SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 121: Henvendelse af 30/3-23 fra Foreningen SILA 360 om "vurdering af grønlandske forældres kompetencer – midler afsat af SSR-reserven til testtilpasninger - udfordring med bl.a. manglende validering og konsekvenser af manglende handling"

Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del Bilag 121
Offentligt

OVERVIEW

TESTNING AF FORÆLDREKOMPETENCER

HOS GRØNLÆNDERE I DANMARK

‐ OM BRUGEN AF IKKE‐KULTURTILPASSEDE TESTS TIL

MÅLING AF FORÆLDREKOMPETENCER I FORBINDELSE MED

TVANGSFJERNELSER AF GRØNLANDSKE BØRN

INDLEDNING

Når kommunerne undersøger grundlaget for tvangsfjernelse af grønlandske børn i

Danmark, anvendes som hovedregel en række tests til måling af

forældrekompetencer, som ifølge flere kilder er uegnede til formålet, da disse

tests ikke er tilpasset målgruppen. Grønlandske forældre risikerer på den

baggrund at opnå så lav en testscore, at det fx konkluderes, at de har nedsatte

kognitive evner, uden at der er faktisk belæg for det.

Sådanne potentielle fejlvurderinger kan have vidtrækkende konsekvenser for såvel

børn som forældre, da de i yderste konsekvens kan være medvirkende til en

tvangsfjernelse af et barn.

Som det fremgår af notatet, er det velkendt, at bl.a. intelligenstests udarbejdet og

afprøvet i en given sammenhæng eller kultur ikke uden videre kan anvendes til

måling af intelligens blandt andre folkeslag eller kulturer.

Instituttet vurderer på den baggrund, at kritikken af de anvendte måleredskaber i

forbindelse med tvangsfjernelser bør tages alvorligt.

I Danmark er 7 procent af børn, som selv er født i Grønland, og 5 procent af børn

med mindst én forælder, der er født i Grønland, anbragt uden for hjemmet, mod 1

procent af andre børn i Danmark.

Notatet forholder sig ikke til, hvorvidt tvangsfjernelserne er berettigede eller ej.

Vores fokus er processen, der leder til en tvangsfjernelse.

Da en tvangsfjernelse er et vidtgående indgreb i retten til familieliv, jf. Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, er det afgørende, at

processen sikrer et egnet grundlag for beslutningen.

…

SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 121: Henvendelse af 30/3-23 fra Foreningen SILA 360 om "vurdering af grønlandske forældres kompetencer – midler afsat af SSR-reserven til testtilpasninger - udfordring med bl.a. manglende validering og konsekvenser af manglende handling"

I notatet behandler vi fortrinsvis den kritik, de anvendte tests er genstand for både

internationalt og herhjemme. Vi understreger desuden vigtigheden af, at

børnefaglige psykologer, der varetager testning og vurdering, har de fornødne

kompetencer – herunder viden om tværkulturel psykologi og ‐testning. Samtidig

retter vi blikket mod betydningen af, at der tilbydes tolkning, såfremt det er

relevant, da sprogbarrierer i sig selv kan komplicere en sag og lede til forkerte

konklusioner. Endelig fremhæver vi, at der i sager vedrørende grønlandske børn

skal tages særligt hensyn til, at barnet kan bevare sit oprindelige sprog, kultur og

identitet.

Notatet er udarbejdet med input fra forskere, myndigheder og øvrige relevante

aktører. Foreningen Mentor Immanuel har gjort os opmærksom på

problemstillingen.

ANBRINGELSER AF GRØNLANDSKE BØRN

Grønlandske familier, der bor i Danmark, oplever oftere at få anbragt et barn

uden for hjemmet, end familier i Danmark i øvrigt. Syv procent af børn og unge,

som selv er født i Grønland, og fem procent af børn og unge med mindst én

forælder, som er født i Grønland, var således anbragt uden for hjemmet ved

udgangen af 2019, mod 1 procent af andre børn i Danmark.

På finansloven for 2021 blev der afsat penge til at undersøge

anbringelsesprocessen og den efterfølgende trivsel hos børn med grønlandsk

baggrund, der er anbragt i Danmark.

VIVE offentliggør på den baggrund i maj 2022 en undersøgelse om anbragte

grønlandske børn i Danmark.

RETTEN TIL FAMILIELIV FOR GRØNLÆNDERE I DANMARK

Generelt om retten til familieliv i sager om tvangsfjernelse

Retten til familieliv og forældre og børns ret til gensidigt samvær er et

grundlæggende princip indenfor menneskeretten, som bl.a. er beskyttet i EMRK

artikel 8. Når myndigheder træffer beslutninger, der begrænser eller hindrer børn

og forældres ret til gensidigt samvær, som for eksempel tvangsfjernelse af et barn,

er der tale om et indgreb i retten et familieliv. Det betyder, at der stilles krav om,

at indgrebet skal være i overensstemmelse med loven, forfølge et sagligt formål og

være proportionalt. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har flere gange

udtalt, at det udgør et alvorligt indgreb at adskille en familie, og et sådant indgreb

skal derfor være underbygget af fornuftige og tungtvejende hensyn begrundet i

barnets interesser.

Når det er besluttet, at et barn skal tvangsfjernes, stilles der meget strenge krav til

myndighedernes vurdering af, hvor barnet anbringes under tvangsfjernelsen. Det

skyldes, at en tvangsfjernelse af et barn som udgangspunkt er en midlertidig

foranstaltning, der skal bringes til ophør, så snart omstændighederne tillader det.

Myndighederne er derfor forpligtet til at arbejde for, at et barn, der anbringes

udenfor hjemmet, bevarer sit sprog, kultur, religion og identitet under

anbringelsen.

Hvis for eksempel et barn fra en grønlandsk familie bliver anbragt i en etnisk dansk

plejefamilie, der ikke taler grønlandsk, udvikles og vedligeholdes barnets

modersmål som udgangspunkt ikke. Det vil betyde, at anbringelsen er mere

indgribende i barnet og forældrenes ret til familieliv, fordi barnet stilles væsentligt

ringere end et etnisk dansk anbragt barn, både hvad angår muligheden for at

bevare kontakten til sine biologiske forældre under anbringelsen, og hvad angår

barnets muligheder for hjemgivelse. Se endvidere afsnittet om beskyttelse af

grønlændere i Danmark som oprindeligt folk.

Processuelle garantier i sager om tvangsfjernelse

Retten til familieliv sikrer også processuelle garantier. Det betyder, at den

beslutningsproces, der fører til et indgreb i retten til familieliv, skal være rimelig og

yde passende respekt for de interesser, der er beskyttet af artikel 8. Da

medlemsstaterne er overladt et vist skøn, når de skal træffe en afgørelse om

tvangsfjernelse, vil det ofte ikke være beslutningen som sådan, men derimod

beslutningsprocessen, der rejser spørgsmål i forhold til konventionen.

De processuelle garantier indebærer blandt andet krav om, at myndigheder skal

have et tilstrækkeligt grundlag for at træffe afgørelse. Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol (EMD) ser for eksempel på, om der har været

indhentet lægefaglige og psykologiske vurderinger, om de myndigheder, der skal

træffe afgørelse, har et indgående kendskab til sagen, og om der har været

indhentet rapporter om familien og børnenes situation.

