SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 135: Henvendelse af 20/4-23 fra Ergoterapeutforeningen og Danske handicaporganisationer om anmodning om foretræde om forslag til forbedringer af hjælpemiddelområdet

Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del Bilag 135
Offentligt

STRUKTUR

REGELFORENKLING

NØDVENDIGT PÅ

HJÆLPEMIDDELOMRÅDET

Mere end hver tiende dansker bruger dagligt et

hjælpemiddel for at få hverdagen til at fungere. Men vejen

til at få bevilliget et hjælpemiddel kan være tung og

problematisk. Når borgere ikke får rette hjælpemiddel til

rette tid, koster det både livskvalitet for den enkelte borger,

penge for samfundet og unødig mistillid til systemet fra

borgerens side.

Grundlæggende er der behov for to nye tilgange til området.

1) En ny struktur, der sikrer høj kvalitet på tværs af

kommuner samt 2) regelforenkling på området.

Sammen har Ergoterapeutforeningen og Danske

Handicaporganisationer disse 5 forslag:

Socialudvalget 2022-23 (2. samling)

(Omtryk - 22-11-2023 - Yderligere materiale vedlagt) SOU Alm.del - Bilag 135

Offentligt

SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 135: Henvendelse af 20/4-23 fra Ergoterapeutforeningen og Danske handicaporganisationer om anmodning om foretræde om forslag til forbedringer af hjælpemiddelområdet

Struktur

Erstat afgrænsningscirkulæret

Afgrænsningscirkulæret er ikke anvendeligt i

praksis, og alt for mange borgere falder mellem

to stole. Et eksempel kan være et barn med

cerebral parese (tidligere kaldet spastisk

lammelse), der har brug for et ståstøttestativ for

at blive så mobil som mulig. Kommune og

region kan ikke altid blive enige om ansvaret.

Mens tiden går, må familien – og barnet – vente.

For børn kan ventetid have konsekvenser både

for udviklingen af barnets handicap og for deres

naturlige alderssvarende udvikling.

For andre borgere kan ventetider betyde

sygemelding, potentielle følgesygdomme samt

øget behov for hjemmehjælp. For samfundet

kræver det ressourcer og for sundhedsvæsenet

ekstra økonomiske omkostninger.

Afgrænsningscirkulæret skal erstattes, så det er

tydeligt, hvem der har ansvar, eller der skal

skabes en ny konstruktion med et fælles

forpligtende ansvar.

Regelforenkling

3. Afskaf skelnen mellem midlertidigt og

varigt behov

Det skal vurderes, om borgeren har et behov –

ikke om behovet er varigt eller midlertidigt. Det

komplicerer og forsinker sagsbehandling for

borgeren, der har brug for et hjælpemiddel, og

ventetiden kan risikere at få konsekvenser for

borgerens funktionsniveau.

4. Afskaf opdelingen mellem forbrugsgoder

og hjælpemidler

Mange hjælpemidler er med tiden gået over til

at blive kategoriseret som »forbrugsgoder«. Det

betyder, borgeren selv skal betale 50 % af

udgiften. Egenbetalingen er med til at skabe

ulighed, ligesom opdelingen i hjælpemidler og

forbrugsgoder giver bureaukrati i kommunerne.

56 % af sagsbehandlende ergoterapeuter

oplever, at sondringen mellem de to ting giver

anledning til uhensigtsmæssig

sagsbehandlingstid. Derfor bør bestemmelsen

om forbrugsgoder afskaffes, så der enten bliver

tale om et hjælpemiddel eller om eget køb.

2. Opret enheder med højt

specialiseret viden

Naturligt nok kan alle landets 98

kommuner ikke favne specialiseret viden

om alle nye hjælpemidler,

velfærdsteknologier og mindre

handicapgrupper. Derfor skal der

oprettes enheder med højt specialiseret

viden, hvor kommuner er forpligtet til at

trække på viden og rådgivning ligesom

der i dag er - nogle steder i landet -

specialiserede enheder for

kommunikations- og synshandicap.

Ligeledes bør der indhentes systematiske

data, der kan kvalificere vores viden om

effekten af hjælpemiddelformidling på

tværs af kommuner. Vi skal sikre en

fortsat stærk faglig udvikling af området.

5. Færre genvurderinger

Hvert eller hvert andet år skal alt for mange

have genbekræftet en kronisk tilstand for så

bagefter igen at søge om hjælpemidler med fuld

dokumentation og sagsbehandling. Det giver

ingen mening. Er man kronisk blind, får man

ikke synet igen. Det skaber utryghed hos

borgeren og unødvendigt bureaukrati i

kommunerne. Man bør indføre såkaldte

seriebevillinger af hjælpemidler ligesom med

receptpligtig medicin.

Vidste du, at...

Sagsbehandleres

oplevelse af hjælpemiddelformidlingen

80 %

oplever at skulle bruge unødvendig meget tid på samarbejde mellem kommune og region om

hjælpemidler.

45 %

oplever, at samarbejdet mellem kommune og region ofte kommer borgeren til last.

56 %

oplever, at sondringen mellem hjælpemidler og forbrugsgoder kræver uhensigtsmæssig

sagsbehandlingstid.

49 %

oplever at skulle gå på kompromis med deres faglighed i forhold til valg af rette hjælpemiddel pga.

begrænsninger i lovgivningen.

38 %

oplever at skulle gå på kompromis med deres faglighed i forhold til valg af rette hjælpemiddel pga.

økonomiske begrænsninger.

32 %

oplever, at der er over 2 måneders ventetid på hjælpemidler i deres kommune fra ansøgning til

udlevering.

Nogle kommuner opererer med en sagsbehandlingsfrist på 36 uger for hjælpemidler efter servicelovens §

112. Som borger risikerer man derfor at skulle vente 8 måneder på et hjælpemiddel som fx en kørestol, der

har afgørende betydning for ens dagligdag.

(Kilde: Ergoterapeutforeningen spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmer, der arbejder med hjælpemidler i kommunerne)

Mennesker med handicaps

oplevelse af støtten fra kommunen

DH har spurgt mennesker med handicap og pårørende om, hvordan de vurderer hjælpen fra kommunen.

44 %

af de adspurgte borgere oplever, at kommunen vægter økonomi højest, når der udmåles støtte.

45 %

mener, at kommunerne undlod at lytte til eksperter i deres sag.

40 %

har købt privat hjælp, fordi den kommunale hjælp er utilstrækkelig.

(Kilde: Analyseinstituttet Analyse Danmark har gennemført undersøgelsen for DH. Undersøgelsen er gennemført ved at udtrække en stikprøve i DH-

panelet. Undersøgelsen handler ikke kun om hjælpemidler)