Udvalget for Landdistrikter og Øer 2022-23 (2. samling)
ULØ Alm.del Bilag 22
Offentligt
Til
sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde,
kirkeminister, minister for landdistrikter og
minister for nordisk samarbejde Louise Schack Elholm,
transportminister Thomas Danielsen
samt Udvalget for Småøer og Udvalget for Landdistrikter og Øer
Fejø, 31. januar 2023
Kære ministre og udvalg
Sammenslutningen af Danske Småøer er alvorligt bekymret for den udvikling, der lige nu sker i
småø-kommunerne.
Vi ser rigtig mange steder massive besparelser på især færgedriften til småøerne, men også på
andre områder, som ellers skulle være sikret gennem Folketingets §20 tilskud til småø-kommuner.
Mange års positiv udvikling sættes nu under pres og truer nogle steder øerne på livet.
Færger
Vi ser især besparelser på færgedriften i mange kommuner. Nogle af besparelserne skyldes planer
om fremtidige investeringer i nye el-færger, andre begrundes i stigende brændstofpriser, men
fælles for alle er en presset kommunal økonomi og her bliver færgerne og småøboerne desværre
ofte sorteper.
Færgen er øboernes eneste adgang til job, skole, uddannelse m.m. på fastlandet og samtidig
adgangen til øen for turister og andre besøgende, som erhvervslivet på øerne er afhængige af.
Det afspejles tydeligt i en øs udvikling, om der er en stabil og hyppig færgedrift til øen.
Indenrigsministeriets ”Evaluering af tilskudsordninger til nedsættelse af færgetakster for
godstransport og personbefordring” fra august 2022 viser, at den delvise indførelse af
Landevejsprincippet, har haft en positiv indvirkning på øernes udvikling.
Men ordningen undermineres lige nu af takstforhøjelser og besparelser på færgeområdet.
Som det ser ud nu, står vi mange steder dårligere end før indførelsen af Landevejsprincippet.
Sammenslutningen af Danske Småøer mener, at der er behov for en forhøjelse af §20 tilskuddet
til småø-kommunerne.
Vi mener desuden at betingelserne for tilskuddet skal præciseres, så det sikres, at midlerne går
til de formål, som Folketinget har bestemt:
§20 midlerne gives bl.a. for at sikre en færgedrift, der understøtter øernes udvikling i en positiv
retning. Vi mener at det er afgørende, at det serviceniveau småøerne har i dag, ikke reduceres -
tværtimod er der nogle færgefarter, som har behov for optimering for at sikre minimumsrammer
for øernes bosætning.
Set i lyset af de store besparelser, der i øjeblikket rammer øerne, mener vi, at der udover en
forøgelse af tilskuddet også er behov for en øremærkning af midlerne.
Sammenslutningen af Danske Småøer
www.danske-smaaoer.dk
Strynø Brovej 12, 5943 Strynø. Tlf: 62 51 39 93.