §§ 9 m eller 9 n, og hvis

opholdstilladelse er inddraget eller nægtet forlænget efter udlændingelovens

§ 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1.

Dette har imidlertid ikke været hensigten, da disse udlændinge, fortsat bør

nyde samme adgang til støtte, som de havde efter repatrieringsloven (jf. Fol-

ketingstidende 2020-21, tillæg A, L 203 som fremsat). Det vil dog efter for-

slaget være en forudsætning, at disse udlændinge opfylder de øvrige betin-

gelser for at kunne ydes hjemrejsestøtte.

2.5. Betydningen af at grundlaget for erhvervelse af statsborgerskab

ikke foreligger

2.5.1. Gældende ret

Efter grundlovens § 44, stk. 1, kan ingen udlænding få dansk statsborger-

skab uden ved lov. Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at der ved lov

fastsættes bestemmelser om, at dansk statsborgerskab automatisk opnås, når

visse faste kendsgerninger er til stede. Således er der f.eks. i den gældende

indfødsretslov fastsat regler om, i hvilke tilfælde dansk statsborgerskaber-

hverves ved fødslen, jf. § 1, ved forældrenes efterfølgende indgåelse af æg-

teskab, jf. § 2, og ved adoption, jf. § 2 A.

Hovedreglen om erhvervelse af dansk statsborgerskab ved fødslen fremgår

af indfødsretslovens § 1, stk. 1, hvorefter et barn erhverver dansk statsbor-

gerskab ved fødslen, hvis faderen, moderen eller medmoderen er dansk. Det

fremgår endvidere af indfødsretslovens § 1, stk. 3, at et hittebarn, som bliver

fundet her i riget, anses, indtil andet oplyses, som havende dansk indfødsret.

UDKAST

Det fremgår af indfødsretslovens § 1, stk. 2, at et barn født i et område om-

fattet af straffelovens § 114 j, stk. 3, ikke erhverver dansk statsborgerskab

ved fødslen efter en forælder, hvis denne forælder uden tilladelse, og uden

at indrejsen eller opholdet er led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller inter-

national offentlig tjeneste eller hverv, er indrejst eller opholder sig i områ-

det, medmindre barnet derved bliver statsløst.

Det fremgår af indfødsretslovens § 2, at har et barn, som er født inden den

1. juli 2014, af en dansk far og en udenlandsk mor ikke erhvervet dansk

indfødsret ved fødslen, erhverver barnet dansk indfødsret ved forældrenes

indgåelse af ægteskab. Det er en forudsætning, at barnet på tidspunktet for

ægteskabets indgåelse er ugift og under 18 år.

Det fremgår af indfødsretslovens § 2 A, stk. 1, at et udenlandsk barn under

12 år, der er adopteret ved en dansk adoptionsbevilling, bliver dansk stats-

borger ved adoptionen, hvis barnet adopteres af et ægtepar eller et samle-

vende par, hvor mindst én af ægtefællerne eller en af de samlevende er dansk

statsborger, eller af en enlig dansk statsborger. Det fremgår af indfødsrets-

lovens § 2 A, stk. 3, at stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde,

hvor barnet er adopteret ved en udenlandsk afgørelse, der anerkendes i med-

før af adoptionslovens § 28, stk. 2.

Det følger af indfødsretslovens § 2 B, at et ægteskab, der er indgået af en

person, som i forvejen er gift, ikke har retsvirkninger efter indfødsretsloven,

så længe begge ægteskaber består.

Det er udtømmende fastsat i statsborgerretskonventionens artikel 7, i hvilke

situationer den nationale lovgivning må indeholde regler om fortabelse af

statsborgerskab ex lege, hvilket vil sige ifølge (eller i henhold til) loven,

eller på foranledning af en kontraherende stat. Det følger af statsborgerrets-

konventionens artikel 7, stk. 1, litra f, at et barn kan fortabe statsborgerskab

ex lege, når det fastslås i løbet af et barns mindreårighed, at betingelserne

for barnets ex lege erhvervelse af det pågældende statsborgerskab ikke læn-

gere er opfyldt. Det følger endvidere af statsborgerretskonventionens artikel

7, stk. 3, at statsborgerskabet ikke kan fortabes, hvis den pågældende person

derved ville blive statsløs.

Europarådets forklarende rapport til statsborgerretskonventionen indeholder

bidrag til den nærmere forståelse af statsborgerretskonventionens artikel 7.

Det følger bl.a. af pkt. 58 i den forklarende rapport til statsborgerretskon-

ventionen, at statsborgerretskonventionens artikel 7 ikke omfatter situatio-

ner med administrative fejl, hvor situationen efter den nationale lovgivning

ikke anses som fortabelse af statsborgerskab.

UDKAST

Det følger af pkt. 73 i den forklarende rapport, at konventionens artikel 7,

stk. 1, litra f, omfatter situationer, hvor en ændring af et barns civile status

medfører, at forholdet, som lå til grund for den pågældendes besiddelse af

statsborgerskab, ikke foreligger, herunder i den situation, hvor det konstate-

res, at barnets far eller mor ikke er barnets retmæssige retlige far eller mor.

Det følger videre af pkt. 73, at den pågældende person ikke må fortabe stats-

borgerskabet, hvis den pågældende person derved ville blive statsløs. Det

følger desuden, at det er overlagt til den nationale lovgivning at fastslå, om

fortabelsen sker med virkning fra det tidspunkt, hvor det pågældende for-

hold konstateres, eller om barnet skal stilles som, at erhvervelsen aldrig har

fundet sted.

Efter gældende praksis anses en person for ikke at have erhvervet dansk

statsborgerskab ved fødslen i medfør af indfødsretslovens § 1, stk. 1, hvis

det konstateres, at forholdene, der lå til grund for vedkommendes erhver-

velse af dansk statsborgerskab, ikke foreligger. Det kan f.eks. være tilfældet,

hvor et barn har erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen efter sin far,

men hvor en faderskabssag senere fastslår, at en anden mand, som ikke har

dansk statsborgerskab, er biologisk og retlig far til barnet. Barnet vil i den

situation ikke kunne erhverve dansk statsborgerskab ved fødslen efter sin

korrekte retlige far. I enkelte tilfælde medfører konstateringen af, at barnet

ikke har erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen, at barnet derved bli-

ver statsløst eller – hvis den pågældende er myndig på tidspunktet for kon-

stateringen – at en myndig person anses for aldrig at have erhvervet dansk

statsborgerskab. Det er derfor Udlændinge- og Integrationsministeriets vur-

dering, at den nuværende praksis ikke i alle tilfælde er forenelig med stats-

borgerretskonventionens regler om fortabelse af statsborgerskab i artikel 7,

stk. 1, litra f, og stk. 3.

I Norge er statsborgerretskonventionen artikel 7, stk. 1, litra f, og stk. 3,

implementeret i § 6 i lov om norsk statsborgerskap, hvoraf det følger bl.a.,

at ved afgørelse eller konstatering af, at det forhold, som lå til grund for

erhvervelse af statsborgerskab i en række opregnede situationer, ikke fore-

ligger, skal barnet anses for aldrig at have erhvervet norsk statsborgerskab.

Det følger videre, at dette dog ikke gælder, hvis barnet derved bliver stats-

løst, eller hvis afgørelsen eller konstateringen finder sted, efter at vedkom-

mende er fyldt 18 år.

