Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del Bilag 185
Offentligt
Hemmeligheder i adoptioner skal frem i lyset!
Låsby den 10. august 2023
TV2-udsendelserne ‘Hemmeligheden
i skyggearkivet’
som blev sendt på TV2 den 2. og 9. august
underbygger desværre vores viden om de helt uacceptable forhold i adoptioner fra Sydkorea, som Danish
Korean Rights Group allerede sidste år dokumenterede i deres undersøgelser af flere hundrede adoptioner.
Det drejer sig bl.a. om:
•
•
•
Ombytning og forfalskning af adopteredes identitet
Systematisk løgn i Sydkorea om mange adopteredes baggrund, da de er blevet løjet forældreløse og
blevet forsynet med mistænkeligt enslydende baggrundshistorier om findested m.v.
De koreanske adoptionsbureauers afvisning af at udlevere de adopteredes personlige
dokumenter/informationer til dem.
Som følge af DKRG’s dokumentation er der både i Sydkorea og i Danmark iværksat undersøgelser af
adoptioner fra Sydkorea til Danmark i 1970’erne og 80’erne.
Tilsyneladende er selve ”forretningsmodellen” opfundet i Sydkorea og meget bekvemt tilpasset landets love
om, at kun forældreløse børn måtte bortadopteres, hvilket forklarer de falske baggrundshistorier, som er
blevet knyttet til de adopterede.
Ifølge udsendelserne var de danske adoptionsformidlende organisationer imidlertid ikke bare naive modtagere
af børn, men faktisk også aktive medspillere i processen, idet de - i hvert fald som beskrevet i udsendelserne -
med såkaldte ”donationer” pressede på for flere ”leverancer” af børn. Det siger sig selv, at hvis dette er sandt,
så har de tidligere formidlende organisationer, nu DIA, et meget stort forklaringsproblem, men det har de
danske tilsynsmyndigheder i sandhed også!
Adoption & Samfund forlanger, at omfanget og karakteren af mulig bestikkelse undersøges til bunds, ligesom
de adoptionsformidlende organisationers handlinger i adoptionsformidlingen og tilsynsmyndighedernes rolle i
det hele taget kulegraves. I dokumentaren er de danske tilsynsførende myndigheders rolle stort set ikke
nævnt. Manglen på et effektivt tilsyn og kontrol er åbenlys. Der er ingen tvivl om myndighedernes enorme
ansvar i disse sager!
Adoption & Samfund forlanger derfor, at myndighedernes åbenlyst manglende tilsyn og/eller stiltiende accept
af adoptioner af børn under ulovlige vilkår undersøges til bunds. I den sammenhæng må det konstateres, at
det ikke er tilstrækkeligt, at myndighederne undersøger sig selv – eller deres forgængere. En undersøgelse
bør hæves op på et fuldstændig uvildigt, uafhængigt og fagligt kompetent niveau.
Dokumentaren berører ikke adoptivforældrenes svære situation. Også adoptivforældre er – lige som de
adopterede og de biologiske familier – alvorligt krænkede parter i forbindelse med disse ulovligheder. Ingen
adoptivforældre har ønsket at adoptere børn, der blevet franarret deres biologiske forældre og deres historie.
Adoptivforældre har altid stolet på, at de ”adoptionsprofessionelle” i begge lande har gjort deres yderste for at
sikre, at børnene virkelig ikke havde forældre eller en anden familie til at tage vare på sig, inden de blev
bortadopteret.
Adoption & Samfund finder det yderst problematisk og kritisabelt, at hverken adoptionsbureauer i Korea, de
formidlende organisationer i Danmark eller vores tilsynsmyndigheder har sørget for, at man har kunnet stole
på dette. Det er ganske utilgiveligt.
Mange tusinde adopterede og deres familier i begge lande er i alt for høj grad efterladt uden mulighed –
endsige bistand – til at få klarhed over de sande historier og finde familiemedlemmer.
Michael Paaske
Formand
Adoption & Samfund
Klanghøj 47, 8670 Låsby
E-mail:
tlf.
2389 7151