Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del Bilag 49
Offentligt
Socialministeren
Socialudvalget
Indenrigsministeren
Indenrigsudvalget
Randers 7/2 2023
Indledning
Nedenfor ønsker vi socialministerens og indenrigsministerens stillingtagen til diskrimineringen af
børn med handicaps.
Kronologien
Siden nedlæggelse af Amterne og indførelse af Budgetloven i 2007, er specialtilbud til børn med
handicaps blevet færre og færre, uanset hvad de kreative personer i Socialstyrelsen har konkluderet
i redegørelsen fra maj 2022. Siden 2007 er tvangsfjernelser af børn mere end fordoblet.
Hovedparten af anbringelser er begrundet med Servicelovens § 58, stk. 1, nr. 4: Barnets
adfærdsvanskeligheder, jf. DST. Det oversætter vi til at barnet har et handicap, da vi i dag ikke har
dette forældede børnesyn, at barnet er adfærdsvanskeligt. Når tidligere anbragte fylder 20 år, har 75
procent af børnene en psykiatrisk diagnose, jf. VIVE.
Handlen med børn
Pengemængden kommunerne udligner for hvert år vokser stødt. I 2022 blev der udlignet for over 22
milliarder kroner mellem kommunerne. Hvert år vokser udgiften til anbringelser også. Samtidig
skal kommunerne spare lidt hvert år grundet Budgetloven på velfærden, der er fastlagt med et loft.
Sagt helt konkret, så er det jo klart at udgiften til anbringelser stiger, når kommunerne ikke må
bruge tilstrækkeligt med penge på handicap og forebyggende indsatser i hjemmet, jf. Budgetloven,
der underfinansierer al velfærden ude i kommunerne. Det skaber et overforbrug af statslige midler,
som ikke gør børn eller borgere godt, men kun nedbryder børn i anbringelser og spilder penge på
tomme socialtilbud.
Tænk om der var udligning på indsatser i hjemmet? På forebyggende indsatser, handicapindsatser,
beskæftigelsesindsatser, ældreomsorg mv. Så ville Lov om Udligning virke efter sin hensigt om, at
alle kommuner skal have råd til velfærd. For i dag er det kun de kommuner, der har flest
tvangsfjernelser af børn med handicaps og kontanthjælpsmodtagere, der modtager nok udligning til
at finansiere den grundlæggende velfærd i kommunen.
Det er både dumt kun at finansiere anbringelser og kontanthjælp via Lov om Udligning, der ingen
begrænsning har på hvor mange penge kommunerne må bruge på disse to segmenter. Men det udgør
også diskriminering at børn med handicaps bliver gjort til en handelsvare for kommunerne, til at
finansiere velfærden i kommunerne. Den udligning kommunerne modtager, kan kommunerne
nemlig udvide velfærdsrammen ved, fastsat i Budgetloven. Dette gør kommunerne afhængige af at
have børn med handicaps anbragt, hvilket på ingen måde giver kommunerne et incitament til at
behandle barnets handicap væk, eller give barnet med handicap en reel indsats, da kommunen så
ikke længere har et anbringelsesgrundlag, jf. Servicelovens § 58, stk. 1, nr. 4. Har kommunen ikke
et anbringelsesgrundlag, så kan kommunen ikke finansiere den grundlæggende velfærd i
kommunen, jf. Lov om Udligning, jf. Budgetloven. Der er altså kun et økonomisk incitament til at
behandle børn skidt i de nuværende økonomiske strukturer. Antallet af psykiatriske diagnoser på
børn vidner om, at de nuværende økonomiske incitamenter gør børn ondt. Denne udvikling startede
i 2008, lige efter nedlæggelse af Amterne og indførelse af Budgetloven: