2022-23 (2. samling)
Alm.del Bilag 6
Offentligt
2713691_0001.png
Folketingets Tværpolitiske netværk for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder 2022-23 (2. samling)
KRONIK
EU skal stå imod presset på
seksuelle og reproduktive
frihedsrettigheder i Europa
I årevis har ’anti-gender’-bevægelsen
arbejdet i det skjulte på at
tilbagerulle kvinders, LGBT-personers og seksuelle mindretals
rettigheder. Det strider med principperne, som EU er bygget på.
Unionen må derfor tage truslen mere alvorligt
Demonstranter protesterer imod stramningerne af den polske abortlovgivning i Warszawa i 2021.
KACPER PEMPEL
DEBAT
26. april 2023
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egne holdninger.
Læs mere her
4,4 milliarder kroner.
Så mange penge har konservative religiøse grupper verden over sendt til en stærkt
voksende bevægelse i Europa, som modarbejder seksuelle og reproduktive
frihedsrettigheder, i perioden 2009 til 2018. Det viste en undersøgelse fra European
 SRSR, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 6: Artikel vedr. presset på seksuelle og reproduktive frihedsrettigheder i Europa
Parliamentary Forum for Sexual and Reproductive Rights (EPF) ved navn
Tip of the
Iceberg
fra 2021.
På fagsprog kaldes bevægelsen
anti-gender,
fordi den arbejder hårdnakket for at
tilbagerulle kvinders rettigheder, LGBT+-rettigheder og retssikkerheden for seksuelle
mindretal i Europa
–
typisk under dække af at beskytte såkaldte traditionelle
familieværdier.
Men
anti-gender-bevægelsen
er en reel trussel mod frihedsrettighederne i Europa
–
rettigheder, som EU har til opgave at forsvare. Derfor er det på tide, at EU begynder et
aktivt forsvar af europæernes rettigheder og kalder til kamp mod
anti-gender-
bevægelsen.
Professionel milliardforretning
Med solid finansiering fra russiske oligarker, amerikanske milliardærer og europæiske
religiøse kræfter i ryggen, har
anti-gender-bevægelsen
kunnet mobilisere og etablere
sin helt egen politiske infrastruktur
–
lige her midt i Europa uden den store
opmærksomhed.
Det viser rapporten fra EPF, der også beretter om en bekymrende udvikling: I 2018 blev
der samlet set kanaliseret fire gange så mange penge ind i
anti-gender-bevægelsen
som
i 2009.
Alene aktører fra Rusland har årligt sendt knap 1,2 milliarder kroner afsted til
europæiske bevægelser og partier, der kæmper for at modvirke kønsfrigørelse og
frihedsrettigheder. Russiske aktører står dermed for over en fjerdedel af alle de penge,
der postes i kampen mod rettigheder i Europa.
Det hele lyder måske både en anelse fordækt og fantasifuldt. Men der er hverken tale om
døgnfluer eller papirtigre. Der er tale om en professionel, strategisk og transnational
arbejdende milliardforretning. Desværre.
Pengene klattes ikke væk på tilfældige småaktioner, bannermaling eller til ekstra kaffe i
det illiberale forsamlingshus. Nej, finansieringen går blandt andet til kampagner, der
glorificerer traditionelle familieværdier og patriarkalske samfundsstrukturer og til
juridiske slagsmål om abortrettigheder ved domstolene. Bevægelsen består af aktører,
der kender det politiske og juridiske system særdeles godt. Som arbejder systematisk,
effektivt, professionelt, strategisk. Og foruroligende organiseret, som rapporten fra EPF
dokumenterer.
Alt sammen på vegne af investorer, der har en forventning om et afkast i form af en
værdimæssig ændring i samfundet
–
og helst en så stor en af slagsen som muligt.
Guldinvesteringen Polen
 SRSR, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 6: Artikel vedr. presset på seksuelle og reproduktive frihedsrettigheder i Europa
Med illiberale briller på er bevægelsen en særdeles god investering
–
for bevægelsen
skaber politiske resultater. Få steder er afkastet mere tydeligt end i Polen, hvor det lige
nu går mest dramatisk tilbage for abortrettighederne. Abortaktivister
bliver i dag sagsøgt
af deres regering,
og
borgere får fængselsstraf
for at hjælpe kvinder med abort.
