Lægehåndbogen
Funktionel lidelse
Fagligt opdateret: 03.11.2021
Basisoplysninger
Definition
Funktionel lidelse anvendes som en samlebetegnelse for en række lidelser kendetegnet ved, at man typisk har flere fysiske
symptomer. Symptomerne har oftest et karakteristisk mønster og påvirker personens funktionsevne og livskvalitet
Fælles for de funktionelle lidelser er, at de ikke kan påvises ved blodprøver, røntgenundersøgelser eller andre biomedicinske tests
Som ved andre tilstande skal differentialdiagnoser udelukkes i relevant omfang. Symptomerne kan således ikke forklares ved en
anden veldefineret somatisk eller psykiatrisk sygdom
Forekomst
I et nyere dansk kohortestudie på ca. 10.000 mennesker i alderen 18-76 år oplyste henholdsvis 10 % af mændene og 16 % af
kvinderne, at de af en læge havde fået diagnosticeret én funktionel lidelse. Disse fund er bekræftet af et survey iblandt 50.000
danskere i alderen 18-65 år, hvor man fandt en forekomst på 15 %
1
Funktionelle lidelser er i de sværeste tilfælde svært invaliderende
Blandt de funktionelle lidelser med specifikke syndromdiagnoser, der har størst hyppighed og sygdomsbyrde, findes bl.a.
irritabel
tarmsyndrom (IBS)
og generaliseret muskuloskeletal smerte (fibromyalgi)
Syndromdiagnoser optræder med skiftende navne over tid, men fremstår med et stort overlap af symptomer
Børn og unge:
I et dansk kohorte studie fandt man, at 4,4% af 5-7 årige børn havde funktionelle symptomer med betydende funktionspåvirkning
2
Samlet peger internationale studier på, at forekomsten af behandlingskrævende funktionelle symptomer eller lidelser ved børn og
unge er på 4-10% afhængig af, hvilken definition, der er anvendt
3
Ætiologi og patogenese
Fælles for funktionelle lidelser er, at årsagssammenhænge og sygdomsmekanismer er ufuldstændigt kortlagt
Der foregår omfattende forskning både internationalt og i Danmark for at identificere mulige prædisponerende, udløsende og
vedligeholdende faktorer samt biologiske, psykologiske og sociale markører for specifikke funktionelle lidelser
Funktionelle lidelser kan forstås ud fra nedenstående sårbarhedsmodel:
1) Prædisponerende faktorer: medfødte faktorer, herunder arv, og erhvervet sårbarhed under opvækst som fx tillært adfærd i
relation til sygdom og symptomer, alvorlig sygdom og traumer
2) Udløsende begivenheder som fx traume, sygdom eller gentagne belastninger
3) Vedligeholdende faktorer: heri indgår tanker og adfærd vedrørende symptomerne samt livsstil, der kan give anledning til
reversible forandringer i nervesystemets funktion. Social- og sundhedsvæsen kan bl.a. ved gentagne somatiske undersøgelser
bidrage til vedligeholdelse af bekymringstanker og symptomer
Man har i stigende grad fokus på ændret interoception, dvs. hjernens måde at bearbejde signaler fra kroppen på. Denne
interoception foregår i nervesystemet og er således biologisk, men den påvirkes af
biologiske forhold som fx søvn, kost, aktivitet
psykologiske forhold som fx vores fortolkning af kropslige oplevelser og efterfølgende adfærd
sociale forhold som fx relationer
I forhold til en bio-psyko-social forståelse af funktionel lidelse har man konkret set på følgende:
Den
biologiske del
af forskningen undersøger bl.a. geners og immunsystemets rolle, styringen af det autonome nervesystem og
cellernes energistofskifte. Der er endnu ikke påvist biologiske faktorer, som med sikkerhed kan fastslå sygdomsmekanismerne
Den
psykologiske del
af forskningen har identificeret mulige prædisponerende faktorer såsom bestemte personlighedstræk og
barndomstraumer i form af fx sygdom hos patienten selv eller forældre samt seksuelle overgreb. Derudover ser
sygdomsbekymring og uhensigtsmæssig sygdomsopfattelse, fx katastrofetænkning om symptomer og uhensigtsmæssige
mestringsstrategier, som fysisk inaktivitet med undgåelsesadfærd, ud til at spille en rolle som vedligeholdende og muligvis også
prædisponerende faktorer for udvikling af funktionelle lidelser