Skatteudvalget 2022-23 (2. samling)
SAU Alm.del Bilag 98
Offentligt
28. marts 2023
J.nr. 2023
–
2125
Skatteministeriet
Nicolai Eigtveds Gade 28
DK 1402
–
København K
Telefon +45 33 92 33 92
Til Folketinget - Skatteudvalget
www.skm.dk
Til Skatteudvalgets orientering vedlægges Borger- og retssikkerhedschefens egen drift-
undersøgelse af sagsbehandlingen på gaveafgiftsområdet.
Borger- og retssikkerhedschefen modtog i 2021 nogle eksterne henvendelser vedrørende
sagsbehandlingen på gaveafgiftsområdet og valgte på den baggrund at iværksætte en
generel egen drift-undersøgelse af sagsbehandlingen i Skattestyrelsens Gaveenhed for at se
nærmere på skatteydernes retsstilling i sager på gaveafgiftsområdet. Formålet med
undersøgelsen var at afdække, om der kunne udledes nogle generelle eller systemiske
problemstillinger i forhold til Gaveenhedens sagsbehandling.
Ifølge Borger- og retssikkerhedschefen giver undersøgelsen indtryk af, at der i
gaveenheden grundlæggende sagsbehandles i overensstemmelse med de forvaltningsretlige
sagsbehandlingsregler. Borger- og retssikkerhedschefen er således ikke ved sin gennemgang
stødt på større generelle problemstillinger.
Borger- og retssikkerhedschefen finder dog, at der er visse forhold, som gaveenheden bør
være opmærksom på. Det gælder bl.a. udsendelse af kvitteringsbreve, orientering om
forventet sagsbehandlingstid og lettere forståeligt sprog i afgørelserne.
Det er vigtigt for mig som skatteminister, at borgernes retssikkerhed er i højsædet, så
borgerne i mødet med Skatteforvaltningen kan have tillid til, at de får den korrekte
sagsbehandling. Jeg er derfor glad for, at Borger- og retssikkerhedschefen med denne
undersøgelse har fundet, at dette grundlæggende gør sig gældende på gaveafgiftsområdet.
Borger- og retssikkerhedschefens undersøgelse vil blive offentliggjort på Borger- og
retssikkerhedschefens hjemmeside skatteforvaltningen.dk/retssikkerhed.
Med venlig hilsen
Jeppe Bruus