Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del Bilag 37
Offentligt
2651670_0001.png
BORGERNÆR OG INKLUDERENDE DIGITALISERING I DANMARK
Underskrivere
Anna de Boer, udviklingskonsulent, Egedal kommune
Barbara Nino, ph.d.-studerende, IT-Universitetet i København
Birgit Jæger, lektor emerita, Roskilde Universitet
Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør, Justitita
Birgitte Kofod, forkvinde, DataEthics
Brit Ross Winthereik, professor, Danmarks Tekniske Universitet
Grit Munk, chefkonsulent, IDA
Hanne Marie Motzfelt, professor, Københavns Universitet
Helene Friis Ratner, lektor, Aarhus Universitet
Ida Schrøder, post doc, Aarhus Universitet
Irina Papazu, lektor, IT-Universitetet i København
Jesper Balslev, lektor, Københavns Erhvervsakademi og Analogiseringsstyrelsen
Johan Busse, borgerrådgiver i Københavns kommune og formand for Dataetisk Råd
Julie Fabian, socialfaglig konsulent, Foreningen Ligeværd
Kenneth Flex, direktør, Dansk Flygtningehjælp
Kira West, formand, Rådet for Socialt Udsatte
Kresten Gaub, borgerrådgiver, Roskilde kommune
Lisbeth Knudsen, strategidirektør, Mandag Morgen/Altinget /ADD-projektet
Louise Kambjerre Scheel, seniorkonsulent, Ældresagen
Madeline Steenberg Williams, forkvinde, Danske gymnasieelevers sammenslutning
Mads Samsing, næstformand, HK
Marika Sabro, programleder, Landsforeningen af Væresteder
Merete Elleboe, koordinator, SIND
Mie Buhl, professor, Aalborg Universitet;
Nicolai Paulsen, konsulent Socialrådgiverforeningen;
Ole Tange, it-politisk rådgiver Prosa
Per Liljenberg Halstrøm, docent, Københavns Erhvervsakademi
Pia Tesdorf, databeskyttelsesrådgiver
Rikke Frank Jørgensen, seniorforsker, Institut for Menneskerettigheder
Sisse Finken, lektor, IT-Universitetet i København
Stefan Friis Frederiksen, medlem af Dataetisk Ungeråd
Søren Skaarup, post doc, IT-Universitetet i København
Tabita Nyberg Hansen, gadeplansmedarbejder, Projekt Udenfor
Thomas Hildebrandt, professor, Københavns Universitet
Kontakt og presse: Birgitte Arent Eiriksson,
[email protected],
Grit Munk,
[email protected],
Rikke Frank
Jørgensen,
[email protected],
Søren Skaarup,
[email protected]
1
 SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 37: Henvendelse af 25/1-23 fra Humanrights v/Rikke Frank Jørgensen m.fl. om borgernær og inkluderende digitalisering i Danmark
2651670_0002.png
BORGERNÆR OG INKLUDERENDE DIGITALISERING I DANMARK
Indledning
En mere borgernær digitalisering af den offentlige sektor var i fokus på et møde den 8. november
2022, hvor 35 forskere, andre eksperter og repræsentanter for organisationer mødtes for at
udvikle principper og initiativer, der kan understøtte en inkluderende digitalisering. De 8
principper, der fremkom, lyder som følger:
1. Digitalisering skal altid understøtte borgernes rettigheder og retssikkerhed.
2. Udvikling af borgerrettede systemer skal tage udgangspunkt i borgernes virkelighed.
3. Forskellige borgergrupper inddrages i udviklingen af borgerrettede IT-systemer hele
vejen fra start til slut.
4. Der skal være let adgang til gode og værdige alternativer til at være digital.
5. Borgeren skal have mere kontrol over egne data.
6. Beslutninger om digitalisering skal træffes på et velunderbygget og transparant grundlag.
7. Offentligt betalt udvikling bør være offentligt ejet.
8. Alle borgere skal have lige muligheder for at deltage i diskussionen om brug af digitale
teknologier.
Baggrunden for mødet var et ønske om at imødekomme en række aktuelle udfordringer knyttet til
digitaliseringen af den offentlige sektor:
•
Op mod en fjerdedel af den voksne befolkning oplever i dag udfordringer i mødet med det
digitale. Hertil kommer pludseligt opståede vanskeligheder hos borgere, der normalt
klarer sig digitalt.
Udfordringerne knyttet til digitalisering går på tværs af samfundsgrupper, og kan ikke
isoleres til særlige grupper, som fx ældre.
Grupper, der i forvejen er udsatte (fx pga. fattigdom), risikerer at blive yderligere
marginaliseret, når myndighederne kræver, at de betjener sig digitalt.
I takt med digitalisering er medarbejdernes arbejdsgange omkring offentlige services
blevet ændret. Det vanskeliggør borgeres mulighed for at få hjælp og vejledning, og
forstærker den digitale eksklusion.
•
•
•
I det følgende uddyber vi kort de otte principper for borgernær digitalisering, og kommer dernæst
med forslag til initiativer, som i praksis vil kunne bakke op om principperne. De ideer der
afspejles i initiativerne, er ikke nødvendigvis alle nye eller epokegørende.
Der er imidlertid stadig myndigheder og leverandører, der ikke i tilstrækkelig grad
anlægger et klart borgerperspektiv i deres digitaliseringsprojekter.
Af den grund er der brug
for forpligtende krav til myndighederne, så de kan stille krav til samarbejdspartnerne. Vi ønsker at
skabe et bedre grundlag for at skubbe til dem, der ikke rigtigt er kommet i gang med en form for
digitalisering, der har borgeren i centrum og inkluderer alle. Vi ønsker også at støtte dem der gør
det godt og gerne vil mere.
En indvending vi ofte møder over for en mere omfattende og seriøs inddragelse af borgere og
andre berørte i digitaliseringsarbejdet er, at det er for dyrt og tager for lang tid. Vi mener, at det er
en for snæver og i øvrigt forkert betragtning. Vi vil hævde, at solid borgerinddragelse giver bedre
løsninger, flere afledte positive effekter, færre negative effekter, større realisme i projekterne og
færre problemer, når systemerne rammer virkeligheden. Og allervigtigst, at det er det
demokratisk rigtige at sætte mennesker før systemer.
