Skatteudvalget 2022-23 (2. samling)
SAU Alm.del Bilag 227
Offentligt
På baggrund af nærværende ændring af lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige ønskede jeg et komplet overblik over, hvilke renter jeg har betalt til
en SU-gæld der blev overført fra udbetaling Danmark og til gældsstyrelsen.
Jeg mener, at det må være et rimeligt krav, at jeg som borger kan få indsigt i
hvilke renter der er tilskrevet min gæld i den periode, hvor der afdrages, men
hvor gælden varetages af gældsstyrelsen. Hensigten var derfor at få indsigt i
min gæld og hvorledes denne forrentes.
Jeg kan oplyse om, at et sådan overblik ikke kan fremsendes fra
gældsstyrelsen.
Et sådant overblik fremsendes ikke på trods af skriftlig anmodning, telefonisk
kontakt og anmodning om aktindsigt, hvor der blev truffet afgørelse om fuldt
medhold.
Jeg vil derfor gerne have et svar på, hvordan det er muligt, at jeg som borger
ikke kan få indsigt i den rentetilskrivning der er tilkommet min gæld, når
denne varetages af en offentlig inddrivelsesmyndighed.
I baggrundsmaterialet kan jeg finde nedenstående ordlyd. Jeg gør
opmærksom på, et det ikke er muligt som borger at få et overblik over de
renter der er tilskrevet en gæld.
Gældsstyrelsen begrunder afslaget med at det der er tale om to forskellige
systemer, hvorfor der ikke kan dannes et sådant overblik.
Jeg vurderer min mulighed for indsigt som værende yderst begrænset.
Det foreslås, at Skatteministeriet i tilknytning til lovforslaget redegør for
borgernes nuværende muligheder for at få oplyst skatteyderens aktuelle
gæld, som er under inddrivelse hos Gældsstyrelsen, og hvor denne gæld
hidrører fra. Advokatrådet opfordrer samtidig Skatteministeriet til at overveje,
om borgernes ret til indsigt kan styrkes.
Lovforslaget har til formål, at flere afdrager på deres gæld, at der gælder
rimelige vilkår for skyldnere, at udsatte skyldnere hjælpes, og at en
langsigtet plan for effektiv opkrævning og inddrivelse understøttes.