Uddannelses- og Forskningsudvalget 2022-23 (2. samling)
UFU Alm.del Bilag 99
Offentligt
Veluddannede kandidater giver et stærkere
velfærdssamfund
SVM regeringen har i sit regeringsgrundlag fremhævet, at gode uddannelser er afgørende for det danske
velfærdssamfund. Derfor undrer det Audiologopædisk Forening, at regeringen vil forkorte halvdelen af alle
kandidatuddannelser
herunder audiologopædi, der er en sundhedsrettet uddannelse placeret på
humaniora.
Audiologopædi er en gammel fagdisciplin og har eksisteret i mere end
100 år
i Danmark. Audiologopædisk
Forening er den ældste faglige organisation for audiologopæder i hele verden, og Danmark har været
forgænger og inspirationskilde for vores nordiske naboer med hensyn til etablering af deres uddannelser og
faglige organisationer. Danske audiologopæder har endda været vigtige medspillere i udviklingen af faget i
andre europæiske lande.
Hvad er en audiologopæd?
En audiologopæd er en specialiseret fagperson, som er i stand til at udrede, behandle, vejlede om, og
informere borgere med sprog-, tale-, stemme-, læse- og hørevanskeligheder. Audiologopæder udreder og
behandler borgere i alle aldersgrupper og har et tæt samarbejde med deres pårørende. Audiologopæder
skaber bedre sundhed og øget livskvalitet.
Kandidatstuderende på audiologopædi bliver undervist i en række forskellige emner som f.eks. anatomi,
hjernen, sprog, psykologi, sprogtilegnelse, og specifikke sprog-, tale-, stemme-, læse- og
hørevanskeligheder. Der undervises i fysiologiske, neurologiske, sproglige og psykologiske mekanismer, der
ligger bag sprog-, tale-, stemme-, læse- og hørevanskeligheder. Derudover tilegner de kandidatstuderende
akademiske færdigheder, der understøtter en faglig og evidensbaseret praksis.
Audiologopædi er på førstepladsen over humanistiske uddannelser med lav ledighed. Der er ingen
arbejdsløse efter 1 år.
Konsekvenserne af regeringens tiltag
En halvering af kandidatuddannelsen i audiologopædi vil give en dårligere kvalitet i uddannelsen.
Varigheden af en uddannelse har en betydning for, hvilke kompetencer de studerende opnår. Det har
betydning for antallet af fag, man kan nå at have, og hvor mange eksaminer, man kan nå at tage. De sidste
år efter bacheloren er afgørende, hvor læring og erkendelse for alvor sættes i spil og løftes.
Borgere med sprog-, tale-, stemme-, læse- og hørevanskeligheder har komplekse udfordringer, og
behandlingen af disse vanskeligheder kræver en specialiseret viden hos audiologopæder. Ved at forkorte
kandidatuddannelsen fratager man de studerende mulighed for at specialisere sig i specifikke diagnoser
som f.eks. Parkinsons, demens, stroke, cancer, ordblindhed, autisme og udviklingsmæssige
sprogforstyrrelser (DLD).
I fremtiden vil audiologopæder i højere grad blive generalister. Nogle dele af fagområdet vil nødvendigvis
blive skrevet ud af studieordningen og dermed udgå af uddannelsen og dermed af fremtidige
audiologopæders faglighed
prioriteringen vil formentlig blive truffet på baggrund af patientgruppernes
størrelse. Der er således risiko for et alvorligt videnstab.
UFU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 99: Henvendelse af 23/6-23 fra Audiologopædisk Forening om kandidatuddannelsesreform
Audiologopædistuderende har klinikophold på kandidatuddannelsen, hvor man er i praktik på sygehuse,
kommunikationscentre og Pædagogisk Psykologisk Rådgivningscentre. Når kandidatuddannelsen bliver
forkortet, vil der blive mindre tid til klinikophold, hvor de studerende møder patienter, som de skal lære at
udrede, diagnosticere og behandle.
Audiologopædisk Forening kan meget kort og præcist sige, hvad det danske velfærdssamfund har brug for:
Der er brug for veluddannede audiologopæder til at hjælpe borgere med komplekse sprog-, tale-, stemme-,
læse- og hørevanskeligheder. Audiologopædisk Forening har en forventning om, at regeringen og
politikerne ønsker det samme for borgerne.
Sahra Mengal
Forperson i Audiologopædisk Forening