Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del Bilag 109
Offentligt
27. marts 2023
Til Folketingets Socialudvalg:
Barnets Lov bør gennemarbejdes grundigt
Folketinget skal snart behandle de to love, der tilsammen udgør Barnets Lov. Barnets Lov
sætter helt nye retninger i arbejdet med udsatte børn og familier. Nogle af ændringerne
rummer meget usikkerhed, og andre er med god ret blevet kritiseret.
Vi er en gruppe af organisationer, der arbejder for familiers rettigheder i børnesagerne, og vi
opfordrer Folketinget til at se meget nøje på det overordentligt store lovkompleks. Vi vil med
denne henvendelse pege på nogle af de forhold, der bør gennemtænkes og justeres.
Skeptisk syn på forældrene
Lovforslaget er præget af et skeptisk syn på forældrene og på forholdet mellem forældre og
børn. Der er en tendens til at se bort fra betydningen af relationen mellem dem. Forældrene
tænkes ikke ind som en del af en løsning, og der er ingen tiltag for at styrke forældrene, så de
kan give børnene et godt liv. Der er heller ingen erkendelse af, at familiens trivsel er af stor
betydning for barnet. Det svarer ikke til virkeligheden. Relationen til forældrene er afgørende
for børnene både når en anbringelse er nødvendig, og når barnet og familien skal have støtte
og hjælp i hjemmet.
Ud af de ca. 51.000 børn og familier, der får hjælp efter Serviceloven, får ca. 40.000 hjælp i
hjemmet. Og af de godt 11.000 anbringelser er færre end 3.000 uden samtykke. Systemets
kerne er således et samspil om at hjælpe forældre og børn med at få familierne til at fungere
bedst muligt.
En lov, der er skeptisk over for forældrene og relationerne i familierne, kan skabe spændinger
og et dårligere samarbejde mellem forældrene, børnene og systemet. Det er urimeligt og
skadeligt for indsatsen.
Efter Statsministerens nytårstale i 2020 er der talt meget om en lille gruppe familier, der har
så store problemer, at man må gribe vidtgående ind. I yderste fald med tvangsbortadoption.
Det er et fordrejet fokus, der går ud fra et modsætningsforhold mellem forældre og børn. Der
fokuseres derfor på at beskytte børnene mod forældrene i stedet for at styrke det