SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 156: Orientering om undersøgelserne om kommunernes registrering samt kommunernes udmålings- og visitationspraksis ved servicelovens hjælperordninger efter §§ 95 og 96, fra social- og boligministeren

Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del Bilag 156
Offentligt

Juni 2023

Kommunernes

udmålings- og

visitationspraksis i

sager om

hjælperordninger

efter servicelovens

§§ 95 og 96

Rapport

SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 156: Orientering om undersøgelserne om kommunernes registrering samt kommunernes udmålings- og visitationspraksis ved servicelovens hjælperordninger efter §§ 95 og 96, fra social- og boligministeren

ANKESTYRELSEN

Telefon: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Postadresse: Ankestyrelsen, 7998 statsservice

Mailadresse: [email protected]

Hjemmeside: www.ast.dk

ISBN nr.: ###-##-####-###-#

Indholdsfortegnelse

KAPITEL 1 SAMMENFATNING

Formål

Rapportens hovedresultater

Læsevejledning

Servicelovens §§ 95 og 96

KAPITEL 2 MODTAGELSE AF ANSØGNINGER

OG PROCESSEN FOR UDMÅLING OG

VISITATION 14

Kommunernes organisering på området

Bevillinger af §§ 95 og 96 i kommunerne

Kommunernes modtagelse af ansøgninger om støtte

efter §§ 95 og 96

Sagsskridt i udmålings- og visitationsprocessen

CASE 1: Sagseksempel om Kurt

KAPITEL 3 OPLYSNING AF SAGEN OG

UDMÅLING AF STØTTE

Oplysning af sagen

Udmåling af støtte

CASE 2: Sagseksempel om Peter

CASE 3: Sagseksempel om Martin

KAPITEL 4 KRITERIER OG HENSYN I

KOMMUNERNES SAGSBEHANDLING

Kriterier for hjælp efter §§ 95 eller 96

CASE 4: Sagseksempel om Kasper

CASE 5: Sagseksempel om Louise

KAPITEL 5 OPFØLGNING I SAGER EFTER §§

95 OG 96 104

Praksis og overvejelser ved opfølgning

105

BILAG 1

UNDERSØGELSENS METODE

111

113

114

Sagsgennemgang

Interview med kommuner

Interview med interesseorganisationer

KAPITEL 1

Sammenfatning

Social-,

Bolig-

og Ældreministeriet har bedt Ankestyrelsen om

at gennemføre en undersøgelse af kommunernes udmålings-

og visitationspraksis ved hjælperordningerne efter

servicelovens §§ 95 og 96.

Undersøgelsen er blevet bestilt på baggrund af, at Social-,

Bolig-

og Ældreministeriets interne arbejde peger på, at der på

nuværende tidspunkt er et begrænset vidensgrundlag om

kommunernes visitations- og udmålingspraksis for så vidt

angår servicelovens hjælperordninger efter §§ 95 og 96.

FORMÅL

Undersøgelsen har et eksplorativt sigte, og formålet er at tilve-

jebringe mere viden om kommunernes udmålings- og visitati-

onspraksis i behandlingen af sager om hjælperordningerne.

ARBEJDS-

SPØRGSMÅL

Det overordnede formål bliver belyst ved at besvare følgende

arbejdsspørgsmål:

1. Hvordan er kommunernes proces for visitation og udmåling

ved nyansøgninger om hjælp efter servicelovens §§ 95 og 96?

2. Hvilke kriterier bliver lagt til grund for bevilling af hjælp i

sager efter servicelovens §§ 95 og 96?

3. Hvilke kriterier er afgørende, når der bliver givet afslag på

ansøgning om hjælp efter servicelovens §§ 95 og 96?

METODE OG DATAGRUNDLAG

Undersøgelsen bygger på følgende datakilder:

•

Gruppeinterview med rådgivere i fem kommuner. De

interviewede rådgivere har alle erfaring med at hånd-

tere sager efter servicelovens §§ 95 eller 96 eller begge

bestemmelser. De interviewede kommuner er Aaben-

raa, Fredericia, Viborg, Odense og Horsens Kommune.

Gruppeinterview med repræsentanter fra danske inte-

resseorganisationer på handicapområdet. Til inter-

viewet deltog repræsentanter fra Dansk Handicap For-

bund, LOBPA, Muskelsvindfonden og CP Danmark.

•

•

En gennemgang af 16 bevillingssager fra 8 kommuner.

De 16 sager fordeler sig på 8 sager efter § 95 og 8 sa-

ger efter § 96. På baggrund af disse sager, har vi udar-

bejdet fem analytiske sagsforløb, der fremgår i rappor-

ten.

Du kan læse mere om undersøgelsens metode i bilag 1.

Undersøgelsen beskriver kommunernes udmålings- og visitati-

onspraksis i sager efter servicelovens § 95 om kontant tilskud

til ansættelse af hjælpere og servicelovens § 96 om borgersty-

ret personlig assistance (BPA). Kommunernes udtalelser i rap-

porten er ikke nødvendigvis også udtryk for Ankestyrelsens

holdning. I rapporten vil vi tale om bestemmelserne under be-

tegnelsen §§ 95 og 96 eller kontant tilskudsordning og BPA-

ordning. Du kan se lovteksten for de to bestemmelser i slutnin-

gen af dette kapitel.

RAPPORTENS HOVEDRESULTATER

Modtagelse af ansøgninger og processen for udmåling

og visitation

I de tre af de fem kommuner har de organiseret sig, så sags-

behandlingen af sager efter §§ 95 og 96 foregår i samme afde-

ling. I alle kommuner har de udpeget specifikke rådgivere til at

varetage området.

TYPISK FIRE

TYPER SAGER

Rådgiverne i de fem kommuner fortæller, at sager der behand-

les efter servicelovens §§ 95 og 96 typisk fordeler sig på fire

forskellige typer af sager:

•

Sager, hvor borger søger om støtte efter §§ 95 og 96 i for-

bindelse med, at borgeren fylder 18 år og overgår fra børne-

til voksenbestemmelserne i serviceloven.

•

Borgere, der oplever en negativ udvikling i deres funktions-

nedsættelse og derfor et større støttebehov. De kan både

have modtaget støtte efter andre bestemmelser i servicelo-

ven eller ikke have modtaget nogen støtte før.

•

Borgere, der tilflytter kommunen og ansøger om hjælp i den

forbindelse.

•

Borgere, der har været ude for en ulykke og pludselig får be-

hov for omfattende hjælp.

I alle fem kommuner fortæller rådgiverne, at det er en vigtig

del af de første trin af sagsbehandlingen at give råd og vejled-

ning til borgeren om støtte efter servicelovens §§ 95 og 96. I

alle fem kommuner understreger rådgiverne også, at de ikke

vejleder borgeren om støtte efter §§ 95 og 96, hvis de på for-

hånd vurderer, at de åbenlyst ikke er omfattet af personkred-

sen.

Kommunerne beskriver, at udmålings- og visitationsprocessen

i sager efter §§ 95 og 96 typisk følger disse sagsskridt: modta-

gelse af ansøgning, hjemmebesøg, indhentning af oplysninger,

udmåling og partshøring, afgørelse og opfølgning.

Oplysning af sagen og udmåling af støtte

Vi har gennem gruppeinterview med sagsbehandlere i fem

kommuner og en juridisk gennemgang af 16 sager efter enten

§§ 95 eller 96 fået viden om, hvilke metoder til sagsoplysning

der anvendes i disse sager. De 16 sager fordeler sig på 8 sager

efter § 95 og 8 sager efter § 96. Nedenfor er gengivet en liste

over de kilder, der er blevet nævnt eller optræder i sagerne:

•

Eksisterende oplysninger om borgeren i kommunen

Hjemmebesøg

Lægefaglige oplysninger

Oplysninger fra borger eller pårørende

Oplysninger fra kommunale fagpersoner

Oplysninger fra arbejdslederkursus eller neuropsykologisk

udredning

Statistiske opgørelser, eksempelvis oplysninger fra Rockwool-

fonden om borgeres gennemsnitlige aktivitetsniveau

EKSISTERENDE

OPLYSNINGER

Rådgiverne i de fem kommuner fortæller, at der i flere sager er

eksisterende oplysninger om borgeren, som kan benyttes i

sagsbehandlingen. Det kan være, hvis borgeren tidligere har

modtaget anden støtte efter servicelovens børne- eller voksen-

bestemmelser.

Kommunerne beskriver, at de altid starter med at indhente op-

lysninger ved et hjemmebesøg hos borgeren, hvor de sammen

med borgeren gennemgår borgerens behov for hjælp.

Rådgiverne i de fem kommuner fortæller, at de indhenter læ-

gefaglige oplysninger til at belyse borgerens støttebehov. Det

gør de, når de er i tvivl om aspekter af borgerens funktions-

evne.

Kommunerne fortæller, at de tager udgangspunkt i borgernes

eller borgerens pårørendes beskrivelser af støttebehovet.

Flere kommuner fortæller, at de beder borgeren udfylde et de-

taljeret døgn- eller ugeskema, og at det i nogle tilfælde kan

være svært for borgerne. Dette gælder både §§ 95 og 96.

Rådgiverne supplerer borgerens oplysninger med oplysninger

fra andre kilder såsom borgerens egen læge eller andre kom-

munale fagpersoner.

HJEMMEBESØG

LÆGEFAGLIGE

OPLYSNINGER

FRA BORGER

OPLYSNINGER OM

ARBEJDSLEDER-

EVNE

Kommunerne beskriver, at de i de fleste tilfælde kan afklare

spørgsmålet om borgerens arbejdslederevne gennem dialog

med borgeren. I enkelte tilfælde benytter kommunerne sig af

arbejdslederkurser eller bestiller neuropsykologiske tests, hvis

de er i tvivl om borgerens evne til at fungere som arbejdsle-

der.

Udmåling

Det er i udmålingen af den hjælp, som borgeren er berettiget

til, at kommunen vurderer, hvor mange timers støtte, borge-

ren har brug for, og på den baggrund fastlægger det økonomi-

ske tilskud til ordningen. Ved vurderingen skal der tages stil-

ling til, hvilke funktioner hjælperne skal dække, i hvor mange

timer og på hvilke tidspunkter det primære hjælpebehov op-

træder, og om hjælpen ydes i eller uden for hjemmet.

UDMÅLING VED

§§ 95 OG 96

Udmålingen af

timetallet for

hjælp efter § 95

sker med ud-

gangspunkt i kva-

litetsstandarder

for servicelovens

§§ 83 og 84.

Det er anderledes

i forhold til § 96,

idet bestemmel-

sen indeholder

mere end hjælp

FORSKEL

efter servicelovens

P Å

§ 95 OG

§§ 83

og 84, her-

9 6

under ledsagelse

og overvågning.

Læs mere i bok-

sen på side 51.

Kommunerne fastsætter i de fleste sager om både §§ 95 og 96

et præcist timetal for borgers støttebehov i hjemmet. Timetal-

let fastsættes på samme måde som ved udmåling til personlig

og praktisk hjælp efter § 83. Denne udmåling fungerer som

udgangspunkt for timefastsættelse i ordningen efter §§ 95 el-

ler 96. Rådgiverne fortæller, at udmålingen af hjælp efter

servicelovens § 83 kan være et relevant supplement til andre

oplysninger i forbindelse med at vurdere, om borger er i per-

sonkredsen for en af bestemmelserne. Det hænger sammen

med, at rådgiverne beskriver, at det skal sandsynliggøres, at

borgerens behov ligger ud over, hvad der kan afhjælpes gen-

nem støtte efter § 83 suppleret med eventuelle andre støtte-

foranstaltninger efter serviceloven. Alle kommunerne pointe-

rer, at alle udmålinger altid foretages ud fra en individuel og

konkret vurdering.

Rådgiverne i alle fem kommuner fortæller, at der derudover er

forskel på udmålingen til en ordning efter servicelovens § 95

og en ordning efter servicelovens § 96. De fortæller, at time-

fastsættelsen i en ordning efter § 95 skal være baseret på den

præcise udmåling af timer og minutter i forhold til servicelo-

vens § 83. Derimod beskriver rådgiverne, at de ikke deler op-

gaverne op i samme detaljegrad i forhold til udmålingen til en

BPA-ordning efter § 96.

Kommunerne fortæller, at de tager hensyn til vagtplaner og

borgers mulighed for at ansætte hjælpere, når de foretager

den endelige timeudmåling på både §§ 95 og 96.

Kommunerne beskriver, at det er en lille andel af sagerne,

hvor der ikke kan opnås enighed med borgeren omkring ud-

målingen. De oplever i særlig grad frustrerede borgere og

nærtstående i forbindelse med sager om overgang fra tabt ar-

bejdsfortjeneste efter servicelovens § 42, når barnet eller den

unge fylder 18 år.

Kriterier og hensyn i kommunernes sagsbehandling

Kommunerne fortæller, at når de bevilger eller giver afslag på

støtte efter servicelovens §§ 95 og 96, er deres afgørelse ba-

seret på et samspil mellem forskellige kriterier og hensyn. De

kriterier, som kommunerne nævnte i vores interview er:

•

BEHOV FOR

STØTTE

Borgerens behov for støtte

Aktiviteter uden for hjemmet

Borgerens arbejdslederevne

Kommunerne giver støtte efter §§ 95 og 96 til borgere med et

komplekst og omfattende behov for støtte. Kommunerne be-

skriver, at et omfattende behov for hjælp er, når en borger har

brug for hjælp i mange timer i døgnet, mens kompleksiteten i

hjælpebehovet ofte opstår, når borgeren har behov for hjælp

til mange og uforudsigelige opgaver i løbet af en dag.

Rådgiverne i kommunerne fortæller, at de giver afslag på

støtte, når borgerens behov kan dækkes med andre bestem-

melser. Det kan eksempelvis være, hvis borgerens behov kan

dækkes efter servicelovens § 83, fordi behovet ikke er så om-

fattende.

AKTIVITETER

UDEN FOR HJEM-

MET

Kommunerne fortæller, at borgerens aktivitetsniveau uden for

hjemmet er et afgørende kriterie for bevilling af støtte efter

servicelovens § 96.

Kommunerne forklarer, at et svært element i udmålingen og

visitationen er, at borgers ønske til ledsagelse til aktiviteter

ikke altid stemmer overens med, hvad kommunen mener, at

der bør udmåles til.

Rådgiverne i flere af kommunerne forklarer, at det kan være

svært at vurdere, hvornår borgerens aktivitetsniveau uden for

hjemmet er rimeligt. Kommunerne anvender statistikker over

gennemsnitlige aktivitetsniveauer for borgere i samme alder

og familiesituation til at foretage denne vurdering.

Kommunerne fortæller, at de giver afslag på støtte efter § 96

på baggrund af borgers aktivitetsniveau, når borgers aktivite-

ter uden for hjemmet kan dækkes af en ledsageordning efter

servicelovens § 97, og borgerens øvrige behov kan dækkes på

anden vis. I en kommune fortæller de, at de også har givet af-

slag, fordi en borger udelukkende havde behov for støtte til

aktiviteter og ikke havde et støttebehov i hjemmet.

ARBEJDSLEDER-

EVNE

I alle fem kommuner fortæller rådgiverne, at et af de afgø-

rende kriterier for, om borgeren kan blive bevilget støtte efter

§§ 95 og 96 er, om borgeren kan fungere som arbejdsleder.

Efter § 95, stk. 3, kan en nærtstående være tilskudsmodtager

og varetage arbejdslederansvaret. Rådgiverne fortæller, at ar-

bejdslederrollen er et stort ansvar, og at de i visitationen altid

arbejder med borgers nuværende arbejdslederevne. I nogle til-

fælde arbejder kommunerne med understøttelse af arbejdsle-

derevnen ved eksempelvis bevilling af socialpædagogisk støtte

i en begrænset periode.

Manglende evne til at varetage rollen som arbejdsleder er et

kriterie, som i flere tilfælde fører til afslag.

Opfølgning i sager efter §§ 95 og 96

Kommunerne fortæller, at de som udgangspunkt foretager år-

lige opfølgninger ved igangværende sager efter servicelovens

§§ 95 og 96.

Kommunerne fortæller, at de centrale emner ved opfølgning

med borgerne ofte er ændringer i borgerens støttebehov, øko-

nomien i ordningen, borgerens arbejdslederevne og forhold i

forbindelse med ansættelse af hjælpere.

STØTTEN KAN

ÆNDRES VED

OPFØLGNING

Kommunerne fortæller, at der er situationer, hvor de sætter

støtten ned ved opfølgning. Det kan være, hvis borgerens be-

hov for hjælp bliver mindre, fordi borgeren eksempelvis har

børn, der er blevet ældre og mere selvhjulpne. Det kan også

være, hvis borgerens aktivitetsniveau er blevet mindre.

Kommunerne fortæller også, at der er situationer, hvor de

sætter støtten op ved opfølgning. Det sker, hvis borgerens be-

hov for hjælp eller aktivitetsniveau er blevet øget. Rådgiverne

fortæller, at det kan ske på baggrund af lidelser, der har pro-

gredieret, hvis borgerens boligforhold har ændret sig, eller

borgeren har fået nye aktiviteter i sin hverdag.

Kommunerne beskriver, at de har et særligt fokus på borge-

rens arbejdslederevne ved opfølgningen, og hvorvidt borgeren

lever op til sit ansvar som arbejdsleder. Ud over opfølgning på

borgeres arbejdslederevne påpeger rådgivere i to af kommu-

nerne også, de ikke har tilstrækkelige muligheder for at følge

op på forhold, der vedrører rollen som arbejdsgiver og arbejds-

miljø i hjælperordningerne.

LÆSEVEJLEDNING

Kapitel 1: Sammenfatning

Kapitel 2: Modtagelse af ansøgninger og processen for

udmåling og visitation

I kapitlet belyser vi de interviewede kommuners organisering

på området og deres erfaringer med modtagelse af ansøgnin-

ger om støtte efter servicelovens §§ 95 og 96.

Kapitel 3: Oplysning af sagen og udmåling af støtte

I dette kapitel belyser vi kommunernes oplysning af sagen og

udmåling af støtte. Det omfatter kommunernes indhentning af

oplysninger fra forskellige kilder og den konkrete udmåling af

borgers støttebehov.

Kapitel 4: Kriterier og hensyn i kommunernes sagsbe-

handling

I dette kapitel beskriver vi, hvilke kriterier kommunerne læg-

ger til grund for en bevilling af hjælp i sager efter servicelo-

vens §§ 95 og 96.

Kapitel 5: Opfølgning i sager efter §§ 95 og 96

I dette kapitel beskriver vi kommunernes praksis og overvejel-

ser ved opfølgning på bevillinger efter servicelovens §§ 95 og

96.

Bilag 1: Undersøgelsens metode

I dette bilag beskriver vi undersøgelsens metoder og vores

metodiske overvejelser.

SERVICELOVENS §§ 95 OG 96

KONTANT TILSKUD TIL ANSÆTTELSE AF HJÆLPERE

EFTER SERVICELOVENS § 95

Stk. 1. Hvis kommunalbestyrelsen ikke kan stille den

nødvendige hjælp til rådighed for en person, der har be-

hov for hjælp efter §§ 83 og 84, kan kommunalbestyrel-

sen i stedet udbetale et tilskud til hjælp, som den pågæl-

dende selv antager.

Stk. 2. En person med betydelig og varigt nedsat fysisk

eller psykisk funktionsevne, der har behov for personlig

hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige

praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugent-

ligt, kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp,

som den pågældende selv antager.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde

beslutte, at hjælpen efter stk. 2 fortsat skal gives som

naturalhjælp eller udbetales til en nærtstående person,

som helt eller delvis passer den pågældende. Den nært-

stående kan, medmindre vedkommende har indgået af-

tale om overførsel af tilskuddet efter stk. 5, højst vare-

tage pasningsopgaven i 48 timer om ugen. Deles pas-

ningsopgaven af flere nærtstående, der samtidig er til-

skudsmodtagere, gælder 2. pkt. for de nærtstående til-

sammen. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen

dog beslutte, at en eller flere nærtstående kan varetage

pasningsopgaven i mere end 48 timer om ugen.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal udbetale et kontant

tilskud til ansættelse af hjælpere til at yde overvågning

og støtte i forbindelse hermed om natten til unge i alde-

ren fra 18 år til og med 23 år, som har behov herfor, og

som modtager hjælp efter stk. 3 som et kontant tilskud.

Hvis den unge ved det fyldte 24. år efter en lægelig vur-

dering lider af en livstruende sygdom, skal kommunalbe-

styrelsen fortsætte udbetalingen af det kontante tilskud

til ansættelse af hjælpere til overvågning og støtte i for-

bindelse hermed, indtil den unge afgår ved døden, dog

højst i 2 år. Tilskuddet til ansættelse af hjælpere til over-

vågning og støtte i forbindelse hermed skal udbetales til

samme nærtstående, forening eller private virksomhed,

som får udbetalt tilskuddet efter stk. 3. Den unges foræl-

dre må ikke ansættes som hjælpere til at udføre over-

vågningen og støtten i forbindelse hermed.

Stk. 5. Det er en betingelse for tilskud til ansættelse af

hjælpere efter stk. 1-4, at tilskudsmodtageren er i stand

til at fungere som arbejdsleder for hjælperne. Det er des-

uden en betingelse, at tilskudsmodtageren kan fungere

som arbejdsgiver for hjælperne, medmindre den pågæl-

dende indgår aftale med en nærtstående eller en for-

ening eller privat virksomhed, der er godkendt af social-

tilsynet, om, at tilskuddet overføres til den nærtstående,

foreningen eller den private virksomhed, der herefter er

arbejdsgiver for hjælperne. Arbejdsgiverbeføjelserne i

forhold til hjælperne vedrørende spørgsmål om ansæt-

telse og afskedigelse af hjælpere varetages i så fald af

den nærtstående, foreningen eller den private virksom-

hed i samråd med den pågældende. En aftale om over-

førsel af tilskuddet til en forening eller privat virksomhed

er ikke bindende for tilskudsmodtageren, hvis foreningen

eller den private virksomhed ikke var godkendt af social-

tilsynet på tidspunktet for aftalens indgåelse, og hvis for-

eningen eller den private virksomhed ikke på dette tids-

punkt gjorde tilskudsmodtageren bekendt med dette.

Stk. 6. I de situationer, hvor tilskudsmodtageren er ar-

bejdsgiver, skal kommunalbestyrelsen tilbyde at varetage

lønudbetalinger m.v.

BORGERSTYRET PERSONLIG ASSISTANCE (BPA)

EFTER SERVICELOVENS § 96

Stk. 1 Kommunalbestyrelsen skal tilbyde borgerstyret

personlig assistance. Borgerstyret personlig assistance

ydes som tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse

af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til bor-

gere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt

at yde denne ganske særlige støtte.

Stk. 2. Det er en betingelse for tilskud til ansættelse af

hjælpere efter stk. 1, at borgeren er i stand til at fungere

som arbejdsleder for hjælperne. Det er desuden en be-

tingelse, at borgeren kan fungere som arbejdsgiver for

hjælperne, medmindre den pågældende indgår aftale

med en nærtstående eller en forening eller privat virk-

somhed, der er godkendt af socialtilsynet, om, at tilskud-

det overføres til den nærtstående, foreningen eller den

private virksomhed, der herefter er arbejdsgiver for hjæl-

perne. Arbejdsgiverbeføjelserne i forhold til hjælperne

vedrørende spørgsmål om ansættelse og afskedigelse af

hjælpere varetages i så fald af den nærtstående, forenin-

gen eller den private virksomhed i samråd med den på-

gældende. En aftale om overførsel af tilskuddet til en for-

ening eller privat virksomhed er ikke bindende for borge-

ren, hvis foreningen eller den private virksomhed ikke

var godkendt af socialtilsynet på tidspunktet for aftalens

indgåelse, og hvis foreningen eller den private virksom-

hed ikke på dette tidspunkt gjorde borgeren bekendt

med dette.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde borgerstyret

personlig assistance til borgere, der ikke er omfattet af

personkredsen efter stk. 1, hvis kommunalbestyrelsen

vurderer, at dette er den bedste mulighed for at sikre en

helhedsorienteret og sammenhængende hjælp for borge-

ren.

Stk. 4. I de situationer, hvor borgeren eller en nærtstå-

ende er arbejdsgiver, skal kommunalbestyrelsen tilbyde

at varetage lønudbetaling m.v.

KAPITEL 2

Modtagelse af ansøgninger og

processen for udmåling og vi-

sitation

Dette kapitel er en introduktion til kommunernes udmålings-

og visitationspraksis i sager efter servicelovens §§ 95 og 96.

I kapitlet belyser vi de interviewede kommuners organisering

på området og deres erfaringer med modtagelse af ansøgnin-

ger om støtte efter §§ 95 og 96. Vi beskriver også kommuner-

nes erfaringer med, hvornår det er relevant at give råd og vej-

ledning til borgeren om mulighederne for hjælp efter §§ 95 og

96 samt de almindelige sagsskridt forud for, at der træffes af-

gørelse om bevilling eller afslag i denne type sager.

Til sidst i kapitlet fremgår et analytisk eksempel på et sagsfor-

løb. Udover at eksemplificere en kommunes udmålings- og vi-

sitationspraksis i en sag efter § 95, illustrerer sagsforløbet den

typiske proces, som udmålings- og visitationspraksissen i en

sag efter servicelovens §§ 95 og 96 følger.

Kapitlet bygger på gruppeinterview med rådgivere i fem kom-

muner, et gruppeinterview med repræsentanter fra udvalgte

interesseorganisationer på handicapområdet samt en sagsgen-

nemgang af 16 sager.

Gennem rapporten henviser vi til de kommunale medarbej-

dere, der foretager de forskellige dele af sagsbehandlingen

som

rådgivere.

Vi skelner derfor ikke mellem de forskellige be-

tegnelser og indbyrdes rollefordelinger, der kan være i den en-

kelte kommune. Rehabiliteringsrådgiver, sagsrådgiver og visi-

tator kaldes alle for rådgiver i det følgende.

HOVEDPOINTER I KAPITLET

•

I de tre af de fem kommuner har de organiseret sig, så

sagsbehandlingen af sager efter §§ 95 og 96 foregår i

samme afdeling. I alle kommuner har de udpeget spe-

cifikke rådgivere til at varetage området.

Kapitlet indeholder opgørelser over, hvor mange klage-

sager Ankestyrelsen har modtaget på de to bestemmel-

ser i de seneste år. Den hyppigste årsag til, at sager ef-

ter §§ 95 og 96 bliver omgjort i Ankestyrelsen, er

manglende oplysningsgrundlag og/eller mangelfuld be-

grundelse.

Rådgiverne i de fem kommuner fortæller, at sager, der

behandles efter servicelovens §§ 95 og 96, typisk for-

deler sig på disse fire forskellige typer af sager:

Sager, hvor borger søger om støtte efter §§ 95 og

96 i forbindelse med, at borgeren fylder 18 år og

overgår fra børne- til voksenbestemmelserne i

serviceloven.

Borgere, der oplever en negativ udvikling i deres

funktionsnedsættelse og derfor et større støttebe-

hov. De kan både have modtaget støtte efter an-

dre bestemmelser i serviceloven eller ikke have

modtaget nogen støtte før.

Borgere, der tilflytter kommunen og ansøger om

hjælp i den forbindelse.

Borgere, der har været ude for en ulykke og plud-

selig får behov for omfattende hjælp.

•

I alle fem kommuner fortæller rådgiverne, at det at

give råd og vejledning til borgeren om støtte efter ser-

vicelovens §§ 95 og 96 er en vigtig del af de første trin

af sagsbehandlingen. I alle fem kommuner understre-

ger rådgiverne også, at de ikke vejleder borgeren om

støtte efter servicelovens §§ 95 og 96, hvis de på for-

hånd vurderer, at borgeren åbenlyst ikke er omfattet af

personkredsen.

Kommunerne beskriver, at udmålings- og visitations-

processen i sager efter servicelovens §§ 95 og 96 ty-

pisk følger disse sagsskridt: modtagelse af ansøgning,

hjemmebesøg, indhentning af oplysninger, udmåling og

partshøring, afgørelse og opfølgning.

•

KOMMUNERNES ORGANISERING PÅ OMRÅDET

I denne undersøgelse har vi interviewet Fredericia, Horsens,

Odense, Viborg og Aabenraa kommune og blandt andet spurgt

til deres organisering. I tre af de fem interviewede kommuner

er rådgiverne, der arbejder med behandling af sager efter ser-

vicelovens §§ 95 og 96, organisatorisk placeret samme sted i

kommunen som rådgivere, der arbejder med personlig og

praktisk hjælp efter servicelovens § 83. Alle fem interviewkom-

muner har udpeget specifikke medarbejdere til at arbejde med

støtte efter §§ 95 og 96.

KOMMUNERNES

ORGANISERING

Du kan finde mere in-

formation i rapporten

”Kommunernes regi-

strering af støtte efter

SEL §§ 95 og 96”,

som findes på Anke-

styrelsens hjemme-

side

www.ast.dk.

Kommunerne har organiseret sig på forskellige måder

En undersøgelse af kommunernes registrering af støtte efter

servicelovens §§ 95 og 96 viser, at sager om §§ 95 og 96 bli-

ver behandlet i samme kontor eller afdeling i 47 ud af de 88

kommuner, der har svaret på spørgeskemaet.

I Fredericia, Odense og Aabenraa Kommune ligger sagsbe-

handlingen af sager efter servicelovens §§ 95 og 96 i samme

afdeling i kommunerne.

I Fredericia Kommune har de eksempelvis organiseret sig så-

dan, at to rådgivere har et primært fokus på og ansvar for

støtte efter §§ 95 og 96 i deres arbejde. Rådgiverne er place-

ret i samme afdeling, hvor man arbejder med personlig pleje

og praktisk hjælp efter § 83, og rådgiverne fortæller, at dette

arbejde fylder meget i afdelingen. Derudover arbejder de to

rådgivere også med bevilling af selvudpeget hjælper efter ser-

vicelovens § 94, hvor kommunen ansætter en person udpeget

af borgeren til at udføre de opgaver, som borgeren har fået

udmålt efter § 83.

I Horsens Kommune har de 12 visitatorer fordelt på tre teams i

afdelingen for sundhed og ældre, hvor én visitator i hver afde-

ling har en spidskompetence i forhold til at arbejde med BPA-

ordninger efter § 96. De tre visitatorer har sammen med den

koordinerende rådgiver ansvaret for at arbejde med sager,

hvor borger søger om støtte efter servicelovens §§ 95 og 96.

I Viborg Kommune, hvor behandlingen af sager efter de to be-

stemmelser er placeret i hver deres afdeling, har to rådgivere i

kommunens socialafdeling ansvaret for arbejdet med borgers-

tyret personlig assistance efter § 96. To rådgivere i kommu-

nens Sundhed- og omsorgsafdeling har ansvaret for kontant

tilskud til ansættelse af hjælpere efter § 95. Rådgiverne på de

to områder fortæller, at der er et tæt samarbejde mellem de

ansvarlige rådgivere i begge afdelinger, og at der i nogle til-

fælde deltager en rådgiver fra hvert team ved eksempelvis et

hjemmebesøg.

I Aabenraa Kommune fortæller rådgiverne, at visitationen og

udmåling af støtte efter §§ 95 og 96 foregår i samme afdeling,

som blandt andet håndterer sager om plejeboliger og ældrebo-

liger, aflastning, vedligeholdende genoptræning og støtte,

samt pasning af nærtstående efter servicelovens §§ 83, 84, 86

og 118. I Aabenraa Kommune har man udpeget to rådgivere til

at arbejde med sager efter §§ 95 og 96. Rådgiverne fortæller,

at man har organiseret sig sådan, fordi det er et specialiseret

område, hvor der er meget stof at sætte sig ind i som eksem-

pelvis principmeddelelser, udviklinger på området og lignende.

De oplever derfor, at det er en fordel, at området er samlet

hos få medarbejdere.

”Det er et ganske særligt område. Hver sag giver ny læring.

Og når vi så kommer ud året efter, har vi lært noget nyt, og

så ser vi jo sagen igen med nye øjne. Det er et område,

hvor der lige pludselig er kommet noget nyt fokus, og man

er blevet klogere på en eller anden detalje. Det er svært,

hvis man skulle være 10 mennesker om opgaven, fordi man

får mere erfaring jo mere, man har det mellem hænderne.

Jo dygtigere bliver man. Så hvis det skal fordeles ud - for så

mange sager er der jo heller ikke - så bliver man aldrig rig-

tigt dygtig.”

(Rådgiver, Aabenraa Kommune)

Rådgiverne i flere af de interviewede kommuner har mange års

erfaring med at håndtere sager om støtte til borgere med

funktionsnedsættelse efter servicelovens §§ 95 og 96. De

fremhæver, at det er en stor hjælp i håndteringen af denne

type sager.

To af kommunerne har et visitationsudvalg på området

I Horsens kommune ligger beslutningskompetencen hos visita-

tionsudvalget. I Viborg Kommune har man organiseret sig så-

ledes, at rådgivernes indstillinger til støtte efter servicelovens

§ 96 skal godkendes af et visitationsudvalg, inden der kan gi-

ves en bevilling til en borger. For § 95 i Viborg kommune og i

de tre andre kommuner, som er blevet interviewet til denne

undersøgelse, ligger beslutningskompetencen hos den ansvar-

lige rådgiver. I Fredericia Kommune har rådgiverne beslut-

ningskompetencen og holder faste møder med deres ledelse

for at orientere om udviklingen i sagerne efter servicelovens

§§ 95 og 96.

INTERESSEORGANISATIONERNE OM VISITATIONS-

UDVALG I KOMMUNERNE

I interviewet med repræsentanter fra interesseorganisati-

oner på handicapområdet beskriver de, at det kan være

en udfordring for borgeres oplevelser med sagsbehand-

lingen, når kommunale sagsbehandlere ikke har beslut-

ningskompetence, og sager skal forbi et visitationsudvalg

i kommunerne. Ifølge repræsentanterne betyder det, at

beslutningen om bevilling eller afslag kommer længere

væk fra borgeren.

”Den dialog, der er med borgeren, bliver pludselig af-

koblet beslutningen om, hvad der skal bevilliges. Fordi

man flytter den bevillingskompetence op i visitations-

udvalget, som reelt ikke har været inde over sagsbe-

handlingen. Det er en kæmpe udfordring - og en

kæmpe udfordring i forhold til oplevelsen af tillid til sy-

stemet. Man kan godt have en oplevelse af at have til-

lid til sin sagsbehandler, men hvis sagsbehandleren så

bliver kørt over, så nytter det jo ingenting.”