God læselyst!
Kontakt og presse: Birgitte Arent Eiriksson,
[email protected],
Grit Munk,
[email protected],
Rikke Frank
Jørgensen,
[email protected],
Søren Skaarup,
[email protected]
2
 SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 37: Henvendelse af 25/1-23 fra Humanrights v/Rikke Frank Jørgensen m.fl. om borgernær og inkluderende digitalisering i Danmark
2651670_0003.png
PRINCIPPER FOR BORGERNÆR OG INKLUDERENDE DIGITALISERING
1.
Borgeren skal være i centrum i al offentlig digitalisering, og alle borgere – uanset
funktionsevne, alder, sprogkompetencer, køn, kønsidentitet og ressourcer i øvrigt, skal
kunne se sig selv i fremtidens Danmark.
Digitalisering skal altid understøtte borgernes
retssikkerhed og mulighed for at udøve deres rettigheder.
Der skal udarbejdes
dataetiske og menneskeretlige vurderinger af digitale tiltags konsekvenser for borgerne.
Udvikling af borgerrettede systemer skal tage udgangspunkt i borgernes virkelighed.
Som led heri inddrages borgernes erfaringer med en given situation (fx at være
kontanthjælpsmodtager); hvordan oplever borgerne deres problemer og behov, hvilke
erfaringer og ønsker har forskellige grupper af borgere; og hvordan indarbejdes disse
erfaringer og forslag i udviklingen af konkrete løsninger.
Når offentlige myndigheder udvikler digitale løsninger, skal de gennem inddragelse af
borgere i udviklingen sikre, at magt og myndighed kan udøves på en retfærdig måde. Det
skal sikres, at
forskellige borgergrupper inddrages i udviklingen af borgerrettede IT-
systemer hele vejen fra start til slut,
dvs. borgere med forskellige forudsætninger,
kompetencer og ressourcer.
Der skal være
let adgang til gode og værdige alternativer til at være digital.
Det skal
sikres, at borgere, der oplever, at det er svært at klare de digitale løsninger, fortsat har
adgang til at deltage i det danske samfund på en værdig og retfærdig måde, der ikke stiller
dem ringere end deres medborgere og ikke gør dem ufrivilligt afhængige af familie og
frivillige.
Borgeren skal have mere kontrol over egne data.
Borgeren skal sikres indsigt og
handlemuligheder i forhold til de data, myndighederne har om dem, herunder hvad data
bruges til og af hvem. Der skal udvikles løsninger, der gør det muligt for borgerne i højere
grad at være medstemmende over data, der vedrører dem selv.
Beslutninger om digitalisering skal træffes på et velunderbygget og transparant
grundlag.
Det skal være let at få indblik i omkostninger og konsekvenser ved udvikling,
implementering og drift af løsningerne, både i forhold til økonomiske og menneskelige
konsekvenser, fx nye arbejdsgange. Berørte borgere, medarbejdere og repræsentanter for
bredere samfundsmæssige interesser skal involveres i at kvalificere sådanne
beslutningsgrundlag.
Offentligt betalt udvikling bør så vidt muligt være offentligt ejet.
Borgernær
digitalisering skal være baseret på åbne, veldokumenterede, og offentligt ejede it-
infrastrukturer, så man undgår, at viden og værdier cirkulerer i lukkede kredsløb.
Alle borgere skal have lige muligheder for at deltage i diskussionen om brug af
digitale teknologier.
Det er ikke kun børn og unge, der skal have teknologiforståelse, alle
borgere skal have muligheden for at forstå og forholde sig kritisk til teknologianvendelsen og
dens konsekvenser for mennesker, befolkningsgrupper og fællesskabet som helhed,
herunder klimaet.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
Kontakt og presse: Birgitte Arent Eiriksson,
[email protected],
Grit Munk,
[email protected],
Rikke Frank
Jørgensen,
[email protected],
Søren Skaarup,
[email protected]
3
 SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 37: Henvendelse af 25/1-23 fra Humanrights v/Rikke Frank Jørgensen m.fl. om borgernær og inkluderende digitalisering i Danmark
2651670_0004.png
INITIATIVER TIL BORGERNÆR OG INKLUDERENDE DIGITALISERING
Borgernes viden og erfaringer skal inddrages
Problem:
I mange digitaliseringsprojekter inddrages borgeren og andre centrale berørte aktører
for sent og for lidt. De inddrages ikke i en undersøgelse af det problem, digitaliseringen skal løse,
i en vurdering af om og i givet fald hvordan digitalisering rent faktisk er en meningsfuld del af
løsningen, eller i vurderingen af de konsekvenser løsningen kan have på deres liv. IT-systemer
udvikles typisk med fokus på majoriteten.
Initiativ:
Repræsentanter for borgere og andre berørte aktører skal inddrages
inden
myndigheder træffer beslutning om nye borgerrettede digitaliseringsprojekter eller om ændringer
i eksisterende løsninger, der kan have konsekvenser for borgerne. Borgerne skal også
inddrages, hvis der påtænkes ændringer i de analoge alternativer eller støttefunktioner omkring
en digital løsning. Deltagerne skal kompenseres for den forbrugte tid, fx godtgøres økonomisk
eller på anden vis.
Uddybning:
Inddragelsen kan fx ske gennem deltagelse i workshops, møder med
brugergrupper, gennem borgerpaneler og gennem de kommunale udvalg (som ældreudvalg,
handicapudvalg, ungeudvalg) og gennem nedsættelse af ad hoc grupper for borgere på konkrete
områder. Det vil sige med inddragelse af en bred kreds af borgere og/eller folk, der kan tale på
vegne af dem, og andre med indsigt i området. Det er navnlig vigtigt at sikre inddragelsen af
ressourcesvage borgere og borgere, der normalt ikke føler sig hørt og repræsenteret, da det er
disse grupper, der rammes hårdest, når der udvikles for majoriteten.
Inddragelsesprocessen bør tage udgangspunkt i borgerens forståelse af og erfaringer med det
problem, systemet eller platformen skal løse. Her skal man blandt andet inddrage (forskellige)
borgeres forskellige livssituationer, behov og ressourcer.
Undervejs i udviklingen af et system bør borgerne også inddrages gennem test af prototyper og
tidlige udgaver af et system, så de inddrages i noget konkret og ikke bare en abstrakt ide.
Analysen af de forskellige input skal munde ud i en vurdering af, hvordan problemet/opgaven
bedst kan løses set fra et borgerperspektiv, samt hvilke andre (evt. analoge/organisatoriske)
tiltag der er nødvendige for at sikre, at den berørte service er tilgængelig for alle borgere og
dækker alle borgernes behov i situationen.
Repræsentanter for borgerne kan både være borgere, der selv eller gennem nære relationer har
erfaring med den berørte problemstilling, eller det kan være deltagere fra organisationer, der
repræsenterer en bestemt gruppe borgere.
Når en digital løsning er i drift, bør der løbende ske en systematisk erfaringsopsamling, der
sikrer, at leverandører og myndigheder kan være på forkant med borgernes udfordringer i forhold
til adgang og brug af offentlige digitale løsninger, deres analoge alternativer og de klynger af
andre systemer, som løsningerne indgår i. Igen bør man give borgerne mulighed for at give
løbende feedback.
Eksempel:
En kommune ønskede – før det blev obligatorisk at være digital med det offentlige -
at forstå, hvordan borgerne oplevede situationen omkring ansøgning af kropsbårne hjælpemidler.
Der er tale om et meget bredt spektrum af hjælpemidler som borgerne kan få brug for i en række
livssituationer. For at forstå disse situationer og hvordan de blev opfattet af forskellige aktører,
inviterede kommunen borgere, der for nylig havde været igennem processen med at søge om
forskellige typer af hjælpemidler, til en workshop sammen med sagsbehandlere, jurister,
Kontakt og presse: Birgitte Arent Eiriksson,
[email protected],
Grit Munk,
[email protected],
Rikke Frank
Jørgensen,
[email protected],
Søren Skaarup,
[email protected]
4
 SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 37: Henvendelse af 25/1-23 fra Humanrights v/Rikke Frank Jørgensen m.fl. om borgernær og inkluderende digitalisering i Danmark
2651670_0005.png
designere, medarbejdere fra hjælpemiddelcentral, sygehus og leverandører. Resultatet blev dels
en langt mere nuanceret forståelse af borgernes situationer og behov – også behov der rakte ud
over selve hjælpemidlet og handlede om den livssituation borgeren stod i, dels en række
konkrete bud på, hvad det kunne give mening at digitalisere – og hvordan, og hvad der ikke gav
mening at digitalisere. De professionelle aktører fik også en langt bedre forståelse af hinandens
perspektiver og processer (de havde aldrig før været samlet).
Realisme og gennemsigthed i beslutningsgrundlaget for digitalisering
Problem:
Digitaliseringens værdi opgøres ofte i økonomisk værdi (’gevinster’), og tit har
projektejere hjemtaget de økonomiske gevinster, før de reelt kan påvises som resultat af
digitaliseringen. Beslutningsgrundlaget for digitaliseringsprojekter er ofte baseret på vage
antagelser, og usikkerheden omkring disse antagelser fremgår sjældent klart af
beslutningsgrundlaget. Gevinsterne og omkostningerne ved digitaliseringsprojekter er
mangeartede og indbefatter forhold, som ikke kun er relevante for borgere men også
myndighedernes medarbejdere fx uddannelses-, arbejds- og kvalitetsmæssige forhold. Disse
afledte omkostninger (for organisationen, medarbejderne og borgerne) og de ulemper (ikke-
gevinster) projektet kan medføre, fremgår sjældent af beslutningsgrundlaget. Om det er rimeligt
at en besparelse for det offentlige bliver en udgift eller ulempe for borgerne og virksomhederne,
der skal bruge systemet, er et politisk spørgsmål. I dag er der imidlertid ingen mekanismer, der
sikrer at politikerne bliver informeret om sådanne omkostninger, eller sikrer gennemsigtighed i
beslutningsgrundlaget for digitaliseringsprojekter.
Initiativ:
På baggrund af indsigterne i borgernes erfaringer og livsverden bør der for alle
digitaliseringsprojekter udarbejdes en
realistisk
businesscase og kortlægning af, hvordan de
forventede gevinster skal opnås, der også medtager andre former for værdi og omkostninger end
de rent økonomiske.
Ved store digitaliseringsprojekter skal businesscase og kortlægning af forventede gevinster i
offentlig høring inden den præsenteres for beslutningstagerne. Resultaterne af denne høring skal
indgå som en del af beslutningsgrundlaget. Businesscase og kortlægning af gevinster skal under
alle omstændigheder være offentligt tilgængelige.
Gevinster i form af økonomiske besparelser realiseres ikke før løsningen er i drift, og der er bevis
for, at besparelsen rent faktisk kan realiseres uden utilsigtede omkostninger og uønskede sociale
konsekvenser.
Uddybning:
Relevante interessenter, såsom repræsentanter fra de borgergrupper og
medarbejdere, der skal benytte systemerne, skal inddrages i dette arbejde og være med til at
verificere realismen i beslutningsgrundlaget. Businesscasen og værdikortlægning skal indeholde
alle kendte forudsætninger for og omkostninger ved projektet, inklusiv evt. omkostninger ved
implementering og drift af analoge alternativer og etablering og drift af evt. hjælpe- og support-
funktioner. Indeholdt i dette er også en kortlægning af klimamæssige belastninger ved systemet
samt de sociale og samfundsmæssige konsekvenser.
Businesscasen og værdikortlægning vil således også skulle redegøre for mulige
uønskede/uhensigtsmæssige konsekvenser for dem, der berøres af projektet, og hvordan
sådanne konsekvenser imødegås (og evt. omkostninger herved).
