Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del Bilag 105
Offentligt
Socialudvalget
Socialministeren
Randers 26/3 2023
Indledning
Børneområdet mangler et rehabiliterende og habiliterende mål, med henblik på barnets bedste. Vi
anerkender re- og habiliterende indsatser når det kommer til ældre, fysisk sygdom, psykiske og
somatiske tilstande. Der mangler udførelse af kvalitetsstandarder og regimer fra speciallægerne, så
en re- og habiliterende indsats overfor børn strukturelt sker. I dag er det overladt til forældre og
plejere, at sørge for barnets re- og habiliterende indsats når barnet har et handicap eller er blevet
gjort til et socialt problem ved en tvangsfjernelse, inciteret af Lov om Udligning.
Rehabilitering
Servicelovens bestemmelser giver adgang til at kommunerne kan give en re- og habiliterende
indsats til et hjemmeboende barn og til et anbragt barn med handicaps eller sociale udfordringer.
Når det er ressourcebesparende at re- og habilitere ældre, hvorfor anerkender kommunerne så ikke
samme på børneområdet? I dag eksisterer et deterministisk syn på børn med handicaps og sociale
udfordringer, og grundet den kulturelle overbevisning, så vokser udgifterne til det specialiserede
socialområde kun, da børnene ikke gives en re- og habiliterende indsats. Det deterministiske syn på
børn med handicaps og sociale udfordringer ude i kommunerne skyldes de økonomiske strukturer i
Budgetloven og Lov om Udligning, der dikterer hvilken indsats et barn med handicaps og/eller
sociale udfordringer modtager.
Hvad betyder det at habilitere børn med handicaps?
At habilitere betyder at erhverve sig nye kompetencer. Det kan være rullestolen, der gør det muligt
for barnet uden ben, at kunne blive en del af en skoleklasse. Det kan være oprettelse af et
klassetilbud med den taletræning af barnet med verbal dyspraksi, som er forudsætningen for at
barnet kan blive i stand til indlæring. Den habiliterende indsats overfor børn med handicaps lægger
vægt på barnets ressourcer og afhjælper så mange af de begrænsninger barnet kan afhjælpe ved
indsatser og hjælpemidler. Denne tilgang er afgørende for barnets livskvalitet, som vi anerkender er
vigtigt for ældre, men hvorfor anerkender vi ikke dette overfor børn med handicaps? Hvorfor har
børn med handicaps ikke ret til og økonomisk sikring af deres livskvalitet?
Udover livskvaliteten for børn og familier at få en kvalitetssikret indsats til barnets handicaps og
sociale udfordringer, så er det også rentabelt for samfundet at benytte de ressourcer børn med
handicaps har at byde ind med. Det kan kun ske, hvis børn med handicaps får adgang til en
habiliterende indsats. Kun sådan bliver børn til voksne, der bliver en del af det arbejdende folk. Det
kræver i dag uddannelse, hvilket børn med hanidcaps og socialeudfordringer ikke har adgang til,
grundet underfinansieringen af specialundervisning og manglende anerkendelse af ro til børn med
sociale udfordringer.
Trænger kommunerne til en habiliterende indsats?
Når kommunerne i dag kun har fokus på at børn skal koste mindst mulig, så er dette fokus
nedbrydende for det enkelte barn, både på kort, men også lang sigt. Det har vist sig ved, at siden
Budgetlovens indførelse, er udgiften fra handicapområdet kun fået socialområdets udgifter til at
stige hvert år, jf. Lov om Udligning. Kommunernes Landsforening medgiver at der bør gøres mere
strukturelt for familierne ude i kommunerne, men når ministrene forhandler med sig selv på møde
med KL, så sker der sjovt nok aldrig nogen ændring.
 SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 105: Henvendelse af 27/3-23 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn om en rehabiliterende indsats i børnesager
Det er nok nærmere Folketingets politikere der trænger til en habiliterende indsats, hvor synet på
børn med handicaps og sociale udfordringer udvikles til, at det betaler sig at investere i børnene, så
disse ikke bliver livslange udgifter i en anbringelse, da der grundet Lov om Udligning kun er
råderum til anbringelser.
Før regnskab med jeres eugenetiske politik
Nu forråelsen og det eugenetiske fokus på anbringelser huserer på Christiansborg, med Karl
Kristian Steincke i foyeren til Socialministeriet, så bør man begynde at opgøre udgiften til
anbringelser isoleret, i stedet for at blande det samme med øvrige udgifter. Udgiften til anbringelser
vokser nemlig hvert år, grundet Lov om Udligning, og majoriteten af de mange tusinde børn staten
skader herved, bliver ikke en del af arbejdsstyrken, men vedbliver at være en udgift for os der
betaler skat. En skat vi intet kan få ud af, hverken sundhedsmæssigt, rehabiliterende eller recovery-
orienteret.