(Repræ-

sentant, CP Danmark)

BEVILLINGER AF §§ 95 OG 96 I KOMMUNERNE

For sager om kontant tilskud og BPA findes der opgørelser over

hvor mange fuldtidsydelser, der er bevilliget for hvert år. Der

findes ikke tal for antallet af ansøgninger om henholdsvis kon-

tant tilskud og BPA eller skøn for, hvor stor en andel af ansøg-

ningerne, der bevilliges eller afslås. Det samlede antal sager

på området vil derfor være større end tallene for fuldtidsydel-

ser i Tabel 2.1.

TABEL 2.2 ANTAL FULDTIDSYDELSER OG TILGANG: § 95 – KONTANT TILSKUD OG § 96 – BPA

Bevillinger

§ 95

(Tal i parentes er til-

gang af nye sager)

§ 96

I alt

2018

475,4

(50)

1.544,4

(70)

2.019,8

2019

445,9

(40)

1.530,7

(70)

1.976,6

2020

408,3

(-)

1.510,1

(-)

1.918,4

2021

399,7

(-)

1.486,8

(-)

1.886,5

Note: Indeholder data fra 93 kommuner. I Statistikbanken opgøres data som antal ydelsesmodtagere eller antal fuldtidsydelser. Det

betyder fx at en ydelse, der gives i 2 måneder på et år, tælles som 0,17 ydelser det pågældende år.

Data om tilgang er baseret på en opgørelse fra ministerens svar på et spørgsmål i Social- og Ældreudvalget. Der er ikke tal for

tilgangen i 2020 og 2021.

Kilde: Danmarks Statistik – Statistikbanken - og ministerens svar på spørgsmål 212 (År 2021, SOU alm. del)

De fem kommuner, som er blevet interviewet til denne under-

søgelse, er udvalgt på baggrund af, at de er blandt de 20 kom-

muner i landet med flest bevillinger af enten §§ 95 eller 96, og

som samtidig har mindst fem bevillinger i kommunen efter

begge bestemmelser. Der er også taget højde for andre para-

metre i udvælgelsen af interviewkommuner og kommuner til

indkaldelse af sager, som fremgår af undersøgelsens metode i

bilag 1. Opgørelsen over antal nuværende bevillinger i kommu-

nerne i 4. kvartal 2021:

TABEL 2.3 FORDELING AF BEVILLINGER BLANDT INTERVIEWKOMMUNER 4. KVARTAL 2020

Kommune

Aabenraa Kommune

Fredericia Kommune

Horsens Kommune

Odense Kommune

Viborg Kommune

Kontant tilskud efter ser-

vicelovens § 95

7,2

BPA efter servicelovens § 96

Note: Bevillingerne på begge områder kan være givet for flere år siden. Tallene er udtryk for det nuværende antal bevillinger i kom-

munerne. I Statistikbanken opgøres data som antal ydelsesmodtagere eller antal fuldtidsydelser. Det betyder fx at en ydelse,

der gives i 2 måneder på et år, tælles som 0,17 ydelser det pågældende år.

Kilde: Danmarks Statistik - Statistikbanken

I interviewene med kommunerne taler rådgiverne også om for-

skellige erfaringer med fordelingen af bevillinger, og hvordan

de arbejder forskelligt med bevilling af støtte efter henholdsvis

servicelovens §§ 95 og 96.

I Fredericia Kommune fortæller rådgiverne eksempelvis, at de

udelukkende har bevillinger af kontant tilskudsordning efter

SERVICELOVENS

§§ 94 OG 95

I en ordning med

selvudpeget hjæl-

per efter service-

lovens § 94 bliver

en hjælper udpe-

get af borgeren og

ansat af kommu-

nen. I en kontant

tilskudsordning ef-

ter § 95 skal bor-

ger ansætte hjæl-

pere og være ar-

bejdsleder og ar-

bejdsgiver for

hjælperne. En

borger har krav på

en kontant til-

skudsordning efter

§ 95, hvis borger

opfylder kriteri-

erne til ordningen.

Der kan også

være tilfælde,

hvor en ordning

efter § 94 ikke er

tilstrækkelig på

grund af omfanget

af borgerens hjæl-

pebehov.

servicelovens § 95, stk. 3, hvor det er nærtstående, der funge-

rer som tilskudsmodtager. Kommunen har ingen bevillinger af

kontant tilskudsordning efter § 95, stk. 2, hvor borger selv er

tilskudsmodtager. Det har kommunen dog tidligere haft. Råd-

giverne fortæller, at de ikke oplever mange ansøgninger om

kontante tilskudsordninger.

Rådgiver: ”Jeg tænker, det er lidt tilfældigt. Altså det er jo

ikke fordi at vi giver afslag til alle. Der er ikke nogen, der

søger det.”

Rådgiver: ”Hvorfor skulle man også have en § 95, så kunne

man ligeså godt bare pege på en efter § 94. Så slipper man

også for en masse bøvl. Vi har ikke lige nogen i hvert fald.

og det er ikke fordi vi siger nej. Vi bliver ikke rigtig spurgt.”

(Rådgiver, Fredericia Kommune)

I Fredericia Kommune anslår rådgiverne, at de modtager i om-

egnen af fem ansøgninger årligt på tværs af servicelovens §§

95 og 96.

I Horsens Kommune fortæller rådgiverne, at de arbejder med

bevilling af en kontant tilskudsordning efter servicelovens §

95, stk. 3, som en kan-bestemmelse. Det vil sige, at de kun

rådgiver om denne bestemmelse, hvis borgeren eller pårø-

rende selv efterspørger bestemmelsen, og at de ellers arbejder

med andre løsninger for borgeren, som ikke selv kan varetage

rollen som tilskudsmodtager og arbejdsleder.

KOMMUNERS POLITISK FASTSATTE SERVICENI-

VEAU OM STØTTE EFTER § 95

Det fremgår af principmeddelelse 27-17, at kommuner

som en del af deres politisk fastsatte serviceniveau kan

beslutte, at kontant tilskud som naturalhjælp eller som

udbetaling til en nærtstående som udgangspunkt ikke er

en del af kommunens serviceniveau. Kommunen skal dog

fravige dette serviceniveau, hvis kommunen efter en

konkret vurdering kommer frem til, at borgerens støtte-

behov ikke kan dækkes på anden vis, hvis støttebehovet

overstiger 20 timer om ugen, og hvis der er særlige for-

hold hos borgeren, der taler for at udbetale kontant til-

skud til nærtstående eller bevilge naturalhjælp.

I både Horsens og Odense Kommuner fortæller rådgiverne, at

de giver flere afslag på ansøgninger efter servicelovens §§ 95

og 96, end de giver bevillinger.

Opgørelse over klagesager

Det er muligt at dele antallet af klagesager i Ankestyrelsen op

efter, hvilket udfald sagen fik i Ankestyrelsen. Tabel 2.4 viser

antallet af realitetsbehandlede sager i Ankestyrelsen for 2018-

2021, og Figur 2.1 viser fordelingen af sagerne efter udfald af

afgørelsen i Ankestyrelsen.

TABEL 2.4 ANTAL REALITETSBEHANDLEDE KLAGESAGER I ANKESTYRELSEN 2018-2021

Sagsemne

Borgerstyret personlig assi-

stance - § 96

Kontant tilskud - § 95

2018

178

2019

171

2020

161

2021

175

Note: For at sikre de mest aktuelle data sker der løbende efterregistreringer i data. Dette kan skabe uoverensstemmelser med tidligere

offentliggjorte data for samme tidsperiode.

Kilde: Data fra Ankestyrelsens talportal

FIGUR 2.1 FORDELING PÅ SAGSUDFALD FOR SAGER OM KONTANT TILSKUD OG BPA

100

2018

2019

2020

2021

2018

2019

2020

2021

40,4

27,7

44,3

42,7

4,3

23,6

6,2

26,1

8,7

22,3

1,7

9,4

5,3

11,4

4,9

70,2

54,3

68,1

44,3

52,4

59,6

65,2

Kontant tilskud - § 95

Hjemviste sager

Ændrede/ophævede

BPA - § 96

Stadfæstede sager

Note: Tallene er procent af alle sager inden for sagsemnet det pågældende år.

For at sikre de mest aktuelle data sker der løbende efterregistreringer i data. Dette kan skabe uoverensstemmelser med

tidligere offentliggjorte data for samme tidsperiode.

Kilde: Data fra Ankestyrelsens talportal

SAGSUDFALD I ANKESTYRELSEN

Ankestyrelsen skal i forbindelse med klagesagsbehandlin-

gen vurdere, om kommunernes afgørelser er i overens-

stemmelse med regler og praksis, herunder også om offi-

cialprincippet

er overholdt.

Stadfæstelse

betyder, at Ankestyrelsen ikke har fundet

grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering. Der

sker ingen ændringer i afgørelsen.

Hjemvisning

betyder, at Ankestyrelsen sender sagen til-

bage til kommunen, som er førsteinstans. Kommunen

skal behandle sagen og afgøre den igen. Grunden til, at

vi hjemviser en sag, kan for eksempel være, at der

mangler oplysninger, som Ankestyrelsen ikke selv kan

skaffe, eller at der er sket alvorlige sagsbehandlingsfejl.

Ændring/ophævelse

betyder, at afgørelsen er forkert,

og at Ankestyrelsen har ændret eller ophævet kommu-

nens afgørelse.

Betegnelsen

Omgørelse

dækker over hjemvisninger og

ændringer/ophævelser.

OPLYSNING OG

BEGRUNDELSE ER

DEN HYPPIGSTE

GRUND TIL OM-

GØRELSE

Det er også muligt for Ankestyrelsen at opgøre årsager til, at

en sag blev hjemvist eller ændret/ophævet i Ankestyrelsen.

Tabel 2.5 viser omgjorte sager fordelt på årsag i perioden

2019-2021 i sager efter servicelovens §§ 95 og 96. Den

hyppigste årsag til, at en sag bliver omgjort i Ankestyrelsen er

oplysningsgrundlag/begrundelse. Ved kontant tilskud er 72

procent af de omgjorte sager omgjort af denne grund, mens

det er 81 procent for omgjorte sager om BPA. Bemærk, at der

godt kan være flere årsager på den enkelte sag.

Partens klagebemærkninger og retsanvendelse er også omgø-

relsesårsager, der anvendes i en væsentlig del af sagerne. Når

partens klagebemærkninger er årsagen til omgørelse, skyldes

det, at kommunen ikke har taget stilling til eller ikke ses at

have forholdt sig til relevante oplysninger, der taler imod den

afgørelse, kommunen er kommet frem til. Årsagen retsanven-

delse anvendes ved omgørelse, når kommunen ikke har brugt

reglerne rigtigt, hvor reglerne er misforstået eller ikke er for-

tolket rigtigt, eller hvor der ikke er taget stilling til en regel el-

ler dele af en regel.

Officialprincippet betyder, at myndighederne skal sikre, at afgørelser bliver truffet på

et tilstrækkeligt oplyst grundlag.

TABEL 2.5 ÅRSAGER FOR OMGØRELSE AF SAGER I PERIODEN 2019-2021

Årsager

Andre forhold vedrørende sagsbehandling

Nye væsentlige oplysninger

Oplysningsgrundlag/begrundelse

Partens klagebemærkninger

Retsanvendelse

Antal årsager i alt

Antal omgjorte sager

Kontant tilskud - 95

(3%)

(72%)

(16%)

(27%)

135

113

BPA - 96

(2%)

(1%)

135

(81%)

(12%)

(19%)

191

167

Note: Procenttallet viser andelen af sager, der har tilknyttet den pågældende årsag. Det viser ikke andelen af den pågældende årsag i

forhold til alle de tilknyttede årsager. Procenttallene summer derfor ikke til 100. Der kan være flere årsager tilknyttet den en-

kelte sag, så antallet af årsager svarer ikke til antallet af omgjorte sager i denne periode.

For at sikre de mest aktuelle data sker der løbende efterregistreringer i data. Dette kan skabe uoverensstemmelser med tidligere

offentliggjorte data for samme tidsperiode.

Kilde: Data fra Ankestyrelsens sagsbehandlingssystem

KOMMUNERNES MODTAGELSE AF ANSØGNIN-

GER OM STØTTE EFTER §§ 95 OG 96

Rådgiverne i de fem kommuner fortæller, at sager om kontant

tilskud eller borgerstyret personlig assistance typisk fordeler

sig på fire forskellige typer af sager:

•

Kommunerne modtager overgangssager fra børn- og ungeaf-

delingerne i kommunerne, når unge med funktionsnedsæt-

telse snart fylder 18 år og har behov for støtte. I disse sager

kan det være relevant at overveje, om den unge er i mål-

gruppen for hjælp efter servicelovens §§ 95 og 96.

•

Kommunerne modtager ansøgninger fra voksne borgere, der

har progredierende lidelser, og hvis funktionsnedsættelse har

udviklet sig på en måde, så de har behov for en stor

mængde hjælp i hverdagen. Det kan være borgere, som tidli-

gere har modtaget støtte, eller som ikke har modtaget støtte

fra kommunen før.

•

Kommunerne modtager ansøgninger, om støtte efter service-

lovens §§ 95 eller 96, når borgere flytter til kommunen. Det

kan være borgere som har modtaget støtte efter bestemmel-

serne i deres tidligere bopælskommune, eller som søger støt-

ten i forbindelse med at skifte bopælskommune.

•

Kommunen modtager ansøgninger fra borgere, der har været

ude for ulykker, og som pludseligt har behov for omfattende

hjælp i hverdagen.

TYPISK FIRE

TYPER SAGER

PÅ TVÆRS AF DE GENNEMGÅEDE 16 SAGER

I de otte sager efter § 95 og otte sager efter § 96, der er

blevet gennemgået i forbindelse med denne undersø-

gelse, er det også de ovenstående fire typer sager, vi

ser. Blandt sagerne er der fire sager, hvor borger søger

om støtte ved overgangen til voksenlivet. Der er fem sa-

ger, hvor borger søger på baggrund af en forværret pro-

gredierende lidelse. I to sager søger borger i forbindelse

med flytning af bopælskommune, og i en sag søger bor-

ger om støtte efter at have været ude for en ulykke. I

fire af sagerne er der tale om andre forhold, såsom util-

fredshed med den eksisterende støtte eller brug for af-

lastning af ægtefælle.

BORGERE MED BE-

TYDELIGE FUNK-

TIONSNEDSÆT-

TELSER ANSØGER

Rådgiverne i de fem kommuner fortæller, at det typisk er bor-

gere med betydelige funktionsnedsættelser, der ansøger om

støtte efter servicelovens §§ 95 og 96. Det kan eksempelvis

være borgere med sklerose, muskelsvind eller multihandicap.

INTERESSEORGANISATIONER OM SAGERS IND-

GANG HOS KOMMUNERNE

I interviewet med interesseorganisationer på handicap-

området fortæller repræsentanterne, at de har set en

forandring i, hvordan sager kommer til behandling i kom-

munerne. Ifølge repræsentanterne oplever borgere, at

det er blevet praksis i kommunerne at bevilge hjemme-

hjælp inden en BPA-ordning efter § 96, og at det kun er i

de tilfælde, hvor hjemmehjælpen vurderer, at de ikke

kan løfte opgaven, at kommunen bevilger en BPA-ord-

ning. Repræsentanterne pointerer, at dette er en proble-

matisk praksis for borgerne, fordi det ikke sikrer bor-

gerne den rette hjælp ved første bevilling.

”Jeg oplever, at der er en form for ’går den, så går

den-mentalitet’. Vi har flere eksempler på unge men-

nesker, som er blevet spist af med hjemmehjælp og

ledsageordning. Unge mennesker, som har drømme

og vil starte uddannelse, arbejde og alle sådan nogle

ting, men som får en fuldstændig utilstrækkelig hjælp.

De baserer den afgørelse på en række oplysninger, og

så går der noget tid, så finder de ud af, som vi har

sagt fra starten af, at hjemmehjælp kunne ikke løse

det behov, der var. Det går hjemmehjælpen tilbage og

siger til forvaltningen, og så lige pludselig siger for-

valtningen, at nu kan du godt få en BPA-ordning. Og

det er en fuldstændig forkert måde at gøre det på.”

(Repræsentant, Dansk Handicap Forbund)

Rådgiverne i de fem kommuner oplever ikke, at de modtager

sager, hvor det er udførere såsom hjemmehjælpen, der sender

ansøgninger. På tværs af interviewene fortæller rådgiverne, at

hjemmehjælpen kan gøre rådgiverne opmærksomme på, at

borgeres hjælpebehov er svære at løfte, og det kan betyde, at

rådgiverne foretager en opfølgning hos borger med henblik på

at ændre bevillingen. Det kan også betyde, at borger selv sø-

ger om anden hjælp.

Rådgiverne i Viborg Kommune fortæller, at de oftest modtager

ansøgninger som resultat af en borgerhenvendelse. I Frederi-

cia Kommune fortæller rådgiverne, at det nærmere er ved op-

følgninger hos borgere, der modtager personlig og praktisk

hjælp efter servicelovens § 83, at de bliver opmærksomme på,

at det kan være relevant for borgere med mere omfattende

hjælperordninger, og det er her, det kan være relevant, hvis

udfører har gjort opmærksom på udfordringer.

I Fredericia Kommune fortæller rådgiverne, at hvis udfører op-

lever udfordringer med at løfte opgaven hos borger, så kan det

også betyde, at man eksempelvis ændrer i bevillingen efter

servicelovens § 83, eller at man igangsætter et VISO-forløb

med henblik på at løse eksempelvis samarbejdsvanskeligheder

mellem borger og hjemmehjælpen.

Kommunerne modtager sager i forbindelse med unges

overgang til voksenlivet

Rådgiverne i alle fem kommuner fortæller, at de i forbindelse

med unges overgang til voksenlivet modtager sager, hvor der

bliver ansøgt om støtte efter servicelovens §§ 95 og 96, eller

hvor det er relevant at vurdere, om borger er i målgruppen for

disse bestemmelser. I Horsens Kommune fortæller de, at det

er en mindre andel af den samlede mængde overgangssager,

hvor dette er relevant.

Rådgiverne i Odense Kommune fortæller, at de inden for støtte

efter servicelovens § 95 hovedsageligt arbejder med stk. 3,

hvor det er borgers nærtstående, der er tilskudsmodtager. Det

er især de ansøgninger, som rådgiverne ser fra forældre ved

unges overgang til voksenlivet.

I flere kommuner fortæller rådgiverne, at det ofte er ved sa-

ger, hvor den unges forældre har modtaget hjælp til dækning

VISO

Den nationale vi-

dens- og special-

rådgivningsorgani-

sation (VISO) er

en del af Social-

styrelsen, der le-

verer rådgivning

på det sociale om-

råde og på speci-

alundervisnings-

området. VISO til-

byder blandt an-

det gratis rådgiv-

ning til fagfolk.

SERVICELOVENS

§ 19 A

Kommunalbesty-

relsen skal, når en

ung med betydelig

og varig nedsat

funktionsevne el-

ler indgribende

kronisk eller lang-

varig lidelse, som

modtager hjælp

efter denne lov,

fylder 16 år, på-

begynde forbere-

delsen af overgan-

gen til voksenli-

vet. Det samme

gælder for unge,

hvis forældremyn-

dighedsindehavere

modtager hjælp

efter denne lov

alene med afsæt i

den unges betyde-

lige og varigt ned-

satte fysiske eller

psykiske funkti-

onsevne eller ind-

gribende kroniske

eller langvarige li-

delse.

af tabt arbejdsfortjeneste inden det fyldte 18. år, og hvor for-

ældrene ønsker en støtte efter den unge er fyldt 18 år, som

minder om dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Det er ikke mu-

ligt at bevilge dækning af tabt arbejdsfortjeneste, efter den

unge er fyldt 18 år.

I fire af kommunerne fortæller rådgiverne, at de har et forma-

liseret samarbejde med familieafdelingen i kommunen, hvor

der bliver holdt faste overdragelsesmøder forud for den unges

overgang til servicelovens voksenbestemmelser. Rådgiverne

fortæller, at den faste afholdelse af møder, når de unge er 16

år, er et godt tidspunkt at overveje, om de unge er i målgrup-

pen for enten en kontant tilskudsordning eller en BPA-ordning,

og at rådgiverne indkaldes i forbindelse med overgangen, når

der er behov for det. I Horsens Kommune præciserer rådgi-

verne, at de tager en snak med den unge og forældrene om

den unges fremtid ved mødet, når den unge fylder 16 og først

forholder sig til en målgruppevurdering ved mødet, når den

unge er omkring 17,5 år.

Rådgiverne i Aabenraa og Viborg Kommune fortæller, at de er

inde over en del overgangssager for at vurdere, om det er re-

levant med støtte til den unge efter enten §§ 95 eller 96. Råd-

giverne bliver ikke inddraget i overgangssager, der eksempel-

vis handler om et rent behov for socialpædagogisk støtte, men

hvor der er flere potentielle bevillinger i spil for at finde den

rette støtte til den unge. Rådgiverne kan derfor være inde over

overgangssager, hvor det ikke nødvendigvis ender med, at den

unge bliver bevilget støtte efter §§ 95 eller 96.

I Viborg Kommune fortæller rådgiverne, at overgangssager fra

børnebestemmelserne i serviceloven kan være svære, fordi

støttemulighederne efter serviceloven ændrer sig betydeligt,

når den unge fylder 18 år, selvom den unges situation og støt-

tebehov kan være forholdsvis uforandret. Derfor søger mange

unge med funktionsnedsættelse eller deres forældre om støtte

efter servicelovens §§ 95 eller 96 ved overgangen til voksenli-

vet.

”Vi oplever forældre, der har en klar forventning om, hvad

den unge skal, når de bliver 18. De skal flytte ud for sig selv

og have hjælp med sig hele tiden. Det kommer der faktisk

mere og mere, altså forventningen, om det skal vi altså

stille op med. Men de vil ikke på botilbud. Det kan vi ikke

altid matche.”

(Rådgiver, Viborg Kommune)

Sagseksemplet om Peter i kapitel 3 er et eksempel på en sag,

hvor borger søger om støtte ved overgangen til voksenlivet.

Kommunerne modtager ansøgninger fra borgere, der

modtager anden støtte

I Horsens, Odense og Viborg Kommune fortæller rådgiverne,

at de også får ansøgninger fra borgere, der modtager støtte

efter servicelovens § 83, og som ønsker en anden form for

støtte. Rådgiverne fortæller, at disse ansøgninger ofte handler

om, at borgerne synes, der kommer for mange forskellige

mennesker i deres hjem, at de har behov for mere fleksible

løsninger, og at de gerne vil have faste hjælpere frem for skif-

tende hjemmehjælp.

ANSØGNINGER

FRA BORGER I

KONTAKT MED

ANDRE AFDELIN-

GER

I Odense Kommune fortæller rådgiverne, at de modtager an-

søgninger fra borgere, der er i kontakt med andre afdelinger i

kommunen. Det kan eksempelvis være borgere, der har søgt

socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85 eller ledsa-

gelse efter servicelovens § 97, eller borgere der på anden vis

har været i kontakt med beskæftigelses- eller socialforvaltnin-

gen. Beskæftigelsesforvaltningen kan eksempelvis sende unge

med funktionsnedsættelse videre til sagsbehandling om støtte

efter § 96, hvis de skal i uddannelse eller på arbejdsmarkedet

og har behov for mere støtte i den forbindelse.

Sagseksemplerne om Kurt i kapitel 2 samt Louise og Kasper i

kapitel 4 er eksempler på sager, hvor borgerne har modtaget

anden støtte efter serviceloven forud for deres ansøgning om

støtte efter servicelovens §§ 95 eller 96.

Kommunerne modtager ansøgninger, hvor borger har en pro-

gredierende lidelse

Odense, Fredericia og Aabenraa Kommune oplever at modtage

ansøgninger fra borgere, som har progredierende lidelser. Det

handler om sager, hvor borgers funktionsnedsættelse har ud-

viklet sig i en sådan grad, at det er svært for borgeren at få sin

hverdag til at hænge sammen med sin nuværende støtte.

I Fredericia Kommune nævner rådgiverne, at de også modta-

ger ansøgninger om § 96 fra borgere med respirationsordnin-

ger. Det kan være borgere, der bliver vejledt om muligheden

for en BPA-ordning ved årlige opfølgninger med respirations-

centrene, hvor de kommunale rådgivere deltager.

Rådgiverne i Odense Kommune fortæller, at det særligt er an-

søgninger om støtte efter servicelovens § 96, som de modta-

ger fra borgere med progredierende lidelser, hvis behov udvik-

ler sig og bliver særligt komplekst. Rådgiverne oplever, at

disse borgere ofte kender andre, der har en BPA-ordning, eller

at de er medlem af en patientforening, som kan oplyse om

BPA-ordninger. I Viborg Kommune oplever rådgiverne også, at

borgerne typisk har kontakt til patientforeninger eller interes-

seorganisationer, hvor de bliver vejledt og får hjælp til at an-

søge om støtte.

Kommunerne modtager sager, når borgere flytter bopælskom-

mune

Både Horsens og Fredericia Kommune oplever, at borgere med

en BPA-ordning eller kontant tilskud flytter til kommunen fra

en anden kommune. Når borgere flytter til kommunen og tager

ordningen med fra deres tidligere bopælskommune, skal rådgi-

verne i den nye bopælskommune genvurdere sagen.

Sagseksemplet om Louise i kapitel 4 er et eksempel på en sag,

hvor borger har en progredierende lidelse og søger om støtte

efter servicelovens § 96, da hun skifter bopælskommune.

Kommunerne modtager ansøgninger, når borgere har

været ude for en ulykke

Rådgiverne i Fredericia og Viborg Kommune fortæller, at de

modtager ansøgninger fra borgere, som har været ude for en

ulykke. Rådgiverne giver udtryk for, at det er sjældent, at de

modtager ansøgninger på baggrund af ulykker. I denne type

sager har borger ofte ikke modtaget anden hjælp efter service-

loven forud for sin ansøgning.

Sagseksemplet om Martin i kapitel 3 er et eksempel på en sag,

hvor borgeren søger om støtte efter servicelovens § 96 på

baggrund af en ulykke.

Kommunerne giver råd og vejledning om §§ 95 og 96

I alle fem kommuner fortæller rådgiverne, at det at give råd og

vejledning til borgeren om støtte efter servicelovens §§ 95 og

96 er en vigtig del af de første trin af sagsbehandlingen. Det

kan foregå, når borgeren ansøger om støtte efter de to be-

stemmelser, ved andre henvendelser fra borgere, ved forbere-

delsesmøder til unges overgang til voksenlivet, eller råd og

vejledning til borgere, som kommunen har kontakt med, og

som kunne være i personkredsen. I nogle tilfælde taler rådgi-

verne om at give råd og vejledning inden borgers formelle an-

søgning, og i nogle tilfælde taler rådgiverne om at give råd og

vejledning efter ansøgningen er modtaget.

I Horsens Kommune gør rådgiverne opmærksom på, at vejled-

ning om ordningerne i nogle tilfælde kan medføre, at borgeren

ikke har lyst til at ansøge alligevel. Det kan blandt andet være,

når borger har søgt om støtte efter hjælperordningerne uden

at være opmærksom på arbejdslederansvaret, og hvad det in-

debærer. Rådgiverne i Horsens Kommune fortæller, at den

hyppigste grund til at borgere fravælger at ansøge om særligt

en BPA-ordning efter vejledning om ordningen er, at de bliver

RÅD OG VEJLED-

NING OM AR-

BEJDSLEDERAN-

SVARET

opmærksomme på arbejdslederansvaret. Rådgiverne fortæller,

at dette er en dialog, de ofte har med borgerne, inden bor-

gerne beslutter sig for, at deres henvendelse er en egentlig an-

søgning om støtte.

I Odense og Aabenraa Kommune oplever rådgiverne, at vejled-

ningssamtalen med borger giver mulighed for at tænke andre

støttemuligheder til borgeren som eksempelvis selvudpeget

hjælper efter servicelovens § 94, hvor borger selv kan udpege

en hjælper til at udføre de opgaver, borger har fået udmålt ef-

ter § 83. Denne samtale med borger kan derfor skabe fokus på

andre bevillinger tidligt i forløbet.

I alle fem kommuner understreger rådgiverne, at de ikke vej-

leder borgeren om støtte efter servicelovens §§ 95 og 96, hvis

de vurderer, at borgeren åbenlyst ikke er i personkredsen:

Hvis deres støttebehov ikke er sammensat og komplekst, hvis

borger ikke er i stand til at varetage arbejdslederrollen, eller

hvis støtten kan gives på en anden måde:

”Jeg går ikke ud og vejleder om noget, som borgeren åben-

lyst ikke er i personkredsen til. Hvis der heller ikke er et

plejebehov på over 20 timer, så kunne jeg ikke drømme om

at rådgive om kontant tilskud, for det er ikke godt for nogen

at få vejledning om noget, som man alligevel bagefter får

nej til.”

(Rådgiver, Aabenraa Kommune)

Kommunerne giver råd og vejledning ved overgangssager

Flere af rådgiverne i de fem kommuner fortæller, at det ofte er

relevant at overveje en kontant tilskudsordning eller BPA-ord-

ning til unge med funktionsnedsættelse, der overgår til vok-

senlivet. Det handler især om unge, hvor forældre eller værge

har modtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, in-

den den unge fylder 18 år.

I Fredericia Kommune påpeger rådgiverne, at det ikke altid er

relevant at vejlede unge og de unges forældre om støtte efter

servicelovens §§ 95 eller 96. Rådgivere i Fredericia og Aaben-

raa Kommune påpeger, at det heller ikke er relevant at vejlede

om en BPA-ordning, når den unges kognitive funktionsniveau

ikke stemmer overens med rollen som arbejdsleder. Rådgi-

verne fortæller, at det er relevant at vejlede om hjælperord-

ningerne, når der er et ønske om, at den unge skal blive i

hjemmet hos sine forældre. I en sådan situation kan det være

relevant at vejlede om BPA-ordninger og kontante tilskudsord-

ninger med enten den unge eller en forælder som tilskudsmod-

tager. Hvis der er tvivl om, om den unge vil have bedst af en

plads på botilbud eller en hjælperordning efter enten servicelo-

KOMMUNERNE

VEJLEDER DE

UNGE

vens §§ 95 og 96, tager rådgiverne i nogle tilfælde ud og hol-

der møde med borgeren sammen med afdelingen, der er an-

svarlig for bevilling af botilbud.

Rådgiverne fortæller, at de vejleder om støtte efter servicelo-

vens §§ 95 og 96, når de vurderer, at det er relevant for de

unge, som snart overgår til voksenbestemmelserne. Det er

blandt andet, når den unge har et komplekst og sammensat

støttebehov, og den unges kognitive funktionsniveau tillader,

at den unge kan være arbejdsleder. Rådgiverne i Fredericia

Kommune fortæller, at de i mange tilfælde hurtigt i forløbet

kan vurdere, om en ung skal vejledes om kontant tilskudsord-

ning eller en BPA-ordning, afhængig af den unges støttebehov

og om den unge kan fungere som arbejdsleder.

SAGSBEHAND-

LINGSTID FOR DE

ENKELTE SAGS-

SKRIDT

Du kan finde mere in-

formation om sagsbe-

handlingstiden og de

enkelte sagsskridt i

sager om kontant til-

skud og BPA og be-

tydningen for sagsbe-

handlingstiden i un-

dersøgelsen ”Sagsbe-

handlingstider på vok-

senhandicapområdet”,

som finder her:

https://ast.dk/publi-

kationer/sagsbehand-

lingstid-pa-voksen-

handicapomradet

SAGSSKRIDT I UDMÅLINGS- OG VISITATIONS-

PROCESSEN

I interviewene med de fem kommuner beskriver rådgiverne,

hvilke sagsskridt der ofte bliver foretaget i løbet af udmålings-

og visitationsprocessen. Rådgiverne i alle fem kommuner på-

peger, at det er svært at beskrive et typisk udmålings- og visi-

tationsforløb i sager efter servicelovens §§ 95 og 96, da der er

stor forskel på sagerne, og da der altid er tale om konkrete og

individuelle forløb og vurderinger. I interviewene med rådgi-

verne beskriver de, at et udmålings- og visitationsforløb ofte

indeholder nedenstående sagsskridt, der dog sjældent er så li-

neært, som det fremstilles her:

MODTAGELSE AF ANSØGNING

Kommunen modtager en ansøgning fra borger, borgers

nærtstående eller andre i borgers netværk.

HJEMMEBESØG

Kommunen indhenter de første oplysninger om borgers

situation og støttebehov ved et besøg hos borger.

INDHENTNING AF YDERLIGERE OPLYSNINGER

Rådgiverne i kommunerne indhenter yderligere oplysnin-

ger fra fagpersoner eller netværk rundt om borger.

UDMÅLING AF STØTTE OG PARTSHØRING

Rådgiverne vurderer de indhentede oplysninger, foreta-

ger en konkret timeudmåling og partshører borgeren om

denne.

BORGERS MULIG-

HED FOR AT KLAGE

Når borger modtager

kommunens afgørelse

om bevilling eller af-

slag på ansøgning om

støtte efter servicelo-

vens §§ 95 og 96, har

borger altid mulighed

for at klage til Anke-

styrelsen. I det analy-

tiske sagsforløb om

Louise i kapitel 4 er

der et eksempel på, at

borger klager over

kommunens afgørelse.

AFGØRELSE

Efter borgeren er blevet partshørt i udmålingen og har

haft mulighed for at komme med kommentarer, træffer

kommunen en afgørelse i sagen.

OPFØLGNING

Hvis borger er blevet bevilget støtte efter servicelovens

§§ 95 eller 96, foretager rådgiverne en opfølgning hos

borger.

Modtagelse af ansøgning

Udmålings- og visitationsprocessen begynder, når kommu-

nerne modtager en ansøgning om støtte efter servicelovens §§

95 og 96. Som det er beskrevet i dette kapitel kan kommu-

nerne modtage ansøgninger om støtte på flere forskellige bag-

grunde.

I Odense Kommune påpeger rådgiverne, at en af de første

ting, de foretager sig, når de modtager en ansøgning, og inden

de foretager et hjemmebesøg, er at undersøge, om borgeren

har værgemål, og om det er borgeren eller værgen, de skal

kontakte.

Hjemmebesøg

Rådgiverne i alle fem kommuner fortæller, at den første del af

udmålings- og visitationsprocessen, når de har modtaget en

ansøgning og undersøgt eventuelt værgemål, er, at de foreta-

ger et hjemmebesøg. Hjemmebesøget har til formål at ind-

hente oplysninger fra borger, såsom borgerens funktionsni-

veau, støttebehov og generelle livssituation. I flere kommuner

har man fokus på indhentning af oplysninger om borgers be-

hov for personlig pleje og praktisk hjælp ved hjemmebesøget.

