SUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 293: Orientering om evaluering af lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra indenrigs- og sundhedsministeren

Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
SUU Alm.del Bilag 293
Offentligt

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Enhed: JUR

Sagsbeh.: DEPASTL

Koordineret med:

Sagsnr.: 1904382

Dok. nr.: 2616172

Dato: 30-06-2023

Notat

Evaluering af tvangsbehandlingsloven

1. Baggrund

Den 1. januar 2018 trådte lov nr. 655 om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile

(tvangsbehandlingsloven) i kraft.

Baggrunden for lovforslaget var et ønske om at skabe mulighed for at kunne indlede og fortsætte be-

handling af varigt inhabile patienter, selvom de måtte modsætte sig, og dermed hindre væsentlig forrin-

gelse af deres helbred og undgå unødige smerter og lidelser. Muligheden for at behandle persongruppen

skulle samtidig afgrænses klart og så snævert som muligt og understøttes af de fornødne retlige garantier

(sikringsordninger).

Af lovforslagets bemærkninger fremgår, at der 3 år efter lovens ikrafttrædelse skal gennemføres en evalu-

ering af loven, der kan danne grundlag for overvejelser om eventuelle behov for at præcisere eller ændre

reguleringen af området.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har til brug for evalueringen anmodet Sundhedsdatastyrelsen, om at

oplyse antallet af henholdsvis indberettede beslutninger om tvangsbehandling og om tvangsindgreb efter

lovens kapitel 3 siden lovens ikrafttrædelse. Ministeriet har endvidere til brug for evalueringen anmodet

Danske Regioner, Kommunernes Landsforening (KL), Styrelsen for Patientsikkerhed og Styrelsen for Pa-

tientklager om bidrag, der i det følgende gennemgås i hovedpunkter.

2. Antal indberettede beslutninger om tvangsbehandling og tvangsindgreb

Nedenstående tabel viser opgørelsen af antallet af indberettede beslutninger om anvendelse af tvang ved

somatisk behandling af varigt inhabile, der er foretaget på sygehuse i perioden fra 1. juni 2018 til 31. de-

cember 2022:

SUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 293: Orientering om evaluering af lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra indenrigs- og sundhedsministeren

Nedenstående tabel viser antallet af beslutninger om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af va-

rigt inhabile, der er foretaget i primærsektoren:

Sundhedsdatastyrelsen har fremhævet følgende opmærksomhedspunkter om de statiske oplysninger:



Opgørelser baseret på Landspatientregisteret (LPR) er under fortsat udvikling og validering grun-

det overgang til et nyt Landspatientregister (LPR3), hvilket betyder, at opgørelserne løbende vil

blive korrigeret og opdateret, også bagud i tid.

Opgørelser vedrørende hospitalsaktivitet i 2020 og 2021 kan være påvirket af COVID-19.

Opgørelser vedrørende hospitalsaktivitet i 2021 kan også være påvirket af Sygeplejerskestrejken.



Indenrigs- og Sundhedsministeriets bemærkninger:

Tabellerne viser, at der er sket en udvikling i antallet af indberettede beslutninger om tvangsbehandling

og tvangsindgreb efter loven. I forbindelse med Indenrigs- og Sundhedsministeriets udarbejdelse og Fol-

ketingets behandlingen af lovforslaget var ministeriet opmærksom på, at det ville være vanskeligt på for-

hånd at estimere antallet af personer, som reglerne ville være relevante for. Det var på det pågældende

tidspunkt ministeriets skøn, at den forventede størrelse på målgruppen ville udgøre ca. 15.000 patienter,

hvoraf de fleste forventedes at være patienter med demens eller udviklingshæmning. Ministeriet påpe-

gede i den forbindelse, at skønnet var forbundet med betydelig usikkerhed.

Som det ses i tabellerne, er antallet af indberettede beslutninger om tvangsbehandling og tvangsindgreb

betydeligt mindre end 15.000. Et af formålene med tvangsbehandlingsloven er at begrænse tvang og ind-

greb i den personlige frihed over for den enkelte patient til det absolut nødvendige, og det er derfor efter

Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse positivt, at antallet af indberetninger befinder sig langt un-

der det estimerede niveau. Ministeriet finder det således ikke betænkeligt, at loven anvendes i mindre

omfang end forudsat.