Hvis de psykologiske vurderinger, der danner grundlag for en beslutning om

tvangsfjernelse af et barn, ikke er egnede, og indgår som et væsentligt moment i

beslutningsgrundlaget, kan det i sig selv udgøre en krænkelse af retten til

familieliv, fordi grundlaget ikke er tilstrækkeligt.

Forbud mod diskrimination

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter mod diskrimination på

grund af blandt andet etnisk oprindelse, race eller nationalt mindretal.

Bestemmelsen er ikke udtømmende og vil også kunne omfatte forskelsbehandling

af oprindelige folk.

DOM FRA DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDSDOMSTOL (EMD)

I sagen D.H. med flere mod Tjekkiet

udtalte EMD, at det var diskrimination, at

brugen af psykologiske tests resulterede i, at størstedelen af de børn, der var

placeret i specialskoler i Tjekkiet, havde romaoprindelse. Eleverne var udvalgt på

baggrund af indlæringsvanskeligheder, der var påvist ved brug af en psykologisk

test. De tests, der blev anvendt, var udarbejdet på baggrund af

befolkningsflertallet, og de tog ikke hensyn til romaers særlige forhold.

Ordningen indebar, at romabørn blev placeret i klasser med børn med

indlæringsvanskeligheder og dermed blev undervist i forenklet pensum. Som

følge heraf modtog romabørnene en uddannelse, der cementerede deres

vanskeligheder og hindrede deres udvikling i stedet for at løse de reelle

problemer og integrere romabørnene i almindelige skoler og udvikle de evner,

der skulle gøre det nemmere at leve blandt befolkningsflertallet.

Hvis de psykologiske vurderinger, der (sammen med andet materiale) danner

grundlag for en beslutning om tvangsfjernelse af et barn, ikke tager hensyn til

grønlændere i Danmarks særlige forhold, herunder sprog og kultur, og hvis

vurderingerne indgår som et væsentligt moment i beslutningsgrundlaget, kan der

således være tale om diskrimination.

Beskyttelse af grønlændere i Danmark som oprindeligt folk

ILO’s konvention nr. 169 vedrørende oprindelige folk og stammefolk i selvstændige

stater stiller en række krav til statens særlige forpligtelser overfor oprindelige folk.

Konventionen indeholder et princip om selvidentifikation, der betyder, at det

afgørende for, om et folk er omfattet af konventionen, er, om en gruppe selv

opfatter sig som tilhørende et bestemt folk.

Det fremgår af konventionen, at oprindelige folks sociale, kulturelle, religiøse og

åndelige værdier og skikke skal anerkendes og beskyttes. Staten skal tage behørigt

hensyn til karakteren af de problemer, som disse folk står over for, både som

grupper og som enkeltpersoner, og der skal vedtages foranstaltninger med henblik

på at afbøde de vanskeligheder, som de møder, når de står over for nye leve‐ og

arbejdsvilkår.

Det betyder blandt andet, at myndighederne har en særlig forpligtelse til at yde

konkret og passende støtte til at imødekomme de sproglige og kulturelle barrierer,

som grønlændere i Danmark står overfor i mødet med dansk kultur, herunder

støtte til at udfylde deres forældrerolle og varetage deres ansvar som forældre.

Med andre ord er danske myndigheder forpligtede til at arbejde mere intensivt for

at sikre barnets trivsel og udvikling i hjemmet, end myndighederne sædvanligvis

ville gøre. Endvidere bør myndighederne, hvis de skrider til tvangsfjernelse, tage

særligt hensyn til, at et grønlandsk barn kan bevare sit sprog, sin kultur og

identitet. Det kan for eksempel ske ved, at myndighederne undersøger

mulighederne for netværksanbringelse eller anbringelse i en grønlandsk familie.

RETNINGSLINJER FOR UDARBEJDELSE AF

FORÆLDREKOMPETENCEUNDERSØGELSER

Ved indstilling til anbringelse uden samtykke skal der – uanset forældrenes ophav

– foretages en vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at

varetage omsorgen for barnet.

Såfremt der er brug for en psykologisk vurdering,

bliver der udarbejdet en forældrekompetenceundersøgelse. I et flertal af

tvangsanbringelsessager bliver der udarbejdet en eller flere

forældrekompetenceundersøgelser.

Af Socialstyrelsens ’Retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af

forældrekompetenceundersøgelser’

fremgår det, at en

forældrekompetenceundersøgelse er en ”psykologisk undersøgelse af ét eller flere

børn eller unge og af deres forældre med henblik på at afdække det enkelte barns

behov og forældrenes kompetencer til at imødekomme disse”. Det fremgår

endvidere, at undersøgelsen gennemføres med henblik på at afklare, hvad der er

til barnets bedste, og at undersøgelsen skal tage udgangspunkt i det konkrete barn

og dets forældres muligheder for at tage vare på og støtte barnet med

udgangspunkt i barnets behov.

Og at en forældrekompetenceundersøgelse er en

del af kommunens samlede oplysningsgrundlag på linje med øvrige relevante

sagsakter.

Det er, ifølge Socialstyrelsens ’Retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af

forældrekompetenceundersøgelser’, ikke direkte beskrevet i lovgivningen, hvornår

forældrekompetenceundersøgelser skal finde sted, hvad de specifikt skal

indeholde, eller hvordan de konkret skal udformes. Det fremgår blot, at

forældrekompetenceundersøgelser udarbejdes som psykologfaglig ekspertviden

(af en autoriseret psykolog)

, der indgår som grundlag for at træffe afgørelser i

forhold til børn og unge med behov for særlig støtte.

UNDERSØGELSESMETODER, HERUNDER PSYKOLOGISK TESTNING

Ifølge Socialstyrelsens ’Retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af

forældrekompetenceundersøgelser’ anvendes der i forbindelse med udarbejdelse

af forældrekompetenceundersøgelser næsten altid tests af forskellig slags:

”Når en psykolog skal planlægge og gennemføre en

forældrekompetenceundersøgelse på baggrund af et kommunalt opdrag, er det

fagligt relevant, at psykologen anvender systematisk psykologisk testmateriale og

andre metoder. Formålet er at supplere den kliniske vurdering med

personlighedsbeskrivelser til bidrag i det samlede billede af forældrenes

ressourcer og vanskeligheder.”

Overordnet kan psykologiske tests og metodik opdeles i følgende

hovedgrupperinger:



Metoder til testning og afdækning af kognitive funktioner, herunder

begavelse og funktionsniveau samt fleksibilitet, opmærksomhed og andre

eksekutive funktioner.

Metoder til testning og afdækning af personlighedsfunktioner, herunder

affektregulering, forsvarsmekanismer, indlevelsesevne mv.

Metoder til observationer af samspil, som bidrager med afdækning af

temaer i interaktionen mellem forældrene og barnet, herunder struktur,

afstemning og gensidighed mv.

