SUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 40: Udkast til lovforslag om Lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig virksomhed (Skabe rammerne for en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen, smidigere regler for etablering og drift af regionsklinikker, mulighed for særligt vederlag til læger i områder med lægemangel, samt regler om fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen), fra indenrigs- og sundhedsministeren

Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
SUU Alm.del Bilag 40
Offentligt

UDKAST

Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)

SUU Alm.del - Bilag 40

Offentligt

Forslag

til

Lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedsper-

soner og sundhedsfaglig virksomhed

(Skabe

rammerne for en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæ-

sen, smidigere regler for etablering og drift af regionsklinikker, mulighed

for særligt vederlag til læger i områder med lægemangel, samt regler om

fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen)

§1

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022, som æn-

dret senest ved lov nr. 911 af 21. juni 2022, foretages følgende ændringer:

§ 57 a, stk. 1,

ændres »§ 227, stk. 5 og 6,« til: »§ 227, stk. 5 og 8,«.

Efter § 118 a indsættes i

kapitel 34:

»§ 118 b.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for

kommunalbestyrelser og regionsråd om indsatser, kvalitetskrav hertil samt

tilrettelæggelsen heraf i henhold til sundhedsydelserne i lovens afsnit IX.

Stk. 2.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for

regionsrådenes rådgivning mv. i forhold til kommunernes opgaver efter stk.

1.«

§ 119

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk.

Kommunalbestyrelsen tilbyder patientrettet forebyggelse og

sundhedsfremmende indsatser i kommunen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 119, stk. 3,

der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2.« til: »stk. 1-3.«

Overskriften

til kapitel 38 affattes således:

»Kapitel 38

SUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 40: Udkast til lovforslag om Lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig virksomhed (Skabe rammerne for en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen, smidigere regler for etablering og drift af regionsklinikker, mulighed for særligt vederlag til læger i områder med lægemangel, samt regler om fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen), fra indenrigs- og sundhedsministeren

UDKAST

Kommunal sygepleje«.

§ 138, stk. 1,

og i

§ 277, stk. 11,

ændres »hjemmesygepleje« til: »sy-

gepleje«.

§ 138

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Kommunalbestyrelsen kan delegere ansvaret for tildeling af sy-

geplejen jf. stk. 1, som udføres i en fælles kommunal sygepleje, til de øvrige

kommunalbestyrelser, som indgår i et givent tværkommunalt samarbejde.«

§ 139

ændres »hjemmesygeplejerskeordning« til: »sygeplejeordning«.

§ 206 a

indsættes som

stk. 4:

»Stk.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om pro-

cedurer og rammer for den i stk. 1 nævnte praksisplan.«

10.

§ 227, stk. 5,

ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 5.

I de tilfælde hvor regionsrådet ikke kan afsætte et ydernummer

til en læge, som vil praktisere i henhold til stk. 1, 1. pkt., jf. § 60 stk. 1, kan

regionen selv etablere og drive en klinik, som leverer almen medicinske

ydelser.

Stk. 6.

Ønsker en læge at overtage en regionsdrevet praksis, som er op-

rettet efter stk. 5, med henblik på at praktisere efter stk. 1, 1. pkt., skal Re-

gionsrådet indgå aftale om overdragelse inden for rimelig tid.

Stk. 7.

Regionsrådet kan i perioden fra den 1. juli 2023 til og med den 30.

juni 2033 indgå aftaler, der supplerer aftaler indgået efter stk. 1, med inde-

haveren af et ydernummer i områder med lægemangel om et særligt veder-

lag af midlertidig karakter til kompensation for etablerings- eller praksisper-

sonaleudgifter, som understøtter regionens forpligtigelse til at yde behand-

ling hos praktiserende læge efter § 60, jf. § 57«

Stk. 7-13 bliver herefter stk. 8-15.

11.

Overskriften

før § 250 affattes således:

»Sygepleje«.

12.

§ 250

ændres »hjemmesygeplejeydelser« til: »sygeplejeydelser«.

§2

UDKAST

I lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksom-

hed, jf. lovbekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 som ændret ved lov nr. 816

af 9. juni 2020, § 3 i lov nr. 1855 af 9. december 2020, § 1 i lov nr. 1185 af

8. juni 2021 og § 1 i lov nr. 478 af 26. april 2022, foretages følgende æn-

dring:

§ 34

indsættes som

stk. 6:

»Stk. 6.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte kriterier for for-

deling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen, herunder hensyn til

lægedækning, som i relevant omfang skal indgå i de regionale videreuddan-

nelsesråds fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen jf. stk.

2.«

§3

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2023, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Denne lovs § 2 træder i kraft den 1. januar 2024.

§4

§ 2 finder ikke anvendelse på uddannelsesforløb i speciallægeuddannel-

sen, som er påbegyndt eller besluttet fastlagt, herunder slået op til besættelse

inden den 1. januar 2024. For sådanne uddannelsesforløb i speciallægeud-

dannelsen finder de hidtil gældende regler anvendelse.

§5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 2 kan ved kongelig

anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer,

som de færøske forhold tilsiger.

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. [Kvalitetsplanen]

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2. [Forbedrede rammer for kommunernes opgavevaretagelse

som led i indførelsen af kvalitetsstandarder]

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. [Fælles visitation til den kommunale hjemmesygepleje og aku-

tfunktioner]

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.4. [Praksisplan for almen praksis]

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

2.4.3. Den foreslåede ordning

2.5. [Regionsklinikker]

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

2.5.3. Den foreslåede ordning

2.6. [Særligt vederlag]

2.6.1. Gældende ret

2.6.1.1.

Overenskomster og organisationsformer

2.6.1.2.

Samarbejde

2.6.1.3.

Overenskomst for almen praksis

2.6.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

2.6.3. Den foreslåede ordning

2.7. [Regler om fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddan-

nelsen]

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

2.7.3. Den foreslåede ordning

UDKAST

3. Regionale konsekvenser, herunder landdistrikter

4. FN’s Verdensmål

5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for

det offentlige

5.1. Forslag om indførelsen af en national kvalitetsplan for det

nære sundhedsvæsen

5.2. Forslag om regler om procedure og rammer for praksisplan

for almen praksis

5.3. Forslag om smidiggørelse af regulering af etablering og drift

af regionsklinikker

5.4. Forslag om særligt økonomisk vederlag

5.5. Forslag om regler om fordeling af uddannelsesforløb i special-

lægeuddannelsen

5.6. Implementeringskonsekvenser for det offentlige

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6.1. Forslag om smidiggørelse af regulering af etablering og drift

af regionsklinikker

6.2. Øvrige dele af lovforslaget

7. Administrative konsekvenser for borgerne

8. Klimamæssige konsekvenser

9. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

10. Forholdet til EU-retten

11. Hørte myndigheder og organisationer

12. Sammenfattende skema

1. Indledning

Regeringen ønsker et velfungerende sundhedsvæsen af høj kvalitet, med tæt

samspil og sammenhæng mellem det specialiserede sundhedsvæsen og det

nære sundhedsvæsen. Regeringen vil derfor styrke det nære sundhedsvæsen

og sikre, at alle har en læge tæt på.

Med lovforslaget ønsker regeringen at tage væsentlige skridt til at styrke det

nære sundhedsvæsen til gavn for borgerne, hvilket også skal bidrage til at

afhjælpe presset på det samlede sundhedsvæsen. Med lovforslaget vil rege-

ringen desuden styrke incitamenterne for, at praktiserende læger kan etab-

lere sig i områder med lægemangel og understøtte fordelingen af uddannel-

sesforløb i speciallægeuddannelsen.

Med lovforslaget foreslås ændringer af sundhedsloven og lov om autorisa-

tion af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisations-

loven).

UDKAST

Med lovforslaget tilvejebringes en juridisk ramme for en national kvalitets-

plan for det nære sundhedsvæsen, idet der indføres hjemmel til at udstede

bindende kvalitetskrav til opgavevaretagelsen som del af de kommunale

sundhedsydelser.

En national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen skal sætte rammerne

for den videre kvalitetsudvikling af det nære sundhedsvæsen i årene frem-

over og understøtte mere ensartet kvalitet i sundhedsindsatserne på tværs af

landet. Dette for at skabe et bedre og mere sammenhængende sundhedsvæ-

sen for den enkelte borger uanset, hvor man bor. Lovforslaget skal give

hjemmel til, at der kan fastsættes forpligtende krav til bl.a. kommunernes

sundhedstilbud samt rådgivning fra sygehusene som led i kvalitetsplanen. I

takt med, at omstillingsprocessen skaber behov for yderligere tilpasninger

af den nationale kvalitetsplan, herunder også lovgivningsmæssige tilpasnin-

ger, vil regeringen se positivt på dette.

Det foreslås desuden, at muligheden for tværkommunalt samarbejde om

ydelserne i hjemmesygeplejen og de kommunale akutfunktioner styrkes

som en del af lovforslaget. Dette som led i øgede kvalitetskrav og -anbefa-

linger for de kommunale akutfunktioner.

Med lovforslaget indføres også hjemmel til initiativer, der skal understøtte

bedre lægedækning, herunder i områder med lægemangel.

Lægedækning er afgørende for et velfungerende sundhedsvæsen og sund-

hedsydelser tæt på borgerne i såvel almen praksis, i speciallægepraksis og

på sygehusene. Omkring 600.000 borgere bor i dag i områder, der er kate-

goriserede som lægedækningstruede, hvor der er udfordringer med mangel

på alment praktiserende læger, og 150.000 borgere er tilknyttet en udbuds-

eller regionsklinik i stedet for en alment praktiserende læge. Der kan ligele-

des være rekrutterings- og lægedækningsudfordringer inden for andre læge-

lige specialer og i visse dele af landet. Derfor er det vigtigt, at der er en

hensigtsmæssig fordeling af lægelige ressourcer i hele landet. I nærværende

lovforslag er der tre ændringsforslag, som alle har til formål at understøtte

bedre lægedækning i hele landet.

De to ændringsforslag til sundhedsloven om regionsklinikker og særligt ve-

derlag skal styrke regionernes muligheder for og redskaber til at sætte mål-

rettet ind i områder med lægemangel. For det første skal reglerne for, hvor-

når regionerne kan etablere egne klinikker smidiggøres. For det andet skal

UDKAST

det være muligt for regionerne i områder med lægemangel at indgå aftaler

med alment praktiserende læger om et særligt vederlag.

Ændringslovforslaget til autorisationsloven skal som det tredje gøre det mu-

ligt at fastsætte kriterier for fordelingen af uddannelsesforløb i speciallæ-

geuddannelsen.

Lovforslaget implementerer dele af ”Aftale om Sundhedsreform” fra 20.

maj 2022 (aftale indgået af Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folke-

parti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk

Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet,

Kristendemokraterne og Liselott Blixt på vegne af arbejdsfællesskabet af

løsgængere (Bent Bøgsted, Hans Kristian Skibby, Karina Adsbøl, Marie

Krarup og Lise Bech).

Endelig foreslås med lovforslaget en lovteknisk justering af reglerne om

praksisplan for almen praksis.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. [Kvalitetsplanen]

2.1.1. Gældende ret

Der findes ikke generelle regler i gældende lovgivning, der bemyndiger in-

denrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte forpligtende krav til bl.a.

kommunernes sundhedstilbud efter sundhedslovens afsnit IX eller rådgiv-

ning fra sygehusene.