Der hvor antagelserne bag businesscasen og gevinstkortlægningen ikke kan begrundes med
solid empirisk viden, skal det markeres, at der er tale om antagelser, og der skal redegøres for
specifikke antagelser og deres usikkerhedsmargin.
Kontakt og presse: Birgitte Arent Eiriksson,
[email protected],
Grit Munk,
[email protected],
Rikke Frank
Jørgensen,
[email protected],
Søren Skaarup,
[email protected]
5
 SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 37: Henvendelse af 25/1-23 fra Humanrights v/Rikke Frank Jørgensen m.fl. om borgernær og inkluderende digitalisering i Danmark
2651670_0006.png
Businesscase og værdikortlægning skal indeholde en beskrivelse af, hvordan tilstanden før
digitaliseringsprojektet kan måles/vurderes, og hvordan resultaterne kan måles/vurderes efter
løsningen er fuldt implementeret, og gevinsterne bør være realiseret. Hvis gevinsterne forventes
realiseret gradvist over længere tid, bør deres realisering vurderes passende steder undervejs i
implementeringen,
Businesscase og værdikortlægning skal revideres, hvis der sker væsentlige ændringer af
forudsætningerne undervejs i projektet, herunder hvis der inden for samme område sker andre
effektiviseringstiltag i perioden fra beslutning til drift af en digital løsning.
Hvis det viser sig, at den businesscase, der lå til grund for beslutningen om at gennemføre
projektet ikke holdt, eller gevinsterne ikke har kunnet realiseres, skal der udarbejdes en analyse
af årsagerne. Denne analyse skal være offentlig tilgængelig, så andre kan lære af den.
Eksempel:
En større offentlig virksomhed havde vedtaget en ny digitaliseringsstrategi med et
tilhørende meget omfattende projektkatalog. Der var udarbejdet komplekse businesscases for
projekterne, og man ønskede nu at få gennemført en gevinstkortlægning. Det viste sig, at det for
en række af projekterne reelt ikke var muligt at anvise en klar vej fra det digitale projekt til de
forretningsmæssige gevinster, de var tænkt at give. En lang række mellemtrin og forudsætninger
på vejen var blevet overset eller undervurderet – ofte noget der var forbundet med omkostninger,
træk på ressourcer i organisationen, der ikke var til rådighed, eller deciderede ulemper for en del
af de berørte aktører. Det viste sig desuden, at der stort set ikke have været nogen involvering af
borgere og andre interessenter i tilblivelsen af beslutningsgrundlaget, og at der ikke var noget
egentlig belæg for en række af de antagelser, der lå til grund for beslutningerne. Der var heller
ikke nogen planer for, hvordan man kunne vurdere, om de lovede gevinster blev opnåede, eller
at man var på rette vej i forhold til gevinsterne undervejs i projekterne. For mange af projekterne
var det eneste reelle, verificerbare succeskriterium, at den løsning, projektet handlede om, blev
sat i drift. Men da der var truffet en politisk beslutning om strategien og projekterne – og
gevinsterne – kunne man ikke ændre på noget, og måtte i stedet forsøge at opnå gevinsterne på
andre måder end gennem selve digitaliseringen eller blot erklære, at der var tale om en succes,
når systemerne var sat i drift.
Menneskeretlig og dataetisk konsekvensvurdering
Problem:
Offentlige myndigheder har pligt til at vurdere de menneskeretlige og
retssikkerhedsmæssige konsekvenser ved udvikling af digitale løsninger, herunder at forholde
sig til de ændringer i den offentlige service, som digitaliseringen medfører. Der er desuden en
stigende forventning om, at også dataetiske overvejelser inddrages. Dette sker ikke systematisk i
dag. På trods af øget opmærksomhed omkring menneskeretlige, dataetiske og
retssikkerhedsmæssige problemer ved digitalisering, er det ikke fast praksis i stat, regioner og
kommuner at gennemføre systematiske konsekvensvurderinger på disse områder før man
igangsætter nye digitaliseringsprojekter samt at offentliggøre disse vurderinger.
Initiativ:
Inden der træffes beslutning om at igangsætte et digitaliseringsprojekt, skal der
gennemføres en vurdering af de menneskeretlige og dataetiske konsekvenser af projektet og af
projektets bredere samfundsmæssige konsekvenser. Konsekvensvurderingen skal gøres
offentlig tilgængelig.
Uddybning:
Menneskeretlige konsekvensanalyser (human
rights impact assessments)
er en
metode, der i mange år har været brugt som led i private virksomheders iagttagelse af
”nødvendig omhu” (due
diligence)
for at sikre respekt for menneskerettigheder, med afsæt i FN’s
principper for menneskerettigheder og erhvervsliv. Desuden stiller årsregnskabsloven krav til
Kontakt og presse: Birgitte Arent Eiriksson,
[email protected],
Grit Munk,
[email protected],
Rikke Frank
Jørgensen,
[email protected],
Søren Skaarup,
[email protected]
6
 SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 37: Henvendelse af 25/1-23 fra Humanrights v/Rikke Frank Jørgensen m.fl. om borgernær og inkluderende digitalisering i Danmark
2651670_0007.png
danske virksomheder om at rapportere om både deres politik for og arbejde med
menneskerettigheder og dataetik. Menneskeretlige og dataetiske konsekvensanalyser skal
hjælpe med at identificere, vurdere og imødegå negative konsekvenser for borgerne af et givent
system, før det udvikles, samt løbende gennem hele systemets levetid.
