Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del Bilag 169
Offentligt
2725378_0001.png
Folketingets Socialudvalg
[email protected]
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2020 - 420
Doknr.
Dato
19-06-2023
Fremsendelse af undersøgelse fra retssikkerhedsenheden af
kommunernes arbejde med retssikkerhed på socialområdet og det
rådgivende organs bemærkninger hertil.
Retssikkerhedsenheden med forankring i Ankestyrelsen har i maj 2023 afsluttet
en undersøgelse af kommunernes arbejde med retssikkerhed på
socialområdet.
Jeg vedlægger hermed undersøgelsen til udvalgets orientering. I den
forbindelse gør jeg opmærksom på, at undersøgelsen indledes med et
sammenfattende kapitel, hvor undersøgelsens fokus og hovedresultater kan
ses.
Jeg vedlægger endvidere de bemærkninger, som det rådgivende organ i
tilknytning til retssikkerhedsenheden er fremkommet med i forlængelse af
undersøgelsen.
Undersøgelsen giver et indblik i, hvordan kommunerne i praksis arbejder med
at sikre retssikkerheden på tværs af det sociale område. Undersøgelsen
afdækker retssikkerhedsmæssige erfaringer og udfordringer fra flere
perspektiver – både et ledelsesperspektiv og borgerrådgiverperspektiv.
Jeg har – ligesom det rådgivende organ – noteret mig, at undersøgelsen tegner
et helhedsorienteret billede af kommunernes retssikkerhedsmæssige indsatser
på tværs af det sociale område. Samtidig viser undersøgelsen konkrete
eksempler på redskaber og værktøjer, der bidrager til at styrke borgerens
retssikkerhed i kommunernes sagsbehandling. Det håber jeg er med til at
skabe et grundlag for refleksion og fremadrettede løsninger.
De elementer fra undersøgelsen, som jeg særligt har hæftet mig ved, og som
det rådgivende organ også har knyttet bemærkninger til er, at kommunernes
interne organisering kan skabe udfordringer med at vejlede borgeren på tværs
af det sociale område. Desuden hæfter jeg mig ved, at undersøgelsen
fremhæver en diskrepans mellem handicap- og udsatteområdet med hensyn til
borgerens deltagelse og medvirken i eget sagsforløb.
Dog viser undersøgelsen også, at der generelt er et politisk og
ledelsesmæssigt fokus på at styrke borgerens retssikkerhed i kommunerne.
Undersøgelsen viser herunder, at kommunerne gør brug af juridisk sparring,
borgerrådgivere og ledelsestilsyn for at sikre, at borgeren får en
sammenhængende og helhedsorienteret indsats i deres sagsbehandling.
1
SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 169: Undersøgelse fra retssikkerhedsenheden af kommunernes arbejde med retssikkerhed på socialområdet, fra social- og indenrigsministeren
2725378_0002.png
Et mere processuelt element, som jeg har noteret mig, er, at det i
undersøgelsen tilkendegives, at det ikke altid er tydeligt for borgeren, hvornår
kommunen foretager partshøring. Derfor er det også vigtigt i forhold til
borgernes retssikkerhed, at kommunerne sørger for at opfylde deres pligt til at
tydeliggøre partshøringen for borgeren, så borgeren har de bedst mulige
betingelser for at bidrage til at få oplyst sin sag.
Samlet set finder jeg det positivt, at undersøgelsen sætter fokus på
kommunernes arbejde med retssikkerhed på socialområdet og giver et
helhedsorienteret billede af kommunernes erfaringer og udfordringer, som kan
give grundlag for refleksioner og fremadrettede løsninger.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Bilag:
-
-
Retssikkerhedsenhedens undersøgelse af kommunernes arbejde
med retssikkerhed på socialområdet.
Det rådgivende organs bemærkninger til retssikkerhedsenhedens
undersøgelse
af kommunernes arbejde med retssikkerhed på
socialområdet.
2