3. Indhentede bidrag til evalueringen:

3.1 Overordnede bemærkninger

KL har bemærket, at loven er meget klar omkring ansvarsfordelingen, herunder lægens ansvar.

Danske Regioner har bemærket, at loven har styrket samarbejdet mellem de enkelte sygehuse og Psykia-

trien og bidraget til nedbringelse af anvendelse af tvang i hospitalers akutmodtagelse.

3.2

Medarbejdernes kendskab til og anvendelse af loven i praksis

Danske Regioner har bemærket, at loven har bidraget til at sætte yderligere fokus på, at tvang så vidt mu-

ligt skal undgås.

Danske Regioner har endvidere anført, at der både er tilkendegivelser af, at loven overordnet fungerer

godt, men også tilkendegivelser af, at der er udfordringer ved anvendelsen af loven i praksis, fordi det va-

rierer, hvor ofte forskellige hospitalsafdelinger har brug for at anvende loven. Generelt anvendes loven i

Side 2

begrænset omgang, fordi hospitalerne går langt for at undgå tvang og følger et mindsteindgrebsprincip,

proportionalitetsprincip og individualitetsprincip. Hertil lægges der desuden vægt på at have åbenhed og

dialog med patienten og dennes pårørende. Eftersom loven generelt anvendes i begrænset omfang, er

det en selvstændig udfordring i forhold til den praktiske brug af loven, at de færreste medarbejdere op-

når reel erfaring med anvendelsen. Dette gælder både i forhold til hjemmelsgrundlaget og i forhold til

krav til registrering. Hospitalerne oplever, at loven er omstændelig at anvende, og at der er usikkerhed

om, hvornår loven kan anvendes. Danske Regioner har derfor oplyst, at dette taler for, at der ses på mu-

lighederne for at forenkle loven, med henblik på at procedurer og krav er håndterlige i en klinisk hverdag,

samtidig med at der tages de nødvendige hensyn til patienten.

Danske Regioner har endelig oplyst, at nogle regioner og hospitaler har iværksat forskellige tiltag for at

udbrede kendskabet til loven, herunder bl.a. udarbejdet henholdsvis regionale vejledninger, oplæg af

sundhedsjurister og opmærksomhedskampagner mv.

KL har anført, at medarbejderne kun har sparsomt kendskab til, og erfaringer med anvendelsen af loven,

hvilket kan skabe usikkerhed og tvivl i de konkrete tilfælde, hvor loven er relevant.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets bemærkninger:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder det positivt, at Danske Regioner har oplyst, at loven fungerer

godt i praksis. Ministeriet er enig i og opmærksom på, at de begrænsede erfaringer med lovens anven-

delse kan udgøre en udfordring for den enkelte medarbejder, og at der derfor bør være fokus på vejled-

ning og information på området. Ministeriet finder det derfor positivt, at Danske Regioner har iværksat

forskellige tiltag for at udbrede kendskabet til loven. Ministeriet kan desuden henvise til, at Styrelsen for

Patientsikkerhed har information på deres hjemmeside om loven, ligesom styrelsen har udarbejdet pjecer

med information til sundhedspersonalet. Endvidere har Sundhedsdatastyrelsen udarbejdet en vejledning

og informationstekst om indberetningen af beslutninger om tvang, som er tilgængelig på styrelsens hjem-

meside. Ministeriet vil være opmærksom på udviklingen på området og løbende vurdere, om der er be-

hov for yderligere information og vejledning.

3.3 Generelt om fortolkning af loven

3.3.1

Personkredsen af ”varigt inhabile” og øjeblikkeligt behandlingsbehov

Danske Regioner, KL og Styrelsen for Patientsikkerhed har fremhævet et ønske om en nærmere præcise-

ring af, hvem der tilhører personkredsen ”varigt inhabile”. KL har i den forbindelse oplyst, at landets kom-

muner kan være bekymrede for, at patienter med udviklingshandicap, som godt kan give et informeret

samtykke, bliver pålagt tvangsbehandling.

