Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
SUU Alm.del Bilag 290
Offentligt
2730857_0001.png
Til
Medlemmer af Folketingets Sundhedsudvalg
Fra
Plastic Change, Rådet for Grøn Omstilling og Danmarks Naturfredningsforening.
København d. 23/6-23
Henvendelse vedrørende alvorlig forsinkelse af EU’s kemikalielovgivning
Kære medlem af Folketingets Sundhedsudvalg
Vi skriver til dig med en fælles henvendelse fra Rådet for Grøn Omstilling, Danmarks Naturfredningsforening
og Plastic Change om en meget alvorlig og presserende sag.
Danmark har netop været på den anden ende over skandalen med de skadelige PFAS-stoffer, som har skabt
stor politisk opmærksomhed og et berettiget krav om politisk handling. Men PFAS er desværre blot én
gruppe blandt mange andre skadelige kemikalier, som langt fra er tilstrækkeligt reguleret og derfor udgør en
risiko for både vores sundhed og vores miljø. Flere danske politikere har henvist til EU, når der tales om
skærpet lovgivning på skadelige kemikalier. Problemet er bare, at EU’s kemikalielovgivning, REACH, er
forældet og langt fra beskytter os godt nok, hvilket er anerkendt af både Europa-Kommissionen og EU’s
kemikalieagentur, ECHA.
I EU er man altså klar over alvoren ved en utilstrækkelig kemikalielovgivning, og der er med EU’s
Kemikaliestrategi fra 2020 lagt op til at ville styrke REACH. Men revisionen af REACH, der skal skærpe og
forbedre lovgivningen, er blevet udskudt og forsinket så meget, at førende europæiske miljøorganisationer
på området - European Environmental Bureau (EEB), CHEM Trust og Rethink Plastic Alliance – vurderer, at
forsinkelsen vil gøre det umuligt at afslutte forhandlingerne inden EU-parlamentsvalget i juni 2024. Bliver
lovgivningen ikke stemt igennem inden valget, vil det være med overhængende fare for, at den aldrig bliver
til noget – og det vil være katastrofalt.
Vi opfordrer derfor på det kraftigste til, at du som dansk folkevalgt politiker presser på for, at
revisionsforslaget til REACH fremlægges snarest.
EU’s miljøkommissær Virginijus Sinkevičius har udtalt, at Europa-Kommissionens embedsmænd ”arbejder så
hurtigt de kan på revisionen,” og at REACH-forslaget vil være klar ”forhåbentligt inden sommer”.
Vi håber, at I som danske politikere presser på lige nu for, at det sker. Timingen er afgørende.
Du kan evt. læse mere i vedhæftede debatindlæg, som blev bragt i Altinget onsdag den 21. juni 2023.
Bedste hilsner
Lone Mikkelsen, Rådet for Grøn Omstilling
Mette Hoffgaard Ranfelt, Danmarks Naturfredningsforening
Malene Høj Mortensen, Plastic Change