De væsentligste regler om myndigheders konsekvensanalyser findes i GDPR, som forpligter
myndigheder til at foretage konsekvensanalyser i forbindelse med behandling af oplysninger om
den enkelte borger, der indebærer en høj risiko for borgerens rettigheder. Disse
konsekvensanalyser skal som minimum indeholde en systematisk beskrivelse af den planlagte
databehandling, herunder formål, legitim interesse, og proportionalitet; en vurdering af risiciene
for borgernes rettigheder (dvs. alle rettigheder og ikke kun databeskyttelse), samt de
foranstaltninger, som myndigheden påtænker for at imødegå identificerede risici. Til de sidste
hører garantier, sikkerhedsforanstaltninger og mekanismer, som kan sikre beskyttelse af
rettigheder og påvise overholdelse af GDPR. Hvis konsekvensanalysen viser, at risikoen for
borgerens rettigheder ikke kan begrænses ved passende foranstaltninger, er det et krav, at
Datatilsynet høres forud for beslutningen om at igangsætte systemet. Datatilsynet har udarbejdet
retningslinjer for disse konsekvensanalyser efter GDPR.
Når der udarbejdes konsekvensanalyser i forbindelse med offentlige digitaliseringsprojekter, skal
disse baseres på input fra borgerinddragelsesprocesser (se initiativ om inddragelse af borgere),
og der skal inddrages relevante juridiske, tekniske og faglige eksperter med kendskab til det
område, digitaliseringen vedrører. I kommunerne kan man med fordel inddrage kommunens
databeskyttelsesrådgiver og den kommunale borgerrådgiver (der hvor man har sådan en).
Ligeledes skal Datatilsynet høres ved højrisiko projekter, jf. ovenfor.
Bl.a. Institut for Menneskerettigheder har udarbejdet en værktøjskasse for private virksomheders
menneskeretlige konsekvensanalyser ved digitale aktiviteter, der kan tjene som inspiration.
Ligeledes har Dataetisk Råd udarbejdet værktøjer til brug for dataetiske vurderinger, og rådet
kan efter behov anmodes om at kvalificere projektets konkrete vurdering. Resultaterne af
konsekvensanalysen skal indgå som en del af beslutningsgrundlaget for projektet.
Eksempel:
Overgangen fra NemID til MitID kan fungere som eksempel på manglende
konsekvensvurdering. MitID skal kunne bruges af alle borgere, men er i praksis udviklet til at
understøtte en særlig type borger, og er baseret på antagelser om at denne borger er
ressourcestærk (har en nyere smartphone), er mobil (kan tage til borgerservice), er statsborger
(har et nyere pas) m.v. I forbindelse med udrulningen af MitID oplevede en lang række borgere,
at deres rettigheder og mulighed for at tilgå offentlig services kom under pres, fordi de ikke kunne
overgå til MitID. Fx har nogle borgere oplevet, af de er blevet afskåret fra livsnødvendigheder
såsom adgang til egne penge, og til offentlige ydelser. Ikke mindst for sårbare grupper har det
betydet en kritisk påvirkning af deres livssituation. En forudgående systematisk
konsekvensvurdering og et krav om at offentlige myndigheder, og deres leverandører, skal
forholde sig til, og imødegå, er nyt systems negative indvirkning på borgernes rettigheder, ville
have skabt et bedre grundlag for udviklingen og implementeringen af MitID.
Understøttelse af viden-skabelse og debat om digitalisering
Problem:
Det har længe været opfattelsen i den brede offentlighed, at yngre generationer ikke
alene har nemmere ved at betjene digitale teknologier, men også automatisk opnår en forståelse
for teknologisk innovation og digitalt design gennem brugen. Det har vist sig, at ideen om at de
yngre generationer skulle være ’digitalt indfødte’ er forkert. De yngre generationer har et større
medieforbrug, men er ikke automatisk blevet kompetente brugere af digitale løsninger eller
digitalt entreprenante. Af den og af andre grunde som vedrører udenlandske tech virksomheders
Kontakt og presse: Birgitte Arent Eiriksson,
[email protected],
Grit Munk,
[email protected],
Rikke Frank
Jørgensen,
[email protected],
Søren Skaarup,
[email protected]
7
 SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 37: Henvendelse af 25/1-23 fra Humanrights v/Rikke Frank Jørgensen m.fl. om borgernær og inkluderende digitalisering i Danmark
2651670_0008.png
kulturelle og økonomiske dominans indenfor teknologiudvikling, er der behov for tiltag, som kan
oplyse og udbrede kendskabet til og kritisk stillingtagen til digitale teknologiers rolle i samfundet.
Initiativ:
Debatten om digitalisering foregår ikke længere kun indenfor en snæver kreds af fagfolk
og specialister. Den er i nogen grad blevet udbredt til lægpersoner. Offentlige skandaler som
udbyttesagen hos SKAT og elektroniske ejendomsvurderinger har medvirket til dette, men også
til at give digitale teknologier i den offentlige sektor et noget blakket ry. Der er behov for en form
for folkeoplysning, der går langt længere end den debat, vi ser i dag. Udstillingsaktiviteter, der
rører ved sanserne – også den kritiske sans – kunne være en vej. Kulturinstitutioner, de tekniske
skoler, ungdomsklubber, væresteder og kommunale tilbud skal inddrages i at oplyse og
engagere i en teknologisk forståelse, der bidrager til skabelsen af digitale borgere samt udvikling
af digitalt entreprenørskab.
Uddybning:
Offentlige myndigheder har generelt en antagelse om, at digitalisering vil lette
hverdagen for de fleste borgere, og hvis dette ikke sker, skal borgerne uddannes bedre. Denne
forståelse er baseret på en snæver opfattelse af forholdet mellem borger og myndighed, særligt i
forhold til udsatte borgeres hverdagsliv og ressourcer. Forankringen af offentlige
digitaliseringsprojekter hos borgerne er afgørende vigtig for klog og demokratisk digitalisering.
Øget borgerinddragelse styrker desuden tilliden til de digitale løsninger og kan øge legitimiteten
af hele digitaliseringsprocessen.
Derfor skal borgerne tages med på råd og inkluderes i den digitale udvikling på en helt anden og
mere konkret måde end i dag og fra starten af nye projekter. For at kunne udvikle mere effektive
systemer for fremtiden, er det nødvendigt at give børn og unge, såvel som voksne, et grundlag
for at forstå digitale systemer i samfundsmæssig kontekst. Dermed styrker vi deres muligheder
for selv at blive digitale entreprenører. Ligeledes bør undervisere, journalister,
civilsamfundsorganisationer, og offentlige ledere motiveres og klædes på til at forstå
digitaliseringens mange nuancer, herunder betydningen for privatliv.