2.5.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og

den foreslåede ordning

UDKAST

Udlændinge- og Integrationsministeriet er blevet opmærksom på, at stats-

borgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, ikke i alle tilfælde er imple-

menteret i dansk ret. Med lovforslaget foreslås derfor en implementering af

statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, således at det tydeligt

vil fremgå af indfødsretsloven, at et barn anses for aldrig at have erhvervet

dansk statsborgerskab, når det konstateres, at forholdet, der lå til grund for

barnets erhvervelse af dansk statsborgerskab, ikke foreligger, medmindre

barnet derved ville blive statsløst, eller vedkommende er fyldt 18 år.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, nr. 2, vil indebære, at det

hidtil gældende udgangspunkt om, at de pågældende personer anses for al-

drig at have erhvervet dansk statsborgerskab, bliver kodificeret i indføds-

retsloven. Forslaget vil derfor ikke medføre nogen ændring af det hidtil gæl-

dende udgangspunkt. Med forslaget vil der dog blive indført en undtagelse

til udgangspunktet, således at de personer, der vil blive statsløse ved kon-

stateringen eller er myndige på tidspunktet for konstateringen af, at grund-

laget for deres erhvervelse af dansk statsborgerskab ikke foreligger, må an-

ses som havende dansk statsborgerskab.

For så vidt angår de personer, der vil blive omfattet af undtagelsen og såle-

des efter den foreslåede bestemmelse vil skulle anses som havende dansk

statsborgerskab, selvom indfødsretslovens forudsætninger for erhvervelse

af dansk statsborgerskab formelt ikke længere er til stede, er det ministeriets

vurdering, at den foreslåede bestemmelse forudsætter hjemmel til tildelin-

gen af dansk statsborgerskab, idet det fremgår af grundlovens § 44, stk. 1,

at ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.

Udlændinge- og Integrationsministeriet foreslår derfor, at den ovennævnte

undtagelse om, at personer, der er myndige ved konstateringen, eller som

derved ville blive statsløse, anses som havende dansk statsborgerskab, ind-

føres i indfødsretslovens § 1 som et nyt stykke 4. De omfattede personer vil

derfor anses som havende dansk statsborgerskab, selvom det konstateres, at

grundlaget for personens erhvervelse af dansk statsborgerskab ikke længere

foreligger.

Det foreslås, at bestemmelsen skal gælde for alle ex lege, det vil sige auto-

matiske, erhvervelser af dansk statsborgerskab efter indfødsretslovens § 1,

stk. 1 og 3, § 2 eller § 2 A, stk. 1 og 3.

UDKAST

Det forventes, at ordningens væsentligste anvendelsesområde vil være i si-

tuationer, hvor det eksempelvis konstateres, at en mand, som er dansk stats-

borger, og som f.eks. er gift med et barns udenlandske mor, registreres som

barnets retlige far på baggrund af børnelovens regler herom, og hvor barnet

herved erhverver dansk statsborgerskab, men hvor det efterfølgende konsta-

teres i en faderskabssag, at et anden mand, som ikke er dansk statsborger, er

biologisk og retlig far til barnet. I den situation vil det med lovforslaget være

udgangspunktet, at barnet anses for aldrig at have erhvervet dansk statsbor-

gerskab. Hvis barnet imidlertid vil blive statsløs, eller hvis der er tale om en

myndig person, vil den pågældende person dog skulle anses som havende

dansk statsborgerskab efter den foreslåede bestemmelse.

Såfremt en person efter den foreslåede ordning skal anses for aldrig at have

erhvervet dansk statsborgerskab, skal konstateringen af, at grundlaget for

personens erhvervelse af dansk statsborgerskab ikke foreligger, finde sted

forud for personens fyldte 18. år, hvilket er i overensstemmelse med stats-

borgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f.

Det bemærkes, at det inden for rammerne af statsborgerretskonventionen er

muligt at indføre en lavere aldersgrænse for, hvornår myndighederne skal

anse et barn for at have erhvervet statsborgerskab, hvilket eksempelvis er

tilfældet i Finland, hvor konstateringen af, at et faderskab ikke er gyldigt,

skal finde sted, inden barnet er fyldt 5 år, såfremt barnet skal anses for aldrig

at have erhvervet statsborgerskab. Ministeriet finder imidlertid ikke grund-

lag for at foreslå en lavere grænse end det fyldte 18. år for, hvor-når et barn

må anses for aldrig at have erhvervet dansk statsborgerskab.

Det følger af pkt. 73 i den forklarende rapport til statsborgerretskonventio-

nen, at det er overlagt til national lovgivning at fastslå, hvorvidt en person,

der er omfattet af udgangspunktet i den foreslåede ordning, skal anses for

aldrig at have erhvervet statsborgerskab, eller om der sker fortabelse af stats-

borgerskab med virkning fra tidspunktet, hvor det konstateres, at grundlaget

for besiddelse af statsborgerskab ikke foreligger.

Udlændinge- og Integrationsministeriet foreslår, at de personer, der ikke vil

blive statsløse og ikke er myndige ved konstateringen, efter den foreslåede

bestemmelse skal anses for aldrig at have erhvervet dansk statsborgerskab i

overensstemmelse med den hidtidige praksis.

Ud over at bringe indfødsretsloven fuldt ud i overensstemmelse med stats-

borgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, vil lovforslaget afbøde

UDKAST

uhensigtsmæssige virkninger af, at børn, der bliver anset for aldrig at have

erhvervet dansk statsborgerskab, bliver statsløse, samt at myndige personer,

der gennem deres opvækst og voksenliv har opbygget en berettiget forvent-

ning om og indrettet sig efter, at de pågældende er danske statsborgere, bli-

ver meddelt, at de alligevel ikke har erhvervet dansk statsborgerskab.

Det foreslås, at ordningen vil skulle gælde for forhold, der konstateres efter

Danmarks ratifikation den 24. juli 2002 af Europarådets konvention af 6.

november 1997 om statsborgerret.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at et ganske be-

grænset antal sager vil være omfattet af undtagelsen til den nye bestem-

melse.

Lovforslaget har inspiration i § 6 i lov om norsk statsborgerskap, hvori stats-

borgerretskonventionen artikel 7, stk. 1, litra f, og forbeholdet om statsløs-

hed i stk. 3, er implementeret.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 5, nr. 1 og 2, i lovforslagets

specielle bemærkninger.

2.5.3. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale for-

pligtelser

Det vurderes, at lovforslaget er i overensstemmelse med grundloven og

Danmarks internationale forpligtelser. Nedenfor følger en kort gennemgang

af forholdet til grundloven og statsborgerretskonventionen.

2.5.3.1. Grundloven

Efter grundlovens § 44, stk. 1, kan ingen udlænding få dansk statsborger-

skab uden ved lov. Bestemmelsen indebærer et delegationsforbud, og det

kan således ikke overlades til administrative myndigheder eller domstolene

at træffe afgørelse om tildeling af dansk statsborgerskab til udenlandske

statsborgere og statsløse personer.

Grundlovens § 44, stk. 1, er ikke til hinder for, at der ved lov fastsættes

bestemmelse om, at dansk statsborgerskab automatisk opnås, når visse faste

kendsgerninger er til stede. Myndighederne træffer i sådanne tilfælde ikke

afgørelse om tildeling af dansk statsborgerskab men har blot til opgave at

UDKAST

konstatere, at den pågældende opfylder de betingelser, som er fastsat i loven.

Således er der f.eks. i den gældende indfødsretslov fastsat regler om, i hvilke

tilfælde dansk statsborgerskab erhverves ved fødslen, jf. § 1, ved forældre-

nes efterfølgende indgåelse af ægteskab, jf. § 2, og ved adoption, jf. § 2 A.

Med lovforslaget foreslås en bestemmelse, hvori det er fastsat, hvilke kends-

gerninger der skal være til stede, såfremt en person må anses som havende

dansk statsborgerskab. Myndighederne får således alene til opgave at kon-

statere, at de pågældende er omfattet af de situationer, hvor de pågældende

må anses som værende danske statsborgere.

Det er derfor Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at den fo-

reslåede bestemmelse ikke rejser spørgsmål i forhold til grundloven.

2.5.3.2. Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret

(statsborgerretskonventionen)

Det følger af statsborgerretskonventionens artikel 3, stk. 1, at enhver stat

ifølge sin egen lovgivning fastsætter, hvem der er dens statsborgere.