Der er dog på konkrete områder i sundhedsloven mulighed for at stille mere

eller mindre eksplicitte krav til kvaliteten i sundhedsvæsenet, f.eks. til hjem-

mesygepleje efter § 139, til almen praksis efter § 57 og til specialeplanlæg-

ningen på sygehusene efter § 208.

Det fremgår af sundhedslovens § 118, at kommunalbestyrelsen har ansvaret

for at tilvejebringe tilbud om sundhedsydelser efter lovens afsnit IX. Afsnit-

tet omfatter bl.a. § 139, hvorefter indenrigs- og sundhedsministeren er be-

myndiget til at kunne fastsætte nærmere regler om omfanget af og kravene

til den kommunale hjemmesygeplejerskeordning. Denne konkrete bemyn-

digelsesbestemmelse vedrører dog alene hjemmesygeplejerskeordningen og

er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1601 af 21. december 2007 om hjemmesy-

gepleje med efterfølgende ændringer, samt i vejledning nr. 102 af 11. de-

cember 2006 om hjemmesygepleje og vejledning nr. 9235 af 21. marts 2019

om vederlagsfri hjemmesygepleje ved kommunale akutfunktioner.

UDKAST

Der er ikke andre kapitler inden for sundhedslovens afsnit IX om kommu-

nale sundhedsydelser, som bemyndiger indenrigs- og sundhedsministeren

til at udstede bindende krav til varetagelsen af kommunale sundhedsopga-

ver.

Det fremgår desuden af sundhedslovens § 57 c, at alment praktiserende læ-

ger er forpligtede til at udøve deres virksomhed i overensstemmelse med

nationale faglige retningslinjer m.v. Ifølge bemærkningerne til bestemmel-

sen, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 227 som fremsat, side 14, skal de

praktiserende læger udøve deres sundhedsfaglige virksomhed i overens-

stemmelse med bl.a. faglige retningslinjer og pakkeforløb vedr. specifikke

sygdomme. Den konkrete sundhedsfaglige behandling af en patient beror på

en sundhedsfaglig vurdering under iagttagelse af autorisationslovens § 17,

hvorefter en autoriseret sundhedsperson er forpligtet til at udvise omhu og

samvittighedsfuldhed under udøvelsen af sin virksomhed. Kravet i bestem-

melsen om omhu og samvittighedsfuldhed medfører, at sundhedspersonen

skal handle i overensstemmelse med den til enhver tid værende almindeligt

anerkendte faglige standard inden for det pågældende område. Indholdet af

den faglige norm fastlægges bl.a. gennem faglige vejledninger fra Sund-

hedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed, ligesom normen kan udle-

des af afgørelser fra Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn med sundheds-

personer og gennem Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns praksis.

Endelig fremgår det af sundhedslovens § 208, at Sundhedsstyrelsen fastsæt-

ter krav til lands- og landsdelsfunktioner og placeringen af disse. Sundheds-

styrelsen fastsætter således krav til specialfunktioner på regionale og private

sygehuse og godkender placeringen af specialfunktioner på sygehusene med

den såkaldte specialeplanlægning. Formålet med specialeplanlægningen er

at sikre høj faglig kvalitet i behandlingen og helhed i patientforløbene under

hensyn til en effektiv ressourceudnyttelse. Specialeplanlægningen skal

fremme den nødvendige opbygning og vedligeholdelse af ekspertise, forsk-

ning og udvikling samt uddannelse med henblik på fortsat udvikling af sund-

hedsvæsenets ydelser. Endelig skal specialeplanlægningen tilgodese, at

sundhedsydelser af høj faglig kvalitet og med effektiv ressourceudnyttelse

leveres så tæt på patienten som muligt. Specialeplanlægningen skal samtidig

sikre den nødvendige planlægning, koordination og samarbejde mellem

sundhedsvæsenets parter.

For så vidt angår regionsrådenes rådgivning m.v. i forhold til kommunernes

opgaver er der for den enkelte sundhedsperson en individuel forpligtelse til

at udføre arbejdet fagligt forsvarligt, hvilket vil indebære at søge hjælp/råd-

givning, hvis der er behov herfor. Rådgivning fra f.eks. læger (i regionerne)

UDKAST

til f.eks. sygeplejersker og andre sundhedsfaglige faggrupper (i kommu-

nerne) er allerede en del af sundhedsvæsenets praksis.

Det fremgår af sundhedslovens § 3 a, at regionsråd, kommunalbestyrelser

og private virksomheder skal organisere deres behandlingssteder på en så-

dan måde, at sundhedspersoner, jf. § 6, er i stand til at varetage deres opga-

ver fagligt forsvarligt og overholde de pligter, som følger af lovgivningen.

Det fremgår videre af sundhedslovens § 3 a, stk. 3, at regionsråd og kom-

munalbestyrelser skal sikre, at der på de enkelte behandlingssteder i relevant

og nødvendigt omfang udarbejdes instrukser, som understøtter patientsik-

kerheden. Med dette forstås ikke alene instrukser af ledelsesmæssig organi-

satorisk karakter, men også instrukser af faglig karakter omhandlende an-

svars- og kompetencefordeling mellem sundhedspersoner eller kliniske pro-

cedurer for korrekt faglig behandling, herunder arbejdsgange og -processer

ved undersøgelse, behandling og pleje. Bestemmelsen regulerer ikke en

pligt til at have specifikke instrukser, men derimod en overordnet pligt til,

at driftsherre tager stilling til, hvorvidt der på det pågældende behandlings-

sted er behov for lokale instrukser.

Det fremgår af § 119, stk. 3, i sundhedsloven, at regionsrådet tilbyder pa-

tientrettet forebyggelse i sygehusvæsenet og i praksissektoren m.v. samt rå-

dgivning m.v. i forhold til kommunernes indsats efter stk. 1 og 2, hvorefter

kommunalbestyrelsen har ansvaret for at skabe rammer for en sund levevis

og at etablere forebyggelse og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.

2.1.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

Med aftale om sundhedsreformen blev aftalepartierne bl.a. enige om at ind-

føre en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen, som skal sikre

indførelsen af kvalitetsstandarder med konkrete kvalitetskrav og -anbefalin-

ger til udvalgte sundhedsindsatser. Lovforslaget skal give hjemmel til, at der

kan fastsættes forpligtende krav til bl.a. kommunernes sundhedstilbud samt

rådgivning fra sygehusene som led i kvalitetsplanen.

Det vurderes, at denne del af aftalen kan implementeres ved at give inden-

rigs- og sundhedsministeren bemyndigelse til at fastsætte forpligtende krav

til kommunernes sundhedstilbud samt rådgivning fra sygehusene som led i

kvalitetsplanen.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i sundhedslovens § 118 b, stk. 1, indsættes en bestem-

melse, der giver indenrigs- og sundhedsministeren bemyndigelse til at fast-

UDKAST

sætte kvalitetskrav og kvalitetsanbefalinger inden for områder udvalgt under

kvalitetsplanen, jf. afsnit IX om kommunale sundhedsydelser, som udføres

af eller for kommuner og regioner.

Ved udmøntningen af bemyndigelsesbestemmelsen vil indenrigs- og sund-

hedsministeren anmode Sundhedsstyrelsen om at udvikle konkrete kvali-

tetsstandarder med kvalitetskrav- og anbefalinger i samarbejde med rele-

vante aktører som en del af kvalitetsplanen. Kvalitetsstandarderne kan f.eks.

vedrøre krav og -anbefalinger til den omfattede målgruppe, indsatser og til-

rettelæggelsen heraf, kompetencer og uddannelse, udstyr, kvalitetssikring

og registrering/monitorering, samarbejde med andre aktører, herunder råd-

givning mv. Dette skal bl.a. understøtte nytænkning af opgaveløsningen, så

nye og bedre teknologier og behandlingsformer løbende tages i brug som en

del af omstillingsprocessen. En evt. ændret opgavevaretagelse som en del af

omstillingsprocessen vil kræve dialog og aftale mellem de involverede par-

ter.

Med bemyndigelsesbestemmelsen vil der også kunne fastsættes forplig-

tende krav til kvaliteten af de kommunale sundhedstilbud som den del af en

national kvalitetsplan. Nye nationale krav og anbefalinger til sundhedsind-

satsen vil fortsat give mulighed for lokale tilpasninger i forbindelse med im-

plementeringen, bl.a. i sundhedsklyngerne.

Med den nationale kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen forstås indfø-

relsen af konkrete kvalitetskrav- og anbefalinger der skal bidrage til en styret

og systematisk indsats – dette forankret i kvalitetsstandarder. Kvalitetsstan-

darderne kan både omfatte eksisterende sundhedsindsatser i det nære sund-

hedsvæsen for bl.a. at forebygge behovet for mere intensive indsatser på

f.eks. de regionale sygehuse. Dels omfatte en indsats, hvor der kan ske en

gradvis omstilling til, at flere opgaver løses i det nære sundhedsvæsen frem

for f.eks. på sygehusene og sikre sammenhæng i indsatsen på tværs. Dette

kan være opgaver som mere hensigtsmæssigt kan varetages tættere på bor-

geren, f.eks. i kommunalt regi, på tværs af flere kommuner eller i tværfag-

lige teams med speciallæger i almen medicin, sygeplejersker, fysio- og er-

goterapeuter m.v., eller af patienten selv.

Omstillingen kan omfatte krav til opgaveudvikling, tilgængelighed, samar-

bejde og opgavevaretagelse mellem kommuner, regioner og almen praksis,

som samles i en eller flere kvalitetsstandarder på et givent område. Formålet

er at sikre høj, ensartet og sammenhængende kvalitet i sundhedsindsatserne

i det nære sundhedsvæsen for både somatiske og psykiatriske patienter.

UDKAST

Med det nære sundhedsvæsen forstås en samlet betegnelse for sundhedstil-

bud, der varetages uden for sygehusene i eller tæt på borgerens eget hjem

f.eks. af kommuner, almen praksis, øvrige privatpraktiserende sundhedspro-

fessionelle, herunder privatpraktiserende speciallæger, udgående funktioner

fra sygehusene mv. eller varetages af borgeren selv f.eks. ved hjælp af digi-

tale løsninger.

Den nationale kvalitetsplan skal fungere dynamisk og understøtte, at der lø-

bende sker en udvikling og nytænkning af opgaveløsningen, så nye og bedre

teknologier og behandlingsformer løbende tages i brug som en del af om-

stillingsprocessen i sundhedsvæsenet. Dette skal bidrage til at understøtte,

at sundhedsvæsenet indrettes, så det bedst muligt tager hånd om befolknin-

gens sundheds- og sygdomsmæssige problemstillinger. Sundhedsvæsenets

rammer – strukturer, organisering og opgaveløsning – skal derfor løbende

tilpasses, så det kan imødekomme ændringer i befolkningens behov for

sundhedsindsatser. Den nationale kvalitetsplan forstås som drivkraft for en

strukturel ændring af sundhedsvæsenet, hvor der bliver sat ramme og ret-

ning for en ændret opgaveløsning og omstilling af indsatserne uden for sy-

gehusene, men fortsat med tæt sammenhæng i indsatsen på tværs af både

kommunal-, praksis- og sygehussektor.