Eksempel:
Teknologiforståelsesfaget er et folkeskolefag, som i løbet af de seneste 4 år er blevet
udviklet og pilottestet på udvalgte skoler i Danmark. Udviklingen af faget har involveret
fagpersoner fra forskellige traditioner indenfor humaniora og naturvidenskaberne såvel som fra
pædagogikkens verden. Dette tværfaglige samarbejde har mundet ud i læreplaner, hvor det er
blevet forsøgt at specificere abstrakte termer som computationel tænkning og kreativitet ind i en
folkeskolehverdag, hvor faget skal spille sammen med andre fag og didaktiske principper.
Forsøget har krævet mange ressourcer. Alligevel har politikerne valgt ikke at løfte faget videre og
ud af dets status som eksperiment. Teknologiforståelse som national indsats i grundskolen er
dermed lagt død.
Større gennemsigtighed i datagrundlag og borgerens kontrol med egne data
Problem:
GPDR har givet borgerne en række rettigheder som det imidlertid kan være svært for
borgerne at udøve. Det gælder fx retten til indsigt, portabilitet, berigtigelse og sletning. GDPR
bliver i for høj grad set som en compliance-øvelse, ikke som konkrete rettigheder borgeren skal
kunne praktisere. De offentlige digitale løsninger tager ikke i tilstrækkeligt omfang højde for, at de
effektivt skal understøtte borgernes udøvelse af disse rettigheder, fx retten til at korrigere eller
berigtige data, der ikke længere er dækkende. Ydermere er der ikke tilstrækkelig fokus på at der
skal være gennemsigtighed fra myndigheder til borgere i forhold til hvornår borgernes data
bruges til maskinlæring og statistik, der rækker ud over de primære formål, data er blevet
indsamlet til.
Kontakt og presse: Birgitte Arent Eiriksson,
[email protected],
Grit Munk,
[email protected],
Rikke Frank
Jørgensen,
[email protected],
Søren Skaarup,
[email protected]
8
 SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 37: Henvendelse af 25/1-23 fra Humanrights v/Rikke Frank Jørgensen m.fl. om borgernær og inkluderende digitalisering i Danmark
2651670_0009.png
Initiativ:
Der skal igangsættes offentlige pilotprojekter med fokus på, hvordan borgernes
rettigheder efter GPDR kan understøttes teknisk og organisatorisk, herunder hvordan disse
rettigheder kan udøves af borgere, der ikke har digital indsigt, få ressourcer eller har fravalgt
digital kommunikation med det offentlige. Erfaringerne fra pilotprojekterne skal munde ud i
anbefalinger til, hvordan borgernes rettigheder og kontrol med egne data kan understøttes i
offentlige digitaliseringsløsninger fremadrettet, herunder forslag til konkrete redskaber.
Uddybning:
Digitaliseringsstyrelsen arbejder på at gøre det muligt for borgerne at få indblik i
hvilke data, der er registreret om dem. Men selv om borgerne kan se, hvad der er registreret, er
det ikke teknisk eller organisatorisk understøttet, hvis man ønsker at få rettet eller slettet
forældede data. For de fleste borgere er det helt uigennemskueligt, hvad der er registreret om
dem, og til hvilke formål deres data udveksles og bruges af forskellige offentlige myndigheder.
Ligeledes er det ofte ikke muligt for borgerne at hente deres data ud i en maskinlæsbar form.
GDPR har givet borgerne nogle konkrete rettigheder, men det er både besværligt og
omkostningstungt at håndhæve disse. Af den grund vil mange sager aldrig blive ført til trods for,
at de kan have store konsekvenser for enkeltpersoner og deres familier.
Eksempel:
Man må som offentlig ansat ikke slette notater i sager eller journaler. Det må man
ikke, fordi registreringerne også dokumenterer fejl begået af de ansatte. Hvis de måtte slette,
kunne de dække over egne fejl. Det, at man fx ikke kan fjerne en diagnostisk kode, kan imidlertid
være et stort problem i de tilfælde, hvor psykiatriske diagnoser ikke længere er dækkende, fordi
en revurdering er foretaget. Forkerte diagnoser fremgår fortsat af journaler og sager hos
kommunerne. For socialt udsatte, som ikke har råd til psykologbistand fordi den er selvbetalt, og
derfor må benytte det psykiatriske system ved psykiske problemer, vil forkert registrerede
diagnoser som paranoid skizofreni, autisme, ADHD, angst el.lign. i særlig grad kunne skabe
problemer i mødet med myndighederne. Dette ganske enkelt fordi rettelserne og tilføjelserne ikke
figurerer på samme måde, som de oprindelige diagnoser. Konsekvenserne er vidtrækkende og
indbefatter ikke alene fordomme, men også muligheden for ikke at kunne tage et kørekort,
optage et lån, blive forsikret, være aktiv i en forening hvor man har med børn at gøre osv.
Problemer afledt af forkerte registreringer kan forfølge borgeren resten af livet, fordi ansvaret for
løbende at sørge for at informationer er korrekte, er fordelt på mange instanser. Ingen udover
borgeren har overblikket, men vedkommende har ikke tilstrækkeligt med handlemuligheder i
forhold til myndighederne.
På borger.dk og Minsundhedsplatform.dk er det i dag muligt for borgerne at følge med i deres
sundhedsoplysninger. Man kan bl.a. se notater i hospitalsjournaler, se hvilke sundhedspersoner,
der har slået op i ens journal, medicinkort mv., men også skrive med sundhedspersonalet og
modtage prøvesvar og notifikationer. Der kan også gives fuldmagt til, at pårørende kan få
adgang til en borgers data, men denne løsning er langt fra tilstrækkelig. Disse platforme kunne
med fordel udvides med et digitalt overblik, et dashboard, der hjælper borgeren til at få overblik
over data, fx hvilke aktører, deres data er registreret hos, og hvem de deles med, og som også
giver mulighed for at bruge datarettighederne aktivt, fx til at tilføje bemærkninger om, at
oplysningerne efter borgerens opfattelse ikke er korrekte eller misvisende. Sådanne input fra
borgeren vil kunne indgå i sundhedspersonalets dialog og behandling af borgeren og ad en vej
understrege sundhedsvæsenets fokus på at sætte patienten i centrum.