Forsorg anno 1923 vs. 2023
Når et barn er anbragt, så er barnet uden det vigtigste i barnets liv, nemlig barnets familie, som
udgør barnets identitet og selvfølelse. Dette skyldes, at børn trives ved at føle sig elsket, værdsat og
set. Når vi som samfund fratager et barn sit ophav og afvikler relationerne til barnets familie og
netværk, så har vi også ansvar for at rehabilitere barnet til at genoptage disse relationer, der er
afgørende for barnets fremtid. Dette mål i barnets tarv bør være en del af Barnets Lov, da
institunaliseringen af barnet i dag ikke i sig selv udgør nogen bedring af barnets vilkår. Der bør
føres uaghængige tilsyn med anbragte børns mistrivsel, så glorificeringen af at tvangsfjerne børn og
invalidere børnene for altid ophører.
I dag foretages kun anbringelser af børn for at opnå udligning, som opnås når udgiften til en
anbringelse af en families børn overstiger 830.000 kr. Om året, jf. Lov om Udligning. Herved kan
kommunerne udvide deres velfærdsramme i kommunen, jf. Budgetloven, og afholde udgiften til
børn med omkostningstunge handicaps udenom velfærdsrammen i Budgetloven. Da en anbringelse
af et omsorgssvigtet barn ikke koster over 830.000 kr. Om året, så bliver disse børn ikke anbragt af
kommunerne, da der ingen indtjening er for kommunerne, jf. Lov om Udligning.
Minimumsgrænsen for udligning gør, at det primært er børn med handicaps som bliver anbragt.
Udvidelsen af velfærdsrammen gør, at børn med handicaps ikke bliver hjemgivet, men bliver
fastholdt i deres handicaps, så kommunen kan bibeholde udvidelsen af velfærdsrammen. Når den
unge anbragte fylder 18 år, så tabes majoriteten af de tidligere anbragte unge uden netværk eller
relation til familien på gulvet. For ved det 18. år modtager kommunerne ikke længere udligning til
indsatser til den unge tidligere anbragte.
Social sterilisering
Som om det ikke var nok at være blevet handlet med af sin kommune, som tidligere anbragt, så
bliver tidligere anbragte også stigmatiseret når de selv får børn. Social sterilisering sker ved at
anbragte børn får anbragt deres børn. Os forældre til anbragte børn skal have en § 50 undersøgelse
fra bopælskommune, om kommunen vil tjene udligning på det barn vi venter. Den sociale
sterilisering af os forældre til anbragte børn er til at få øje på. Den sociale sterilisering af os forældre
til anbragte børn er lige til at flygte ud af landet på. Vi håber, at I skammer jer over jeres
brændemærke på os forældre og vores børn, som I har gjort til statens børn, med vores børn som
handelsvare.
Hvordan skal anbringelser kvalitetssikres?
Hvis vi vil rehabilitere barnets bedste i relationen til familien, netværket og barnets handicap, så er
vi nødt til at gøre det muligt for barnet at have anbringelser og samvær af høj kvalitet. Et
omdrejningspunkt i at motivere borgere til rehabilitering er at lave en fælles plan. Borgerne bliver
nemlig ikke motiveret af tvang. Når vi taler om re- og habilitering, så har vi fokus på ressourcer i
 SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 105: Henvendelse af 27/3-23 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn om en rehabiliterende indsats i børnesager
2682312_0003.png
stedet for begrænsninger. Planen for re- og habilitering i anbringelsessager skal udfærdiges med
børn og forældres samtykke. Der er f.eks. Intet re- eller habiliterende i overvåget samvær, men det
er der i støttet samvær. Overvåget samvær er udelukkende at afbryde samvær ved overtrædelse af
samværsvilkår, hvilket aldrig kan være re- eller habiliterende for hverken barnet eller forældrene.
Vi har tidligere fremsendt et forslag til at sikre børn med handicap en indsats, anbragte børn
retssikkerhed og kvalitet i anbringelsen, jf. Klips skriv af 2/9 2020, som vi også har afholdt møde
med socialordfører, Camilla Fabricius (S) om den 1/9 2020:
https://www.ft.dk/samling/20191/almdel/sou/bilag/358/index.htm
Det vil koste langt mindre at
sætte den relevante indsats ind overfor børn med handicaps, i stedet for at opbevare børn i
anbringelser uden en relevant indsats, der blot gør barnet mere og mere omkostningstungt, desto
større skade barnet tager af udeblivende relevant indsats under anbringelsen. Det er ikke
kompliceret, svært eller kræver over 1000 siders lovændring, men kræver blot at kopiere hvordan
re- og habilitering foregår på ældreområdet ude i kommunerne, og satse økonomisk herpå. Gør
Folketingets partier ikke dette, så vokser udgiften kun.