I takt med at kompetencerne opbygges i det nære sundhedsvæsen, kan de

konkrete kvalitetsstandarder med krav og anbefalinger således understøtte

en ændret opgaveløsning, såfremt en opgave mere hensigtsmæssigt kan lø-

ses på anden vis. Sundhedsstyrelsen vil få til opgave at rådgive ministeren

om konkrete sundhedsopgaver, som fremadrettet kan løses mere hensigts-

mæssigt inden for det nære sundhedsvæsen som en del af omstillingspro-

cessen. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor der med fordel kan iværksættes

tidlige og forebyggende indsatser i det nære sundhedsvæsen, som kan mind-

ske eller fjerne behovet for mere behandlingskrævende indsatser på f.eks.

sygehusene. En ændret opgaveløsning som en del af omstillingsprocessen

vil kræve dialog og aftale mellem de involverede parter.

Myndighedsansvaret vil fortsat være placeret i henholdsvis regioner og

kommuner. Yderligere regulering af disse opgaver vil skulle fastsættes i en

bekendtgørelse i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i

sundhedslovens § 118 b.

Kommuner og regioner kan rette henvendelse til Sundhedsstyrelsen og få

konkret rådgivning om tvivlsspørgsmål i forbindelse med implementering

af kvalitetsstandarderne.

UDKAST

Forslaget om indførelsen af en national kvalitetsplan for det nære sundheds-

væsen skal ses i tæt sammenhæng med vedtagelsen af lov nr. 910 af 21. juni

2022 (Etablering af sundhedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalg m.v.),

som trådte i kraft 1. juli 2022 (Folketingstidende 2021-22, A, L 191, som

fremsat), der skal styrke samarbejdet på tværs af både kommuner samt kom-

muner og regioner. Med aftale om sundhedsreformen er der desuden iværk-

sat en række øvrige initiativer, som også skal understøtte omstillingsproces-

sen, og som forslaget om indførelsen af en national kvalitetsplan skal ses i

sammenhæng med. Det drejer sig bl.a. om initiativerne om mere behandling

i eget hjem, bedre data til kvalitetsudvikling af indsatser i det nære sund-

hedsvæsen samt initiativer om flere læger til almen praksis og bedre læge-

dækning mv.

Ministeriet er i den forbindelse opmærksomt på, at det allerede er muligt at

forpligte alment praktiserende læger til at udøve deres virksomhed i over-

ensstemmelse med nationale faglige retningslinjer, jf. sundhedslovens § 57

c. Det skønnes derfor ikke nødvendigt at lade den foreslåede bemyndigel-

sesbestemmelse række ud over lovens afsnit IX om kommunale sundhedsy-

delser for at sikre rammerne for kvalitetsløft og sammenhæng på tværs af

sektorerne.

Det foreslås endvidere, at der i sundhedslovens § 118 b, stk. 2, at indsætte

en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter indenrigs- og sundhedsministeren

kan fastlægge nærmere regler for regionsrådenes rådgivning m.v. i forhold

til kommunernes opgaver efter stk. 1.

Det foreslås med bestemmelsen, at indenrigs- og sundhedsministeren kan

fastsætte regler om, at regionerne skal yde rådgivning i forbindelse med ud-

førelsen af opgaver i relation til krav til indsatser og kvalitet i henhold til

kvalitetsplanen. Dette kan være såvel rådgivning fra almen praksis som læ-

gefaglig rådgivning eller rådgivning fra andre faggrupper med særlige kom-

petencer fra sygehusene. Rådgivningen skal understøtte, at opgaverne vare-

tages på et fagligt sikkert grundlag. Det er således hensigten, at sundheds-

faglig rådgivning, sparring og vejledning både kan være i relation til en kon-

kret patient eller vedrøre problemstillinger af mere generel karakter. Det kan

f.eks. være i forbindelse med tilrettelæggelsen af tværgående patientforløb.

2.2. [Forbedrede rammer for kommunernes opgavevaretagelse som led

i indførelsen af kvalitetsstandarder]

2.2.1. Gældende ret

Det fremgår af sundhedslovens § 119, stk. 1 om sundhedsfremme og fore-

byggelse, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for at skabe rammerne for

UDKAST

en sund levevis ved varetagelsen af sine opgaver. Det følger af stk. 2, at

kommunalbestyrelsen etablerer forebyggende og sundhedsfremmende til-

bud til borgerne. Ifølge bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2004-05 (2),

tillæg A, side 3226 har bestemmelsen til formål at fastsætte et ansvar for

kommunalbestyrelserne til at tilvejebringe sundhedstilbud i henhold til

sundhedslovens afsnit IX om kommunale sundhedsydelser. De sundhedstil-

bud, man som borger oftest har brug for, er typisk af vejledende, rådgivende,

sundhedsfremmende og forebyggende karakter. Det fremgår videre, at kom-

munerne blev tildelt flere opgaver og et større ansvar i udførelsen af borger-

nær behandling bl.a. som følge af kommunalreformen.

Efter § 138 i sundhedsloven er kommunerne ansvarlige for, at der ydes ve-

derlagsfri hjemmesygepleje efter lægehenvisning til personer med ophold i

kommunen.

2.2.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

Partierne bag aftale om sundhedsreformen er enige om, at der med kvali-

tetsplanen i første omgang iværksættes kvalitetsstandarder, der skal sikre en

kvalitetsudvikling af hhv. de kommunale akutfunktioner som en del af

hjemmesygeplejen samt de patientrettede forebyggelsestilbud til borgere

med kroniske sygdomme, som reguleres i hhv. §§ 138 og 119 i sundhedslo-

ven.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder det nødvendigt at foretage mindre

justeringer af § 119 og 138 for at tydeliggøre den kvalitetsudvikling, der

allerede er sket på området.

For at styrke de kommunale akutfunktioner foreslås det endvidere at give

kommunerne øgede muligheder for tværkommunalt samarbejde i den kom-

munale hjemmesygepleje. Det vil ske ved at udbrede muligheden for det

tværkommunale samarbejde i hjemmesygeplejen til hele landet, som i dag

indgår som en del af et frikommuneforsøg, hvor kommunerne kan oprette

en fælles organisatorisk enhed på tværs af de kommuner, der indgår i det

pågældende tværkommunale samarbejde om hjemmesygeplejen.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at betegnelsen hjemmesygepleje ændres til kommunal sy-

gepleje.

Forslaget vil indebære, at det tydeliggøres, at opgaverne kan foregå uden for

borgerens eget hjem f.eks. på kommunale klinikker, midlertidige pladser el-

ler ved hjælp af digitale løsninger, hvor det vurderes mest hensigtsmæssigt.

UDKAST

Det foreslås desuden, at der i § 119 indsættes et nyt stk. 3, der tydeliggør

kommunernes forpligtelse til at tilbyde borgerne patientrettede forebyggel-

sestilbud målrettet dels borgere i risiko for at udvikle sygdomme og dels

patienter, herunder patienter med f.eks. kroniske lidelser.

Ifølge bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2004-05 (2), tillæg A, side

3226 til § 119, stk. 2, har det siden dens indførelse i sundhedsloven i 2005

været hensigten med bestemmelsen, at den skulle rumme både den forebyg-

gende og sundhedsfremmende indsatser for både borgere og patienter. Dette

er allerede udmøntet i praksis, da kommunerne allerede har patientrettede

forebyggelsestilbud til f.eks. patienter med visse kroniske sygdomme.

Tilføjelsen i § 119, stk. 3 er således en formel kodificering af allerede eksi-

sterende praksis.

2.3 [Fælles visitation til den kommunale hjemmesygepleje og akutfunk-

tioner]

2.3.1. Gældende ret

Efter § 138 i sundhedsloven er kommunerne ansvarlige for, at der ydes ve-

derlagsfri hjemmesygepleje efter lægehenvisning til personer med ophold i

kommunen.

Efter § 139 kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler

om omfanget af og kravene til den kommunale hjemmesygeplejerskeord-

ning. Bemyndigelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1601 af 21. de-

cember 2007 om hjemmesygepleje, som ændret ved bekendtgørelse nr. 165

af 26. februar 2019.

Hjemmesygepleje skal efter gældende vejledning nr. 102 fra 11. december

2006 og vejledning nr. 9235 af 21. marts 2019 ydes til borgere i alle aldre

med ophold i kommunen i tilfælde af akut eller kronisk sygdom, hvor sy-

geplejefaglig indsats er påkrævet.

Det fremgår sf § 3, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 1601 af 21. december 2007

om hjemmesygepleje, at kommunalbestyrelsen kan tilrettelægge hjemmesy-

geplejen ved selv eller i samarbejde med andre kommuner at ansætte sy-

geplejersker, social- og sundhedsassistenter og andet personale eller ved at

indgå aftale med private leverandører om varetagelse af opgaver i hjemme-

sygeplejen. Kommunalbestyrelsen kan endvidere beslutte at tilrettelægge

hjemmesygeplejen således, at kommunen både anvender egne ansatte og

private leverandører ved udførelse af opgaverne, jf. § 3, 2. pkt., i bekendt-

gørelse om hjemmesygepleje.

UDKAST

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at hjemmesygeplejen udføres af autorise-

rede sygeplejersker og andre personalegrupper med de nødvendige uddan-

nelsesmæssige kvalifikationer efter Sundhedsstyrelsens nærmere retnings-

linjer, jf. § 4 i bekendtgørelse om hjemmesygepleje.

Ansvaret for tildeling af hjemmesygepleje påhviler efter sundhedsloven

kommunalbestyrelsen og kan således ikke overdrages til andre, herunder an-

dre kommuner. Der er således ikke hjemmel i sundhedslovens § 138 til, at

en kommunalbestyrelse eksempelvis delegerer tildeling af hjemmesygepleje

til en anden offentlig myndighed, herunder en anden kommunalbestyrelse,

jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse om hjemmesygepleje og vejledning nr. 102

af 11. december 2006 om hjemmesygepleje.

2.3.2. Indenrigs. Og sundhedsministeriets overvejelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder det hensigtsmæssigt at give kom-

munerne øgede muligheder for tværkommunalt samarbejde i den kommu-

nale sygepleje, bl.a. for at afbureaukratisere området til gavn for særligt aku-

tsygeplejerskerne men også generelt i den kommunale sygepleje og visita-

tionen. Dette skal bidrage til omstillingen til det nære sundhedsvæsen i takt

med, at der bliver flere ældre og flere med kroniske sygdomme. Dette skal

også ses i lyset af, at der forventeligt vil være behov for større grad af

tværkommunalt samarbejde i fremtiden i takt med, at flere sundhedsopgaver

varetages i kommunerne.