Offentligt ejerskab over offentlige løsninger
Problem:
Når offentlige myndigheder får udviklet, vedligeholdt og drevet digitale løsninger hos
private leverandører, har det ofte begrænset kontrol med leverandørerne og med løsningen, og
ofte også utilstrækkelige kompetencer til at udøve denne kontrol. I nogle tilfælde er der tale om
Kontakt og presse: Birgitte Arent Eiriksson,
[email protected],
Grit Munk,
[email protected],
Rikke Frank
Jørgensen,
[email protected],
Søren Skaarup,
[email protected]
9
 SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 37: Henvendelse af 25/1-23 fra Humanrights v/Rikke Frank Jørgensen m.fl. om borgernær og inkluderende digitalisering i Danmark
2651670_0010.png
standardløsninger, hvor en kommune fx må gå på kompromis med mængden af data, der
indsamles, som det sås i Chromebook-sagen.
Initiativ:
Offentlige myndigheder bør eje sine egne digitale systemer i den forstand, at de ejer
kildekoden. Det gælder særligt i den digitale infrastruktur, som ID, men også i lokale løsninger.
Myndighederne skal besidde de nødvendige kompetencer til at kunne give eksterne leverandører
et ordentligt med- og modspil samt udøve en effektiv kontrol med dem. Det skal give en bøde at
levere kode, som ikke problemfrit kan overdrages til andre virksomheder. Driften af
skattesystemet blev fx vundet af en ny leverandør, men fordi den eksisterende leverandør havde
dårlig dokumentation af systemerne, kunne den nye leverandør ikke overtage driften. Som
konsekvens måtte man fortsætte med den gamle.
Uddybning:
I udbud af IT-systemer er det ofte svært for en leverandør B at levere version 2 af et
produkt leveret af leverandør A. Det gør, at leverandør B’s tilbud ikke bliver nær så skarpt, som
hvis leverandør B kunne få indblik i version 1 og giver monopollignende tilstande, hvilket man
ellers har forsøgt at undgå i Danmark med henblik på at skærpe innovationsevnen i den
offentlige sektor. Når softwaren er ejet af det offentlige selv, er det muligt for andre end
leverandøren selv at videreudvikle løsningen. Det muliggør også bedre IT-sikkerhed, fordi man
kan lade andre kikke softwaren igennem for sikkerhedsfejl.
Offentligt ejerskab af software har følgende fordele:
•
•
•
•
•
Kosteffektivitet:
Der er ingen ekstra licensudgifter for brugen; så hvis man kan have
gavn af softwaren flere steder, behøver man ikke tage øgede licensudgifter med i
betragtning.
Fleksibilitet:
Man kan tilpasse systemerne til specifikke behov uden at være underlagt
en leverandør. Dette giver mulighed for at skifte leverandør og støtter den fri
konkurrence. Med leverandørejet software bliver man reelt låst til én leverandør.
Gennemsigtighed:
Kildekoden er tilgængelig, så man kan inspicere og verificere
systemernes funktionalitet og sikkerhed.
Samarbejde:
Open source-modellen opfordrer til samarbejde og bidrag fra forskellige
organisationer.
Langsigtet bæredygtighed:
Vi oplever igen og igen, at en leverandør udfaser
produkter, som ikke er rentable. Med offentligt ejerskab kan man skifte til en anden
leverandør uden at skifte softwaren.
I det omfang udvikling, vedligeholdelse og drift lægges ud til private leverandører, skal det ske på
en måde, så der sikres en høj grad af uafhængighed mellem de tre opgaver, og så der sikres en
høj grad af systemportabilitet. Det vil sige, at det altid skal være muligt at lade udvikling,
vedligeholdelse og drift løses af forskellige leverandører, og at alle opgaverne skal løses så det
er lettest muligt at flytte dem til andre leverandører. Løsningerne skal desuden i videst muligt
omfang udvikles som open-source eller med åbne API’er og veldokumenteret kode, der kan
gøres tilgængelig for audit af uvildige eksperter (præventivt eller hvis noget går galt).
Eksempel:
OS2forms er en løsning, der gør det muligt at skræddersy og automatisere
selvbetjeningsløsninger til borgere, virksomheder og medarbejdere. Den blev oprindeligt udviklet
af Ballerup Kommune, og blev senere videreudviklet af Holstebro Kommune, så den kan bruges i
alle danske kommuner. Aarhus Kommune har også bidraget til videreudviklingen. Der har været
tre leverandører og en intern udviklingsafdeling involveret i udviklingen af løsningen, hvilket har
været muligt takket være den åbne licensform og offentlige forvaltning af samt ejerskab til
kildekoden.
Kontakt og presse: Birgitte Arent Eiriksson,
[email protected],
Grit Munk,
[email protected],
Rikke Frank
Jørgensen,
[email protected],
Søren Skaarup,
[email protected]
10
 SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 37: Henvendelse af 25/1-23 fra Humanrights v/Rikke Frank Jørgensen m.fl. om borgernær og inkluderende digitalisering i Danmark
2651670_0011.png
Let adgang til gode og værdige alternativer til at være digital
Problem:
Hovedparten af borgere vil i de fleste situationer foretrække at ordne tingene
hjemmefra, hvis de har adgang til gode borgervenlige digitale løsninger, og hvis der er let
adgang til kvalificeret hjælp, når der er brug for det. Når det digitale ikke slår til for borgeren,
opsøger de allerede i dag analoge alternativer – men det er ikke let for borgerne at få adgang til
sådanne alternativer, og det er ikke alle alternativerne der har den nødvendige kvalitet. Dertil
kommer, at det ofte opleves som stigmatiserende ikke at være ”digital nok” set med
myndighedernes øjne.
