Transportudvalget 2022-23 (2. samling)
TRU Alm.del Bilag 303
Offentligt
Helhedsplan for Baneterrænet i Silkeborg
Jernbaneterrænet i Silkeborg, har siden anlæggelsen af jernbanen skåret byen over i to.
Jernbanen er en fysisk barriere, der i dag skiller syd- og midtbyen og fremstår som et
stort delvist ubenyttet område i en central og attraktiv del af Silkeborg.
Jernbanebommene ved Frederiksberggade giver flere gange i timen trafikale
udfordringer, og kompleksiteten ved krydset er blevet større efter Nordskovvejens
åbning okt. 2021. En ønsket ny Silkeborgbane via Galten skal give flere togafgange til
Aarhus, men vil samtidig øge de trafikale gener ved baneoverskæringen på grund af
øget antal krydsninger.
Foreningen Skøn på Silkeborg har i en længere periode arbejdet på et idéoplæg, som
går ud på at nedgrave jernbanen fra Gudenåen og frem til Søndre Ringvej. Arbejdet er
udført af frivillige borgere uden økonomisk støtte eller tilknytning til særlige interesser.
Silkeborg Kommune har støttet ideoplægget i forhold til behandling i Folketingets
Transportudvalg. Transportudvalget har således bl.a. på baggrund af Skøn på Silkeborgs
forslag udvirket, at der er afsat 267 mio.kr til
”Opgradering af overkørsel ved Silkeborg” i
Folketingets brede ”Aftale om Infrastrukturplan 2035”.
Silkeborg Kommune skal bidrage
med infrastruktur omkring det nye stationsområde og nye og ændrede veje i det
berørte område.
Skøn på Silkeborgs ideoplæg er således ved at udvikle sig til et rigtigt projekt, hvor
Banedanmark vil tage ansvar for de næste realiseringsfaser ved i første omgang at
igangsætte en VVM undersøgelse for opgradering af overkørsel.
- Skøn på Silkeborg, oktober 2022.
-