Ministeriet er i den forbindelse opmærksomt på, at frikommuneforsøget i

Gentofte-, Gladsaxe-, og Rudersdal Kommune allerede nu har været positivt

modtaget og netop viser mulighed for sparet sagsbehandlingstid og bidrager

dermed til afbureaukratisering. Dette kommer til udtryk ved, at akutsygeple-

jersken ikke skal have accept af en sygeplejerske fra den respektive kom-

mune, inden de må påbegynde en indsats over for borgeren. Dette bidrager

til en styrkelse af de kommunale akutfunktioner som en del af den nationale

kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås derfor at udbrede muligheden for det tværkommunale samar-

bejde i den kommunale sygepleje til hele landet, derved at kommunerne får

mulighed for at oprette en fælles organisatorisk enhed på tværs af de kom-

muner, der indgår i det pågældende tværkommunale samarbejde om den

kommunale sygepleje. Det vil indebære, at alt personale vil kunne varetage

behandlingen for alle borgere, der modtager behandling i den kommunale

sygepleje, herunder i akutfunktionen, uanset personalets ansættelseskom-

UDKAST

mune og borgerens bopælskommune inden for det givne tværkommunale

samarbejde.

Det foreslås derfor, at kommunerne får mulighed for at delegere myndig-

hedsopgaven i forbindelse med tildeling af kommunal sygepleje til borgere

til de øvrige kommuner i en organisatorisk enhed, som udgør det givne

tværkommunale samarbejde om kommunal sygepleje. Dette kan f.eks. være

i de nye sundhedsklynger.

2.4. [Praksisplan for almen praksis]

2.4.1. Gældende ret

I forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 910 af 21. juni 2022 (Etablering af

sundhedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalg m.v.), som trådte i kraft 1.

juli 2022 (Folketingstidende 2021-22, A, L 191, som fremsat) er indenrigs-

og sundhedsministerens bemyndigelse til at udstede nærmere regler om

praksisplan for almen praksis bortfaldet ved en lovteknisk fejl.

Bemyndigelsen fremgik før vedtagelsen af lov nr. 910 af 21. juni 2022 i §

204 stk. 5, hvoraf det fremgik, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsæt-

ter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte sundhedskoordinationsudvalg,

herunder om sammensætning og formandskab m.v., det i stk. 2 nævnte prak-

sisplanudvalg og det i stk. 3 nævnte patientinddragelsesudvalg. Bemyndi-

gelsen har hidtil været udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 256 af 19.

marts 2014 om praksisplanudvalg for almen praksis.

Praksisplanen vedrørende almen praksis, som udarbejdes i henhold til sund-

hedslovens § 206 a, er et samarbejds- og planlægningsværktøj mellem re-

gion, kommune og almen praksis. Praksisplanen indeholder overvejelser om

blandt andet kapacitet og fysisk placering af ydernumre. Ydernummeret er

retten til at drive en almen praksis på nærmere fastsatte vilkår. Den konkrete

udmøntning af praksisplanen forudsætter, at der indgås en underliggende

aftale om evt. nye opgaver med de praktiserende læger, hvor implemente-

ring og ressourcer aftales.

Det følger af sundhedslovens § 206 a, at Regionsrådet med inddragelse af

kommunerne og almen praksis hver valgperiode skal udarbejde en praksis-

plan vedrørende almen praksis, der udgør en del af regionens sundhedsplan,

jf. sundhedslovens § 206. Praksisplanen skal revideres i valgperioden, hvis

der sker væsentlige ændringer i dens forudsætninger. Praksisplanen skal in-

den den endelige vedtagelse forelægges for Sundhedsstyrelsen, som yder

rådgivning vedrørende praksisplanens udformning. Forud for udarbejdelse

og revision af praksisplanen vedrørende almen praksis skal der gennemføres

UDKAST

en høring blandt kommunerne og regionen samt en høring af de praksisser i

regionen, der yder vederlagsfri behandling til personer, der er omfattet af

sygesikringsgruppe 1, jf. sundhedslovens § 60, stk. 1. Planen skal inden ved-

tagelsen forelægges patientinddragelsesudvalget til høring efter sundheds-

lovens § 206 a, stk. 3.

2.4.2 Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i forlængelse af vedtagelsen af lov

nr. 910 af 21. juni 2022 (Etablering af sundhedsklynger og sundhedssamar-

bejdsudvalg m.v.), som trådte i kraft 1. juli 2022 (Folketingstidende 2021-

22, A, L 191, som fremsat) haft intention om at udstede en ny bekendtgø-

relse vedr. sundhedssamarbejdsudvalg, sundhedsklynger, patientinddragel-

sesudvalg, sundhedsaftaler og praksisplan. Formålet er at samle reglerne

herom i én bekendtgørelse, da reglerne i vid udstrækning er internt for-

bundne.

I forbindelse med forberedelsen af den nye bekendtgørelse er det imidlertid

blevet klart, at der ikke er hjemmel til at udstede en bekendtgørelse om prak-

sisplan, hvorfor bestemmelser herom ikke er medtaget i bekendtgørelse nr.

1248 af 5. september 2022.

Sundhedsloven indeholder således i dag ikke hjemmel til, at indenrigs- og

sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om procedurer og rammer

for praksisplanen, som lovforslaget lægger op til at give mulighed for. Hvis

dette skal være muligt, vil en præcisering i form af en lovændring være nød-

vendig for at sikre, at hjemmelsgrundlaget er til stede.

Forslaget vurderes primært at have lovteknisk betydning, da der genindføres

en bemyndigelse for indenrigs- og sundhedsministeren, som har været gæl-

dende frem til 1. juli 2022.

2.4.3 Foreslåede ordning

Det foreslås, at der i lovens § 206 a indsættes et nyt stk. 4, hvorefter inden-

rigs- og sundhedsministeren vil blive givet bemyndigelse til at fastsætte

nærmere regler om procedurer og rammer for praksisplan for almen praksis.

Det er hensigten, at nærmere regler om procedurer og rammer for praksis-

planen for almen praksis vil blive fastsat ved ændring af BEK nr. 1248 af

05/09/2022, som herefter vil samle regler vedrørende sundhedssamarbejds-

udvalg, sundhedsklynger, patientinddragelsesudvalg, sundhedsaftaler og

praksisplan.

UDKAST

2.5. [Regionsklinikker]

2.5.1. Gældende ret

Det fremgår af sundhedslovens § 227, stk. 5, at hvis der ikke er private le-

verandører, der deltager i udbud af drift af praksis foretaget i henhold til stk.

3, eller regionsrådet har forkastet bud i henhold til stk. 4, 2. pkt., kan re-

gionsrådet selv etablere en praksis i en periode på op til 6 år. Et regionsråd,

der ønsker at fortsætte driften af praksis efter udløbet af 6-årsperioden, kan

alene gøre dette, hvis det ikke er muligt at sælge ydernummeret til en læge

efter stk. 2 eller afsætte driften via udbud efter stk. 3 og 4. Ved ydernummer

forstås retten til at drive en almen praksis på nærmere

fastsatte vilkår.

Det fremgår af bestemmelsens bemærkninger, jf. Folketingstidende 2013-

13, A, L 227 som fremsat, side 10, at der er tale om en undtagelsesbestem-

melse. Dette fordi hjemlen til at etablere regionsdrevne klinikker alene kan

anvendes under særlige omstændigheder. Den kan anvendes, hvis det ikke

er muligt, ved anvendelsen af øvrige bestemmelser i Overenskomsten for

almen praksis aftalt af Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Praktise-

rende Lægers Organisation (herefter: overenskomst om almen praksis) på

en tilfredsstillende måde, at etablere tilstrækkelig kapacitet til at sikre læge-

dækning til alle patienter. Den tilstrækkelige kapacitet skal f.eks. være for-

søgt etableret hos de praktiserende læger. Når der skrives ”tilfredsstillende

måde” henvises der til en for regionen tilfredsstillende måde, herunder også

økonomisk tilfredsstillende. Nærmere om Overenskomst om almen praksis

følger i kommende afsnit.

Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2012-13, A,

L 227 som fremsat, side 13, at der åbnes op for nye organisationsformer i

almen praksis bl.a. med det formål at sikre lægedækning i alle egne af lan-

det. Det fremgår desuden, at reglerne for de nye organisationsformer, som

etableres med lovforslaget, lægger op til at bevare de kendte former for al-

men praksis, samtidig med at nye organisationsformer afprøves. Med de nye

organisationsformer menes der f.eks. udbudsklinikker og regionsklinikker.

I 2016 nedsatte den daværende regering Udvalg om Lægedækning i Hele

Landet (”Lægedækningsudvalget”), som i 2017 kom med forslag til, hvor-

dan der kunne skabes bedre lægedækning i hele Danmark. Lægedæknings-

udvalget anbefalede her, at regionerne fik mulighed for at kunne drive re-

gionsklinikker i en længere periode end de daværende 4 år af hensyn til kon-

tinuitet og mulighed for ansættelse af personale. På den baggrund blev pe-

rioden en regionsklinik må drives forlænget fra 4 år til 6 år med lov nr. 1374

af 4. december 2017 om bedre lægedækning ved udvidelse af perioden for

UDKAST

regioners drift af alment medicinske klinikker, forenklet overdragelse af

ydernumre mellem læger og ændret opkrævning af gebyr for regionale sy-

gehusenheder m.v.

Derudover kan regionsråd og kommunalbestyrelser efter sundhedslovens §

233 ansøge indenrigs- og sundhedsministeren om at godkende forsøgsord-

ninger, som har til formål at fremme omstillingen i sundhedsvæsenet. Denne

mulighed er blevet brugt til at søge dispensation fra den del af den gældende

version af sundhedslovens § 227, stk. 5, som fastslår, at regionsrådet skal

gennemføre et udbud, før en regionsklinik kan etableres.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne under punkt 2.5 til dette lovfor-

slags § 1, nr. 10 om særligt vederlag.

2.5.2. Indenrigs-og Sundhedsministeriets overvejelser

Almen praksis udgør en central del af sundhedsvæsenet, og det er derfor

essentielt, at alle borgere har adgang til et alment medicinsk tilbud af høj

kvalitet. Det er forudsat i sundhedsloven, at dette tilbud som udgangspunkt

eksisterer i form af en alment praktiserende læge, men udviklingen har vist,

at der for nogle geografiske områder har været tale om omfattende og læn-

gerevarende udfordringer med at sikre tilstrækkeligt med læger.

Det fremgår af aftale om sundhedsreformen, at lovgivningen skal smidiggø-

res ved, at regionerne i lægedækningstruede områder kan vælge imellem at

igangsætte et udbud til private leverandører eller oprette en regionsklinik,

såfremt regionen har udtømt eksisterende muligheder inden for

overenskomst om almen praksis, som f.eks. etablering af en PLO-klinik el-

ler en licensklinik. Det fremgår endvidere, at tidsbegrænsningen på 6 år i

sådanne tilfælde skal erstattes af et krav om, at ydernummeret vil skulle

overdrages, såfremt der er en praktiserende læge, som ønsker at overtage

behandlingen af patienterne inden for de muligheder, som findes i

overenskomsten, herunder ved etablering af en licensklinik.

2.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at sundhedslovens § 227, stk. 5, affattes på ny således, at re-

gionsrådet, i tilfælde hvor regionsrådet ikke kan afsætte et ydernummer til

en læge, som vil praktisere efter overenskomsten, selv kan etablere og drive

en klinik, som leverer almen medicinske ydelser.