DE ANVENDTE TESTS

En test, der ofte

anvendes af psykologer som et element i den samlede

forældrekompetenceundersøgelse ved bekymring for et barns trivsel, er den

såkaldte WAIS test (Wechsler Adult Intelligence Scale). Den bruges til at vurdere

intelligens og kognitive funktioner. Blandt øvrige anvendte tests finder vi fx:

‐

Wais IV, der tester forældrenes IQ ud fra sprogforståelse, perception og

hukommelse

Rorschach(Exner) ‐testen, der beskriver forældrenes typiske tankegang,

evne til kontrol og stress‐håndtering, sociale‐ og følelsesmæssige forhold

samt realitets‐ og selvopfattelse

MCMI III, der belyser forældrenes personlighedstræk

RME (Reading the Mind in the Eyes), der tester forældrenes evne til at

tolke følelsesudtryk

PAI, der tester psykiske lidelser og personlighedsforstyrrelse

‐

‐

Den projektive personlighedstest, der tester tankeforstyrrelser og

realitetsforstyrrelser

Screening med SRS‐2, der vurderer afvigelser i voksnes sociale

kompetencer

BRIEF‐V, der tester for eksekutive vanskeligheder

LEAS (Levels of Emotional Awareness), der tester evne til empati og

mentalisering

Som udgangspunkt er de tests, der anvendes ved forældrekompetence‐

undersøgelser, udviklet med udgangspunkt i en vestlig forståelsesramme, dvs.

med reference til vestlige normer og kultur. Ifølge såvel danske som internationale

forskere er det imidlertid ikke problemfrit at anvende ’vestlige’ tests på ikke‐

vestlige folkeslag – herunder oprindelige folk – uden omfattende tilpasninger. I

særdeleshed synes der blandt kritikere at være enighed om, at måling af

intelligens ved hjælp af ikke‐kulturtilpassede tests er problematisk.

Uagtet denne kritik anvendes fortsat ikke‐kulturtilpassede tests som led i

forældrekompetenceundersøgelser af bl.a. grønlandske forældre. Som det fremgår

af indledningen, er problemet, at grønlandske forældre risikerer at opnå en lavere

score, end de ellers ville, såfremt de anvendte tests var tilpasset målgruppen. I

yderste konsekvens kan det medføre, at det fejlagtigt konkluderes, at et

grønlandsk forældrepar har nedsatte kognitive evner. En konklusion der kan have

vidtrækkende konsekvenser for såvel børn som forældre.

INTERNATIONAL KRITIK AF STANDARDISERET INTELLIGENSTESTNING ANVENDT

PÅ OPRINDELIGE FOLK

Siden 1970’erne har flere udenlandske studier vist, at der kan være kulturel bias

ved brug af standardiserede intelligenstests. Anvendeligheden af

intelligenstestene WISC (Wechsler Intelligence Scale for Children) og WAIS, overfor

oprindelige folk i blandt andet USA, Canada og Australien, er fx blevet undersøgt.

Således undersøgte canadiske forskere tilbage i 1986 specifikt brugen af IQ‐testen

WISC‐R overfor inuitbørn i Canada. Undersøgelsen viste, at et stort antal inuitbørn

blev fejlklassificeret i testen, der er baseret på amerikanske normer: Ud af 366

inuitelever opnåede 77 procent under 70 i IQ‐score i testens verbale del og faldt

således indenfor kategorien ”retarderet”, mens omkring 6 procent tilsvarende

scorede under 70 i IQ‐score i performancedelen. Omkring 32 procent fik under 70 i

den samlede IQ‐testscore. På baggrund heraf konkluderede de canadiske forskere,

at standardiserede intelligenstests ikke er hensigtsmæssige redskaber til vurdere

intelligens og uddannelsesmæssige kvalifikationer hos børn, der socialt, kulturelt

eller sprogligt adskiller sig fra majoritetsbefolkningen, som testene oprindeligt er

tilpasset.

Det samme mønster er fundet i undersøgelser af andre grupper af

oprindelige folk i Canada (f.eks. Cree og Ojibwa), hvor scoren på den verbale skala

også er signifikant lavere end normen, og konklusionen er ligeledes, at brugen af

WISC blandt oprindelige folk kan medføre fejlklassifikationer.

Dertil har lignende undersøgelser belyst, at problemstillingen også gør sig

gældende i andre kontekster og blandt andre grupper af oprindelige folk.

For

eksempel viser en gennemgang af australske studier, at de samme problemer gør

sig gældende, når voksne oprindelige folk bliver forelagt WAIS‐testen.

Ydermere indikerer flere undersøgelser, at også etniske minoriteter er stillet

dårligere i testene sammenlignet med majoritetsbefolkningen (f.eks.

latinamerikanere og sorte i USA).

Nyere kvalitative studier tegner et billede af, at der fortsat er udfordringer ved

brug af standardiserede intelligenstests overfor oprindelige folk, selvom disse er

blevet udviklet gennem årene. I et australsk studie fra 2013 fortæller en række

klinikere, der til dagligt arbejder med oprindelige folk, således om kulturel bias i

mange WAIS‐ og WISC‐tests som følge af sprog‐ og uddannelsesmæssige forskelle.

I mangel af bedre anvendes disse tests dog stadig i kombination med mere

uformelle vurderingsværktøjer. På baggrund heraf konkluderes det, at der er et

stort behov for udvikling af kognitive tests tilpasset oprindelige folk.

Det bør i sammenhængen nævnes, at en række forskere allerede i 1970’erne

begyndte at udvikle alternativer til de traditionelle IQ‐tests, der forsøger at tage

højde for såvel socioøkonomiske som kulturelle forskelle.

Således er der gennem

tiden udviklet en række bud på, hvordan man kan imødekomme kulturel bias.

Der synes imidlertid langt fra at være enighed om, at disse bud udgør brugbare

alternativer, hvilket den fortsatte – og aktuelle – interesse for tilpasning af

standardiserede tests til måling af bl.a. IQ vidner om (se evt. afsnittet ’Konsortium

for tværkulturel neuropsykologi viser vej’).

STÅSTED BLANDT FORSKERE OG KLINIKERE I DANMARK

Også herhjemme udtrykker forskere kritik. Rune Nielsen, ph.d. og ekspert i

tværkulturel neuropsykolog og seniorforsker ved Rigshospitalet, som er

interviewet i forbindelse med udarbejdelsen af dette notat

, vurderer således, at

anvendelse af ikke‐kulturtilpassede tests ved såvel forældrerevnevurderinger og

vurderinger af begavelse blandt børn med indvandrerbaggrund giver anledning til

bekymring. Han giver udtryk for, at det er ”en stor klinisk udfordring for

psykologer, der sidder og tester, at de ikke ved, hvad der er den normale eller

forventede præstation for disse målgrupper, og at de derfor ikke ved, hvad det

betyder, det de finder”, og at området er ”overraskende underbelyst” rent

videnskabeligt.

Det er, ifølge Nielsen, altid problematisk, når man tester på tværs af kultur og

sprog med tests, som er udviklet i og til vestlige befolkninger, og testpersonerne

klarer sig stort set altid dårligere, end de ellers ville. Han uddyber:

”De tests, vi anvender i Danmark, er udviklet i vestlige lande til vestlige

populationer. Og de er tilpasset danske forhold, dvs. dansk sprog og dansk kultur

primært. Så hvis man ikke er født og opvokset i Danmark med det danske sprog og

den danske kultur, står man svagere ift. at kunne løse mange af de spørgsmål, der

indgår i testene.”

Nielsen påpeger, at udfordringerne overvejende har at gøre med sprog og kultur,

men formentlig også kvaliteten af den skolegang/uddannelse man kommer med

fra Grønland. Han retter samtidig opmærksomheden mod, at der er tale om

komplekse problemstillinger, da dét at være en god forælder ikke nødvendigvis

forudsætter, at man er højt begavet – det handler måske snarere om, hvordan

man i hverdagen håndterer forældrerollen.

Endelig gør han opmærksom på, at

det sagtens kan være rigtigt at tvangsfjerne den relativt store andel af grønlandske

børn i Danmark, som man tvangsfjerner, og at hans kritik alene går på, at

testningen kan være problematisk.