Vi beskriver kommunernes praksis ved hjemmebesøg i kapitel

Indhentning af yderligere oplysninger

I interviewene med de fem kommuner fremgår det, at rådgi-

verne efter hjemmebesøget indhenter oplysninger fra andre

kilder end borgeren selv for at oplyse sagen. Det kan blandt

andet være oplysninger fra sundhedsfagligt personale såsom

egen læge eller oplysninger fra andre afdelinger i kommunen.

Vi beskriver kommunernes praksis for indhentning af oplysnin-

ger i kapitel 3.

Udmåling og partshøring

Rådgiverne i de fem kommuner fortæller, at de på baggrund af

de indhentede oplysninger fra borger selv og fagpersoner ud-

arbejder en konkret timeudmåling. I denne proces vægter råd-

giverne de indhentede oplysninger mod hinanden og kan ind-

drage kommunernes kvalitetsstandarder i den specifikke time-

udmåling. Når rådgiverne har udarbejdet en konkret timeud-

måling, får borger denne i partshøring og har mulighed for at

komme med bemærkninger eller yderligere oplysninger. Vi be-

skriver, hvordan rådgiverne arbejder med den konkrete time-

udmåling i kapitel 3.

Afgørelse

Rådgiverne fortæller, at når de har haft timeudmålingen i

partshøring hos borgeren, træffer de en afgørelse i sagen. I

kapitel 4 beskriver vi, hvilke konkrete kriterier og hensyn kom-

munerne lægger vægt på, når de træffer en afgørelse om en-

ten bevilling eller afslag på støtte efter servicelovens §§ 95 el-

ler 96.

Opfølgning

Rådgiverne i de fem interviewkommuner fortæller, at efter be-

villing af støtte efter servicelovens §§ 95 eller 96 foretager de

opfølgninger hos borger. I nogle tilfælde foretages opfølgnin-

gen 3-6 måneder efter bevilling, mens det i andre tilfælde ikke

er nødvendigt med så hurtig opfølgning. I nogle tilfælde kan

borgers støtte ændre sig ved opfølgninger, hvis det viser sig,

at borgeren har behov for mere eller mindre støtte. I kapitel 5

beskriver vi kort, hvordan kommunerne arbejder med udmå-

ling og visitation ved opfølgning på bevillinger efter servicelo-

vens §§ 95 og 96.

CASE 1: SAGSEKSEMPEL OM KURT

EKSEMPEL PÅ UD-

MÅLING OG VISI-

TATION

Sagsforløbet om Kurt viser, hvordan udmålings- og visitations-

processen kan se ud, når en kommune modtager en ansøgning

om støtte efter servicelovens §§ 95 eller 96. Sagseksemplet

om Kurt har til formål at illustrere de typiske sagsskridt i ud-

målings- og visitationsprocessen, som er blevet beskrevet i ka-

pitel 2. Sagen giver et eksempel på årsagen til borgers ansøg-

ning og kommunens modtagelse af ansøgningen, kommunens

hjemmebesøg hos borger, kommunens udmåling og afgørelse.

Samtidig er sagen om Kurt et eksempel på en situation, hvor

borger ansøger på grund af en forværring af sit funktionsni-

veau.

Sagen om Kurt er et praktisk eksempel på en ansøgning om og

bevilling af en kontant tilskudsordning efter servicelovens §

95. Sagen bliver ikke præsenteret for at vise et eksempel på

korrekt juridisk sagsbehandling. Der kan være mangler i frem-

stillingen af sagen eller sagsakter, der ikke er sendt med. Sa-

gen om Kurt har ikke været inddraget i interview med kommu-

nerne, og der er derfor ikke bemærkninger fra kommunerne til

sagsforløbet.

Sagsforløb om Kurt

KURTS SITUATION

Kurt er 70 år gammel og bor med sin ægtefælle, som er

på arbejde om dagen. Kurts funktionsniveau er betydeligt

nedsat efter mange år med sklerose. Han bruger kørestol

og kan ikke stå. Kurt har også kateter og kolostomi. Kurt

har oplevet en forværring af sin funktionsnedsættelse,

som medfører større og større udfordringer for ham i for-

bindelse med forflytninger i hverdagen.

Kurts ægtefælle hjælper med tømning af kateterpose og

skifter kolostomi om aftenen og natten samt i weekender

og under ferier. På disse tidspunkter står hun også for

bad og påklædning. Kurts ægtefælle står desuden for

husarbejde, indkøb, madlavning og tøjvask og tager ind

imellem Kurt med på indkøbstur eller kører ham til og fra

besøg og fritidsaktiviteter.

Kurt ønsker en hjælperordning, så han kan blive mere

uafhængig, og så hans ægtefælle kan være mere ægte-

fælle end handicaphjælper.

Inden Kurt ansøger om kontant tilskud efter servicelo-

vens § 95 modtager han hjemmepleje efter servicelovens

§ 83 med dagligt besøg og med mulighed for at bede om

mere hjælp ved behov. Hjemmeplejen hjælper kun med

bad, mens ægtefællen hjælper med øvrige opgaver.

ANSØGNING OM STØTTE

Kurt ansøger om hjælp efter både servicelovens §§ 95 og

96 i otte timer om dagen, mens hans ægtefælle er på ar-

bejde.

SAGENS FORLØB

To uger efter Kurts ansøgning om støtte afholder kom-

munen et hjemmebesøg hos Kurt på baggrund af hans

ansøgning.

Tre måneder senere sender kommunen et brev i partshø-

ring hos Kurt med en beskrivelse af hans funktionsni-

veau. Kommunen fortæller, at han er i målgruppen til en

ordning efter servicelovens § 95, stk. 2, men Kurt ønsker

at blive vurderet i forhold til en BPA-ordning efter ser-

vicelovens § 96. Sagsbehandleren i kommunen sender

funktionsvurdering, tidsudmåling og samlet faglig vurde-

ring til de personer i kommunen, der sidder med service-

lovens § 96.

I mellemtiden træffer kommunen afgørelse om bevilling

af personlig pleje og praktisk hjælp efter servicelovens §

83 i 25 timer om ugen, og i den forbindelse vejleder de

Kurt omkring muligheden for selvudpeget hjælp og kon-

tant tilskudsordning efter servicelovens §§ 94 og 95.

To uger senere afholder kommunen møde med Kurt for

at vejlede yderligere om muligheden for hjælp efter ser-

vicelovens §§ 94 eller 95, hvor Kurt fastholder sit ønske

om at blive vurderet i forhold til målgruppen for service-

lovens § 96. Det bliver dog aftalt, at han starter en ord-

ning op efter servicelovens § 95, stk. 2 med start måne-

den efter.

Sagsbehandler rykker efter mødet de medarbejdere i

kommunen, der sidder med servicelovens § 96, men der

fremgår ikke noget svar fra disse medarbejdere i sagens

akter.

To uger efter sender kommunen afgørelsesbrev om bevil-

ling af servicelovens § 95, stk. 2.

KOMMUNEN SKAL

TAGE STILLING TIL

BORGERS ANSØG-

NING OM HJÆLP

Ud fra akterne i sagen

om Kurt kan Ankesty-

relsen ikke se, at

kommunen behandler

borgers ansøgning om

støtte efter servicelo-

vens § 96. Ankestyrel-

sen gør opmærksom

på, at kommunen skal

tage aktivt stilling til

den hjælp, som bor-

ger søger om, og at

dette bør fremgå af

sagens akter.

PERSONKREDSVURDERING

Kommunen lægger i deres bevilling vægt på, at Kurt har

et stort ønske om selv at kunne tilrettelægge sine hver-

dagsaktiviteter, og at Kurts behov for hjælp til personlig

pleje og praktisk hjælp overstiger 20 timer om ugen. Det

nuværende behov er udregnet til at udgøre 25 timer om

ugen.

Kommunen vurderer, at Kurt både kan være arbejdsleder

og arbejdsgiver, og er efter aftale med Kurt også i gang

med at behandle en ansøgning om bostøtte efter service-

lovens § 85 til i opstartsfasen at støtte ham i at tilrette-

lægge og planlægge ordningen.

Kurt har oplyst, at han venter på besøg fra LOBPA, der er

medlems- og interesseorganisation for personer med BPA

og desuden leverandør af BPA, og at kommunen skal af-

vente oplysninger i forhold til, om kommunen skal vare-

tage lønudbetalinger for Kurt eller ej.

UDMÅLING AF HJÆLP

Kurt bevilges støtte efter servicelovens § 95, stk. 2, med

en udmåling af hjælp i 25 timer om ugen til personlig

pleje og praktisk hjælp. Den personlige pleje dækker

blandt andet over forflytninger, toiletbesøg, tømning af

stomipose, ernæring og påklædning. Praktisk hjælp dæk-

ker hovedsageligt over rengøring.

Kommunen bevilger 1,5 timer om året per medarbejder

til personalemøder.

Der er ikke nærmere oplysninger i afgørelsen om, hvor-

dan kommunen er kommet frem til udmålingen af hjælp

til de enkelte opgaver, herunder om kommunen har fore-

taget observationer af Kurt eller eksempelvis har anvendt

oplysninger fra hjemmeplejen.

KAPITEL 3

Oplysning af sagen og udmå-

ling af støtte

I dette kapitel belyser vi kommunernes oplysning af sagen og

udmåling af støtte. Det første afsnit i kapitlet handler om,

hvordan kommunerne indhenter viden til oplysning af sagen og

fra hvilke kilder. Derefter beskriver vi, hvordan kommunerne

foretager den konkrete udmåling af borgers støttebehov.

I slutningen af kapitlet beskriver vi to anonymiserede sagsfor-

løb, som indeholder eksempler på oplysning og timeudmåling i

to konkrete sager efter servicelovens §§ 95 og 96. Udvalgte

interviewkommuners perspektiver på de afgørende kriterier og

aspekter af sagsforløbet i de to sager fremgår sammen med

sagsforløbene.

Kapitlet bygger på gruppeinterview med rådgivere i fem kom-

muner, et gruppeinterview med repræsentanter fra udvalgte

interesseorganisationer på handicapområdet samt en sagsgen-

nemgang af 16 sager.

HOVEDPOINTER I KAPITLET

•

Rådgiverne i de fem kommuner fortæller, at der i flere

sager er eksisterende oplysninger om borgeren, som

kan benyttes i sagsbehandlingen. Det kan være, hvis

borgeren tidligere har modtaget anden støtte efter ser-

vicelovens børne- eller voksenbestemmelser.

Kommunerne beskriver, at de altid starter med at ind-

hente oplysninger ved et hjemmebesøg hos borgeren,

hvor de sammen med borgeren gennemgår borgerens

behov for hjælp. Rådgiverne fortæller, at borgeren ved

disse besøg både kan fremstå bedre eller dårligere, end

rådgivernes faglige vurdering af borgerens behov og si-

tuation.

Rådgiverne i de fem kommuner fortæller, at de indhen-

ter lægefaglige oplysninger til at belyse borgerens støt-

tebehov. Det gør de, når de er i tvivl om aspekter af

borgerens funktionsevne.

Kommunerne fortæller, at de tager udgangspunkt i bor-

gerens eller borgerens pårørendes beskrivelser af støt-

tebehovet. Flere kommuner fortæller, at de beder bor-

geren udfylde et detaljeret døgn- eller ugeskema, og at

•

det i nogle tilfælde kan være svært for borgerne. Dette

gælder både §§ 95 og 96. Rådgiverne supplerer borge-

rens oplysninger med oplysninger fra andre kilder så-

som borgerens egen læge eller andre kommunale fag-

personer.

•

Rådgiverne beskriver, at de i de fleste tilfælde kan af-

klare spørgsmålet om borgerens arbejdslederevne gen-

nem dialog med borgeren. I nogle tilfælde benytter

kommunerne sig af arbejdslederkurser eller bestiller

neuropsykologiske test.

Kommunerne foretager i de fleste sager om både §§ 95

og 96 en udmåling efter § 83, hvorefter det vurderes,

hvorvidt borgerens støttebehov ikke kan dækkes gen-

nem andre bestemmelser end §§ 95 eller 96.

Kommuner fortæller, at de ikke oplyser og udmåler sa-

ger om § 96 lige så detaljeret som sager om § 95, da

formålet er at skabe en fleksibel og helhedsorienteret

ordning.

Kommunerne fortæller, at de tager hensyn til vagtpla-

ner og borgers mulighed for at ansætte hjælpere, når

de foretager den endelige timeudmåling.

Kommunerne beskriver, at det er en lille andel af sa-

gerne, hvor der ikke kan opnås enighed med borgeren

omkring udmålingen. De oplever i særlig grad frustre-

rede borgere og nærtstående i forbindelse med sager

om overgang fra hjælp til dækning af tabt arbejdsfor-

tjeneste.

•

INDHENTNING AF

OPLYSNINGER

Du kan finde mere in-

formation om kommu-

nernes indhentning af

oplysninger i sager om

kontant tilskud og BPA

og betydningen for

sagsbehandlingstiden i

undersøgelsen ”Sags-

behandlingstider på

voksenhandicapområ-

det”, som finder her:

https://ast.dk/publi-

kationer/sagsbehand-

lingstid-pa-voksen-

handicapomradet

Indhentning af oplysninger og udmåling af hjælpen i BPA-ord-

ninger eller ordninger om kontant tilskud er tæt forbundet. De

oplysninger, der indhentes fra borgeren, læge eller andre ste-

der kan både bruges til at afdække, hvorvidt borgeren er en

del af personkredsen, og til udmålingen af støttebehov hos

borgeren. Kriterierne for at vurdere, hvorvidt borgeren er en

del af personkredsen er beskrevet i kapitel 4.

OPLYSNING AF SAGEN

Når kommuner behandler sager om BPA eller kontant tilskud,

er det relevant at indhente oplysninger for at træffe afgørelse

på et oplyst grundlag. Som beskrevet i kapitel 2 ser vi i opgø-

relsen over årsager til, at Ankestyrelsen hjemviser sager, at

henholdsvis 72 og 81 procent af hjemvisninger af sager efter

§§ 95 og 96 er på baggrund af manglende oplysningsgrundlag

eller begrundelse.

I nogle sager kan der være brug for at indhente relativt omfat-

tende oplysninger for at vurdere, om borgeren er en del af

personkredsen, og hvor meget støtte borgeren i så fald har

brug for. Oplysningerne kan både omhandle en vurdering af

borgerens støttebehov og evne til at varetage rollen som ar-

bejdsleder. I dette afsnit beskriver vi, hvornår og hvordan

kommunerne indhenter oplysninger.

Vi har gennem gruppeinterview med sagsbehandlere i fem

kommuner og en juridisk gennemgang af otte sager efter § 95

og otte sager efter § 96 fået viden om, hvilke metoder til sags-

oplysning der anvendes i disse sager. Nedenfor er gengivet en

liste over de kilder, der er blevet nævnt eller optræder i sa-

gerne:

•

METODER OG KIL-

DER VED OPLYS-

NING AF SAGEN

•

Hjemmebesøg, hvor terapeut gennemgår hjælpebehov

Beskrivelser fra borgeren, eksempelvis ved hjælp af døgn-

skema som udfyldes af/i samarbejde med borger

Oplysninger fra borgerens netværk, eksempelvis værge, for-

ældre eller borgerens børn

Observationer af borgeren under de konkrete aktiviteter

Udtalelser fra læge eller andre sundhedspersoner

Beskrivelser fra andre kommunale fagpersoner, eksempelvis

hjemmeplejen, aflastningssted, kontaktperson

Neuropsykologisk udredning

Statistiske opgørelser, eksempelvis oplysninger fra Rockwool-

fonden om borgerens gennemsnitlige aktivitetsniveau

Vi vil komme ind på de enkelte kilder til oplysning i de efterføl-

gende afsnit. Afsnittet er delt op efter indhentninger af oplys-

ninger ved hjemmebesøg, fra lægefaglige personer, fra borge-

ren selv eller borgerens pårørende og fra andre kommunale

fagpersoner. Vi beskriver også kommunernes praksis med ind-

hentning af oplysninger om borgerens arbejdslederevne og op-

lysninger om borgerens gennemsnitlige aktivitetsniveau.

MYNDIGHEDERNE SKAL SIKRE, AT EN SAG ER TIL-

STRÆKKELIGT OPLYST

Myndighederne skal sikre, at afgørelser bliver truffet på

et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Det kaldes officialprin-

cippet og er grundlæggende for myndighedernes sagsbe-

handling.

Officialprincippet indebærer blandt andet, at myndighe-

derne først skal afklare, hvilke regler sagen skal afgøres

efter. På baggrund af reglerne og almindelige forvalt-

ningsretlige principper skal myndighederne afklare,

hvilke oplysninger der er nødvendige for at træffe afgø-

relse i sagen. Herefter skal myndighederne sørge for, at

alle relevante oplysninger bliver tilvejebragt, og vurdere,

om oplysningerne er dækkende og har den fornødne fak-

tuelle sikkerhed

Flere sager har eksisterende oplysninger om borgeren

Alle kommunerne, vi har interviewet, fortæller, at der i flere af

sagerne allerede findes oplysninger om borgeren i forbindelse

med, at borgeren har modtaget anden støtte.

For sager, hvor borger fylder 18 år og overgår til voksenområ-

det, vil der i de fleste sager være oplysninger fra støtte efter

bestemmelserne til børn og unge i serviceloven – eksempelvis

hvis en af forældrene eller værge har modtaget hjælp til dæk-

ning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42. I for-

bindelse med forberedelsen af overgangen til voksenområdet

vil de oplysninger, der foreligger fra bevilling og opfølgning på

støtten, blive sendt til sagsbehandlerne på voksenområdet ef-

ter samtykke fra borger.

I sager, hvor borgeren tidligere har modtaget støtte efter an-

dre bestemmelser – eksempelvis praktisk hjælp og personlig

pleje efter servicelovens § 83 – vil der også være oplysninger

om borger fra VUM, Fællessprog 3 og fra beskrivelser af de

hidtidige støttebehov, som den koordinerende sagsbehandler

vil have adgang til ved behandlingen af ansøgningen.

FLERE BORGERE

MODTAGER AN-

DEN STØTTE IN-

DEN ANSØGNING

PÅ TVÆRS AF DE GENNEMGÅEDE 16 SAGER

I alle de 16 gennemgåede sager har borgeren modtaget

anden støtte efter serviceloven inden ansøgning om §§

95 eller 96.

Der er relativt righoldig ombudsmandspraksis om spørgsmålet om sagsop-

lysning. Se fx Folketingets Ombudsmands overblik #8 om officialprincippet

og Niels Fenger og Hanne Marie Motzfeldt, Forvaltningsret (1. udgave,

2018), side 483 ff.

Kommunerne indhenter oplysninger ved hjemmebesøg

Alle fem kommuner fortæller, at et af de første sagsskridt til

oplysning af sagen er et hjemmebesøg hos borger. Kommu-

nerne beskriver, at de på det første hjemmebesøg har fokus på

at høre om borgerens funktionsniveau og konkrete støttebe-

hov. Flere af kommunerne fortæller, at de på det første hjem-

mebesøg har fokus på, at borgerne selv kan fortælle om deres

funktionsniveau, og hvordan deres dage ser ud. Det inklude-

rer, at borgerne fortæller om deres dag fra de står op om mor-

genen, til de går i seng om aftenen, og hvordan deres nat for-

løber. Det handler om, hvordan de gør alle de forskellige ting,

som de skal i løbet af dagen, og hvor meget de selv hjælper

til: Hvordan kommer de ud af sengen, hvordan tager de bad,

hvordan får de mad, hvilke steder tager de hen og hvordan

transporterer de sig mm. Derudover gennemgår rådgiverne på

hjemmebesøget Voksenudredningsmetoden (VUM) og Fælles-

sprog III, der er metoder til sagsbehandling og klassifikation af

funktionsevne.

”Vi snakker som regel en dag igennem. Så får man mange

gode informationer: hvad gør du om morgenen, hvordan

kommer du op, kommer du selv ud af sengen, hvad så når

du skal det og du skal ud afsted i bilen. Vi snakker hele da-

gen igennem med hvad de kan. Og så spørger vi selvfølgelig

lidt mere ind til de der omkringliggende ting der også er i

VUM'en, altså hvad laver de, hvem bor de sammen med. Og

hvad fejler de og hvad er deres overordnede udfordringer.”

(Rådgiver, Fredericia Kommune)

I Horsens Kommune beskriver rådgiverne en arbejdsproces,

hvor en visitator, der foretager hjemmebesøget, udfylder et

skema med opgaver og tidsforbrug ud fra borgerens beskrivel-

ser. Derudover skriver visitatoren en faglig vurdering af de en-

kelte tilstande såsom personlig pleje, tilberedning af mad eller

toiletbesøg, hvor visitatoren beskriver, hvad borgeren har for-

talt, at der er behov for hjælp til. Denne faglige vurdering lig-

ger til grund for udmålingen af den personlige og praktiske

hjælp. Oplysningerne bliver sendt til den koordinerende sags-

behandler, der samler det med de øvrige oplysninger, der er

indhentet. I nogle sager kræver det flere hjemmebesøg at få

tilstrækkelige beskrivelser af alle opgaver.

Nogle kommuner fortæller, at de har bedt borgeren eller pårø-

rende om at udfylde et skema over deres døgn og uge inden

første hjemmebesøg, eller at de udfylder et skema sammen

under hjemmebesøget. Det beskriver vi i et senere afsnit i

dette kapitel.

”Vi kan snakker som re-

gel en dag igennem. Så

får man mange gode in-

formationer.”

(Rådgiver,

Fredericia Kommune)

I Odense og Viborg Kommune fremhæver rådgiverne også, at

de på hjemmebesøget kigger på de fysiske rammer, som bor-

geren har, og ser på eventuelle muligheder for, at boligindret-

ning eller hjælpemidler kan afhjælpe noget af støttebehovet.

Borgeren kan fremstå bedre eller dårligere ved hjemmebesøg

I flere af kommunerne beskriver de, at de i nogle tilfælde ople-

ver, at det kan være svært at få en indledningsvis vurdering af

borgerens funktionsniveau på hjemmebesøg, og at de ved ef-

terfølgende sagsoplysning kan få et anderledes billede af bor-

geren.

HJEMMEBESØGET

GIVER VIDEN OM

BORGEREN

I Viborg Kommune beskriver rådgiverne, at der både kan være

tale om, at borgerne på hjemmebesøget virker til at have et

højere funktionsniveau, end en efterfølgende vurdering kom-

mer frem til, samt det modsatte, hvor borgerne virker til at

have et lavere funktionsniveau. Rådgiverne har derfor oplevet

eksempler, hvor de fik indtryk af, at borgeren kunne varetage

flere opgaver selv, end deres senere oplysning af sagen gav

indtryk af.

Rådgiverne i Viborg Kommune beskriver også, at de oplever

det modsatte scenarie, hvor de får indtryk af, at borgerens be-

skrivelse af eget funktionsniveau, og hvad de skal have hjælp

til i hverdagen giver indtryk af, at de kan mindre, end hvad

kommunen udleder af andre oplysninger om borgeren.

INTERESSEORGANISATIONERNE OM OPLYSNINGER

VED HJEMMEBESØG

I interviewet med repræsentanter fra interesseorganisati-

oner på handicapområdet beskriver Muskelsvindfonden,

at det kan være udfordrende for borgere at beskrive de-

res eget funktionsniveau til de kommunale sagsbehand-

lere, fordi de oplever, at borgerne skal passe på med,

hvad de siger. Hvis de lægger vægt på, hvad de ikke

kan, så forsøger kommunerne at tegne et billede af en

person, der ikke kan klare arbejdslederrollen. Lægger

borgeren vægt på, hvad de kan, så oplever de, at kom-

munerne forsøger at bruge udsagnene til at tegne et bil-

lede af en person, der kan klare sig med hjemmehjælp

og ledsageordning:

”Vi oplever, at man hele tiden skal passe på, hvad

man siger, fordi hvis man viser, at man er svag, så

kan de sige, ’du kan ikke være arbejdsleder’. Vi har

mange unge mennesker, som bruger rigtig meget af

deres liv på at fortælle, hvad de kan, og har alle mu-

lige trick-bevægelser for at klare ting og sager. Så kan

man blive fanget, og kommunen siger, 'Hov, du har

selv sagt, at du kan løfte en halv liter mælk.’ ’Ja men

det var en dag, jeg havde det rigtig godt, og jeg

kunne ikke igen de næste 4 timer og heller ikke dagen

efter.’ På den måde, så bliver det brugt imod en. Det

er i hvert fald en klar oplevelse og noget, vi har været

med til at sige til mange unge mennesker, og det irri-

terer mig, for jeg synes, at det er fedt, at man gerne

vil klare så meget som muligt selv.”

(Repræsentant fra

Muskelsvindfonden)

”Det kan være, at de si-

ger, der er noget der be-

grænser dem i at gøre

noget - hvor vi er nys-

gerrige på, hvad det er,

der begrænser dem i at

gøre det her, og er der

noget lægeligt på det.”

Rådgiver, Viborg Kom-

mune)

Kommunerne indhenter lægefaglige oplysninger

I Viborg Kommune fortæller rådgiverne, at de efter hjemmebe-

søget kan danne sig et overblik over, hvilke oplysninger og

herunder lægefaglige oplysninger der er brug for at indhente i

forhold til at afklare behovet for støtte.

Rådgiverne i flere af kommunerne fortæller, at formålet med at

indhente lægefaglige oplysninger fra borgerens egen læge eller

fra speciallæger eller hospitaler er at få afklaring på spørgsmål

om funktionsevne og udvikling, som rådgiverne kan være i

tvivl om efter hjemmebesøg. I Viborg Kommune fortæller de,

at det eksempelvis kan være, hvis borgeren eller borgerens

pårørende fortæller, at borgeren ikke kan være alene. Så vil

kommunen bede borgerens egen læge om oplysninger omkring

dette og eventuelt også indhente oplysninger fra skole eller

andre fagpersoner omkring borgeren.

I Odense Kommune fremhæver rådgiverne, at de gerne vil

have afklaret, om der er nogen behandlingsmuligheder, og

hvad der er afprøvet i forhold til borgerens tilstand, der kan af-

hjælpe støttebehovet. De nævner som eksempel, at hvis bor-

ger oplyser, at borger har diarré og derfor har brug for støtte

til mange toiletbesøg, så vil de bede borgerens egen læge om

oplysninger om behandlingsmuligheder eller måder at arbejde

med det på.

PÅ TVÆRS AF DE GENNEMGÅEDE 16 SAGER

I de gennemgåede 16 sager fremgår det af akterne, at

der bliver indhentet lægelige oplysninger i 10 ud af de 16

bevillingssager.

Kommunerne har blandede erfaringer med oplysninger fra bor-

gerens egen læge

Flere kommuner beskriver, at de i flere tilfælde oplever, at de

svar, de får fra borgerens egen læge, ikke er anvendelige i for-

hold til at afklare de spørgsmål, de sendte til lægen.

Ifølge flere af kommunerne kan det eksempelvis være, fordi

lægerne ikke vender tilbage med objektive beskrivelser af bor-

gerens tilstand og i stedet kommer med en overordnet beskri-

velse eller i andre tilfælde en vurdering af, at borgeren bør

have en hjælperordning. I disse tilfælde må kommunen skrive

og bede om uddybning fra lægen.

Der er også flere kommuner, der beskriver, at oplysningerne

fra lægen i nogle tilfælde bare gengiver, hvad borgeren selv

har fortalt lægen uden en egentlig lægelig vurdering.

I Aabenraa Kommune fremhæver rådgiverne, at de får anven-

delige oplysninger fra speciallæger og fra borgerens egen

læge, når det drejer sig om oplysninger om behovet for over-

vågning.

Kommunerne benytter sig af beskrivelser fra borgeren

eller borgerens pårørende

Alle kommunerne fortæller, at beskrivelser af borgerens hver-

dag og støttebehov fra borgeren selv eller borgerens pårø-

rende er det grundlæggende udgangspunkt for den efterføl-

gende vurdering af borgerens støttebehov. Det sker hovedsa-

geligt gennem dialog mellem den kommunale rådgiver og bor-

ger eller pårørende – eksempelvis ved hjemmebesøg eller ved

efterfølgende kontakt over telefon eller mail. Kommunerne be-

skriver også, at der ofte også kommer beskrivelser fra borge-

ren eller pårørende i forbindelse med partshøring af udmålin-

gen.

I nogle af de kommuner, som vi har besøgt, anvender de altid

et døgn- eller ugeskema, hvis de efter første hjemmebesøg

vurderer, at sagen skal behandles efter servicelovens §§ 95 el-

ler 96. Så beder de borgeren eller pårørende om at udfylde et

ugeskema med, hvilke opgaver der er brug for støtte til at løse

i løbet af dagen og ugen, hvorefter rådgiver gennemgår ske-

maet med borger eller pårørende. I Fredericia og Viborg Kom-

mune anvender rådgiverne i udgangspunktet ikke døgn- eller

ugeskemaer, men de fortæller, at hvis det er svært at struktu-

rere oplysningerne fra borgeren under hjemmebesøget, så kan

de tage det frem og udfylde skemaet sammen med borgeren

eller pårørende på hjemmebesøget.

Døgn- eller ugeskemaerne er et skema med alle ugens dage

inddelt i tidsintervaller, hvor borger eller rådgiver kan udfylde,

BORGERS ELLER

PÅRØRENDES BE-

SKRIVELSER ER

UDGANGSPUNK-

TET

hvilke opgaver borgeren har brug for støtte til. I de interview-

ede kommuner, der anvender døgn- eller ugeskema, bruger de

det både på §§ 95 og 96. I Aabenraa Kommune beskriver råd-

giverne, at de dog ikke spørger lige kritisk ind til ugeskema-

erne for begge bestemmelser, fordi der ved støtte efter ser-

vicelovens § 95 er tale om minuttælling, mens der er tale om

sandsynliggørelse ved servicelovens § 96.

Der er udfordringer med at udfylde døgn- eller ugeskemaer

I Aabenraa Kommune fortæller rådgiverne, at de lægger vægt

på, at de også hjælper borgerne eller de pårørende med udfyl-

delsen af døgnskema eller beskrivelse af støttebehov. Det kan

eksempelvis være ved at spørge ind, hvis de kan se, at der

mangler støtteopgaver i døgnskemaet, som ofte optræder hos

personer med lignende funktionsnedsættelser. Rådgiverne for-

tæller i den forbindelse, at deres erfaring er vigtig i forhold til

at kunne hjælpe borgeren eller pårørende med at få udfyldt

døgn- eller ugeskemaet med alle nødvendige støttebehov. I de

kommuner, som vi besøgte i forbindelse med denne undersø-

gelse, havde rådgiverne mellem 2 og 15 års erfaring.

UGESKEMAER KAN

VÆRE SVÆRE FOR

BORGERE

I Aabenraa og Odense Kommune beskriver rådgiverne, at bor-

gerne eller de pårørende kan have svært ved at udfylde døgn-

eller ugeskemaet. Rådgiverne ser det dog ikke som et pro-

blem, da de beskriver, at de støtter borgerne eller de pårø-

rende i at udfylde det. I Aabenraa Kommune fortæller rådgi-

verne, at det nogle gange kan være lidt svært at arbejde med

de udfyldte skemaer, da der både kan mangle støttebehov og

være skrevet mange opgaver på, hvortil der ikke kan udmåles

støtte efter servicelovens §§ 95 eller 96. I både Odense og Vi-

borg Kommune beskriver rådgiverne, at der kan være en stor

opgave i at sortere i borgerens eller de pårørendes beskrivel-

ser af deres støttebehov for at finde ud af, hvor meget af den

enkelte opgave, der kan udmåles støtte til. Det beskriver vi

yderligere senere i dette kapitel.

INTERESSEORGANISATIONER OM KOMMUNERNES

INDHENTNING AF OPLYSNINGER FRA BORGERNE

Repræsentanter fra Muskelsvindfonden, LOBPA og Dansk

Handicap Forbund beskriver, at borgere oplever, at kom-

munernes rådgivere efterspørger meget detaljerede og

følsomme oplysninger ved både §§ 95 og 96. Flere af de-

res medlemmer beskriver, at det er nedværdigende at

skulle beskrive eksempelvis, hvor mange gange de be-

sørger, hvornår de gør det, og hvordan de gør det.

En repræsentant fra Dansk Handicap Forbund bemærker

også, at de savner, at der bliver spurgt ind til borgerens

præferencer i forhold til at sikre selvbestemmelse over

eget liv:

”Jeg savner den helt grundlæggende gammeldags dia-

logbaserede samtale, hvor man taler sammen om:

hvordan ser dit liv ud, hvordan er det sammensat, og

hvad betyder noget for dig. Betyder et langt bad me-

get for dig af den ene eller den anden grund? Er du

meget optaget af sund kost, som måske tager lang tid

at lave, eller er du mere til fast food, eller hvad det

kunne være. Altså at give sig tid til den individuelle

samtale.”

(Repræsentant, Dansk Handicap Forbund)

Rådgiverne får oplysninger fra kommunale fagpersoner

I nogle sager inddrager rådgiverne også oplysninger fra kom-

munale fagpersoner, hvis der allerede foreligger relevante op-

lysninger, eller hvis rådgiverne vurderer, at det er nødvendigt.

Det kan eksempelvis være fra hjemmeplejen, skolen, beskæf-

tigelsesforvaltningen eller fra observationer eller rehabilite-

ringsforløb.

Kommunerne indhenter oplysninger fra andre fagpersoner om-

kring borgeren

I både Odense og Fredericia kommune beskriver rådgiverne, at

de kan indhente oplysninger fra andre dele af forvaltningen el-

ler fra tilbud, som borgeren har fået. I Odense Kommune næv-

ner rådgiverne, at der kan være anvendelige oplysninger, hvis

borger eksempelvis får førtidspension, og i Fredericia kom-

mune fortæller rådgiverne, at de ofte kan bruge udtalelser fra

skole eller fritidsaktiviteter, hvis borger deltager i disse. Det er

særligt i forhold til vurderingen af, hvor selvhjulpen borgeren

er, og hvilke opgaver borgeren selv kan klare i de situationer.

RÅDGIVERNE FÅR

GODE OPLYSNIN-

GER FRA AFLAST-

NINGSSTEDER OG

ANDRE OPHOLD

I begge kommuner fortæller rådgiverne også, at de ofte får de

bedste beskrivelser af borgers funktionsniveau, hvis borgeren

er på et aflastningssted eller et ophold, hvor der er tværfaglige

beskrivelser af borgerens funktionsniveau fra eksempelvis psy-

kolog, ergoterapeut og fysioterapeut. Det kan eksempelvis

være et rehabiliteringsophold på et sklerosehospital. I Frederi-

cia Kommune forklarer rådgiverne, at denne type faglige op-

lysninger vægtes højt, da de giver et mere præcist fagligt fun-

dament for udmålingen, end de fleste andre oplysningskilder.