Forslaget vil indebære, at regionsrådet vil kunne etablere en regionsklinik

uden at gennemføre et udbud efter stk. 3, først, og dermed vil have mulighed

for at vælge imellem at etablere en regionsklinik eller sende et ydernummer

UDKAST

i udbud i tilfælde, hvor det ikke er muligt at afsætte et ydernummer til en

læge, som vil praktisere efter overenskomsten.

Regionen vil forudgående skulle afsøge muligheden for at afsætte ydernum-

meret til en alment praktiserende læge efter de muligheder, som er beskrevet

i overenskomsten for almen praksis, herunder muligheden for etablering af

licensklinikker.

Formålet med lovændringen er, at regionerne vil opleve, at reglerne er mere

smidige.

Forslaget vil endvidere indebære, at tidsbegrænsningen på 6 år bortfalder.

Formålet med ændringen er blandt andet at styrke regionernes mulighed for

at rekruttere personale til regionsklinikkerne samt at sikre kontinuitet i de

almenmedicinske tilbud i områder præget af længerevarende udfordringer

med at tiltrække alment praktiserende læger.

Det foreslås videre, at der indsættes et nyt stk. 6, hvoraf det fremgår, at hvis

en læge ønsker at overtage en regionsklinik som er oprettet efter stk. 5, med

henblik på at praktisere efter stk. 1, 1. pkt., skal regionsrådet indgå aftale

om overdragelsen inden for rimelig tid.

Den foreslåede ændring vil betyde, at regionsrådene kan oprette regionskli-

nikker uden tidsbegrænsning, men at de indenfor rimelig tid vil skulle over-

drage ydernummeret, hvis en praktiserende læge tilbyder at overtage yder-

nummeret og drive klinikken inden for overenskomsten.

Formålet hermed er, at den eksisterende model, hvor almen medicinske

ydelser i hovedreglen leveres af alment praktiserende læger, som virker efter

overenskomst, vil blive fastholdt og styrket.

Lægen, som ønsker at overtage ydernummeret, skal have mulighed for at

overtage praksis på markedslignende vilkår. Det betyder, at regionsrådet vil

skulle søge at indgå en aftale om overdragelse inden for en rimelig tid og

under hensyntagen til, om der er tale om et tilfredsstillende vilkår. Det må

almindeligvis forventes, at overdragelse vil kunne ske indenfor 12-18 må-

neder, såfremt overdragelsen kan ske, uden at dette vil resultere i, at urime-

lige økonomiske tab påføres enten regionerne eller den praktiserende læge

og under hensyntagen til regionernes mulighed for at tilbyde de ansatte på

regionsklinikkerne faste og forudsigelige arbejdsvilkår. Hvis regionen mod-

tager mere end ét bud, bør regionen vurdere samtlige bud i henhold til hen-

synene beskrevet i forhold til overdragelsen samt andre, af regionen ud-

UDKAST

valgte, relevante forhold, og vælge det bud, som samlet set er mest fordel-

agtigt.

2.6. [Særligt vederlag]

2.6.1. Gældende ret

De lovgivningsmæssige rammer for regionernes ansvar for at tilvejebringe

tilbud om almenmedicinske ydelser til borgerne er fastlagt i sundhedsloven.

Regionerne er, jf. sundhedslovens § 60, stk. 1, ansvarlige for at yde veder-

lagsfri behandling hos den valgte alment praktiserende læge til personer om-

fattet af sikringsgruppe 1. Til personer omfattet af sikringsgruppe 2, yder

regionsrådet tilskud til behandling hos alment praktiserende læge med

samme beløb, som afholdes for tilsvarende lægehjælp til personer omfattet

af sikringsgruppe 1. Personer omfattet af sikringsgruppe 1 er tilmeldt en be-

stemt læge, og regionen betaler alle udgifter til behandling hos læge eller

speciallæge. Personer omfattet af sikringsgruppe 2 er ikke tilmeldt en be-

stemt læge, men kan frit søge behandling hos læge, speciallæge, tandlæge,

tandplejer og kiropraktor med samme tilskud fra regionen, som en gruppe

1-sikret person får til en tilsvarende behandling.

2.6.1.1. Overenskomster og organisationsformer

Regionerne opfylder myndighedsforpligtelsen i henhold til sundhedslovens

§ 60 om at tilvejebringe tilbud om behandling hos alment praktiserende læ-

ger via overenskomst om almen praksis, jf. sundhedslovens § 227 stk. 1.

Det følger videre af sundhedslovens § 227, stk.1, at vilkår, der er fastsat ved

lov ikke kan fraviges ved overenskomster indgået med organisationer af

sundhedspersoner repræsenterende almen praksis.

Herved forstås i praksis en overenskomst indgået imellem Regionernes Løn-

nings- og Takstnævn og organisationer af sundhedspersoner, repræsente-

rende almen praksis.

Langt hovedparten af almenmedicinske ydelser til borgerne ydes af alment

praktiserende læger, der arbejder inden for rammerne af overenskomsten om

almen praksis.

Det er alene speciallæger i almen medicin, der arbejder inden for

overenskomsten om almen praksis, som kan eje et ydernummer.

Det fremgår af § 227, stk. 2, at ydernumre fra praksis, der har leveret almen

medicinske ydelser, kan overdrages mellem læger eller til regionsrådet.

UDKAST

Ydernummeret er retten til at drive en almen praksis på nærmere fastsatte

vilkår. Desuden kan et regionsråd sælge nye ydernumre, som regionen har

oprettet (0-ydernumre), og ydernumre fra eksisterende praksis, som regions-

rådet har opkøbt som led i praksisplanlægningen, til læger, som vil prakti-

sere i henhold til sundhedslovens § 227, stk. 1, 1. pkt., jf. § 60, stk. 1 (det

vil sige i henhold til overenskomsten).

Videre kan regionen, jf. sundhedslovens § 227, stk. 3, 1. pkt., sikre tilbud

om alment medicinske ydelser ved at udbyde drift af praksis, som hidtil har

leveret alment medicinske ydelser.

2.6.1.2. Samarbejde

Regioners mulighed for at tilvejebringe og udleje lokaler, udstyr mv. til

praktiserende sundhedspersoner er fastlagt i sundhedsloven. Det fremgår af

sundhedslovens § 205 a, at et regionsråd kan tilvejebringe og udleje lokaler

og udstyr m.v. til brug for virksomhed, der udføres af sundhedspersoner ef-

ter overenskomst, jf. sundhedslovens § 227, stk. 1, virksomheder, der leve-

rer almenmedicinske ydelser efter udbud, jf. sundhedslovens § 227, stk. 3,

og andre leverandører af sundhedsydelser m.v. Således kan regionsrådet

lovligt tilvejebringe og udleje lokaler og udstyr m.v. til bl.a. alment prakti-

serende læger.

Udlejning af lokaler og udstyr m.v. efter lovens § 205 a, stk. 1, skal, jf.

lovens § 205 a, stk. 2, ske på markedsvilkår og i overensstemmelse med

regionens sundhedsplan, jf. sundhedslovens § 206.

Regionsrådet skal i forhold til vurderingen af, om udlejningen sker på mar-

kedsvilkår foretage undersøgelser af værdien af udlejning af tilsvarende lo-

kaler, løsøre m.v. Regionsrådet skal i den forbindelse udfolde rimelige be-

stræbelser med henblik på at fastsætte markedsvilkårene, herunder f.eks.

konsultere ejendomsmæglere eller foretage undersøgelser for andre tilsva-

rende lejemål. Afgørelsen af, hvad markedsvilkår konkret indebærer, vil

ofte bero på et skøn, og der må tilkomme regionsrådet en vis margin herfor.

I en situation, hvor der er flere potentielle lejere til et lejemål, er regionsrådet

forpligtet til at foretage udvælgelsen af den enkelte lejer på et sagligt grund-

lag. Det er desuden en betingelse, at eventuelle regionale udgifter vedrø-

rende tilvejebringelse og udlejning af lokaler og udstyr m.v. afholdes inden

for de ordinære regionale udgiftsrammer.

De lovgivningsmæssige rammer for planlægningen og samarbejdet med al-

men praksis fremgår af sundhedslovens afsnit XV.

UDKAST

Det følger her af sundhedslovens § 206, at regionsrådet skal udarbejde en

samlet plan for tilrettelæggelsen af regionens virksomhed på sundhedsom-

rådet, og at regionsrådet forud for behandling af forslag til denne sundheds-

plan indhenter Sundhedsstyrelsens rådgivning. Regionsrådet skal ændre

sundhedsplanen forud for gennemførelse af væsentlige ændringer i regio-

nens sundhedsvæsen, der ikke er forudsat i planen. Regionsrådet indsender

planen og senere ændringer heri til Sundhedsstyrelsen.

Det fremgår af bemærkningerne til sundhedslovens § 206 a, at praksisplanen

vedrørende almen praksis, som udarbejdes i henhold til sundhedslovens §

206 a, er et samarbejds- og planlægningsværktøj mellem region, kommune

og almen praksis. Den konkrete udmøntning af praksisplanen forudsætter,

at der indgås en underliggende aftale om evt. nye opgaver med de praktise-

rende læger, hvor implementering og ressourcer aftales, jf. Folketingsti-

dende 2021-22, A, L 191 som fremsat, side 6.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til sundhedslovens § 206 a at

kommende praksisplaner bl.a. vil kunne adressere spørgsmål om lægedæk-

ning, udviklingstiltag, tilgængelighed, kapacitet og almen praksis’ rolle i det

samlede sundhedsvæsen, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 191 som frem-

sat, side 6.

2.6.1.3. Overenskomst for almen praksis

Overenskomstaftalen fastsætter den praktiserende læges honorar for de al-

menmedicinske ydelser, som regionsrådet, jf. sundhedslovens § 60, stiller

vederlagsfrit til rådighed for borgerne. Overenskomst om almen praksis

fastsætter de generelle rettigheder og forpligtelser for almen praksis.

Det følger af bemærkningerne til sundhedslovens § 227 stk. 1, jf. Folketing-

stidende 2012-13, A, L 227 som fremsat, side 22, at en række bestemmelser

blev indført, som bindende vilkår, der ikke kan fraviges ved en

overenskomst indgået imellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og or-

ganisationer af sundhedspersoner, repræsenterende almen praksis. Derud-

over blev den regionale praksisplan etableret som ramme for de opgaver,

som almen praksis skulle løse.

Overenskomstens parter blev på denne baggrund enige om at afskaffe § 2 i

overenskomsten for almen praksis med overenskomstaftalen i 2014, hvori

det fremgik, at der i tillæg til selve overenskomsten kunne ”indgås lokale

aftaler som supplerer eller fraviger nærværende overenskomst”. Dette med-

førte, at overenskomstfravigende aftaler ikke længere kunne indgås som lo-

UDKAST

kalaftaler, ligesom lokalaftaler ikke længere kunne indgås mellem enkelte

læger og kommunen/regionen.

Muligheden for at indgå lokalaftaler er ikke fuldstændig afskaffet, men væ-

sentligt begrænset med afskaffelsen af § 2. Som det fremgår af bemærknin-

gerne til lovforslaget skal aftaler om samarbejdet med almen praksis aftales

via overenskomstsystemet og kan nu ikke ske f.eks. mellem de enkelte læger

og regionen jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 227 som fremsat, side 8.