Professor i psykologi ved Aarhus Universitet, Dion Sommer, som vi ligeledes har

talt med

, påpeger også, at det er problematisk at anvende ikke‐kulturtilpassede

tests. Ifølge Sommer er WAIS‐testen først anvendelig i forhold til grønlændere, når

den er oversat til grønlandsk af kompetente sprog‐ og fagpersoner, og dernæst

valideret i det grønlandske samfund på samme måde, som man gjorde, da testen i

sin tid kom til Danmark fra USA i 1950’erne. Og man kan, ifølge Sommer, ikke bare

oversætte testen sætning for sætning, idet selve meningen med sætningen skal

oversættes. Herefter skal testen valideres, hvilket indebærer, at spørgsmålene

sendes ud til flere hundreder tilfældigt udvalgte testpersoner i Grønland. Endelig

skal hovedparten af testpersonerne afgive svar, der ligger indenfor

normalområdet. Hvis ikke, skal testen justeres.

FØLELSERS UDTRYK KAN VÆRE KULTURBESTEMT

I tillæg til, at de tests, der anvendes i forbindelse med

forældrekompetenceundersøgelser, kan være problematiske, kan der være

udfordringer i selve kommunikationen forælder og sagsbehandler/psykolog

imellem, som opstår, såfremt sagsbehandleren/psykologen fx ikke er trænet i at

’aflæse’ kulturelt divergerende måder at kommunikere og udtrykke følelser på.

Peter Berliner, professor i psykologi ved ’Ilisimatusarfik ‐ Grønlands Universitet’,

retter i et telefoninterview

med os opmærksomheden mod netop dette aspekt

som ét, man bør være opmærksom på i forbindelse med vurdering af

forældrekompetencer hos grønlandske forældre. Ifølge Berliner er det ikke

ualmindeligt, at grønlændere viser deres følelser fremfor at udtrykke dem verbalt.

Dette fænomen er nærmere beskrevet i artiklen ”How are emotions expressed in

Kalaallisut” af Naja Blytmann.

Følelser vises i adfærd, kropsholdning og

ansigtsudtryk, og såfremt sagsbehandler og psykolog ikke er vidende herom

og/eller i stand til at aflæse signalerne, er der en risiko for, at vigtige dele af

kommunikationen ikke opfanges eller misforstås.

Også forskere fra bl.a. USA har argumenteret for, at ikke bare testene men selve

testprocessen kan være biased. Den kontekstuelle betydning af kultur ved

neuropsykologiske evalueringer herunder klinikeres egen bias og værdier bør

derfor ifølge disse forskere have større opmærksomhed.

Som svar på

ovenstående præsenteres et ”ECLECTIC” framework, der kan bruges til systematisk

at identificere relevante kulturelle karakteristika, som klinikere bør tage højde for

ved evaluering af klienter, der er kulturelt forskellige fra majoriteten. Disse

karakteristika omfatter uddannelse og læsefærdigheder, kultur og kulturtilpasning,

sprog, økonomi, kommunikation, testsituationen, komfort og motivation,

konceptualiseringen af intelligens og immigrationskonteksten, da disse alle

vurderes at kunne medføre potentiel bias i forhold til testens retfærdighed.

KONSORTIUM FOR TVÆRKULTUREL NEUROPSYKOLOGI VISER VEJ

Det internationalt anerkendte ”gap” imellem den store diversitet blandt

testpersoner/klienter/patienter og tilgængelige neuropsykologiske redskaber

kalder på handling. Med henblik på at udvikle brugbare alternative har 16 forskere

fra ti forskellige lande for relativt nylig dannet et konsortium (det Europæiske

konsortium for tværkulturel neuropsykologi, ECCroN). Initiativet vidner om, at

gode løsninger på testproblematikken endnu ikke er fundet.

Samarbejdet, der bl.a. tæller forskere fra Danmark, Norge og USA

, skal lede til, at

der udvikles og implementeres neuropsykologiske tests tilpasset den kulturelle

diversitet, der i dag kendetegner indbyggerne i mange europæiske lande.

Det nyetablerede konsortium påpeger, at neuropsykologiske vurderinger i højere

grad bør tage højde for kulturelle faktorer som sprog, læsefærdigheder,

uddannelse, indvandringshistorie, kulturtilpasning etc. Først og fremmest

argumenterer ECCroN for udvikling, validering og standardisering af tests, der kan

bruges på tværs af kulturer og tager højde for individuelle forskelle. Derudover

argumenterer de for bedre klinisk træning af neuropsykologer i kulturelsensitiv

neuropsykologisk vurdering. Forskning indikerer potentielle fordele ved at tests

udføres af en neuropsykolog af samme etnicitet som testpersonen selv, men da

dette i praksis ikke er muligt at efterleve for alle grupper, argumenteres i stedet

for bedre klinisk træning af alle neuropsykologer med henblik på at sikre patient‐

venlig kommunikation og korrekt administration og fortolkning af tværkulturelle

neuropsykologiske tests.

Endelig argumenterer konsortiet for udformning af guidelines i forbindelse med

brug af tolke ved neuropsykologiske vurderinger (alternativt en tilpasning af

eksisterende guidelines for arbejdet med tolke i medicinsk eller psykologisk

praksis). Sådanne guidelines bør bl.a. beskrive, hvordan man briefer tolken forud

for gennemførelsen af en neuropsykologisk test omkring formålet med testen

såvel som testproceduren.

CERTIFICERING AF BØRNESAGKYNDIGE PSYKOLOGER

Som det fremgår af ovenstående afsnit, peger flere ting i retning af, at ikke blot de

anvendte tests men også selve testprocessen – herunder psykologens tilgang til

testpersonen, viden om tværkulturel psykologi og ‐testning, ’atypiske’

kommunikationsformer hos testpersoner fra andre kulturer etc. – spiller en

afgørende rolle for ’testudfaldet’ og dermed de konklusioner, der drages ift. den

videre proces.

I Norge indførte man i 1998 en certificeringsordning, som har bidraget til at sikre,

at børnesagkyndige psykologer har de rette kompetencer samt kvalitet i

undersøgelser og erklæringer – og dermed familiernes retssikkerhed (se evt.

evalueringen af den norske model

Dansk psykolog Forening har udtalt, at ikke alle psykologer har de fornødne

kompetencer og den rette viden om tværkulturel psykologi og ‐testning til at

kunne udføre forældrekompetenceundersøgelserne forsvarligt.

Foreningen har

derfor efterlyst en certificeringsordning for børnesagkyndige psykologer samt et

offentligt tilsynssystem med klageadgang, som også omfatter ikke‐autoriserede

psykologer. Formålet med certificeringsordningen skulle bl.a. være at sikre en høj

og ensartet kvalitet i de dele af det psykologfaglige arbejde, der omhandler

testning og vurdering af forældrekompetencer hos forældre med anden sproglig

og kulturel baggrund end dansk.

TOLKNING I FORBINDELSE MED TVANGSFJERNELSER

Som nævnt ovenfor kan der udover de rent kulturelle barrierer i forbindelse med

testning i sager om tvangsfjernelser af børn af grønlandske forældre i Danmark

også være tale om sproglige barrierer.

Grønlændere i Danmark vil i en række situationer have behov for tolkebistand i

mødet med de danske myndigheder – fx i forbindelse med en vurdering af

forældrekompetencer. For selv om mange grønlændere forstår og taler dansk, kan

de dansksproglige kompetencer komme til kort, hvis sagen er kompliceret, eller

der er tale om en presset situation.