Danske Regioner har bemærket, at de i forbindelse med høringen over lovforslaget fremsatte et ønske

om, at loven også skal gælde for midlertidigt inhabile. Regionerne har i den forbindelse henvist til, at mid-

lertidigt inhabile i dag alene kan behandles, hvis der er tale om et øjeblikkeligt behandlingsbehov, jf. sund-

hedslovens § 19. Sygehusene tilser indimellem patienter, hvor der ikke er tale om et øjeblikkeligt behand-

lingsbehov, men dog et tydeligt behandlingsbehov, og hvor der på det tidspunkt, hvor behandlingen med

fordel kan iværksættes, er usikkerhed om, hvorvidt der er tale om varig eller midlertidig inhabilitet. Dan-

ske Regioner har desuden oplyst, at det kan overvejes, om loven skal gælde for midlertidig inhabilitet pga.

særlige somatiske tilstande og afgrænset til situationer, hvor patienten er i en livstruende eller på vej til

en livstruende situation.

Styrelsen for Patientsikkerhed har endvidere fremhævet, at nogle patienter kan være midlertidigt inhabile

i en længere periode og ikke nødvendigvis kun kortvarigt, idet perioden op til, at en patient vurderes va-

rigt inhabil, kan vare måneder og år.

Side 3

Indenrigs- og Sundhedsministeriets bemærkninger:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan i forhold til ønsket om en præcisering af, hvornår en patient er va-

rigt inhabil henvise til, at det fremgår af bemærkningerne til tvangsbehandlingsloven, at persongruppen

skal forstås som patienter over 15 år med en varigt nedsat psykisk eller kognitiv funktionsevne, uanset om

denne er medfødt eller erhvervet, f.eks. mentalt retarderede, udviklingshæmmede, patienter med de-

mens, hjerneskadede mv. Det afgørende kriterium er, om patienten som følge af funktionsnedsættelsen i

den konkrete behandlingssituation ikke er i stand til at varetage egne interesser og overskue konsekven-

serne af et behandlingsbehov. Persongruppen svarer til persongruppen, der omfattes af § 18 i sundheds-

loven. Efter denne bestemmelse kan patienter, der varigt mangler evnen til selv at samtykke til behand-

ling, behandles med samtykke fra den pågældendes nærmeste pårørende eller værge.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at bestemmelsen er diagnoseneutral, og at reglerne

således finder anvendelse på enhver patient med en varigt nedsat psykisk eller kognitiv funktionsevne. Af-

gørende er således, om patienten – uanset diagnose – ikke formår at forholde sig fornuftsmæssigt til et

aktuelt behandlingsbehov og ikke forstår konsekvenserne af at afvise behandlingen. Hvorvidt en patient

omfattes af bestemmelsen afhænger i øvrigt af et konkret sundhedsfagligt skøn, som sundhedspersone-

ner også skal foretage i forbindelse med forsøget på at indhente et informeret samtykke til behandlingen

efter § 15, stk. 1, i sundhedsloven og den gensidige informationsudveksling efter lovens § 16.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker endvidere, at en patient med et udviklingshandicap, som

kan give et informeret samtykke, ikke kan underkastes tvangsbehandling efter tvangsbehandlingsloven,

idet patienten netop er i stand til at give et informeret samtykke.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker endelig, at Danske Regioner i forbindelse med høringen

forud for tvangsbehandlingslovens vedtagelse anførte, at tvangsbehandlingsloven også burde gælde for

midlertidigt inhabile og ikke kun varigt inhabile. Danske Regioners høringssvar indgik i ministeriets arbejde

med lovforslaget, men det var ministeriets vurdering, at loven alene burde finde anvendelse på varigt in-

habile patienter. Midlertidigt inhabile vil – i modsætning til varigt inhabile patienter – på sigt blive i stand

til selv at afgive et informeret samtykke, og der foreligger således efter ministeriets opfattelse ikke

samme beskyttelseshensyn i forhold til denne gruppe. Det er derfor fortsat ministeriets opfattelse, at

loven alene bør finde anvendelse på varigt inhabile patienter. Ministeriet bemærker i den forbindelse, at

sundhedslovens § 19 giver sundhedspersoner mulighed for at behandle både varigt og midlertidigt inha-

bile patienter, når der er et øjeblikkeligt behandlingsbehov. Ministeriet bemærker i den forbindelse, at

det beror på en konkret vurdering, om en behandlingssituation er omfattet af tvangsbehandlingsloven el-

ler sundhedslovens § 19.

