Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del Bilag 166
Offentligt
Fra:
Sendt:
2. juni 2023 10:51
Til:
Emne:
Anmodning om foretræde - Sådan sikrer vi tidlig hjælp til børnefamilier med alkohol og
stofproblemer
Kære udvalgssekretær Nikolaj Beuschel
Jeg skriver på vegne af Foreningen Fri af Misbrug, for at anmode om foretræde for Folketingets Socialudvalg.
Fri af Misbrug er en knap 5 år gammel frivillig social organisation. Vores kerneaktiviteter er digital opsporing
og et landsdækkende rådgivningstilbud målrettet usynligt sårbare børnefamilier, som kæmper med alkohol
og stofproblematikker. Vi understøtter hjælp til selvhjælp og bygger håndholdt bro til alle landets
kommuner, familieretshuse, familieambulatorier, krisecentre etc. Foreningens formål at forbedre
opvækstvilkår og livsmuligheder for børn i familier belastet af misbrug.
De sidste år har vi i samarbejde med Ole Kirk's Fond og Liljeborg Fonden udviklet en effektiv
opsporingsmetode, som vi ønsker at udbrede. Metoden kan bidrage til de eksisterende tidlige forebyggende
indsatser, så vi sammen kan hjælpe flere børn til en tryg barndom og samtidig reducere de
samfundsøkonomiske belastninger.
Såfremt Socialudvalget interesserer sig for problemstillingen, vil vi meget gerne have lov til at uddybe ved et
foretræde.
Sundhedsstyrelsen skønner at over 100.000 børn i Danmark vokser op med en forælder med et
alkoholmisbrug; svarende til to børn i hver skoleklasse. Herudover kommer alle de mange tusinde børn, som
vokser op med en mor eller far med et misbrug af hash, medicin, kokain og andre hårde stoffer. Det er ikke
bare skadeligt for både børn og forældre, men også en stor økonomisk belastning for samfundet.
Alle kommuner har pligt til at tilbyde stof- og alkoholbehandling til deres borgere og at sikre, at børn i
mistrivsel bliver opsporet og hjulpet med de rette støtteforanstaltninger. Personer, som søger behandling
for alkohol- eller kokainmisbrug, har typisk haft et misbrug i 10-12 år, før de søger hjælp.
Forældrene tøver fordi de skammer sig og de fleste frygter anbringelse af børnene. Mange familier lever
derfor ‘i skjul’ med et usynligt misbrug.
Til trods for, at børn i familier med misbrug er under et massivt pres, kan kommunens sundhedsplejersker,
pædagoger og lærere have svært ved at opdage børnenes mistrivsel. Det betyder, at mange børn ikke får
den nødvendige hjælp, selv om der findes virksomme, offentlige tilbud til familier med misbrug. Ph.d.
Kirsten Frederiksen fra Center for Rusmiddelforskning estimerer, at kun 4 % af forældre med et misbrug er i
behandling, så der er et kæmpe potentiale for forandring.
En opvækst i et hjem med ubehandlet misbrug har stor betydning for børns tilknytning og trivsel.
Familiesituationen er ofte præget af et højt konfliktniveau, ligesom man ofte ser en høj grad af komorbiditet,
dvs. at afhængighed optræder sammen med en psykisk lidelse. Børnene er i øget risiko for at blive udsat for
vold og seksuelle overgreb. For 44% af de 0-3-årige børn, der bliver anbragt uden for hjemmet, er et