Regionale lægedækningstruede områder fastlægges i forbindelse med regio-

nens praksisplan eller i forbindelse med udmøntningen af praksisplanen. Det

fremgår af overenskomst om almen praksis, at almen praksis i disse læge-

dækningstruede områder har adgang til en række udvidede rettigheder, som

gælder for alle praksis i områderne. Praksisplanerne udarbejdes en gang i

hver valgperiode for regionsrådet hvert fjerde år.

Derudover kan et lægedækningstruet område fastlægges ud fra Danske Re-

gioners landsdækkende, objektive model med på forhånd fastlagte kriterier

for, hvad der udgør et lægedækningstruet område. Med udgangspunkt i

denne model fastlægges de lægedækningstruede områder hvert tredje år og

fastlåses i tre år. Det fremgår af overenskomst om almen praksis, at der etab-

leres en central ordning vedrørende differentieret basishonorar blandt andet

til fordeling blandt praktiserende læger beliggende i lægedækningstruede

områder. Den landsdækkende model for lægedækningstruede områder har

kun virkning i forhold til dette differentierede basishonorar.

Det følger endvidere af overenskomst om almen praksis § 14, stk. l, at en

praksis, der har minimum 1.600 patienter tilmeldt pr. lægekapacitet, har ret

til straks at få lukket for tilgang. Overenskomstens bestemmelser vedrø-

rende praksisstørrelse og øvre lukkegrænse indeholder ikke hjemmel til, at

praksis, som tager flere end 1.600 patienter ind, stilles i en særlig position.

2.6.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

Til trods for overenskomstens bestemmelser om særlige muligheder i læge-

dækningstruede områder og mulighed for regions-/udbudsklinikker opleves

der fortsat udfordringer med at tiltrække og rekruttere læger til visse områ-

der af landet og dermed udfordringer med at sikre lægedækning. Omkring

600.000 borgere i Danmark bor i dag i områder med lægemangel.

Aftalepartierne bag aftale om sundhedsreformen er derfor enige om at styrke

regionernes muligheder for og redskaber til at sætte målrettet ind for at sikre

flere læger i områder med lægemangel. Aftalepartierne er endvidere enige

UDKAST

om, at dette blandt andet sikres ved, at regionerne får mulighed for i en tids-

begrænset periode og i visse områder med særligt store udfordringer med

lægemangel at yde et særligt økonomisk tilskud i form af et særligt vederlag.

Det fremgår af den politiske aftale, at dette f.eks. kan være i form af et sær-

ligt honorar til praktiserende læger, som ansætter praksispersonale for at

tage imod væsentligt flere patienter.

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at en mulighed for at

indgå aftaler om et særligt vederlag vil styrke regionernes muligheder for at

opfylde deres myndighedsforpligtigelse i henhold til sundhedslovens § 60,

jf. § 57, om at tilvejebringe tilbud om behandling hos alment praktiserende

læger via den centrale overenskomst. Sundhedsloven indeholder i dag ikke

hjemmel til, at der indgås aftale mellem regionen og den enkelte praksis om

et særligt vederlag.

2.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i lovens § 227 indsættes et nyt stk. 7, hvorefter regionen

i perioden den 1. juli 2023 til og med den 30. juni 2033 vil kunne indgå

aftaler med indehaveren af et ydernummer i områder med lægemangel om

et særligt vederlag i en tidsbegrænset periode. Det særlige vederlag vil ligge

ud over honorarer, der fremgår af overenskomst for almen praksis.

Forslaget vil indebære, at regionernes muligheder for at opfylde deres myn-

dighedsforpligtigelse i henhold til sundhedslovens § 60, jf. § 57, om at til-

vejebringe tilbud om behandling hos alment praktiserende læger via den

centrale overenskomst, også i områder med lægemangel vil blive styrket.

Det er således hensigten at styrke og supplere regionsrådets nuværende mu-

ligheder og redskaber som følger af sundhedslovens § 227, stk. 3 og 5, og §

205 a til at adressere lægedækningsproblematikker i områder med lægeman-

gel.

Forslaget vil ikke give adgang til at fravige overenskomsten således, at den

alment praktiserende læge, som indgår aftale om vederlaget med regionen,

fratages forpligtelser.

Der er tale om indførelse af en mulighed, hvor hjemlen til at yde et særligt

vederlag alene vil kunne anvendes i områder, hvor de almindelige mekanis-

mer til at sikre lægedækning ikke er tilstrækkelige, og hvor det via praksis-

planens indsatser ikke har været muligt at sikre en rimelig lægedækning i

regionen, herunder ved at tiltrække og fastholde alment praktiserende læger

med de muligheder, som overenskomsten stiller til rådighed. Vederlaget vil

UDKAST

således alene kunne ydes med henblik på at sikre bedre lægedækning i om-

råder med lægemangel.

Ved områder med lægemangel forstås geografiske områder, som vil kunne

være kendetegnet ved bl.a. få praksishandler, høj andel af ældre læger, høj

andel af patienter i regions- eller udbudsklinikker, tyngde af patienter med

lav socioøkonomi i et bestemt geografisk område mv. Derudover er områder

med lægemangel ofte præget af usikkerhed omkring et langsigtet afkast ved

klinikinvesteringer. Ved anvendelsen af hjemlen vil regionerne således

skulle lægge sådanne faktorer til grund, når det vurderes, om der vil skulle

ydes et særligt vederlag.

Det særlige vederlag vil skulle ydes undtagelsesvist og have en midlertidig

karakter. Det særlige vederlag kan dække hhv. særlige etableringsudgifter,

hvor regionen yder et særligt vederlag til at dække engangs- eller opstarts-

udgifter omkring etablering eller udvidelse af en praksis og håndtering af

administrative opgaver i den forbindelse. Dertil kommer særlige praksisper-

sonaleudgifter, hvor regionen yder et særligt vederlag i forbindelse med an-

sættelse af praksispersonale, som skal muliggøre, at en lægepraksis for en

periode eller permanent øger sit patientoptag markant.

Regionernes aftaler med en indehaver af et ydernummer i område med læ-

gemangel om et særligt vederlag vil skulle indgås under hensyntagen til de

gældende regler i Udbudsloven.

På længere sigt vurderes lægedækningsudfordringerne i almen praksis pri-

mært at være en fordelingsproblematik, hvorfor bestemmelsen i perioden fra

den 1. juli 2023 til og med den 30. juni 2033 og indeholder en tidsbegræns-

ning.

2.7. [Regler om fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannel-

sen]

2.7.1. Gældende ret

Det fremgår af § 34, stk. 1, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om

sundhedsfaglig virksomhed (herefter autorisationsloven), at de pågældende

regionsråd nedsætter 3 regionale videreuddannelsesråd for læger for hen-

holdsvis

1) Hovedstadsregionen og Region Sjælland

2) Region Syddanmark

3) Region Midtjylland og Region Nordjylland

UDKAST

Det følger af autorisationslovens § 34, stk. 2, at de regionale videreuddan-

nelsesråd har til opgave at rådgive regionerne i forhold vedrørende den læ-

gelige videreuddannelse og at træffe afgørelse vedrørende fordeling af ud-

dannelsesforløb inden for regionen, godkendelse af uddannelsesafdelinger

og tilrettelæggelse af uddannelsesforløb m.v.

Det følger af § 5 i bekendtgørelse nr. 1706 af 20. december 2006 om de

regionale råd for lægers videreuddannelse, at de regionale råd for lægers

videreuddannelse, på baggrund af Sundhedsstyrelsens vejledninger, træffer

afgørelser vedrørende fordeling af uddannelsesforløb inden for videreud-

dannelsesregionerne, godkendelse af uddannelsesafdelinger og tilrettelæg-

gelse af uddannelsesforløb i turnusuddannelsen og speciallægeuddannelsen.

Videre følger det af bekendtgørelsens § 7, at de regionale råd for lægers

videreuddannelse løbende, på baggrund af Inspektorordningens evaluerin-

ger, vurderer de enkelte uddannelsesgivende enheders egnethed som uddan-

nelsessted i turnusuddannelsen og i speciallægeuddannelsen. Videre følger

det af bekendtgørelsens § 11, at de regionale råd for lægers videreuddan-

nelse udmønter den regionale uddannelseskapacitet på baggrund af Sund-

hedsstyrelsens udmeldinger.

Det følger af § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 458 af 25. april 2019 om spe-

ciallæger, at ansættelse i introduktionsforløb og hoveduddannelsesforløb

sker efter opslag. Videre følger det af bekendtgørelsens § 5, at de regionale

råd for lægers videreuddannelse godkender uddannelsesforløb samt tilrette-

lægger antallet af uddannelsesforløb ud fra Sundhedsstyrelsens oplysninger,

jf. § 6. Det følger af bekendtgørelsens § 6, at Sundhedsstyrelsen, i dimen-

sioneringsplanen, fastsætter årlige rammer for dimensionering af introduk-

tions- og hoveduddannelsesforløb i hver enkelt videreuddannelsesregion og

for hvert enkelt speciale.

Det følger af § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 96 af 2. februar 2018 om ud-

dannelse af speciallæger, at de regionale råd for lægers videreuddannelse,

inden for de af Sundhedsstyrelsen udmeldte rammer for dimensioneringen,

godkender introduktions- og hoveduddannelsesforløb på baggrund af faglig

indstilling. Videre følger det af bekendtgørelsens § 3, stk. 2, at de regionale

råd for lægers videreuddannelse tilrettelægger uddannelsesforløb i form af

ansættelse på uddannelsessteder.

2.7.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

Partierne bag aftale om sundhedsreformen er bl.a. enige om at styrke forde-

lingen af uddannelsesstillinger i speciallægeuddannelsen til bl.a. lægedæk-

UDKAST

ningstruede områder. Initiativet har til formål at understøtte bedre lægedæk-

ning.

Med de gældende regler har indenrigs- og sundhedsministeren ikke bemyn-

digelse til at opstille kriterier for fordelingen af uddannelsesforløb i special-

lægeuddannelsen inden for hver af de tre videreuddannelsesregioner, idet de

regionale videreuddannelsesråd blandt andet har til opgave at træffe afgø-

relse vedrørende fordeling af uddannelsesforløb inden for egen videreud-

dannelsesregion.

Med henblik på at implementere initiativet er der behov for at bemyndige

indenrigs- og sundhedsministeren til at kunne øve indflydelse på hvilke kri-

terier, der skal indgå i fordelingen af uddannelsesforløb i speciallægeuddan-

nelsen.

Uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen udgøres af ansættelser i sund-

hedsvæsenet samt teoretiske kurser. Læger i uddannelsesforløb i speciallæ-

geuddannelsen (uddannelseslæger) varetager således opgaver i sundheds-

væsenet samtidig med videreuddannelsen.

Med den foreslåede ordning vil indenrigs- og sundhedsministeren således

blive bemyndiget til at øve indflydelse på fordelingen af uddannelsesforløb

i speciallægeuddannelsen og dermed på fordelingen af uddannelseslæger.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2.

2.7.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i § 34 indsættes et stk. 6, hvorefter indenrigs- og sund-

hedsministeren bemyndiges til at fastsætte kriterier for fordeling af uddan-

nelsesforløb i speciallægeuddannelsen.