Det er udtømmende fastsat i artikel 7 i statsborgerretskonventionen, i hvilke

situationer den nationale lovgivning må indeholde regler om fortabelse af

statsborgerskab ex lege, hvilket vil sige ifølge (eller i henhold til) loven,

eller på foranledning af en kontraherende stat. Det følger af konventionens

artikel 7, stk. 1, litra f, at et barn kan fortabe statsborgerskab ex lege, når det

fastslås i løbet af et barns mindreårighed, at betingelserne for barnets ex lege

erhvervelse af det pågældende statsborgerskab ikke længere er op-fyldt.

Det følger endvidere af konventionens artikel 7, stk. 3, at statsborgerskabet

ikke kan fortabes, hvis den pågældende person derved ville blive statsløs.

Europarådets forklarende rapport til statsborgerretskonventionen indeholder

bidrag til den nærmere forståelse af, hvilke situationer der er omfattet af

statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f. Det følger af pkt. 73 i

den forklarende rapport, at konventionens artikel 7, stk. 1, litra f, omfatter

situationer, hvor en ændring af et barns civile status medfører, at forholdet,

som lå til grund for den pågældendes besiddelse af statsborgerskab, ikke

foreligger, herunder i den situation, hvor det konstateres, at barnets far eller

mor ikke er barnets retlige far eller mor. Det fremgår videre af pkt. 73, at

den pågældende person ikke må fortabe statsborgerskabet, hvis den pågæl-

UDKAST

dende person derved ville blive statsløs. Det fremgår desuden, at det er over-

lagt til den nationale lovgivning at fastslå, om fortabelsen sker med virkning

fra det tidspunkt, hvor det pågældende forhold konstateres, eller om barnet

skal stilles som, at erhvervelsen aldrig har fundet sted.

Den foreslåede ændring, hvorefter personer kan anses for aldrig at have er-

hvervet dansk statsborgerskab, når det konstateres, at forholdet, der lå til

grund for erhvervelsen af dansk statsborgerskab, ikke foreligger, og hvoref-

ter personer må anses som havende dansk statsborgerskab, hvis vedkom-

mende er myndig på tidspunktet for konstateringen eller ville blive statsløs

derved, jf. pkt. 2.5.2, har til formål at implementere statsborgerretskonven-

tionens artikel 7, stk. 1, litra f, og stk. 3.

Det er derfor Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at den fo-

reslåede bestemmelse vil udgøre en tilstrækkelig og fyldestgørende imple-

mentering af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f.

2.6. Revision af reglerne om obligatorisk kursus i dansk familieret og

folkestyre for religiøse forkyndere m.fl. og løfteerklæring om overhol-

delse af dansk lovgivning

2.6.1. Gældende ret

Det følger af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, at der efter ansøgning kan gives

opholdstilladelse til 1) en udlænding, der her i landet skal virke som religiøs

forkynder, 2) en udlænding, der her i landet skal virke som missionær, eller

3) en udlænding, der her i landet skal virke inden for et religiøst ordenssam-

fund.

Det følger af udlændingelovens § 9 f, stk. 4, at opholdstilladelse som religiøs

forkynder m.fl. skal betinges af, at udlændingen underskriver en løfteerklæ-

ring om, at den pågældende i sit virke vil overholde dansk lovgivning.

Det følger af udlændingelovens § 9 f, stk. 6, 1. pkt., at forlængelse af en

opholdstilladelse efter stk. 1 skal betinges af, at ansøgeren inden 6 måneder

efter meddelelsen af opholdstilladelsen har gennemført et kursus i dansk fa-

milieret, frihed og folkestyre. Det følger af 2. og 3. pkt., at det påhviler an-

søgeren inden for de 6 måneder at fremlægge dokumentation herfor, og at

fristen efter ansøgning kan forlænges ved lovligt forfald.

UDKAST

Kravet om deltagelse i kurset finder ikke anvendelse, hvis ansøgeren frita-

ges herfor, fordi den pågældende har et tilsvarende kendskab til dansk fami-

lieret, frihed og folkestyre, jf. 4. pkt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis

udlændingen har gennemført undervisningsforløb med et tilsvarende ind-

hold som kurset i dansk familieret, frihed og folkestyre, eller hvis udlændin-

gen har opnået danske titler som ba.jur., cand.jur. eller har gennemført en

dansk uddannelse som socialrådgiver. Det følger af bemærkningerne til be-

stemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 50 som fremsat, side

6, at det er en forudsætning, at der kun rent undtagelsesvis sker fritagelse

for at deltage i kurset.

Det følger af udlændingelovens § 9 f, stk. 10, at udlændinge- og integrati-

onsministeren efter aftale med kirkeministeren fastsætter nærmere regler om

kurset i dansk familieret, frihed og folkestyre, herunder regler om kursets

indhold, lovligt forfald, fritagelse for at deltage i kurset, ansøgningsproce-

duren og opkrævning af gebyr for at deltage i kurset. Bemyndigelsesbestem-

melsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 228 af 9. marts 2018 om kursus i

dansk familieret, frihed og folkestyre for religiøse forkyndere m.fl.

Bestemmelserne i udlændingelovens § 9 f, stk. 4, stk. 6 og stk. 10 blev ind-

ført ved lov nr. 249 af 20. marts 2017 om ændring af udlændingeloven (Ob-

ligatorisk kursus i dansk familieret og folkestyre for religiøse forkyndere

m.fl. og løfteerklæring om overholdelse af dansk lovgivning). Loven var en

opfølgning på enighedspapiret af 31. maj 2016, hvor daværende regering

(Venstre), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folke-

parti indgik aftale om initiativer rettet mod religiøse forkyndere, som i deres

virke som prædikanter søger at modarbejde danske love og værdier om fri-

hed og demokrati.

Det følger af ændringslovens § 3, at udlændinge- og integrationsministeren

i folketingsåret 2019-20 skal fremsætte forslag om revision af loven. Det

fremgår af bemærkningerne hertil, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg B,

betænkning over L 50, s. 2, at der i forbindelse med revisionen vil skulle

tages stilling til, om der fortsat er behov for at stille krav om, at opholdstil-

ladelse til religiøse forkyndere m.fl. betinges af, at den pågældende under-

skriver en løfteerklæring om i sit virke at ville overholde dansk lovgivning,

og at forlængelse af opholdstilladelse til religiøse forkyndere m.fl. betinges

af, at udlændingen har gennemført et obligatorisk kursus i dansk familieret,

frihed og folkestyre. Der skal således tages stilling til, om de bestemmelser,

der indføres og ændres med lovforslaget, skal ændres eller ophæves.

UDKAST

Det følger videre af bemærkningerne, at der med lovforslaget stilles nye

krav til religiøse forkyndere m.fl., og at det derfor er hensigtsmæssigt at

vurdere lovens virkning efter en kortere årrække.

Revision af loven er imidlertid endnu ikke sket, hvilket skyldes en beklage-

lig fejl i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

2.6.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og

den foreslåede ordning

I overensstemmelse med forarbejderne til § 3 i lov nr. 249 af 20. marts 2017

har Udlændinge- og Integrationsministeriet foretaget en vurdering af, om de

gældende krav om, at opholdstilladelse til religiøse forkyndere m.fl. betin-

ges af, at den pågældende underskriver en løfteerklæring om i sit virke at

ville overholde dansk lovgivning, og at forlængelse af opholdstilladelse til

religiøse forkyndere m.fl. betinges af, at udlændingen har gennemført et ob-

ligatorisk kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre, skal ændres eller

ophæves.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at det er vigtigt,

at der stilles krav til udlændinge, der ønsker at opholde sig i Danmark som

religiøse forkyndere m.fl. med henblik på at udøve religiøs vejledning og

rådgivning af borgere. Det indebærer også krav til, hvordan den pågældende

agerer under sit ophold her i landet. Udlændinge- og Integrationsministeriet

lægger herved vægt på, at der inden for mange religioner og trossamfund er

tradition for, at præster og forkyndere fungerer som religiøse vejledere og

vigtige meningsdannere i trossamfundet. Det er derfor vigtigt at sikre, at

religiøse forkyndere m.fl. ikke som led i deres virke vejleder og rådgiver

borgere i strid med dansk lovgivning, danske værdier og normer.