Flere kommuner nævner også, at de i mange tilfælde indhen-

ter oplysninger fra hjemmeplejen, da en del af de borgere, der

søger om støtte efter §§ 95 og 96, tidligere har modtaget

støtte efter servicelovens § 83. En rådgiver fra Odense Kom-

mune, der sidder med BPA-ordninger, beskriver, at de fra

hjemmeplejen kan få ”den skarpe udmåling” i forhold til, hvor

lang tid de enkelte opgaver tager, som de så kan bløde op og

få til at hænge mere fleksibelt sammen i forhold til en BPA-

ordning efter servicelovens § 96.

§ 83 A, STK. 1

Kommunalbesty-

relsen skal tilbyde

et korterevarende

og tidsafgrænset

rehabiliteringsfor-

løb til personer

med nedsat funkti-

onsevne, hvis re-

habiliteringsforlø-

bet vurderes at

kunne forbedre

personens funkti-

onsevne og der-

med nedsætte be-

hovet for hjælp ef-

ter § 83, stk. 1.

Vurderingen skal

være individuel og

konkret og tage

udgangspunkt i

modtagerens res-

sourcer og behov.

Et rehabiliterings-

forløb tilbydes i

forbindelse med

vurderingen af

hjælp efter § 83.

Borgeren skal til-

bydes den nød-

vendige hjælp og

støtte under hele

forløbet. Når forlø-

bet er afsluttet,

kan kommunen

tage endeligt stil-

ling til borgerens

behov for hjælp

efter § 83.

PÅ TVÆRS AF DE GENNEMGÅEDE 16 SAGER

I otte ud af de 16 gennemgåede sager har borgeren væ-

ret bevilget § 83 inden ansøgning om §§ 95 eller 96.

Kommunerne benytter rehabiliteringsforløb og observationer

Flere af kommunerne beskriver, at de bevilger rehabiliterings-

forløb efter servicelovens § 83 a, foretager afprøvninger af

konkrete opgaver eller observerer borgeren i tilfælde, hvor de

er i tvivl om borgerens funktionsniveau og støttebehov i for-

hold til enkelte konkrete opgaver.

Alle kommunerne fortæller, at der kan være situationer, hvor

der er uoverensstemmelse mellem borgernes beskrivelse af,

hvor lang tid en opgave tager, og det som rådgiveren vurde-

rer, at opgaven vil tage. Kommunerne beskriver, at størstede-

len af disse situationer løses gennem dialog med borger. I Hor-

sens Kommune beskriver rådgiverne, at de i nogle tilfælde kan

bevilge rehabiliteringsforløb efter servicelovens § 83 a i samar-

bejde med borgeren, hvis rådgiveren vurderer, at borgeren har

mulighed for at klare det med mindre støtte. Formålet er at se,

om borgerens funktionsevne i forbindelse med opgaven kan

forbedres, så behovet for støtte nedsættes. Herigennem får

rådgiveren også en faglig vurdering fra terapeuten, der gen-

nemfører rehabiliteringsforløbet i forhold til, hvilket støttebe-

hov borgeren har ved den konkrete opgave. I en kommune,

beskriver de et eksempel, hvor en borger skulle på toilettet

mange gange i løbet af dagen og natten. Her bevilgede kom-

munen et rehabiliteringsforløb efter servicelovens § 83 a, hvor

formålet var at se, om borgeren kunne træne, og derved selv

klare en større andel af toiletbesøgene selv i stedet for at

skulle have hjælp til det.

I Aabenraa Kommune beskriver de, at hvis de ud fra lægelige

eller andre oplysninger vurderer, at borgerens funktionsniveau

virker bedre, end borgeren beskriver det, så kan de lave af-

prøvninger af konkrete opgaver ved deres træningsterapeuter.

I sådan et tilfælde kan en fysio- eller ergoterapeut tage ud til

borgeren og afprøve en konkret opgave – eksempelvis at

KOMMUNERNES

BRUG AF OBSERVA-

TIONER

Du kan finde mere in-

formation om udmå-

ling og kommunernes

brug af observationer

i rapporten ”Kommu-

nernes brug af obser-

vationer”, som findes

her:

https://ast.dk/publi-

kationer/komunernes-

brug-af-observationer

smøre brød, tage tøj på eller gå på toilettet – som de afprøver

4-5 gange. Derefter skriver terapeuten en rapport med sin fag-

lige vurdering af, hvor lang tid opgaven tager, til rådgiveren.

I Odense og Viborg Kommune fortæller rådgiverne, at de i

sjældne tilfælde har brugt observationer af borgeren for at

finde ud af, hvor lang tid enkelte opgaver tager.

OBSERVATIONER

Observationer er situationer, hvor en kommunalt ansat

eller en privat aktør

tager ud til borgeren og er til stede,

mens en opgave udføres hjemme hos borgeren, for at se,

hvordan borgeren og evt. hjælper klarer sig i hjemmet.

Formålet er at observere situationer, hvor eksempelvis

personlige og praktiske opgaver bliver udført (for eksem-

pel forflytning, bad eller toiletbesøg). Det kan både være

kortvarige og længerevarende observationer.

KOMMUNERNE

BRUGER I FÅ TIL-

FÆLDE OBSERVA-

TIONER

I både Odense og Viborg Kommune fortæller rådgiverne, at de

i størstedelen af sagerne finder frem til oplysningerne på an-

den vis end via observationer – eksempelvis gennem dialog

med borgeren. En rådgiver fra Odense Kommune fortæller, at

de prøver at undgå at bruge observationer, men i nogle til-

fælde benytter sig af metoden:

”Der er tilfælde, hvor vi er ude og se, hvor lang tid tingene

tager, fordi forældrene siger, det tager 20 timer, og vi tæn-

ker måske, at det kunne gøres på 4. Så er vi nødt til at

sætte noget mere på for at finde ud af, om de kan optimere

det, og finde ud af, om det er reelt, at det tager så lang tid.

I første omgang forsøger vi at undgå det, for det er vold-

somt for alle at skulle gøre det. At der sidder nogen der hele

natten eller hele døgnet eller flere døgn måske endda. Hvis

man kan finde ud af det uden det, så gør vi det.”

(Rådgiver,

Odense Kommune)

I Viborg Kommune fortæller en rådgiver, at hun kun har brugt

observationer en enkelt gang omkring tidsudmålingen på bad

og forflytninger med hjælper. Hun fortæller, at det var på bor-

gers opfordring. Hun fremhæver også, at begge rådgivere, der

sidder med området, er uddannede ergoterapeuter og uddan-

net i aktivitetsanalyse. De kan derfor ofte selv vurdere, om

Kommunerne kan benytte private aktører til at foretage observationer i overensstem-

melse med de retlige rammer, der blandt andet er beskrevet i Ankestyrelsens vejle-

dende udtalelse af 24. juni 2020.

borgerens beskrivelser af den nødvendige tid til forskellige op-

gaver er retvisende i henhold til, hvad der kan blive udmålt

hjælp til efter servicelovens §§ 95 og 96.

PÅ TVÆRS AF DE GENNEMGÅEDE 16 SAGER

Der anvendes observationer i to ud af de 16 gennemgå-

ede bevillingssager. I den ene af sagerne sker det som

yderligere sagsoplysning efter, at sagen er hjemvist fra

Ankestyrelsen. I den anden sag har der været et obser-

vationsforløb med en ergoterapeut i forbindelse med en

tidligere bevilling af en selvvalgt hjælper efter servicelo-

vens § 94.

INTERESSEORGANISATIONERNE OM KOMMUNER-

NES BRUG AF OBSERVATIONER

En repræsentant fra Dansk Handicap Forbund fortæller i

interviewet med repræsentanter fra interesseorganisatio-

ner, at det i mange tilfælde ikke er nødvendigt med ob-

servationer af private situationer som bad eller toiletbe-

søg:

”Hvis vi ser helt konkret på badesituationen, så ser vi

eksempler på, at kommunen simpelthen skal ind og se

dig gå i bad, og så skal de have en anden repræsen-

tant med, som kan stå og vurdere. Du kan udmærket

tale dig igennem en badesituation, hvis du har den

rette faglighed og forstå processen: ’Hvad gør du så,

og hvad har du brug for hjælp til der og der?’. Der skal

ikke nogen ind og se på, at man går i bad.”

(Repræ-

sentant, Dansk Handicap Forbund)

ARBEJDSLEDER-

EVNE ER EN BE-

TINGELSE

Kommunerne indhenter oplysninger om borgerens ar-

bejdslederevne

For at modtage støtte efter både §§ 95 og 96 i serviceloven er

det en betingelse for tilskud til ansættelse af hjælpere, at

modtageren af tilskuddet kan være arbejdsleder for hjælperne.

Ved sager efter § 95, stk. 3, kan kommunen i særlige tilfælde

lade en nærtstående person være tilskudsmodtager og ar-

bejdsleder. Kommunen skal derfor også vurdere, om borgeren

– eller nærtstående for så vidt angår § 95, stk. 3 – kan fun-

gere som arbejdsleder i ordningen. Alle de interviewede kom-

muner fortæller, at de i de fleste sager ikke er i tvivl om, hvor-

vidt borgeren kan fungere som arbejdsleder. I de tilfælde, hvor

de er i tvivl, beskriver kommunerne, at de kan få udarbejdet

en neuropsykologisk undersøgelse. Flere af kommunerne be-

skriver også, at de kan sende borgeren på et arbejdslederkur-

sus eller – i de tilfælde, hvor det er borgerens adfærd, der er

tvivl om – spørge hjemmeplejen.

ARBEJDSLEDER

Det er efter servicelovens § 95, stk. 5, og § 96, stk. 2,

en betingelse for tilskud til ansættelse af hjælpere efter

§§ 95 og 96, at modtageren af tilskuddet er i stand til at

fungere som arbejdsleder for hjælperne.

Det betyder, at modtageren af tilskuddet skal være i

stand til at tilrettelægge hjælpen og fungere som daglig

leder for hjælperne. De typiske opgaver, borgeren skal

kunne varetage, er at planlægge det daglige arbejde, ud-

arbejde jobbeskrivelser og udvælge hjælpere, varetage

oplæring samt afholde personalemøder og medarbejder-

udviklingssamtaler (MUS). Reglerne for arbejdslederan-

svar er også beskrevet i principmeddelelse 18-18 og 21-

21.

For kontant tilskud efter § 95 gælder det, at når borge-

ren ikke selv er i stand til at fungere som arbejdsleder for

hjælperne, fx som følge af udviklingshæmning, hjerne-

skade eller kognitive funktionsnedsættelser, kan kommu-

nen i særlige tilfælde vælge at udbetale tilskuddet til en

nærtstående person, som passer den pågældende.

I den situation er det ikke borgeren, der er tilskudsmod-

tager, men derimod den nærtstående. Denne skal være i

stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne.

Ifølge § 96, stk. 2, om borgerstyret personlig assistance,

skal borgeren selv være i stand til at fungere som ar-

bejdsleder for hjælperne, modsat bestemmelsen i § 95,

stk. 3. Det betyder, at en værge og/eller nærtstående

ikke kan indtræde i borgerens sted og dermed ikke kan

overtage funktionen som arbejdsleder i en BPA-ordning.

Ifølge §§ 95 og 96 skal borgeren ud over arbejdslederan-

svaret også varetage arbejdsgiveransvaret. Borger har

mulighed for at overføre dette ansvar til en nærtstående

eller til en af socialtilsynet godkendt forening eller privat

virksomhed, som herefter er arbejdsgiver for hjælperne.

I flere af kommunerne fortæller de, at de i næsten alle tilfælde

kan afklare spørgsmålet om arbejdslederevne i dialog med

borgeren. I Fredericia Kommune fortæller en rådgiver, at de

taler med borgeren om det ved sager, hvor de vil give borge-

ren afslag, fordi borgeren ikke kan varetage arbejdslederfunk-

tionen. De oplever, at borgeren ofte kommer til at forstå afgø-

relsen:

”Vi har kun haft en enkelt sag, hvor vi har været meget i

tvivl om arbejdslederevnen. Der har været nogle, der har

fået et afslag på grund af deres arbejdslederevne, men så

har vi kunnet snakke os til det, og så har de accepteret af-

slaget. Der hvor vi brugte en [neuropsykologisk undersø-

gelse], var det fordi borger var fuldstændig uforstående

overfor, hvorfor borgeren ikke skulle kunne det.”

(Rådgiver,

Fredericia Kommune)

I flere kommuner beskriver de, at når man snakker igennem

de konkrete opgaver, der er indeholdt i arbejdslederrollen, så-

som MUS-samtaler, indkalde vikarer ved sygemeldinger mm.,

så er der nogle borgere, der ikke ønsker at søge ordningen alli-

gevel, eller ikke føler, at de er i stand til at varetage opgaven.

I alle kommunerne beskriver de, at de bestiller en neuropsyko-

logisk undersøgelse af borgeren i enkelte tilfælde, hvor de er i

tvivl om borgerens arbejdslederevne, og hvor borgeren selv

vurderer, at han eller hun kan varetage rollen.

I Odense Kommune beskriver rådgiverne, at det kan være

særligt udfordrende med borgere, der har progredierende lidel-

ser, der påvirker det kognitive niveau. I de tilfælde kan kom-

munen være i tvivl om sygdommens udvikling, og om borge-

ren vil blive ved med at være i stand til at være arbejdsleder.

I Horsens Kommune fortæller rådgiverne, at det i nogle til-

fælde kan være svært at dokumentere, hvorvidt en borger kan

være arbejdsleder eller ej, hvis ikke man skal lave neuropsy-

kologisk undersøgelse på alle, hvilket rådgiverne vurderer er

uhensigtsmæssigt.

I Aabenraa Kommune beskriver rådgiver, at de sender alle

borgere eller nærtstående på et arbejdslederkursus – uanset

om rådgiverne umiddelbart vurderer, at de kan varetage rollen

som arbejdsleder eller ej. Fra kurset får rådgiverne en skriftlig

vurdering af borgeren eller den nærtståendes evne til at være

arbejdsleder. Hvis der fortsat er tvivl efter dette, henviser råd-

giverne til en neuropsykologisk undersøgelse.

I Viborg Kommune fortæller rådgiverne, at de i nogle tilfælde

har indhentet oplysninger fra hjemmeplejen i forhold til borge-

rens adfærd over for de personer, der kommer i hjemmet for

at udføre opgaver efter § 83 i serviceloven:

SAGSOPLYSNIN-

GEN SKAL VÆRE

SAGLIG OG

PROPORTIONAL

Myndighedernes

sagsoplysning er

som udgangs-

punkt kun be-

grænset af de al-

mindelige forvalt-

ningsretlige

grundsætninger

om saglighed og

proportionalitet.

Myndighederne

skal anvende det

eller de lovlige

sagsoplysnings-

midler, som i den

konkrete sag er

relevant for at op-

lyse sagen til-

strækkeligt. Der

er altså tale om

en konkret vurde-

ring af, hvilke

midler der er

bedst egnede til at

opnå formålet i

den konkrete sag.

”Men vi har da også sager, hvor vi har måttet spørge hjem-

meplejen, hvordan vedkommende har gebærdet sig over for

dem. Det har måske været noget med at råbe og skrige af

dem og smide dem ud, altså så sætter vi også tvivl ved ar-

bejdslederevnen. Også har vi stillet krav om, at nu skal du

opføre dig ordentligt over for hjemmeplejen. Så kan vi lige-

som se, hvordan det forløber.”

(Rådgiver, Viborg kommune)

Oplysninger om gennemsnitligt aktivitetsniveau

I alle de interviewede kommuner fortæller de, at de anvender

oplysninger i form af opgørelser eller statistikker over gennem-

snit for danskeres aktiviteter. Kommunerne nævner Danmarks

Statistik, Bolius og Rockwoolfonden som kilder til oplysninger

om, hvad gennemsnitlige danskere med tilsvarende alder og

livssituation som borgeren bruger af tid på forskellige aktivite-

ter. Det kan eksempelvis omhandle, hvor ofte borgerne tager

på café, i biografen, besøger familie eller går til træning. Vi be-

skriver kommunernes brug af disse oplysninger i kapitel 4.

UDMÅLING AF STØTTE

KOMMUNEN VUR-

DERER ANTAL

STØTTETIMER

VED UDMÅLINGEN

Det er i udmålingen af den hjælp, som borgeren er berettiget

til, at kommunen vurderer, hvor mange timers støtte, borge-

ren har brug for. Ved vurderingen skal der tages stilling til,

hvilke funktioner hjælperne skal dække, i hvor mange timer og

på hvilke tidspunkter det primære hjælpebehov optræder, og

om hjælpen ydes i eller uden for hjemmet.

For kontant tilskud efter servicelovens § 95 skal kommunen

opgøre og begrunde, hvor lang tid de enkelte hjælpeopgaver

tager efter en konkret og individuel vurdering af borgerens be-

hov, hvor der kan tages udgangspunkt i kommunens kvalitets-

standarder for personlig og praktisk hjælp efter § 83 i service-

loven. Det skyldes, at kontant tilskud er beregnet til ansæt-

telse af hjælpere til varetagelse af personlig og praktisk hjælp i

hjemmet. Kommunens tildeling af hjælp og fastsættelse af

timetallet danner grundlag for udmåling af det kontante tilskud

til ansættelse af hjælpere i hjemmet.

En BPA-ordning efter servicelovens § 96 er mere fleksibelt ind-

rettet og tager ikke udgangspunkt i, hvor mange timer og mi-

nutter de enkelte opgaver tager i henhold til kommunens kvali-

tetsstandarder for § 83. Udmålingen skal tage udgangspunkt i,

hvad borgeren selv kan klare med henblik på at kunne leve et

almindeligt liv som andre ikke-handicappede. Modsat ved kon-

tant tilskud så må udmålingen ved BPA ikke kun udmåles til

hjælp på helt bestemte tidspunkter eller til bestemte aktivite-

ter, da det vil mindske den fleksibilitet og selvbestemmelse,

der er forudsat i ordningen.

UDMÅLINGER I SAGER EFTER SERVICELOVENS §§

95 OG 96

Det overordnede formål med reglerne om kontant tilskud

til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assi-

stance (BPA) er at skabe grundlag for fleksible ordninger,

der tager udgangspunkt i borgerens selvbestemmelse, så

borgeren kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv.

Kommunalbestyrelsen skal som grundlag for afgørelser

om hjælp efter servicelovens §§ 95 og 96 tage afsæt i

servicelovens krav om, at formålet med kontant tilskud

til ansættelse af hjælpere og BPA er at tilbyde borgeren

en fleksibel ordning, der tager udgangspunkt i borgerens

selvbestemmelse, så borgeren kan fastholde eller op-

bygge et selvstændigt liv.

Det er kommunalbestyrelsens ansvar at foretage en indi-

viduel og helhedsorienteret behovsvurdering med ud-

gangspunkt i, hvad den enkelte selv kan klare.

Udmåling ved kontante tilskudsordninger

Udmålingen af timetallet for hjælpen til en kontant til-

skudsordning sker med udgangspunkt i kvalitetsstandar-

der for servicelovens §§ 83 og 84. Det kommunalt fast-

satte serviceniveau er udgangspunktet for, hvad borge-

ren kan forvente af hjælp, men serviceniveauet skal fra-

viges, når borgerens behov nødvendiggør det. Hvis bor-

ger har over 20 timers hjælp om ugen efter §§ 83 og 84

og kan varetage rollen som arbejdsleder, har borger ret

til en ordning med kontant tilskud.

§ 95 stk. 1 og stk. 3 om kontant tilskud er en undtagel-

sesbestemmelse, der kun kan anvendes, hvis kommunen

ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed efter §§

83 og 84.

Udmåling ved BPA-ordninger

Udmålingen af timetallet for hjælp efter servicelovens §

96 tager udgangspunkt i, hvad den enkelte borger selv-

kan klare med henblik på at kunne leve et almindeligt liv,

som andre borgere uden en funktionsnedsættelse ville

have haft, både i og uden for hjemmet. Ordningen inde-

holder også hjælp i forbindelse med ledsagelse og over-

vågning. Servicelovens § 96 er som udgangspunkt rettet

mod borgere med mere massive og sammensatte hjæl-

pebehov, hvor borgerens behov ikke kan dækkes ved al-

mindelig personlig og praktisk hjælp m.v. Det kan ek-

sempelvis skyldes, at der er tale om hjælpebehov, der

ligger ud over, hvad der kan ydes som personlig og prak-

tisk hjælp, eller ud over det behov for ledsagelse, der

kan imødekommes efter andre bestemmelser i servicelo-

ven. Det kan eksempelvis være behov for hjælp til

mange eller mere spredte opgaver i løbet af døgnet, hvor

det er en forudsætning, at hjælperne er til stede for, at

borgeren kan leve et selvstændigt liv.

Fastsættelsen af det kontante tilskud, der udbetales i

ordningen, er reguleret i

Bekendtgørelse om udmåling af

tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret person-

lig assistance efter lov om social service.

Kilde: Vejledning om kontant tilskud til ansættelse af

hjælpere og borgerstyret personlig assistance

Kommunerne foretager timefastsættelse på baggrund af

de indhentede oplysninger

Rådgiverne i de interviewede kommuner fortæller, at udmålin-

gen foregår konkret ved at bruge de indhentede oplysninger til

at fastsætte timetallet efter servicelovens §§ 95 eller 96. Ud

fra de indhentede oplysninger fra blandt andet borger, fagper-

soner og sundhedsvæsen vurderer rådgiveren i kommunen,

hvor mange timer og minutter, der kan bevilges hjælp til. Det

bliver tastet ind i et udregningsredskab, der viser, hvor mange

kroner der skal udbetales, når der tages hensyn til en lang

række faktorer såsom forskellige takster på forskellige tids-

punkter af døgnet, timer til personalemøde, MUS, oplæring

mm.

FASTSÆTTELSE AF

TIMER TAGER UD-

GANGSPUNKT I

BORGERS OPLYS-

NINGER

Alle kommunerne beskriver, at fastsættelsen af timetallet ta-

ger udgangspunkt i de oplysninger, der er fra borgeren – enten

i form af døgnskema eller visitatorens faglige beskrivelse af de

forskellige støttebehov ud fra borgerens beskrivelser på hjem-

mebesøg. Derefter går rådgiveren oplysningerne igennem og

sammenholder med andre oplysninger fra eksempelvis læge,

andre kommunale fagpersoner eller noter fra hjemmebesøget.

Formålet er at vurdere, om borgerens oplysninger om sit støt-

tebehov stemmer overens med de opgaver, der kan bevilges

støtte til, og det timetal, som opgaverne reelt set vil tage. En

rådgiver i Odense Kommune, der behandler sager efter ser-

vicelovens § 95, fortæller, at de ofte er nødt til at bryde opga-

verne op i et højere detaljeniveau, end borgeren har angivet,

for at lave en udmåling efter servicelovens § 83, når de ek-

sempelvis taler med en ung borgers forældre:

”Når forældrene tænker på et måltid, så er det jo fra de

starter, og til de er færdige med at made borgeren - og det

tager 2 timer. Men det kan være 2 timers måltid, hvor de

også selv skal nå at spise. Det kan jo også ske, at borgeren

har 10 minutters pause ind imellem, fordi han lige skal

synke noget. De er der jo, men så kan det være, at de lige

vasker lidt op eller spiser selv eller gør noget andet i løbet

af de 2 timer. Men hvis vi skal kigge helt nøgternt på det

som en § 83-opgave, så handler det om at få skrællet de

gulerødder og madet. Men alt det, der ligger ind imellem er

ikke helt det, som § 83 er beregnet til.”

(Rådgiver, Odense

kommune)

Rådgiveren fortæller, at når de deler hjælperopgaverne op og

eksempelvis udmåler 20 minutter til en opgave, som borger el-

ler pårørende har vurderet til 2 timer, så er det nødvendigt at

forklare udmålingen til borger eller pårørende.

I alle kommunerne vi har interviewet, fortæller rådgiverne, at

der forud for fastsættelsen af timetallet for en ordning efter

servicelovens §§ 95 eller 96 næsten altid er lavet en udmåling

i forhold til opgaverne, hvis de skulle løses som personlig og

praktisk hjælp efter § 83. Rådgiverne fortæller, at udmålingen

af hjælp efter servicelovens § 83 kan være et relevant supple-

ment til andre oplysninger i forbindelse med at vurdere, om

borger er i personkredsen for en af bestemmelserne. Det hæn-

ger sammen med, at rådgiverne beskriver, at det skal sand-

synliggøres, at borgerens behov ligger ud over, hvad der kan

afhjælpes gennem støtte efter § 83 suppleret med eventuelle

andre støtteforanstaltninger efter serviceloven. Alle kommu-

nerne pointerer, at alle udmålinger altid foretages ud fra en in-

dividuel og konkret vurdering.

Som det fremgår af ovenstående boks er det udgangspunktet

for udmåling af hjælp ved en kontant tilskudsordning, at der

foretages en udmåling efter servicelovens § 83. Udmåling efter

servicelovens § 96 må imidlertid ikke tage udgangspunkt i

kommunernes kvalitetsstandarder for servicelovens § 83.

I Fredericia Kommune fortæller rådgiverne, at de altid starter

med at lave en vurdering i forhold til støtte efter § 83, uanset

om borger søger om hjælp efter servicelovens §§ 95 eller 96.

Herefter kan de blive opmærksomme på, at støttebehovet ikke

kan dækkes med personlig og praktisk pleje kombineret med

andre støtteordninger:

KOMMUNERNE LA-

VER UDMÅLINGER

EFTER SERVICE-

LOVENS § 83

UDMÅLING VED

§§ 95 OG 96

Udmålingen af

timetallet for

hjælp efter § 95

sker med ud-

gangspunkt i kva-

litetsstandarder

for servicelovens

§§ 83 og 84.

Det er anderledes

i forhold til § 96,

idet bestemmel-

sen indeholder

mere end hjælp

efter servicelovens

§§ 83 og 84, her-

under ledsagelse

og overvågning.

Læs mere i bok-

sen på side 51.

”Jeg synes vi gør rigtig meget ud af at rådgive om, at en §

96, den får du ikke bare. Det er først, når andre muligheder

er udtømt. Man spørger ind på samme måde, som hvis fru

Nielsen søgte hjælp til bad. Altså mange af spørgsmålene

ville jo være det samme som udgangspunkt. Og så kommer

der et lag mere på, der ville gøre, at vi i løbet af samtalen

måske kan fornemme, at det her er mere omfangsrigt, end

man vil kunne klare med hjælp efter § 83. Men nogle

gange, når vi er tilbage og har fået vores egne oplysninger

systematiseret, så kan vi se, at det burde faktisk stadig

kunne være en § 83 hjælp vi ville kunne tilbyde.”

(Rådgiver,

Fredericia Kommune)

DER ER FORSKEL

PÅ UDMÅLING

MELLEM §§ 95 OG

Rådgiverne i alle fem kommuner fortæller, at der derudover er

forskel på udmålingen til en ordning efter servicelovens § 95

og en ordning efter servicelovens § 96. De beskriver, at de

ikke deler opgaverne op i samme detaljegrad i forhold til ud-

målingen til en BPA-ordning efter § 96. En rådgiver fra Odense

Kommune fortæller, at de ved en ordning efter § 96 laver den

helt præcise udmåling i timer og minutter, men derefter vil de,

i dialog med borger, udmåle mere tid for at ordningen hænger

sammen og er fleksibel i forhold til, hvornår opgaverne kan

ligge. I Aabenraa Kommune beskriver en rådgiver, hvordan de

går forskelligt til timefastsættelsen på en sag efter §§ 95 og

96:

”§§ 95 og 96 oplyser vi ikke på samme måde, fordi § 95 er

en minuttælling, og § 96 er en sandsynliggørelse. Vi bruger

stadigvæk ugeskemaer, vi er bare lidt mindre kritiske på rå-

dighedstiden i en § 96. Indholdet kan jo være langt mere

ved 96, inklusiv ledsagelse. Hvor man kan sige, at § 95 er

for det første en minutudmåling, og for det andet har det

base i §§ 83 og 84. Derimod rummer BPA’en det hele på

nær § 86, og det er jo en sandsynliggørelse, hvor der er

skærpet dokumentation på 95. Jeg synes personligt, at 95

er sværere end 96, fordi at vi skal ind og bevise hvert mi-

nut, hvor 96 er meget mere sådan, det lyder sandsynligt.”

(Rådgiver, Aabenraa kommune)

Der er hensyn til vagtplan og ansættelser i timefastsættelsen

I Odense og Viborg Kommune fortæller rådgiverne, at de også

tager hensyn til vagtplaner og muligheden for at ansætte med-

arbejdere i udmåling af §§ 95 og 96. I vejledningen om kon-

tant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig

assistance

fremgår det, at kommunalbestyrelsen skal udmåle,

”Altså det skal kunne

hænge sammen. De skal

kunne lægge en fornuftig

vagtplan. Og det er jo

der, hvor vi lægger eks-

tra timer ind som fyld el-

ler kit.”

(Rådgiver,

Odense kommune)

Vejledning om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig as-

sistance (VEJ nr. 10325 af 12/12/2017)

så det er muligt for borgeren at ansætte de nødvendige hjæl-

pere i en ordning efter § 95. Dette gælder for begge bestem-

melser, men er kun nævnt i vejledningen for § 95.

I Viborg Kommune beskriver rådgiverne, at det kan være

svært at få en ordning efter § 95 til at hænge sammen i for-

hold til ansættelse af hjælpere:

”Det skal gerne hænge sammen på en dag. Det kan det ikke

nødvendigvis. Det skal kittes sammen. § 95 lægger også op

til, at man kitter lidt, men § 95 er stadigvæk en ren § 83-

udmåling, så det giver en kæmpe udfordring. Der kan være

så hyppige behov for hjælp, at man er nødt til at give et

længere stræk.”

(Rådgiver, Viborg kommune)

INTERESSEORGANISATIONERNE OM HENSYNET TIL

VAGTPLANER OG ANSÆTTELSE I UDMÅLINGEN

I interviewet med repræsentanter fra interesseorganisati-

oner på handicapområdet fremhæver en repræsentant

fra Dansk Handicap Forbund, at de ser sager med bor-

gere, der får udmålt timer til ordninger, hvor det ikke er

muligt for borgerne at ansætte hjælpere:

”Et af de dilemmaer, der er i det her, er i forhold til

udmålingen. Når kommunen har lavet sin udmåling, så

har man trukket alle sundhedsydelser fra, man laver

punkthjælp ind i en ordning efter §§ 95 og 96, og hvis

man er heldig, fylder man ud med rådighedstimer, el-

ler også gør man ikke. Det vil sige, du har måske

hjælp to timer om morgenen, og så har du tre timer til

middag, og så skal du også i seng, det tager måske

kun en time. Det står i vejledningen, at denne her

ordning skal sammensættes, så man også kan an-

sætte hjælpere til ordningen. Den skal jo være så flek-

sibel og sammensat, sådan at man netop også kan an-

sætte hjælpere til jobbet [..] der er nogle, der slet

ikke gør brug af ordningen, fordi de ikke kan få ansat

hjælpere.”

(Repræsentant, Dansk Handicap Forbund)

Opgaver omfattet af sundhedslovgivningenl

Rådgiverne i alle fem kommuner fortæller, at der er en række

opgaver, som borgerne ofte inkluderer i deres beskrivelser af

støttebehov, hvortil der ikke kan udmåles timer, da der er tale

om opgaver, der falder uden for serviceloven og eksempelvis

under sundhedslovgivningen. De nævner eksempelvis, når bor-

gerne har brug for hjælp til påmindelse om at tage medicin,

MEDICINADMI-

NISTRATION

Ankestyrelsen på-

peger, at opgaver,

der knytter sig til

medicinadmini-

stration, herunder

selve indtagelsen

af medicin, hører

under sundheds-

lovgivningen. Det

fremgår af udta-

lelse fra Sundheds

og Ældreministe-

riet, at ”Lægemid-

delhåndtering er

alle de procedurer

en medhjælp for

en læge foretager

med et lægemid-

del, efter at apo-

teket har udleve-

ret det. Det om-

fatter dispense-

ring, administra-

tion og opbevaring

af lægemidler.” Vi

henviser til prin-

cipmeddelelse 55-

17.

pleje ved kolostomi eller at få ordineret medicin ved eksempel-

vis krampe.

SNITFLADE MED SUNDHEDSLOVGIVNINGEN - SEK-

TORANSVARLIGHEDSPRINCIPPET

Ved sektoransvarlighed forstås, at ansvaret for at tilveje-

bringe den nødvendige tilgængelighed og kompensation

er hos den myndighed, som i øvrigt har ansvaret for om-

rådet. Sektoransvarlighed betyder, at (den del af) den of-

fentlige sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et

produkt, er ansvarlig for, at den pågældende ydelse også

ydes til og er tilgængelig for mennesker med handicap.

Princippet indebærer, at opgaverne skal løses i den sek-

tor, hvor de hører hjemme, og ikke lægges til en bestemt

sektor, f.eks. socialsektoren, blot fordi det handler om

personer med funktionsnedsættelse.

I Viborg Kommune fortæller rådgiverne, at de spørger ind til

borgerens sygeplejebehov selvom det ikke er opgaver, der kan

løses efter serviceloven. Det gør de for at sikre, at borgeren

kan henvises til de relevante fagpersoner, og at der ikke er

støttebehov, der ikke bliver mødt. De fortæller videre, at det

særligt er ved sager, hvor borger fylder 18 år, og forældrene

har modtaget tabt arbejdsfortjeneste, hvor de oplever, at for-

ældrene har varetaget mange opgaver, der fremover skal løses

efter sundhedslovgivningen.

I Fredericia Kommune pointerer rådgiverne, at det i forbindelse

med indtagelse af medicin kun er, hvis borgeren selv kan sige,

at borgeren skal have et bestemt antal piller af en specifik

slags, at hjælperen kan give medicin til borgeren, og at der

kan udmåles tid til det efter serviceloven. I den situation vur-

derer kommunen, at det er borgeren selv, der står for medicin-

administrationen, og hjælperen giver kun medicinen til borge-

ren uden at foretage vurderinger.

PÅ TVÆRS AF DE GENNEMGÅEDE SAGER

I de 16 sager, der er gennemgået i forbindelse med

denne undersøgelse, er der flere tilfælde, hvor der er be-

vilget støtte til opgaver, der umiddelbart falder under

sundhedslovgivningen. Det drejer sig om fem sager, hvor

der bl.a. bevilges støtte til til- og frakobling af ernæring

og medicin, respiratorisk overvågning og medicinindtag.

