Skatteudvalget 2022-23 (2. samling)
SAU Alm.del Bilag 179
Offentligt
2728510_0001.png
26. juni 2023
J.nr. 2023 - 2106
Resumé af forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven, lov om re-
gistrering af køretøjer og brændstofforbrugsafgiftsloven (Forbedringer af
motorlovgivningen m.v.)
Lovforslaget har til formål at gennemføre en række forbedringer af motorlovgivningen
med henblik på at fremme og styrke regelefterlevelsen og lette administrationen.
Det foreslås, at afgiftsfritagne køretøjer med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport,
fx taxier, lejlighedsvis må køre med småforsendelser uden ledsager og foretage kørsel for
sociale myndigheder, hvilket vil komme borgere, virksomheder og det offentlige til gode.
Det foreslås desuden at afgiftsfritage blodbusser på grund af det vigtige samfundsmæssige
formål, som de tjener.
Det foreslås at forenkle afgiftsberegningen af visse autocampere, så de altid afgiftsberigti-
ges med 45 pct. Det vil gøre afgiftsberegningen mere overskuelig. Ændringen vil desuden
lette Skatteforvaltningens administration.
Desuden foreslås det at bemyndige skatteministeren til at fastsætte regler om den sikker-
hedsstillelse, som virksomheder med tilladelse til at beregne og angive afgift i Køretøjsregi-
stret (selvanmeldere) og evt. til også at angive forholdsmæssig registreringsafgift for lea-
singkøretøjer (selvangivere) skal præstere. Herudover foreslås det, at Skatteforvaltningen
skal kunne undlade at frigive en sikkerhedsstillelse under en kontrolsag for at sikre, at der
er midler til at dække virksomhedens afgifter.
Af kontrolhensyn foreslås det desuden, at det ikke skal være muligt for selvanmeldere og
selvangivere at ændre i månedsangivelsen over afgiftsberigtigede køretøjer efter indregistre-
ring i Køretøjsregisteret. Forslaget skal mindske muligheden for svig. For at sikre lige kon-
kurrencevilkår forslås det desuden, at virksomheder, der sælger køretøjer eller udbyder kø-
retøjer til leasing, skal have mulighed for at bruge prøveskilte til optagelse af foto og film i
reklameøjemed. Virksomhederne vil dermed være ligestillet med fabrikanter og importører.
Det foreslås desuden at ensarte værdifastsættelsen af leasingkøretøjer, der er indregistreret
første gang i Danmark som nye, og som er omfattet af genberegningskravet, og brugte kø-
retøjer, der er op til 5 år gamle, så der ikke er loft over den afgiftspligtige værdi. Det fore-
slås desuden at justere reglerne for beregning af grønne afgifter og tillæg til registreringsaf-
gift for køretøjer over 2.585 kg, så det ikke er mere fordelagtigt at betale afgift på baggrund
af en omregnet udledning efter køretøjets egenvægt end den målte udledning.
Derudover foreslås en række ændringer af overvejende teknisk karakter, der vurderes at
være hensigtsmæssige for administrationen af motorområdet.
Lovforslaget skønnes ikke at indebære provenumæssige konsekvenser.
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft 1. januar 2024. Nogle dele træder dog i kraft 1.
juli 2024 og 1. januar 2025 for at sikre, at den systemmæssige understøttelse er klar.