Skatteudvalget 2022-23 (2. samling)
SAU Alm.del Bilag 178
Offentligt
23. juni 2023
J.nr. 2023 - 3354
Resumé af Lov om ændring af boafgiftsloven, kildeskatteloven, opkræv-
ningsloven og forskellige andre love (Gennemførelse af aftale om skær-
pede og hurtigere sanktioner på skatteområdet)
Det er en væsentlig forudsætning for opretholdelsen af det danske velfærdssystem, at
virksomheder betaler de skatter, som de er pligtige til. Når skatter ikke betales, udhules
finansieringen af de velfærdsydelser, alle nyder godt af, og tilliden til skattevæsenet kan
lide et knæk. Derudover vil virksomheder, der ikke følger reglerne om betaling af skatter
og afgifter, have en urimelig konkurrencefordel i forhold til de lovlydige virksomheder.
Nærværende lovforslag har til formål at gennemføre tiltagene i aftalen
Hårdere straf. Hurti-
gere konsekvens
–
Seks tiltag til at styrke indsatsen mod skatteøkonomisk kriminalitet,
som blev ind-
gået den 13. juni 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne)
samt Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Enhedslisten, Ra-
dikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige. Blandt disse tiltag er
også de sanktionsinitiativer, der indgår som finansieringsbidrag i aftalen
Flerårsaftale for
skattevæsenets økonomi 2023-2027,
som blev indgået den 13. juni 2023 mellem regeringen
samt Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative
Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet.
Det første tiltag i lovforslaget går ud på at gennemføre en ny sanktionspraksis i sager om
skatteunddragelse, der vil medføre højere bøder og beløbsgrænser i fængselssager, enklere
og hårdere udmåling af bødestraf og ens beløbsgrænser i unddragelsessager. Det andet til-
tag skal skærpe sanktionerne i smuglerisager, hvor der straffes med fængsel, så der
–
lige-
som i sager om skatte- og afgiftssvig
–
tillige straffes med en tillægsbøde. Det tredje og
fjerde tiltag skal skærpe sanktionerne ved virksomheders anvendelse af fiktive eller falske
fakturaer til at opnå uberettigede moms- eller skattefradrag. Tiltagene medfører, at de in-
volverede virksomheder afregistreres, og ledelsesmedlemmerne ansvarliggøres for den
manglende betaling af skatter og afgifter. Det femte og sidste tiltag skal sikre, at Skattefor-
valtningen i svigssager kan indefryse det unddragne beløb på virksomhedens bankkonto,
så beløbet ikke kan overføres til andre konti, herunder konti i udenlandske banker.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2024.
Tiltagene vurderes under ét med væsentlig usikkerhed at medføre et umiddelbart merpro-
venu på 30 mio. kr. (2023-niveau) i 2024. Efter tilbageløb vurderes merprovenuet at ud-
gøre 25 mio. kr. (2023-niveau) i 2024. Den varige virkning vurderes at udgøre et umiddel-
bart merprovenu på 250 mio. kr. (2023-niveau). Efter tilbageløb vurderes den varige virk-
ning at udgøre et merprovenu på 190 mio. kr. (2023-niveau).