Det gældende krav om, at udlændingen allerede ved indgivelse af ansøgnin-

gen om opholdstilladelse som religiøs forkynder i Danmark skal under-

skrive en løfteerklæring om, at pågældende i sit virke vil overholde dansk

lovgivning, sender et vigtigt signal til udlændingen om, at det på ingen måde

accepteres, hvis dansk lov ikke respekteres under eksempelvis en religiøs

vejledning.

Ved kurset i dansk familieret mv., undervises udlændingen bl.a. i modsæt-

ningerne mellem dansk ret og danske traditioner på den ene side, og religi-

øse normer og sædvaner på den anden side, ligesom der undervises i lovgiv-

ning om ytrings- og religionsfrihed, folkestyre, ligestilling mellem kønnene

UDKAST

og frihed til seksuel orientering, ikke-diskrimination og kvinderettigheder.

Det vil sige, at udlændingen undervises i helt fundamentale danske værdier,

normer og lovgivning og dermed forbedrer sine forudsætninger for at råd-

give og vejlede i overensstemmelse hermed.

På denne baggrund er det Udlændinge- og Integrationsministeriets opfat-

telse, at de gældende krav til løfteerklæring og kursus i dansk familieret mv.

bør videreføres i uændret form, hvorfor ministeriet finder, at den gældende

revisionsbestemmelse skal ophæves.

Det foreslås at ophæve revisionsbestemmelsen i lov nr. 249 af 20. marts

2017, således at der ikke længere er krav om revision af udlændingelovens

§ 9 f, stk. 4, stk. 6 og stk. 10.

Ophævelsen vil have den effekt, at udlændingelovens § 9 f, stk. 4, stk. 6 og

stk. 10, videreføres i uændret form.

Det vil derfor efter det foreslåede fortsat være en betingelse for at blive med-

delt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, som religiøs for-

kynder m.fl. i Danmark, at ansøgeren underskriver en løfteerklæring om, at

den pågældende i sit virke vil overholde dansk lovgivning.

Det vil endvidere fortsat være en betingelse for forlængelse af en opholds-

tilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, at ansøgeren inden seks må-

neder efter meddelelsen af opholdstilladelsen har gennemført et kursus i

dansk familieret, frihed og folkestyre, lige som det også fremover vil være

udlændinge- og integrationsministeren, der efter aftale med kirkeministeren

fastsætter nærmere regler om kurset.

Forslaget indebærer desuden, at den gældende bekendtgørelse nr. 228 af 9.

marts 2018 om kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre for religiøse

forkyndere m.fl. fortsat vil være gældende.

Der henvises til lovforslagets § 6.

2.7. Ophævelse af revisionsbestemmelse

2.7.1. Gældende ret

UDKAST

Det følger af § 3, stk. 1, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 om ændring af udlæn-

dingeloven og hjemrejseloven, at udlændinge- og integrationsministeren

fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Det forventes, at loven sættes

i kraft, når Danmark har indgået en overenskomst eller et hertil svarende

arrangement med et tredjeland.

Det følger af § 3, stk. 2, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 om ændring af udlæn-

dingeloven og hjemrejseloven, at udlændinge- og integrationsministeren

fremsætter forslag om revision af loven, hvis loven ikke inden udgangen af

2022 er trådt i kraft. Bestemmelsen indebærer, at loven skal tages op til for-

nyet overvejelse, hvis loven ikke er trådt i kraft inden udgangen af 2022.

Lov nr. 1191 af 8. juni 2021 om ændring af udlændingeloven og hjemrejse-

loven indeholder det overordnede lovgivningsmæssige grundlag for, at Dan-

mark efter indgåelse af en overenskomst eller et hertil svarende arrangement

med et tredjeland vil skulle overføre udlændinge, der søger om asyl i Dan-

mark, til det pågældende tredjeland med henblik på asylsagsbehandling og

eventuel efterfølgende beskyttelse i et tredjeland under overholdelse af Dan-

marks internationale forpligtelser.

Lov nr. 1191 af 8. juni 2021 er endnu ikke trådt i kraft.

Som følge af senere lovændringer af betydning for lov nr. 1191 af 8. juni

2021 er der indsat en tilsvarende revisionsbestemmelse i § 16, stk. 8, i lov

nr. 452 af 20. april 2022 om ændring af udlændingeloven, straffeloven, lov

om aktiv socialpolitik, repatrieringsloven og forskellige andre love, samt i §

13, stk. 4, i lov nr. 893 af 21. juni 2022 om ændring af lov om fuldbyrdelse

af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love.

2.7.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og

den foreslåede ordning

I overensstemmelse med bemærkningerne til lovens § 3, stk. 2, jf. Folke-

tingstidende 2020-21, B, Betænkning, side 5 (til nr. 23), har Udlændinge-

og Integrationsministeriet taget lov nr. 1191 af 8. juni 2021 op til fornyet

overvejelse. Det fremgår af bemærkningerne til § 3, stk. 1, i lov nr. 1191 af

8. juni 2021, at det forventes, at lov nr. 1191 af 8. juni 2021 sættes i kraft,

når Danmark eventuelt har indgået en overenskomst eller et hertil svarende

arrangement med et tredjeland.

UDKAST

Danmark har ikke på nuværende tidspunkt indgået en overenskomst eller et

hertil svarende arrangement med et tredjeland, hvorfor loven endnu ikke er

trådt i kraft.

Regeringen ønsker at engagere sig i alle løsninger, der er mulige, og som

overholder internationale konventioner og Danmarks EU-retlige forpligti-

gelser, herunder om der f.eks. kan indgås samarbejder med andre lande in-

spireret af Tyrkiet-aftalen, oprettes et modtagecenter uden for Europa eller

andet, der tilsvarende bidrager til at løse udfordringerne.

Det er regeringens mål, at et modtagecenter uden for Europa etableres af EU

eller i samarbejde med en række andre lande, og at det etableres et sikkert

sted, der lever op til Danmarks internationale forpligtelser.

Det er således Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der

fortsat er behov for et overordnet lovmæssigt grundlag for, at Danmark har

mulighed for efter indgåelse af en overenskomst eller et hertil svarende ar-

rangement med et tredjeland at overføre udlændinge, der søger om asyl i

Danmark, til det pågældende tredjeland med henblik på realitetsbehandling

af asylansøgningerne og eventuel efterfølgende beskyttelse under overhol-

delse af Danmarks internationale forpligtelser.

Det foreslås derfor, at § 3, stk. 2, i loven ophæves, således at loven videre-

føres i uændret form.

Som følge af senere lovændringer af betydning for lov nr. 1191 af 8. juni

2021, kræves lovteknisk en tilsvarende ophævelse af § 16, stk. 8, i lov nr.

452 af 20. april 2022 om ændring af udlændingeloven, straffeloven, lov om

aktiv socialpolitik, repatrieringsloven og forskellige andre love, samt af §

13, stk. 4, i lov nr. 893 af 21. juni 2022 om ændring af lov om fuldbyrdelse

af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love.

Det foreslås derfor ligeledes, at § 16, stk. 8, i lov nr. 452 af 20. april 2022

samt § 13, stk. 4, i lov nr. 893 af 21. juni 2022, ophæves.

2.8. Ophævelse af lov om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse

med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union

uden en aftale

2.8.1. Gældende ret

UDKAST

Lov nr. 264 af 25. marts 2019 om videreførelse af visse rettigheder i forbin-

delse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union

uden en aftale blev vedtaget med det formål at modvirke de alvorligste kon-

sekvenser for statsborgere i Det Forenede Kongerige og deres familiemed-

lemmer, der havde opholdsret i Danmark på tidspunktet for Det Forenede

Kongeriges udtræden af EU.

Med loven er der indført en ordning, hvorefter visse rettigheder, herunder

opholdsret, som statsborgere i Det Forenede Kongerige hidtil har nydt efter

EU-retten, vil kunne videreføres midlertidigt.

Loven indeholder i § 32, stk. 1, en bemyndigelsesbestemmelse for udlæn-

dinge- og integrationsministeren til at fastsætte tidspunktet for lovens ikraft-

træden.

Loven er ikke blevet sat i kraft, idet der i oktober 2019 blev indgået en aftale

mellem EU og Storbritannien, der fastlægger betingelserne for Stor-britan-

niens velordnede udtræden af EU i overensstemmelse med artikel 50 i trak-

taten om Den Europæiske Union. Udtrædelsesaftalen trådte i kraft den 1.

februar 2020.

2.8.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og

den foreslåede ordning

Det forslås at ophæve lov om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse

med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union uden en

aftale.

Loven blev vedtaget med det formål at sikre fortsatte opholdsrettigheder mv.

for herboende statsborgere i Det Forenede Kongerige for det tilfælde, at der

ikke blev opnået enighed om en udtrædelsesaftale, idet de pågældende i så

tilfælde uden loven ville miste deres opholdsgrundlag i Danmark, når EU-

reglerne om fri bevægelighed ophørte med at finde anvendelse på dem. Ud

over retten til ophold og arbejde skulle loven sikre fortsat ret til en række

ydelser og rettigheder, herunder sociale ydelser og uddannelse, der ligeledes

ville bortfalde, hvorfor loven vedrører en række ministerområder.

Med indgåelsen af udtrædelsesaftalen, som sikrer fortsatte rettigheder til de

pågældende, er loven overflødiggjort, og den foreslås på denne baggrund

ophævet.

UDKAST

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

[Under afklaring]

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

[Under afklaring]

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Klima- og miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klima- og miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Dele af lovforslaget har til formål at gennemføre EU-retsakter i dansk ret.

Den del af lovforslaget, der omhandler ændringer af dansk ret som følge af

Kroatiens fulde optag i Schengensamarbejdet, har til formål at gennemføre

Rådets afgørelse nr. 2022/2451 af 8. december 2022 om den fulde anven-

delse af Schengenreglerne i Republikken Kroatien i dansk ret.

Derudover har den del af lovforslaget, der omhandler interoperabilitetsfor-

ordningerne, til formål af gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning (EU) nr. 2019/817 af 20. maj 2019 om fastsættelse af en ramme for

interoperabilitet mellem EU-informationssystemer vedrørende grænser og

visum samt de dele, som vedrører SIS i forordning (EU) nr. 2019/818 om

fastsættelse af en ramme for interoperabilitet mellem EU-informationssy-

stemer vedrørende politisamarbejde og retligt samarbejde, asyl og migra-

tion, i dansk ret. Interoperabilitetsforordningerne er omfattet af Danmarks

forbehold vedrørende retlige og indre anliggender (retsforbeholdet), men

dele af forordningerne udgør en udbygning af Schengenreglerne, hvorfor

Danmark i henhold til artikel 4, stk. 1, 1. pkt., i protokol nr. 22 om Danmarks

stilling (protokollen) har meddelt Rådet og EU-Kommissionen, at Danmark

vil gennemføre forordningerne i dansk ret. Derved er der blevet skabt en

mellemstatslig forpligtelse mellem Danmark og de øvrige medlemsstater og

associerede Schengenlande, der er bundet af forordningerne.

Lovforslaget indeholder endvidere en ændring af reglerne om frihedsberø-

velse af unionsborgere og deres familiemedlemmer med henblik på udsen-

delse. Ændringen skyldes, at EU-Domstolen i dom af 22. juni 2021, C-

718/19, Ordre des barreaux francophones et germanophone, har fastslået, at

EU-reglerne om fri bevægelighed er til hinder for, at der med henblik på

UDKAST

udsendelse af unionsborgere og deres familiemedlemmer sker frihedsberø-

velse af en varighed, der er identisk med den, der finder anvendelse på tred-

jelandsstatsborgere, da unionsborgere og deres familiemedlemmer ikke be-

finder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for andre

udlændinge.. Den foreslåede ændring indebærer, at der fremover bliver son-

dret mellem unionsborgere, herunder familiemedlemmer til unionsborgere,

og andre udlændinge i overensstemmelse med EU-Domstolens dom.

Det foreslås desuden at ændre reglerne om frihedsberøvelse med henblik på

bl.a. overførsel efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a om overførsel

m.v. efter reglerne i Dublinforordningen i udlændingeloven, så der sker en

korrekt henvisning til hjemrejseloven. Ændringen skal sikre, at der er fuld

overensstemmelse med Dublinforordningen, idet de frihedsberøvelser, der

er omtalt i udlændingelovens § 37, stk. 9, 3. pkt., alene foretages efter hjem-

rejseloven. Det bemærkes, at der i praksis ikke har været administreret i strid

med reglerne i Dublinforordningen.

Med lovforslagets pkt. 2.5 foreslås det at indføre en bestemmelse i indføds-

retslovens § 1, stk. 4, således at et barn anses for aldrig at have erhvervet

dansk statsborgerskab, hvis det konstateres, at det forhold, der lå til grund

for barnets erhvervelse af dansk statsborgerskab efter indfødsretslovens § 1,

stk. 1 og 3, § 2 eller § 2 A, stk. 1 og 3, ikke foreligger. Efter den foreslåede

bestemmelse i indfødsretslovens § 1, stk. 4, 2. pkt., er det nævnte udgangs-

punkt dog indskrænket, således at det ikke vil gælde, hvis den nævnte kon-

statering først sker, når den pågældende ikke længere er mindreårig, eller

hvis barnet derved ville blive statsløst. I de sidstnævnte tilfælde må den på-

gældende anses som havende dansk statsborgerskab i overensstemmelse

med statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, og konventionens

artikel 7, stk. 3.

I den forbindelse gøres opmærksom på, at EU-Domstolen den 12. marts

2019 har afsagt en dom vedrørende nederlandske regler om fortabelse af

statsborgerskab (EU-Domstolens dom i sag C-221/17, Tjebbes).

Det følger blandt andet af dommen, at hvor fortabelse af dansk statsborger-

skab samtidig medfører fortabelse af vedkommendes unionsborgerskab,

skal der foretages en vurdering af, om fortabelsen er i overensstemmelse

med EU-retten. Det følger videre, at det skal indgå i denne vurdering, om

fortabelsen af statsborgerskabet har følger, som på en uforholdsmæssig

måde – i forhold til det mål, som lovgivningen forfølger – påvirker den nor-

male udvikling af vedkommendes arbejds- og familieliv i forhold til EU-

retten. I forbindelse med denne prøvelse af forholdsmæssigheden påhviler

UDKAST

det myndighederne og i givet fald retterne navnlig at sikre, at fortabelsen er

i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i Den

Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder (chartret), her-

under særligt retten til privatliv og familieliv, som er fastsat i artikel 7 i

chartret.

Det anføres i den forbindelse i dommen, at der i en sådan vurdering skal

tages højde for den berørte persons tilknytning til øvrige EU-lande, f.eks.

om den berørte person efter sin fortabelse af unionsborgerskabet udsættes

for vanskeligheder ved at opretholde en familie- eller beskæftigelsesmæssig

tilknytning i et (eller flere) medlemsland(e), der allerede er opbygget under

unionsborgerens udøvelse af retten til fri bevægelighed i EU. Hypotetiske

eller eventuelle fremtidige ønsker om at opbygge familie- eller beskæftigel-

sesmæssig tilknytning til én eller flere medlemsstater er ikke relevante ved

denne vurdering.

Denne rettighed skal sammenholdes med forpligtelsen til at tage hensyn til

barnets tarv, som fremgår af chartrets artikel 24, stk. 2, jf. herved pkt. 2.3.2

i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 83 af 12. december 2019,

jf. Folketingstidende 2019-20, L 83 som fremsat, A, side 11-12.