Den negative udvikling begyndte i 2020, hvor den polske forfatningsdomstol erklærede,
at den allerede stramme polske abortlovgivning, som hidtil havde tilladt aborter ved
misdannelser hos et foster, var i strid med den polske grundlov. Udkastet til den nye og
markant strammere lov var blevet udformet og leveret til den polske regering, penneført
af samme polske konservative tænketank, som i dag repræsenterer fostrets rettigheder
ved de retssager, der omhandler abort. Tilbagerulningen betyder, at knap 98 procent af
alle de aborter, som blev foretaget i 2019,
i dag er ulovlige.
Og mange polske læger
nægter i dag at udføre abort på kvinder, hvis liv er i fare
–
også selv om det er lovligt
–
fordi det risikerer at sende dem i fængsel.
Højreorienterede, konservative bevægelser har siden 2020 ihærdigt forsøgt at indføre et
fuldstændigt abortforbud i Polen, og i september 2021
blev det foreslået i parlamentet,
at
abort skal kategoriseres som en kriminel handling i straffeloven
–
helt specifikt som
mord. Denne udvikling er et konkret angreb på kvinders rettigheder, og det er desværre
ikke et isoleret tilfælde.
Et europæisk problem
Den krænkelse af basale menneskerettigheder, der foregår i Polen, rækker ud over
landets grænser, for eksempel til Ungarn, hvor kvinder, på trods af adgang til lovlig
abort til og med uge 12,
nu også tvinges til at lytte til et fosters hjertelyd,
inden de får lov
til at gennemføre den abort, de har ret til. Ligestilling og seksuelle, reproduktive
rettigheder går heldigvis stadig fremad i nogle europæiske lande, men ikke i alle. Nogle
steder går det desværre markant tilbage. Og det kan vi som borgere i EU ikke acceptere.
Det er en helt central del af EU’s eksistensberettigelse, at unionen kæmper for og
forsvarer europæernes menneskerettigheder. I artikel to i traktaten om Den Europæiske
Union slås det fast, at unionen bygger på »respekt for den menneskelige værdighed,
frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder
rettigheder for personer, der tilhører mindretal«.
Det er derfor i den grad på tide, at EU anerkender
anti-gender-bevægelsen
som et
fælles europæisk problem og tager truslen alvorligt, inden den nedbryder flere basale
rettigheder.
Økonomiske sanktioner
For det første er der brug for at kalde bevægelsen ud for det, den er: En bevægelse for
reaktionære rettighedskrænkere. I alt for mange år har europæiske meningsdannere,
rettighedsaktivister og beslutningstagere arbejdet efter en
kill them with silence-
strategi, altså at jo mindre opmærksomhed, man gav bevægelsen, jo mindre indflydelse
ville den få.
Udviklingen i Polen
–
men også i USA
–
er et tydeligt bevis på, at den strategi ikke
fungerer. Begge steder har
anti-gender-aktører
haft frit rum til at arbejde bag de
 SRSR, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 6: Artikel vedr. presset på seksuelle og reproduktive frihedsrettigheder i Europa
politiske linjer, under radaren, mens vi har forholdt os passivt og ikke for alvor udfordret
dem for ikke at give modstanderen opmærksomhed, men det er slut nu.
For det andet er der brug for, at EU-embedsværket, parlamentarikere og
civilsamfundsaktører bliver klædt på til at kunne genkende
anti-gender-strategier
og -
taktikker. EU-embedsværket og -parlamentarikerne kæmper en daglig kamp mod
antirettighedsbevægelsen, men står ofte ret alene og mangler konkrete værktøjer til at
skubbe tilbage. Der er brug for erfaringsudveksling, fælles koordination og
strategiudvikling, så vi står lige så samlet, koordineret og informeret som de kræfter, der
søger at tilbagerulle rettigheder.
Vi kommer heller ikke uden om at diskutere, om EU i endnu højere grad kan anvende
økonomiske sanktioner over for medlemslande, der ikke gør nok for at beskytte
rettighederne. Det skal naturligvis ikke være første skridt, men kan måske blive sidste
udvej, hvis rettighederne
–
og dermed de værdier, EU er bygget på
–
fortsat nægtes.
Vi tror på, at kun et stærkt fælles europæisk samarbejde og en fælles insisteren på
rettighedernes betydning kan sikre både mindretals og kvinders rettigheder i
medlemslandene. Menneskerettigheder er en kernesten for det europæiske fællesskab.
Derfor skal EU kalde til kamp mod
anti-gender-bevægelsen.
Majbrit Berlau er generalsekretær i Sex & Samfund, og Jens-Kristian Lütken er
landsformand i Europabevægelsen