3.3.2

Læge/tandlægens delegation af tvangsbehandling og snitflader

KL og Styrelsen for Patientsikkerhed har bemærket, at der er behov for en præcisering af henholdsvis hie-

rarkiet mellem og anvendelsesområdet for henholdsvis sociallovgivningens tvangsregler og tvangsbe-

handlingsloven, herunder også personalets mulighed for at sige fra i forhold til deltagelse i tvangsbehand-

ling.

Styrelsen for Patientsikkerhed har oplyst, at styrelsen har modtaget henvendelser fra læger som oplever,

at personalet ikke vil medvirke til tvang, og spørgsmål fra personale, som ikke ønsker at medvirke til tvang

eller er usikre på, om de må medvirke.

KL har bemærket, at Socialtilsynet giver udtryk for, at personalet ikke er underlagt lægens instruktionsbe-

føjelser og derfor ikke er forpligtet til at bistå ved en magtanvendelse, og at det med fordel kan præcise-

res, om det er påkrævet, at en læge er til stede under tvangsbehandlingen og at lægens ansvar kan præci-

seres yderligere.

Side 4

Indenrigs- og Sundhedsministeriets bemærkninger:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker, at der kan være et personsammenfald mellem persongrup-

pen nævnt i tvangsbehandlingsloven og persongruppen omfattet af serviceloven. Ministeriet kan i den

forbindelse henvise til, at tvangsbehandlingsloven finder anvendelse i sundhedsvæsenet eller andre ste-

der, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed af sundhedspersoner, jf. tvangsbehandlingslovens § 5.

Det fremgår af lovbemærkningerne, at beslutninger om indgreb, herunder pleje, omsorg mv., som ikke

udgør sundhedsfaglig behandling, vil skulle ske efter reglerne i serviceloven.

Det følger af tvangsbehandlingslovens § 14, stk.1, at beslutninger, som en læge eller tandlæge kan træffe

om tvangsbehandling og tvangsindgreb, ikke kan delegeres til andre sundhedspersoner. Det følger af §

14, stk. 2, at lægen eller tandlægen kan delegere gennemførelsen af tvangsbehandlingen, jf. § 4, efter

reglerne i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og regler udstedt i

medfør heraf. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at lægen eller tandlægen kan anvende

medhjælp til gennemførelsen af den behandling, lægen eller tandlægen har besluttet, og i den forbin-

delse delegere selve udførelsen af behandlingen til andre sundhedspersoner, f.eks. en sygeplejerske, en

social- og sundhedsassistent mv. Delegation kan også ske til andre end autoriserede sundhedspersoner,

f.eks. en social- og sundhedshjælper på plejecentre, en pædagog på et bosted mv. Sundhedspersonen,

der delegerer opgaven, skal sikrer sig, at den person, opgaven delegeres til, er kvalificeret til at udføre op-

gaven, og at den delegerende sundhedsperson fører tilsyn og kontrol med behandlingen.

Det følger af tvangsbehandlingslovens § 14, stk. 3, at lægen eller tandlægen kan lade andre sundhedsper-

soner gennemføre tvangsindgreb efter kapitel 3. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at

det indebærer, at lægen eller tandlægen kan lade andre sundhedspersoner, f.eks. en sygeplejerske eller

social- og sundhedsassistent udøve selve tvangen i forbindelse med gennemførelsen af den besluttede

sundhedsfaglige behandling. Det er i den forbindelse ministeriets opfattelse, at det er en ledelsesbeslut-

ning, som tilkommer den personaleansvarlige myndighed, at træffe beslutning om personalets mulighed

for at sige fra og afvise behandling af enkelte patienter.

Ministeriet kan endelig oplyse, at der med loven ikke fastsættes en pligt til at behandle patienter med

tvang, men at dette er en mulighed, når andre muligheder, herunder motiverende samtaler, pædagogiske

virkemidler mv. er forsøgt uden resultat. Sundhedspersoners pligter, herunder til at yde sundhedsfaglig

bistand, følger af regler i blandt andet autorisationslovens kapitel 5.

3.3.3

Stillingsbetegnelse

Danske Regioner har bemærket, at lovtekstens stillingsbetegnelse ”overlæge” bør ændres til ”special-

læge”, idet titlen ”overlæge” anvendes i stadig mindre grad, og at det derfor vil være mere tidssvarende

og korrekt at benytte betegnelsen ”speciallæge”. Danske Regioner har bemærket, at det må være special-

lægekompetencen, som er afgørende i forhold til de formål og hensyn, der ligger i loven.