RELEVANTE PRINCIPMEDDELELSER OM AFGRÆNS-

NING TIL SUNDHEDSLOVGIVNING

PRINCIPMEDDELELSE 33-16:

Kommunen skal tilbyde personlig hjælp og pleje til perso-

ner, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fy-

sisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale pro-

blemer ikke selv kan udføre disse opgaver. Dette omfat-

ter også fodpleje. Når der derimod er tale om behand-

ling, skal udgifterne dækkes efter sundhedslovgivningen

og ikke efter serviceloven. Dette gælder f.eks. også fod-

behandling.

Servicelovens regler om dækning af merudgifter kan ikke

anvendes, når der er tale om fodpleje eller fodbehand-

ling.

PRINCIPMEDDELELSE 66-16:

Borgerstyret personlig assistance er et tilskud, som ydes

til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til

pleje, overvågning og ledsagelse. Kommunen skal tilbyde

borgerstyret personlig assistance til borgere med betyde-

lig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne,

der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne

ganske særlige støtte.

En borger har ikke ret til at medtage borgerstyret per-

sonlig assistance ved behandling og indlæggelser m.v. på

sygehus.

Det følger af sektoransvarlighedsprincippet, at den of-

fentlige myndighed, der udbyder en ydelse eller en ser-

vice, også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er

tilgængelig for borgere med nedsat funktionsevne. Regio-

nen har derfor til opgave at stille det nødvendige perso-

nale til rådighed ved gennemførelsen af behandlinger på

sygehuset.

Kommunen kan dog fastsætte et serviceniveau, der giver

mulighed for, at borgeren medtager hjælpere ved be-

handling på sygehuset.

PRINCIPMEDDELELSE 55-17:

Påmindelse om medicin og overvågning af borgerens re-

aktion på medicinen kan ikke bevilges efter servicelovens

bestemmelse om hjemmehjælp, da det er en del af selve

medicinadministrationen.

Når lægen ordinerer medicin til borgeren, skal lægen

tage stilling til, om borgeren har behov for at blive min-

det om at tage medicinen, og om der er behov for at

overvåge patientens reaktion.

Påmindelse er en integreret del af administrationen af

medicinen og skal derfor bevilges efter sundhedslovens

bestemmelser, hvis betingelserne er opfyldt. Det er kom-

munens ansvar at tildele hjemmesygepleje på baggrund

af en eventuel lægehenvisning.

KOMMUNERNE OP-

LEVER OFTE MIN-

DRE TILFØJELSER

VED PARTSHØ-

RING

Kommunerne partshører udmålingen hos borger

Rådgiverne i de fem interviewede kommuner fortæller, at de

partshører borgeren over timeudmålingen, også i de tilfælde

hvor der ikke er nogen nye oplysninger, som borgeren ikke er

bekendt med. Det vil sige, at når rådgiverne har foretaget en

konkret timeudmåling på baggrund af de indhentede oplysnin-

ger, så partshører de over denne udmåling hos borgeren.

PARTSHØRING AF BORGEREN

Efter forvaltningslovens § 19 må kommunen først træffe

afgørelse i en sag, når borgeren er bekendt med alle op-

lysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder og

har haft lejlighed til at udtale sig. Partshøring af borgeren

er kun nødvendig, når der er tale om oplysninger, som

borgeren ikke er bekendt med, som er af væsentlig be-

tydning for sagens afgørelse, og når disse samtidig er til

ugunst for borgeren.

I flere kommuner beskriver rådgiverne, at partshøringen af

borgeren over timeudmålingen ofte medfører, at borgeren

kommer med nye oplysninger om flere støttebehov eller opga-

ver, der ikke fremgår af udmålingen, eller som borger ikke har

oplyst om ved tidligere samtaler. En rådgiver i Fredericia Kom-

mune bemærker, at de ikke har oplevet, at en partshøring æn-

drer den grundlæggende vurdering af sagen, men at der ofte

har været tale om mindre tilføjelser.

I Ankestyrelsens undersøgelse ’Sagsbehandlingstider på

voksenhandicapområdet’ blev der også spurgt ind til nye

oplysninger i forbindelse med partshøring. En rådgiver i

en af kommunerne beskrev i den sammenhæng, at de

nye oplysninger skyldes, at borgerne ofte har så kom-

plekse og mange støttebehov, at det kan være svært at

få det hele med i samtaler og døgnskemaer. Når borge-

ren får tilsendt udmålingen i partshøringen, bliver det

nemmere for borgeren at danne sig et overblik over,

hvad der mangler i forhold til deres hverdag.

En rådgiver i Horsens Kommune beskriver, at borgerne også

kan have svært ved at forstå udmålingen, når de får den i

partshøring eller i den endelige afgørelse:

”Nej, det er faktisk ikke så tit [at borger kan forstå udmålin-

gen, og hvad den bygger på]. Det er et kæmpe værk, når

man skal have dækket en borgers aktivitet og praktisk

hjælp og pleje i det meste af døgnets timer og fordelt over

måneder og år. Så det er virkelig meget komplekst for bor-

gerne at forholde sig til. Mange af borgernes afgørelser er

oppe på 15-20 sider.”

(Rådgiver, Horsens Kommune)

Vi uddyber forholdet omkring borgers forståelse af og holdning

til udmålingen i næste afsnit.

Der kan opstå uenighed omkring udmålingen

Alle de interviewede kommuner beskriver, at de i nogle sager

oplever, at borgeren ikke er enig i kommunens udmåling af ti-

mer. I de fleste tilfælde kan rådgiveren og borgeren nå frem til

enighed gennem dialog, men der er tilfælde, hvor det ikke er

muligt at nå frem til enighed.

BORGERE OG FOR-

ÆLDRE BESKRI-

VER, AT OPGAVER

TAGER LÆNGERE

TID

I Odense og Aabenraa Kommune fortæller rådgiverne, at de

ofte oplever, at borgerne eller forældrene til borgeren beskri-

ver, at støtteopgaverne tager meget længere tid, end rådgi-

verne vurderer ud fra deres oplysninger. Rådgiverne forklarer,

at det særligt gør sig gældende ved overgangssager, hvor der

ansøges om § 95, stk. 3, med en forælder som tilskudsmodta-

ger og arbejdsleder, og hvor forælderen har modtaget tabt ar-

bejdsfortjeneste indtil borgeren fyldte 18 år. En rådgiver i

Aabenraa Kommune fortæller, at det kan være svært at nå til

enighed om udmålingen af den type sager:

”Det borgerne har svært ved, og som jeg også synes er

svært, det er, at de udfylder det her ugeskema, og så for-

tæller de mig eksempelvis via det skema, at det tager 90

minutter at lave morgenpleje. Det er relativt lang tid om at

lave morgenpleje, men det er nu det, de gør, fordi man jo

både synger og alt muligt. Og det er der, jeg sidder og har

en kæmpe udfordring i, at jeg skal pille det ud, og sige,

’nej, det kan du ikke få, for havde det været hjemmepleje,

så havde du faktisk kun fået 14 minutter’. Det er der, det

bliver meget svært, fordi det er nogle gamle rutiner. […]

Det er meget svært at stå med, fordi de tager virkelig 90

minutter om det, men det er jo ikke alle 90 minutter, der

sådan reelt er morgenpleje. En morgenpleje ved faglærte

havde været meget mere effektiviseret, og der synes jeg,

det er svært som kommune at sige, ’du siger 90 minutter,

men det synes vi ikke’.”

(Rådgiver, Aabenraa Kommune)

Rådgiverne i de to kommuner fortæller også, at det kan være

svært for borgeren at få udmålingerne til at give mening, fordi

støtten splittes op i blandt andet sundhedsopgaver, opgaver

efter servicelovens § 83 og socialpædagogisk støtte efter ser-

vicelovens § 85. Det betyder, at der skal flere forskellige myn-

digheder og fagpersoner ind over. Rådgiverne oplever, at der

fra borgerens perspektiv mangler et helhedsorienteret blik på

behovet for støtte, som nogle borgere eksempelvis selv har

kunne tilrettelægge med tabt arbejdsfortjeneste.

I både Odense og Aabenraa Kommune beskriver rådgiverne

dog, at borgerne i de fleste tilfælde godt kan forstå begrundel-

sen for det antal timer, der er udmålt.

I Aabenraa Kommune forklarer rådgiverne, at hvis de ikke kan

nå frem til enighed med borger om borgers støttebehov, må

vurderingen i sidste ende blive afgjort ved en klage til Anke-

styrelsen. En rådgiver beskriver en situation, hvor de har haft

en borger, der beskrev, at vedkommende manglede førlighed i

sine hænder og derfor havde brug for støtte til en lang række

opgaver. De lægelige oplysninger og en rapport fra et rehabili-

teringsforløb viste, at borgeren godt kunne bruge sine hænder

i et vist omfang, og kommunen vurderede på den baggrund

ikke, at der var grundlag for en lige så omfattende udmåling af

støttetimer efter § 95, som borgerens beskrivelse af sit støtte-

behov pegede på. Borgeren var ikke enig i vurderingen af sit

funktionsniveau og påklagede afgørelsen til Ankestyrelsen.

CASE 2: SAGSEKSEMPEL OM PETER

EKSEMPEL PÅ UD-

MÅLING OG VISI-

TATION

Sagsforløbet om Peter er et eksempel på en kommunes udmå-

lings- og visitationspraksis i en sag, hvor borger overgår til

voksenlivet og servicelovens voksenbestemmelser. Sagen om

Peter er et praktisk eksempel på en ansøgning om og bevilling

af en kontant tilskudsordning efter servicelovens § 95. Sagen

bliver ikke præsenteret for at vise et eksempel på korrekt juri-

disk sagsbehandling. Der kan være mangler i fremstillingen af

sagen eller sagsakter, der ikke er sendt med. Det er i den for-

bindelse, at Peter søger om en kontant tilskudsordning. Sags-

eksemplet viser en praksis i kommunen, hvor borger hurtigt

vurderes at være i personkredsen, og hvor udmålingen af støt-

tetimer efter servicelovens § 95, stk. 3, tager udgangspunkt i

døgnrytmeskemaer fra moren og oplysninger fra aflastnings-

stedet.

Sagsforløb om Peter

PETERS SITUATION

Peter er 18 år og bor hjemme hos sine forældre. Han går

i specialskole hver dag og er i aflastning hver anden uge.

Peter har en generel udviklingsforstyrrelse, har ikke no-

get verbalt sprog, en usikker gang- og ståfunktion og har

også hyppige epileptiske anfald. Peter bruger kørestol og

må ikke færdes alene, fordi han er i risiko for at falde og

komme til skade. Peter dyrker motion en gang om ugen.

ANSØGNING OM STØTTE

I forbindelse med at Peter snart fylder 18 år, giver Peters

mor over for en rådgiver udtryk for, at hun gerne vil

drøfte muligheden for en kontant tilskudsordning efter

servicelovens § 95. Kommunen beder moren om at ud-

fylde døgnrytmeskemaer op til det første møde.

Det fremgår ikke ud fra sagens akter, hvilken hjælp Peter

tidligere har modtaget forud for ansøgning om kontant

tilskud efter § 95, stk. 3.

SAGENS FORLØB

En måned inden Peter fylder 18 år, afholdes der møde

med hans mor om muligheden for en kontant tilskuds-

ordning efter § 95, stk. 3, hvor moren er tilskudsmodta-

ger. Moren har inden mødet udfyldt døgnrytmeskemaer.

Allerede på selve mødet meddeler kommunen, at de kan

indstille Peter til en ordning med kontant tilskud efter

servicelovens § 95, stk. 3.

To uger senere sender kommunen udmålingen i partshø-

ring hos moren. Moren konsulterer med LEV og kommer

med bemærkninger, hvor hun tilføjer tid til opgaver i lø-

bet af Peters dag. Det handler blandt andet om ekstra tid

til at give medicin, smøre madpakke, give mad og væske

og ekstra tid til motion. Moren bemærker, at det er svært

at give medicin til Peter grundet hans manglende sprog.

Det kræver tryghed og indgående kendskab til Peter at få

givet medicinen.

Peters mor søger også om afløsning i hjemmet i de

weekender, hvor Peter ikke er på aflastning. Der er lidt

tvivl hos rådgiveren om, hvor denne ansøgning skal be-

handles, men rådgiveren oplyser, at hun vil undersøge

det. Det fremgår ikke af sagens akter, at denne ansøg-

ning er behandlet.

PERSONKREDSVURDERING

Kommunen lægger vægt på, at Peters funktionsniveau er

betydeligt og varigt nedsat, og at han har behov for

hjælp til personlig pleje og praktisk hjælp over hele døg-

net.

Da Peter ikke kan varetage rollen som arbejdsleder, be-

vilges ordningen med hans mor som nærtstående til-

skudsmodtager.

Kommunen finder også, at Peter er omfattet af servicelo-

vens § 95, stk. 4, da han på grund af epileptiske anfald

har behov for en vurdering i forhold til medicin, og det

kan få fatale konsekvenser eller være livstruende, hvis

der ikke er en person til stede, som kan overvåge ham

og give akut hjælp ved behov herfor.

UDMÅLING AF HJÆLP

Peter bliver bevilget støtte efter servicelovens § 95, stk.

3, med en udmåling af hjælp i 90 timer og 35 min. om

ugen i de uger, hvor han er i skole og dagtilbud, og med

85 timer og 55 min. i de uger, hvor han er hjemme.

I udmålingen af hjælp er der udmålt hjælp til følgende

opgaver:

•

forflytning ud af sengen og placering i kørestolen

•

anretning af morgenmad

•

hjælp til at spise måltider

•

personlige hygiejne

•

hvil

•

tøjvask

•

overvågning om natten

Kommunen finder også, at Peter er omfattet af § 95, stk.

4, da han på grund af epileptiske anfald har behov for

overvågning om natten. Han får derfor udmålt overvåg-

ning otte timer hver nat.

Udmålingen af hjælpen er lavet på baggrund af et døgn-

rytmeskema fra Peters mor og et døgnrytmeskema fra

Peters aflastningssted. Derudover er der også indhentet

oplysninger fra observationer foretaget på epilepsihospi-

tal og tidligere beskrivelser af anfald fra Peters far.

EFTER BEVILLING

Efter at ordningen har været i gang i tre måneder ophø-

rer den, da Peter er bevilliget døgnophold på et § 107

botilbud.

Kommunernes bemærkninger til sagen om Peter

I forbindelse med sagen om Peter har Fredericia, Horsens og

Aabenraa Kommune kommenteret på sagsforløbet.

KOMMUNERNE

GENKENDER

SAGSTYPEN

I Fredericia og Horsens Kommune fortæller rådgiverne, at sa-

gen om Peter minder om de sager, som de ser hos dem. Hor-

sens Kommune bemærker, at de ser en del sager, hvor borger

snart fylder 18 år og stadig bor hos sine forældre og i den for-

bindelse søger om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere

med en nærtstående som tilskudsmodtager og arbejdsleder.

Rådgiverne i Horsens Kommune fortæller, at de i nogle tilfælde

får sager, hvor der bliver ansøgt få måneder inden borgeren

fylder 18 år, ligesom det gør sig gældende i sagen om Peter. I

kommunen arbejder de dog med, at ansøgningen foregår i

bedre tid i forbindelse med, at de holder overgangssamtaler

med den unge og dennes familie, når den unge er 16 år. Råd-

giverne benytter disse møder til at starte en dialog omkring

støtte efter §§ 95 og 96, efter at borgeren fylder 18 år, hvis

det er relevant for den unge.

I NOGLE SAGER

KAN KOMMUNEN

INDSTILLE HUR-

TIGT

Rådgiverne i Fredericia og Aabenraa Kommune fortæller, at de

kan genkende, at det kan være muligt hurtigt at vurdere, at en

borger er i personkredsen for støtte efter § 95, ligesom det er

tilfældet ved Peter, som får denne besked ved første møde.

Rådgiverne i de to kommuner har enten prøvet, at dette var

tilfældet, eller vurderer, at det er realistisk, at det kunne fore-

komme. De bemærker dog, at det ville kræve yderligere oplys-

ninger fra læge, aflastningssted eller andre kilder, end der er

beskrevet i akterne i denne sag, før de ville lave den vurde-

ring. En rådgiver fortæller:

”Det kunne godt være tilfældet ved overgangssager, fordi

det ville være ved de unge, hvor vi allerede har mødt foræl-

drene ved 16-årsmødet. Og hvor vi har hørt fra skoler, og

hvor andre fagpersoner har budt ind og givet et billede af,

hvad er det unge menneskes funktionsniveau. Så det kan

godt være, at vi på det første reelle besøg hos borger og

med forælderen egentlig allerede kan sige: ’Ja, det ville give

god mening, og vi skal arbejde den vej’. Så det tænker jeg

godt kunne være realistisk.”

(Rådgiver, Fredericia kom-

mune)

KOMMUNERNE

SAVNER OPLYS-

NINGER

I Horsens Kommune bemærker rådgiverne, at der mangler op-

lysninger i sagen i forhold til at kunne træffe en vurdering af,

om borger er i personkredsen for støtte efter § 95, og de ville

derfor finde det nødvendigt at indhente flere oplysninger. Råd-

giverne bemærker også, at selv hvis borgerens forældre har

modtaget tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42 op til

ansøgningen, så er det sjældent, at der er mange oplysninger

derfra.

En rådgiver fra Fredericia Kommune savner yderligere oplys-

ninger fra aflastningsstedet, da Peter bliver fulgt af ergotera-

peuter, psykologer og flere fagpersoner i den forbindelse.

SNITFLADE MED

SUNDHEDSLOVEN

I Fredericia og Aabenraa Kommune bemærker rådgiverne

også, at moren beder om tid til at administrere medicin i sine

bemærkninger til partshøringen. Rådgiverne pointerer, at det

er en opgave, der falder under sundhedsloven, og hvortil der

derfor ikke kan udmåles tid i en kontant tilskudsordning.

PARTSHØRING

Alle tre kommuner genkender, at borgeren eller en nærtstå-

ende konsulterer med en interesseorganisation i forbindelse

med ansøgningen eller partshøringen. Fredericia og Aabenraa

Kommune oplever generelt, at interesseorganisationerne er

gode til at komme med bemærkninger og har en god forstå-

else for lovgivningen og forhold som eksempelvis snitflader i

lovgivningen.

I Fredericia og Aabenraa Kommune bemærker rådgiverne, at

de synes, at der mangler oplysninger om borgerens funktions-

niveau for at kunne kommentere på udmålingen af det kon-

krete timetal. Samtidig bemærker rådgiverne, at de savner vi-

den om, hvad den unge borger selv har af ønsker i forhold til,

hvordan hans hverdag ser ud, og hvilken type støtte han fore-

trækker, for at rådgiverne kan kommentere på, om de er enige

i den konkrete timeudmåling.

UDMÅLING

CASE 3: SAGSEKSEMPEL OM MARTIN

EKSEMPEL PÅ UD-

MÅLING OG VISI-

TATION

Sagsforløbet om Martin er et eksempel på en kommunes ud-

målings- og visitationspraksis i en sag, hvor borger får et bety-

deligt handicap efter at have været ude for en ulykke. Sagen

om Martin er et praktisk eksempel på en ansøgning om og be-

villing af en kontant tilskudsordning efter servicelovens § 96.

Sagen bliver ikke præsenteret for at vise et eksempel på kor-

rekt juridisk sagsbehandling. Der kan være mangler i fremstil-

lingen af sagen eller sagsakter, der ikke er sendt med. I Mar-

tins sag færdiggør kommunen sin sagsbehandling og afgørelse,

mens borger er på hospitalet efter sin ulykke. Sagen er et ek-

sempel på en udmålingspraksis, hvor kommunen giver omfat-

tende støtte til borger for at sikre, at borger har den rette

hjælp efter sin indlæggelse. Kommunen udmåler altså støtte til

borger, inden det er muligt at fastslå borgers konkrete behov

for hjælp i hjemmet.

Sagsforløb om Martin

MARTINS SITUATION

Martin bor alene i eget hjem med fast arbejde og mange

forskellige fritidsaktiviteter, inden han kommer ud for en

ulykke. Martin får ved ulykken en skade på sin rygmarv

og kan herefter ikke bruge sine arme. Samtidig betyder

ulykken, at han har nedsat balance og gangfunktion og

ikke kan gå uden hjælpemidler. Martins rygmarvsskade

betyder også, at han er i risiko for alvorlige følgesyg-

domme, som han skal have behandling for.

Martin er psykisk velfungerende, men har behov for

hjælp til alle praktiske opgaver som madlavning, rengø-

ring, tøjvask og indkøb. Han har også behov for hjælp til

al personlig pleje, og han har svært ved at kontrollere sin

vandladning. Martin sover med apnømaske, som han ikke

selv kan tage af og på.

ANSØGNING OM STØTTE

Martin er efter ulykken indlagt på hospitalet. Sagsbe-

handlingen om støtte bliver indledt under Martins indlæg-

gelse. Det er ikke tydeligt ud fra sagens akter, om Martin

søger om en BPA-ordning, eller om kommunen foreslår

ordningen.

Det fremgår ikke af sagens akter, at Martin har modtaget

hjælp fra kommunen inden sin ulykke.

SAGENS FORLØB

Martin er efter ulykken indlagt på hospitalet, og under

indlæggelsen afholder kommunen et møde med Martin

og hospitalet. Det bliver aftalt, at hospitalet vil afprøve

forskellige hjælpemidler for Martin under hans indlæg-

gelse.

Omkring en måned senere udarbejder kommunen en

funktionsevnevurdering. På baggrund af vurderingen

fremgår det, at Martin ikke kan kompenseres til at fun-

gere i dagligdagen alene med bevilgede hjælpemidler.

Kommunen vurderer derfor, at Martin skal have en BPA-

ordning efter servicelovens § 96.

Det bliver besluttet, at Martin vil modtage støtte til per-

sonlig pleje og praktisk hjælp efter servicelovens § 83 og

socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85, indtil

han er i stand til at administrere sin BPA-ordning.

Kommunen udarbejder nogle uger senere en VUM. Denne

udredning viser, at Martin ikke er i stand til at varetage

INDDRAGELSE AF

BORGER

Kommunen holder et

møde med Martin og

hospitalet om Martins

behov for hjælp. In-

den kommunen træf-

fer sin afgørelse, bli-

ver Martin partshørt i

kommunens påtænkte

bevilling.

daglige praktiske opgaver i hjemmet som madlavning,

rengøring og personlig pleje.

Omkring en uge senere orienterer kommunen Martin om,

at den påtænker at bevilge ham en BPA-ordning. I den

forbindelse beder de om oplysninger fra ham.

Omkring to måneder efter den første oplysning i sagen

om Martins ansøgning om støtte, bliver Martin bevilget

en BPA-ordning efter servicelovens § 96. Martin er bevil-

get støtten fra den dag, han bliver udskrevet fra hospita-

let.

PERSONKREDSVURDERING

Kommunen tager udgangspunkt i sygehusets oplysninger

om Martins behov ved vurderingen af, om han er i mål-

gruppen for en BPA-ordning efter § 96. Kommunen læg-

ger også vægt på, at Martin tilbydes en sammenhæn-

gende og fleksibel hjælp på de tider af døgnet, hvor han

har behov for det.

Det er også på baggrund af oplysningerne fra hospitalet,

at kommunen vurderer, at Martin er i stand til at være

arbejdsgiver og arbejdsleder i en BPA-ordning.

UDMÅLING AF HJÆLP

Martin bliver bevilget 168 timers støtte om ugen, hvilket

svarer til fuld døgndækning. Martins behov for personlig

og praktisk hjælp er dog blevet udmålt til 50 timer om

ugen under hans indlæggelse. Denne udmåling tager ud-

gangspunkt i oplysninger fra hospitalet og en udskriv-

ningskoordinator.

Det fremgår af sagsakterne, at kommunen ikke har haft

mulighed for at realitetsbehandle Martins ordning udover

personlig pleje og praktisk hjælp. Kommunen vil derfor

følge op på hjælpen 3 måneder efter Martins udskrivelse,

da det ikke har været muligt at foretage en konkret vur-

dering af hans støttebehov under indlæggelsen. Det er

uklart ud fra sagens akter, hvordan de bevilgede 168 ti-

mer hænger sammen med vurderingen af et støttebehov

på 50 timer. Martin bliver også bevilget hjælpemidler ef-

ter sin ulykke.

Kommunernes bemærkninger til sagen om Martin

I forbindelse med sagen om Martin har Viborg Kommune kom-

menteret på sagsforløbet.

I Viborg Kommune bemærker rådgiverne til sagsforløbet om

Martin, at de har svært ved at forstå, hvorfor Martins bopæls-

kommune bevilger fuld døgndækning til Martin, efter at der er

udmålt 50 timers støttebehov under indlæggelsen. Begrundel-

sen for, at kommunen bevilger døgndækning fremgår ikke af

sagseksemplet eller sagens akter. Rådgiverne bemærker også,

at ordningen er bevilget meget hurtigt og udelukkende ud fra

oplysninger fra hospitalet under indlæggelsen. De peger på, at

man med fordel kunne have oplyst sagen yderligere, inden der

blev bevilget døgndækning. Rådgiverne nævner, at det efter

deres mening ville være relevant at arbejde på at dække støt-

tebehovet efter andre paragraffer. Rådgiverne beskriver, at

boligindretning og rehabiliteringsforløb eksempelvis kunne

være elementer, der potentielt set kunne være afklaret inden

en bevilling af døgndækning efter servicelovens § 96.

Rådgiverne i Viborg Kommune gør opmærksom på, at selvom

der er opfølgning tre måneder efter Martins bevilling, så ville

de have oplyst sagen yderligere inden iværksættelse. Rådgi-

verne fremhæver, at det efter deres erfaring ikke er en god

proces for borgeren at blive bevilget mange timers hjælp for

derefter at få nedsat timeantallet eller få bevilget anden hjælp,

når der er mulighed for at foretage en reel udmåling af borgers

støttebehov i sit hjem og til aktiviteter uden for hjemmet.

KOMMUNEN SAV-

NER OPLYSNIN-

GER I SAGEN

KAPITEL 4

Kriterier og hensyn i kommu-

nernes sagsbehandling

I dette kapitel belyser vi, hvilke kriterier kommunerne lægger

til grund for en bevilling af hjælp i sager efter servicelovens §§

95 og 96. Vi belyser også, hvilke kriterier der er afgørende, når

kommunerne giver afslag på en ansøgning om hjælp efter ser-

vicelovens §§ 95 og 96. I forbindelse med ovenstående vil vi

beskrive, hvilke overvejelser kommunerne har, og hvilke hen-

syn de tager, når de træffer afgørelse om bevilling eller afslag

ved ansøgninger om støtte efter servicelovens §§ 95 og 96.

I slutningen af kapitlet beskriver vi to anonymiserede sagsfor-

løb, som indeholder eksempler på, hvilke kriterier der har væ-

ret afgørende for bevilling af hjælp i to konkrete sager efter

servicelovens § 96. Udvalgte interviewkommuners perspektiver

på de afgørende kriterier og aspekter af sagsforløbet i de to

sager fremgår sammen med sagsforløbene.

Kapitlet bygger på gruppeinterview med rådgivere i fem kom-

muner, et gruppeinterview med repræsentanter fra udvalgte

interesseorganisationer på handicapområdet samt en sagsgen-

nemgang af 16 sager.

HOVEDPOINTER I KAPITLET

•

Kommunerne fortæller, at når de bevilger eller giver af-

slag på støtte efter servicelovens §§ 95 og 96, er deres

afgørelse baseret på et samspil mellem forskellige kri-

terier og hensyn.

Kommunerne giver støtte efter §§ 95 og 96 til borgere

med et komplekst og omfattende behov for støtte.

Kommunerne beskriver, at et omfattende behov for

hjælp er, når en borger har brug for hjælp mange timer

i døgnet, mens kompleksiteten i hjælpebehovet ofte op-

står, når borgeren har behov for hjælp til mange og

uforudsigelige opgaver i løbet af en dag.

Rådgiverne fortæller, at de giver afslag på støtte, hvis

borgerens behov kan dækkes efter andre bestemmel-

ser. Det kan eksempelvis være, hvis borgerens behov

ikke er så omfattende, at det ikke kan dækkes efter

servicelovens § 83.

•

•

Kommunerne fortæller, at borgerens aktivitetsniveau

uden for hjemmet er et afgørende kriterie for bevilling

af støtte efter servicelovens § 96.

Kommunerne forklarer, at et svært element i udmålin-

gen og visitationen er, at borgers ønske om ledsagelse

til aktiviteter ikke altid stemmer overens med, hvad

kommunen mener, at der bør udmåles til.

Rådgiverne i kommunerne forklarer, at det kan være

svært at vurdere, hvornår borgerens aktivitetsniveau

uden for hjemmet er rimeligt. Kommunerne anvender

statistikker over gennemsnitlige aktivitetsniveau for

borgere i samme alder og familiesituation til at foretage

denne vurdering.

Rådgiverne fortæller, at de giver afslag på støtte efter

servicelovens § 96 på baggrund af borgers aktivitetsni-

veau, når borgers aktiviteter uden for hjemmet kan

dækkes af en ledsagerordning efter servicelovens § 97,

og borgerens øvrige behov kan dækkes på anden vis.

I alle fem kommuner fortæller rådgiverne, at et af de

afgørende kriterier for, om borgere kan blive bevilget

støtte efter servicelovens §§ 95 og 96 er, om borger

kan fungere som arbejdsleder. Rådgiverne fortæller, at

arbejdslederrollen er et stort ansvar, og at de i visitati-

onen altid arbejder med borgers nuværende arbejdsle-

derevne. I nogle tilfælde arbejder kommunerne med

understøttelse af arbejdslederevnen ved eksempelvis

bevilling af socialpædagogisk støtte i en begrænset pe-

riode.

Evnen til at varetage rollen som arbejdsleder er et kri-

terie, som i flere tilfælde kan føre til afslag.

•

KRITERIER FOR HJÆLP EFTER §§ 95 ELLER 96

Vi har gennem gruppeinterview med sagsbehandlere i fem

kommuner og en juridisk gennemgang af 16 sager efter enten

§§ 95 eller 96 fået viden om, hvilke kriterier kommunerne læg-

ger til grund for en bevilling af eller et afslag på hjælp efter §

95 om kontant tilskud eller § 96 om borgerstyret personlig as-

sistance. Kriterierne præsenteres her i punktform og uddybes

efterfølgende i hvert sit afsnit:

•

Borgerens behov for hjælp

Aktiviteter uden for hjemmet

•

Borgerens arbejdslederevne

På baggrund af interviewene med kommunerne er det vigtigt

at fremhæve, at der ofte vil være et samspil mellem de for-

skellige kriterier og hensyn, der leder kommunerne frem til de-

res afgørelse om hjælp. Flere kriterier vil ofte gøre sig gæl-

dende. Eksempelvis bliver en borger nødt til både at have et

komplekst og sammensat behov for hjælp og være i stand til

at varetage arbejdslederrollen ved en BPA-ordning eller en

kontant tilskudsordning, hvor borger selv er tilskudsmodtager.

Borgerens behov for hjælp

I dette afsnit beskriver vi, hvilken betydning borgerens behov

for hjælp har for interviewkommunernes overvejelser omkring

at bevilge hjælp eller give afslag på hjælp efter §§ 95 eller 96.

Borgerens behov for hjælp er omfattende og/eller komplekst

Alle de kommuner, vi har interviewet, fortæller, at omfanget

og kompleksiteten af hjælpebehovet hos en borger er afgø-

rende for, om kommunerne overvejer at give hjælp efter §§ 95

eller 96. Kommunerne beskriver, at et omfattende behov for

hjælp er, når en borger har brug for hjælp i mange timer i

døgnet, mens kompleksiteten i hjælpebehovet ofte opstår, når

borgeren har behov for hjælp til mange forskellige ting i løbet

af en dag, og disse hjælpeopgaver er uforudsigelige.

Flere af kommunerne fortæller, at en borger, der har behov for

hjælp mere end 20 timer om ugen, har ret til kontant tilskud

efter servicelovens § 95, stk. 2. Rådgiverne i Fredericia Kom-

mune beskriver, at borgere, der med stor hyppighed har brug

for hjælp i hjemmet i løbet af en dag, ofte vil have et hjælpe-

behov over 20 timer om ugen og dermed et omfattende behov

for hjælp. Det er derfor med denne type sager meningsfuldt at

se på muligheden for at bevilge hjælp efter § 95.

Flere af kommunerne beskriver derudover, at hjælpebehovet

hos en borger ofte bliver komplekst, når der er tale om mere

end ”almindelig” personlig og praktisk hjælp. Kommunerne for-

tæller, at det for de borgere, der både har et omfattende og

meget komplekst hjælpebehov, kan være relevant, at bevilge

hjælp efter servicelovens § 96.

Borgerens behov for hjælp kan ikke dækkes på anden vis

Alle de kommuner, vi har talt med, fortæller, at det er et afgø-

rende kriterie for en bevilling af hjælp efter servicelovens §§

95 eller 96, at borgerens behov for hjælp ikke kan dækkes på

anden vis. Kommunerne beskriver, at de først undersøger om

borgerens behov for hjælp kan dækkes efter andre bestem-

melser i serviceloven. Det kan blandt andet være hjemme-

PERSONKREDSVUR-

DERING VED SER-

VICELOVENS § 95,

STK. 2

Ankestyrelsen bemær-

ker, at en borger, hvis

behov for personlig

hjælp og pleje og

hjælp til praktiske op-

gaver samt aflastning

er mere end 20 timer

ugentligt, har ret til en

ordning med kontant

tilskud, hvis borgeren

kan varetage opgaven

som arbejdsleder.

KOMPLEKST

HJÆLPEBEHOV

”Det er når det særlige

hjælpebehov ikke kan lø-

ses på anden vis”

(Råd-

giver, Horsens Kom-

mune)

hjælp efter § 83, socialpædagogisk støtte efter § 85, ledsa-

gelse efter § 97 eller en kombination af de forskellige bestem-

melser. En rådgiver fra Horsens Kommune beskriver, at et

særligt hjælpebehov kan betyde, at borgerens behov for hjælp

ikke kan dækkes på anden vis:

”Det er når det særlige hjælpebehov ikke kan løses på an-

den vis, når det ikke er tilstrækkeligt med den hjælp, vi el-

lers kan give med hjemmepleje og ledsagerordning osv. Det

er tit i de situationer, at borgerne godt kan ende i en § 96

ordning, hvis de også kan være arbejdsleder”.

(Rådgiver,

Horsens Kommune)

En rådgiver fra Fredericia Kommune beskriver kommunens til-

gang som en tragt, hvor man først afdækker, om borgerens

hjælpebehov eksempelvis kan dækkes med hjemmehjælp

kombineret med ledsagelse. Hvis det ikke er muligt, begynder

rådgiveren at undersøge, om der så skal bevilges hjælp efter

§§ 95 eller 96. Aabenraa Kommune beskriver i tråd med dette

§§ 95 og 96 som en slags undtagelsesbestemmelser, der bliver

brugt, hvis de øvrige bestemmelser i serviceloven ikke slår til.