Kriterier for fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen kan

eksempelvis være lægedækning, patientsikkerhed, uddannelseskapacitet,

driftshensyn, uddannelseskvalitet med videre samt hensyn til den politiske

intention i aftale om sundhedsreformen – et sammenhængende, nært og

stærkt sundhedsvæsen, herunder styrket fordeling af læger på tværs af lan-

det.

Kriterier vil for eksempel kunne fastsættes på baggrund af fagligt oplæg fra

Sundhedsstyrelsen med høring i Det Nationale Råd for Lægers Videreud-

dannelse og indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse. Nærmere reg-

ler om fastsættelse af kriterier, herunder proceduren for fastsættelse af kri-

terier, fastsættes ved bekendtgørelse.

UDKAST

Forslaget vil indebære, at indenrigs- og sundhedsministeren vil få mulighed

for at påvirke fordelingen af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen

inden for hver af videreuddannelsesregionerne. Dermed vil indenrigs- og

sundhedsministeren få mulighed for at påvirke fordelingen af lægelige res-

sourcer i sundhedsvæsenet.

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at det er væsentligt, at

der fortsat kan tages regionale hensyn til relevante forhold, som for eksem-

pel patientsikkerhed, drift, vagtplanlægning, kapacitet, uddannelseskvalitet,

herunder supervisionskapacitet mv. i fordelingen af uddannelsesforløb i

speciallægeuddannelsen. Ovennævnte oplistning af relevante hensyn er ikke

nødvendigvis udtømmende, og vil herefter blive omtalt som uddannelseska-

pacitet- og uddannelseskvalitet m.v.

På den baggrund vurderes det hensigtsmæssigt, at fordelingen af uddannel-

sesforløb i speciallægeuddannelsen fortsat foretages i regi af de regionale

videreuddannelsesråd efter en samlet afvejning af relevante hensyn foreta-

get af de regionale råd for lægers videreuddannelse.

Kriterier for fordelingen af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen,

som måtte blive opstillet på baggrund af den foreslåede ordning, vil således

skulle indgå i de regionale råd for lægers videreuddannelses konkrete for-

deling og etablering af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen under

hensyn til relevante forhold som for eksempel uddannelseskapacitet- og ud-

dannelseskvalitet mv.

Det må forventes, at der på det eksisterende grundlag indgår en række hen-

syn i de regionale videreuddannelsesråds fordeling af uddannelsesforløb i

speciallægeuddannelsen.

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at uddannelseslæger

generelt må forventes at have oparbejdet mindre klinisk rutine, faglig indsigt

i specialet mv. sammenlignet med speciallæger, hvormed uddannelseslæ-

gers bidrag til opgavevaretagelsen i sundhedsvæsenet alt andet lige må for-

ventes at være begrænset i forhold til speciallægers bidrag. Det er derudover

ministeriets forventning, at uddannelseslæger i nogen grad lægger beslag på

speciallægers ressourcer/tid i forbindelse med supervision, undervisning,

kompetencevurdering mv. En uddannelseslæges bidrag til opgavevaretagel-

sen i sundhedsvæsenet stiger dog i takt med gennemførelsen af speciallæ-

geuddannelsen, og da læger i uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen

er ansat i sundhedsvæsenet som led i speciallægeuddannelsen, vurderer In-

denrigs- og Sundhedsministeriet, at uddannelseslæger bidrager væsentligt

til varetagelsen af de daglige kliniske opgaver i sundhedsvæsenet.

UDKAST

Den foreslåede ordning vil ikke finde anvendelse på uddannelsesforløb i

speciallægeuddannelsen, som inden den 1. januar 2024, er påbegyndt eller

besluttet fastlagt, herunder slået op til besættelse. For sådanne uddannelses-

forløb finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2 og § 3, stk. 2-3.

3. Regionale konsekvenser, herunder landdistrikter

Lovforslagets del om en national kvalitetsplan samt kvalitetskrav m.v. for-

ventes at have positive regionale konsekvenser og en positiv påvirkning af

landsdistriktsområder, da den nære sundhedsindsatsen på tværs af landet

styrkes som en del af kvalitetsplanen. Dette forventes særligt at komme om-

råder til gavn, hvor der i dag bor færre mennesker og kommunerne derfor

ikke nødvendigvis tilbyder samme sundhedstilbud, som i områder med

større befolkningsgrundlag.

Lovforslagets del om regler om procedure og rammer for praksisplan for

almen praksis forventes ikke at have regionale konsekvenser.

Lovforslagets dele om lægedækning er hovedsageligt målrettet områder

med lægedækningsudfordringer, hvilket i mange tilfælde vil være landdi-

strikterne. Formålet er at afhjælpe fordelingsudfordringer herunder at un-

derstøtte bedre lægedækning i blandt andet landdistrikterne.

4. FN’s Verdensmål

Lovforslagets del om en national kvalitetsplan samt kvalitetskrav m.v. for-

ventes på sigt at have en positiv konsekvens for verdensmålet for sundhed

og trivsel (verdensmål 3), hvor kvalitetsplanen forventes at styrke de nære

sundhedsindsatser og bl.a. bidrage til bedre forebyggelse og forværring af

sygdom. Den positive påvirkning af de konkrete delmål vil afhængige af de

kommende fokusområder i kvalitetsplanen, men der forventes en positiv på-

virkning af f.eks. delmål 3.4 om forebyggelse og behandling af ikke-smit-

somme sygdomme.

Forslagets dele om regler om procedure og rammer for praksisplan for al-

men praksis, særlig økonomisk vederlag til praktiserende læger og fleksible

rammer for etablering af regionsklinikker vurderes at understøtte FN’s ver-

densmål 3: sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper

og delmål 3.8 og indikator 3.8.1 om dækningsgrad af essentielle sundhed-

sydelser. Formålet med forslagets dele om kriterier for fordeling af uddan-

nelsesstillinger i speciallægeuddannelsen er bl.a. at understøtte lægedæknin-

gen. På den baggrund vurderes forslaget at bidrage positivt til verdensmålet

UDKAST

om ”sundhed og trivsel”. Forslaget vurderes dog ikke at have væsentlige

konsekvenser for opfyldelse af verdensmålet.

5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

5.1. Forslag om indførelsen af en nationale kvalitetsplan for det nære

sundhedsvæsen

Lovforslaget vurderes ikke i sig selv at medføre varige økonomiske konse-

kvenser for kommuner og regioner. Der er med aftale om sundhedsreformen

afsat 10,8 mio. kr. i 2022, 11,0 mio. kr. i 2023, 10,0 mio. kr. i 2024 og 8,7

mio. kr. årligt fra 2025 og frem til Indenrigs- og Sundhedsministeriets kon-

cern, herunder til Sundhedsstyrelsens udarbejdelse af konkrete kvalitetskrav

og –anbefalinger samt dataunderstøttelse fra Sundhedsdatastyrelsen. Der

kan dog være økonomiske og administrative konsekvenser for regioner og

kommuner forbundet med at udmønte bemyndigelserne. Omfanget af disse

økonomiske konsekvenser vil afhænge af den konkrete situation, hvor hjem-

lerne udmøntes, og dette vil blive drøftet og evt. aftalt med kommuner og

regioner. Der er med aftale om sundhedsreformen afsat midler til indførel-

sen af kvalitetskrav og -anbefalinger til de to første indsatsområder i kvali-

tetsplanen. Der er afsat 50 mio. kr. i 2022 og 125 mio. kr. årligt i 2023 og

fremover til kommuner og regioner til kvalitetsstandarder målrettet de kom-

munale akutfunktioner. Der er desuden afsat 102,9 mio. kr. i 2023, 103,6

mio. kr. i 2024, 104,8 mio. kr. i 2025, 107,8 mio. kr. i 2026 og 127,4 mio.

kr. i 2027 og 2028 og herefter 130,4 mio. kr. årligt fra 2029 og frem til

kommunerne til kvalitetsstandarder målrettet patientrettet forebyggelse for

borgere med kroniske sygdomme.

5.2. Forslag om regler om procedure og rammer for praksisplan for al-

men praksis

Lovforslaget vurderes ikke i sig selv at medføre varige økonomiske konse-

kvenser for kommuner og regioner.

5.3. Forslag om smidiggørelse af regulering af etablering og drift af re-

gionsklinikker

Lovforslaget vurderes ikke i sig selv at medføre varige økonomiske konse-

kvenser for kommuner og regioner.

5.4. Forslag om særligt økonomisk vederlag

Forslaget er udgiftsneutralt for staten.

Forslaget giver regionerne mulighed for, at regionerne kan indgå aftaler med

enkelte lægepraksis om et særligt vederlag, hvor det er kritisk for at opret-

UDKAST

holde eller forbedre lægedækningen i område med lægemangel. Forslaget

vurderes at være udgiftsneutralt for regionerne, idet der er ikke tilføres nye

opgaver til regionerne, men alene nye muligheder for at få løst opgaven i

lægepraksis/ almen praksis.

5.5. Forslag om regler om fordeling af uddannelsesforløb i speciallæ-

geuddannelsen

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for staten.

Lovforslaget kan eventuelt få betydning for fordelingen af udgifter mellem

regionerne, da forslaget kan medføre ændringer i fordelingen af uddannel-

sesforløb i speciallægeuddannelsen mellem regionerne. Forslaget har dog

ikke betydning for det samlede antal uddannelsesforløb i speciallægeuddan-

nelsen og vurderes på den baggrund samlet set udgiftsneutralt.

5.6. Implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vurderes ikke at have væsentlige administrative konsekvenser

for det offentlige.

De 7 principper for digitaliseringsklar lovgivning har ikke relevans for lov-

forslaget.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6.1. Forslag om smidiggørelse af regulering af etablering og drift af re-

gionsklinikker

Lovforslaget kan få den effekt, at private virksomheder i mindre omfang end

hidtil får mulighed for at byde på driften af en lægeklinik, såfremt regio-

nerne vælger at etablere og drive en regionsklinik uden at foretage et forud-

gående udbud.

Ministeriet bemærker dog, at regionerne kan have økonomiske incitamenter

til fortsat at benytte sig af udbud. Videre bemærkes, at de privatpraktise-

rende lægers muligheder for at overtage regionsklinikker vil væsentligt for-

bedret med ændringen.

6.2. Øvrige dele af lovforslaget

De øvrige elementer af lovforslaget vurderes ikke at medføre økonomiske

eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke i sig selv at medføre administrative konsekven-

ser for borgerne.

UDKAST

8. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have positive eller negative klimamæssige

konsekvenser.

9. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have positive eller negative miljø- og natur-

mæssige konsekvenser.

10. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget vurderes ikke at have EU-retlige aspekter.