Styrelsen for Patientsikkerhed har oplyst, at styrelsen er opmærksom på, at der i forbindelse med

overenskomstforhandlinger er sket ændringer i forhold til i hvert fald brugen af titlen ”ledende overlæge”

i forhold til tidligere. Styrelsen for Patientsikkerhed finder det derfor relevant, at det undersøges nær-

mere, i hvilket omfang hvilke titler anvendes og hvilke kompetencer og ansvar, dette medfører, samt at

der i den forbindelse kan tages stilling til på hvilket niveau en beslutning om anvendelse af tvang efter

tvangsbehandlingsloven bør kunne træffes.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets bemærkninger:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret Danske Regioners og Styrelsen for Patientsikkerheds syns-

punkter om brugen af titler, og synspunktet vil indgå i ministeriets fremtidige overvejelser om eventuelle

lovændringer.

Side 5

3.3.4

Indberetning og tvangsprotokol

Danske Regioner og KL har angivet, at reglerne vedrørende indberetninger er omstændelige og besvær-

lige. KL har i den forbindelse fremhævet, at hvis et kommunalt tilbud skal lave en indberetning, skal ind-

beretningen også sendes til læge/tandlæge, så den kan lægges på patientjournalen, som kommunen ikke

har adgang til. KL har på den baggrund efterspurgt klare skemaer, der kan udfyldes, og har henvist til ind-

beretninger efter serviceloven. KL har endvidere udtrykt ønske om en tydeliggørelse af, hvorvidt medar-

bejdere også skal indberette, hvis de agerer medhjælpere for en læge eller tandlæge, hvor kommunerne

har en forventning om, at lægen eller tandlægen selv sørger for indberetning.

Styrelsen for Patientsikkerhed har anført, at styrelsen er uforstående over for KL´s angivelse af, at indbe-

retningsmetoden er besværlig, da der ikke er pligt til at indberette anvendelse af tvang, men alene beslut-

ningen om tvangsbehandling og tvangsindgreb. Styrelsen for Patientsikkerhed har endvidere oplyst, at

styrelsen har modtaget flere henvendelser fra behandlingssteder, som efterspørger støtteskabeloner/of-

ficielle indberetningsskemaer til brug for journalføringen og indberetningspligten. Det er i den forbindelse

styrelsens opfattelse, at sådanne redskaber ville kunne understøtte og lette sundhedspersonalets opgave-

løsning. Styrelsen for Patientsikkerhed har imidlertid også fremhævet, at der kan være udfordringer i for-

hold til at udarbejde en sådan skabelon eller skema, da løsningen skal anvendes i forskellige fagsystemer.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets bemærkninger:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har forstået KL’s og Styrelsen for Patientsikkerheds bemærkninger så-

dan, at der sigtes til anvendelsen af tvangsprotokoller, hvor en kopi af tvangsprotokollen skal indgå i pa-

tientjournalen, og ikke indberetninger, da disse skal sendes til Sundhedsdatastyrelsen.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan i den anledning henvise til, at det fremgår af bekendtgørelse nr.

1396 af 4. december 2017 om tvangsprotokoller ved beslutninger og anvendelse af tvang ved somatisk

behandling af varigt inhabile, hvem der skal sikre, at der oprettes en tvangsprotokol. Det følger således af

bekendtgørelsens § 1, stk. 1, at den læge eller tandlæge, som træffer beslutning om tvangsbehandling el-

ler tvangsindgreb i form af fysisk fastholdelse, beroligende medicin eller tvangsindlæggelse, skal sikre, at

der oprettes en tvangsprotokol. Bekendtgørelsens § 10 regulerer tvangsprotokoller ved delegation. På

plejehjem, botilbud og lignende har ledelsen ansvaret for at sikre, at anvendelsen af tvangsbehandling og

andre tvangsindgreb, som udføres efter delegation fra læge eller tandlæge, tilføres tvangsprotokollen, jf.