I forlængelse heraf fortæller kommunerne, at én af årsagerne

til, at de giver afslag på hjælp efter §§ 95 eller 96 er, at de i

den enkelte sag vurderer, at borgerens hjælpebehov kan dæk-

kes på anden vis. Rådgiverne fortæller, at det eksempelvis kan

være, hvis støttebehovet kan løses med personlig og praktisk

hjælp og pleje, ledsagelse, rehabiliteringsforløb, hjælpemidler,

boligindretning eller botilbud.

Et af de forhold, der kan have betydning for, om borgerens be-

hov for hjælp kan dækkes på anden vis, er, hvis hjælpebeho-

vet – som tidligere nævnt – er omfattende og komplekst. No-

get, der kan have betydning for, at hjælpebehovet er kom-

plekst er, hvis borgerens behov for hjælp er uforudsigeligt. Dét

uddyber vi i næste afsnit.

Hjælpebehovet er uforudsigeligt, og borgeren har behov for

fleksibilitet

Næsten alle de kommuner, vi har talt med, fortæller, at et

uforudsigeligt hjælpebehov hos en borger kan være medvir-

kende til, at man som rådgiver overvejer at bevilge hjælp efter

§§ 95 eller 96. Et uforudsigeligt behov for hjælp opstår, når

det ikke er muligt at forudsige, hvornår eller hvor ofte en bor-

ger har behov for hjælp i løbet af en dag. Et uforudsigeligt

hjælpebehov betyder ifølge kommunerne, at man ikke ved

hjælp af planlægning af eksempelvis hjælp efter servicelovens

§ 83 kan dække borgerens behov for hjælp. Det kan for ek-

sempel være i situationer, hvor en borger skal have hjælp til

toiletbesøg med korte mellemrum i løbet af en dag eller ved

mange nødkald. Kommunerne fortæller i den sammenhæng, at

§§ 95 OG 96

Servicelovens §

95, stk. 1 og stk.

3 er undtagelses-

bestemmelser.

Servicelovens §

95, stk. 2 er en

ret borgeren har,

hvis borgeren op-

fylder betingel-

serne. Der er ikke

tale om en undta-

gelsesbestem-

melse.

Servicelovens §

96 er en ganske

særlig støtte, som

kommunen skal

tilbyde til en bor-

ger, der har et be-

hov, som gør det

nødvendigt at yde

for denne ganske

særlige støtte.

der er en grænse for, hvor ofte og hvor længe eksempelvis en

hjemmehjælper kan køre ud og hjælpe en borger.

”Der, hvor borgeren har et behov for hjælp, der kræver at

hjemmeplejen skal komme mere end hver anden time, der

kommer det til at knibe med, at det hænger sammen”.

(Rådgiver, Viborg Kommune)

Næsten alle kommuner fortæller videre, at et uforudsigeligt

hjælpebehov blandt andet gør, at borgeren kan have behov for

en mere fleksibel hjælperordning som for eksempel § 96, hvor

der i højere grad er en hjælper tilstede i borgerens umiddel-

bare nærhed. Nogle kommuner beskriver, at det for eksempel

kan være borgere med Parkinsons sygdom eller sklerose, der

kan have et både uforudsigeligt samt komplekst og omfattende

hjælpebehov, og som derfor har brug for en hjælperordning

med mere fleksibilitet.

En rådgiver fra Aabenraa Kommune beskriver her et eksempel

med en borger, som har Parkinsons sygdom, og hvor få ting

skal gå galt, før borgerens dagligdag ikke fungerer:

”For en borger, der har Parkinsons sygdom for eksempel,

der skal kun en lille ting til, før at hans hverdag ikke funge-

rer. Bare dét at sugerøret får et lille drej, så må han vente

på hjemmeplejen, før han kan få noget at drikke igen”.

(Rådgiver, Aabenraa Kommune)

Det kan altså være i de tilfælde, hvor borgerens behov for

hjælp ikke meningsfuldt kan løses på fastsatte tidspunkter af

hjemmeplejen i løbet af en dag, at kommunerne overvejer at

bevilge hjælp efter §§ 95 eller 96. En kommune udtrykker det

sådan, at hjælp efter §§ 95 eller 96 blandt andet kan være re-

levant, når dækningen af en borgers hjælpebehov ikke passer

ind i en køreliste hos hjemmeplejen, men er langt mere omfat-

tende.

Samtidig fortæller nogle kommuner, at hjælp efter eksempel-

vis § 83 kan betyde, at borgeren bliver fastlåst i sit eget hjem

uden mulighed for at komme ud i det omfang, som borgeren

ønsker sig. En rådgiver i Fredericia Kommune fortæller:

”Det er den der kombination af, at borger bliver låst fuld-

stændig fast i hjemmet, hvis det skal være § 83 hjemme-

hjælp […]. Hvor der ikke er plads til at borger kan gøre an-

det, og hvor borger giver udtryk for at have lyst til at få et

liv, hvor man ikke bare sad og ventede på, at der kom en

hjemmehjælper ind ad døren”.

(Rådgiver, Fredericia Kom-

mune)

FLEKSIBEL

HJÆLPERORD-

NING

Vi vil senere i kapitlet uddybe, hvilken betydning aktiviteter

uden for hjemmet har for kommunernes behandling af sager

efter § 96.

INTERESSEORGANISATIONERNE OM BORGERES

OMFATTENDE OG UFORUDSIGELIGE STØTTEBEHOV

I interviewet med interesseorganisationer fortæller en re-

præsentant fra Dansk Handicap Forbund, at hjælp efter

§§ 95 eller 96 særligt er relevant for borgere med et om-

fattende og uforudsigeligt hjælpebehov:

”Altså hvis du møder et menneske i visitationen, som

har et indgribende handicap med behov for hjælp til

stort set alle dagligdagsfunktioner, så skal alle lamper

blinke. Der er rigtig meget af det her, der er uforudsi-

geligt, hvor det er svært definerbart, ting der opstår i

hverdagen; at klø sig på næsen, at rette på brillerne,

alle ting tabes, alle de ting som er svære at sætte på

formel”

(Repræsentant, Dansk Handicap Forbund)

I de tilfælde, hvor en borger har et omfattende og ufor-

udsigeligt hjælpebehov, er det ifølge LOBPA særdeles

vigtigt, at borgeren har en fleksibel hjælperordning i form

af borgerstyret personlig assistance.

BPA-ORDNING EF-

TER SERVICELO-

VENS § 96, STK. 3

Kommunalbestyrelsen

kan i nogle tilfælde

bevilge en BPA-ord-

ning til borgere, der

ikke er en del af per-

sonkredsen, hvis kom-

munalbestyrelsen vur-

derer, at dette er den

bedste mulighed for at

sikre en helhedsorien-

teret og sammenhæn-

gende hjælp for bor-

geren.

Borgerens familie er et hensyn i kommunernes vurdering af

støttebehovet

Nogle af de rådgivere, vi har talt med, fortæller, at ét af de

hensyn, som kan spille ind i deres behandling af en ansøgning

om hjælp efter §§ 95 eller 96, er et hensyn til borgerens fami-

lie. En rådgiver fra Fredericia Kommune beskriver, at det for

eksempel kan være relevant at afdække, om der er nogle min-

dre børn i familien, der skal tages hensyn til, og om det kan

fungere, at der eksempelvis kommer forskellige hjemmehjæl-

pere i hjemmet flere gange om dagen.

Rådgivere i flere kommuner beskriver også, at det kan være

relevant at give støtte til borgere med handicap, der også har

små børn, fordi der er afgørende dele af forældrerollen, som

borgeren har behov for hjælp til. I sådan en situation kan der

være tale om en bevilling af en BPA-ordning efter servicelo-

vens § 96, stk. 3. Disse forskellige hensyn er dog ikke nødven-

digvis afgørende for, om borgeren kan få bevilget hjælp efter

§§ 95 eller 96, men det er hensyn, som kan indgå i kommu-

nens samlede vurdering af borgerens sag.

Når kommunen giver afslag på baggrund af borgerens behov

for hjælp

Rådgiverne i alle fem kommuner fortæller, at når de giver af-

slag på støtte på baggrund af borgerens behov for hjælp, så

handler det som udgangspunkt om, at borgerens støttebehov

kan dækkes på anden vis. En rådgiver i Horsens Kommune ud-

dyber dette:

”Afslagene gives primært, hvis det kan løses på anden vis.

Ved afslagene, så er det fordi man ikke opfylder kriterierne i

lovgivningen, og de principper og den praksis, der er. Vi lø-

ser det som regel på anden vis.”

(Rådgiver, Horsens Kom-

mune)

I Odense Kommune fortæller rådgiverne, at det især handler

om ansøgninger efter servicelovens § 95. Hvis borgerens be-

hov ikke er for komplekst og kan dækkes efter servicelovens §

83, giver kommunen afslag:

Rådgiver: ”Det er jo primært fordi, at vi kan løse det med

andre ordninger, at vi ikke giver 95.”

PRINCIPMEDDE-

LELSE 18-18 OM

AKTIVITETSNI-

VEAU

Et højt aktivitets-

niveau kan ikke i

sig selv medføre,

at en borger er

omfattet af per-

sonkredsen for

borgerstyret per-

sonlig assistance,

hvis borgerens øv-

rige behov kan

dækkes på en

fleksibel måde ef-

ter andre bestem-

melser. Dog kan

en borgers aktivi-

tetsniveau i det

konkrete tilfælde

være en del af

vurderingen af,

om borgeren har

et behov, som gør

det nødvendigt at

yde en ganske

særlig støtte som

borgerstyret per-

sonlig assistance.

Rådgiver: ”Og så er det jo også det der med, at måske er

bevillingen rent faktisk ikke særlig stor, og som vi ser det,

så kan hjemmeplejen sagtens komme ind og hjælpe, hvis

det er til måltiderne, eller hvis det er til toiletbesøgene, eller

lignende.”

(Odense Kommune).

Aktiviteter uden for hjemmet

I dette afsnit beskriver vi, hvilken betydning borgeres aktivi-

tetsniveau og antal af aktiviteter uden for hjemmet har for be-

villing af hjælp efter servicelovens § 96. Støtte til ledsagelse i

forbindelse med aktiviteter uden for hjemmet kan ikke bevilges

efter servicelovens § 95. Hvis borger er bevilget en kontant til-

skudsordning, skal ledsagelse til aktiviteter uden for hjemmet

dækkes gennem en ledsagerordning efter servicelovens § 97.

Aktiviteter uden for hjemmet er afgørende for hjælp

Alle fem interviewede kommuner fortæller, at aktiviteter uden

for hjemmet er et afgørende hensyn i vurderingen af, om bor-

geren skal bevilges støtte efter servicelovens § 96. Horsens

Kommune præciserer, at de kun ser det som et afgørende

hensyn i sig selv, hvis der er tale om uddannelses- eller er-

hvervsaktiviteter. Kommunerne gør også opmærksom på, at et

højt aktivitetsniveau i sig selv ikke betyder, at en borger er i

målgruppen for en BPA-ordning.

”De

andre betingelser skal jo være opfyldt, og så kigger vi

jo på aktivitetsniveau bagefter, fordi det er ikke det hele. De

INDDRAGELSE

AF FRITIDSAK-

TIVITETER I

VURDERINGEN

Ankestyrelsen gør

opmærksom på,

at behovet for

hjælp og støtte i

forbindelse med

fritidsaktiviteter

også skal inddra-

ges i vurderingen

af, om borgeren

skal bevilges

støtte efter ser-

vicelovens § 96.

andre kategorier skal være opfyldt for, at du falder ind un-

der § 96. Det er det her med, at det er et komplekst og

sammensat behov, der ikke kan løses efter andre paragraf-

fer, og så kigger vi på aktiviteten bagefter.”

(Rådgiver, Vi-

borg Kommune)

I Fredericia Kommune fortæller rådgiverne, at det er en kon-

kret og individuel vurdering hos den enkelte borger, hvordan

borgerens aktivitetsniveau spiller ind i forhold til borgerens

støttebehov i hjemmet. I nogle tilfælde er det de udadrettede

aktiviteter, der fylder mest, mens det i andre tilfælde er aktivi-

teterne i hjemmet, der fylder mest. I Aabenraa Kommune for-

tæller rådgiverne, at de har haft en sag, hvor en borgers an-

søgning om støtte efter § 96 udelukkende skyldtes aktiviteter

uden for hjemmet. Rådgiverne har valgt at give afslag på

denne ansøgning og i stedet henvise til ledsagerordning og an-

dre frivillige tilbud.

I interviewet med Fredericia Kommune beskriver rådgiverne,

at borgeres behov for støtte til aktiviteter uden for hjemmet

skal overstige det almindelige ledsagelsesbehov på 15 timer

om måneden, som man kan blive bevilget efter servicelovens §

97, før det kan være en udslagsgivende faktor i sig selv. Det

kræver ifølge rådgiverne en vurdering af, hvor meget ledsa-

gelse der kan bevilges til forskellige aktiviteter. I Horsens

Kommune fortæller rådgiverne, at der også kan være særlige

opmærksomhedspunkter i udmålingen til aktiviteter. Eksem-

pelvis kan borger være selvhjulpen til aktiviteter i hjemmet,

som borger har behov for støtte til uden for sit hjem.

Andre rådgivere nævner også et hensyn til at give borgere

med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne mulig-

hed for at føre et liv, der er nogenlunde tilsvarende det liv,

som andre mennesker på samme alder fører. Det gælder sær-

ligt unge borgere eller borgere, der stadig er på arbejdsmarke-

det.

Blandt de fem interviewkommuner er der forskellige holdninger

til, om alle typer af aktiviteter skal vurderes ens og indgå lige-

ligt som hensyn til, at borgeren kan bevilges støtte efter ser-

vicelovens § 96. I Fredericia Kommune fortæller de, at bor-

gere, der eksempelvis er politisk aktive og har bestyrelsesar-

bejde, har svært ved at klare sig med 15 timers ledsagelse om

måneden og derfor kan have behov for en BPA-ordning,

selvom støtten i hjemmet i sig selv godt kunne dækkes med

hjælp efter servicelovens § 83. I flere kommuner beskriver

rådgiverne, at et støttebehov til uddannelses- og erhvervsakti-

vitet er et hensyn, der betyder, at de begynder at tænke i

støtte efter servicelovens § 96.

FORSKELLIGE TY-

PER AF AKTIVITE-

TER

I Odense Kommune nævner rådgiverne tre kategorier af aktivi-

teter: (1) aktiviteter der går ud på at forbedre eller opretholde

funktionsevne, (2) erhvervsaktivitet, uddannelse og politisk ar-

bejde, (3) fornøjelser. De to første kategorier udmåler de altid

tid til, hvis kan lade sig gøre i borgerens hverdag, mens de i

højere grad vurderer fornøjelser i forhold til statistikker om

den gennemsnitlige danskers fritidsaktiviteter. Dette er yderli-

gere beskrevet længere nede i dette kapitel.

INTERESSEORGANISATIONERNE OM VURDERINGER

AF FORSKELLIGE TYPER AF AKTIVITETER

En repræsentant fra Dansk Handicap Forbund kritiserer i

interviewet med interesseorganisationer på handicapom-

rådet, at aktiviteter uden for hjemmet bliver vurderet

forskelligt i kommunernes sagsbehandling, og at det ska-

ber en skævvridning blandt hvilke borgere, der kan få en

BPA-ordning:

”Der er nogle aktiviteter, der er finere end andre. Hvis

du har tillidshverv, hvis du er formand eller bestyrel-

sesmedlem, så kan du sagtens få udmålt hjælp. Men

hvis du er hende, der godt kan lide en tur på bodega

eller at spille billard eller har andre mere uformelle ak-

tiviteter, så gælder det ikke lige så meget. Jeg har et

medlem, som er førtidspensionist, og som blogger om

teater, koncerter, film, og anmelder det. Det har hun

ligesom bygget sit liv op omkring, men kommunen sy-

nes, at hun går for meget i biografen, hun går alt for

meget i teater. Det er normalt som dansker at gå i bi-

ografen en gang om måneden. De har været inde og

lave den her normalitetsvurdering, og så har de sim-

pelthen udmålt timer ud fra den normalitetsvurdering.

Så der er også de her værdiladninger i det, som jeg

bestemt ikke synes hænger sammen med intentio-

nerne med en BPA.”

(Repræsentant, Dansk Handicap

Forbund)

BORGERS ØNSKER

TIL LEDSAGELSE

VED AKTIVITETER

Rådgiverne i flere kommuner beskriver, at det ofte kan være

svært at vurdere, hvornår borgerens ønsker til støtte af aktivi-

teter er rimelige. I Aabenraa Kommune beskriver rådgiverne,

at de gerne vil understøtte, at borgerne er sociale og kommer

ud af huset, men det kan være svært at finde det rette niveau,

hvis borger ønsker flere udadrettede aktiviteter, end rådgi-

verne vurderer er almindeligt. Hvis der er tale om en progredi-

erende lidelse, sammenligner rådgiverne med borgerens akti-

vitetsniveau som det var, inden borgeren havde et støttebe-

hov.

”Ledsagerdelen af BPA-ordningen, den synes jeg kan være

svær. Hvad har du været vant til? Det er ikke sikkert, at vi

ved, hvad de har været vant til, og nogle gange er det også

andres behov. Nogle gange kan det også være mors behov,

at de unge mennesker skal noget, nogle gange er det også

samfundets behov: At det er vigtigt, at vi får en uddan-

nelse. Det kan være super svært.”

(Rådgiver, Aabenraa

Kommune).

I både Viborg og Aabenraa Kommune peger de på sportsudø-

velse som en aktivitet, der kan betyde, at borgeren kan få en

ordning efter § 96. I Viborg Kommune fortæller rådgiverne, at

det dog kan være svært, hvis en borger eksempelvis er elite-

sportsudøver og har behov for en udmåling af timer til ledsa-

gelse, som går ud over, hvad rådgiverne normalt ville udmåle

til sportsudøvelse.

I Fredericia Kommune fortæller rådgiverne, at borgeres aktivi-

tetsbehov eksempelvis skal handle om mere end et ledsagel-

sesbehov til biograf- og cafébesøg, som rådgiverne vurderer,

at man ofte kan klare på 15 timer om måneden. Rådgiverne

beskriver også, at de inddrager borgers situation og alder, når

de vurderer, hvilke aktiviteter borgeren kan få udmålt timer til.

Det kan eksempelvis være, at en borger på 20 år har behov

for flere timer til biograf- og cafébesøg end 15 timer om måne-

den, fordi det stemmer overens med den livsperiode, borgeren

er i.

RÅDGIVERNE

OVERVEJER STØT-

TEN HVIS BORGE-

REN ER AKTIV

Rådgiverne i Odense Kommune fortæller, at de ofte overvejer

støtte efter § 96, hvis borgeren har et aktivt liv.

”Det skal ikke være en borger, der har et meget roligt liv og

er hjemme det meste af tiden, fordi så er det hjemmeple-

jen, der kan løse det, og så kan de også have en ledsager-

ordning. Jeg tænker, at det er nogen, der er aktive. Det kan

være nogen, der er på arbejdsmarkedet, og det kan være

unge mennesker, der er studerende.”

(Rådgiver, Odense

Kommune).

En rådgiver i Odense Kommune fortæller, at hun eksempelvis

ikke i udgangspunktet tænker, at muligheden for en BPA-ord-

ning efter servicelovens § 96 er tiltænkt ældre borgere, der le-

ver rolige og forudsige liv.

INTERESSEORGANISATIONERNE OM KRITERIET OM

ET HØJT AKTIVITETSNIVEAU

I interviewet med interesseorganisationer på handicap-

området, taler repræsentanterne om en udfordring i for-

bindelse med vurdering af aktiviteter uden for hjemmet

som et kriterie for bevilling af en BPA-ordning. En repræ-

sentant fra Muskelsvindfonden udtrykker, at der er udfor-

dringer med, hvordan formuleringen om aktivitetsniveau

i lovgivningen tolkes:

”Der er nogen formuleringer omkring aktivitetsniveau i

loven. Det her med, at formuleringen om, at et sær-

skilt eller et højt aktivitetsniveau, det ikke i sig selv er

nok til at få en BPA-ordning. Det har vi jo altid for-

stået, og alle har sådan set forstået det som, at det

er, at man er mere aktiv end alle mulige andre. Det er

ikke begrundelsen for, at man så kan få en BPA-ord-

ning, men nu bliver det brugt sådan, at aktivitetsni-

veau i sig selv ud af huset ikke er et argument for at

få en BPA-ordning. Det betyder, at hvis man kan klare

sig derhjemme med noget hjemmehjælp, så er der

lukket for at få de her BPA-ordninger. Det er en

skrækkelig omfortolkning af behovet her, fordi alle de

mennesker, som vi har, som netop gerne vil have et

liv - og hele formålet med BPA, som er at kunne op-

bygge og fastholde et aktivt liv - den har man savet

af.”

(Repræsentant, Muskelsvindfonden)

Repræsentanterne fra interesseorganisationerne kritise-

rer kommunernes praksis omkring vurdering af aktivi-

tetsniveau. Repræsentanterne peger på, at kommuner-

nes tolkning betyder, at borgere får at vide, at de må

klare sig med 15 timer om måneden, hvis deres behov i

hjemmet kan dækkes med støtte efter servicelovens §

83.

Perspektiverne fra interesseorganisationerne sætter fokus på

de uoverensstemmelser, der kan opstå mellem borgeres ønske

til ledsagede aktiviteter uden for hjemmet og kommunernes

udmåling af dette i en BPA-ordning. Som tidligere nævnt peger

rådgiverne i flere kommuner på, at det kan være svært at vur-

dere, hvornår borgeres ønsker om støtte til aktiviteter uden for

hjemmet er rimelige. Dét uddyber vi i næste afsnit.

Borgernes ønske om aktiviteter svarer ikke til kommunens vur-

dering

Blandt de fem interviewkommuner går det igen, at et svært

element i kommunernes udmålings- og visitationspraksis er, at

borgers ønske om ledsagelse til aktiviteter ikke altid stemmer

overens med, hvad kommunen mener, at der bør udmåles

hjælp til.

I Fredericia Kommune fortæller rådgiverne, at de ofte møder

en stor forventning til, hvad man gerne vil have udmålt hjælp

til af aktiviteter uden for hjemmet. Rådgiverne beskriver, at

det ofte er i samtalen med borgeren, at det er muligt at finde

et rimeligt og reelt niveau for aktiviteter i borgerens hverdag.

Rådgiver:

”Så vil man gerne i biografen, så vil man gerne til

koncert, så vil man gerne det ene og det andet. Så spørger

vi ind til: ’Er det virkelig hver dag du går i biografen? Træ-

ner du hver eneste dag?’”

Rådgiver:

”Og hvis vi så siger, ’altså, hvis du både skal i bi-

ografen tre gange om ugen og du også skal alt muligt andet

– altså, har du overskud til at skulle så mange ting på en

dag, for jeg bliver selv helt træt af at skulle se på alt det, du

gerne vil. Hvis vi så prøver og tage sådan en uge, så kan du

ikke nå alle de ting.’ Så er det med til, at man får forvent-

ningsafstemt. For jeg synes nogle gange, det lidt virker som

om, at de tænker, ’men jeg er også tit i biografen, og jeg

går også på cafe osv.’”

(Rådgivere, Fredericia Kommune)

I Odense oplever rådgiverne også, at borgerne kan have høje

forventninger til deres eget aktivitetsniveau, når de taler med

deres sagsbehandlere om, hvad de har behov for støtte til i

forbindelse med aktiviteter uden for hjemmet.

Udfordringerne med borgeres ønsker til eget aktivitetsniveau

betyder, at rådgiverne må vurdere, hvad der er rimeligt, og

finde en balance i aktivitetsniveauet sammen med borgeren.

Det belyser vi i næste afsnit.

Rådgiverne finder en balance i aktivitetsniveauet - selvom det

er svært

Fredericia Kommune beskriver, at det er en svær opgave at

vurdere og timeudmåle til aktiviteter uden for hjemmet. Det er

det, fordi det er svært at vurdere på hvilket grundlag man kan

sige, at et aktivitetsniveau er rimeligt.

I Horsens Kommune fortæller rådgiverne, at den primære me-

tode til at vurdere og bestemme borgerens aktivitetsniveau er

samtalen med borgeren. Det kan eksempelvis foregå ved

hjemmebesøg.

ET SAMMENLIG-

NELIGT AKTIVI-

TETSNIVEAU ER

EN SVÆR VURDE-

RING

”Vi tager udgangspunkt i det borgeren oplyser omkring sine

aktiviteter. Det er klart, at hvis borgeren har rigtig mange

aktiviteter, som måske ikke hænger sammen med døgnets

timer, så vil vi tage en drøftelse med borgeren om, hvordan

kan det være, og hvordan hænger det sammen.”

(Rådgiver,

Horsens Kommune)

Rådgiverne peger på, at det kan være udfordrende, når borge-

rens beskrivelse af aktiviteter overstiger, hvad rådgiverne vur-

derer er realistisk ud fra borgerens funktionsniveau. Dette er

svært, fordi udgangspunktet for udmålingen til aktiviteter altid

er borgerens beskrivelse af egne aktiviteter. Samtidig beskri-

ver rådgiverne, at de skal vurdere, om borgerens beskrivelse

er realistisk og sammenlignelig med andre personer i lignende

livssituation. Rådgiverne understreger også, at det er et om-

fattende administrativt arbejde at få overblik over alle borgers

aktiviteter på både dags-, uge-, måneds- og årsbasis og finde

den rette timeudmåling for dette. Rådgiverne i Horsens Kom-

mune peger også på, at der er mulighed for at udmåle puljeti-

mer i ordninger efter §§ 95 og 96 for at skabe plads til uforud-

sete aktiviteter i borgerens bevilling.

I Fredericia Kommune beskriver rådgiverne, at udfordringen

med at finde det rette niveau også handler om balancen imel-

lem, at BPA-ordningen skal give mulighed for, at borgeren le-

ver et så normalt liv som muligt, og samtidig skal det være re-

alistisk. Rådgiverne kalder det også en skelnen imellem, hvad

borger ønsker, og hvad borger faktisk har energi og kræfter til.

De oplever, at borger kan miste overblikket over, hvad der

egentlig er et realistisk aktivitetsniveau, og at det er en svær

proces at finde denne balance i udmålingen og i samtalen med

borgeren.

I Horsens Kommune peger rådgiverne også på, at det afgø-

rende element ikke er typen af aktiviteter, men hvorvidt bor-

geres timeangivelse til aktiviteter forekommer realistisk. Råd-

giverne i Horsens Kommune fortæller også, at de ofte finder

frem til det rette niveau for aktiviteter ved en proces, hvor

udmålingen til aktiviteter går frem og tilbage mellem borger og

rådgiver. De beskriver, at det kan være en længere og udfor-

drende proces, der sigter efter at finde det rette niveau, hvor

borgeres aktiviteter er dækket, men hvor der ikke bliver over-

estimeret.

Rådgiverne i fire af kommunerne peger på, at det kan være

kompliceret at vurdere, hvornår borgeres ønsker til ledsagelse

til aktiviteter uden for hjemmet er rimeligt og derfor kan indgå

som kriterie for at få bevilget støtte efter servicelovens § 96.

En rådgiver i Aabenraa beskriver, at det ikke er tydeligt, hvor

BORGERS BESKRI-

VELSER ER UD-

GANGSPUNKTET

FOR UDMÅLING

TIL AKTIVITETER

DET TAGER TID

AT FINDE DET

RETTE NIVEAU

stort et aktivitetsbehov, kommunen kan forventes at støtte op

om:

”Vi har haft et par sager, hvor vi tænker, hvornår blev en

BPA egentlig til en ledsagerordning på speed? Hvor der ikke

er andet end behov for ledsagelse til 10 aktiviteter. Der sy-

nes jeg nogle gange, det kan være lidt svært at lave den

her rimelighedsvurdering. I forhold til hvor meget aktivitet

går et gennemsnitligt menneske til? Jeg ved godt, at man

så måske har meget mere fritid, fordi man ikke er på ar-

bejdsmarkedet, men alligevel, hvor mange ting går et gen-

nemsnitligt menneske til, og hvad er så rimeligt, at kommu-

nen skal støtte op om?”

(Rådgiver, Aabenraa Kommune)

Rådgiverne i de fire kommuner fortæller, at når de støder på

disse udfordringer, er det nødvendigt at foretage en vurdering

af, hvad der kan defineres som et rimeligt aktivitetsniveau. I

Odense Kommune kalder rådgiverne det at finde balancen for,

hvornår man kompenserer op til normalen uden at overkom-

pensere. På tværs af alle fem kommuner beskriver de, at de

sammenligner borgeres aktivitetsniveau med statistikker for at

finde ud af, om borgerens aktivitetsniveau er sammenligneligt

med borgere med samme alder og familiesituation. Det uddy-

ber vi i næste afsnit.

Kommunerne bruger statistikker til at afgøre et sammenligne-

ligt aktivitetsniveau

I alle fem kommuner, vi har interviewet til denne undersø-

gelse, fortæller rådgiverne, at de gør brug af statistikker i vur-

deringen af, hvor mange timer, der kan bevilges til borgeres

aktiviteter. De beskriver, at de benytter statistikkerne til at un-

dersøge, hvad det gennemsnitlige aktivitetsniveau er for dan-

skere i samme aldersgruppe og familiesituation som borgeren,

og derudfra vurderer, om borgerens beskrevne aktivitetsni-

veau kan bevilges. Kommunerne fortæller, at de bruger tal fra

Danmarks Statistik, Rockwoolfonden og Bolius til dette ar-

bejde.

”Danmarks Statistik er et meget godt redskab til vurderin-

gen af, om det er realistisk, at man går i biografen 4 gange

om ugen. Fordi det kan godt være, du gerne vil det, men

det gør normale mennesker jo ikke. De skal have mulighed

for at føre et liv, der er sammenligneligt med andre. […] Det

er det der med, om det er rimeligt, det de spørger om”

(Rådgiver, Fredericia Kommune)

I Viborg og Odense Kommune fortæller rådgiverne, at de sam-

menligner borgerens aktivitetsniveau med det gennemsnitlige

niveau for borgere uden funktionsnedsættelse i samme alder

og familiesituation. I Viborg Kommune beskriver rådgiverne, at

”Danmarks Statistik er et

meget godt redskab til

vurderingen af, om det

er realistisk, at man går i

biografen 4 gange om

ugen”

(Rådgiver, Frederi-

cia Kommune)

de sammenligner med statistikkerne for at sikre, at en BPA-

ordning skaber mulighed for, at borgeren kan deltage i aktivi-

teter på lige fod med andre og ikke mere end andre borgere.

STATISTIKKER

TIL AT VURDERE

AKVTIVITETSNI-

VEAU

I Aabenraa Kommune har man også opbygget en udmålings-

praksis, der inddrager statistikker for det gennemsnitlige akti-

vitetsniveau for borgere i samme aldersgruppe og livssituation.

I kommunen er man i tvivl om denne praksis, og de afventer

Ankestyrelsens vurdering af denne praksis:

”Nu har vi lavet tilgangen, hvor vi har fundet noget objek-

tivt grundlag fra Rockwoolfonden om, hvad gennemsnitlige

danskere i de her aldersgrupper går til, og hvor meget tid

man bruger på forskellige ting. Så har vi prøvet på et objek-

tivt grundlag at sige: ’Hvis man ellers var 45 år og ikke

havde børn, hvor mange aktiviteter ville man så gå til’. Og

så venter vi spændt på Ankestyrelsens holdning til den sag,

men jeg synes, det er svært”

(Rådgiver, Aabenraa Kom-

mune).

ANKESTYRELSENS BEMÆRKNINGER TIL BRUG AF

STATISTIKKER

Ankestyrelsen bemærker, at kommunen godt kan ind-

drage statistikker som en del af vurderingen, men at

kommunen også skal foretage en konkret og individuel

vurdering af borgers behov for ledsagelse og deltagelse i

aktiviteter.

PERSPEKTIV FRA INTERESSEORGANISATIONER

Repræsentanterne fra danske interesseorganisationer på

handicapområdet kritiserer i interviewet kommunernes

normalitetsvurderinger af borgeres aktivitetsniveau ved

en ansøgning om en BPA-ordning. Repræsentanterne på-

peger, at man ikke kan sammenligne borgere med handi-

cap med borger uden handicap.

”Hele den her normalitetssnak giver jo grundlæggende

ikke mening ved BPA-udmålinger, fordi det er jo netop

ikke normalt, at du har et handicap. Eksempelvis har

vi en aktuel sag med en ung kvinde, som går til rigtig

meget træning for at vedligeholde sit funktionsniveau.

Så har kommunen lavet en form for merudgiftsvurde-

ring, hvor de går ind og siger, at ifølge den her under-

søgelse bruger danskerne 2,5 time om ugen på træ-

ning. Så det er det, du kan få i din BPA-udmåling. Men

hun går jo til træning meget mere netop fordi, at hun

ikke er som alle andre. Hun har brug for ekstra træ-

ning, det er noget, der følger hendes funktionsnedsæt-

telse. Det giver bare ikke mening. Og de ting, hun fo-

retager sig tager længere tid på grund af hendes mu-

skelsvind.”

(Repræsentant, Muskelsvindfonden)

En repræsentant fra Dansk Handicap Forbund kritiserer

også, at brugen af statistikker, som man benytter på

merudgiftsområdet, er blevet en del af kommunernes ud-

målingspraksis i sager efter servicelovens § 96. Hun på-

peger, at dette ikke er tanken i udmålingspraksissen ved

en BPA-ordning.

Kommunerne savner vejledning ved udmåling til aktiviteter

Flere af rådgiverne i de interviewede kommuner bemærker, at

vejledningen til hjælperordningerne efter §§ 95 og 96 er kom-

pliceret, og at de i nogle tilfælde savner klarere retningslinjer i

vejledningerne til bestemmelserne.

I Odense Kommune fortæller rådgiverne, at de særligt kan

savne klarere vejledninger til bestemmelserne i forbindelse

med udmåling af timer til aktiviteter uden for hjemmet:

”Det ville være rart med

et vejledende serviceni-

veau netop omkring akti-

vitetstimer.”