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 24. januar til den 22. februar

2023 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Danske Regioner, KL, Datatilsynet, Færøernes landsstyre, Det færøske

sundhedsministerium, Naalakkersuisut (Grønlands landsstyre), Dansk Sy-

geplejeråd, Lægeforeningen, Praktiserende Lægers Organisation, Forenin-

gen af Speciallæger, Yngre Læger, Danske Patienter, Danske Ældreråd, Di-

abetesforeningen, Gigtforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæm-

pelse, Patientforeningen, Patientforeningen i Danmark, Ældresagen, Advo-

katrådet, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Selskab for Almen Medi-

cin, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Danske Seniorer, Forbrugerrådet

TÆNK, Sekretariat for lægelige videreuddannelse Øst, Sekretariat for den

lægelige videreuddannelse Syd, Sekretariat for lægers videreuddannelse

Nord, Foreningen af danske lægestuderende, Akademikerne, Dansk Sy-

gepleje Selskab (DASYS), Dansk Kiropraktor Forening, Dansk Psykolog

Forening, Dansk Psykoterapeutforening, Dansk Pædiatrisk Selskab, Danske

Bioanalytikere, Danske Fodterapeuter, Danske Fysioterapeuter, Ergoterape-

utforeningen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Farmakonomforenin-

gen, FOA, Foreningen af Speciallæger, Jordemoderforeningen, Kost og Er-

næringsforbundet, Kristelig Lægeforening, Ledernes Hovedorganisation,

Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, Socialpædagogernes

Landsforbund, Alzheimerforeningen, Angstforeningen, Astma-Allergi For-

bundet, Bedre Psykiatri, Danmarks Lungeforening, Dansk Handicap For-

bund, Danske Handicaporganisationer, Depressionsforeningen, Det Sociale

Netværk, Epilepsiforeningen, Hjernesagen, Hjerneskadeforeningen, Høre-

foreningen, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS),

Psoriasisforeningen, Scleroseforeningen, Sjældne Diagnoser, Sundhed

Danmark - Foreningen af danske sundhedsvirksomheder, Vaccinations-

forum, Center for hjerneskade, Danmarks Optikerforening, Danmarks Tek-

niske Universitet, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Selskab for Anæ-

stesiologi og Intensiv Medicin, Dansk Samfundsmedicinsk Selskab

UDKAST

(DASAMS), Dansk Selskab for Akutmedicin (DASEM), Dansk Selskab for

Palliativ Medicin, Danske Universiteter, Foreningen af Døgn- og Dagtilbud

for udsatte børn og unge, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og

Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Københavns Universitet, Syddansk Uni-

versitet, Tolkebureauernes Brancheforening, Aalborg Universitet, Aarhus

Universitet

12. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Regionale kon- Lovforslagets del om en national kva-

sekvenser

litetsplan samt kvalitetskrav m.v. for-

ventes at have positive regionale kon-

sekvenser og en positiv påvirkning af

landsdistriktsområder, da den nære

sundhedsindsatsen på tværs af landet

styrkes som en del af kvalitetsplanen.

Dette forventes særligt at komme om-

råder til gavn, hvor der i dag bor færre

mennesker og kommunerne derfor

ikke nødvendigvis tilbyder samme

sundhedstilbud, som i områder med

større befolkningsgrundlag.

Ingen

Lovforslaget har til formål at sikre at

alle har mulighed for at vælge en al-

ment praktiserende læge. Lovforslaget

har endvidere til formål at understøtte

fordelingen af uddannelsesforløb i

speciallægeuddannelsen til bl.a. læge-

dækningstruede områder, når dette er

muligt.

Økonomiske

konsekvenser for

stat, kommuner

og regioner

Forslaget om indførelsen af en natio-

nal kvalitetsplan for det nære sund-

hedsvæsen vurderes ikke i sig selv at

medføre varige økonomiske konse-

kvenser for kommuner og regioner.

UDKAST

Der er med aftale om sundhedsrefor-

men afsat 10,8 mio. kr. i 2022, 11,0

mio. kr. i 2023, 10,0 mio. kr. i 2024

og 8,7 mio. kr. årligt fra 2025 og

frem til Indenrigs- og Sundhedsmini-

steriets koncern, herunder til Sund-

hedsstyrelsens udarbejdelse af kon-

krete kvalitetskrav og –anbefalinger

samt dataunderstøttelse fra Sund-

hedsdatastyrelsen. Der kan dog være

økonomiske og administrative kon-

sekvenser for regioner og kommuner

forbundet med at udmønte bemyndi-

gelserne. Omfanget af disse økono-

miske konsekvenser vil afhænge af

den konkrete situation, hvor hjem-

lerne udmøntes, og dette vil blive

drøftet og evt. aftalt med kommuner

og regioner. Der er med aftale om

sundhedsreformen afsat midler til

indførelsen af kvalitetskrav og -anbe-

falinger til de to første indsatsområ-

der i kvalitetsplanen.

Forslaget om fordeling af uddannel-

sesforløb i speciallægeuddannelsen

vurderes ikke at medføre udgifter,

idet ordningen vedrører fordeling og

ikke antal af uddannelsesforløb i spe-

ciallægeuddannelsen. Forslaget har

dog potentiel betydning for fordelin-

gen af uddannelsesforløb og dermed

fordelingen af udgifter til uddannelse

af speciallæger mellem regionerne.

Lovforslaget i øvrigt forventes lige-

ledes at være udgiftsneutralt.

Implemente-

Ingen

ringskonsekven-

ser for stat, kom-

Ingen

UDKAST

muner og regio-

ner

Økonomiske

konsekvenser for

erhvervslivet

Lovforslaget forventes at medføre en

begrænset effekt på det faktiske antal

af udbudsklinikker.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

har bemærket til den foreslåede æn-

dring af § 227, stk. 5, at private virk-

somheder stilles dårligere, da driften

af færre klinikker vil blive sat i ud-

bud, hvis regionerne kan etablere og

drive en regionsklinik uden at skulle

foretage et forudgående udbud. Det

vil begrænse private virksomheders

mulighed for at påtage sig opgaven.

Ministeriet forventer, at effekten på

antallet af udbud med budgivere vil

være begrænset, da der ikke ventes at

være økonomisk incitament for re-

gionerne til at undgå udbuddet og

etablere og drive en klinik selv, hvis

en anden aktør ønsker at gøre det på

regionens vegne på en måde, som le-

ver op til regionens krav. Ændringen

forventes primært at have en effekt

på antallet af udbud, hvor der ikke er

aktører, som er interesserede i at

byde på driften.

Ved § 227, stk. 6, bemærker Konkur-

rence-og Forbrugerstyrelsen, at kon-

kurrencen begrænses, når tidsbe-

grænsningen for en regionsdrevet

klinik på 6 år frafalder, da der i så

fald vil blive gennemført færre ud-

bud. Ministeriet bemærker hertil at

de privatpraktiserende lægers mulig-

heder for at overtage regionsklinik-

ker forbedres med ændringen.

UDKAST

Tabet af konkurrenceelementet sker

under hensyntagen til de aktuelle læ-

gedækningsudfordringer, som eksi-

sterer flere steder i Danmark i dag, og

det faktum at regionsrådene i nogle

tilfælde er nødsaget til selv at oprette

og drive en klinik for at sikre tilste-

deværelsen af et alment medicinsk

tilbud.

Administrative Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative Ingen

konsekvenser for

borgerne

Klimamæssige

konsekvenser

Ingen

Miljø- og natur- Ingen

mæssige konse-

kvenser

Ingen

Forholdet til EU- Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter

retten

Er i strid med de

principper

for

implementering

af erhvervsrettet

EU-regulering/

Går videre end

minimumskrav i

EU-regulering

(sæt X)

Nej X

UDKAST

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

I den gældende § 57, stk. 1, er der en henvisning til § 227, stk. 5 og 6.

I lovforslagets § 1, nr. 8, ophæves den gældende § 227, stk. 5, og i stedet

indsættes nye stykker 5-7, med en deraf følgende rykning af de gældende

stk. 6-13.

Som følge heraf foreslås det, at henvisningen til i

§ 57 a, stk. 1,

ændres fra

»§

227, stk. 5 og 6,« til:

»§

227, stk. 5 og 8,«.

Til nr. 2

Der findes ikke generelle regler i gældende lovgivning, der bemyndiger in-

denrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte forpligtende krav til bl.a.

kommunernes sundhedstilbud efter sundhedslovens afsnit IX samt rådgiv-

ning fra sygehusene.

Der er dog på konkrete områder i sundhedsloven mulighed for at stille mere

eller mindre eksplicitte krav til kvaliteten i sundhedsvæsenet, f.eks. i sund-

hedslovens § 139 om hjemmesygepleje, sundhedslovens § 57 om almen

praksis og sundhedslovens § 208 om specialeplanlægningen på sygehusene.

Det fremgår desuden af sundhedslovens § 57 c, at alment praktiserende læ-

ger er forpligtede til at udøve deres virksomhed i overensstemmelse med

nationale faglige retningslinjer m.v. Ifølge bemærkningerne til bestemmel-

sen, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 227 som fremsat, side 14, skal de

praktiserende læger udøve deres sundhedsfaglige virksomhed i overens-

stemmelse med bl.a. faglige retningslinjer og pakkeforløb vedr. specifikke

sygdomme. Den konkrete sundhedsfaglige behandling af en patient beror

fortsat på en sundhedsfaglig vurdering under iagttagelse af autorisationslo-

vens § 17, hvorefter en autoriseret sundhedsperson er forpligtet til at udvise

omhu og samvittighedsfuldhed under udøvelsen af sin virksomhed. Kravet

i bestemmelsen om omhu og samvittighedsfuldhed medfører, at sundheds-

personen skal handle i overensstemmelse med den til enhver tid værende

almindeligt anerkendte faglige standard inden for det pågældende område.

Indholdet af den faglige norm fastlægges bl.a. gennem faglige vejledninger

UDKAST

fra Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed, ligesom normen

kan udledes af afgørelser fra Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn med

sundhedspersoner og gennem Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns praksis.

Endelig fremgår det af sundhedslovens § 208, at Sundhedsstyrelsen fastsæt-

ter krav til lands- og landsdelsfunktioner og placeringen af disse. Sundheds-

styrelsen fastsætter således krav til specialfunktioner på regionale og private

sygehuse og godkender placeringen af specialfunktioner på sygehusene med

den såkaldte specialeplanlægning. Formålet med specialeplanlægningen er

at sikre høj faglig kvalitet i behandlingen og helhed i patientforløbene under

hensyn til en effektiv ressourceudnyttelse.

Det foreslås, at der efter § 118 a indsættes et nyt

§ 118 b,

hvori indenrigs-

og sundhedsministeren efter

stk. 1

fastsætter nærmere regler for kommunal-

bestyrelser og regionsråd om indsatser, kvalitetskrav hertil samt tilrettelæg-

gelsen heraf i henhold til sundhedsydelserne i lovens afsnit IX.

Det foreslås videre i

stk. 2,

at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter

nærmere regler for regionsråds rådgivning mv. i forhold til kommunernes

opgaver efter stk. 1.

Den foreslåede nye bestemmelse i sundhedslovens § 118 b, stk. 1, vil inde-

bære, at indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte kva-

litetskrav og kvalitetsanbefalinger inden for områder udvalgt under kvali-

tetsplanen, jf. afsnit IX om kommunale sundhedsydelser, som udføres af el-

ler for kommuner og regioner.

Den foreslåede indsættelse af § 118 b, stk. 1 vil medføre, at der vil skulle

udstedes bekendtgørelse om kvalitetsplanen i overensstemmelse med be-

skrivelsen i disse lovbemærkninger. Der vil således skulle ske en yderligere

regulering af det overordnede indhold i kvalitetsplanen.