§ 10, stk. 2.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret, at KL har efterspurgt ”støtteskabeloner/officielle indberet-

ningsskemaer til brug for journalføringen og indberetningspligten”. Ministeriet kan i den anledning hen-

vise til, at det fremgår af bekendtgørelsen, hvilke oplysninger tvangsprotokollen skal indeholde. Ministe-

riet kan i øvrigt oplyse, at ministeriet deler Styrelsen for Patientsikkerheds opfattelse af, at standardfor-

mularer ville kunne give anledning til udfordringer grundet forskellige fagsystemer og at registreringen i

protokollen varetager en række forskellige hensyn, hvis overordnede formål er at styrke patientens rets-

sikkerhed.

3.3.5

Klage til Tvangsbehandlingsnævnet

Danske Regioner har rejst et spørgsmål om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt, at klager til Tvangsbehand-

lingsnævnet har opsættende virkning, idet der ifølge Danske Regioner typisk tale om behandling, der ikke

kan vente, og en afbrydelse vil derfor ofte ikke være til patientens bedste.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets bemærkninger:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan oplyse, at klager til tvangsbehandlingsnævnet har opsættende

virkning af hensyn til patientens retssikkerhed, og for at patienten, dennes pårørende eller andre, der va-

retager patientens interesser, har mulighed for at stoppe et indgreb, der ikke er berettiget.

Side 6

Det er af de nævnte grunde fortsat ministeriets opfattelse, at klager til tvangsbehandlingsnævnet skal

have opsættende virkning, jf. tvangsbehandlingslovens § 17, stk. 3.Tvangsbehandlingsnævnet skal træffe

afgørelse i klagesager inden 14 hverdage efter klagens modtagelse i sager, der vedrører beslutninger om

tvangsbehandling og tvangsindgreb som på tidspunktet for klagens indgivelse fortsat har gyldighed. I sa-

ger, som vedrører beslutninger om tvang, som ikke længere er gyldige, skal Tvangsbehandlingsnævnet

træffe afgørelse snarest muligt, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenets § 16

c, stk. 3. Ministeriet kan desuden henvise til evalueringens afsnit 3.4, hvor det fremgår, at tvangsbehand-

lingsnævnet behandler få sager om året.

3.3.6

Tilslutningen til behandling fra en anden sundhedsperson med faglig indsigt på området

Danske Regioner har anført, at tvangsbehandlingslovens § 4, stk. 2 kan være en af årsagerne til, at loven

kun i begrænset omfang anvendes i praksis. På hospitalet vil det sjældent være praktisk muligt at invol-

vere en anden læge med faglig indsigt, idet lægen kan argumenter for, at den pågældende ikke på bag-

grund af en kort undersøgelse i forbindelse med akut sygdom kan vurdere, om tilstanden er forenelig

med varig inhabilitet. Derfor anvendes Sundhedslovens § 19 i stedet.

Styrelsen for Patientsikkerhed har bemærket, at det er styrelsens opfattelse, at en anden læge i den be-

skrevne situation ikke skal forholde sig konkret til, om samtlige betingelser for tvangsbehandling er op-

fyldt, da tilslutningen træder i stedet for et samtykke fra nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuld-

mægtig. Hvis det er åbenlyst, at patienten ikke er varigt inhabil, har den pågældende anden læge naturlig-

vis pligt til at reagere på dette, men derudover kan der efter Styrelsen for Patientsikkerheds opfattelse

ikke umiddelbart kræves anden stillingtagen fra den pågældende end til, om betingelserne i § 4, stk. 1 er

opfyldt.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets bemærkninger:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker, at anvendelse af tvangsbehandlingsloven er betinget af, at

sundhedspersonen i forbindelse med forsøget på at indhente samtykke, på baggrund af en sundhedsfag-

lig vurdering har konstateret, at patienten ikke er i stand til at forholde sig fornuftsmæssigt til behand-

lingsbehovet og således er vurderet varigt inhabil. Ministeriet kan i den forbindelse tilslutte sig Styrelsen

for Patientsikkerheds bemærkning og i øvrigt henlede opmærksomheden på, at lovens § 4, stk. 2 fastsæt-

ter, at beslutninger om tvangsbehandling kan gennemføres, når en anden læge eller tandlæge med faglig

indsigt på området, som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende

patient, giver sin tilslutning dertil.

3.4 Tvangsbehandlingsnævnet

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har anmodet Styrelsen for Patientklager (som sekretariatsbetjener

Tvangsbehandlingsnævnet) om at oplyse antallet af klager fordelt på år, som er blevet behandlet af næv-

net. Tabellen redegør fordelingen af afsluttede klagesager.