Undersøgelser blandt flygtninge viser således, at seks ud af ti efter ti år har

sprogkompetencer, der rækker til, at de kan klare sig i forskellige

jobsammenhænge og i hverdagssituationer som sådan, men er utilstrækkelige i

uvante sociale sammenhænge eller ved sygdom. Om end grønlændere i Danmark

ikke er i samme kategori som flygtninge, ej heller hvad angår sproglige

forudsætninger, kan der alligevel drages nogle paralleller.

Da det er myndighedens ansvar at sikre sig, at grønlændere – og andre som

myndigheden er i kontakt med – forstår den information, der gives, og at

myndigheden selv forstår borgerens ærinde i bred forstand, har myndigheden pligt

til at vurdere, om tolkebistand er nødvendig. Det gælder også ved testning og

vurdering af forældrekompetencer i sager om tvangsanbringelser.

Faktisk kan adgang til – og brug af – kvalificeret tolkebistand være afgørende i

forhold til at sikre, at kommunikationen mellem parterne er fyldestgørende.

Af et nyligt svar til Grønlandsudvalget

fra Social‐ og Ældreministeren fremgår det,

at ministeren anser det for ”helt grundlæggende, at grønlandske børn og deres

forældre i anbringelsessager kan forstå den kommunikation, der foregår omkring

deres sag.” Og at ”kommuner og andre myndigheder har pligt til at stille en tolk og

oversættelsesbistand til rådighed, og [at] forældre til anbragte børn (…) altid [har]

ret til en bisidder i processen”.

Ifølge undersøgelsen ’Ligebehandling af grønlændere i Danmark’

fra Institut for

Menneskerettigheder fra 2015, fungerer de anvendte tolke i kommunalt regi dog

meget forskelligt, og niveauet af tolkningen er, ifølge borgerne, ofte

utilstrækkeligt. Ifølge samme undersøgelse er det ej heller usædvanligt, at

tolkebistand ikke rekvireres i tilstrækkeligt omfang inden for social‐ og

sundhedssystemet.



RETTEN TIL TOLKNING

Ved henvendelse til offentlige myndigheder gælder generelt flg.:

Efter forvaltningsloven og god forvaltningsskik skal myndigheder i fornødent

omfang yde vejledning og bistand til personer, der henvender sig med spørgsmål

inden for myndighedens sagsområde.

Det indebærer, at myndigheden skal give

en person fyldestgørende og korrekt information. Myndigheden skal i den

forbindelse sikre sig, at personen forstår den information, der gives, ligesom

myndigheden skal tilstræbe at forstå det, personen giver udtryk for. Det er

myndighedens opgave at tilkalde tolkebistand, hvis der er behov. Desuden skal

myndigheden, om nødvendigt, sørge for, at dokumenter eller anden

korrespondance til personen oversættes til et sprog, som personen med

rimelighed forstår, hvis personen ikke forstår dansk.

Hvis tolkningen foregår

forsvarligt, og sagens karakter ikke taler imod (fx ved meget komplicerede sager,

eller hvis personen modsætter sig det) kan en ledsager bistå personen med

tolkning, hvis denne person ikke er mindreårig.

Det er myndighedens vurdering, om der er behov for tolk eller hjælp til

oversættelse, men forpligtelsen til at sikre ordentlig og fyldestgørende

vejledning må forudsætte, at myndigheden er opmærksom på, om

kommunikationen fungerer godt uden tolk.

Ydermere har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i forbindelse med

en sag om bortadoption fastslået, at såfremt der er tale om en udlænding, der

ikke behersker sproget, kan der være en pligt til at sikre oversættelse eller

tolkebistand.

Det kan tilføjes, at der ikke opkræves gebyr, når en borger med behov for

tolkebistand er i kontakt med de sociale myndigheder. Det kan endvidere nævnes,

at der under alle omstændigheder ikke opkræves gebyr i forbindelse med tolkning

af det grønlandske sprog (grønlændere er således undtaget fra bestemmelsen om

opkrævning af gebyr ved tolkede samtaler i sundhedsvæsenet, når patienten har

boet tre år i Danmark



ANBEFALINGER

Institut for Menneskerettigheder anbefaler:



At Social‐ og Ældreministeriet tydeliggør, at danske myndigheder er

forpligtede til at beskytte den grønlandske kultur og identitet, jf. ILO’s

konvention nr. 169 om oprindelige folk. Det betyder blandt andet, at

danske myndigheder skal sikre særlig støtte og kompensation til

grønlandske familier med henblik på at sikre børnenes trivsel og udvikling i

hjemmet. Såfremt der sker anbringelser, bør det undersøges, om det kan

ske i grønlandske familier, så barnet kan bevare sit oprindelige sprog,

kultur og identitet.

At Social‐ og Ældreministeriet sikrer en effektiv beskyttelse af grønlandske

familiers ret til familie og ret til ikke‐diskrimination. Psykologtests bør være

kulturtilpassede for at kunne indgå i forældrekompetenceundersøgelser og

danne grundlag for tvangsfjernelser.

At Social‐ og Ældreministeriet sikrer, at psykologer, der varetager

forældrekompetenceundersøgelser (herunder testning, vurdering mv.) af

grønlandske forældre, har de fornødne kompetencer, herunder viden om

tværkulturel psykologi og ‐testning

At offentlige myndigheder (regioner, kommuner m.fl.) sikrer, at

grønlændere får tolkebistand i kommuners behandling af sager om børns

trivsel, herunder også i testsituationer.



LITTERATUR

Barne‐, ungdoms‐ og familiedirektoratet, Bulfir, (2021). ’Ensomme eksperter –

Utredning av utdanningsprogrammet for og oversikten over barnefaglig

sakkyndige’, Oslo.

Blytmann, Naja (2017). ‘How are emotions expressed in Kalaallisut’, Trondhjem.

Common, R. W & Frost, L. G. (1988). The Implications of the Mismeasurement of

Native Students' Intelligence through the Use of Standardized Intelligence Tests.

Canadian Journal of Native Education. 15(1), 18‐30.

Dingwall, Kylie, Pinkerton, Jennifer & Lindeman, Melissa A. (2013). “People like

numbers”: a descriptive study of cognitive assessment methods in clinical practice

for Aboriginal Australians in the Northern Territory. BMC Psychiatry.

Fujii, Daryl E.M. (2018), ‘Developing a cultural context for conducting a

neuropsychological evaluation with a culturally diverse client: the ECLECTIC

framework’, The Clinical Neuropsychologist, 2018, Vol. 32. No 8, 1356‐1392.

Institut for Menneskerettigheder (2014). Lige adgang til sundhed – en analyse af

praktiserende lægers møde med patienter med etnisk minoritetsbaggrund.

Institut for Menneskerettigheder (2015). Ligebehandling af grønlændere i

Danmark.

John, Joan st., Krichev, Alan & Bauma, Edward. (1976). Northwestern Ontario

Indian children and the WISC. Psychology in the Schools.

Jørgensen, Trine Juncher (2022). ”Psykologtest dumper de grønlandske forældre”,

Sermitsiaq, 09, 2022.

Kjølbro, Jon Fridrik (2000). Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ‐ for

praktikere, 5. udgave, Jurist‐ og økonomforbundets forlag.

