Udvalget for Landdistrikter og Øer 2022-23 (2. samling)
ULØ Alm.del Bilag 57
Offentligt
2685737_0001.png
Fejø den 30. marts 2023
Til
Udvalget for Landdistrikter og Øer
Udvalget for Småøer
Partiernes finansordførere
Kære Udvalg for Landdistrikter og Øer, Udvalg for Småøer samt finansordførere for Folketingets
partier
Sammenslutningen af Danske Småøer arbejder for liv på de danske småøer – hele livet, hele året.
Derfor har vi to ønsker til den kommende finanslov:
Et fuldt implementeret Landevejsprincip for færgepassagerer til de små øer
Tilskud til unge øboere, der må flytte hjemmefra for at tage en ungdomsuddannelse
I de seneste år har flere småø-kommuner hævet prisen på færgebilletter og forringet
færgeservicen med færre afgange og længere sejltid. Det begrundes forskelligt fra kommune til
kommune, men en fællesnævner er en presset kommunal økonomi og stigende udgifter til bl.a.
brændstof.
De danske indenrigsfærger, bør ikke ligge under for kommunale spareøvelser og skiftende
kommunalpolitiske prioriteringer. Færgerne er småøernes livsnerve og eneste adgangsvej til og fra
øen. En stabil og økonomisk overkommelig færgeforbindelse er afgørende for helårslivet på
småøerne og for vores erhvervsliv.
Ved at gennemføre Landevejsprincippet 100%, ligestilles færgepassagerer med rejsende i bil, på
cykel og til fods på fastlandet og vigtig infrastruktur, nemlig færgerne, sikres til gavn for øboer,
erhvervsliv og de mange danskere og udenlandske turister, som hvert år besøger de danske
småøer.
Landevejsprincippet virker
Det har Indenrigsministeriet fastslået i en rapport udgivet i 2022, der evaluerer den nuværende
tilskudsordning til passager- og godstrafik til landets småøer.
En forenkling af reglerne på området vil samtidig spare økommunerne og Indenrigsministeriet for
en masse bureaukrati, når de nuværende, temmelig indviklede, tilskudsordninger skal
indrapporteres og kontrolleres.
Sammenslutningen af Danske Småøer
www.danske-smaaoer.dk
Strynø Brovej 12, 5943 Strynø. Tlf: 62 51 39 93.
[email protected]
ULØ, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 57: Brev fra Sammenslutningen af Danske Småøer om landvejsprincip og tilskud til unge
2685737_0002.png
2
Unge øboere skal have mulighed for at starte på en ungdomsuddannelse
Forældre til unge øboere under 18 år, der er nødt til at flytte hjemmefra for at kunne starte på en
ungdomsuddannelse, skal have et månedligt tilskud.
Tilskuddet skal være en hjælp til forældrene til udgifterne til kost og logi for den unge på
fastlandet. Tilskuddet bortfalder, når den unge fylder 18 år og kan modtage SU.
Der er p.t. mulighed for at give et sådant tilskud til forældre via det særlige §20 tilskud, som -
kommuner med småøer modtager. Det er dog frivilligt, om kommunen vil give et sådant tilskud til
unge uddannelsessøgende, hvilket betyder, at nogle økonomisk pressede kommuner helt har
sparet tilskuddet væk.
Tilskuddet er vigtigt for at sikre, at alle unge fra småøerne har mulighed for at starte på en
ungdomsuddannelse, lige meget om forældrene har penge eller ej. I de kommuner, hvor
tilskuddet er meget lille, eller hvor det er sparet helt væk, stiller det mange forældrene i en
vanskelig situation, hvor kun de, der har råd, kan lade deres børn starte på en uddannelse.
Ved at oprette et særligt tilskud med det specifikke formål at støtte unge øboere, sikres de unges
mulighed for at starte på en ungdomsuddannelse på lige fod med unge fra fastlandet.
Med venlig hilsen
Kirsten Sydendal
Formand
Sammenslutningen af Danske Småøer
Sammenslutningen af Danske Småøer
www.danske-smaaoer.dk
Strynø Brovej 12, 5943 Strynø. Tlf: 62 51 39 93.
[email protected]