Tabel: Afsluttede klagesager ved Tvangsbehandlingsnævnet (2018-2023 år til dato)

År

Antal modtagne klagesager

Antal afsluttede klagesager

2018

2019

2020

2021

2022

2023 (år til dato)

I alt

Note: Klagesager kan været modtaget i for eksempel 2020, men afgjort i 2021.

Styrelsen for Patientklager har oplyst, at der alene er truffet 1 materiel afgørelse, hvor nævnet har været

samlet for at afgøre sagen. 3 sager er lukket uden afgørelse (for eksempel ved frafald af klage). De 11 sa-

ger, der er afgjort i form af afvisning, er afgjort som del af sekretariatsbetjeningen af nævnet, jf. § 4, stk.

Side 7

2, i Tvangsbehandlingsnævnets forretningsorden. Afvisningen af sagerne sker typisk på grund af mang-

lende kompetence hos nævnet i forhold til at træffe en materiel afgørelse i sagerne.

Styrelsen for Patientklager har fremsendt overvejelser omkring eventuelt at flytte sagerne til Sundheds-

væsenets Disciplinærnævn. Styrelsen for Patientklager har oplyst, at Tvangsbehandlingsnævnet består af

beskikkede medlemmer fra forskellige organisationer. Disse organisationer er også repræsenteret i Sund-

hedsvæsenets Disciplinærnævn. De to nævn sekretariatsbetjenes begge af Styrelsen for Patientklager og

nævnsbehandlingen vil tillige være meget ens, der gælder dog særlige tidsfrister for behandling af klage-

sager ved Tvangsbehandlingsnævnet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets bemærkninger:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker, at tvangsbehandlingsnævnet realitetsbehandler færre sa-

ger end forventet ved lovens vedtagelse. Det er i den forbindelse ministeriets vurdering, at det begræn-

sede antal klagesager stemmer overens med det overordnede billede af, at loven anvendes i begrænset

omfang, herunder at der foretages færre indberetninger om beslutninger om tvang, end det var forventet

ved lovens vedtagelse.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret Styrelsen for Patientklagers bemærkning om tvangsbe-

handlingsnævnet og Sundhedsvæsnets Disciplinærnævn. Ministeriet bemærker, at der ikke er nogen af

de andre høringsparter, som har udtrykt et ønske om at sagerne flyttes, og at en omlægning af sagerne vil

kræve lovændring, ligesom økonomien vil skulle afklares nærmere. Ministeriet finder på den baggrund, at

der ikke er anledning til at gå videre med forslaget.

Konklusion

Et af formålene med tvangsbehandlingsloven er at begrænse tvang og indgreb i den personlige frihed

over for den enkelte patient til det absolut nødvendige.

De tilvejebragte oplysninger vedrørende anvendelsen af tvangsbehandlingsloven viser, at beslutninger

om tvangsbehandling og tvangsindgreb iværksættes i mindre omfang end forventet ved lovens vedta-

gelse. Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder det overordnet positivt, at tvangsbehandlingsloven alene

anvendes i et begrænset omfang, og at Danske Regioner har oplyst, at hospitalerne har stor opmærksom-

hed på at undgå tvang. Ministeriet er opmærksom på, at manglende anvendelse af loven kan betyde, at

personalet ikke opbygger erfaring med anvendelsen af loven. Ministeriet vil være opmærksom på udvik-

lingen på området og løbende vurdere, om der er behov for yderligere information og vejledning.

De bidrag som Indenrigs- og Sundhedsministeriet har tilvejebragt som led i evalueringen, indeholder en

række spørgsmål om fortolkning af bestemmelser i tvangsbehandlingsloven og sundhedsloven, herunder

om begrebet ”varigt inhabil”, læger og tandlægers delegation af tvangsbehandling og snitflader til servi-

celoven. Ministeriet har i evalueringen forholdt sig nærmere til disse spørgsmål.

Det er fortsat Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at loven alene bør finde anvendelse på va-

rigt inhabile patienter, idet sundhedsloven giver mulighed for, at sundhedspersoner kan behandle patien-

ter der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, når der er et øjeblikkeligt

behandlingsbehov.

Side 8