Mathiasen, Eva Secher og Andersen, Lise (2021). ’Dansk Psykolog Forening:

Myndighederne skal kunne gribe mere konsekvent ind over for brodne kar’,

Altinget, Sundhed, 29. juni 2021.

McCullough, C., Walker, J., & Diessner, R. (1985). The use of the Wecshler scales in

the assessment of Native Americans in the Columbia River Basin. Psychology in

Schools. 22, 23‐28.

Naglieri, J. A. (1986). WISC‐R and K‐ABC comparison for matched samples of black

and white children. Journal of School Psychology. 24(1), 81‐88.

Puente, Antonio E. & Salazar, Gabriel D. (1998). Assessment of Minority and

Culturally Diverse Children. Academic Press. 227‐248.

Rock, D. & Price, I. P. (2019). Identifying culturally acceptable cognitive tests for

use in remote northern Australia. BMC Psychology.

Samuda, Ronald J. (1998). Alternatives to Traditional Standardized Tests in

Psychological Testing of American Minorities: Issues and Consequences. SAGE

publications. 142‐175.

Seyfort, B., O., & Lahmer, V. (1980). A critical look at the WISC‐R with Native Indian

children. The Alberta Journal of Educational Research. 26(1), 14‐24.

Socialstyrelsen (2013). Vidensindsamling af metoder til vurdering af forældreevnen

i sager om adoption uden samtykke, Leverandør: Institut for Psykologi,

Københavns Universitet.

Socialstyrelsen (2021). Retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af

forældrekompetenceundersøgelser.

Talevski, Kirsten (2012). Vejledning og information, i Jens‐Chr. Bülow m.fl.,

Forvaltningsloven 25 år, Jurist‐ og Økonomforbundets Forlag.

Ugeskrift for Retsvæsen, 1997, U1997.1422/1V.

Walker, Alexandra J. & Batchelor, Jennifer & Shores, Arthur. (2011). Effects of

education and cultural background on performance on WAIS‐III, WMS‐III, WAIS‐R

and WMS‐R measures: Systematic review. Australian Psychologists, 44(4), 216‐

223.

Whitaker, Simon (2018). ‘Assessing the intellectual ability of asylum seekers’.

International Journal of Developmental Desabilities. 2018, vol. 64, no. 4‐5.

Wilgosh, L., Mulcahy, R., & Watters, B. (1986). Assessing intellectual performance

of culturally different, Inuit children with the WISC‐‐R. Canadian Journal of

Behavioural Science / Revue canadienne des sciences du comportement, 18(3),

270–277.

END NOTES

https://www.vive.dk/da/undersoegelser/vive‐undersoeger‐anbringelser‐af‐

groenlandske‐boern‐15547/, se også Grønlandsudvalget 2019‐20, GRU Alm. Del –

endeligt svar på spørgsmål 73. Offentligt.

https://www.vive.dk/da/undersoegelser/vive‐undersoeger‐anbringelser‐af‐

groenlandske‐boern‐15547/, se også Grønlandsudvalget 2019‐20, GRU Alm. Del –

endeligt svar på spørgsmål 73. Offentligt.

VIVE offentliggør i maj 2022 en undersøgelse om anbragte grønlandske børn i

Danmark med fokus på anbringelsesprocessen og den efterfølgende trivsel blandt

disse børn. Undersøgelsen af anbragte grønlandske børn i Danmark har tre formål:

For det første skal undersøgelsen vise, hvad der karakteriserer grønlandske

familier, hvis børn anbringes uden for hjemmet i Danmark, og i hvilken grad børn

med grønlandsk baggrund anbringes uden for hjemmet sammenlignet med danske

børn, der er vokset op under samme forhold. For det andet skal undersøgelsen

vise, hvordan anbringelsessager med grønlandske familier behandles, og i hvilken

grad der er opmærksomhed omkring familiernes sprog og kultur i

sagsbehandlingen og i anbringelsen. For det tredje skal undersøgelsen vise,

hvordan anbragte børn med grønlandsk baggrund trives sammenlignet med andre

anbragte børn, i hvilken grad de føler sig hjemme på anbringelsesstedet, og i

hvilken grad de har mulighed for at vedligeholde deres sprog, kultur og relationer

til familie og netværk. Til at belyse disse forhold benytter undersøgelsen en

blanding af eksisterende kvantitative data og nye kvalitative data, der indsamles til

i forbindelse med undersøgelsen. Den kvantitative karakteristik af de grønlandske

familier og analysen af, i hvilken grad børn med grønlandsk baggrund oftere end

andre børn anbringes uden for hjemmet, gennemføres ved hjælp af registerdata

fra Danmarks Statistik. I denne analyse indgår i alt 369 børn, der enten er født i

Grønland af grønlandske forældre, eller har mindst en forælder, der er født i

Grønland. Analysen af anbringelsessager med grønlandske børn gennemføres ved

hjælp af 12‐15 anbringelsessager fra 3 danske kommuner, hvor vi dels analyserer

selve sagen, dels foretager kvalitative interviews med forældre, børn,

anbringelsessteder og sagsbehandlere. Analysen af børnenes trivsel belyses

kvantitativt ved hjælp af datasættet ”Trivsel blandt anbragte børn og unge

(TABU)”, der indsamles blandt et repræsentativt udvalg af børn, der er anbragt

uden for hjemmet. Derudover belyses trivslen gennem de kvalitative interviews

med børn og anbringelsessteder. https://www.vive.dk/da/undersoegelser/vive‐

undersoeger‐anbringelser‐af‐groenlandske‐boern‐15547/

Abdi Ibrahim mod Norge (15379/16).

Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ‐ for

praktikere, 5. udgave, Jurist‐ og økonomforbundets forlag, 2020, s. 928.

Ibid, s. 923.

D.H. med flere mod Tjekkiet (57325/00).

Ved indstilling til anbringelse uden samtykke blev der med virkning fra 1. marts

2020 indført et krav i servicelovens § 59, nr. 2, om, at en indstilling til børn og

unge‐udvalget skal omfatte en vurdering af forældremyndighedsindehaverens

kompetencer til at varetage omsorgen for barnets eller den unges særlige behov.

Se ’Retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af

forældrekompetenceundersøgelser’, Socialstyrelsen, Januar 2021, s. 9.

’Retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af

forældrekompetenceundersøgelser’, Socialstyrelsen, Januar 2021, s. 8.

Når der udarbejdes en forældrekompetenceundersøgelse, sker det som led i en

børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50, som er kommunernes faglige

udredning af, om et barn eller en ung har brug for særlig støtte.

Forældrekompetenceundersøgelser skal gennemføres, når kommunen har behov

for at afdække forældres kompetence til at tage vare på deres barn, og hvor en

psykologisk undersøgelse af forældrekompetencer er nødvendig for at belyse

dette. Se ’Retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af

forældrekompetenceundersøgelser’, Socialstyrelsen, Januar 2021, s. 8.

Se SEL, § 50, stk 5.

Se ’Retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af

forældrekompetenceundersøgelser’, Socialstyrelsen, januar 2021, s. 9.

’Retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af

forældrekompetenceundersøgelser’, Socialstyrelsen, januar 2021, s. 37.

›Kognitions‐ og intelligenstest, ›Eventuelt specifikke neuropsykologiske tests,

›Spørgeskemaer, ›Selvrapporteringsskemaer.

›Personlighedsprøver, ›Billed‐ eller storytellingtest, ›Struktureret interview,

›Selvrapporteringstest, ›Spørgeskemaer.