(Rådgiver,

Odense Kommune)

”Det ville være rart med et vejledende serviceniveau netop

omkring aktivitetstimer. Hvad vejleder man om, for eksem-

pel til et ungt menneske, der studerer? Hvor mange aktivi-

tetstimer vil der være der? Hvor mange aktivitetstimer er

der, når du er pensionist? Altså jeg ville ønske, at der var

nogle kategorier med det der med livsvilkår, så det ikke er

os, der hver gang skal gå ind på Danmarks Statistik. Altså

det kunne være rigtig rart for os at have nogle pejlemærker

for, hvordan vi kunne blive hjulpet igennem det her. ”

(Råd-

giver, Odense Kommune)

Når kommunen giver afslag på baggrund af aktivitetsniveauet

Som beskrevet i dette kapitel fortæller rådgiverne i kommu-

nerne, at de giver afslag på støtte efter servicelovens § 96 på

baggrund af borgers aktivitetsniveau, når borgers aktiviteter

uden for hjemmet kan dækkes af en ledsagerordning efter ser-

vicelovens § 97, og borgerens øvrige behov kan dækkes på

anden vis. Denne vurdering hænger sammen med kommuner-

nes vurdering af det rimelige aktivitetsniveau, som vi har gen-

nemgået ovenfor.

I Aabenraa Kommune har rådgiverne også givet afslag på en

ansøgning om støtte efter servicelovens § 96, fordi borgeren

udelukkende havde behov for støtte uden for hjemmet og ikke

havde et støttebehov i hjemmet:

”Det er faktisk også ved § 96, hvor vi siger nej, hvis det er

ren ledsagelse. Det er simpelthen ikke væsentligt nok, at

man gerne vil have rigtig meget ledsagelse. Så henviser vi

til en ledsagerordning sammen med andre løsninger i det

frivillige for eksempel”

(Rådgiver, Aabenraa Kommune)

Borgerens arbejdslederevne

I alle fem kommuner fortæller rådgiverne, at et af de afgø-

rende kriterier for, om borgeren kan blive bevilget støtte efter

servicelovens §§ 95 og 96 er, om borger kan fungere som ar-

bejdsleder. Rådgiverne fortæller, at det er en betingelse for at

blive bevilget hjælp efter servicelovens § 96, at borger har

mulighed for at påtage sig arbejdslederansvaret. Ved støtte ef-

ter § 95 er det ligeledes et krav, medmindre borger bliver be-

vilget støtte efter § 95, stk. 3, hvor borgers nærtstående påta-

ger sig ansvaret som tilskudsmodtager og derfor bliver ar-

bejdsleder.

ARBEJDSLEDER

Det er efter servicelovens § 95, stk. 5, og § 96, stk. 2,

en betingelse for tilskud til ansættelse af hjælpere efter

§§ 95 og 96, at modtageren af tilskuddet er i stand til at

fungere som arbejdsleder for hjælperne.

Kravene til arbejdslederevne er mere udførligt beskrevet

i en boks på side 49 i kapitel 3.

Som det fremgår i undersøgelsens kapitel 3 om indhentning af

oplysninger og udmåling af timer, indhenter kommunerne op-

lysninger til vurdering af borgeres arbejdslederevne og vurde-

rer på denne baggrund, om borger har mulighed for at blive

bevilget støtte efter servicelovens §§ 95 og 96. Kommunerne

indhenter ofte oplysninger på baggrund af samtaler med bor-

ger, oplysninger fra arbejdslederkurser og i nogle tilfælde neu-

ropsykologiske test.

Det er et stort arbejde for borger at være arbejdsleder

Rådgiverne på tværs af de fem kommuner beskriver, at det er

et stort ansvar for borgeren at påtage sig arbejdslederrollen.

Rådgiverne i Aabenraa Kommune beskriver, at det blandt an-

det indebærer at have styr på det fysiske og psykiske arbejds-

miljø, planlægning af hverdagen og personaleansvaret. Rådgi-

verne oplever, at når borgerne ansøger, er de ikke altid op-

mærksomme på det store ansvar, der følger af ordningerne.

Derfor vejleder rådgiverne altid om omfanget af denne del af

betingelsen for ordningen for at sørge for, at borgeren selv el-

ler borgerens nærtstående er opmærksomme på det ansvar,

som de påtager sig. I Aabenraa Kommune har de praksis for

altid at sende borger eller nærtstående på arbejdslederkursus

som en del af denne forberedelse.

BORGERS AR-

BEJDSLEDEREVNE

ER AFGØRENDE

Rådgiverne i flere kommuner fortæller, at arbejdslederevnen

er et afgørende kriterie. Hvis rådgiverne vurderer, at borgeren

ikke kan varetage rollen som arbejdsleder, afgør det, om bor-

geren kan bevilges støtte efter servicelovens § 96 uanset vur-

deringen af borgerens støttebehov. Hvis rådgiverne vurderer,

at borgeren ikke har den tilstrækkelige arbejdslederevne, har

borgeren ikke mulighed for støtte efter servicelovens § 96 eller

§ 95, medmindre en nærtstående kan påtage sig ansvaret i

stedet for borger i en ordning efter § 95, stk. 3. Rådgiverne i

de fem kommuner fortæller, at det ofte er borgere med kogni-

tive funktionsnedsættelser, der har svært ved at varetage ar-

bejdslederansvaret.

Alle fem kommuner fortæller, at hvis hverken borgeren selv el-

ler en nærtstående til borger kan påtage sig arbejdslederan-

svaret, vil kommunerne sørge for at dække borgerens støtte-

behov på anden vis.

Kommunerne arbejder med borgernes nuværende arbejdsle-

derevne

Flere af interviewkommunerne beskriver, at kriteriet om bor-

gers arbejdslederevne ofte bliver særligt tydeligt ved over-

gangssager, hvor unge fylder 18 år og overgår til servicelovens

voksenbestemmelser. I kommunerne fortæller rådgiverne, at

det ikke er alle unge, der kan varetage rollen som arbejdsle-

dere, og at det er forståeligt, fordi det er et stort ansvar for en

ung på 18 år.

I Aabenraa Kommune beskriver rådgiverne, at det ved over-

gangssagerne ofte er arbejdslederevnen, der bliver det afgø-

rende kriterie:

”Ofte når vi får dem ovre fra børneafdelingen, og vi skal i

gang med § 96, så er det ikke så meget væsentlighedskrite-

riet omkring plejebehovet, der bliver afgørende. Så bliver

det arbejdslederevnen. Det er de to ben, vi hele tiden arbej-

der med i de her ordninger. Det er både væsentligheden i

forhold til den her særligt tilrettelagte hjælp, der ligger i 95

og 96, og så er det arbejdslederevnen. Og vi har i hvert fald

fokus på arbejdslederevnen, når det er overgangssager fra

børneafdelingen. Nogle af sagerne er åbenlyse, og fordi du

ikke kan uddelegere den i 96, så tænker vi ikke 96, fordi det

skal de unge mennesker selv kunne klare. Og tit er det unge

mennesker, der har kognitive udfordringer.”

(Rådgiver,

Aabenraa Kommune)

Rådgiverne i Aabenraa Kommune fortæller, at det er et stort

ansvar at skulle løfte arbejdslederrollen, og at det er uhen-

sigtsmæssigt at give unge en BPA-ordning, hvis de ikke er i

stand til at varetage denne rolle.

I både Aabenraa og Viborg Kommune oplever rådgiverne, at

unge på 18 år ofte ikke er i stand til at varetage dette ansvar,

og at de derfor falder uden for personkredsen for støtte efter

servicelovens § 96. I Aabenraa Kommune pointerer de, at

unge på 18 år godt kan varetage arbejdslederrollen direkte ef-

ter overgangen til voksenbestemmelserne, men de har endnu

ikke set eksempler på det. I Odense Kommune beskriver råd-

giverne også, at det er et stort ansvar at lægge over på den

unge, hvis de ikke er selvstændige og modne nok til at vare-

tage arbejdslederrollen.

I Odense og Viborg Kommune fortæller rådgiverne, at de bliver

nødt til at vurdere den unges arbejdslederevne ud fra den nu-

værende situation, men at den unge altid kan søge igen se-

nere, hvis den unges situation ændrer sig. Kommunerne har

dog nogle muligheder for at understøtte borgerens arbejdsle-

derevne.

Kommunerne arbejder i nogle tilfælde med understøttelse og

udvikling af arbejdslederevnen

I flere af kommunerne fortæller rådgiverne, at de i nogle til-

fælde arbejder med understøttelse eller udvikling af borgeres

arbejdslederevne. Det er især ved unge borgere, som overgår

fra børnebestemmelserne, at rådgiverne benytter sig af denne

mulighed, men i Viborg Kommune fortæller rådgiverne også, at

det kan være borgere, som længe har modtaget personlig og

praktisk hjælp fra hjemmeplejen og nu gerne vil klare deres

ordning selv.

Flere af kommunerne har praksis for at bevilge borgeren soci-

alpædagogisk støtte efter servicelovens § 85 med det speci-

fikke formål at arbejde med borgerens arbejdslederevne. Det

kan blandt andet være ved at øve sig i at lægge en vagtplan.

KOMMUNERNES AN-

VENDELSE AF § 85

TIL OPLÆRING SOM

ARBEJDSLEDER

Læs mere om kom-

munernes anvendelse

af servicelovens § 85

til oplæring som ar-

bejdsleder ved kon-

tant tilskud og BPA-

ordninger her:

https://ast.dk/publi-

kationer/ankestyrel-

sens-undersogelse-af-

kontant-tilskud-til-an-

saettelse-af-hjael-

pere-og-borgerstyret-

personlig-assistance

HJÆLP TIL TRÆNING I FUNKTIONERNE SOM AR-

BEJDSLEDER EFTER SERVICELOVENS § 85

Af punkt 87 i vejledning om kontant tilskud og borgersty-

ret personlig assistance fremgår, at hjælp til træning i

funktionerne som arbejdsleder eventuelt efter en konkret

vurdering kan være omfattet af servicelovens § 85 om

socialpædagogisk støtte.

Af samme vejlednings punkt 41 fremgår, at kommunal-

bestyrelsen skal sikre, at borgeren får den nødvendige

rådgivning og vejledning, herunder om de opgaver og det

ansvar, der er forbundet med at være arbejdsgiver, så

borgeren kan sammensætte sin ordning ud fra egne øn-

sker, behov og forudsætninger.

UNDERSTØTTELSE

AF ARBEJDSLE-

DEREVNEN I EN

BEGRÆNSET PE-

RIODE

I Viborg Kommune understreger rådgiverne, at dette kun kan

foregå i en begrænset periode, og det er med udgangspunktet

at understøtte en arbejdslederevne, man har vurderet allerede

er til stede. Hvis borger ikke har arbejdslederevnen, er det

ikke den rette løsning at bevilge socialpædagogisk støtte. Råd-

giverne forklarer, at det ikke kan være en permanent løsning

med en bevilling af § 85 til at understøtte arbejdslederevnen.

Det understøtter rådgiverne i Aabenraa Kommune:

”Vi kan godt sige, at borger får noget 85-støtte i en be-

grænset periode, der underbygger arbejdslederevnen, og så

evaluerer vi om nogle måneder. Så skulle du gerne kunne

selv efter det. Hvis man så ikke kan selv, så er det rigtig

træls at være os, for så bliver vi nødt til at kigge på løsnin-

gen en gang til. Det er jo ikke fordi, at vi holder på ordnin-

gerne, men det er bare rigtig træls at have et ungt menne-

ske, der går i gang med en ordning og får en hverdag, og så

kommer vi et halvt år efter og siger, ’men du evnede ikke at

være arbejdsleder, så vi lukker det hele igen.’ Det er bare

ikke godt for nogen, og slet ikke for borgerne. Det er også

derfor, vi rigtig gerne vil være helt klar på de arbejdsleve-

revner, inden vi sætter det her i værk.”

(Rådgiver, Aaben-

raa Kommune)

I Fredericia og Viborg Kommune fortæller rådgiverne, at de

også i nogle tilfælde sætter mål for unge om at arbejde med

udvikling af arbejdslederevnen på de unges STU-forløb. Samti-

dig peger rådgiverne i Viborg og Odense Kommune på, at unge

mennesker i nogle tilfælde kan få udviklet deres arbejdsleder-

evne via ophold på Egmont højskolen, hvor der bliver fokuse-

ret på BPA-ordninger og arbejdslederrollen.

ARBEJDSLEDER-

EVNEN KAN UD-

VIKLE SIG

I Aabenraa Kommune fortæller rådgiverne, at arbejdslederev-

nen kan udvikle sig. De har oplevet, at en borger har fået af-

slag på støtte efter servicelovens § 96 på grund af manglende

arbejdslederevne, men to år senere har gennemført et ar-

bejdslederkursus og ansøgt om ordningen igen. Borgeren har

nu fået tilkendt ordningen. Rådgiverne fortæller også, at hvis

unge ved overgangen får afslag på en hjælperordning på bag-

grund af manglende arbejdslederansvar, så bliver de unge til-

kendt anden støtte. I den situation har rådgiverne en løbende

dialog med den unge om arbejdslederevnen ved opfølgning.

INTERESSEORGANISATIONERNE OM ARBEJDSLE-

DEREVNEVURDERINGEN SOM KRITERIE

I interviewene med interesseorganisationer på handicap-

området kritiserer repræsentanterne fra Dansk Handicap

Forbund at kommunerne ikke arbejder med udvikling af

borgeres arbejdslederevne.

”Før i tiden, der så man BPA-ordningen som en fanta-

stisk mulighed for unge mennesker for at kunne leve

et ungdomsliv, så man proppede det nærmest ned

over hovedet på unge mennesker. Fra de fyldte 18 år,

der skulle de være arbejdsgivere og arbejdsledere, og

det kastede vi os jo ud i og klarede os mere eller min-

dre godt: learning by doing. Men i dag er det nærmest

omvendt. Du fylder 18 år, og så er du nærmest ikke

kompetent til at have en BPA. Fordi du ikke har ar-

bejdslederevner. Nej, det har man ikke, når man er 18

år, men det skal man nok lære, ligesom man skal lære

alt muligt andet her i livet. Så det er blevet vendt på

hovedet.”

(Repræsentant, Dansk Handicap Forbund)

Samtidig kritiserer interesseorganisationerne, at kommu-

nernes vurdering af, hvem der kan være arbejdsleder er

for ensidig. Det drejer sig blandt andet om en generel

vurdering af, at borgere med kognitive funktionsnedsæt-

telser ikke kan være arbejdsledere, eller at borgere, der

eksempelvis ikke har sprog, ikke kan være arbejdsleder.

Når kommunerne giver afslag på baggrund af borgerens ar-

bejdslederevne

Rådgiverne i Aabenraa Kommune fortæller om en sag, hvor de

har givet afslag på støtte efter servicelovens § 96, efter at de

har afdækket borgerens arbejdslederevne ved en neuropsyko-

logisk test:

”Jeg havde en borger som var beskrevet som ekstremt rigid

i tankemønsteret, og hvor man tænkte, det kan godt være

svært, når man også har en lav IQ, at kunne løse daglige

udfordringer med sine ansatte. Der fik vi en neuropsykolo-

gisk test. Hvis den var kommet positivt tilbage, havde jeg

selvfølgelig taget næste skridt, men den understøttede, at

det ikke var en løsning, vi skulle tilbyde det her unge men-

neske”

(Rådgiver, Aabenraa Kommune)

Indhentning af oplysninger til afdækning af borgeres arbejdsle-

derevne er yderligere beskrevet i kapitel 3.

CASE 4: SAGSEKSEMPEL OM KASPER

EKSEMPEL PÅ UD-

MÅLING OG VISI-

TATION

Sagsforløbet om Kasper er et eksempel på en kommunes ud-

målings- og visitationspraksis i en sag, hvor borger søger om

støtte efter både servicelovens §§ 95 og 96, efter han har

modtaget støtte efter servicelovens §§ 83 og 97. Sagen om

Kasper er et praktisk eksempel på en ansøgning om og bevil-

ling af en kontant tilskudsordning efter servicelovens § 95. Sa-

gen bliver ikke præsenteret for at vise et eksempel på korrekt

juridisk sagsbehandling. Der kan være mangler i fremstillingen

af sagen eller sagsakter, der ikke er sendt med.

Kommunen vurderer Kasper i forhold til begge bestemmelser

og laver i sin afgørelse en personkredsvurdering i forhold til

begge bestemmelser. Kommunen bevilger Kasper støtte efter

servicelovens § 96. Han bliver vurderet som en del af person-

kredsen, fordi han har et omfattende og uforudsigeligt hjælpe-

behov. Sagseksemplet om Kasper illustrerer altså også en

kommunes praksis med, hvilke kriterier der bliver afgørende

for, om borgeren bliver bevilget støtte.

Sagsforløb om Kasper

KASPERS SITUATION

Kasper er i 40’erne og har medfødt cerebral parese. Han

anvender kørestol. Kasper kan ikke gå og kan kun stå op

i kort tid ad gangen.

Kasper bor alene, men får meget hjælp af pårørende i sin

hverdag. Kasper modtager førtidspension. Han bruger i

sine hverdage en del tid på frivilligt arbejde og dyrker

motion flere gange om ugen.

Inden Kasper blev bevilget sin BPA-ordning efter service-

lovens § 96, var han bevilget personlig og praktisk hjælp

efter servicelovens § 83 og havde derudover en ledsager-

ordning efter servicelovens § 97.

Kasper har oplevet, at hans ledsagerbehov ikke kunne

dækkes med en ledsagerordning, og han har derfor fået

hjælp af sin familie til ledsagelse. Kasper har brugt den

tidligere bevilgede ledsagerordning til de aktiviteter, som

han ikke havde lyst til, at hans familie skulle være en del

af.

ANSØGNING OM STØTTE

Kasper ansøger om støtte efter servicelovens §§ 95 eller

96 hos kommunen. Det gør han, fordi han oplever mang-

lende fleksibilitet fra hjemmeplejen i forbindelse med den

bevilgede personlige og praktiske hjælp, og også fordi

han oplever et øget behov for hjælp.

SAGENS FORLØB

Omkring to måneder efter Kaspers ansøgning om støtte

efter servicelovens §§ 95 eller 96, afholder en rådgiver

og en ergoterapeut en opstartssamtale hjemme hos Ka-

sper. En bisidder fra Dansk handicap Forbund deltager

også.

De efterfølgende måneder har kommunen telefonisk kon-

takt med Kasper af et par omgange for at indhente sup-

plerende oplysninger og aftale et nyt møde. Kasper be-

skriver blandt andet sine aktiviteter uden for hjemmet.

Kommunen indhenter også oplysninger fra hjemmeplejen

og udarbejder en VUM. Voksenudredningsmetoden (VUM)

er en metode til sagsbehandling på myndighedsområdet

for voksne med handicap, psykiske vanskeligheder eller

sociale problemer.

Du kan læse mere om VUM på Socialstyrelsens hjemmeside:

https://socialstyrel-

sen.dk/tvaergaende-omrader/sagsbehandling/ny-voksenudredningsmetoden

I de følgende måneder afholder kommunen to samtaler

med Kasper i hans hjem, hvor rådgiver, ergoterapeut og

bisidder også deltager. En af disse samtaler bliver be-

tragtet som en partshøring og handler om at gennemgå

de fremsendte oplysninger med Kasper. Til mødet gen-

nemgår de kommunens udarbejdede VUM, hjemmeple-

jens beskrivelse af Kaspers hjælpebehov og en foreløbig

timeudmåling. En anden samtale handler om at indhente

oplysninger til personkredsvurderingen for § 96. Samme

dag som samtalen om personkredsvurderingen sender

kommunen et brev til Kasper om, at han bliver bevilget

ekstra støtte fra hjemmeplejen og hjælpemidler på bag-

grund af samtalen.

En uge senere sender kommunen et brev til Kasper om,

at hans ansøgning vil blive behandlet på visitationsmøde

to uger senere.

Kort før visitationsmødet fremgår det af sagen, at kom-

munen udarbejder en faglig vurdering, der siger, at Ka-

sper opfylder betingelserne for støtte efter både service-

lovens §§ 95 og 96.

Lidt over seks måneder efter Kaspers ansøgning om

hjælp efter servicelovens §§ 95 eller 96, bliver han bevil-

get en BPA-ordning efter servicelovens § 96. Kasper bli-

ver informeret telefonisk og får efterfølgende tilsendt af-

gørelsen. Kommunen orienterer også Kasper om, at hans

nuværende hjælp fortsætter, indtil han har fået etableret

et hjælperteam. To måneder efter bevillingen starter Ka-

spers BPA-ordning.

PERSONKREDSVURDERING

Kommunen vurderer, at Kasper både er i personkredsen

for støtte efter §§ 95 og 96.

Fordi Kaspers behov for personlig og praktisk hjælp over-

stiger 20 timer om ugen, vurderer kommunen, at han er

omfattet af servicelovens § 95.

Kommunen vurderer, at Kasper er i personkredsen for

servicelovens § 96, fordi han har et stort behov for hjælp

til personlig pleje, praktiske opgaver og ledsagelse. Kom-

munen lægger afgørende vægt på, at Kasper har et ufor-

udsigeligt hjælpebehov, hvor han har behov for hurtigt at

kunne få hjælp. Han kan derfor ikke opnå den ønskede

fleksibilitet i hverdagen med hjælp efter servicelovens §

83. Derudover lægger kommunen vægt på, at Kasper er

meget aktiv i sin hverdag og har et stort behov for ledsa-

gelse.

Kommunen vurderer, at Kasper ikke har psykiske eller

kognitive udfordringer, og at han derfor kan varetage rol-

len som arbejdsleder. Det fremgår ikke af kommunens

afgørelse, hvem der skal varetage arbejdsgiveransvaret.

UDMÅLING AF HJÆLP

Kasper bliver bevilget en BPA-ordning efter servicelovens

§ 96 med 77 timer og 30 minutter om ugen. Timerne er

fordelt på

•

35 timer til personlig pleje og praktisk hjælp,

•

31 timer og 45 minutter til ledsagelse og

•

10 timer og 45 minutter til rummelighed.

Kommunen definerer rummelighed som mulighed for at

aflønne medarbejdere højere i forhold til anciennitet og

løbende lønregulering.

Ud over disse timer bliver Kasper også årligt bevilget 16

timer til at afholde personalemøder, 3 timer til at holde

medarbejderudviklingssamtaler og 16 timer til oplæring

af nye medarbejdere.

Kommunens begrundelse for udmåling af hjælp til de en-

kelte hjælpeopgaver bygger på kommunens faglige vur-

dering, der beskriver Kaspers funktionsnedsættelse og

behov for hjælp. Den faglige vurdering beskriver, at Ka-

sper har behov for hjælp til mange dagligdagsopgaver.

Det handler blandt andet om hjælp til forflytninger, at

løfte ting, madlavning og rengøring. Det fremgår også af

vurderingen, at Kaspers funktionsniveau svinger fra dag

til dag, og at han derfor har svært ved at forudsige, hvor

god en dag det bliver, og hvor meget hjælp han har be-

hov for. I vurderingen bliver der lagt vægt på, at Kasper

KVALITETSSTAN-

DARDER

Kommunen henviser

til kvalitetsstandarden

i forhold til tøjvask og

afviger fra den i ud-

målingen af hjælp til

opgaven. Kommunen

henviser til sit service-

niveau ved udmåling

af tid til oplæring, per-

sonalemøder, APV og

MUS.

har et uforudsigeligt hjælpebehov, hvor han har behov

for, at han hurtigt kan få hjælp. Den faglige vurdering in-

deholder også en gennemgang af minuttal for hjælpebe-

hovet ved personlig pleje og praktisk hjælp.

Kommunens udmåling af hjælp bygger også på vurderin-

gen af Kaspers ledsagerbehov, hvor der fremgår en ud-

måling af både ugentlige, månedlige og årlige aktiviteter

med ledsagerbehov i dagstimerne, aktiviteter i aftenti-

merne og aktiviteter af hele dages eller hele weekenders

varighed.

Kommunernes bemærkninger til sagen om Kasper

I forbindelse med sagen om Kasper har Fredericia og Horsens

Kommune kommenteret på sagsforløbet.

I forbindelse med sagsforløbet om Kasper bemærker rådgi-

verne i Fredericia Kommune, at de undrer sig over, at kommu-

nen i Kaspers sag foretager en vurdering af ham i forhold til

personkredsen for en kontant tilskudsordning efter servicelo-

vens § 95.

KOMMUNERNE

UNDRER SIG

OVER FLERE PER-

SONKREDSVURDE-

RINGER

Hverken rådgiverne i Horsens eller Fredericia Kommune kan

genkende den praksis, at man vurderer borger efter begge be-

stemmelser, når borger på baggrund af sit aktivitetsniveau er i

målgruppen for støtte efter servicelovens § 96.

”Det kan jeg ikke genkende, når der er denne her beskri-

velse af ham, at han er udadvendt og har brug for ledsa-

gelse, og at han oplever, at det ikke fungerer med § 83 og

en ledsagerordning. Så tænker jeg, at så snakker vi ikke §

95.”

(Rådgiver, Fredericia Kommune)

”Hvis de søger om § 96 og er i målgruppen, så siger vi ikke,

at du er også i målgruppen for § 95. Hvis de får et afslag,

så er det jo begge dele, de får afslag på, men ved bevillin-

ger ligger vi os fast på den hjælp, der bedst løser borgeren

behov. Så at skrive i en afgørelse i bevillingen, at man er i

målgruppen for begge dele, det har jeg ikke set, jeg har

heller ikke selv gjort det.”

(Rådgiver, Horsens Kommune)

Rådgiverne i Fredericia Kommune bemærker også, at sagsbe-

handlingstiden på seks måneder er lang, og at de ikke kan

genkende, at sagsbehandlingen bør tage så lang tid. I Frederi-

cia Kommune arbejder rådgiverne på at have en sagsbehand-

lingstid på 4 uger.

MINUTIØS TIME-

UDMÅLING VED §

I Fredericia Kommune har rådgiverne også svært ved at gen-

kende praksis, hvor der bliver foretaget en minutiøs udmåling

af støtte efter servicelovens § 96:

Rådgiver: ”Jeg tænker ikke, at vi laver den der timeudmå-

ling, som vi laver på for eksempel §§ 94 og 95. Den vil vi

nok ikke lave på § 96, men den ligger da alligevel lidt i bag-

hovedet i forhold til, hvor lang tid tager det.”

Rådgiver: ”Men vi vil ikke sige til borger ’du har 35 timer til

personlig pleje, du har 31 og 45 minutter til ledsagelse’, og

vi vil slet ikke sige de har noget til rummelighed.”

(Frederi-

cia Kommune)

Rådgiverne forklarer, at de ville specificere mere generelt over

for borger, hvor mange timer der eksempelvis er blevet udmålt

til aktiviteter på hverdage og i weekender eller i aftentimerne.

I Horsens Kommune fortæller rådgiverne, at de ville foretage

en lignende udmåling, der var defineret ud fra minuttal.

CASE 5: SAGSEKSEMPEL OM LOUISE

EKSEMPEL PÅ UD-

MÅLING OG VISI-

TATION

Sagen om Louise er et eksempel på en kommunes udmålings-

og visitationspraksis i en sag, hvor borgeren har en progredie-

rende lidelse, og hvor personkredsvurderingen af borgeren

derfor ændrer sig. Sagsforløbet er samtidig et eksempel på en

sag, hvor kommunen modtager sagen efter, at borgeren skif-

ter bopælskommune. Sagen om Louise er et praktisk eksempel

på en ansøgning om og bevilling af en kontant tilskudsordning

efter servicelovens § 96. Sagen bliver ikke præsenteret for at

vise et eksempel på korrekt juridisk sagsbehandling. Der kan

være mangler i fremstillingen af sagen eller sagsakter, der ikke

er sendt med.

Sagsforløbet viser, hvordan Louise først får afslag på støtte ef-

ter servicelovens § 96, men senere bliver tilkendt støtten i sin

nye bopælskommune.

Sagsforløb om Louise

LOUISES SITUATION

Louise er i 30’erne og har hurtigt progredierende skle-

rose. Louises sygdom betyder, at hun har nedsat styrke i

arme og ben, og at hun derfor har brug for hvile efter

kort tids fysisk aktivitet. Louise har brug for støtte til de

fleste dagligdagsopgaver. Det gælder blandt andet opga-

ver som at gå i bad, tage tøj på, lave mad og gøre rent.

Louise bor sammen med sin partner og børn. Hun har in-

den sin diagnosticering med sklerose haft fuldtidsarbejde,

men arbejder efter sin diagnose ikke fuld tid længere.

Louise har hidtil modtaget anden hjælp efter servicelo-

ven. Hun har blandt andet hjælpemidler efter servicelo-

vens § 112 og modtager støtte til personlig pleje og

praktisk hjælp efter servicelovens § 83. Hun får hjælp til

blandt andet personlig pleje, madlavning, opvask og ren-

gøring. Louise er også bevilget en ledsagerordning efter

servicelovens § 97.

ANSØGNING OM STØTTE

Louise søger i første omgang om en BPA-ordning efter

servicelovens § 96 efter vejledning fra Rehabiliterings-

Center for Muskelsvind. Louises daværende kommune af-

viser hendes ansøgning med den begrundelse, at hun

ikke har et massivt behov, der nødvendiggør en BPA-ord-

ning.

Omkring et år senere søger Louise igen om en BPA-ord-

ning efter servicelovens § 96. Louise søger om dette i

forbindelse med, at hun skal flytte til en ny kommune.

Louise søger forud for flytningen.

VEJLEDNING OM

STØTTE EFTER § 95

Ud fra sagens akter

kan Ankestyrelsen

ikke se, om det ville

have været relevant

at vejlede om mulig-

heden for kontant til-

skudsordning efter §

95 i sagen om Louise.

Ankestyrelsen gør op-

mærksom på, at kom-

munen som udgangs-

punkt bør vejlede bor-

ger om muligheden

for støtte efter § 95,

når borgers støttebe-

hov bliver udmålt til

over 20 timer om

ugen, og borger sam-

tidig søger om en

hjælperordning.

SAGENS FORLØB

Inden Louises første ansøgning om en BPA-ordning har

kommunen været i kontakt med Louise. De har rådgivet

hende i at planlægge sin hverdag efter hendes diagnose

med sklerose. Ved Louises ansøgning om en BPA-ordning

i den tidligere bopælskommune foretager kommunen et

hjemmebesøg. Hjemmebesøget hænger også sammen

med, at Louises sygdom er tiltaget, og at hun har besvær

med at klare personlig pleje og praktiske opgaver. Om-

kring en måned senere får Louise afslag på sin ansøgning

om en BPA-ordning, fordi kommunen vurderer, at Louise

ikke har et massivt støttebehov. Kommunen udmåler 24

timers støtte om ugen efter servicelovens § 83, og der-

udover også ledsagelse efter servicelovens § 97. Louise

klager over afgørelsen, og fem måneder efter Louises

klage stadfæster Ankestyrelsen kommunens afgørelse

om afslag på en BPA-ordning.

Da Louise omkring et halvt år senere søger om en BPA-

ordning, denne gang i hendes kommende bopælskom-

mune, kontakter kommunen Louises RehabiliteringsCen-

ter for Muskelsvind for at få fremsendt relevante sagsak-

ter.

Nogle dage efter ansøgningen informerer kommunen

Louise om, at der ikke kan etableres en BPA-ordning, der

starter ved Louises tilflytning til kommunen, men at hun

vil modtage praktisk hjælp og personlig pleje efter ser-

vicelovens § 83, indtil kommunen kan behandle Louises

ansøgning om en BPA-ordning.

Kommunen modtager akter fra RehabiliteringsCenter for

Muskelsvind og Louises tidligere bopælskommune. Kom-

munens terapeut laver også en udredning af Louise.

Kommunen sammenholder terapeutens vurdering af Lou-

ises støttebehov med oplysninger om Louises hidtidige

hjælp efter servicelovens § 83 og vurderer hjælpebeho-

vet. Kommunen informerer også Louise om kommunens

serviceniveau for praktiske opgaver.

Kommunen holder et møde med Louise omkring tre uger

efter hendes tilflytning til kommunen, hvor de taler med

hende om hendes funktionsniveau, dagligdag og støtte-

behov. Kommunen beder i denne forbindelse også Louise

om at udfylde et ugeskema, som hun kan udfylde i for-

hold til, hvor mange timer og hvornår på dagen hun har

behov for hjælp.

Omkring en måned efter mødet med Louise, afholder

kommunen et tværfagligt møde med RehabiliteringsCen-

ter for Muskelsvind om Louises funktionsniveau. Nogle

dage efter bliver Louise bevilget en BPA-ordning.

GENBRUG AF OP-

LYSNINGER

Kommunen genbruger

oplysninger fra den

tidligere kommune i

forbindelse med den

midlertidige bevilling

af støtte efter service-

lovens § 83, men

kommunen foretager

sin egen vurdering af

Louises funktionsni-

veau ved vurderingen

af, om hun skal have

en BPA-ordning. Loui-

ses sygdom er progre-

dierende, og det er

derfor svært at an-

vende tidligere oplys-

ninger til den nye vur-

dering. Louises tidli-

gere bopælskommune

var også i gang med

at vurdere hendes

funktionsniveau igen.

UDMÅLING AF HJÆLP

Louise bliver bevilget en BPA-ordning efter servicelovens

§ 96 med 70 aktive timer om ugen, 36 puljetimer om

100

året til arbejdsmiljø og 30 puljetimer om året til introduk-

tion og oplæring af nye medarbejdere. Louise bliver også

bevilget 500 kr. om måneden til dækning af hjælperud-

gifter og 2.387 kr. om året til kurser.

De 70 aktive timer er fordelt med 10 timer om dagen,

men der fremgår ikke en nærmere gennemgang af de

bevilgede opgaver ud fra sagens akter.

Kommunen vurderer, at Louises behov ikke kan kompen-

seres ved andre hjælpeforanstaltninger på en hensigts-

mæssig måde. Samtidig vurderer kommunen, at Louise

kan varetage arbejdslederfunktionen, da hendes kogni-

tive funktionsniveau ikke er påvirket af hendes sygdom.

INDDRAGELSE

Louise bliver inddraget

i udmålingen af støtte

af flere omgange ved

hjemmebesøg. Louise

bliver også inddraget i

udmålingen ved udfyl-

delse af et ugeskema

Kommunen uddyber sin begrundelse for afgørelsen. Her

lægger kommunen vægt på, at Louise har en betydeligt

nedsat funktionsevne i kraft af sin progredierende skle-

rose. Det betyder, at kommunen vurderer, at Louise har

behov for den ganske særlige støtte, som en BPA-ordning

er. Kommunen lægger vægt på, at Louise har fortalt, at

hun har behov for hjælp til al personlig pleje som eksem-

pelvis toiletbesøg, bad og påklædning/afklædning samt

alle praktiske opgaver som eksempelvis rengøring og

madlavning. Samtidig lægger kommunen vægt på, at

Louise fortæller, at hun tidligere har haft mange udadret-

tede aktiviteter som sport og deltagelse i sociale aktivite-

ter, og at det påvirker hende mentalt ikke at kunne del-

tage i dette. Et sidste hensyn, som kommunen lægger

vægt på i bevillingen er, at der skal være en sammen-

hængende hjælp for at opretholde Louises erhvervsakti-

vitet.