Kan børn med handicaps rehabiliteres?
Ja, er det korte svar. Men den langt billigere rehabiliterende indsats udebliver, grundet manglende
strukturel økonomisk prioritering, jf. Budgetloven. Den manglende økonomiske prioritering af den
langt billigere rehabiliterende indsats i dag gør, at børn med handicaps ingen rehabiliterende indsats
modtager, hverken før en anbringelse, under en anbringelse eller efter endt anbringelse ved det 18.
år, da der efter det 18. år ingen udligning gives. Det kræver en national plan at turde investere i
børn, med fokus på at lære barnet at mestre sit handicap, hvilket helt åbenlyst er det mest
besparende, præcis som på ældreområdet.
Kan børn med sociale udfordringer rehabiliteres?
Ja, forældre med problemer kan udvikle sig. Mennesker ER ikke deres adfærd, diagnose eller
livsvilkår. At der ikke er understøttet en rehabiliterende indsats i familier, for at støtte barnet i at
være i sin familie, hvor det er elsket, er intet mindre end afstumpet politik. Det er afstumpet politik,
at det primært er fattige enlige mødres børn, der bliver tvangsfjernet. Så er vi virkelig ikke nået
videre end Sprogø-kvinderne.
Recovery
Recovery er en rehabiliterende indsats til børn og voksne med psykiatriske diagnoser. Recovery har
som mål, at gøre barnet eller den voksne i stand til at varetage eget liv, med så stor en egen mestring
som mulig. At vi i 2023 læser i vejledningen til Barnets Lov, at psykiatriske diagnoser i sig selv skal
være begrundelse for tvangsbortadoption fra fødslen, udgør et fattigt menneskesyn og et lavt
oplysningsniveau hos vores politikere på Christiansborg. 60 procent af danskere med diagnosen
skizofreni lever helt almindelige liv med job, familie og medicin, jf. Landskampagnen En Af Os.
Der findes recovery til mennesker med psykiske diagnoser i nogle Regioner i Danmark, men ikke
alle.
Anbringelser mangler kvalitetsstandarder og specialregimer
Der er ingen kvalitetsstandarder for en rehabiliterende indsats inden en anbringelse af et barn med
handicaps. Ingen fagligheder uddannes i at give den rette omsorg, indsats og anvende hjælpemidler
til børn med handicaps og sociale udfordringer, som der er sikret på ældreomsårdet. Kommunerne
kan i dag kvit og frit forvandle en handicapsag til en socialsag og score udligning, jf. Lov om
udligning. Det er barnets bedste at anvende et rehabiliterende fokus på Barnets Lov, med henblik på
at blive genforenet med familien og kunne leve værdigt med sit handicap. Det er ikke værdigt at
blive handlet til statens ejendom, grundet Lov om Udligning.
 SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 105: Henvendelse af 27/3-23 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn om en rehabiliterende indsats i børnesager
2682312_0004.png
Grundet indtjeningen på anbringelser, så bliver ingen handleplaner opfyldt af kommunerne, og
handleplanerne går kun på opretholdelse af anbringelsen. Kvalitetsstandarden burde være, at
anbringelsen skal følge specialregimet fra speciallægen, der har diagnosticeret barnets handicap.
Opfylder den anbringende kommune ikke barnets specialregime, så skal barnet hjemgives, da
anbringelsen strider med barnets tarv, og derved kun er nedbrydende for barnet.
Sammenfattende
Der bør skrives en re- og habiliterende tilgang ind i Barnets Lov. Der bør angives teams til at
specialisere sig heri, som der er udviklet i kommunerne på ældreområdet. For at rykke på den
deterministiske indstilling til børn med handicaps og sociale udfordringer, bør udligning tilføres
hvad et barn med handicap i gennemsnit koster for en kommune. På ældreområdet anvendes 12
ugers rehabiliteringsforløb, men når et barn med handicap eller sociale udfordringer opstår i en
kommune, så går der ikke engang 12 uger før indstillingen til Børn og Ungeudvalget tikker ind på
bogermailen.
I fald der ikke bliver tilført udligning på handicapindsatser til hjemmeboende børn, så vil
overgrebene på børn med handicaps og sociale udfordringer fortsætte. Det er langt billigere med
den nødvendige indsats til børn med handicaps, end fastholdelse af handicappet, grundet udligning
på anbringelser kun. Det er langt billigere med den sociale indsats overfor et barn med sociale
udfordringer,
Venlig hilsen
Kristina Kiettelmann Jensen
Forperson for Klip – Forældre til anbragte børn