Initiativ:
Det skal være op til den enkelte borger at bestemme hvornår og hvor meget af deres
kommunikation med det offentlige, der skal foregå via digitale selvbetjeningsløsninger. Når det
digitale ikke slår til, og borgerne har brug for andet/mere end det digitale kan tilbyde, skal de
have let adgang til værdige og tilstrækkelige, analoge alternativer fx på telefonen eller ansigt-til-
ansigt.
Uddybning:
Digitale fuldmagter og hjælp fra civilsamfundet fremføres ofte som en løsning på de
“digitalt udfordrede”. Det er imidlertid i en række tilfælde kompliceret at afgive en sådan fuldmagt,
da langt fra alle myndigheders digitale løsninger er omfattet af den fælles fuldmagtsløsning.
Derudover er det langt fra alle borgere, der har nogen de trygt kan give fuldmagt til, ligesom det
ikke er alle aspekter af ens liv, man ønsker at give andre adgang til. Som udgangspunkt handler
en fuldmagt om afgivelse af rettigheder, og derfor bør fuldmagter være en undtagelse og ikke en
central del af løsningen. Så langt som overhovedet muligt bør borgerens muligheder for at
handle selv – digitalt eller ikke-digitalt – understøttes.
I forhold til hjælp fra civilsamfundet er det vigtigt at huske, at den venlige hjælper hos fx
ældresagen nok kan være god til det digitale, men ikke nødvendigvis ved mere om substansen
(det faglige, regler, procedurer etc.) end borgeren selv, og ikke har nogen magt til at påvirke
hverken procedurer eller afgørelser. Når borgerens behov går ud over det rent ”teknisk-digitale”,
er der brug for professionel, faglig hjælp. Et værdigt alternativ indebærer fx, at det er tilgængeligt
i rammer, der sikrer tryghed og fortrolighed, og at borgeren behandles med respekt også selv om
de ikke er (fuldt ud) digitale.
At et alternativt er fyldestgørende betyder, at det er i stand til at opfylde borgernes behov (de
behov de ikke kunne få dækket digitalt) på en fagligt kvalificeret måde. Det gælder uanset om
borgerens primære udfordring er de digitale løsninger som sådan, om udfordringen er, at regler,
procedurer og sprog er vanskelige at forstå, eller at borgeren ikke har været i situationen før, og
derfor ikke har det mentale landkort til at kunne navigere og trygt klare tingene selv. Det gælder
også, hvis borgerne har behov for at blive hørt, set og taget alvorligt som individ, brug for at
snakke tingene igennem med nogen der har fagligt forstand på dem, eller brug for at placere
eller fastholde et ansvar hos myndigheden.
I alle tilfælde skal borgerne have mulighed for at møde en medarbejder (på telefon eller
personligt) der er fagligt kompetent, og som kan redegøre (forståeligt) for, og stå på mål for
regler, procedurer og afgørelser.
Digital post
Som udgangspunkt skal borgerne fortsat pr. default være tilmeldt Digital Post – da det analoge
alternativ her (brevpost) i dag er så dyrt og af en så begrænset kvalitet, at det er et urealistisk
alternativ i de fleste situationer. Men der skal ske nogle ændringer i vilkårene og rammerne for
Digital Post:
Kontakt og presse: Birgitte Arent Eiriksson,
[email protected],
Grit Munk,
[email protected],
Rikke Frank
Jørgensen,
[email protected],
Søren Skaarup,
[email protected]
11
 SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 37: Henvendelse af 25/1-23 fra Humanrights v/Rikke Frank Jørgensen m.fl. om borgernær og inkluderende digitalisering i Danmark
2651670_0012.png
•
•
Det skal være lettere at blive fritaget – det skal i princippet ikke kræve nogen
begrundelse.
Myndighederne har skal have pligt til af egen drift at tilbyde fritagelse til borgere for hvem,
digital post åbenlyst er en dårlig løsning. Man skal i den sammenhæng dog også være
opmærksomme på, om fysisk post er en lige så dårlig løsning for den pågældende borger
og i givet fald finde måder at kommunikere med borgeren på, der giver mening.
Hvis en digital postbesked indeholder en meddelelse, hvor det kan være til væsentlig
ulempe for borgeren, hvis vedkommende IKKE læser/reagerer på den, skal myndigheden
kunne se, om posten er åbnet af borgeren, og om det vedhæftede dokumentet er åbnet –
hvis det er der, indholdet er. Hvis borgeren ikke åbner/reagerer inden for en bestemt frist,
skal myndigheden forsøge at kontakte borgeren på anden vis, og fristen skal forlænges,
så det er realistisk at budskabet kan nå frem til borgeren ad anden vej.
•
Afrunding
Vi håber I vil finde ovenstående input brugbart, og vi ser frem til at fortsætte dialogen om hvordan
digitaliseringen kan blive borgernær og inkluderende.
Dokumentet er udarbejdet af
Brit Ross Winthereik, professor, Danmarks Tekniske Universitet
Rikke Frank Jørgensen, seniorforsker, Institut for Menneskerettigheder
Søren Skaarup, post doc, IT-Universitetet i København
Initiativ og udvikling
Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør, Justitita
Birgitte Kofod, forkvinde, DataEthics
Brit Ross Winthereik, professor, Danmarks Tekniske Universitet
Grit Munk, chefkonsulent, IDA
Johan Busse, borgerrådgiver i Københavns kommune og formand for Dataetisk Råd
Mads Samsing, næstformand, HK
Ole Tange, it-politisk rådgiver, Prosa
Rikke Frank Jørgensen, seniorforsker, Institut for Menneskerettigheder
Søren Skaarup, post doc, IT-Universitetet i København
Kontakt og presse: Birgitte Arent Eiriksson,
[email protected],
Grit Munk,
[email protected],
Rikke Frank
Jørgensen,
[email protected],
Søren Skaarup,
[email protected]
12