Udenrigsudvalget 2022-23 (2. samling)
URU Alm.del Bilag 174
Offentligt
København, den 4. august 2023
Udenrigsudvalget
Folketinget
Udenrigsudvalget har efter ønske fra Mikel Bjørn (DF) anmodet om, at jeg i et kom-
mende samråd besvarer følgende to spørgsmål:
”Vil statsministeren redegøre for sin involvering i dialogen med OIC og andre inter-
nationale parter omkring forhånelser af Koranen og regeringens efterfølgende be-
slutning om at indskrænke danskernes ytringsfrihed ved at forberede et indgreb mod
forhånelse af Koranen?”
(URU samrådsspørgsmål N, alm. del)
og
”Vil statsministeren redegøre for, hvordan regeringens planlagte indgreb mod for-
hånelse af Koranen, stemmer overens med statsministerens udtalelser ved debatten
om dansk værdipolitik 17. januar
2020: ”Demokrati, folkestyre og vores grundlov
står over religion. Vores tidligere udlændingeordfører (Mattias Tesfaye) har formu-
leret det utrolig klogt og præcist, nemlig at ’Gud har vigepligt’. Der er ikke noget,
der står over Folketinget eller over Grundloven. Man kan ikke påkalde sig, ligegyl-
digt hvilken religiøs baggrund man måtte have, særlige privilegier eller særlig ret til
at undertrykke andre, fordi man har en religion. Det er her i huset, lovgivningen
vedtages, ingen andre steder.”?”
(URU samrådsspørgsmål O, alm. del)
Jeg lægger stor vægt på, at spørgsmål fra Folketinget besvares i overensstemmelse
med de gældende regler. Der har i den forbindelse under skiftende statsministre været
fast praksis for, at det er den ansvarlige minister, der besvarer spørgsmål fra Folke-
tinget om en given sag på regeringens vegne.
Udenrigsudvalgets samrådsspørgsmål N og O vedrører regeringens politik i forhold
til den seneste tids demonstrationer med bl.a. koranafbrændinger, som har afstedkom-
met omfattende internationale reaktioner. Jeg skal på den baggrund anmode om, at
de to samrådsspørgsmål stilles til udenrigsministeren som den ansvarlige minister.
Med venlig hilsen
Mette Frederiksen