Det er dog Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at den fore-

slåede ordning ikke berøres af EU-retten, idet de pågældende personer anses

for aldrig at have erhvervet dansk statsborgerskab, og derfor er det ministe-

riets vurdering, at unionsborgerskabet ikke fortabes, men skal betragtes som

en nullitet. Dette understøttes af, at den forklarende rapport til statsborger-

retskonventionen overlader det til den nationale lovgivning at fastlægge,

hvorvidt en person fortaber statsborgerskabet ved konstatering af, at grund-

laget for erhvervelse af statsborgerskabet ikke foreligger, eller om personen

skal anses for aldrig at have erhvervet statsborgerskabet. Når en person an-

ses for aldrig at have erhvervet dansk statsborgerskab, er det således mini-

steriets vurdering, at der ikke vil skulle foretages en prøvelse af proportio-

naliteten i forhold til EU-retten. Det bemærkes hertil, at EU-Domstolen gen-

tagne gange har fastslået, at det tilkommer medlemsstaterne i overensstem-

melse med folkeretten at fastlægge betingelserne for erhvervelse og forta-

belse af statsborgerskab, jf. hertil bl.a. EU-Domstolens dom af 12. marts

2019 i sag C-221/17, Tjebbes, præmis 30. Det bemærkes dog, at det ikke er

endeligt afklaret ved EU-Domstolen, om spørgsmålet om, hvorvidt konsta-

teringer af, at en person ikke har erhvervet statsborgerskab i en medlemsstat

og dermed unionsborgerskab, er omfattet af EU-retten.

Lovforslagets øvrige dele indeholder ikke EU-retlige aspekter.

UDKAST

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den … til den … været sendt i

høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

[…]

9. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Økonomiske

[Udestår]

konsekvenser for

stat, kommuner

og regioner

Implemente-

[Udestår]

ringskonsekven-

ser for stat, kom-

muner og regio-

ner

Økonomiske

[Udestår]

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative [Udestår]

konsekvenser for

erhvervslivet

[Udestår]

Administrative Lovforslaget har ikke i sig selv admi- Lovforslaget har ikke i sig selv admi-

konsekvenser for nistrative konsekvenser for borgerne. nistrative konsekvenser for borgerne.

borgerne

Klima- og miljø- Ingen

mæssige konse-

kvenser

Ingen

Forholdet til EU- Den del af lovforslaget, der omhandler ændringer af dansk ret som følge af

retten

Kroatiens fulde optag i Schengensamarbejdet, har til formål at gennemføre

Rådets afgørelse nr. 2022/2451 af 8. december 2022 om den fulde anven-

delse af Schengenreglerne i Republikken Kroatien i dansk ret.

UDKAST

Derudover har den del af lovforslaget, der omhandler interoperabilitetsfor-

ordningerne, endvidere til formål af gennemføre Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 2019/817 af 20. maj 2019 om fastsættelse af en

ramme for interoperabilitet mellem EU-informationssystemer vedrørende

grænser og visum samt de dele, som vedrører SIS i forordning (EU) nr.

2019/818 om fastsættelse af en ramme for interoperabilitet mellem EU-in-

formationssystemer vedrørende politisamarbejde og retligt samarbejde, asyl

og migration, i dansk ret.Lovforslaget indeholder endvidere en ændring af

reglerne om frihedsberøvelse af unionsborgere og deres familiemedlemmer

med henblik på udsendelse. Ændringen skyldes, at EU-Domstolen i dom af

22. juni 2021, C-718/19, Ordre des barreaux francophones et ger-

manophone, har fastslået, at EU-reglerne om fri bevægelighed er til hinder

for, at der med henblik på udsendelse af unionsborgere og deres familie-

medlemmer sker frihedsberøvelse af en varighed, der er identisk med den,

der finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, da unionsborgere og deres

familiemedlemmer ikke befinder sig i en situation, der er sammenlignelig

med situationen for andre udlændinge.. Den foreslåede ændring indebærer,

at der fremover bliver sondret mellem unionsborgere, herunder familiemed-

lemmer til unionsborgere, og andre udlændinge i overensstemmelse med

EU-Domstolens dom.

Det foreslås desuden at ændre reglerne om frihedsberøvelse med henblik på

bl.a. overførsel efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a om overførsel

m.v. efter reglerne i Dublinforordningen i udlændingeloven, så der sker en

korrekt henvisning til hjemrejseloven. Ændringen skal sikre, at der er fuld

overensstemmelse med Dublinforordningen, idet de frihedsberøvelser, der

er omtalt i udlændingelovens § 37, stk. 9, 3. pkt., alene foretages efter hjem-

rejseloven. Det bemærkes, at der i praksis ikke har været administreret i strid

med reglerne i Dublinforordningen.

Lovforslagets øvrige elementer indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Er i strid med de

principper

for

implementering

af erhvervsrettet

EU-regulering/

Går videre end

minimumskrav i

EU-regulering

(sæt X)

Nej

UDKAST

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter udlændingelovens § 2 a, stk. 2, forstås ved et Schengenland i denne

lov et land, der er tilsluttet Schengenkonventionen. Bulgarien, Cypern, Kro-

atien og Rumænien anses dog ikke for Schengenlande i forhold til § 2 b, stk.

1-3, §§ 3, 4 og 4 b, § 19, stk. 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr. 6, § 38, stk. 1-3,

§ 39, stk. 3, 2. pkt., § 58 f og § 59, stk. 1, nr. 1. Cypern og Kroatien anses

endvidere ikke for Schengenlande i forhold til § 10, stk. 2, nr. 4, § 19, stk.

4, § 58 g og § 58 h.

Det foreslås, at i

§ 2 a, stk. 2, 2.

3. pkt.,

udgår ”Kroatien”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremadrettet alene vil være Bul-

garien, Cypern og Rumænien, som i forhold til § 2 b, stk. 1-3, §§ 3, 4 og 4

b, § 19, stk. 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr. 6, § 38, stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2.

pkt., § 58 f og § 59, stk. 1, nr. 1, ikke anses som Schengenlande. Ændringen

vil endvidere medføre, at det fremadrettet alene vil være Cypern, som i for-

hold til bestemmelser i udlændingeloven, der vedrører SIS-samarbejdet,

ikke anses som Schengenlande.

Baggrunden for ændringen er, at Kroatien og EU-medlemsstaterne i 2011

indgik en traktat om Kroatiens tiltrædelse i EU, hvoraf det fremgår, at de

bestemmelser i Schengenreglerne, der hænger direkte sammen med afskaf-

felsen af personkontrol ved de indre grænser, ikke finder anvendelse ved

tiltrædelsen, men først når Rådet har truffet afgørelse herom, efter at det er

blevet sikret, at de nødvendige betingelser for gennemførelse af alle de på-

gældende regler er opfyldt. Der er siden 2011 løbende sket opfølgning på

disse betingelser.

På EU-ministerrådsmøde den 8. december 2022 blev det i Rådets afgørelse

(EU) 2022/2451 (EU-Tidende 2022, nr. L 320 af 14. december 2022, s. 41-

46) vedtaget, at Kroatien kunne påbegynde fuld anvendelse af Schengen-

reglerne.

UDKAST

Med vedtagelsen af rådsafgørelsen ophævedes den indre grænsekontrol på

grænser fra Kroatien og til de lande, der anvender Schengenreglerne fuldt

ud fra den 1. januar 2023 for sø- og landegrænser og fra den 26. marts 2023

for luftgrænser. Vedtagelsen betyder endvidere, at resterende bestemmelser

i Schengenreglerne vedrørende Schengeninformationssystemet (SIS) brin-

ges i anvendelse for Kroatien fra den 1. januar 2023.

Kroatien vil derudover kunne udstede visum med gyldighed for hele Schen-

genområdet i overensstemmelse med reglerne i visumkodeks, ligesom an-

meldte opholdstilladelser vil være dokumenter, der giver tredjelandsstats-

borgere ret til indrejse uden visum.