Kommunen har ikke en nærmere beskrivelse af udmålin-

gen i bevillingen af BPA-ordningen. Kommunen har an-

vendt Louises egne oplysninger til hjælpeopgaverne, men

det fremgår ikke af sagens akter, hvordan kommunen er

nået frem til de 70 timer.

KVALITETSSTAN-

DARDER

Kommunen henviser

til serviceniveauet i

forbindelse med orien-

tering om praktisk

hjælp, men anvender

ikke kvalitetsstandar-

den ved selve bevillin-

gen af BPA-ordningen.

Den tidligere kom-

mune henviser til kva-

litetsstandarden i for-

bindelse med afslag

på BPA, hvor den afvi-

ser at behandle an-

søgningen efter ser-

vicelovens § 96, stk.

3, hvor der bevilges

BPA, selvom borger

ikke er omfattet af

personkredsen i stk.

LOUISES KLAGE

Louise klager over sit første afslag på en BPA-ordning,

fordi hun mener, at hun har et massivt behov for støtte,

selvom hendes daværende kommune vurderer, at dette

101

ikke er tilfældet. Louise fremhæver, at hun ikke er i

stand til at åbne et køleskab og tage madvarer ud, og at

det er svært for hende at klare egenomsorg. Derudover

oplever Louise, at hun ikke har overskud til at være sam-

men med sin familie, fordi hendes energi går til at klare

opgaver, som hun har brug for hjælp til. Louise har svært

ved at strukturere hjælpen, fordi hun har børn, og hun

oplever derfor et behov for mere fleksibel støtte.

Ankestyrelsen stadfæster kommunens afslag på en BPA-

ordning til Louise. Ankestyrelsen bemærker dog i afgørel-

sen, at kommunen skal sørge for at følge op på den be-

vilgede hjælp og være særligt opmærksom på, om der

sker ændringer i Louises funktionsniveau, når hun har en

hastigt progredierende lidelse.

Louises tidligere bopælskommune begynder en vurdering

af Louises sag på ny, da hun ansøger om en BPA-ordning

igen i denne kommune i forbindelse med, at en ny funkti-

onsevnevurdering peger på, at hendes funktionsevne er

yderligere svækket. Kommunen når ikke at færdigbe-

handle denne ansøgning, før Louise flytter til sin nye

kommune, men Louises tidligere kommune har vurderet

en forøgelse i hjælpebehovet til 60 timer om ugen.

Kommunernes bemærkninger til sagen om Louise

I forbindelse med sagen om Louise har Odense og Aabenraa

Kommune kommenteret på sagsforløbet.

I sagen om Louise er der ikke klare begrundelser for udmålin-

gen af 70 timers støtte efter servicelovens § 96. I Odense

Kommune kan rådgiverne ikke genkende, at den manglende

begrundelse for timeudmålingen skulle hænge sammen med,

at kommunen udmåler mere tid end nødvendigt, fordi Louises

lidelse bliver værre, og timerne derfor snart vil være nødven-

dige. Rådgiverne i Odense Kommune påpeger, at de ville ind-

drage denne overvejelse ved opfølgning og formentlig iværk-

sætte en hyppigere opfølgning, når borger har en hastigt pro-

gredierende lidelse.

KOMMUNER TA-

GER UDGANGS-

PUNKT I DET AK-

TUELLE BEHOV

Rådgiverne i både Odense og Aabenraa Kommune fortæller, at

de, ligesom Louises første bopælskommune, ikke ville bevilge

støtte til en borger, der endnu ikke var i personkredsen for be-

stemmelsen:

”Vi vil aldrig omfatte dem, før vi tænker, at det er nu. Vi har

haft en for nylig, hvor vi tænker, at det er nok der, det en-

der, men det er ikke lige nu. Så aftaler vi opfølgning efter

102

nogle måneder for at se, hvor den ligger der, og måske igen

et halvt år senere eller måske kortere tid.”

(Rådgiver,

Odense Kommune)

”Vi skal jo tage udgangspunkt i det aktuelle funktionsni-

veau, der er jo ingen af os, der kan se ud i fremtiden. Så

må vi se den mulighed for hjælp, der passer bedst, og så

kan det godt være at en BPA er det oplagte på et tidspunkt,

men hvis det ikke er det i det aktuelle øjeblik, så er det ikke

det, vi går med.”

(Rådgiver, Aabenraa Kommune)

Rådgiverne i begge kommuner peger på, at det i en sådan si-

tuation er afgørende, at borgeren bliver vejledt om, at hun

skal søge igen, når hendes behov bliver større. I Aabenraa

Kommune fortæller de, at de også skriver i deres afgørelser

ved afslag, at hvis der sker ændringer i borgers støttebehov,

så skal borger henvende sig igen. Kommunen benytter sig af

en formulering udarbejdet af Ankestyrelsen.

I Odense Kommune beskriver rådgiverne også, at de i en så-

dan situation vil starte med at bevilge ledsagelse efter service-

lovens § 97 og senere hen bygge ovenpå med flere bevillinger,

inden borgeren er i personkredsen for støtte efter servicelo-

vens § 96.

KOMMUNERNES

PERSPEKTIV PÅ

UDMÅLINGEN

I Odense Kommune undrer rådgiverne sig dog over, hvilken

hjælp Louise får, mens hun er på arbejde ved sin første bevil-

ling. Rådgiverne pointerer, at en udmåling af 24 timers støtte

efter servicelovens § 83 også er et betydeligt behov for hjælp.

I Aabenraa Kommune undrer rådgiverne sig over, at Louise har

et behov for ledsagelse, men ikke har behov for støtte, når

hun går på arbejde.

I Aabenraa Kommune fortæller rådgiverne, at de ofte ser ud-

målinger på 70 timer om ugen ligesom i Louises sag. Det sva-

rer til 10 timer om dagen, og rådgiverne beskriver, at det ty-

pisk er det omfang, der passer til pleje i løbet af en dag. I

Aabenraa Kommune bemærker rådgiverne dog, at der er ele-

menter i den samlede bevilling for Louise, som de ikke kan

genkende sammenhængen i:

”Det er lidt oplagt, at hvis hun nu var tilknyttet arbejdsmar-

kedet, så lå der jo en vis pligt til at understøtte det. Men vi

får jo også at vide, at hun er ikke på fuldtid, så det er jo

ikke understøttelse af arbejdsmarkedet, som de 70 timer

går op i. Man kan sige, at sagen er enormt uoplyst for nye

øjne, fordi hvad er det, du har brug for pleje til - hvad er

plejedelen. Det kan vi jo sådan set overhovedet ikke læse

udover, at hun er træt, og det kan du jo ikke få pleje for. I

forhold til det store aktivitetsniveau, hvis du er træt, skal du

103

så ikke hvile dig i stedet for at gå til en masse ting? Det kan

godt være, at hun har brug for ledsager, når hun er til no-

get, men vi skal jo ikke kompensere for træthed ligegyldigt

hvad vi gør. Vi kan understøtte og kompensere for nogle

helt praktiske ting i forhold til rengøring, hvis hun ikke kan

overskue det, så hun kan bruge sine ressourcer på noget

andet.”

(Rådgiver, Aabenraa Kommune)

I Aabenraa Kommune taler rådgiverne om, at man i nogle

sager kan finde teknologiske løsninger til borgeren, der bety-

der, at borgeren ikke har et lige så omfattende behov for hjælp

til praktiske opgaver. Det kan rådgiverne ikke se er overvejet i

sagen om Louise.

Rådgiverne i Odense Kommune savner ikke umiddelbart oplys-

ningsgrundlag i sagen om Louise. De peger dog på, at det i

forbindelse med forværringer ved en progredierende lidelse

ville være relevant at indhente oplysninger fra sundhedsfaglige

personer. I den forbindelse refererer rådgiverne til, at oplys-

ninger fra især egen læge kan være af meget varierende ka-

rakter og nogle gange er en forlængelse af borgers ønske.

Dette er også beskrevet i undersøgelsens kapitel 3 i afsnittet

om indhentning af oplysninger fra sundhedspersoner. I Aaben-

raa Kommune kan rådgiverne ikke genkende en praksis, hvor

udmålingen i så stort omfang bygger på borgers egne oplys-

ninger.

TEKNOLOGISKE

LØSNINGER KAN

OGSÅ IMØDE-

KOMME STØTTE-

BEHOV

104

KAPITEL 5

Opfølgning i sager efter §§ 95

og 96

I dette kapitel belyser vi kommunernes praksis og overvejelser

ved opfølgning på bevillinger efter servicelovens §§ 95 og 96.

Undervejs i kapitlet beskriver vi kommunernes praksis og

overvejelser ved opfølgning samt hvilke situationer, der kan

betyde, at kommunerne foretager ændringer i borgers bevilling

ved opfølgning. Vi belyser også kommunernes særlige op-

mærksomhedspunkter ved opfølgning, herunder særligt op-

følgning på borgers arbejdslederevne.

Flere af de pointer og fokusområder, som rådgiverne i de fem

interviewkommuner fremhæver i forbindelse med opfølgning er

generelle pointer, der i flere sager også kan være relevante i

kommunernes udmålings- og visitationspraksis ved nyansøg-

ninger om støtte efter servicelovens §§ 95 og 96.

Kapitlet bygger på gruppeinterview med rådgivere i fem kom-

muner og et gruppeinterview med repræsentanter fra udvalgte

interesseorganisationer på handicapområdet.

HOVEDPOINTER I KAPITLET

•

Rådgiverne i de interviewede kommuner fortæller, at

de som udgangspunkt foretager årlige opfølgninger ved

igangværende sager efter servicelovens §§ 95 og 96.

Rådgiverne fortæller, at de centrale emner ved opfølg-

ning med borgerne ofte er ændringer i borgerens støt-

tebehov, økonomien i ordningen, borgerens arbejdsle-

derevne og forhold i forbindelse med ansættelse af

hjælpere.

Kommunerne fortæller, at der er situationer, hvor de

sætter støtten ned ved opfølgning. Det kan være, hvis

borgerens behov for hjælp bliver mindre, fordi borgeren

eksempelvis har børn, der er blevet ældre og mere

selvhjulpne. Det kan også være, hvis borgerens aktivi-

tetsniveau er blevet mindre.

Kommunerne fortæller også, at der er situationer, hvor

de sætter støtten op ved opfølgning. Det sker, hvis bor-

gerens behov for hjælp eller aktivitetsniveau er blevet

øget. Rådgiverne fortæller, at det kan ske på baggrund

•

105

af lidelser, der har progredieret, hvis borgerens bolig-

forhold har ændret sig, eller borgeren har fået nye akti-

viteter i sin hverdag.

•

Kommunerne beskriver, at de har et særligt fokus på

borgerens arbejdslederevne ved opfølgningen, og på

hvorvidt borgeren lever op til sit ansvar som arbejdsle-

der. Ud over opfølgning på borgeres arbejdslederevne

påpeger rådgivere i to af kommunerne også, de ikke

har tilstrækkelige muligheder for at følge op på forhold,

der vedrører rollen som arbejdsgiver og arbejdsmiljø i

hjælperordningerne.

PRAKSIS OG OVERVEJELSER VED OPFØLGNING

Vi har under vores interview med sagsbehandlere fra fem for-

skellige kommuner spurgt ind til kommunernes praksis og

overvejelser i forbindelse med opfølgning på sager efter §§ 95

og 96. Vi vil i dette afsnit beskrive, hvordan kommunerne fore-

tager opfølgning og give eksempler på situationer, hvor kom-

munerne har ændret i støtten til en borger på baggrund af

opfølgning i sagen.

Kommunerne foretager som regel årlige opfølgninger

Af punkt 38 i Vejledning om kontant tilskud til ansættelse af

hjælpere og borgerstyret personlig assistance fremgår det, at

det kan være hensigtsmæssigt, at der ved igangsættelse af

nye hjælperordninger efter servicelovens §§ 95 eller 96 aftales

en opfølgning efter 3-6 måneder eller tidligere, hvis der er

usikkerhed om udmålingen af hjælpen. Tilsvarende kan det

ved progredierende lidelser, hvor hjælpebehovet meget hurtigt

kan ændre sig, være hensigtsmæssigt at gennemføre opfølg-

ning med kortere intervaller. Ved velfungerende ordninger,

hvor hjælpebehovet er uændret fra år til år, eller hvor der er

grund til at formode, at borgeren henvender sig af egen drift

ved behov for ændringer, kan opfølgningen aftales med læn-

gere intervaller.

Flere af de kommuner, vi har talt med, beskriver i tråd her-

med, at de i sager, hvor der er tale om nye ordninger, kommer

ud til opfølgning hos borgeren efter tre måneders tid. Derud-

over fortæller alle kommunerne, at de foretager opfølgning i

sager efter §§ 95 og 96 minimum en gang om året. I Aabenraa

Kommune fortæller rådgiverne dog, at de har haft svært ved

at kunne nå at følge op årligt de seneste år, men at de i kom-

munen nu har genoptaget årlige opfølgninger. I Horsens Kom-

mune fortæller rådgiverne, at de også oplever, at borgeren i

OPFØLGNING

Kommunalbestyrelsen

skal løbende følge de

enkelte sager for at

sikre sig, at hjælpen

fortsat opfylder sit for-

mål. Kommunalbesty-

relsen skal herunder

være opmærksom på,

om der er behov for at

yde andre former for

hjælp. Opfølgningen

skal ske ud fra modta-

gerens forudsætninger

og så vidt muligt i

samarbejde med

denne. (Servicelovens

§ 148, stk. 2)

106

nogle tilfælde selv tager fat i kommunen og ønsker at få revur-

deret sin ordning.

I Horsens Kommune beskriver rådgiverne også, at dagsorde-

nen for opfølgningen ofte handler om ændrede støttebehov,

økonomien i ordningen, borgerens arbejdslederevne og even-

tuel sygdom blandt eller udskiftning af personale, hvis det er

relevant. En rådgiver beskriver opfølgningsmødet med borge-

ren:

”Så tager vi ud og tager en snak med borgeren og finder ud

af, hvad lå der i den sidste udmåling, og så gennemgår vi

den meget minutiøst for at finde ud af, om der er noget, der

har ændret sig. Vi har meget fokus på arbejdslederfunktio-

nen og arbejdsmiljø, fordi det er tit dét, der volder proble-

mer hos borgeren.”

(Rådgiver, Horsens kommune)

OPFØLGNINGSMØDER

ER NØDVENDIGE

Rådgiverne i Viborg Kommune fortæller, at selvom opfølg-

ningsmøderne kan være lange og krævende, så er de nødven-

dige for at sikre, at borgeren får den rigtige støtte, og at ord-

ningen fungerer i praksis:

”Opfølgningsmøderne trækker da også tænder ud. Altså det

kan tage lang tid, men det er også bare nødvendigt […] Og

det er én ting at tale med en borger i telefonen, og noget

andet at sidde derude og få en snak med dem. det giver no-

get helt andet. Så det er i hvert fald vigtigt.”

(Rådgiver, Vi-

borg kommune)

Rådgiverne fortæller, at det i nogle tilfælde kan være fint at fo-

retage fysisk opfølgning hvert andet år og telefonisk opfølgning

de andre år.

Alle kommunerne fortæller, at der er sager, hvor borgernes

støttebehov er stort set uændrede fra år til år, og hvor der

derfor ikke ændres i støtten på baggrund af opfølgning.

Der er situationer, hvor kommunerne foretager ændrin-

ger i støtten på baggrund af opfølgningen

De rådgivere, vi har talt med, fortæller, at de har erfaring

med, at de i forbindelse med opfølgning på sager efter §§ 95

og 96 har ændret i borgerens støtte på baggrund af de oplys-

ninger, som de har fået ved opfølgningen. Det handler både

om sager, hvor støtten er blevet sat op, og sager, hvor støtten

er blevet sat ned.

FORHOLD DER

HAR BETYDNING

FOR, AT STØTTEN

NEDSÆTTES

Nogle af de forhold, som kommunerne nævner, der kan have

betydning for, at de i forbindelse med opfølgning udmåler

færre

timer i en hjælperordning efter §§ 95 eller 96, er:

107

•

HENTE OG

BRINGE BØRN

KAN VÆRE

PRAKTISK

HJÆLP EFTER §

83 OG DERMED

OGSÅ § 95

I principmedde-

lelse 75-16 fast-

slås det, at prak-

tisk hjælp eller

støtte til praktiske

opgaver i hjem-

met også omfatter

hjælp til fx hjælp

til at hente og

bringe børn fra

børnehave. Det er

derfor ikke den fy-

siske afgrænsning

af hjemmet, der

er afgørende for

vurderingen af,

om der er tale om

en praktisk op-

gave, der ligger i

hjemmet. Der

skal være en na-

turlig sammen-

hæng mellem ud-

førelsen af de

praktiske opgaver

i hjemmet og

uden for hjemmet.

Det beror på en

konkret vurdering

af borgerens be-

hov, om en op-

gave er en nød-

vendig praktisk

opgave med til-

knytning til hjem-

met.

•

Borgeren, som modtager støtte, er blevet bevilget støtteti-

mer, fordi borger skal kunne deltage i aktiviteter med og

kunne hjælpe sine børn. Borgerens børn er blevet ældre, og

kan derfor klare flere opgaver selv – såsom at tage tøj på og

smøre madpakke. Derfor har borgeren ikke i samme omfang

behov for støtte til at hjælpe sine børn med eksempelvis

praktiske opgaver.

Rådgiverne bliver opmærksomme på, at borgerens aktivitets-

niveau er blevet mindre, fordi borgeren bliver ældre og har

mindre energi. Dette forhold gør sig kun gældende ved § 96.

I forlængelse af ovenstående beskriver rådgiverne i Odense

Kommune også, at nogle borgere kan bevæge sig ud af per-

sonkredsen for en BPA-ordning i takt med, at de bliver ældre

og deres aktivitetsniveau falder:

”Man kan jo godt have fået en BPA-ordning på et tidspunkt,

hvor man var meget aktiv, men så bliver man ældre og ak-

tivitetsniveauet daler. Selvom et højt aktivitetsniveau ikke

er en betingelse for, at du har den her ordning, kan man

måske godt gå ind og sige: ’Jamen, nu er du et andet sted i

dit liv, hvor man tænker, at det faktisk ikke længere er nød-

vendigt for dig at have en BPA-ordning.’”

(Rådgiver, Odense

Kommune)

I Odense Kommune fortæller rådgiverne, at det er sjældent, at

de i forbindelse med opfølgning frakender borgeren deres be-

villing, men at det kan ske. I den forbindelse peger rådgiverne

på, at det er svært at frakende en bevilling, som en borger har

haft i mange år, selvom borgeren egentlig ikke længere er i

personkredsen. En rådgiver fortæller, at det skyldes, at bor-

gerne i de situationer har indrettet deres liv efter ordningen.

Nogle af de forhold, som kommunerne nævner kan have be-

tydning for, at de i forbindelse med opfølgning udmåler

flere

ti-

mer i en hjælperordning efter §§ 95 eller 96, er:

•

Borgeren har fået et øget aktivitetsniveau. Et eksempel kan

være, at borgeren begynder til en ny fritidsaktivitet. Dette

gælder kun for § 96.

Borgeren har en progredierende sygdom, som udvikler sig,

og derfor har borgeren fået et øget behov for hjælp.

Borgerens boligsituation ændrer sig, og borgeren har eksem-

pelvis ikke længere en samlever. Borgeren kan derved få be-

hov for mere støtte i hjemmet, eksempelvis fordi en samle-

ver hidtil har klaret en del af opgaverne i hjemmet. Det kan

også være, at borgeren har haft hjemmeboende børn, som

flytter hjemmefra, og som derfor ikke længere kan klare op-

gaver i hjemmet for borgeren.

108

•

Borgeren, der modtager støtte, har børn, der, i forbindelse

med at de bliver ældre, får nye behov for eksempelvis at

blive fulgt til fritidsaktiviteter af borgeren. Det kan betyde, at

borgerens støttebehov ændrer sig, og at kommunen udmåler

flere timer til borgeren.

I Aabenraa Kommune fortæller rådgiverne, at de har haft en

sag, hvor de i forbindelse med opfølgning ændrede en ung bor-

gers bevilling fra en § 95, stk. 3, til en § 96, fordi den unge fik

et øget behov for støtte til aktiviteter uden for hjemmet i for-

bindelse med, at den unge gerne ville starte på en uddannelse.

Samtidig havde den unges arbejdslederevne udviklet sig. Den

unge blev derfor bevilget et arbejdslederkursus og socialpæda-

gogisk støtte til at understøtte arbejdslederevnen i en begræn-

set periode.

INTERESSEORGANISATIONERNE OM OPFØLGNING

I interviewet med repræsentanter fra interesseorganisati-

oner på handicapområdet, påpeger repræsentanter fra

Muskelsvindfonden og LOBPA, at de ser sager, hvor bor-

gerne oplever manglende kommunikation fra rådgiverne

omkring opfølgningen. Samtidig oplever borgerne, at det

er svært at gennemskue, hvordan oplysninger fra opfølg-

ningsmøder bliver brugt.

Muskelsvindfonden nævner et eksempel på en sag, hvor

der blev foretaget opfølgning på en omfattende ordning

efter § 96. De fortæller, at borgeren oplevede en fin dia-

log omkring sit støttebehov, og hvor han efterfølgende

sender yderligere oplysninger på skrift omkring sit støtte-

behov. Borgeren hører derefter ikke mere fra sin rådgi-

ver, før borgeren modtager en afgørelse, hvor han i ste-

det for sin nuværende ordning bliver bevilget hjemme-

hjælp og en ledsagerordning med samlet markant færre

timer end i hans ordning efter servicelovens § 96.

Repræsentanterne påpeger også, at de møder borgere,

der bliver utrygge i opfølgningssituationen, fordi rådgive-

ren ikke klart tilkendegiver, hvad spørgsmålene til op-

følgningen handler om, og hvordan svarene indgår i råd-

giverens vurdering af sagen.

BORGERNE KAN

HAVE SVÆRT VED

AT FORSTÅ OP-

FØLGNINGEN

Kommunerne har særligt fokus på arbejdslederevnen

ved opfølgning

Alle fem kommuner fortæller, at de har særligt fokus på ar-

bejdslederevnen ved opfølgning på ordninger efter §§ 95 og

96. I Viborg Kommune fortæller rådgiverne, der sidder med

109

sager efter § 96, at de har udarbejdet en spørgeguide for at

sikre, at de får spurgt detaljeret ind til de forskellige aspekter

af, hvordan borgeren oplever at varetage arbejdsledersansva-

ret. For eksempel spørger de borgeren, om denne har afholdt

MUS med de hjælpere, borgeren har ansat, og hvornår borge-

ren har gjort det.

SVÆRT AT VURDERE

BORGERENS

ARBEJDSLEDEREVNE

Flere af kommunerne beskriver, at de oplever, at det kan være

svært at vurdere borgerens evne til at være arbejdsleder.

Kommunerne fortæller, at det blandt andet skyldes, at deres

primære kilde til oplysninger om borgerens evne til at være ar-

bejdsleder er borgeren selv. Flere kommuner fortæller, at de i

nogle sager godt kan være i tvivl om, hvorvidt det er borgeren

selv, der styrer ordningen, eller om det er borgerens samle-

ver/ægtefælle eller hjælpere, der har været ansat i mange år,

der varetager en del af arbejdslederopgaverne. I Odense Kom-

mune beskriver rådgiverne, at de ikke reelt har mulighed for at

undersøge dette, fordi de ikke har mulighed for at snakke med

hjælperne uden borgerens samtykke. Det er ikke en del af

kommunens opgave ved opfølgningen at tale med borgerens

hjælpere, da der er tale om et ansættelsesforhold imellem bor-

geren og borgerens ansatte hjælpere.

I Horsens Kommune fortæller rådgiverne, at hvis de vurderer,

at der er tegn på, at borgeren ikke selv varetager rollen som

arbejdsleder, så følger de op på det. Det gør de blandt andet

ved at gå i dialog med borgeren i forhold til, om borgeren får

lavet arbejdsplaner, om der er procedurebeskrivelser og for-

flytningsvejledninger og ved at spørge ind til økonomien, syg-

dom blandt hjælperne og vikardækning. Hvis rådgiverne efter

en sådan samtale stadig ikke er sikre på, at borgeren kan

være arbejdsleder, så giver kommunen borgeren et arbejdsle-

derkursus, og arbejder med, hvad der yderligere kan gøres for,

at borgeren kan beholde sin hjælperordning. Rådgiverne i Hor-

sens Kommune beskriver også, at det i forbindelse med op-

følgning er vanskeligt at dokumentere, at borgeren ikke læn-

gere kan varetage arbejdslederrollen.

Rådgiverne i Viborg Kommune fortæller, at de ville være nødt

til at få borgeren til at gennemgå en neuropsykologisk under-

søgelse for at kunne vurdere, om borgeren stadig er i stand til

at varetage arbejdslederevnen. Kommunen oplever dog, at det

er svært at dokumentere, at der er brug for den neuropsykolo-

giske vurdering i forbindelse med en opfølgning på borgerens

bevilling.

Det er svært for kommunerne at følge op på arbejdsgiverfor-

hold

I Horsens og Odense Kommune nævner rådgiverne, at de op-

lever, at de ikke har tilstrækkelige muligheder for at følge op

110

ARBEJDSGIVER-

FORHOLD VED

BPA-ORDNING

Af vejledningen

om kontant tilskud

til ansættelse af

hjælpere og bor-

gerstyret person-

lig assistance

punkt 126 frem-

går det, at det ef-

ter lov om ar-

bejdsmiljø er ar-

bejdsgiveren, der

skal vurdere, om

forholdene i det

enkelte tilfælde er

sikkerheds- og

sundhedsmæssigt

forsvarlige.

på forhold, der vedrører rollen som arbejdsgiver og arbejds-

miljø i ordningerne. I begge kommuner nævner rådgiverne, at

de har erfaring med enkelte ordninger, hvor de kan se, at ar-

bejdstidsreglerne ikke overholdes. Rådgiverne beskriver dog,

at de ikke har nogen handlemuligheder i forhold til at gøre no-

get ved problematikken, da det er arbejdsgiveren, der har an-

svaret for, at loven overholdes. Arbejdsgiverrollen udfyldes en-

ten af borgeren selv, en nærtstående, en forening eller en pri-

vat virksomhed.

111

BILAG 1

Undersøgelsens metode

I dette kapitel beskriver vi de metoder, vi har brugt i undersø-

gelsen, og vores metodiske overvejelser. Undersøgelsen er ba-

seret på følgende datakilder:

•

En gennemgang af 16 sager fra otte kommuner

Interview med rådgivere med erfaring med udmåling og visi-

tation efter servicelovens §§ 95 og 96 i fem kommuner

Interview med repræsentanter fra udvalgte interesseorgani-

sationer på handicapområdet

•

SAGSGENNEMGANG

Vi har i undersøgelsen gennemgået 16 bevillingssager, hvor

borgere har fået støtte efter servicelovens §§ 95 eller 96.

Udvælgelse af kommuner til sagsgennemgang

Vi har via et udtræk fra Danmarks Statistik fået en oversigt

over, hvilke kommuner der har flest aktive sager efter hen-

holdsvis servicelovens §§ 95 og 96. På baggrund af dette ud-

træk har vi udvalgt otte kommuner. Fire af kommunerne er

blandt de kommuner, som har flest aktive sager efter service-

lovens § 95. De andre fire kommuner er blandt de kommuner,

som har flest aktive sager efter servicelovens § 96. Samtidig

har det været et krav, at de udvalgte kommuner mindst skulle

have fem aktive sager på begge bestemmelser. Det er for at

sikre, at der var grundlag for en sagsindkaldelse efter begge

bestemmelser.

Der er blevet indkaldt sager Aabenraa, Fredericia, Aalborg,

Aarhus, Vejle, Viborg, Horsens og Odense Kommune.

Vi er efter udvælgelsen af kommuner blevet opmærksomme

på, at der har været en fejl i Danmarks Statistiks opgørelser

over antal aktive bevillinger. Fejlen har betydet, at Fredericia

Kommune har set ud til at have væsentligt flere aktive bevillin-

ger af servicelovens § 95 i 4. kvartal 2020, end det reelt er til-

fældet.

Baggrunden for denne udvælgelsesproces har været at få et

indblik i udmålings- og visitationsprocesserne i de kommuner,

der har mest erfaring med disse processer.

112

Indkaldelse af sager

I hver af de otte kommuner har vi indkaldt én sag efter ser-

vicelovens § 95 og én sag efter servicelovens § 96. Vi har ind-

kaldt kommunernes seneste bevillinger på baggrund af en ny-

ansøgning efter servicelovens §§ 95 og 96. Dette er for at

sikre, at sagerne repræsenterer den nyeste praksis i kommu-

nerne. Kommunerne måtte indsende påklagede sager, så

længe sagen ikke var verserende hos Ankestyrelsen på tids-

punktet for sagsindkaldelsen.

Gennemgang af sager

Alle indkaldte 16 sager er blevet gennemgået af jurister i An-

kestyrelsen. Fokus har været på de enkelte sagsskridt i sagen,

borgerinddragelse, personkredsvurdering, udmåling og visita-

tion. Gennemgangen har ikke været en retlig vurdering med

henblik på at vurdere lovmedholdeligheden af kommunernes

praksis. I nogle tilfælde har Ankestyrelsen imidlertid haft be-

mærkninger til kommunernes praksis, som vi er blevet op-

mærksomme på i forbindelse med sagsgennemgangen. I disse

tilfælde har vi gjort Det Kommunale Tilsyn opmærksom på sa-

gerne.

Analytiske sagsforløb på baggrund af sagsgennemgangen

Fem af de gennemgåede sager er blevet lavet til analytiske

sagsforløb, der figurerer i rapporten som eksempler på kom-

munernes udmålings- og visitationspraksis efter servicelovens

§§ 95 og 96. Disse analytiske sagsforløb er blevet anonymise-

ret, så det ikke er muligt at genkende borgerne, som sagerne

handler om. De fem analytiske sagsforløb er blevet udvalgt ud

fra de 16 sager med henblik på at vise variationen i sagerne og

inddrage eksempler på forskellige typer af sagsforløb og årsa-

ger til ansøgning.

De fem sager indeholder eksempler på blandt andet en ulyk-

kessag, en overgangssag, en klagesag, en sag, hvor borger

har en hurtigt progredierende lidelse, en sag, hvor borger har

en psykisk funktionsnedsættelse, eksempler på borgere med

og uden arbejdslederevne og eksempler på, at en nærtstående

varetager rollen som tilskudsmodtager og arbejdsleder.

Fordi vi i sagsindkaldelsen fra de otte kommuner har haft fokus

på at afdække kommunernes praksis i forhold til nyansøgnin-

ger i sagsgennemgangen, har vi ikke kunnet belyse praksis om

opfølgning i de analytiske sagsforløb. Der indgår derfor ikke et

sagseksempel i slutningen af kapitel 5 om kommunernes prak-

sis ved opfølgning i sager efter §§ 95 og 96.

113

INTERVIEW MED KOMMUNER

Undersøgelsen bygger på gruppeinterview med rådgivere og

visitatorer i fem kommuner. Rådgiverne og visitatorerne, der

har deltaget i interviewene, har haft erfaring med udmåling og

visitation efter servicelovens §§ 95 og 96. Hvis behandlingen

af sager efter disse bestemmelser er organiseret sådan, at be-

handlingen foregår i forskellige afdelinger, har der været rådgi-

vere eller visitatorer til stede fra begge afdelinger.

Udvælgelse af kommuner til interview

De fem kommuner, som er blevet udvalgt til interview, er ble-

vet valgt ud fra de otte kommuner, der har deltaget i sagsind-

kaldelsen til undersøgelsen. Kommunerne er udvalgt således,

at der både er interviewkommuner med et højt antal bevil-

lingssager efter servicelovens § 95 og sager efter servicelo-

vens § 96. En overvejelse i forbindelse med udvælgelsen af in-

terviewkommuner har også været ikke at udvælge kommuner,

som for nylig har deltaget i andre undersøgelser hos Ankesty-

relsen inden for samme område. Dette er en overvejelse for

ikke at overbelaste kommuner og rådgivere med deltagelse i

Ankestyrelsens undersøgelser.

Interviewenes formål

Formålet med interviewene har været at få indblik i kommu-

nens sagsbehandling - herunder overvejelser og hensyn, når

de træffer afgørelse i sager, hvor der er søgt om støtte efter

servicelovens §§ 95 eller 96. Interviewene har haft til formål

både at afdække sagsbehandlingen i sager, hvor der bliver be-

vilget og givet afslag på støtte efter servicelovens §§ 95 eller

96.

Inddragelse af sagsforløb i interview

I forbindelse med interview med kommunerne udarbejdede vi

fem korte gengivelser af sagsforløbene. Disse fem sager re-

præsenterede forskellige typiske sager i forbindelse med bevil-

ling af støtte efter servicelovens §§ 95 og 96. De korte gengi-

velser fungerede som udgangspunkt for dele af interviewene.

Rådgiverne fik tilsendt de korte gengivelser på forhånd, og til

interviewet spurgte vi ind til, om de kunne genkende praksis i

forbindelse med udmåling og visitation i disse sagstyper fra

deres egen sagsbehandling. Alle sagsforløb er ikke blevet præ-

senteret i alle interview. Rådgiverne er blevet præsenteret for

2-3 korte gengivelser af sagseksemplerne i hvert interview.

Alle interview med kommuner er blevet afholdt fysisk hos

kommunerne. Interviewene er blevet optaget og efterfølgende

transskriberet og kodet.

114

INTERVIEW MED INTERESSEORGANISATIONER

Undersøgelsen bygger på et gruppeinterview med repræsen-

tanter fra udvalgte interesseorganisationer på handicapområ-

det. De deltagende organisationer til gruppeinterviewet var:

•

Muskelsvindfonden

CP Danmark

Dansk Handicap Forbund

LOBPA

Formålet med interviewet var at få viden om kommunernes

udmålings- og visitationspraksis fra et borgerorienteret per-

spektiv. Dette blev belyst gennem interviewet med organisati-

onerne, da de varetager borgere med funktionsnedsættelsers

interesser.

Repræsentanterne udtaler sig på baggrund af deres erfaringer

med rådgiverfunktionen og generelle erfaringer fra deres orga-

nisationer. Det er relevant at bemærke, at repræsentanterne

fra interesseorganisationerne ofte er involveret i rådgivning af

borgere i sager, hvor der er et udfordret samarbejde mellem

borger og kommune.

Interviewet blev afholdt fysisk i Ankestyrelsen. Interviewet er

blevet optaget og efterfølgende transskriberet og kodet.