›Ustruktureret observation, typisk ved hjemmebesøg ›Strukturerede metoder

med valideret metodik

›Struktureret observation, hvor der stilles ikke‐validerede opgaver.

Af en vidensindsamling for Socialstyrelsen vedr. anvendte metoder hos

psykologer ved udarbejdelse af forældrekompetenceundersøgelser fremgår det, at

WAIS er en ofte anvendt test, jf. ”Vidensindsamling af metoder til vurdering af

forældreevnen i sager om adoption uden samtykke”, 2013, Socialstyrelsen

Odense, Leverandør: Institut for Psykologi, Københavns Universitet.” Med henblik

på at indhente nyere viden er Socialstyrelsen og Psykolognævnet kontaktet. Såvel

Socialstyrelsen som Psykolognævnet har primo maj 2022 overfor instituttet oplyst,

at WAIS afgjort er at finde blandt de anvendte tests ved

forældrekompetencevurderinger, men at man ikke har adgang til at føre statistik

over, hvor hyppigt de forskellige testtyper anvendes. Se endvidere: ”Psykologtest

dumper de grønlandske forældre”, af Trine Juncher Jørgensen, Sermitsiaq, 09,

2022.

Wilgosh et. Al., 1986.

John et al., 1976.

McCullough et al., 1985; Common og Frost, 1988, Seyfort et al., 1980.

Walker & Jennifer, 2011.

Puente & Salazar, 1998; Naglieri, 1986; Samuda, 1988.

Dingwall et al., 2013.

Samuda, 1998.

Heriblandt kan nævnes følgende:

• Alternativ fortolkning – der anvendes en anden fortolkning af testresultaterne i

de traditionelle IQ‐tests, når man har at gøre med minoritetsgrupper, som testen

ikke oprindeligt er tilpasset. Det kan fx ske ved brug af guidelines (Samuda, 1998:

164)

• Udvikling af kulturfrie/fair tests – forskellige kulturelle grupper skal have de

samme teoretiske forudsætninger for at bestå testen, hvilket opnås ved

udelukkende at inkludere erfaringer, viden og kompetencer, der er fælles for

forskellige kulturer. Nonverbale opgaver vil her være i centrum (Samuda, 1998:

145). I praksis er der dog udfordringer ift. at udvikle sådanne tests, og resultaterne

har ofte har været skuffende (Samuda, 1998: 152)

• Sammenligning indenfor egen sociokulturel gruppe (pluralistisk tilgang) –

intelligens evalueres udelukkende i forhold til intelligens hos andre med samme

sociokulturelle baggrund. IQ‐scoren tolkes indenfor normerne for vedkommendes

sociokulturelle gruppe. Således vil en person betragtes som ”retarderet” hvis

vedkommendes score er blandt de laveste tre procent indenfor egen

sociokulturelle gruppe. (Samuda, 1998: 155).

• Udvikling af kulturspecifikke tests – der udvikles kulturspecifikke IQ‐tests til alle

større kulturelle grupper i landet (fx tilpasning af WISC og WAIS). Metoden er

særdeles ressourcekrævende. Derudover kan der i praksis være udfordringer i

relation til relevant afgrænsning af kulturelle grupper samt generalisering af

resultaterne (Samuda, 1998: 154).

I Australien har man i nyere tid arbejdet specifikt med udvikling af

hensigtsmæssige alternativer til de standardiserede IQ‐tests. Fx har man i et nyere

studie ‐ gennem konsultation af lokalsamfundet og pilot‐tests blandt oprindelige

folk i det nordlige Australien ‐ kortlagt en række hensigtsmæssige kognitive tests til

målgruppen. På den baggrund konkluderes det, at man via et tæt samarbejde med

lokalsamfund og oprindelige folk faktisk kan udvikle kulturelt hensigtsmæssige

tests eller tilpasse eksisterende tests på måder, der gør dem velegnede til

oprindelige folk (Rock & Price, 2019).

• Nonverbale tests ‐ derudover fortæller flere klinikere, der arbejder med

oprindelige folk, at man i tråd med ovenstående kritik af den verbale del af

Welchers tests, har positive erfaringer med udelukkende at gøre brug af

performance delprøven af fx WAIS og WISC i arbejdet med oprindelige folk

(Dingwall et al., 2013). Der er blandt klinikere og forskere dog ikke enighed om,

hvorvidt de nonverbale tests kan betragtes som egnede måleredskaber.

Jf. telefoninterview d. 4. april 2022 med Rune Nielsen.

Se også Whitaker, Simon (2018): ‘Assessing the intellectual ability of asylum

seekers’. International Journal of Developmental Desabilities. 2018, vol. 64, no. 4‐

5. ”The key question in making a diagnosis of ID [intellectual disability] in

somebody from a developing country therefore should first not be “does the

individual have a measured IQ below 70?” but rather: “Is this individual able to

cope?” that is, are they providing themselves and any dependents with a quality of

life that society would deem of minimum acceptable standard?”.

If. Nielsen forholder det sig dog ikke sådan, at tests aldrig kan anvendes

tværkulturelt. I forbindelse med udredning af demens kan det fx sagtens give

mening at anvende en tværkulturel test (særligt udviklet til formålet) i forskellige

kulturer. Det hænger, if. Nielsen, sammen på denne måde:

”Demenssygdom er jo en biologisk sygdom, der sidder målbare steder i hjernen,

som giver de samme symptomer på tværs af kulturer. Hvis man ikke kan huske i

Danmark, kan man heller ikke huske i Grønland. Det er der ikke nogen forskel på,

hvorimod begavelse er mere kompliceret”.

Jo tættere man kommer på rene biologiske konstruktioner, dvs. ting der sker i

hjernen, som man vil måle på, des nemmere er det, if. Nielsen, at lave relevante

tests. Og jo mere komplicerede konstruktioner, man vil måle på, som fx begavelse,

des sværere bliver det at udforme tests, man kan bruge pålideligt på tværs af

kulturer og sprog. For:

”Intelligens ligger ikke ét sted i hjernen, intelligens er samlet omkring alle mulige

forskellige mentale funktioner, der ligger distribueret ud i hele hjernen, og dét gør

det bare meget, meget kompliceret.” (Jf. telefoninterview d. 4. april 2022)

Jf. telefonsamtale d. 28. marts 2022.

Også inden for andre områder end forældrekompetencevurderinger oplever

man udfordringer, når der anvendes tests udviklet i en vestlig kontekst på

testpersoner fra øvrige dele af verden. Således beretter chef for

rehabiliteringsklinikken ved DIGNITY, Marie Høgh Thøgersen, i et telefoninterview

(gennemført d. 9. maj 2022) overfor os, at flere af DIGNITYs patienter lider af

kognitive deficit som følge af tortur (fx slag i hovedet), men at det – grundet de

neuropsykologiske tests, man har til rådighed på nuværende tidspunkt – er

vanskeligt at dokumentere, bl.a. da kognitive forstyrrelser er en del af

symptombilledet ved den PTSD‐diagnose de fleste af patienterne i forvejen har.

Det betyder i praksis, at man sjældent opdager, hvis en patient har kognitive

deficit. Da man ikke har kulturtilpassede tests til at udrede kognitive problemer

hos ikke vestlige patienter, lader man være med at udrede og antager, at de

forstyrrelser der er, alene skyldes PTSD diagnosen. Er der tale om alvorlig

kognitive deficit, er tilbuddet om traumebehandling imidlertid sjældent relevant.