Kroatien bliver med andre ord for så vidt angår grænser, visum og Schen-

geninformationssystemet (SIS) et Schengenland i udlændingelovens for-

stand.

De foreslåede ændringer er således konsekvensændringer som følge af råds-

afgørelsen.

Til nr. 2

Til § 2 a, stk. 10

Ved Folketingets vedtagelse af lov nr. 721 af 27. april 2021 ændredes ud-

lændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen.

Ifølge lovens § 1, nr. 8 og 9, indsættes nye stykker i udlændingelovens § 2

a, som gennemfører EES-forordningen og ETIAS-forordningen i dansk ret.

Bestemmelserne træder ifølge lovens § 3 i kraft ved udlændinge- og inte-

grationsministerens bestemmelse herom. Bestemmelserne er endnu ikke sat

i kraft.

Af lovtekniske grunde kan der ikke foreslås et eller flere yderligere stykker

efter et eller flere stykker, der på fremsættelsestidspunktet for den eller de

yderligere stykker ikke er trådt i kraft.

Med henblik på at kunne indsætte yderligere nye stykker i § 2 a, er det såle-

des af lovtekniske grunde nødvendigt at affatte

§ 2 a, stk. 10,

på ny og her-

efter indsætte de endnu ikke ikrafttrådte stykker samt nye yderligere styk-

ker.

UDKAST

I udlændingelovens § 2 a, stk. 10, defineres begrebet SIS som Schengenin-

formationssystemet.

Det foreslås at ophæve § 2 a, stk. 10, og i stedet indsætte bestemmelsen med

samme ordlyd, hvorefter bestemmelsen fortsat vil definere begrebet SIS

som Schengeninformationssystemet.

Til § 2 a, stk. 11

Det bemærkes indledningsvist, at der som anført under § 2 a, stk. 10, alene

er tale om en lovteknisk ændring, idet § 1, nr. 8, i lov nr. 721 af 27. april

2021 om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af

Schengenkonventionen endnu ikke er sat i kraft, jf. ikrafttrædelsesbestem-

melserne i lovens § 3. Der er således tale om en gengivelse af de specielle

bemærkninger til § 1, nr. 8, i lov nr. 721 af 27. april 2021.

Der eksisterer ikke på nuværende tidspunkt et ind- og udrejsesystem.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 2 a indsættes et stk. 11, hvorefter

bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse

af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og udrejseoplysninger og

oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende tredjelandsstatsborgere, der

passerer Den Europæiske Unions medlemsstaters ydre grænser og om fast-

læggelse af betingelserne for adgang til ind- og udrejsesystemet til retshån-

dhævelsesformål (EES-forordningen) med senere ændringer gælder her i

landet.

Det betyder dels, at den gældende EES-forordning, som blev vedtaget af

Europa-Parlamentet og Rådet den 30. november 2017, og som finder anven-

delse fra den dato, der fastsættes af EU-Kommissionen, gælder i Danmark.

Der henvises til lovforslagets § 11 om lovforslagets ikrafttræden.

Det betyder endvidere, at også fremtidige ændringer af EES-forordningen –

i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af andre regler i

udlændingeloven – vil gælde i Danmark.

Fremtidige ændringer af forordningen eller vedtagelse af yderligere gen-

nemførelsesforanstaltninger, som ikke kræver ændring af udlændingelovens

regler, vil således kunne gennemføres ved udlændinge- og integrationsmi-

nisterens fastsættelse af nærmere bestemmelse herom. Der henvises i den

forbindelse til § 1, nr. 21, i lov nr. 721 af 27. april 2021 om ændring af

UDKAST

udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventio-

nen.

Det bemærkes, at EES-forordningen er omfattet af det danske retsforbehold,

men idet forordningerne udgør en udbygning af Schengenreglerne, har Dan-

mark i henhold til artikel 4 i protokollen om Danmarks stilling truffet afgø-

relse om at gennemføre forordningerne i dansk ret på mellemstatsligt grund-

lag.

Der henvises til pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en

nærmere beskrivelse af Danmarks stilling, herunder om retsakter der udbyg-

ger Schengenreglerne.

Det bemærkes endvidere, at Folketingets Europaudvalg efter de gældende

retningslinjer for den danske EU-beslutningsprocedure vil blive forelagt væ-

sentlige forslag til ændringer af EES-forordningen forud for den generelle

indstilling i Rådet. For så vidt angår forslag af større rækkevidde forelægges

sager for Folketingets Europaudvalg med henblik på forhandlingsoplæg. I

den formulering ligger, at regeringen for så vidt angår foranstaltninger af

større rækkevidde forud for den generelle indstilling i Rådet skal sikre sig,

at regeringen ikke har et flertal imod sig. Hvis der måtte blive tale om æn-

dringer af en sådan karakter, at Danmark ved en tiltrædelse må anses at blive

undergivet forpligtelser af større betydning, kræves endvidere Folketingets

forudgående samtykke efter grundlovens § 19.

Det bemærkes endelig, at en række af de løbende ændringer, der måtte ske

af EES-forordningen, forventes at ville være af mere teknisk karakter og

dermed vil kunne gennemføres administrativt.

Der henvises til pkt. 3.2.2 i lovforslag nr. 185 af 4. marts 2021 for en nær-

mere beskrivelse af EES-forordningen.

Til § 2 a, stk. 12

Det bemærkes indledningsvist, at der som anført under § 2 a, stk. 10, alene

er tale om en lovteknisk ændring, idet § 1, nr. 9, i lov nr. 721 af 27. april

2021 om ændring af udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af

Schengenkonventionen endnu ikke er sat i kraft, jf. ikrafttrædelsesbestem-

melserne i lovens § 3. Der er således tale om en gengivelse af de specielle

bemærkninger til § 1, nr. 9, i lov nr. 721 af 27. april 2021.

UDKAST

Der eksisterer ikke på nuværende tidspunkt et europæisk system vedrørende

rejseinformation og rejsetilladelse.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 2 a indsættes et stk. 12, hvorefter

bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse

af et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse

(ETIAS-forordningen) med senere ændringer gælder her i landet.

Det betyder dels, at den gældende ETIAS-forordning, som blev vedtaget af

Europa-Parlamentet og Rådet den 12. september 2018, og som finder an-

vendelse fra den dato, der fastsættes af EU-Kommissionen, gælder i Dan-

mark. Der henvises til lovforslagets § 11 om lovforslagets ikrafttræden.

Det betyder endvidere, at også fremtidige ændringer af ETIAS-forordningen

– i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af andre regler i

udlændingeloven – vil gælde i Danmark.

Fremtidige ændringer af forordningen eller vedtagelse af yderligere gen-

nemførelsesforanstaltninger, som ikke kræver ændring af udlændingelovens

regler, vil således kunne gennemføres ved udlændinge- og integrationsmi-

nisterens fastsættelse af nærmere bestemmelse herom. Der henvises i den

forbindelse til § 1, nr. 22, i lov nr. 721 af 27. april 2021 om ændring af

udlændingeloven og lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventio-

nen.

Det bemærkes, at ETIAS-forordningen er omfattet af det danske retsforbe-

hold, men idet forordningerne udgør en udbygning af Schengenreglerne, har

Danmark i henhold til artikel 4 i protokollen om Danmarks stilling truffet

afgørelse om at gennemføre forordningerne i dansk ret på mellemstatsligt

grundlag.

Der henvises til pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en

nærmere beskrivelse af Danmarks stilling, herunder om retsakter der udbyg-

ger Schengenreglerne.

Det bemærkes endvidere, at Folketingets Europaudvalg efter de gældende

retningslinjer for den danske EU-beslutningsprocedure vil blive forelagt væ-

sentlige forslag til ændringer af ETIAS-forordningen forud for den generelle

indstilling i Rådet. For så vidt angår forslag af større rækkevidde forelægges

sager for Folketingets Europaudvalg med henblik på forhandlingsoplæg. I

den formulering ligger, at regeringen for så vidt angår foranstaltninger af

større rækkevidde forud for den generelle indstilling i Rådet skal sikre sig,

UDKAST

at regeringen ikke har et flertal imod sig. Hvis der måtte blive tale om æn-

dringer af en sådan karakter, at Danmark ved en tiltrædelse må anses at blive

undergivet forpligtelser af større betydning, kræves endvidere Folketingets

forudgående samtykke efter grundlovens § 19.

Det bemærkes endelig, at en række af de løbende ændringer, der måtte ske

af ETIAS-forordningen, forventes at ville være af mere teknisk karakter og

dermed vil kunne gennemføres administrativt.

Der henvises til pkt. 3.1.2 i lovforslag nr. 185 af 4. marts 2021 for en nær-

mere beskrivelse af ETIAS-forordningen.

Til § 2 a, stk. 13

Der eksisterer på nuværende tidspunkt ikke interoperabilitetskomponenter

vedrørende de eksisterende og kommende EU-informationssystemer for

sikkerhed og grænse- og migrationsforvaltning.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 2 a indsættes et

stk. 13,

hvorefter

bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2019/817 af 20. maj 2019 om fastsættelse af en ramme for interoperabilitet

mellem EU-informationssystemer vedrørende grænser og visum og de dele,

som vedrører SIS, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2019/818 af 20. maj 2019 om fastsættelse af en ramme for interoperabilitet

mellem EU-informationssystemer vedrørende politisamarbejde og retligt

samarbejde, asyl og migration (interoperabilitetsforordningerne) med se-

nere ændringer gælder her i landet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at interoperabilitetsforordnin-

gerne, som blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 20. maj 2019,

og som finder anvendelse fra den dato, der fastsættes af EU-Kommissionen,

gælder i Danmark.

Endvidere betyder det, at også fremtidige ændringer af interoperabilitetsfor-

ordningerne – i det omfang, at sådanne ændringer ikke kræver ændring af

andre regler i udlændingeloven – vil gælde i Danmark.

Fremtidige ændringer af forordningerne eller vedtagelse af yderligere gen-

nemførelsesforanstaltninger, som ikke kræver ændring af udlændingelovens

øvrige regler, vil således kunne gennemføres ved udlændinge- og integrati-

onsministerens fastsættelse af nærmere bestemmelse herom, jf. den ved lov-

forslagets § 1, nr. 9, foreslåede ændring af bestemmelsen i § 58 d, 1. pkt.

UDKAST

Det bemærkes endvidere, at Folketingets Europaudvalg efter de gældende

retningslinjer for den danske EU-beslutningsprocedure vil blive forelagt væ-

sentlige forslag til ændringer af interoperabilitetsforordningerne forud for,

at der opnås enighed herom i Rådet. For så vidt angår forslag af større ræk-

kevidde forelægges sager for Folketingets Europaudvalg med henblik på

forhandlingsoplæg. I den formulering ligger, at regeringen for så vidt angår

foranstaltninger af større rækkevidde forud for, at der opnås enighed om et

forslag i Rådet, skal sikre sig, at regeringen ikke har et flertal imod sig. Hvis

der måtte blive tale om ændringer af en sådan karakter, at Danmark ved en

tiltrædelse må anses at blive undergivet forpligtelser af større betydning,

kræves endvidere Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens §

19.

Det bemærkes endelig, at en række af de løbende ændringer, der måtte ske

af interoperabilitetsforordningerne, forventes at ville være af mere teknisk

karakter og dermed vil kunne gennemføres administrativt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.1 og pkt. 2.1.3.

Til nr. 3

Det fremgår af udlændingelovens § 37, stk. 8, at frihedsberøvelse med hen-

blik på udsendelse efter § 36 og hjemrejselovens § 16 ikke må finde sted i

et tidsrum, der overstiger 6 måneder. Retten kan dog forlænge dette tidsrum

i op til yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder,

såfremt udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan for-

ventes at tage længere tid som følge af udlændingens manglende medvirken

til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af nødven-

dig rejselegitimation og indrejsetilladelse. Frihedsberøvelsen skal være af

så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe udsendelsen

er under forberedelse og gennemføres med omhu.

Bestemmelsen implementerer artikel 15, stk. 5 og 6 i direktiv 2008/115/EF

om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.

Det foreslås, at udlændingelovens

§ 37, stk. 8, 1. pkt.,

ændres, således at

frihedsberøvelse med henblik på udsendelse ikke må finde sted i et tidsrum,

der for unionsborgere og deres familiemedlemmer overstiger 3 måneder.

For andre udlændinge videreføres den oprindelige retsstilling. Derudover

videreføres retsstillingen.

UDKAST

På baggrund af EU-Domstolens dom af 30. november 2009 i den præjudi-

cielle sag, nr. C-357/09, Kadzoev, skal der ved beregningen af frihedsberø-

velsens udstrækning efter den foreslåede bestemmelse i § 37, stk. 8, indgå

en eventuel frihedsberøvelsesperiode, der er påbegyndt inden bestemmel-

sens ikrafttræden, når frihedsberøvelsen er sket med henblik på udsendelse.

Endvidere skal der ved beregningen af frihedsberøvelsens udstrækning ikke

tages hensyn til perioder, hvor andre udlændinge end unionsborgere og de-

res familiemedlemmer har været frihedsberøvet på et andet grundlag end

udsendelse.

Hvis andre udlændinge, end unionsborgere og deres familiemedlemmer, der

er frihedsberøvet med henblik på udsendelse, søger om asyl, og det vurde-

res, at pågældende bør frihedsberøves under asylsagens behandling, bør fri-

hedsberøvelsesgrundlaget derfor ændres i overensstemmelse hermed. Hvis

dette ikke sker, vil frihedsberøvelsesperioden under asylsagsbehandlingen

indgå ved beregningen af den maximale udstrækning af frihedsberøvelsen

efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 37, stk. 8, og herved

forkorte den tid, som den pågældende kan være frihedsberøvet med henblik

på udsendelse.

Den foreslåede ændring indebærer, at frihedsberøvelse med henblik på ud-

sendelse efter § 36 og hjemrejselovens § 16 ikke må finde sted i en periode,

der for unionsborgere og deres familiemedlemmer overstiger 3 måneder.

Muligheden for frihedsberøvelse af unionsborgere og deres familiemedlem-

mer halveres fra 6 måneder til 3 måneder. Lovforslaget påvirker således ikke

grænsen for, hvor lang tid frihedsberøvelse af andre udlændinge med hen-

blik på udsendelse kan vare. Lovforslaget medfører, at der tydeligt sondres

mellem unionsborgere, herunder familiemedlemmer til unionsborgere, og

andre udlændinge med henblik på varigheden af en frihedsberøvelse i ud-

sendelsesøjemed. Bestemmelsen vil som følge af ændringen blive bragt i

overensstemmelse med EU-retten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af udlændingelovens § 37, stk. 8, at frihedsberøvelse med hen-

blik på udsendelse efter § 36 og hjemrejselovens § 16 ikke må finde sted i

et tidsrum, der overstiger 6 måneder. Retten kan dog forlænge dette tidsrum

UDKAST

i op til yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder,

såfremt udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan for-

ventes at tage længere tid som følge af udlændingens manglende medvirken

til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af nødven-

dig rejselegitimation og indrejsetilladelse. Frihedsberøvelsen skal være af

så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe udsendelsen

er under forberedelse og gennemføres med omhu.

Bestemmelsen implementerer artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115/EF

om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.

Det foreslås, at udlændingelovens

§ 37, stk. 8, 2. pkt.,

ændres, således at

retten kan forlænge tidsrummet for frihedsberøvelse, i forbindelse med ud-

sendelse, i op til 6 måneder for unionsborgere og deres familiemedlemmer

og 12 måneder for andre udlændinge.

For andre udlændinge videreføres den oprindelige retsstilling. For udlæn-

dinge, der er omfattet af EU-reglerne, ændres som nævnt tidsrummet for

frihedsberøvelse. Derudover videreføres retsstillingen.