Det giver fx ikke mening at behandle en patient med kognitivterapi, hvis patienten

har alvorlige problemer med korttidshukommelsen. Så vil et rehabiliteringstilbud

på et center for hjerneskade være mere relevant. På DIGNTIY arbejdes der med at

udvikle et kulturtilpasset neuropsykologisk testbatteri, som kan udrede kognitive

forstyrrelser hos mennesker med ikke vestlig baggrund. Thøgersen fremlagde i

2018 disse fund på en ISTSS (International Society for Traumatic Stress Studies)

konference i Washington (ISTSS 34th Annual Meeting, November 8 ‐ 10, 2018,

with Pre‐Meeting Institutes and the opening session on November 7, in

Washington, DC, USA), hvor flere af konferencens deltagere efterfølgende kunne

bekræfte, at der var et essentielt behov for kulturtilpassede neuropsykologiske

tests, samt at manglen på dette skabte en markant ulige adgang til behandling

særligt for patienter med ikke vestlig baggrund. DIGNITY søger aktuelt penge til et

større forskningsprojekt for at afprøve det kultursensitive testbatteri.

Jf. telefoninterview d. 1. april 2022 med Peter Berliner.

Dette fænomen er nærmere beskrevet i artiklen ”How are emotions expressed

in Kalaallisut”, af Naja Blytmann, Trondhjem, 2017.

Se Fujii, Daryl E.M. (2018), ‘Developing a cultural context for conducting a

neuropsychological evaluation with a culturally diverse client: the ECLECTIC

framework’, The Clinical Neuropsychologist, 2018, Vol. 32. No 8, 1356‐1392.

“without proper context for understanding the client, Fujii (2016) argues that the

default is an ‘ethnocentric’ evaluation, where behaviors and test scores are

substantively interpreted within the denominator of Western culture”.

“To address these gaps in cross‐cultural neuropsychological assessment in

Europe, ECCroN was established in late 2019 by 16 specialists from ten countries;

founding consortium members represent the Netherlands, Denmark, Norway,

England, Scotland, France, Spain, and Italy, as well as two specialists from the

United States of America and the State of Palestine working on multinational

projects with one or more European site(s).”

“Ensomme eksperter – Utredning av utdanningsprogrammet for og oversikten

over barnefaglig sakkyndige”, Barne‐, ungdoms‐ og familiedirektoratet, Bulfir, april

2021, Oslo.

”Dansk Psykolog Forening: Myndighederne skal kunne gribe mere konsekvent

ind over for brodne kar”, af Eva Secher Mathiasen og Lise Andersen, Altinget,

Sundhed, 29. juni 2021, https://www.altinget.dk/sundhed/artikel/dansk‐psykolog‐

forening‐myndighederne‐skal‐kunne‐gribe‐mere‐konsekvent‐ind‐over‐for‐brodne‐

kar

Bauböck, R. Tripkovic M. The Integration of Migrants and Refugees. EUI Forum

on Migration, Citizenship, and Demography. Florence: European University

Institute, Robert Schuman Centre for Advanced Studies. 2007;

https://ligeglobalsundhed.blogspot.com/2018/02/blog‐sprog‐er‐ikke‐til‐at‐spge‐

med.html; https://ouh.dk/uddannelse/afdelingsspecifikke‐

uddannelsessider/uddannelse‐pa‐indvandrermedicinsk‐

klinik/undervisningsmaterialer/det‐du‐ikke‐ved‐far‐patienten‐ondt‐af; Sandwall,

Karin.“I learn more at school”: A critical perspective on workplace‐related

second language learning in and out of school." Tesol Quarterly 44.3 (2010): 542‐

574. https://onlinelibrary.wiley.com/doi/abs/10.5054/tq.2010.229270

https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/GRU/spm/60/index.htm

Kilde: Ligebehandling af grønlændere i Danmark. Institut for

Menneskerettigheder. 2015, s. 80.

Kilde: Ligebehandling af grønlændere i Danmark. Institut for

Menneskerettigheder. 2015, s. 80.

Forvaltningslovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014.

Kirsten Talevski, Vejledning og information, i Jens‐Chr. Bülow m.fl.,

Forvaltningsloven 25 år, Jurist‐ og Økonomforbundets Forlag, 2012, s. 297ff.

Kirsten Talevski, Vejledning og information, i Jens‐Chr. Bülow m.fl.,

Forvaltningsloven 25 år, Jurist‐ og Økonomforbundets Forlag, 2012, s. 303f.

Kilde: Ligebehandling af grønlændere i Danmark. Institut for

Menneskerettigheder. 2015, s. 67.

Se Kearns mod Frankrig, dom af 10.01.08, §§ 85‐92.

Tolkning i sundhedsvæsenet:

Efter sundhedsloven skal regionerne yde tolkebistand til personer, som har behov

herfor i forbindelse med behandling hos almenpraktiserende læger, speciallæger

eller sygehus (Bekendtgørelse af sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 210 af

27/01/2022, § 50, https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2022/210). Af den

bekendtgørelse, der nærmere regulerer området, fremgår det, at patienten har

ret til tolkebistand, ”når lægen skønner, at en tolk er nødvendig for behandlingen”.

(Bekendtgørelse nr. 855 af 23. juni 2018 om tolkebistand efter sundhedsloven, § 1,

file:///C:/Users/lvs/Downloads/B20180085505%20(1).pdf). Deri ligger, at der skal

gives tolkebistand, hvis det er nødvendigt for, at lægen kan leve op til

professionsnormen og efterleve reglerne om informeret samtykke (se ”Lige

adgang til sundhed – en analyse af praktiserende lægers møde med patienter med

etnisk minoritetsbaggrund”, Institut for Menneskerettigheder, 2014, s. 56). Der

opkræves som udgangspunkt gebyr for tolkebistand, såfremt patienten har brug

for tolk efter mere end tre år i Danmark. Der opkræves imidlertid ikke gebyr i

forbindelse med tolkning af det grønlandske og færøske sprog. (Der opkræves ej

heller gebyr fra patienter fra Det Tyske Mindretal i Danmark, såfremt de måtte

have behov for tolkebistand i forhold til det tyske sprog) (Bekendtgørelse nr. 855

af 23. juni 2018 om tolkebistand efter sundhedsloven, § 2.).

Tolkning i retsvæsenet:

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder i artikel 6 et krav om,

at enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, har ret til at få vederlagsfri

bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten

(jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 6, stk. 3, litra e). I

”vederlagsfri” ligger, at udgiften til tolkning ikke kan pålægges den tiltalte som

sagsomkostning, heller ikke hvis den tiltalte kendes skyldig (Jon Fridrik Kjølbro, Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 3. udg., Jurist‐ og

Økonomforbundets Forlag, 2010, s. 547). Tolkebistanden skal være tilstrækkelig til,

at den tiltalte får kendskab til sagen og bliver i stand til at forsvare sig selv (Jon

Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere,

3. udg. Jurist‐ og Økonomforbundets Forlag, 2010, s. 548). Retten til bistand af tolk

er ”en væsentlig straffeprocessuel retssikkerhedsgaranti” og et ”centralt element”

i forhold til beskyttelsen af retten til retfærdig rettergang efter Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention (Ugeskrift for Retsvæsen, 1997, U1997.1422/1V). I

civile sager kan tolkebistand dog udelades.